I år havde vi fartholdere (det skal tilføjes at jeg var på 1:50 tiden, dvs. jeg skulle sørge for at dem der løb med mig, løb under 1 time og 50 min) fået den udsøgte fornøjelse, at iføre os gule trøjer og løbe med matchende gule balloner. Det syntes jeg altså var fedt. Med farverne orange og grøn de forrige år, var det så fantastisk at få en mere moderigtig farve på trøjen. Jo jo, det er skam noget en fartholder går op i.

Afsted det gik og jeg må nok sige, at jeg kunne mærke der var flere løbere tilmeldt i år. Der var godt pakket de første 2 km, og det var ikke let at ramme det helt rigtige pace. Heldigvis var alle i godt humør og der var absolut ingen sure miner. Og langsomt åbnede ruten sig op og lod os få plads og luft omkring.

Som altid er det et stort højdepunkt, når vi på ruten rammer tunnellen og dykker ned i mørket under havets overflade. Mine med-fartholdere havde besluttet sig for, at de ville forsøge sig med en omgang islandsk heppekor, I ved der hvor man klapperne hænderne sammen og råber et maskulint HU for fuld kræft. Det første forsøg døde lige så hurtigt som det gik i gang. Men anden gang… anden gang lykkedes det, og for første gang i mit liv har jeg løbet gennem tunnellens mørke i en kakofoni af islandsk heppekor. Shit det var sjovt, og vanvittigt fedt hvordan HUérne og klappene gjaldede ind i rørets vægge og slog tilbage mod os løbere, kun for at forstærke hele lydkulissen. For en kort stund var samtlige løbere i tunnelen omdannet til en omgang islandske vikinger. Det var svært ikke at få en lille smule gåsehud på spaghettiarmene.

Vel ude af røret drejede vi op mod første depot – og lad mig skynde mig at tilføje – nøøøj depoterne fungerede godt i år. Vand på begge sider i rigelige mængder. Det var simpelt hen en fornøjelse. J Jeg havde travlt med at vinke til alt og alle, og min uopmærksomhed på det store gul monster over mit hoved, gav straks bagslag. BAAANG – og vupti, jeg var for første gang i min tid som fartholder, ballonløs. Og mig, der til fartholdermødet inden start, så kækt havde underholdt de andre med risikoen der lå, når man kom ud fra tunnellen. Jeg gik lige præcis i min egen fælde, det var meget meget pinligt for den garvet fartholder.

Fest og farver på Nørresundbysiden blev erstattet med en tur over Limfjordsbroen, hvor vinden i år var yderst gavmild mod os. På fjorden udspillede der sig en dyst mellem hurtigbåde, og lyden af hestekræfter slog op mod os. ”Hvem der bare kunne løbe så stærkt” udbrød en løber ved siden af mig, jeg nikkede anerkendende, det ville være mega fedt.

På den anden side af broen sagde vi farvel til 10 km. løberne og fortsatte ud mod vestbyen. Og derude ventede der en ny første-gang-nogensinde-oplevelse. På et stykke hvor en større vej krydses, stod hjemmeværnet og gjorde et kæmpe stykke arbejde for at holde bilerne tilbage, mens løbere i alverdens farver og former krydsede vejen. Måske var det fornemmelsen af irritationen fra de ventende bilister, måske var det tanken om bussens forsinkede køreplan. I hvert fald fik Hjemmeværns-damen, i det øjeblik hun så vores store gule balloner, ideen at nu der måtte gøres noget og så råbte hun ellers for fuld hals. ”Så stopper I løbere – Stoooop. Jeg sagde STOOOOP”. Og med armene formanende hun os løbere til at stå helt stille, mens hun med et blik som en falk dirigerede trafikken over vejen foran os.

Hun fik ca. 15 sek. maks., så gik den ikke længere. Protesterne var højlydte og trykket fra de utålmodige løbere var enorm. Og selvom hun forsøgte sig med et ”Jeg bestemmer her”, så var det ikke verdens letteste opgave hun havde påtaget sig. Til sidst måtte hun give op og lade nogle meget utålmodige løbere passere krydset, og komme videre med løbet. Jeg ved faktisk ikke, om det er en aftale med arrangørerne, at trafikken indimellem skal have lov at passere, mens løberne holdes tilbage. Man kunne godt forestille sig at det var én af præmisserne for at afholde løbet. Om end, en yderst lidt vellidt præmis blandt løberne. Og jeg bifalder koret, det er ikke fedt at stå helt stille til et stort løb, mens bilerne passerer vejen. Det har jeg altså ligegodt aldrig prøvet før.

