Jeg har gennem årerne forsøgt med alverdens små listige tricks og snu (hvis jeg selv skulle sige det) undskyldninger for at grave rødderne op af den ålborgensiske muld, og pile tilbage til det nordvestligste hjørne af Jylland. Det er bare ikke rigtig lykkedes mig, af én eller anden grund har de to mænd jeg har tilbragt de sidste 10 år sammen med været umulige at rive væk fra Ålleren – og jeg hang ved. (jeg har altså ikke haft to mænd på én gang – først var den ene der, så kom den anden :D)

Det er nu to måneder siden vi flyttede her til Gug, og jeg var tvunget til at finde nye løberuter. Og jeg må bare sige – sikke dog en øjenåbner. Nye stier, nye veje og med en kæreste der ikke er bange for at løbe steder vi aldrig har været før, kulminerede det hele i den mest sublime løbeoplevelse jeg længe har haft. 17 fantastiske km gennem Aalborg.

Jeg har ingen billeder fra turen, kun mentale – og et big time stort smil lagret sammen med de skønne indre billeder, der som et diasshow flipper gennem mit indre lærred.

Dagens løbetur startede efter arbejde og med en viden om, at hvis vi ikke kom afsted med det samme, så ville sofaen krybe op ad ryggen og tvinge os begge i knæ. Ud ad døren med en løs plan om at løbe til Vestbyen, hvordan og hvorledes var uvist. Vi ville bare tage det som det kom. Vi startede ud i Østerådalen, det skønne grønne område i vores baghave, og her midt på en bro over Østerå blev vi holdt op af et andepar – hr og fru Gråand. De kom fra stien på den modsatte side, og da min bedre halvdel stoppede for at binde en ny kællingeknude på de gamle løbesko, trampede de to rapænder målrettet ud til mig på broen og med kun en håndsrækning imellem os stoppede de op med store forventningsfulde øjne. Det var tydelig at de var forvent med lidt bedre service end det ”Hej Rapænder” vi kunne tilbyde.

De to ænder mistede interessen og fløj ned i åren hvor de sejlede væk en smule fornærmet. Vi fortsatte turen i Østerådalen, hilste på et svanepar med 3 grimme ællinger, og løb ud af området og kom til Chang fodboldbaner, hvor en flok tumlinger trillede ned ad en lille forhøjning iført benskinner og støvler. Og mens de lidt fortvivlede mødre uden held forsøgte at få tumlingerne over til fodboldbanerne, blev der hujet og råbt på banerne af ren intens legelyst og glæde.

Turen gik videre op til Mølleskoven, rundt på stierne hvor den tætte bøgeskov ikke tillod megen lys at slippe gennem løvet, forbi det gamle vandtårn og ud til lugten af zoologisk have og klatrende børn i klatrebanen. Foran os en smuk åbenbaring af en udsigt over den skov vi lige var kommet fra, over Frejlev i det fjerne og med den kobolt blå Limfjord hvilende dyb mørkeblå skyer hængende over skuldrene.

Vi løb ned til Kridtgraven, fulgte en græssti rundt hvor vi blev modtaget af en berusende duft fra hybenroserne. I bunden skræppede en bestemt og let bekymret andemor og gennede de ca. 20 rollinger – og andefar sikkert ind til kanten. I søens fjerne ende plaskede en flok unger rundt med snorkler under kyndig supervision af voksne, og på stien foran os kom 4 svømmere klædt i våddragt og badehætte (lyserøde vel og mærket) traskede ned mod dagens træning med smil på læberne.

På grusstien tilbage mod midtbyen og forbi Aabs hjemmebane løb en flok unger og spillede rugby mens snevejr af blomster fra hæg dalede ned over os som den smukkeste vinterdag. Der var stille foran byens stadium, Aab er gået på sommerferie, og via en cykelsti blev vi ført hen forbi den pragtfulde bygning der rummer Kunsten – Aalborgs kunstmuseum.

Vi løb ned og fandt fisketrappen og kilen, der førte os langs den dovne majestætiske Østerå tilbage til udgangspunktet Østerådalen. Og mellem masser af andre glade motionister løb vi en runde, mens fugle af alverden slags (Jeg kan kende en måge – det er vist dét :D) sang de fineste triller.

