Søndag den 30/9 2018 trippede jeg med lige dele nervøsitet og spænding ind i startboksen til HC Andersen maraton i Odense. Måneders træning skulle endelig forløses i en – forhåbentlig – løbefest af format. Trods en meget struktureret træning, nedtrapningsuge, rigtigt kalorieindtag og generel forberedelse, som var det taget ud af Maratonbogens-ABC, så var jeg alligevel en smule (det er lyv – meget!) nervøs også.

Nervøsiteten har nemlig ikke været helt ubegrundet. Jeg har nemlig oplevet på egen krop, hvordan kroppen kan stå fuldstændigt af. Endda i en sådan grad, at der er mere spjæt i en ny-fanget rødspætte end i min krop under Fuld Ild Halvmaraton – hvilket vist også er blevet skrevet om her på domænet. Under Fuld Ild løbet på Aalborg væddeløbsbane gik alt galt. Vi lagde for hårdt ud, jeg indtog ikke nok væske, jeg indtog i det hele taget ikke meget andet end et par vingummier i et depot som fremprovokerede ve-lignende mavekramper, og jeg lyttede ikke efter de faresignaler som min egen krop sendte mig. Det resulterede i total nedsmeltning på noget der lignede en 12-15 km. Jeg var simpelthen nede og bide i græsset, måtte gå og lunte i fuldkommen indre smerte og syrebad med min søster til at holde mig opretgående. Efter mit eget nederlag den dag gik jeg faktisk længe bagefter og tænkte, at jeg nok alligevel ikke var en særlig god løber. Ikke fordi jeg ikke kunne løbe distancen – det havde jeg jo gjort før – men fordi jeg kunne misfortolke alle mine egne signaler i en SÅ voldsom grad.  

På trods af, at jeg sidenhen har fundet ud af hvor lærerig en oplevelse det endte med at blive for mig, så kørte tankerne alligevel i hovedet i startboksen til HC Andersen maraton blot få minutter inden start. ”Hvad nu hvis du får total nedsmeltning igen? Hvad hvis du rammer muren og kan absolut ingenting, hvis du tager en gel for meget – eller en for lidt? Måske har du i grunden skudt totalt over målet her – det er et MARATON for pokker. Hvorfor var det nu egentligt at du meldte dig til og troede at du kunne det?”. Min mentale bus blev mildest talt fyldt op med ubehøvlede passagerer, hvis eneste formål var at så tvivl om hvorvidt det hele nu også var en god idé. ”Er du overhovedet en god nok løber til det her?”

Og egentligt er det måske i grunden fjollede tanker at have. For ja, hvad nu hvis du går død eller rammer muren? Jeg vidste med mig selv, at uanset hvad skulle jeg nok komme igennem det maraton, koste hvad det ville – om jeg så skulle gå de resterende 37 kilometer. Det hele skulle jo nok gå på den ene eller anden måde alligevel. Men det skulle jo bare gerne blive en positiv oplevelse.

Det endte med at blive en af mine… tillad mig at omformulere – det blev DEN bedste løbeoplevelse jeg i mit liv har haft. Hele vejen var der tilskuere, der klappede, hujede, flagede, heppede – og råbte ”kom så Kristina” (hvor jeg dog elsker navn på startnumre ). Hele vejen var der søde, smilende mennesker i depoterne – hele vejen var der opmuntring og opbakning fra fælles løbere i feltet sammen med mig. Jeg havde hele tiden tænkt at efter første halvmaraton-runde skulle det mentale arbejde virkelig stå sin prøve. Men der var bare noget, der var rigtigt den dag. Eller rettere sagt – alt var rigtigt. Så da jeg satte 3.40 pacerne af i et depot og løb videre tænkte jeg ved mig selv, at det var da i grunden ret vildt. Tør du virkelig lægge dig foran 3.40 pacerne på kilometer 25? Men benene var i hopla, maven slog ikke knuder, smilet var som limet til ansigtet og jeg NØD det (jo, det blev rigtigt hårdt på 35. kilometer, hvor benene var trætte og nogen begyndte at råbe fra bagerst i bussen ”nu bliver det for alvor hårdt, nu har du kun knoglerne tilbage Kristina”).

