Vi havde valgt at tage turen til Fanø dagen før, hvilket betød overnatning på det fineste lille B&B – Skolevejens B&B; det kan altså anbefales, så fint med køkken og det fineste værelse. Og efter en nat hvor jeg vågnede pga. det vildeste regnvejr, stod vi op til en ø badet i sol og uden vind. Det var fantastisk, og så meget skønnere end en køretur på langs og tværs af Jylland på et ukristeligt tidligt tidspunkt.

Jeg havde på forhånd besluttet, at løbet i år skulle handle om nydelse mere end ”kom-først-i-mål”. Og med på turen bragte jeg derfor telefon og min bedre halvdel, to ting der gerne skulle være garanti for hygge. Vi løb ud på ruten godt klædt på med informationer fra arrangør Kira, og det var en super rar fornemmelse at vide hvad der ventede forude.

Min bedre halvdel har en mani med at tonse afsted. Han går altid død omkring de 25k og sætter derfor alt det i banken han kan. Så det der skulle være stille og rolig, blev et udlæg a la en formel 1 racerløb. Jeg forsøgte ihærdig at tage billeder for at få farten lidt ned, men haren foran lod sig ikke påvirke af min tricks. Det første stykke af ruten løber man på singletrack på en lidt knoldet rute, hvorefter man løber ud til stranden, og løber på et stykke græs/sand tæt på strandengen. Og nu skriver jeg nok græs/sand, men sandheden var at regnen havde omdannet strækningen til en sæbebehandlet rutchebane og qua vores tempo lignede vi mere et par skøjteprinsesser end hardcore marathonløbere.

Tilbage med fast asfalt under fudserne nåede vi første depot og tid til at sætte farten ned og nyde turen. Og her må jeg altså bare sige; hvor er det fedt at få så meget opbakning og support fra alle de frivillige der gør Fanø Marathon til sådan en fantastisk oplevelse. Overalt hvor man kommer frem er der folk der klapper og hepper, og alle depot-bestyrer står med kæmpe smil og klar med kække bemærkninger.

En af mine favoritstrækninger på ruten er turen gennem skoven ned mod Sønderho. Her løber man på en fuldstændig perfekt sti omgivet af blomstrende lyng, svampe, grantræer og åbne heder. Jeg absolut elsker det stykke, det er et stykke der indbyder til at sætte lidt speed under futterne og løbe i skønt runners high flow.

Inden man når helt til Sønderho, skal man også igennem rutens absolut sværeste stykke – knoldet singletrail efterfulgt af ”MARKEN”. ”MARKEN” går forbi nogle kvæg, og her kan jeg som en sidebemærkning berette, at jeg brændende ønskede mig et billede af den yderst fotogene muhko-tyr der stod og gloede på os, smukt flankeret af vadehavet bag sig. Problemet var bare, at den kære hr. tyr absolut ikke gad stille op til et photoshoot, og vi var derfor nødt til at råbe, muhe og jodle for at få koens opmærksomhed. Det lykkedes, jeg fik mit profilbillede og gnækkede lidt over hvor irriteret kræet måtte være, over sådan et par tåber der stod der og teede sig tossede. Min gnækken stoppede umiddelbart efter – Den kære hr. tyr var udenfor folden, den var løs, og stirrede nu olmt på mig. I guder hvor jeg pludselig fik fart på, hold nu op det var en tarvelig følelse at løbe forbi med ryggen til, og kun vente på et par horn i siden. Vi slap væk i god behold, og måske var det i virkeligheden fordi den vidste hvad der ventede os forude. ”MARKEN”, eller måske rettere markvejen var fyldt med vandhuller, og der hvor jorden stod frem som små heller lå der strategisk placeret – kokasser.

Nøj den kære ko må have haft en fest over at se os forsøge at undgå kokasser og vandhuller. Det var bestemt hverken kønt eller særligt effektivt. Og da vi nåede ”baren” svuppede fudserne som små vandhuller hvor kun frøerne manglede.

Baren var i øvrigt depotet efter MARKEN – og som kutyme var, var der fest og stemning og vi glemte hurtigt alt om svuppende fudser og kokasse-miner.

Efter Sønderho stod den på en lang strandtur hvor vandet i år nærmest havde forladt stranden og efterladt den som et stort børnesoppeområde. Dét der sidste år var den bredeste strand jeg nogensinde har set, var i år en lille bitte strand med et enkelt kørespor, og det store soppeområde. Hold da op en forskel, og fedt at se hvordan naturkræfter forandrer området efter jordens vandring rundt om månen.

Præcist som sidste år endte vi ude på den lange lige strækning langs landevejen ind til Nordby og mål. I år var jeg så usvigelig heldig at spotte både ”solbadende sæler” og en svømmende én af slagsen, der med sine store hundeøjne totalt smeltede mit hjerte. Og med sådan et lille crush i hjertet var det med det største smil jeg løb i mål ved Fanø Hallen. Fanø marathon er en unik oplevelse, både når solen skinner fra en skyfri himmel og på en regnvåd tung rute. Jeg elsker naturen på øen; og jeg kan kun give Søde Anne fra Amok ret da hun udbrød ”Jeg er da fuldstændig forelsket i den her ø”. Fanø kryber ind under huden; og Fanø marathon er en fuldstændig fantastisk mulighed for at opleve det hele på én dag. Tak til Kira og Jesper fordi I har skabt, og gider blive ved med at give os løbere mulighed for at få så fede oplevelser med hjem.