Det var så fin en tur – og som min bedre halvdel så rammende sagde, ”Vi har løbet 17 km. og stort set kun løbet i naturområder. Og vi er midt i en storby!!!!. Og her, en stille aftenstund må jeg ganske enkelt erkende – jeg er forelsket op over begge ører. Jeg er forelsket i min by Aalborg.

The post Jeg er forelsket… first appeared on The greatness of running.

Der var dømt endnu en omgang løbefest i Ålleren – endda i det fineste solskinsvejr som om guderne havde forbarmet sig over de godt 6000 løbere og besluttet, at i dag skulle alle skinner være lagt ud til endestation fantastisk løbefest. Søster skrev i morges, ”jeg er klar, men spændt og glæææææder mig; men jeg skal tisse af nervøsitet hele tiden” – og til det kunne jeg kun med smil om munden svare, at det skam også gælder for os gamle rotter i faget; vi tisser også min. 7 gange inden løbet starter. – Tror det er en kvindeting.

Jeg selv stod klar med min grønne ballon og min to fellow ballon-holdere sharp i startboksen 20 min inden start. Det er et tidspunkt jeg elsker overalt, tidspunktet hvor nervøsitet, spænding og glæde samles i en stor klump af forventningsfulde mennesker. Alle kun venter på det lille skud der sætter gang i menneskemængden og skaber bevægelsen fremad mod eventyret og det ukendt forude. Jeg bliver især lidt rørt i præcis de sekunder inden afgang, lige der hvor snak og grin forstummer, og nedtællingen starter. Det er magisk.

Aalborg var i dag klædt i de smukkeste farver, grønne ny-udsprungne træer, smuk blå fjord og masser af flag på ruten. Ja selv Aalborg tårnet havde iklædt sig dannebrog til lejligheden. Og i det smukke vejr havde masser af mennesker valgt at bakke alle de modige løbere op, med klap og jubel undervejs som vi kom frem.

I år havde jeg udsøgt selskab af de løbere der have 1.50 som sluttid, og sikke da en flok dejlige mennesker. Jammen altså. Jeg føler mig så beriget fordi jeg måtte løbe omkring jer og sludre, fordi I ikke blev sure over at få min ballon i hovedet (til alle jer jeg lovede -5 sek. På sluttiden pga. ballonslag – sorry; arrangørerne var ikke helt med på den ide.) og fordi I bare var sådan en flok overseje løbere. Igen i år fik jeg masser af dejlige historier hvor især én skiller sig ud. Historien om de to tidligere seminarie gutter – der mødtes på den anden side af tunellen og faldt i snak om gamle dage. De besluttede sig for at løbe og hygge sammen resten af turen og genfriske forgangne tider. Jeg mødte dem omkring de 12 km. og efter kort præsentation gik jeg dem lidt på klingen for at høre, om der mon skulle være lidt skumle druk fortællinger de kunne lufte for gruppen. De to søde mennesker kunne ikke lige komme i tanke om noget, og langsomt drev jeg væk og videre ud for at slå andre uskyldige løbere i hovedet med min skønne grønne ballon.

Til min store overraskelse kom de to gutter tilbage efter ca. 18 km. og nu var der en historie de gerne ville dele. Skøøønt Jeg må hellere lade det blive mellem de to søde mennesker og mig, men hæ hæ – helt appelsinfri havde festerne på seminariet vist ikke været.

Og så var der de skønne skønne piger der kæmpede en kamp for at holde sig omkring ballonen, og alligevel havde mod på lidt snak og grin. Der var den søde fyr, der fulgte ballonen helt til de sidste 500 meter – jeg havde lokket med at han måtte løbe i mål med min ballon hvis han blev hængende hele vejen, men det havde han slet ikke tid til, da målet nærmede sig og han fik vinger. Med tons af overskud løb han foran os alle og kom i mål i fineste stil.

Det er det jeg elsker aller mest ved tjansen som fartholder; de mange historier, fortællinger og beretninger om alt mellem himmel og jord. Én havde brug for råd omkring krampe, én havde ikke løbet før for knap 5 uger siden og havde spontant meldt sig til i tirsdags, og flere gav en hurtig status på hvordan de havde det, da de passerede det grønne monster på vejen. Jeg elsker samhørigheden i feltet, jeg elsker at der er plads til at grine og lave dårlige jokes – og lige så meget plads til at opmuntre og hjælpe hinanden.