Men trods det var der hele vejen overskud til at smile til tilskuere, til at give high fives og til at klappe ad gademusikanterne. Og lige inden målstregen var der minsandten også overskud til at hæve armene sejrrigt i vejret og råbe ”Juhuuu” af manden med kameralinsen.

Og det er i grunden nok derfor, at det var så god en oplevelse. Jeg mødte aldrig muren, og jeg havde ingen indre diskussioner med ubehøvlede buspassagerer, der opildnede til at opgive min egen sejrskurs. Jovist var der lidt på de sidste 5 kilometer – og guderne skal vide, at jeg var træt og det VAR hårdt. Men jeg følte mig 100% i kontrol hele tiden. Og det var faktisk helt ok, at der sad ”en” og råbte, at det blev hårdt nu. For det gjorde det jo også. Men det var stadig mig, der kørte bussen.

Om det var fordi at alt var disponeret rigtigt ved jeg faktisk ikke. Om jeg tog mine gels på de rigtige tidspunkter. Om jeg drak lige tilpas med væske. Gik i lige tilpas mængder depoter. Lå på lige den rigtige pace. Eller om jeg simpelthen bare ikke var ”bange” for det, der måtte komme undervejs. Jeg VILLE være til stede hele vejen og nyde det – uanset om kroppen så ville sige stop på et tidspunkt. Af samme grund valgte jeg netop ikke at lytte til musik eller andet undervejs. Jeg ville have alle nuancer med.

Og det leder mig til at konkludere, at hvor er løb dog en fantastisk måde at arbejde med sig selv på. Disse to løb opsummerer faktisk på fineste vis min egen løberejse. Det handler i bund og grund ikke så meget om distancerne eller tiderne, men om hvordan jeg har lært mig selv at kende 1000 gange bedre gennem løb.

Jeg ved, at der nok skal komme flere Fuld Ild oplevelser – de dage og de løb, hvor man bare ikke rammer den. Hvor benene er bly og overskuddet er ikke-eksisterende og maven vender sig i opkast-lignende krampetrækninger ved indtagelsen af gels. Og hvor løbet er lige så meget en mental udfordring som det er en fysisk. Der kommer intervaltræninger, hvor du bare ikke kan ramme din pace overhovedet. Der kommer træningsture, hvor du ikke kan gennemføre, hvor du får solbærsaft galt i halsen og ryger en tur i asfalten (ja, det er et konkret eksempel), og ture hvor du skændes med en hel bus af passagerer, der råber ad dig at du intet kan. Men de er INTET i forhold til alle de små og store gode oplevelser og succeser, der er ved løb. Læs blot Heidis seneste indlæg om netop dét. 🙂

Og forskellen for mig er netop, at jeg ikke er bange for dem længere. Hver en oplevelse tæller og er en erfaring til løberygsækken – de gode som de dårlige – og det er heldigvis ikke kun succeserne, der afgør om du er en god løber eller ej.

The post Søsters første marathon – af Kristina E.O. :) first appeared on The greatness of running.

Good Morning,
Thank you for your reply to our email. Unfortunately it seems a lot of people ticked a wheelchair box by accident on their application, so you’re not alone! Do not worry!
No problem at all, I shall amend to a non-wheelchair user.
Kind Regards,
Katie

Jeg har dermed fået konverteret mit rullestolsnummer til et helt almindelig løbernummer – og endnu bedre, den søde dame skriver at jeg bestemt ikke var den eneste tosse i skuffen, fejlen er begået af mange andre løbere. Jeg er frikendt og slipper både for rullestol og narrehat. HURRAAA. Og allerede nu kan jeg med sikkerhed sige, at anmeldelsen af Brighton Marathon bliver en anmeldelse i skyerne. Intet kan få mig væk fra min opfattelse om, at Brighton Marathon ligegyldigt hvad, er årets marathon.

