Nytåret kom farende som en raket, og pludselig var det den 2. januar og jeg startede nyt job. Det er noget jeg har glædet mig meget til, men også noget som har slugt al min energi og overskud, og ikke levnet mange frie hjerneceller til at få skrevet ret meget her på domænet.
Kort status på mit løbeeventyr er, at jeg nu er i “Taper-time” (hver eneste gang jeg siger det ord, popper Jim Carrey op i mit hoved, mens han skriger ”Cable-guy” ude foran min hoveddør. Det er da den mest mærkelig Taper-ting jeg nogensinde har prøvet – og umulig at slippe af med 😀 :D. Ps – ved du ikke hvad jeg taler om, så tjek Cable-guy-linket i bunden af indlægget 😀 )
Før 2020 for alvor for vinger her om en lille uges tid, (psyko-lyd…. 1 UGE TILBAGE INDEN JEG REJSER) har jeg brug for at se tilbage på 2019 og lære af året der gik. Jeg syntes generelt, det bør være enhver løbers MUST, at se tilbage på året der gik, og tage læringen med over i det spritnye løbeår.
Umiddelbart når jeg tænker på løbeåret 2019, så fylder et ord næsten alt. Mit absolutte hadeord over dem alle. Skade.. Jeg slæbte min dødvægt af en Hamstring Tendinopathy med ind i det nye år. En dødvægt der næsten er umulig at slippe af med, og som nogle gange forholder sig i ro, men i andre perioder skriger, råber og vræler som en lille baby. I starten af 2019 smed jeg håndklædet i ringen, og startede på et trænings-hold hos en fys i Aalborg. Jeg fik trænet en del styrke, men opsummeret, så fandt vi aldrig rigtigt frem til det, der for alvor skubbede mig mod en skadefri tilværelse. Jeg stoppede med fys med starten af sommerferien, og opgav. Jeg havde ikke tålmodigheden, og jeg kunne ikke se nogen som helst fremdrift. Status er, at skaden stadig er til stede. Den flammer op i tide og utide, især når jeg kommer til at presse citronen lidt for hårdt. Og her i juleferien har den besluttet sig for, at den da i den grad vil med på løbeeventyr til Antarktisk. SUUUUPER… ☹
Læring 1:
Jeg er ikke god til at være skadet, og min tålmodighed er som
en ærte i prinsessens seng. Jeg har brug for at føle at der sker noget. Om ikke
andet, at der er et klart mål med det jeg laver. Det dur ikke for mig, at jeg
går på et hold 1 gang om ugen, og så ellers skal forsøge at træne selv resten
af tiden. Min rygrad er for slatten. DET SKER IKKE.
Jeg savner at løbe uden at have en ”nipper” siddende i baglåret. Jeg savner at
løbe trail, som p.t. er en helt umulig ting. Op ad bakke er simpelt hen det
aller værste jeg kan byde min ”ven” i ballen. I 2020 – når jeg vender retur fra
min drømmerejse, vil jeg forsøge at finde en personlig træner der kan tage mig igennem
et kvalificeret forløb. Jeg vil betale det, det koster, for at få hjælp 2 gange
ugentlig til at træne min skade korrekt. Jeg kender ikke nogen personlige
træner, der kunne være relevant, så al input tages med kyshånd. Kravet til den
personlige træner er blot, at personen skal teoretisk forstå hvad min skade handler
om, skal forstå et løber-mindset og skal være klar på at arbejdet med et
stædigt æsel.
Trods mine udfordringer i ballen, fik jeg alligevel løbet en del fede løb i 2019. Ikke helt så mange som jeg gerne ville, men dem jeg fik løbet, var alle fede oplevelser. Jeg løb 6 marathons i alt (ikke meget for en garvet løbetosse, men det var altså hvad det blev til). Af de 6 var 1 løb et socialt løb ved jyske ås (gudesmukt område), 1 løb foregik i mine yndlingsomgivelser – stranden og stierne rundt i Blokhus til Blokhus Marathon, og 1 løb var et Guiness Rekordbogs forsøg på den højeste asfaltvej i verden i Pakistan. Sidste nævnte var årets absolutte løbeoplevelse, og åbnede en dør op for nye perspektiver på det, at være løber.
Jeg fik, trods skaden, løbet 3 trailløb i 2019. 21.1 km. Strandløb til Costal Run mellem Lønstrup og Løkken i den vildeste vind. Nøj det var vildt – og skægt. 😊. Jeg løb Gudenå trailløb 37,5 km. Et fantastisk løb hvor jeg løb fra Tange til Randers på Gudenåens brinker. Og sidst men ikke mindst fik jeg endelig mit drømmetrofæ med hjem fra Skagen, hvor jeg løb Skagen Odde Ultra trail 60 km.
Og så var der heldigvis også lige plads til kvindeløb 15 km. Sammen med Leah og Team Tvilling. At løbe med Team Tvilling er altid en helt speciel oplevelse. Derudover blev der også plads til 2 af de halv sammen med gode løbevenner.
Så alt i alt et helt ok løbeår, når man ser bort fra skaden. Jeg vandt Blokhus Marathon og Khunjerab Marathon i Pakistan (og fik dermed en Guiness world record – har dog ikke fået bevis herpå endnu). Jeg vandt Gudenå trail løbet og, som nævnt, jeg vandt trail løbet i Skagen. Det var et helt hæderligt år i 2019 😀
Læring 2:
Min løbeglæde er klart mest flammende når jeg mikser løb, og løber forskellige distancer og udfordringer. I 2020 vil jeg forsøge at løbe andre løb end dem jeg normalt løber (læs marathons). Jeg vil teste mig selv på andre distancer og se hvad det gør ved min fysik. Jeg tror på, at jeg kan blive en bedre løber, hvis jeg udfordrer mig selv på andre distancer end lige præcis de 42,2.
Løbet i Pakistan åbnede min løberverden for det sammenhold der findes på tværs af landegrænser. Jeg blev, her lige efter jul, optaget som medlem i Marathon Globetroppers (Det kræver at man har løbet i mindst 10 forskellige lande). Jeg mødte i Pakistan så mange fantastiske mennesker, og lærte om så ufattelig mange fantastiske løb og udfordringer, lidt i stil med det eventyr jeg tager på om en uges tid. Kipchoge sagde i interviewet efter hans succesfulde rekordforsøg ”Together we can make this a beautiful world ”, og det er præcis det der sker, når man rejser ud i løbeskoene og møder verden med åbenhed og nysgerrighed.
Læring 3:
Løbet i Pakistan har ændret mig som løber. Jeg vil ud og lære verden at kende i mine løbesko. Jeg vil holde mine nye bekendtskaber ved lige, og omfavne den forskellighed og accept man oplever i det internationale løbemiljø. Jeg vil ud og opsøge historierne og lave en ”mine internationale løbehelte” serie. Jeg vil udfordre min comfort zone, få tatoveret ”Courage” på min arm, og grine mig højt og larmende gennem alle oplevelserne.
2019 har lært mig, at selvom jeg har været i gamet i over 10 år, så er der stadig så meget mere at lære som løber. Man skal bare turde !!!!!
Og så videre til Taper – og den forestående rejse i næste indlæg. Indtil da, lidt “Taper-time” underholdning…