Vi nåede til rutens skræk – Skovbakkevej, stigningen som udfordrer selv den mest garvede løber. Og i år må jeg altså bare rose samtlige løbere der løb omkring 1:50 ballonerne. Sikke en kampgejst der blev udvist på bakken i år. Det var godt nok ikke mange, der gav efter og gik op ad stigningen. De fleste kæmpede modigt mod hældningen. Det var en fryd at se. og belønningen kom på toppen hvor krus med energidrik ventede de tapre bjerggeder.

Igen i år fik jeg fornøjelsen af at snakke med masser af skønne mennesker, jeg fik sågar en lille vandkamp undervejs og opbakningen fra publikum syntes større end sidste år. Atmosfæren var fænomenal og jeg elsker, at så mange har overskud til en sjov bemærkning når jeg kommer larmende forbi. (Jeg snakker nok lidt rigeligt meget, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt det er mere irriterende end hjælpende). Jeg tror i virkeligheden at fartholder-gerningen hjælper mig præcis lige så meget, som jeg håber jeg hjælper andre. Jeg føler mig voldsom ydmyg overfor de præstationer jeg ser derude på ruten. ”Det er mit første halvmarathon” fortalte én løber. En anden led voldsomt, men kæmpede sig videre med et stålfast blik i øjnene. At være så privilegeret at opleve et halvmarathon lidt udefra, som man gør når fokus flyttes til omgivelserne i stedet for på én selv, er helt unikt. Og nøj hvor ville jeg gerne kramme hver og én jeg mødte i dag, og fortælle hvor berigende det er, at møde så fantastiske løbere.

Slutningen på løbet blev i år, for første gang nogensinde for mig, en lidt trist omgang. En løber havde kæmpet hårdt undervejs og da vi fangede ham, var han ikke længere helt stabilt løbende. Jeg ved ikke om det var dehydrering, men enden blev, at jeg og en tilskuer fik ham ned på jorden, og mens jeg svalede hans hoved med vand, fik andre tilkaldt samaritterne der tog over. Jeg måtte løbe videre og ved desværre ikke om løberen kom på benene igen, eller om det blev til en tur på hospitalet. Jeg håber alt det bedste for løberen, og er frygtelig ked af jeg ikke var mere opmærksom på, hvor slemt han egentlig havde det. Jeg burde havde stoppet ham tidligere og fået noget vand i ham. Det var ikke rart at løbe væk og være uvidende om hvorvidt han var ok.

Til alt held løb jeg ret hurtigt efter ind i den sejeste pige. Hun havde stået ved os i startblokken, og nu var hun her igen. Jeg besluttede at bruge al min fokus på at få hende ind under de famøse 1:50. Hun klarede det sååå flot, og jeg tror faktisk hun ville have klaret det uden mig også. Nøj en flot slutspurt hun fik sat ind. Og med en lykønskning og et anerkendende klap i mål, kunne jeg smile trods den lidt triste oplevelse med løberen før. Der er så mange historier der fortælles når løbere passerer målstregen, historier om små sejre og nederlag derude på ruten. 21,1 kilometers kamp mod én selv og måske mod uret – og forløsningen når målstregen nås. Al den energi kunne en træt fartholder tage med sig hjem, energien fra en horde af total seje løbere i den nordjyske hovedstad.

PS – hvis der er nogen, der har et videoklik fra tunnellens indre med det islandske hep gjaldende; så vil jeg frygteligt gerne have en kopi….

HER VAR EN VIDEO AF VORES ISLANDSKE RÅB.. – Sidst i video.
GennemTunnellen

The post Aalborg halvmarathon 2018 first appeared on The greatness of running.

Der var dømt endnu en omgang løbefest i Ålleren – endda i det fineste solskinsvejr som om guderne havde forbarmet sig over de godt 6000 løbere og besluttet, at i dag skulle alle skinner være lagt ud til endestation fantastisk løbefest. Søster skrev i morges, ”jeg er klar, men spændt og glæææææder mig; men jeg skal tisse af nervøsitet hele tiden” – og til det kunne jeg kun med smil om munden svare, at det skam også gælder for os gamle rotter i faget; vi tisser også min. 7 gange inden løbet starter. – Tror det er en kvindeting.