Men men men, bedst som armene var kommet ned igen, jublen var aftaget og klaphattene pakket væk er der opstået et nyt dilemma. I min iver over at være sikret en plads i feltet, fløj jeg ind på marathonsiden og bookede det første og bedste hotel. Jeg tænkte, at jeg selvfølgelig ville støtte årets marathonløb og hvis de kunne få lidt ekstra kredit ved at jeg bookede hotel gennem arrangørerne, så skulle de – mine helte, selvfølgelig have det med.

Jeg bookede et værelse med havudsigt og så mig selv stå og spejde ud over oceanet søndag morgen inden løbet, indsnuse den magiske havduft helt ind i årerne, en havduft der helt grangiveligt ville gøre mig flyvende derude på ruten, jeg ville lukke øjnene og mærke hvordan en pr var på vej (trods total manglende træning). Det værelse ville gøre mig godt.

Jeg tastede alle oplysninger, gik videre til betalingssiden, indtastede mine kreditkort oplysninger og trykkede på næste-knappen. Og lige præcis det samme sekund ringede min telefon. Det var en sælger, en af de mere pågående af slagsen. Jeg endte med at blive så irriteret, at jeg mistede al fokus på mit forehavende med hotelbookingen, og i ren arrigskab lukkede browseren ned sammen med alle andre programmer jeg havde åbnet på min kære pc. Jeg smækkede låget i, skubbede stolen ud og sagde pænt ”det har ALTSÅ INGEN INTERESSE – FARVEL” til den stakkels sælger, hvorefter jeg smed på, og skummende trak i mit løbetøj og joggede ud til afdampning.

Tilbage på matriklen i langt bedre humør, slog det mig, at jeg ikke havde fået en bekræftelsesmail fra hotellet. Jeg kunne i det hele taget slet ikke huske, hvad der egentlig stod på siden efter betalingen var gennemført (hvis den da var det). Var der et bookingnummer på siden? – Stod der tak, og nu skal du gøre sådan og sådan? – Jeg aner det simpelt hen ikke; det er et stort hul i min lille hjerne.

Så nu går jeg og lave sten, saks og papir med mig selv. Skal jeg booke et nyt hotel og satse på, at der ikke bliver trukket 2500 bananer på mit kort for det hotel jeg måske har booket?. (jeg sparrede selvfølgelig pengene på mulighed for afbestilling). Skal jeg forsøge at ringe til UK og på genbrokken engelsk og som en anden dr. Watson forsøge at afklare hvorvidt hotellet har modtaget en booking fra Brighton Marathon siden? Og hvad nu med den havudsigt som jeg drømte om?…. Det føles lidt som om Brighton Marathon og jeg bare ikke er helt kompatible.

Nå men hvorom alt er, så oveni mine fadæser med tilmelding og booking, så lykkedes det mig i går at vaske mine miiego hørebøffer. Jeg havde løbet marathon, og vel hjemvendt smed jeg mit tøj i vaskemaskinen og tog til koncert i Aalborghallen. På vej til koncerten kom jeg i tanke om, at mine hørebøffer lå i lommen på min løbejakke – og derfor nu lå og syltede rundt i vaskemaskinens indre. POKKERS…

Min hørebøffer var døde da jeg fiskede dem ud, og trods timers genoplivning stod de ikke umiddelbart til at redde. Jeg var ellers så glad for dem. L. Som et sidste hvilested lagde jeg dem på radiatoren hen over natten, og sørme om ikke de her til morgen er genopstået fra de døde. Sørme om ikke damen hilser mig velkommen når jeg tænder dem, og lader min podcast runge ud i øregangene. Det er da dansk kvalitet der vil noget.

Rigtig god mandag til jer alle.

(PS – Billedet øverst viser hvilke totalt mobbende kollegaer jeg har på arbejdet   – Sjovt hva….)

The post Status på rullestolsgate first appeared on The greatness of running.