Suriname Marathon 2024

Bussen baner sig vej gennem tusmørket mens jeg blunder med hovedet op mod ruden. Vi er i de helt tidlige nattetimer på vej mod Moleson Creek, grænseovergangen mellem Guyana og Surinam som skæres af floden Courantyne River. Udenfor ruden bliver tusmørket langsomt mere og mere gennemsigtigt, og åbenbarer de mange floder som skærer sig gennem Guyanas landskab. Guyana betyder direkte oversat fra det oprindelige sprog ”land of many waters.”, og jeg konstaterer i min halvvågne tilstand, at navnet passer umådeligt godt til det lille land.

I morgengryet passerer vi små landsbyer hvor geder, høns, hunde – og sågar heste går frit i vejkanten. Første gang jeg ser en hest stå i vejkanten tænker jeg at den må være bundet. Snart efter dukker endnu én op, og selv om jeg kniber mine øjne godt sammen, kan jeg ikke se hverken grime eller tøjler. Jeg undrer mig, vilde heste? – i samme øjeblik kommer fem heste travende i vejsiden, tager et venstresving og drøner videre ned ad en lille vej. Det er et surrealistisk syn, som på en eller anden måde passer godt til de reklameskilte der hænger over små butikker langs vejen. Prices right Supermarket, 1000 dollars Supermarket – og den bedste af dem alle, skiltet der viser vej til kirkegården Skeleton Cementery.

En lille færge skal fragte os over floden, og efter ca. 45 minutters sejlads lander vi i Surinam, en tidligere hollandsk koloni der på alle måder har adopteret den hollandske kultur. Vi har krydset en flod og nu kører vi rundt blandt rismarker delt af kanaler i et fuldstændig fladt landskab hvor vejbump hedder Drempel, en lastbil kører forbi med Drinkwater og byerne har navne som Nieuw-Amsterdam, Groningen og hovedstaden Paramaribo. Suriname er det mindste land i Sydamerika, det blev selvstændigt i 1975 og man taler stadig hollandsk som hovedsprog blandet med gamle lokale dialekter. 

Vi når frem til vores hotel i Paramaribo sent ud på eftermiddagen, og efter et lækkert måltid er det sengetid. Vi er ikke kommet for at sove, vækkeuret stilles endnu engang til 01:15 – og endnu engang er der en times kørsel ud til startområdet for marathonløbet. Jeg føler mig ok frisk da jeg vågner, benene føles ok og da jeg hopper ud af bussen ved det lille ressort som udgør start og målområde, føler jeg mig helt klar til næste udfordring. En lille detalje afslører at jeg nok ikke er helt så vågen så jeg bilder mig ind. Kort før start opdager jeg, at jeg har vendt mine løbetights omvendt. Lommen på ryggen sidder på min mave. Det skal den ikke 🙈 – I ly af det altopslugende mørke finder jeg en lille busk, smider sko og bukser og får vendt mine løbetights den rigtige vej. En mindre detalje, fniser jeg, mens Vagn tager start-billede og jeg efterfølgende tænder for min pandelampe. Der sker ingenting da jeg trykker på den lille grå knap på pandelampen. Den forventede lyskegle kommer ikke frem foran mig. Jeg flår lampen af hovedet og må til skræk og rædsel konstatere, at min ellers så trofaste pandelampe ikke har skyggen af power. Den formår kun lidt slukøret at give mig et tarveligt rødt blink for at vise at den trænger til opladning

Jeg panikker. Ruten vi skal ud på er en 21 km. rundstrækning der skal løbes to gange, og halvdelen løbes på jordveje med få huse i periferien og ikke skyggen af nogen form for lyskilder. PANIIIIK…

Jeg driller ofte min gode rejsemakker Vagn Kirkelund med, at han har alt muligt unødvendigt med i tasken. Der er ikke den ting han ikke kan fremskaffe fra hans rejsetaske, til stor morskab for os andre danske løbere. Den morgen i mørket fremtryller Vagn en reserve-pandelampe fra hans lager og redder mit løb. Jeg lover mig selv at jeg aldrig vil drille ham igen, da jeg sætter reservelampen fast på min hovedskal. (I hvert fald ikke før næste gang vi tre danske løbevenner, Mikkel, Vagn og jeg drager ud i verden 🤣).

Starten går og hurtigt bliver vi spredt ud på ruten og jeg løber alene. Jeg kan se en lyskegle fra en af de lokale løbere længere fremme, og kan fornemme en lyskegle længere bag mig. Hvis jeg slukker for min egen lånte pandelampe, vil jeg blive opslugt af et tæt uigennemtrængeligt mørke. Lavthængende skyer dækker for både stjerner og måne, og det er kun med nød og næppe jeg undgår de store vandpytter der dækker flere passager af jordvejen.

Trods det omklamrende mørke, og lyden af glammende hunde er det magisk. Lyden af mit eget åndedrag blander sig med cikadernes inciterende sang, og hver gang jeg passerer broer over vandløb, suppleres lydbilledet af dybe basstemmer fra kvækkende frøer. Jeg fortryder inderligt at jeg ikke tog min telefon med. Ikke fordi jeg er bange, men fordi lydene omkring mig er så eksotiske og smukke nu hvor mørket har slukket for alle mine øvrige sanser. Jeg ville elske at have de lyde som ringetone på min telefon.

