De af jer der følger med på min Instagram (@hejohansenrunning) vil vide, at den sidste uges billeder har set en kende mere eksotiske ud, end det er normalen for mine IG billeder. Jeg har været en tur sydpå med min dejlige familie, og har tilbragt en lækker uge på Sardinien i blændende solskinsvejr og varmegrader tenderende til ”lige i overkanten” :D.
Som jeg skrev i forrige indlæg, er bedre halvdel ikke i stand til at løbe. Jeg vidste derfor på forhånd, at al løb ville foregå alene på ukendte ruter, og jeg havde rustet mig med min kære gule ven – min overfaldsalarm til løbere, (min runangel) og tog udfordringen op. Hver eneste morgen på hele ferien begav jeg mig ud på tur, og udover en enkelt kæmpe fadæse fra min egen side, forløb samtlige løbeture uden de mindste antydninger af problemer.

Jeg elsker at løbe, når vi er på ferie. Primært fordi ferie for mig er lig ”glem-alt-om-pace-og-distance” og jeg derfor løber lige præcis det jeg har lyst til, uden på noget tidspunkt at kigge på uret. Mit ur har, når det er ferie, udelukkende den funktion at logge mine ture, så jeg tilbage i lille dk, kan sidde og drømme mig væk i lækre eksotiske løbeture.
Jeg elsker at løbe ud på ukendte stier og ruter og forsøge mig frem, og mine løbeture tidligt morgen på Sardinien var i den grad med til at booste min løbeglæde. Nogle gange løb jeg ind i blindgyder, og måtte vende rundt og løbe tilbage igen. Nogle gange fandt jeg små perler, som jeg lagrede i hukommelsen til en anden morgen. En enkelt gang løb jeg ud på et vildspor, og måtte bede en stille bøn om at jeg endte tilbage foran vores feriehus – og den sidste dag flaskede alt sig, og jeg blev belønnet med en løbe-rus i højeste potens.  Og selvfølgelig bedst af alt, efter hver eneste løbetur mødtes jeg med bedre halvdel i vandkanten, og hoppede i Middelhavet til en forløsende dukkert.

Min fadæse opstod efter en nat hvor de tonsvis af myg, der tidligere på ferien havde holdt buffet på både min datter og bedre halvdel, besluttede at nu var det desserttid, og desserten bestod af halv-lun Heidi ryg og bagben. De kære moskitoer gik amok på min hud, og morgenens løbetur blev en omgang ”forsøg at løbe helt normalt mens du klør dig over hele kroppen”. Ikke nogen let disciplin

Jeg havde den morgen tænkt mig at udfordre skæbnen, og løbe ud på spidsen af vores lille ”halvø” til et lille smukt fyrtårn. Det var noget jeg havde taget mig mod til over et par dage, og endelig fik jeg fremmanet nok selvtillid til at begive mig over det lille bjerg, og ud på spidsen hvor der stort set ikke var et øje i nærheden (altså med mindre man tæller gekko-øjne med, så var der uendelig mange :D). Det var noget af en sej omgang, min puls på løbeturen endte med et snit på 173 !!!!! – og da jeg nåede tilbage i sikkerhed blandt folk og fæ, var jeg træt og mine svulmede myggestik kløede som vanvittig. Så jeg lempede min venstre arm om på ryggen, kløede febrilsk så blodet flød, og da min kære gule ven jo sidder placeret på netop det selvsamme venstre håndled, betød det at jeg uforsætligt kom til at aktivere min overfalds-alarm.

Der stod jeg midt i ruinbyen Tharros med en skrigende bilalarm om håndleddet. Mens jeg rød i hovedet febrilsk forsøgte at huske hvordan man slukkede alarmen, forsøgte jeg samtidig at gøre mig så usynlig som overhovedet mulig, nå ja og selvfølgelig klø i myggestik samtidigt. I guder det var pinligt…  
Jeg fik alarmen slukket, og lavede den klassiske manøvre ”jeg slog mig slet ikke”, blot med udtrykket ”jeg har slet ikke udsendt en kaskade af lyd ud over hele det arkæologiske fredet område”.  Og så fik jeg hurtig som en ninja sendt en besked til bedre halvdel om, at det var falsk alarm. Det manglede bare, at bedre halvdel havde startet vores lånte Ford Kuga op, og med hjulspin drønet ind blandt ruinerne for at komme mig til undsætning.