Jeg selv stod klar med min grønne ballon og min to fellow ballon-holdere sharp i startboksen 20 min inden start. Det er et tidspunkt jeg elsker overalt, tidspunktet hvor nervøsitet, spænding og glæde samles i en stor klump af forventningsfulde mennesker. Alle kun venter på det lille skud der sætter gang i menneskemængden og skaber bevægelsen fremad mod eventyret og det ukendt forude. Jeg bliver især lidt rørt i præcis de sekunder inden afgang, lige der hvor snak og grin forstummer, og nedtællingen starter. Det er magisk.

Aalborg var i dag klædt i de smukkeste farver, grønne ny-udsprungne træer, smuk blå fjord og masser af flag på ruten. Ja selv Aalborg tårnet havde iklædt sig dannebrog til lejligheden. Og i det smukke vejr havde masser af mennesker valgt at bakke alle de modige løbere op, med klap og jubel undervejs som vi kom frem.

I år havde jeg udsøgt selskab af de løbere der have 1.50 som sluttid, og sikke da en flok dejlige mennesker. Jammen altså. Jeg føler mig så beriget fordi jeg måtte løbe omkring jer og sludre, fordi I ikke blev sure over at få min ballon i hovedet (til alle jer jeg lovede -5 sek. På sluttiden pga. ballonslag – sorry; arrangørerne var ikke helt med på den ide.) og fordi I bare var sådan en flok overseje løbere. Igen i år fik jeg masser af dejlige historier hvor især én skiller sig ud. Historien om de to tidligere seminarie gutter – der mødtes på den anden side af tunellen og faldt i snak om gamle dage. De besluttede sig for at løbe og hygge sammen resten af turen og genfriske forgangne tider. Jeg mødte dem omkring de 12 km. og efter kort præsentation gik jeg dem lidt på klingen for at høre, om der mon skulle være lidt skumle druk fortællinger de kunne lufte for gruppen. De to søde mennesker kunne ikke lige komme i tanke om noget, og langsomt drev jeg væk og videre ud for at slå andre uskyldige løbere i hovedet med min skønne grønne ballon.

Til min store overraskelse kom de to gutter tilbage efter ca. 18 km. og nu var der en historie de gerne ville dele. Skøøønt Jeg må hellere lade det blive mellem de to søde mennesker og mig, men hæ hæ – helt appelsinfri havde festerne på seminariet vist ikke været.

Og så var der de skønne skønne piger der kæmpede en kamp for at holde sig omkring ballonen, og alligevel havde mod på lidt snak og grin. Der var den søde fyr, der fulgte ballonen helt til de sidste 500 meter – jeg havde lokket med at han måtte løbe i mål med min ballon hvis han blev hængende hele vejen, men det havde han slet ikke tid til, da målet nærmede sig og han fik vinger. Med tons af overskud løb han foran os alle og kom i mål i fineste stil.

Det er det jeg elsker aller mest ved tjansen som fartholder; de mange historier, fortællinger og beretninger om alt mellem himmel og jord. Én havde brug for råd omkring krampe, én havde ikke løbet før for knap 5 uger siden og havde spontant meldt sig til i tirsdags, og flere gav en hurtig status på hvordan de havde det, da de passerede det grønne monster på vejen. Jeg elsker samhørigheden i feltet, jeg elsker at der er plads til at grine og lave dårlige jokes – og lige så meget plads til at opmuntre og hjælpe hinanden.

Og så var der jo min søster. Min smukke skønne søster der debuterede på halvmarathon distancen i dag. Hun klarede det så fantastisk flot og kom i mål i en super fin tid som storesøsteren var yderst tilfreds med. Så tilfreds at konfettikanonen fik love til at springe og et kæmpe kram af dimensioner var på sin plads. Søsters første bemærkning var ”pyyyhhh det var hårdt”. Og det er det, det er hårdt at løbe 21,1 km. på grænsen af det man tror man kan, det er hårdt at have så meget nervøsitet og spænding i kroppen at vejrtrækningen bliver helt stakato-agtig. Men at se den stolthed der langsom voksede sig frem i søsters holdning, og høre sætningen der nærmest blev udspyet som drageild ”Det vil jeg gerne prøve igen” – overbeviste mig om at løbebacillen for alvor har slået rod i søsters krop. Jeg er så vanvittig stolt af min søster, og mon ikke vi står klar som igen ved startlinjen til næste år.

