Skagen Odde Ultra Trail 2019

For 5 år siden løb jeg med, da Thomas Kragh debuterede med afholdes af løbet kaldet SOUT i det naturskønne Skagen. Jeg løb 60 km. og stod dengang på startlinjen og følte mig fuldstændig forkert. Jeg havde aldrig før stiftet bekendtskab med trailløbet, og der stod jeg i mine almindelige løbesko og en løbstrøje fra Boston marathon, blandt de andre yderst velklædte ”trailere” i deres trailsko og noget de kaldte for gaiters.

Dengang var det en vild oplevelse for mig. Ruten var hård og jeg anede ikke hvad jeg gik ind til, før jeg løb rundt og led i det smukke Skagen. Jeg løb forkert et par gange, faldt så lang jeg var op til flere gange (qua min almindelige sko som ikke just greb fast i underlaget), og var så sulten da jeg nåede til 48 km, at jeg kunne spise en ko mellem to madrasser (må man egentlig godt sige det i de her klima-tider :P).  Jeg kom i mål i en helt hæderlig tid, som første kvinde lige foran seje seje Mette fra Aarhus. Jeg havde set på facebook inden løbet, at vinderen fik en kæmpe stor buket blomster – og da jeg på det tidspunkt aldrig havde vundet blomster før, var det min motivation for at holde føringen stålfast. Der var bare ingen blomster til mig. Det var kun den samlede vinder (en total sej gut) der fik blomster og præmier, og jeg kørte slukøret hjem.

Året efter meldte jeg mig ikke til løbet. Det gjorde seje seje Mette til gengæld, og hun løb med sejren og det fedeste trofæ jeg længe havde set. Thomas havde fået lavet trofæer til bedste mand og kvinde på distancerne 30km og 60 km. Min skæbne var forsejlet, sådan et trofæ ville jeg bare så super gerne have stående i min lille samling. 😀 😀

Årene gik, jeg prioriterede marathon-distancen og forsøgte at fortælle mig selv, at det jo bare var et trofæ. Lige indtil i år. I år var jeg ikke tilmeldt marathon, og pludselig stod jeg med en tom kalender i weekenden for afholdelse af SOUT. Problemet var bare, at jeg grundet min genstridige skade ikke har løbet trail hele sommeren, jeg har ikke været over de 42 km. i distance, og jeg anede ikke om jeg rent faktisk kunne gennemføre så hårdt et løb. Sidste dag for tilmelding tog jeg mod til mig og meldte jeg mig til. Lukkede øjnene, og tænkte det måtte briste eller bære.

Der stod jeg så igen på startstregen i går morges, denne gang iført de rigtige trailsko :D. Vejret var fantastisk, og nu kendte jeg adskillige af de øvrige løbere, og følte mig som én af flokken. Jeg elsker i øvrigt trailløbere, mest af alt fordi trailløb sjældent drejer sig om jagt på tider, men mere om at gennemføre og få en fantastisk oplevelse med hjem. Når man taler med trailløbere, er det stort set altid fantastiske historier og skøre oplevelse der er samtaleemnet, og ikke ”hvor hurtigt skal du løbet i dag”. I går var emnet ”Kan man gennemføre en 60 km. med tømmermænd 😀 😀 :D”.

Se, nu troede jeg jo, at jeg havde styr på ruten. Jeg vidste godt, at Thomas havde ændret lidt på ruten de sidste 10 km. men resten havde jeg i mit hovedet forstillet mig, at jeg havde styr på. Starten ned gennem havnemiljøet – tjek, et strandstykke ud forbi XXXX – tjek, ind i klitterne og løbe op/ned, op/ned, op/ned – tjek, ud til den tilsandede kirke på trailspor – tjek. Min puls var skyhøj, starten på SOUT er udfordrende, og jeg tror at man, hvis det er første gang man løber det, bliver en smule skræmt over de kræfter der skal bruges i starten. Især hvis man er på 60 km. og har endnu 50 km. foran sig endnu. 😀

Efter den tilsandede kirker, som i øvrigt er forblændede smuk og absolut et besøg værd, hvis du er på de kanter, er ruten ud over den lille sandmile og ud til punktet hvor 30 og 60 km. deles, helt umulig at beskrive med andre ord end  op/ned, op/ned, op/ned…… Man tænker, når man kører ind mod Skagen ad landevejen, at det da i grunden må være Danmarks fladeste terræn. Og hvordan pokker det er lykkedes den gode Thomas, at finde så mange voldsom stejle klitter er mig en gåde. Flere af stigninger måtte jeg kravle op ad – og mens sandkasserne i mine sko voksende sig store og ubehagelige, spekulerede jeg som en gal over, om det var nyt terræn i forhold til mit første SOUT for 5 år siden. Nå ja, og så lige om det i virkeligheden havde været så god en ide at tilmelde sig 60 km. med den minimale trail-træning jeg havde med i rygsækken.