I øvrigt en anden lille sjov oplevelse skete på min sidste løbetur, hvor jeg lige ville tage en selfie med en sten-skildpadde (spørg mig ikke hvorfor :P). Sten-skildpadden var placeret foran et lille hus, ikke et beboeligt et af slagsen, men et… tja, lille hus der bare lige stod der fortabt på kanten af kysten.  Jeg tog et par billeder fra lidt forskellige vinkler, hørte en lyd men fortsatte ufortrødent mit erhverv. Da jeg var tilfreds, vendte jeg mig om og så et sort ansigt stirre på mig fra hjørnet af det lille hus. Jeg smilte forlegent, og manden kvitterede med at kæmpe hvidt tandsæt, og et smil værdig en Colgate reklame, mens han stak tomlen op som en anerkendende gestus.

Manden var én af de strandsælgere der gik rundt og solgte hatte, tæpper, smykker og lign på strandende. Jeg tænker han havde sovet i det lille hus, og var listet ud for at se hvem pokker der rumsterede bag huset. Og jeg smed et smil og Ciao efter ham, da jeg igen lettere rød i roen løb videre hjem mod badestranden.

Sardinien var virkelig en kæmpe stor oplevelse, og jeg kan varmt anbefale øen som en sommerferie destination. Vi boede i et hus jeg havde fundet på HomeAway – en boligportal a la AirBnB, ejet af det sødeste ægtepar overhovedet. Der var ikke den ting de ikke ville gøre for os, og alt var helt perfekt – inklusiv placeringen på vestkysten ca. 50 skridt fra stranden. Det var perfekt at kunne løbe langs kysten, der nogle steder mindende om Lønstrup. Området bød på både løberuter i skov, trail, sand og grusveje, masser af guf for en morgenløber. Det er med garanti ikke sidste gang vi besøger øen i Middelhavet, og jeg er allerede nu i gang med, at undersøge om der skulle være et lille marathon der absolut SKAL løbes på Sardinien. (Er der mon nogen der kan anbefale noget?)

Og mens jeg er i gang med anbefalingerne vil jeg lige tilføje denne. Jeg løb de fleste ture i mine nye low-cut strømper fra det danske mærke Danish Endurance. Strømperne er lette, luftige footies der fungerede perfekt i den fugtige varme. De sidder super godt, og så har de et lille dansk flag på hælen som en lille kuriositet. Jeg fandt strømperne tilfældigt, da jeg umiddelbart inden ferien kunne konstatere, at min ”sommer-strømpe-til-varmt-vejr-beholdning” var nede på 2 stk. Jeg er blevet så glad for dem, at jeg lige smider linket ind her i tilfælde af, at der skulle sidde andre der mangler ”sommer-strømpe-til-varmt-vejr” strømper.
https://www.danishendurance.com?utm_medium=affiliate&utm_source=blog&utm_campaign=thegreatnessofrunning&utm_content=product+review

The post Ferieløb anno 2019 first appeared on The greatness of running.

Nogle af de bedste ferieminder jeg har sammen med bedre halvdel er kendetegnet ved én væsentlig ting, nemlig at vi havde løbesko på fudserne. Det er en ufravigelig ting, at vi altid pakker løbesko – og løbetøj i kufferten når vi rejser, hvad enten vi rejser alene eller sammen med ungerne.  

At løbe på ferien er for mig 100% lig med oplevelser. Jeg elsker følelsen af at udforske nye territorier løbene, og løbeskoene bringer os altid ud i områder, vi aldrig ville have oplevet, hvis ikke det var fordi vi cruisede rundt efter forgodtbefindende. Når det gælder ferieløb er der aldrig, for mig, noget tempo der skal holdes, vi stævner som regel ud uden at have en reel rute i hovedet, og jeg elsker bare at lade mig selv flyde med, og se hvad der sker undervejs. Sidste år i Paris udnyttede vi ligefrem morgenløbeturen til at se ting, som ungerne absolut ikke gad bruge deres kostbare tid på. Det var ren win-win og blev senere til det jeg kalder for run-seeing. (Sightseeing i løbesko :D).