Aalborg halvmarathon var i år klædt i en betydelig bedre udgave end sidste år. Depoterne spillede maks, alle vejviserne smilede og heppede stort da vi kom forbi, og medaljen var en femstjernet version i forhold til den fra sidste år – og jublen – jublen og den spontane klappe-symfoni der udspillede sig i tunnelen var så hjerteskærende gåsehudsfremkaldende, at jeg næste ikke kunne være i mig selv. Call it magic !!. Og hey – hvor mange andre løb har folk i fantastiske kostumer næsten 3 meter høje stående inden opløbet og uddele high five til løberne. Aalborg Karneval you rock

Tillykke til alle jer der gennemførte i dag – I er verdens sejeste løbere. Og tillykke til arrangørerne med et fantastisk arrangement; AMOK, Aalborg atletikklub, Aalborg Øst Roadrunners og DGI.

Det er sådanne dage hvor al vintertræningen giver mening, og det er præcis de her magiske dage man som løber samler på

The post Magi i Aalborg (Aalborg Halvmarathon) first appeared on The greatness of running.

Jeg mødte ind kl.  15, og iført den fineste gule trøje sludrede, pludrede, grinte og hyggede jeg mig gennem en 4 timers fantastisk vagt. Hvor var det dog hyggeligt at få muligheden for at hilse på så mange løbere. Nogen var glade og med på lidt sjov og ballade, nogen var letter ydmyge og modtog startnummeret med ærbødighed, og en del var ligefrem en smule angst for at tage kuverten med nummeret i hænderne; for i det øjeblik manifesterede virkeligheden sig hårdt og brutal; nu er det snart alvor.

Bag størstedelen af løberne jeg hilste på i dag, ligger timers træning, og mange har sikkert både set frem til – og frygtet søndagen der kommer løbende mod os som en anden eliteløber. Fælles for os alle er, at vi søndag morgen kl. 09.00 løber i en lang slangeformation ned mod Limfjords tunnellen, og en oplevelse for livet.

Jeg har igen i år fået lov til at løbe med en overdimensioneret ballon hængende over knoppen. Det lykkedes mig på én eller anden måde at tiltuske mig jobbet, og nu hvor jeg præcis ved hvad der venter, er jeg fuldstændig overstadig ved tanken om oplevelsen der venter forude. Det bliver så fedt, intet mindre. Vi taler hjertebanken som en basketballspiller der dribler ned ad banen med bolden, og gåsehud som når man oplever et helt sublimt koncertøjeblik. Og oveni det har jeg min søster i feltet, der sammen med tusind andre lige nu overvejer hvad hun skal spise, hvad hun skal tage på og om hun nu også er klar til udfordringen forude. Der er ikke andet at sige end SELVFØLGELIG er hun det. Når nummeret kommer på mavsen, startskuddet lyder og skoene dapper ud på 21 km. rundt i Aalborgs gader vil tidevandsbølgen af løbere skylle alt og alle med sig på sin vej, og selvom det måske ikke ender med at blive den tid man drømte om, så er jeg sikker på at alle nok skal komme helskindet og måske endda med et smil på læben igennem forhindringen.

Hvis du har lyst til at genfriske turen fra sidste år så læs med her

Og ja garantien for at jeg finder på en eller anden fortælling fra søndagens løb er overhængende stor, så stay tuned. Jeg løber i øvrigt med 1.50 ballonen og håber at ”lålle”, high five og juble sammen med en kæmpe flok løbere.

The post Forskud på glæderne first appeared on The greatness of running.

Jeg var spændt som en flitsbue da jeg søndag morgen snørede mine løbesko, udsmykkede min krop med Amok tatoveringer og klemte mig ned i min fine orange fartholdertrøje. Jeg var SÅ klar. Klar til at møde en flok løbere som ville følge mig og mine to med-fartholdere rundt på ruten i Aalborg, og som blindt stolede på at vi kunne løfte opgaven at bringe dem sikkert i mål i en tid lige under 2 timer. Og ærlig talt – jeg var krop nervøs som en teenager til den første mundtlige eksamen i folkeskolen.

Vi fartholdere skulle mødes til orientering kl. 9 sharp, hente vores kæmpe store orange balloner for derefter at placere os i de dertil indrettede startblokke. Og med ca. 4500 løbere var der masser af virak i området og jeg er sikker på at Dong Energy ville være piv misundelig over al den akkumuleret energi der strålede ud fra blokkene. Spændingsniveauet og stemningen i startblokkene var helt ubeskrivelig høj.

