Jeg står ca. 25m fra vandkanten, helt stille og kigger. Foran mig står en flok pingviner, nogen ligger og feder den på maven, nogen står og spejder ind over land, og et par stykker dapper rundt på må og få i flokken. Jeg fryser, under min skijakke er jeg iført mit våde løbetøj, men ænser det kun fordi min krop skælver let. Jeg er paralyseret af det, der foregår foran mine øjne, af de dyr der fascinerer mig primært fordi jeg aldrig før i mit liv har mødt dem i deres naturlige element. Én af pingvinerne vender sig mod mig, den kigger på mig med undring – nysgerrighed måske. Jeg holder mig i ro, smiler og mærker en kuldegysning gennem kroppen. Pingvinen dapper frem mod mig, jeg holder vejret, den stopper og dapper tættere på igen. Vi har stadig øjenkontakt, og i det sekund begynder jeg at græde højlydt. Tårerne vælter ned ad kinderne på mig. Dette er ubetinget en oplevelse så unik, at jeg for altid er forandret……..

Vi ladende i det sydlige Chile morgenen efter vores marathon i Buenos Aires. Værelserne på hotellet var ikke til rådighed før om eftermiddagen, og i ren afmagt smed vi os på gulvet i hotellets lille fitness rum. Der lå vi, Vagn og jeg og sov i ca. 1½ times tid, inden vi bevægede os ud på bytur i Punta Arenas, byen hvor man flyver fra, når man skal til Antarktis.

Om eftermiddagen samledes vi løbere os i et lille lokale hos flyselskabet, der er de eneste der må flyve til Antarktis. Vejrudsigten så yderst lovende ud for afgang allerede næste morgen, og som alle ”turister” skulle vi have gennemgået regler for hvordan man agerer, når man befinder sig på den sydligste kant af verden. Regler som afstand til dyrelivet, ikke at træde udenfor stier og veje, at respektere naturen, og på ingen måde at forstyrre eller efterlade noget som helst unaturligt.

Antarktis er ikke under noget land i verden, men helt sin egen. Det kan vi i dag takke den traktak der blev lavet i 1959. Traktaten sikrer, at Antarktis udelukkende er for forskere og lidt turisme, og for altid forbliver sin egen. Ingen minedrift, ingen militær, ingen ændring af naturen. Tilbage i 80’erne råbte Greenpeace op. Turisterne respekterede ikke naturen, og gjorde mere skade end godt. Greenpeace fik sparket til verdens nationer, og således blev der nedsat en organisation (IAATO) der stadig den dag i dag laver, og håndhæver regler, således at turisters færden på Antarktis udelukkende sker på naturens præmisser.

Vi gik fra mødet kåde som økokøer på græs. DAPs (flyselskabet) repræsentant sluttede mødet af med at sige, ”Vejret holder og vi flyver jer til Antarktis kl. 09:00 i morgen”. Den var sikker, vi skulle om under 24 timer løbe marathon på Antarktis.

Tidligt næste morgen stod vi klar i lufthavnen i vores løbetøj, og steg ombord et lille rutefly. Turen fra Punta Arenas til King George Island tog 2 timer. Vi havde kun medbragt det aller mest nødvendige i en rygsæk – ingen kufferter og intet unødvendig tøj. Jeg havde placeret mig ved vinduet og kunne pludselig ane det hvide landskab der dukkede op under den ene vinge. En eventyr-verden åbenbarede sig under os, mens vi lagde an til landing på den korte grusbane. Målløse steg vi ud af flyveren, og trådte op i baljen med desinfektionsvæske. Både trailsko og støvler fik en omgang i baljen, og i samlet flok bevægede vi os efterfølgende ned mod den russiske forskningsstation, der var vores base under løbet.

Landskabet lignede noget fra en anden verden. I periferien kunne man ane gigantiske gletcher kravle ned med havet, og omkring os var jorden gold og bar, dækket af is enkelte steder. Vi stod i udkanten af den lille by, der udgjorde både den russiske og den chilenske forskningsstation. Røde og hvide barakker var ”hjem” for forskerne, der i orange dragter tog på togter rundt omkring mens de noterede dagens fakta om de dyr- og den natur de forskede i.

”Den største risiko når man opholder sig her på Antarktis, er risikoen for enten at træde forkert og ryge ned i en sprække – eller for udbrud af brand” fortæller denne ene af guiderne fra DAP os, mens vi venter i opholdsstuen hos de russiske forskere. Brandfaren er overhængende, da den eneste opvarmning i den ekstremt tørre luft, er diesel der sendes rundt ved hjælp af store generatorer. Selv den tidligere brandstation brændte ned sidste år, og var nu under genopbygning.