The post Fanø Marathon 2017 first appeared on The greatness of running.

Afgang kl. 05:00 mod færgen i Esbjerg en lørdag morgen i en bil fuld af skønne nordjyske løbetosser, vel og mærket skønne pludrende løbetosser der ikke levnede megen ro til at indhente den tabte skønhedssøvn. Jeg var selv spændt og lidt trykket, dette var mit første marathon efter min fiberskade i baglåret, så jeg lod drengene pludre og forsøgte at samle alt mit mod i kroppen.

Det blev en fuldstændig perfekt tur ned gennem et døsigt jysk landskab der langsomt vågnede til dåd – og slutteligt landede vi ved færgelejdet i Esbjerg, hvor færgen, nærmest som bestilt, lå til kaj og ventede på os. 12 minutters snak med endnu en flok skønne nordjyder i rolig overfart, og efter en lang rejse plantede vi fødderne på destinationen Fanø.

Vi mødte op i Fanø hallen i god tid til at kunne nyde både kaffe og rundstykker alt sammen – sammen med færgebilletten, inkluderet i deltagerbetalingen til løbet. Stemningen var hyggelig og afslappet, og 15 min. før start dappede vi ud i solskinnet og varmen til raceinfo præsenteret af arrangørerne Kira og Jesper Hahn.

De to afholdt Fanø Marathon for første gang sidste år, som et tilbud på et løb hvor mangfoldighed, stemning og oplevelser er i højsædet, og til vores held havde de to ildsjæle mod på endnu en omgang stressfuldt arrangør arbejde igen i år.

Starten gik og en palette af naturoplevelser ventede tålmodig på de ca. 100 løbere der var stillet til start.  Trailspor, strandløb (både i med- og modvind), markvej, grusveje, asfalt og ”tysker-veje” blandet sammen med en tur gennem smukke Sønder Ho By og slutteligt en tur gennem Nordby – en 42,2 km bland selv pose af den ypperste kvalitet. Mine skønne medpassagerer så sågar sæler liggende og solbade i vandkanten; jeg så dem ikke, jeg havde alt for travlt med at holde den total seje og dygtige løber Katja Walther Bjerre bag mig.

Vejret var varmt, så varmt at arrangørerne lynhurtigt fik stablet ekstra depoter på benene, og sørgede for at vi løbere ikke på noget tidspunkt skulle lide mere end rutens beskaffenhed udsatte os for. Og som en ekstra genistreg have arrangørerne hyret en flok habile MTB ryttere, der fulgte os løbere hele vejen rundt, og konstant tjekkede at alle var ok. De gode herrer tilbød tilmed ekstra vand og var hele tiden klar med tiltrængte opmuntrende ord og masser af smil. Depoterne var bemandet med de sødeste frivillige der tilbød udsøgt service, lige fra at stå klar med flasker med vand vi kunne køle vores ophedede kroppe med, masser af opmuntring og gejst – og et tag-selv-bord af lækkerier med tilhørende vand, cola og 32GI energidrik i altid fyldte glas. Der manglede intet. Jeg oplevede sågar, at jeg på et af depoterne kom til at gå med vandkruset forbi affaldsposerne – og før jeg overhovedet kunne nå at tænke Hov; så stod den sødeste pige med et kæmpe smil og sagde ”det skal jeg nok tage mig af” – hvorefter jeg kunne fortsætte løbet.

Normalt når jeg løber marathon har jeg som regel et tidspunkt i løbet hvor min hjerne begynder at fortælle min krop, at den arbejder for hårdt og skal tage det lidt mere gelente. Det skete på intet tidspunkt, jeg hørte intet til mit hoved. Det havde alt alt for travlt med at nyde naturen, suge oplevelserne ind og i den grad nyde at være løber og have den udsøgte chance for at opleve Fanø på den bedst tænkelige måde, i løbeskoene

Jeg løb i mål presset og træt, men også fuldstændig mæt af fede naturoplevelser. Så mange opmuntrende ord fra turister og beboere på Fanø, så fejlfrit et arrangement – eller det vil sige arrangørerne havde helt sikkert sit at bokse med. Minestrimler var fjernet fra ruten i nattens løb, varmen var en faktor der skulle håndteres, og logistikken med hjælpere på en rute der bestod af 42 km. i en lang strækning, må have været ekstrem. Men uanset hvad arrangørerne boksede med, så var det på intet tidspunkt noget vi løbere blev berørt af, tingene blev klaret som om det altid havde været mening, og vi løbere blev nurset og plejet til UG.

Som afslutning stod den på lokale lækkerier i overflod, og det var en flok mætte glade løbere der vendte hovedet tilbage mod færgen og fastlandet. Tak Kira og Jesper + familie og alle I frivillige der sørgede for at jeg, her dagen efter hvor regnen falder stille i det nordjyske, sidder med et smil af dimensioner og – som min helt af en ultraløber Mette Bjerregaard så fint udtrykker det – endnu engang blev dybt forelsket i løb.

Tak til Kim Pelo for lån af billeder

The post Fanø marathon 2016 first appeared on The greatness of running.