Indimellem har jeg tænkt, at det kunne være rart med lidt velmenende råd inden vi begiver os afsted på ferie-løbeturene. Bare små hint om, hvor det kunne være en god ide at løbe hen, og hvad man lige skal være opmærksom på i forhold til sikkerheden. Små råd som måske kunne få os ud på lidt længere ture, uden at skulle være bekymret for, at ende et sted for langt udenfor civilisationens trygge vugge. Især når man løber i Sydeuropa, hvor varmen ofte kan være er en væsentlig parameter for turens længde.

Til mit store held landende lige præcis sådan en bog i min postkasse. Else Marie Lehman har skrevet en guide til løb i 49 storbyer i Europa. En guide, der for hver eneste storby, beskriver og giver ideer til løbeture a 5 km og 10 km. Der er endvidere ideer til længere løbeture, til områder hvor det er muligt at løbe trail/bakkeløb – og hints til, hvor man kan få et intervalpas på bogen på nærmeste atletikbane. Alle tips er skrevet med hjælp fra lokale løbeklubber og løbere, og oser derfor af at være små perler for enhver løbepassioneret turist. Der er sågar nævnt områder man bør holde sig fra, og som en ekstra finesse, er der i slutningen af gennemgangen for hver by, tilføjet nummer man kan ringe til, hvis uheldet skulle være ude og man har brug for hjælp.

Bogen er tilpas i størrelse til at kunne tages med på løbeturen hvis man ønsker det, og jeg syntes simpelt hen ideen er fantastisk. At vi løbere deler løberuter og anbefalinger til løb i vores egne byer med løbere fra andre lande. Det er skisme et genialt koncept. Sikke et kvalitetsløft i ferieløb-kategorien

Jeg elsker at bogen er simpelt opbygget. Det er let at slå en storby op, blive inspireret og finde ruter til kommende ferieløb. Jeg har allerede sat post it’s ind på flere sider i bogen, sider beskrivende byer, hvor jeg gerne vil holde ferie, udelukkende fordi jeg syntes anbefalingerne til løbeturene lyder så tillokkende, at jeg er NØDT til at prøve dem. Det eneste jeg mangler i bogen, er et kort med indtegnet område for de anbefalede ruter til hver by. Det ville sætte rammerne og en bedre forståelse af, præcist hvor i byerne ruterne er orienteret. (Måske er det i virkeligheden bare mig, der er lidt af en kort-nørd :D)

Det er virkelig en god ide, og sikke et fantastisk stykke arbejde Else Marie Lehman har lavet. Vi får simpelt hen løberuter til kommende ferier/konferencer eller blot weekendture serveret på et sølvfad. Og som en lille kuriositet, er der tilføjet et afsnit til hver by med navne og kontaktoplysninger på lokale løbere klar til at agere guider, hvis nu man skulle ønske det. Det er i hvert fald lige noget for mig, der bestemt ikke er særlig modig når jeg rejser alene. Jeg fik selv en oplevelse for livet, da jeg entrerede med en lokal løbeguide da jeg var på konference i Las Vegas tilbage i 2016 (læs evt. her https://thegreatnessofrunning.dk/min-bedste-loebetur-nogensinde-red-rock-canyon/ )

Løb i Europæiske storbyer er bogen for alle os, der næsten ikke kan leve en uge uden løb. For os der elsker nye oplevelser i løbesko, og for alle os, der bare lever og ånder for løb. Det er løbeverdens svar på Lonely Planet rejsebøgerne Ud over den fine bog har Else Marie lavet en webside http://www.lobistorbyer.dk/. Her ligger smagsprøver på nogle af byerne, krydret med eksempelvis rabatkoder til guidet løbetur i Glasgow og Edinburgh, og anbefaling til morgenmad- og brunchrestaurant i Barcelona. 