Kl. 10 gik starten og vi løb ud på, hvad der viste sig at være den meste fænomenale løberute jeg længe har løbet – en ren 10er. Vi startede ud med snuden direkte mod Limfjords tunnellen, der i dagens anledning var lukket i det ene spor, så vi løbere kunne boltre os i røret. Og det skal jeg da lige love for vi gjorde. Der blev jublet, klappet, taget ”selfies” og jublet lidt mere – og jeg kan godt forstå bilisterne der, ventede for enden af røret, kiggede en ekstra gang da 4500 farverige glade løbere kom væltende ud af røret.

Efter tunellen gik ruten langs vandet og en tur op i vinden på Limfjordsbroen tilbage mod Limfjordens sydlige brinker. Tænk at krydse Limfjorden to gange i et løb, vel og mærket på to forskellige måder – det er da helt unikt. Ved ca. 11 km. mødte vi den lettere heftig stigning på Sønder skovvej, men heldigvis var der også her masser af tilskuere, musik og god stemning, hvilket gjorde det lidt lettere at komme op. Og så gik det ellers tilbage ned mod havnefronten, en tur i Jomfru Ane gade (tror aldrig jeg er kommet så hurtigt igennem den gade før!) og tilbage mod mål.

Jeg løb med 2:00 ballonen sammen med to dejlige mennesker og vores opgave var at sørge for, at alle omkring os kom i mål lige under de to timer, og samtidig også havde et godt løb undervejs. Så jeg gjorde mit aller bedste for at rose, snakke, advare om forhindringer og holde tempo – og det, jeg på forhånd var død nervøs for, at der ville være fuldstændig mutters stilhed omkring os, blev i den grad gjort til skamme.

Så mange skønne mennesker, så mange fantastiske historier. Der var pigen, der med et kæmpe smil proklamerede at jeg da virkelig godt kunne holde mig bag hende. Der var manden der berettede om en træningsindsats hvor længst tur var omkring 10 km. i det sidste år – men Ålborg halvmarathon kunne han da ikke gå glip af. Der var manden jeg fik en herlig sludder med på vej op af den fæle sønder skovvej, en sludder om hvorvidt fodboldlår gav en fordel når man skulle løbe op af stejle stigninger (og sådan kunne man så lige fjerne fokus fra det hårde arbejde op ad bakken.). Der var ham der havde trænet og trænet og trænet til løbet, men hvor maven bare ikke ville makke ret i dag – og der var den søde søde pige, som løb med os det meste at turen, og som altid smilede når jeg kiggede efter hende og jeg, derfor af samme årsag måtte give hende et kram i mål. Der var manden der knoklede løs og spurgt om han måtte låne min ballon de sidste to kilometer for at få lidt opdrift – og som overraskede mig med et bjørnekram i mål. Der var de to unge knægte der grinende fortalte at ballonen først var foran dem, så bagved dem, så foran igen – og nu gad de dælme ikke jagte ballonen mere, så nu stak de afsted. Der var min gamle folkeskole-klassekammerat  der i starten ønskede sig under de to timer, og i stolt fantastisk stil passerede mig med 5 km. tilbage, så jeg helt blev stolt på hans vegne.

Og imellem det – en hel masse skøre skønne bemærkninger, smil, glæde, hilsner, udmattelse og klap på skuldrene – og må jeg lige tilføje – en hel masse som lige fik et gok i hovedet af den store ballon, der var voldsom svær at styre i vinden. – De tog det alle mægtigt pænt. (Kan man tage et kørekort til en fartholder-ballon?).

Som fartholder fjerner man fokus fra sig selv og løber et løb hvor man i stedet holder øje, og forsøger at få alle andre til at føle sig godt tilpas. Jeg ved ikke om jeg lykkedes med den opgave, men hvor er jeg dog overvældet, ydmyg og fuldstændig lykkelig over at få lov til at opleve det jeg oplevede i dag. Et arrangement i særklasse, (lidt virak omkring et par vanddepoter, men ellers fuldstændig perfekt) Århus Bestseller halvmarathon- folkene kan godt, med rette, begynde at overveje om de skal finde en anden weekend næste år; de kommer til at få grå hår i hovedet over den konkurrence Aalborg i raketfart har budt ind med.)

Så mange dejlige løbere og så skønne løbeoplevelser på én dag. Tak til alle der var med i dag, og tak for overbærenheden når min ballon gik til angreb på uskyldige medløbere. I sandhed en dag der i den grad viste, hvad The greatness of running består af.

