Det sker hvert eneste år, så sikkert som amen i kirken. Jeg holder sommerferie og nyder livet maks, og mine ugentlige kilometer rasler ned. To – tre uger hvor løb er en biting og det samlede antal km. på bogen ligner resterne af min bland-selv-slik pose efter en festlig fredag aften. Og sikkert er det også, at når august rammer kalenderen og jeg igen ser frem mod hverdagen, så kommer tvivlen om hvorvidt min form er røget helt af hekkenfeldt til. Kan jeg overhovedet løbe mere end de små ture, og hvordan sulan skal jeg nogensinde komme i form igen.
I år havde jeg endda været så letsindig at tilmelde mig Blokhus Marathon, som altid løber af stablen den første weekend i august. Det var på ingen måde en velovervejet tilmelding, det var udelukkende en klassisk ”Heidi ser billede af fin medalje hun gerne vil have og vupti, tilmelding til løb afsendt”

Vi har i år haft en fuldstændig fantastisk ferie – 3 uger hvor det ugentlig kilometer tal lå et sted mellem 15 og 30 km. og jeg skal da være ærlig og sige, at jeg gruede en hel del for det projekt jeg havde foran mig.

Blokhus Marathon ændrede sidste år rute fra at være 2 * 21,1 km til den nuværende 4 * 10,5 km. Det er, efter min mening, blevet en kende mere hårdt for os maratonløbere, der nu ikke længere får det dejlige flade asfaltstykke ude omkring Fårup Sommerland og Saltum Camping, men i stedet må knokle op ad den fæle bakke på Serpentiner vejen (YEP, den er præcis så styg som navnet antyder) hele 4 gange.

Ruten er umådelig smuk, og når man først har besteget det stejle stykke, venter belønningen bestående af bølgende grusveje gennem sommerlandet, og efter 8 km det lækreste stykke med strand. Dog skal det nævnes at strandture går den forkerte vej tilbage til torvet i Blokhus. (Jeg har løbet på den strand sååå mange gange, og det er ganske vist. 90 % af tiden blæser det konservative bæst, vinden, fra vest-sydvest og giver dejlig medvind i ryggen når man løber den rigtige vej. Til blokhus marathon løber man stort set altid i modvind på stranden, netop fordi ruten går den forkerte vej :D)

Min plan for løbet var at holde mig bag de to yderst kompetente og garvede farholdere på 3.30 så længe jeg kunne. Jeg havde, inden starten, boltret mig i krammere og pludret med alle de løbetosser, jeg ikke havde set i et godt stykke tid pga. mit dumme baglår. Og sørme om ikke også søde Karin fra Ikast kom over og hilste på, og præsenterede sig som læser af bloggen her. Det er ubetinget det bedste jeg ved. Jeg elsker elsker elsker at møde nye mennesker, og tænk at min lille blog kan være en katalysator. Det er absolut det aller bedste outcome ved at blogge. (Tak Karin, fordi du lige hilste på – jeg håber I havde en god tur tilbage til det midtjyske.) – Mit humør var derfor helt top, og jeg løb afsted efter fartholderne som en kåd lille vårhare.

Første omgang gik strygende, jeg nød i den grad at være til løb igen, alle hjælperne på ruten var ualmindelig søde, og depoterne bugnede af vand og energi. Vinden var tilpas og temperaturen tålelig. Jeg pludrede og hyggede mig, og da vi rundede ud på 2. omgang var alt godt. 2. omgang gik efter ca. samme opskrift, jeg tog sågar mig selv i, op til flere gange at tænke, at det i grunden var det det fedeste i hele verden at løbe marathon.

Vores lille gruppe blev efterhånden kraftigt reduceret. En del løb foran og nogen faldt fra. Temperaturen begyndte at føles en tand for lummer, og selvom jeg normalt ikke flasher min hvide mavse, var det pludselig det eneste rigtige at gøre. Jeg krøllede trøjen op under løbebh’en, og nød den kølende vind på mavsen. (NØJ det var skønt. Hvorfor er det egentlig vi kvinder ikke løber mere i løbetoppe om sommeren?). På samme måde som temperaturen pludselig steg, på samme måde besluttede vinden sig for at øge sin styrke på strandstykket. Sandet syntes åbenbart det var verdens bedste ide, temperatur og vind havde fået med at drille trætte løbere, og hoppede med på legen, Sandet føltes i hvert fald ekstra løst i forhold til de to forrige runder.

Måske er det bare sådan det føles når kroppen bliver træt. Måske var det alt sammen noget jeg registrerede i mit lille hovedet, og ikke noget der skete i virkeligheden. I hvert fald måtte jeg pludselig kæmpe det bedste jeg havde lært for at holde positiv fokus, og fortælle mig selv at der nu kun var en lille bitte runde tilbage.

Sidste runde var hård. Et marathon er altid hård til sidst, og denne gang kunne jeg sagtens mærke, at det var et godt stykke tid siden jeg havde været ude over de 30 km. Der skulle arbejdes, og jeg kravlede ind i min lille zone. Min lille zone er der hvor jeg er, når jeg tier stiller, får et koncentreret udtryk i hovedet og lukker af for indtryk. Det lyder måske mærkeligt, men det er det jeg elsker ved at være marathonløber. At man både har tid til pjank og pjat, og samtidig ender der hvor mentale strategier kan gøre en forskel. Der hvor kroppen begynder at overtale een til at holde lange pauser og ”tag den med ro”, mens viljen benhårdt brøler NEJ, vi skal videre os to. Jeg ved aldrig helt hvad der venter når jeg går i zonen. Når det går godt ender det med, at der ligger en slags mosekonebryg over min hjerne, efter at krop og vilje har slået håndslag på en fælles overenskomst. Når det går skidt piver jeg hele vejen til mål og må gå flere gange. I søndags gik det helt godt

Jeg kom i mål i 3:32 – ikke under 3:30 som jeg hemmeligt havde drømt om. På sidste runde røg min pace for meget ned, og jeg nåede ikke ind i min ønsketid. Jeg var lidt skuffet, men det var kun lige indtil jeg spottede masser af løbevenner i mål-området, løbevenner som havde løbet den halve distance, og som godt gad at sludre lidt. Det var skisme hyggeligt.

Alt i alt en super dejlig dag, et fantastisk løb på den smukkeste rute, og et herligt gensyn med skønne løbevenner, nye som gamle. Det er nu det dejligste i verden at være løber, og de tre ugers sommerferie har, set i bagklogskabens lys, nok alligevel ikke betydet det helt store for min løbeform.

The post Blokhus Marathon 2019 first appeared on The greatness of running.