Jeg ser et kæmpe stort potentiale i, at vi løbere kan dele vores gode ferieoplevelser i løbesko med hinanden. Der må sidde mange andre end mig derude i det ganske land med ideer til ture man bare må løbe, hvis nu man skulle komme forbi en given destination. Eller måske bare med gode råd til løbere i ferielandet. Jeg kan i hvert fald selv nævne, at bedre halvdel og jeg lærte én ting, efter en regnvejrsløbetur i London. Vådt løbetøj hængende i et lille bitte hotelværelse i 5 dage, gør absolut ikke noget godt for odøren i værelset. – Køb i stedet en lille rejse-tørresnor i Tiger (Koster 15 kr) og medbring ALTID denne på rejserne. På den måde kan brugt løbetøj hænge til luftning på selv den mindste lille altan eller vinduesramme

Else Marie Lehmans bog ”Løb i storbyer – Europa” kan købes ved forlaget Gyldendal til den nette sum a 199,95 kr. (Link herunder)  Og jeg går nu bare og venter på næste bog i serien, måske ”Løb i storbyer – Nordamerika”

https://www.gyldendal.dk/produkter/else-marie-lehman/l%c3%b8b-i-storbyer-europa-48229/h%c3%a6ftet-9788702269611

Og selvfølgelig skal bogen have medaljer – 4 flotte guldmedaljer for en genial bog fyldt med fantastiske tips til selv den mest kræsende løber

The post ”Løb i storbyer – Europa” Boganmeldelse first appeared on The greatness of running.

Der var bare et lille problem. Jeg vidste faktisk ikke helt om jeg turde. Det lyder måske lidt sært, men det der med bare at daffe afsted uden helt at kende vejen derud. Eller, det vil sige, jeg kender jo faktisk vejen særdeles godt, vi har cyklet derud tidligere. Det var blot en undskyldning, en undskyldning for det element af utryghed jeg ikke helt kunne placere. Og den utryghed var rigelig til at holde mig tilbage.

I lørdags skinnede solen langt om længe og vinden var næsten helt stille. Manden var på vej ud til en runde golf, og ungerne var placeret hos hver deres respektive forældre. Måske var det feriekådhed over mine 3 ugers ferie lige var startet, måske var det udsigten til at kede mig hjemme en hel dag, eller måske blev jeg bare lige pludselig en kende overmodig efter en god nats søvn. I hvert fald stod jeg op og proklamerede højt og helligt: ”I dag løber jeg ud til sommerhuset”. Min kære bedre halvdel kiggede på mig med et smil og responderede med et ”fint; jeg vil godt hente dig senere”. Fælden smækkede i for snuden af mig, nu måtte jeg gøre det. På under 20 minutter havde jeg pakket hr. Camelbak med 2L vand, to gels, lidt vingummi og lidt skiftetøj + to sæt hørebøffer, hvis nu det ene skulle være glemt at blive opladet, det er set før i Heidis univers  

Og før jeg vidste af det stod jeg klar til afgang. Jeg har det lidt sådan, at når der er noget jeg syntes er lidt utrygt, så er det bare om at kaste sig ud i det før de små hjerneceller for alvor begynder på deres kemiske processer, og overtaler mig til at glemme alt om foretaget. So be it. Ud af døren og ind mod Aalborg City.

Én ting jeg altid forundres over, når jeg smider væske på ryggen, er hvor meget små to kilo egentlig vejer. Hvor irriterende det er, at have to ekstra kilo på skuldrene og hvor hæmmet jeg føler mig. Det får mig altid til at tænke, at der nok er noget om snakken mht. at eliteløbere skal smide et par kilo for at nå kampvægt.

Jeg nåede lige præcis 5 km. ud i verden, da jeg stod på Limfjordsbroen og ventede mens broklappen var oppe. I guder hvor var der mange lystsejlere der skulle fra vest mod øst. Og der stod jeg så og følte mig en lille smule overdressed til lejligheden.

I hovedet havde jeg lavet forskellige checkpoints. Først skulle jeg passere lufthavnen, så skulle jeg rundt i ”Vadum ”-rundkørslen, så kom MC Donalds i Aabybro og Mejeriet Ryå på den anden side af Aabybro. Og endelig var der Kås Blomster, inden det sidste stræk ud forbi Moseby tørvelaug og Klarborgs Nissebo.  