Ved delingspunktet efter 10 km – det er næsten ikke til at fatte, at man kun har løbet 10 km. når man når dertil, det føltes som 20 😀 :D, ramte vi 60 km. løbere asfaltstien – en lille lækker sti jeg drømmer om at cykle på med landevejsraceren. Her var jeg på hjemmebane. Asfalt, det kan jeg, og pace blev øget for at indhente noget at det, jeg havde sat til de første 10 slemme kilometer. Foran mig lå en mandlig løber og jeg brugte ham som sømærke for min fremdrift (vi er jo i Skagen :D). Dette stykke kunne jeg huske for sidst, og efter at have doneret sand til en evt. udvidelse af stien, cruisede jeg ud mod ”mit” strandstykke og ramte stranden med masser af energi og lyst til at løbe videre. Strandstykket på den østlige side er smalt, og man skal løbe i vandkanten for at få fast grund under fødderne. Til gengæld er der stor mulighed for at finde pelikanfødder (en lille musling jeg syntes er helt fantastisk) når man nu alligevel cruiser ud mod første depot ved ca. 22 km.

Depotet var et lille rødt julehus. Det gælder for samtlige 3 depoter til SOUT, hvilket er helt genial når man kommer løbende træt og lækkersulten senere på ruten. Det, at spotte det lille røde julehus giver vinger, og man er overhovedet ikke i tvivl om, hvor depotet befinder sig. Næste år vil jeg dog gerne anmode om, at jeg kan få min guf-is med 3 kugler ved 45 km. depotet. 😀

Jeg ramte depotet på samme tid som mit sømærke, og cruisende videre på landevejen foran ham. Igen var jeg glad for, at jeg godt vidste landevejsstykket ville være længere end man lige tror. Der kommer adskillige hestestier, man kunne forledes til at tro var vejen, men nope – man skal altså helt ud til Råbjerg hede. Og som det åbenbart skal være for mig, blev jeg mødt at en krydsende Skagens-gris, det lille tog mellem Skagen og Fr.havn. Så hyggeligt. 😀

Jeg skal være bundærlig og indrømme, at Råbjerg hede for mig er det værste stykke på hele turen. Mærkeligt nok. For magen til smukt område skal man lede længe efter. Men stykket passer bare på ingen måde til mit løb. Lyngen spænder ben for mig, smågrene binder mine snørebånd op, og buskene river mig på lårbasser og knæer. Vi er bare ikke rigtig gode venner mig og Råbjerg hede. Mit tidligere sømærke overhalede mig ca. halvvejs ude på heden, og kort efter røg jeg på snuden mens jeg bandende heden langt væk. Jeg forstå bare ikke den hede. 😛 I guder hvor jeg dog ikke formår at løbe på det stykke. Heldigvis tornede Råbjerg Mile sig op foran, og jeg var genfandt modet, sammen med min evige forbløffelse over at sådan en mastodont af en klit kan vandre rundt i landskabet.

Langt om længe nåede jeg strandstykke nr. 2, den vestlige brede strand hvor man cruiser ca. 8-9 km. Igen fandt jeg lidt fart i fudserne, overhalede sømærket, og cruisede op ad stranden efter den obligatoriske ”sprøjte saltvand i hovedet for at afkøle, og glemme at fjerne fudserne så skoene bliver fulde af vand, og alt det sand der er i skoene bliver til klumper under fudserne”. 😀 😀 :D. Jeg har løbet strandstykket fra Kandestederne ind mod Skagen en del gange, og jeg har efterhånden et par kendingsmærker undervejs. Det gav energi, og mens jeg huskede mig selv på at få energi og vand indenbords, nød jeg turen voldsomt meget.

Når strandstykket slutter løber man op på en grusvej hvor Nordsøstien går. Det stykke huskede jeg ret præcis fra sidste gang, det var nemlig her jeg fik min første krise for 5 år siden. Denne gang var jeg mere forberedt, og havde fornuftigt tanket op undervejs. Jeg løb et ok pace, og øjnede pludselig en gående løber foran mig på det åbne stykke op mod Skagens rigtige sømærke. Jeg passerede manden, og sammen løb i vi gåsegangs-løb ud til det lille julehus-depot ved den meget berømte solnedgangsplads.