Løbet var skedulleret til at starte ca. 2 timer efter landing primært fordi ruten skulle måles op endnu en gang for en sikkerhedsskyld. Vi var kommet så langt for at løbe 42,2 km. det skulle være helt på plads inden start. Der var ingen markeringer på ruten, så første runde blev vi guidet af en jeep foran, så langt den nu kunne komme rundt. Ruten var primært grus og sten, og fulgte vejen ned til stranden, for derefter at snegle sig op over bjerget, og ned på den anden side, hvor den fulgte strandkanten ud til den kinesiske forskningsstation og vendepunktet. 7½ gange frem og tilbage før de 42,2 var tilbagelagt. Vi var heldige, ugen før havde alt været dækket af sne, men det var smeltet, grundet det fine solskinsvejr vi begyndte løbet i.

Jeg startede som vanligt ud på første runde sammen med Vagn, vi løb i stilhed ud på ruten og over bjerget første gang, bjergtaget af det vanvittige fantastiske syn der udfoldede sig for vores øjne. På den anden side nåede vi ned til strandkanten, hvorefter jeg råbte op (eller måske var det Vagn, jeg husker det ikke helt præcist)  ”Der er de…. Der er de”. Og ganske rigtig, der, på den anden side af bjerget langs stranden stod en flok tilskuere og heppede på os i deres sort-hvide smokings. For første gang i mit liv var jeg helt tæt på hagerems-pingviner i deres naturlige element, og lad mig bare indrømme, jeg var betydeligt mere begejstret for at se dem, end de var for at se mig. De var nærmest lidt ligeglade og fortsatte deres vraltende gang frem og tilbage på stranden, mens andre tog sig en blunder. Ikke just de mest entusiastiske tilskuere, men majestætiske om noget.

Vi stoppede og tog billeder – storsmilende og jublende. Vi var her. Helt ubegribeligt løb vi lige nu på Antarktis mens pingviner vraltede rundt omkring ruten, og albatros-lignende fugle fløj over vores hoveder. Det var næsten ikke til at fatte. Vi var fuldstændig opslugt at omgivelserne og udbrød flere gange ”Det er ufatteligt det her, hvor er det viiildt”. Vi vendte og løb tilbage, hilste endnu engang på flokken af tilskuere og tog atter turen op over bjerget. På vej ned den anden side holdt vejviser-jeepen ind til siden, for at lade en anden bil passere. Jeg tænkte kort, at jeg da lige kunne smutte udenom begge biler, og i sekundet efter lå jeg med snotten i gruset. Så pinligt. Jeg var styrtet lige foran begge biler i den fineste piruette med efterfølgende forsøg-at-lande-så-elegant-som-mulig-med-resultatet-jeg-landede-som-en-flodhest. Jeg slog mig under knæet, og blødte fra håndleddet. Vagn trak mig op, og jeg skyndte mig at løbe foran så han ikke så de tårer der sad i mine øjenkroge. Det skulle fan… være løgn. Jeg løb på Antarktis og INTET skulle forhindre mig i at fortsætte.

Tilbage ved start, smed jeg fleecetrøjen under min jakke. Det var meget varmere på ruten, end vi havde turde håbe. Jeg løb afsted og lagde afstand til Vagn. Igen jublede jeg da jeg så pingvinerne stå og vente på mig – tog en pingvin-selfie og nødt helt ind i mine knogler den natur, der stjal alle tanker om ømme muskler og ondt efter faldet. Jeg løb nærmest i en glædesrus, høj på endorfiner og lalleglad over mit held. Verden er fantastisk, tænkte jeg ved mig selv, mens jeg cruisede runde efter runde.

Jeg drak en lille smule vand undervejs, og jeg tror nok jeg tog én gel, men jeg kan faktisk ikke huske det. Når jeg forsøger at genkalde mig løbet husker jeg primært den absolutte frihed jeg følte, sammen med taknemmeligheden over, at jeg – lille Heidi – løb her i verdens smukkeste omgivelser. Jeg løb i mine trailsko, og smuttede over bjerget som en lille mandel. Jeg sansede ikke på noget tidspunkt jeg var træt – de følelser var der simpelt hen ikke plads til i mit indre. Alt handlede om at suge indtryk ind, og forsøge at fordøje det undervejs. Jeg var så glad, at jeg da jeg løb i mål, bad dem om at holde ”tapen” op én gang til, så jeg lige kunne få det danske flag med over målstregen. Og kækt løb jeg ned mod stranden og op igen – udelukkende for at forlænge oplevelsen. Jeg kunne uden det mindste kny have fortsat rundt på flere runder. Jeg mærkede ikke skyggen af træthed.