Så da broklappen endelig faldt tilbage i vante rammer, fokuserede jeg 100 % på vejen ud til lufthavnen. Jeg valgte den lige, men lidt kedelige rute og hovedvejen via cykelsti. Og der gik faktisk ikke lang tid, før jeg faldt ind i en behagelig rytme hvor jeg lyttede til podcasts og befandt mig i en tilstand af flow.

Jeg nikkede til lufthavnens landingsbane, og holdt min første lille pause ved rundkørslen i skyggen af en tankstation, hvor jeg sendte en status sms til manden på golfbanen, og fortsatte ud langs landevejen til Aabybro. Jeg nåede i øvrigt ikke langt ud før ørebøffen sagde ”Low battery” – tak skæbne at jeg var så forudseende og havde smidt et ekstra par i rygsækken; det var mit selskab der var sikret.

Min eneste krise kom da jeg nåede Aabybro. MC Donalds lokkede sindssygt med kold svalende cola. Shit hvor var det svært at passerede uden at inkassere de gyldne dråber af iskold cola (jeg havde endda dankortet med i rygsækken, men ved af bitter erfaring at cola i min mavse på ingen måde er kompatibel med løb). Jeg nøjedes med lækker halvlunken vand blandet med en Cliffbar-gel med flyende livgivende, velsmagende og fuldstændig afhængigheds-fremkaldende chokolade.  

Og så gik det ellers ud over stepperne, jeg passerede mejeriet der lokkede med softice – og jeg nåede Kås i en rus af runners high. Igen blev der sendt status sms hjem, og endnu en chokolade godbid blev konsumeret. Sidste strækning lå for mine fødder, uret sagde +30 km. og hovedet var et stort lyksaligt tomrum fritaget for alle bekymringer.

Som løbende med rygsæk bliver man på én eller anden måde én af os, når man møder motionscyklisterne på deres toptunede racercykler. Alle passerede mig med et vink med hånden, I ved det der ”vi to er i samme båd, og vi er så over pisse seje” attitude vink. Og jeg følte mig i den grad som en anden superhelt med panserværn. Ikke én gang fortalte mit hovedet mig, at jeg ikke kunne klare det. Ikke én gang fortalte mit hovedet mig, at jeg var træt og turen var for hård. Det var lidt som om, at nu skulle drømmen udleves og alle sanser var vidtåbne for indkomne indtryk.

Jeg nåede ud til destination, overvejede endda et par svipture på det sidste stykke – men et skummelt udseende rugbrød satte en stopper for de ideer. Ingen grund til at udfordre skæbnen på så fin en tur. :D. Og før jeg vidste af det, stod jeg foran sommerhuset med armene i vejret. 42 km alene på landevejen, uden et eneste moment af fare eller utryghed på vejen. 42 km. ren lykkeløb.

Det er ubetinget det fedeste jeg har gjort for mig selv i lang tid. Ren wellness. At indfri et mål, der hverken gav medalje, præmie eller registreret tid; men blot var noget jeg godt gad gøre. Det var en ubeskrivelig tilfredsstillelse   

Hvor er det umådeligt tankevækkende at noget, der i hovedet virker uoverkommeligt, viste sig at være fuldstændig let tilgængeligt. Det var en god læring jeg helt sikkert vil tage med mig fremover i andre situationer. Ja, man fristes næsten til at slutte af med et ”JUST DO IT” hvis det da ikke var et stærk fortærsket reklameudtryk.

The post Når snak bliver til handling first appeared on The greatness of running.

Her ved siden af mig, løb en pige i fuldstændig samme pace som mig, og – ja, nærmest samme tråd og statur. Hun kiggede på mig og sagde med et smil ”hvor var det dejligt jeg mødte dig; jeg var lige begyndt at have lidt rigeligt ondt af mig selv”. Og før jeg vidste af det, havde vi i let løb pludret hele vejen ind til Blokhus hvor hendes tur sluttede. Vi skiltes med udveksling af navne; og en løs aftale om at løbe sammen igen, hvis det kunne passe ind i vores respektive ferieprogrammer. Stine, som pigen hed, var på ferie med hendes kæreste og børn – og jeg var som altid smuttet i sommerhuset sammen med kæresten til et par dages afslapning.