Det er ret hyggeligt at ramme solnedgangspladsen, der er altid mange mennesker og man får masser af tilråb med på vejen, når man løber tilbage ned på strandstykket fyldt med sten. Og så var det vildt fedt mentalt, at have målskiven sat på næste depot ved ca. 52 km. Endvidere samles de tre ruter (60 – 30 og halvmarathon) netop her, hvilket betyder at man pludselig har løbere foran, man kan bruge som små pejlemærker.

Turen til sidste depot var et lang singletrack-trail stykke (som jeg husker det), og efter 3. depot løber man ind på det for mig ”nye stykke”. Et frygteligt hårdt stykke, hvor ruten slanger sig gennem hedeklitter i en ujævn op/ned, op/ned, op/ned, hvor rytme er vand i Sahara. Nøj jeg syntes det var et hårdt stykke at løbe. Dog skal det lige med, at skulle du havde lyst til at sanke urter til bjesk, så er det stykket du skal gå. 😀 😀 :P. Jeg åndede lettet op, da jeg langt om længe (for det tog dælme lang tid for mig, at løbe gennem Thomas’ djævelske påfund) nåede grusvejen hvor Sandormen (den lille traktor-bus) kører folk ud til grenen. Og i sporet efter sandormen løb jeg ud til grenen, der som altid var proppet med mennesker som glor mærkeligt på en svedende ildelugtende løber i rød trøje, og med grøn løbevest på ryggen. Stykket er i øvrigt det eneste sted på ruten hvor der ikke er markeringer, og hvis man overser det store skilt med anvisning inden man løber ud på stranden, kan man godt komme i tvivl. Heldigvis var jeg en rutineret rotte, og kunne både agere guide for et par friske halvmarathon løbere, og fyre jokes af på samme tid. Det var mit absolutte peak for hele turen. 😀

Tilbageturen til mål gik en tur forbi Drachmans grav – og jeg skal igen være bundærlig, jeg så den ikke – jeg løb lige forbi, mens jeg havde alt for travlt med at tælle ned på kilometer-angivelsen på Garmin. (UPS – hermed en årsag til at vende retur til løbet næste år :D). Men altså det er den lille høj man møder på vejen ind fra Grenen, og man kan kende stedet ved, at der næsten altid står masser af mennesker og spejder ud over vandet på toppen. Derudover en tur på den lækre sti man kender, hvis man har løbet Skagen Marathon, stien ender ved det grå fyr hvor man løber en på cykelstien, og bedst som man tror man er home safe, gennes man tilbage ned på stranden, og løber i løst sand den sidste kilometer ind til mål. Jep – der er ikke noget der skal være let, når man løber SOUT. 😀

SOUT er et yderst udfordrende løb, men den naturoplevelse man får med opvejer fuldstændigt kampen om at gennemføre. Det er som om at naturen, når man som jeg lige måtte ned og gå indimellem for at samle nye kræfter, hilse én velkommen og foldede sig ud som for at sige ”pyt med at du går, det er ok. Det er hårdt det du har gang i, tag og kig herover og lad dig distrahere fra ømme muskler og opgivende tanker”. Det virker perfekt. Naturen kan et eller andet, når et løb er hårdt og udfordrende. Øjet finder fred og tankemyldret stopper.

Thomas har lavet det mest fantastiske løb i Danmarks smukkeste natur. Jeg er målløs over, at han på 5 år har formået at ændre og optimere på ruten, så jeg flere steder slet ikke kunne genkende noget fra sidst. Jeg er målløs over hvor fint markeret ruten var, taget i betragtning hvor kringlet og kroget den snor sig gennem landskabet. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om ruten. Og jeg er blæst omkuld over det indtryk man tager med sig hjem, efter 60 hårde, men fuldstændig forblændede kilometer gennem Skagens smukkeste områder. Det er mindful løb når det er bedst.

Efter sigende afholder Thomas til november SOUT Night trail på 30 km. ruten. Det håber jeg bliver til noget, det SKAL jeg bare med til. Tænk at opleve en tur med pandelampe gennem heder, klitter og på stranden. Turen er en social tur hvor alle løber sammen (tror jeg), og jeg håber flere af jer der læser med, har mod på turen. Jeg tror det bliver en oplevelse for livet. 😀

Nå ja – og enden på historien…. Jeg fik mit trofæ med hjem 😀 😀 😀 😀 😀 😀 – #GLAD MED GLAD PÅ