Vagn løb hans 7. kontinent-marathon (Jeps – det tæller man også i løberverden) og jeg havde på forhånd lovet, at løbe ham i møde, og give ham det danske flag med på turen op mod mål. Jeg smuttede ind i barakken og tog min skijakke, hilste på en tysk kvinde, som fortalte hun forskede i fugle – inden jeg smuttede ned til stranden for at komme helt tæt på de pingvinerne der nød det forholdsvis stille vejr lige for foden af forskningsstationen. Det var der jeg fandt mig selv stå og tudbrøle, da Vagn kom løbende forbi. Jeg hankede op i mig selv, løb op til Vagn og hikstede ”Jeg stod bare lige og tudbrølede over nogle pingviner. Jeg kunne slet ikke stoppe det” Vagn grinte, tog flaget og mens han nød hans målgang, løb jeg over og klappede og hujede imens.

Resten af dagen står lidt i en lykkerus for mig. Vagn og jeg blev kørt op i vores sove-container, en containerlignende barak hvor alle os løbere blev huset i to rum med køjer. Der var et lille toilet, et lille køkken og en opholdsstue foruden de to køjerum. Badet blev klaret med vådservietter, og aftensmaden stod portionsanrettet i bokse i store blå kasser mærket med måltidets navn. ”Aftensmad lørdag”, ”Morgenmad søndag” osv. Ham, der kørte os op til sove-containeren fortalte os, at det var vigtigt vi spiste præcis fra den kasse der var angivet. Jeg måtte f.eks. ikke tage en portion fra søndag middag, i stedet for den der var lavet til lørdag aften. ”Når man er på Antarktis, er intet sikkert. Vi ved slet ikke endnu om I kommer tilbage til Chile i morgen aften. Dem der var her i sidste uge, strandede i 6 dage, før vejret var ok til at flyve igen. Og så er det med at rationere det mad der er.” fortalte manden, og overlod os til vores kopper med varm cacao.

Den aften spiste jeg en kop nudler. Det var alt. Og jeg var alligevel ikke sulten. Jeg var stadig fuldstændig overvældet af hele situationen, og levede i nuet som aldrig før. Vagn og jeg besøgte den russiske kirke, der lå tæt på vores sove-container. Et helt obskurt sceneri udfoldede sig, da vi åbnede trædøren og gik indenfor, hvor russisk-ortodoks musik strømmede ud af højtalere, og guld-ikoner prydede hver eneste ledige plads.

Dagen efter var vi så heldige at vejret stadig var perfekt, og delt i to grupper fik vi lov til at komme ud og se kolonier af elefantsæler, der på denne årstid skifter skind, og derfor ligger i klumper på stranden for at holde hinanden varme. Vores guider fortalte om den sparsomme vegetation på Antarktisk, om den spøjse plante der egentlig er en hybrid mellem en svamp og en plante. Planten er det aller første ”liv” der kan vokse, efter f.eks. en istid. Og her på Antarktisk var tiden skruet tusindvis af år tilbage, og man nærmest forventede dinosaurer komme traskende i horisonten. Vi sad stille i over 20 minutter og betragtede sælerne. Så deres kamp for bedre pladser, smilede af bøvselydende, og nød bare at være tilskuer til naturens mirakler. Vi gik rundt i godt 4 timer, og ingen af os klagede over ømme marathon-muskler trods det, at ruten faktisk ikke havde været nogen let rute. Det er vildt hvordan sindet fuldstændig kan negligere kroppens signaler, når det er optaget af nuet.

Om aftenen fløj vi tilbage til Punta Arenas – vi havde et marathon igen næste morgen. Og mens vi fik serveret champagne i flyet tilbage, ramte trætheden mig som en hammer. Hvordan pokker skulle jeg på nogen måde kunne løbe igen allerede næste morgen. Det virkede fuldstændig umuligt.

Antarktisk er ubetinget det mest fantastiske jeg har oplevet som løber. Kombinationen af trailsko og bjergtagende omgivelser mikset med pingviner, sæler og albatrosser, var så speciel en oplevelse der har brændt sig ind i min krop som en ubetinget følelse af lykke. Jeg læste en gang udtrykket ”Uforfalsket frihed” og undrede mig over, hvad det mon egentlig betød. Det ved jeg nu. Hvor er verden dog fantastisk smuk, og hvor skal vi dog bare passe godt på den.

The post Antarktis, KGI Marathon og om kunsten at græde med pingviner first appeared on The greatness of running.