Og her må jeg altså bare sige – hurraa for Facebook. En hurtig add på FB og den digitale linje var åben for planlægning og lidt let snagen i hinandens liv. (Indrømmet – det var vist mest mig der snagede; jeg opdagede at Stine også er blogger og skriver for I Form under aliasset Ironmum. Det syntes jeg var vildt spændende :D).

På den nyåbnede digitale linje fik vi arrangeret en løbetur sammen. Jeg havde planlagt lang tur lørdag og ville løbe ind til vores mødested ved Blokhus og samle Stine op, og agere guide på den super fine løbesti der går mellem Blokhus og Saltum – den såkaldte sti 100.

Det var virkelig fantastisk at møde en løber med et så ens mindset som jeg selv og som ovenikøbet er noget nær det sejeste, sødeste menneske jeg længe har mødt. Stine er, ud over at være fra Birkerød :), triatlet og har fuldført en hel del ironmans. Hun har dyrket triatlon i næsten 20 år, og har været med – og kommer helt sikkert til at være igen, på aller højeste niveau – Et agegroup EM på CVét i 2014 siger det hele. Nå ja, oven i det, er hun såmænd også lige småbørnsmor med 3 rollinger i alderen 5, 3 og hold nu fast ½ år. Tænk sig, jeg løb rundt sammen med en af Danmarks bedste triatleter i helt ok pace, og hun var stadig på barsel med nummer 3. Jeg syntes simpelt hen det er så vildt. Jeg husker selv hvor fuldstændig smadret og træt jeg var med to små børn i rap, og jeg havde dengang vist mere image som et latent monster end en frisk sej sportymum. Stine fortalte, at det rigtig meget handler om prioritering, om at træne når mindste-manden sover og om at udnytte de timer man har til træning fuldt ud.

Det var vanvittigt fascinerende at møde et menneske som i den grad brænder for hendes sport, og som stadig kan være mor og – ja, kommende hustru. For med til historien hører at Stines mand lige tog chancen og friede på toppen af Rubjerg Knude Fyr. Jammen altså, så bliver det da ikke mere romantisk.

Stines kommende mand er i øvrigt oprindeligt fra Hjørring og både kendte, og havde trænet under Ragnar som hjalp mig med træningen til Basel marathon. Så der er altså bare hold i talemåden – At uanset hvem man møder, så vil der været en bekendt et sted i rækken af venner indenfor højst 6 rækker. (I USA kalder man det Kevin Bacon effekten :D)

Det var virkelig skønt med så godt selskab på min lange lørdagstur, og tiden fløj afsted trods regnvejr og blæst. Vi fik vendt alt fra træningsmetoder, mål og drømme, familie, løb og blog – og hvor er det fuldstændig utroligt, at Stine var totalt fremmede for bare 4 dage siden, og nu føles det som om jeg har kendt hende i meget længere tid. Da jeg satte Stine af, inden jeg selv fortsatte ud på mine sidste del af langtursruten, aftalte vi at skrives ved næste gang vores veje krydses i den pragtfulde natur i Blokhus. Og jeg kan for min eget vedkommende kun sige, at jeg håber det bliver til mange ferie løbeture fremover. Jeg vil elske at følge Stines vej tilbage til eliteniveau og se hvor langt hun kan nå. Og så ser jeg i den grad frem til flere løbeture med én, der også lige skal runde enden af vejen for at få uret på 15 km. – man kan jo ikke bare stoppe uret på 14.80 km. Det er noget rod.

Du kan læse mere om min seje ferie-løbemakker – Stine Møllebro på hendes facebookside https://www.facebook.com/Ironmumhawaii/

Og ja, så kan jeg kun endnu engang opfordre alle til at smile og hilse på folk I passerer på løbeturen. Hvem ved, måske kan vi bygge endnu flere broer i lille Danmark.

The post Der findes ingen fremmede; kun venner vi ikke kender part II first appeared on The greatness of running.