SÅDAN, så kom solen endelig frem og varmede vores benbasser – og tegnede endda en lille fræk streg på tværs af mine kridhvide lårbasser. Total og aldeles Love it. 😀
Jeg løb marathon i dag hos FC løb hvor to seje halvmarathon-løbere løb sig ind i klub100 halv. Og jeg skal på blankt tastaturblæk indrømme, det var sq ikke lige min dag i dag. Jeg startede ud med tanken om min træning de seneste 5 uger, træning jeg egentlig syntes har peget i den rigtige retning, og jeg glædede mig som en økoko der skal på græs til at teste formen af.
Løbet blev afholdt i Aalborg, med start i Fusion Aalborg – skide smart Hans Jørgen, for allerede inden jeg løb ud på ruten, rullede mine monster fede kompressionsstrømper op og ned af glæde over alle de lækkerier jeg skulle tilbage og investere i. Jeg lagde godt fra land og løb sådan lettere SE-MIG agtigt i front af feltet sammen med manden, der lige nu løber med en selvtillid som Frederik Fetterlein – Chefen himself (og manden har altså noget at have det i, han løber som en kenyaner for tiden.). Ruten var en 10,something rute der skulle løbes 4 gange, fyldt med bakker og de smukkeste huse i Aalborg i bydelen Hasseris. Jeg syntes det gik fint, havde styr på tingene og kunne snakke og hygge som vanligt. Tilbage i depot efter 1. runde, og afsted ud på 2. runde. Og et eller andet sted, derude på anden runde, var det som om min dejlige tesla motor krympede sammen til en lille bitte trabant – og det der var let og elegant blev til tungt og klump-dumpet. Jeg tabte tråden og mistede det skønne selskab af de seje “drenger”, og så var det bare piv-piv lille mig alene i skærsilden.
Og det skulle vise sig at blive meget værre. På 3. runde gik mavsen i selvsving og tvang mig ind i buskene, hvor søndags-hundelufterne omkring kridtgraven i Aalborg måtte have studset over det naturfænomen, der pludselig åbenbarede sig fra venstre sø-brink. En smuk hvid måne i klar dagslys kamufleret af ny udsprungne birketræer. 😀 (Det er altså ved at være en frygtelig dårlig vane jeg har med mavsen. :(). Nå ja, at jeg så også lige overså den fineste markering og løb en anelse forkert – det var bare endnu en brik i frøkens Johansens bad day.
På sidste runde, jeg havde adskillige dårlige undskyldninger klar for ikke at dappe ud på sidste runde, kom min dejlige kæreste cyklende og tilbød følgeskab for resten af pengene. Og hey – what does not kill you, makes you stronger. Så op på krikken med mig og ud på en sidste omgang halsbrækkende løbekamp mod mig selv. Jeg endte tilbage i målet på én aller anden måde, endda i ok tid – bare ikke i forhold til hvad jeg drømte om fra starten. Og nu er det man kunne forlede sig til at tro, at jeg nu sidder og er bidende skuffet og sur over min egen uformåenhed i dag. MEN NOPE – jeg sidder den unten lymene og smiler.
Det kan godt være det ikke lige sagde tju-bang for mig i dag. Men jeg snakkede og hilste på så mange skønne fellowløbere, jeg nåede at parre en debutant med 3 super gode (meget lyserøde) løbevenner og fik følelsen af, at hun nok skulle klare gamet. Jeg nåede også at få den dejligste hilsen med fra Amokker på søndagstur, med ønsket om en rigtig god tur – og jeg nåede at få nogen fantastiske god råd til mit fremtidige vanvids-projekt af selveste mr. Ultraløber himself – Kim Klitgaard. Jeg kom hjem med en pose godterier fra Fusion (blandt andet cap’en på billedet :)) og bedst af alt, jeg høstede krammere fra de dejligste løbetøser. Stemning var, som altid til FC løb, ren spitzenklasse og hvem pokker bekymrer sig så om et løb, der ikke helt gik som ventet. NOT ME. – og med fare for at lyde som en totalt tumpe, vil jeg slutte af med ønsket om en dejlig søndag aften, sige et vanvittigt stort tillykke til hr. Rodkjær med 10 min. pr i dag – og råbe en ”I’II be back” ud over mit nye neighbourhood, med helt samme accent som den kære hr. Schwarzenegger (elsker at stavekontrollen kan stave til det :D), som jeg i øvrigt i mine unge år havde et lille bitte hemmeligt crush på. 😀