Og så var der jo min søster. Min smukke skønne søster der debuterede på halvmarathon distancen i dag. Hun klarede det så fantastisk flot og kom i mål i en super fin tid som storesøsteren var yderst tilfreds med. Så tilfreds at konfettikanonen fik love til at springe og et kæmpe kram af dimensioner var på sin plads. Søsters første bemærkning var ”pyyyhhh det var hårdt”. Og det er det, det er hårdt at løbe 21,1 km. på grænsen af det man tror man kan, det er hårdt at have så meget nervøsitet og spænding i kroppen at vejrtrækningen bliver helt stakato-agtig. Men at se den stolthed der langsom voksede sig frem i søsters holdning, og høre sætningen der nærmest blev udspyet som drageild ”Det vil jeg gerne prøve igen” – overbeviste mig om at løbebacillen for alvor har slået rod i søsters krop. Jeg er så vanvittig stolt af min søster, og mon ikke vi står klar som igen ved startlinjen til næste år.

Aalborg halvmarathon var i år klædt i en betydelig bedre udgave end sidste år. Depoterne spillede maks, alle vejviserne smilede og heppede stort da vi kom forbi, og medaljen var en femstjernet version i forhold til den fra sidste år – og jublen – jublen og den spontane klappe-symfoni der udspillede sig i tunnelen var så hjerteskærende gåsehudsfremkaldende, at jeg næste ikke kunne være i mig selv. Call it magic !!. Og hey – hvor mange andre løb har folk i fantastiske kostumer næsten 3 meter høje stående inden opløbet og uddele high five til løberne. Aalborg Karneval you rock

Tillykke til alle jer der gennemførte i dag – I er verdens sejeste løbere. Og tillykke til arrangørerne med et fantastisk arrangement; AMOK, Aalborg atletikklub, Aalborg Øst Roadrunners og DGI.

Det er sådanne dage hvor al vintertræningen giver mening, og det er præcis de her magiske dage man som løber samler på

The post Magi i Aalborg (Aalborg Halvmarathon) first appeared on The greatness of running.

Jeg mødte ind kl.  15, og iført den fineste gule trøje sludrede, pludrede, grinte og hyggede jeg mig gennem en 4 timers fantastisk vagt. Hvor var det dog hyggeligt at få muligheden for at hilse på så mange løbere. Nogen var glade og med på lidt sjov og ballade, nogen var letter ydmyge og modtog startnummeret med ærbødighed, og en del var ligefrem en smule angst for at tage kuverten med nummeret i hænderne; for i det øjeblik manifesterede virkeligheden sig hårdt og brutal; nu er det snart alvor.

Bag størstedelen af løberne jeg hilste på i dag, ligger timers træning, og mange har sikkert både set frem til – og frygtet søndagen der kommer løbende mod os som en anden eliteløber. Fælles for os alle er, at vi søndag morgen kl. 09.00 løber i en lang slangeformation ned mod Limfjords tunnellen, og en oplevelse for livet.

Jeg har igen i år fået lov til at løbe med en overdimensioneret ballon hængende over knoppen. Det lykkedes mig på én eller anden måde at tiltuske mig jobbet, og nu hvor jeg præcis ved hvad der venter, er jeg fuldstændig overstadig ved tanken om oplevelsen der venter forude. Det bliver så fedt, intet mindre. Vi taler hjertebanken som en basketballspiller der dribler ned ad banen med bolden, og gåsehud som når man oplever et helt sublimt koncertøjeblik. Og oveni det har jeg min søster i feltet, der sammen med tusind andre lige nu overvejer hvad hun skal spise, hvad hun skal tage på og om hun nu også er klar til udfordringen forude. Der er ikke andet at sige end SELVFØLGELIG er hun det. Når nummeret kommer på mavsen, startskuddet lyder og skoene dapper ud på 21 km. rundt i Aalborgs gader vil tidevandsbølgen af løbere skylle alt og alle med sig på sin vej, og selvom det måske ikke ender med at blive den tid man drømte om, så er jeg sikker på at alle nok skal komme helskindet og måske endda med et smil på læben igennem forhindringen.

Hvis du har lyst til at genfriske turen fra sidste år så læs med her

Og ja garantien for at jeg finder på en eller anden fortælling fra søndagens løb er overhængende stor, så stay tuned. Jeg løber i øvrigt med 1.50 ballonen og håber at ”lålle”, high five og juble sammen med en kæmpe flok løbere.

The post Forskud på glæderne first appeared on The greatness of running.