Efter jordvejen bliver ruten til en ca. 4 km. fuldstændig lige strækning, inden den til sidst drejer væk, bliver til en større landevej hvor vi skal løbe i vejkanten. Regnen begynder at falde tungt, og de lokale der venter på små busser som skal fragte dem til arbejde, smiler overbærende til mig og returnerer et ”morning” med et smil, når jeg stor-smilede hilser på hver og en.

Jeg runder målområdet ved resortet, og løber ud på runde to, stadig med pandelampen tændt. Regnen stilner af og jeg danser rundt om vandpytterne på jordvejen. Mørket begynder så småt at vige for daggryet, og jeg jubler over det smukke frodige tætte grønne bagtæppe der pludselig åbenbarer sig langs ruten. Alt er godt, jeg elsker hvert et sekund… indtil det pludselig ikke er helt så godt længere.

Jeg har i et stykke tid bemærket de bevingede bæster der flaprer rundt i kanten af min lyskegle, og da én af dem pludselig flyver imod mig med øjne farvet stærkt 80’er neon pink af lyset fra min pandelampe, føles det som om jeg var med i en dårlig vampyrfilm. Det er en flagermus på vej hjem efter en god nats jagt, og måske overvejer min stirrende ven, om jeg kunne være en mulig lille godnat-snack. Jeg udbyder spontant et knap så feminint UHF. Hvilket får bæstet til at miste interessen og flyve væk.

Forskrækkelsen sidder stadig i kroppen på mig, da næste udfordring troner sig op forude. Mit absolutte hade-dyr nummer 1 – SKRUBTUSSER – sidder i hobetal på vejen foran mig. De lede bæster må uden tvivl have fornemmet at jeg var i nærheden, være kravlet op af deres små vandhuller, og sidder nu klar, fede og ulækre som en bande banditter ude på ballade. Jeg løber spidsrod mellem de fede klamme basser. Det går ok, indtil jeg let og elegant sætter min fod ned præcis samme sted, som den største fedeste tudse af dem alle, har regnet ud jeg ville. SMASK. Det ufattelige sker. Den fede tudse hopper direkte ind i mit ben som var det et planlagt angreb midt på den øde vej.

Nu kunne jeg godt lyve og skrive at jeg blot blev forskrækket og løb videre i tavshed. Det var bare ikke det der skete. Jeg skreg panisk højt. Så højt at jeg umiddelbart efter blev flov over udsigten til at have vækket samtlige beboere i de små huse i en kilometers afstand. Absolut ikke mit mest stolte moment. Men hvad kan jeg sige til mit forsvar. Jeg er så uendelig bange for skrubtudser. 🙈🙈 (NB – kan man mon kurere tudseangst med hypnose????)

Med den sindsoprivende oplevelse siddende i kroppen får jeg mig halet i mål mens varmen for alvor begyndte tage fat. Det blev et løb hvor jeg følte mig flyvende indtil ca. 27 km. så døde jeg i stilhed og måtte bruge al min energi på at overtale mine trætte ben til at holde sig løbende indtil jeg nåede tilbage til målportalen.

Sikke en fuldstændig unik oplevelse det havde været at løbe alene rundt i mørket på jordvejene, at hilse godmorgen til de lokale, og at løbe i så frodig og grønt et område på grænsen mellem vejen til lufthavnen og noget der lignede regnskov. Og mens jeg heppede og jublede sammen med de løbere som kom i mål, – især en lokal pige som fuldførte hendes første marathon på lidt over 5 timer, kunne jeg begynde at grine lidt af hele oplevelsen med den angrebslystne skrubtudse. Jeg var træt, men også uendelig taknemmelig over, at jeg havde løbet 2 marathons på 3 dage uden anden skade end en ulækker slimet klat der hvor tudsen havde ramt mig.

Tilbage i Paramaribo var det tid til at slappe lidt af, inden jeg om eftermiddagen tog afsted på tur ud til en sandtange og tilbragte aftenen i totalt mørke, med kun en lille infrarød lampe som lys, sammen med en flok kæmpe havskildpadder. Vi havde ramt det rigtige tidspunkt på året, det tidspunkt hvor havskildpadde-hunnerne vandrer op på stranden for at lægge æg. Og mens en stor havskildpaddehun gik i trance under æglægningen, fik vi lov til at kravle helt tæt på og se det mest vidunderlige fantastiske syn jeg nogensinde har set. Ca. 100 bløde små æg blev lagt ned i den rede som skildpadden selv havde gravet i sandet, hvorefter hun nænsomt dækkede hendes æg til med sand. Det var så smuk en oplevelse at tårerne stod i mine øjne og jeg glemte at trække vejret, mens vi fik lov til at være tilskuer til naturens vidundere. Det var den bedste afslutning på en fantastisk dag. ❤