The post Løbefest i Aalborg first appeared on The greatness of running.

Og sørme om ikke jeg har været så heldig at få tjansen som fartholder til dette fantastiske løb. Jeg skal være pacer, løbe med en ballon og sørge for at alle dem, der vælger at placere sig omkring mig og mine to med-fartholdere kommer i mål i tiden 2 timer. Det er en stor stor ære for mig at få lov til det; og hold nu op hvor jeg glæder mig sygt meget til dagen. Og jeg lover jer, jeg vil gøre mit bedste til at gøre løbeturen helt speciel for dem der løber omkring mig. Jeg har selv prøvet et par gange at løbe omkring fartholdere, og syntes det kan være ret svært idet der ofte er totalt crowded med løbere, og ofte fortsætter fartholderen fordi depoter hvorved man skal tonse fra depotet for at følge med videre ud i ingenmandsland. Faktisk må jeg tilstå at jeg selv aldrig har været særligt glad for at følge fartholderne.
Den erfaring vil jeg forsøge at tage med ind i min egen jobbeskrivelse som fartholder, og de næste to uger skal for mig gå med at finde nøglen til at give løberne en super oplevelse og en god dag. (Hvis der er nogen der har nogle gode ideer så skriv endelig i kommentarfeltet – alle kommentarer modtages med kyshånd.)

I mellemtiden har jeg fundet et par gode råd fra en yderst velrespekteret løbetræner. Han skriver blandt andet om tre punkter man skal være opmærksom på når man løber sammen med fartholderne

1. Pas på ikke at starte ud for hurtigt. Fartholdere løber ofte i tempo som er væsentligt lavere end det de normalt løber i – og kan derfor blive lidt grebet af stemningen i starten. Find i stedet dit eget tempo i starten og fang en fartholdergruppe der passer til dig tempo.
   Den har jeg selv noteret mig bag øret, det kunne nemlig sagtens være en faldgruppe jeg kunne ryge i som fartholder – man kan næste se det for sig, starten går og en ballon flyver gennem feltet med en piv skinger lykkelig stemme der råber ”Føøøølg Miiiig”. Heldigvis har jeg en erfaren rotte ved min side og jeg stoler 100 % på at han holder igen og cruiser hele turen i det tempo vi skal.
2. Kø ved væskedepoterne (som jeg nævnte selv J). Hvis man løber i en ”populær” gruppe er der rigtig mange der skal have væske på samme tid og det bliver let kaotisk. Rådet er her at lade sig falde lidt tilbage og komme sidst i gruppen til depotet – og så efterfølgende hente gruppe ind igen. (Kræver altså lidt overskud). Denne har jeg også noteret mig som fartholder og vil foreslå de to andre fartholdere, at vi spreder os lidt ud på depoterne og hjælper alle godt forbi depotet
3. Når der er bakker på ruten kan det være svært at hænge på gruppen. Fartholderne holder ofte samme pace også op ad bakkerne hvilket betyder at intensiteten bliver øget. Rådet er at finde dit eget tråd op ad bakken og være bevist om at bakken kommer. Måske har du brug for at løbe langsommere op ad, og skal derfor løbe foran fartholderne inden bakken. Det er ret individuelt.
   Til Aalborg Halvmarathon er der én fæl bakke som rammer løberne midtvejs. Som fartholder vil jeg forsøge at være opmærksom på alle løberne i gruppen og hjælpe alt det jeg kan for at få alle godt over bakken.

Se hele artiklen her:
http://multirunner.dk/blog/maratonlob-fartholdere-og-hvad-du-bor-vaere-opmaerksom-paa/

Ligegyldigt hvad, så lover jeg at jeg vil pludre, heppe, opmuntre og støtte alt det jeg kan – og hvis du har lyst og skal løbe med min gruppe på 2 timer, så kom endelig hen og hils inden start – jeg er iført en ballon og et par stribede lange strømper.

NB – Billedet med ballonerne har jeg på egen hånd lånt fra ultraløberens May-Britt Hansens løbeblog http://ultra3460.blogspot.dk/
Vil du læse mere om Aalborg Halvmarathon så se her: http://www.dgi.dk/loeb/loeb/arrangementer/aalborg-halvmarathon

The post Fartholder til Aalborg Halvmarathon 2016 first appeared on The greatness of running.