Vækkeuret ringede kl. 03:45 torsdag morgen, ikke noget der normalt sker når vi rykker i sommerhus vestpå, men når man har tilmeldt sig et løb med afgang fra Randers med bus kl. 06:00, ja så er det bare om at komme ud af fjerene. Til alt held havde bedre halvdel besluttet sig for at køre med sydpå, så i stedet for at vende sig om på den anden side og sove videre, sprang han op og kørte mig hele vejen til Klubhuset i Randers, mødestedet og stedet for udlevering af startnummer til dagen ret – trailløb med den ene fuds solidt plantet i Gudenåen.

Jeg havde på forhånd været tvivlende i forhold til fodtøj, trods det fakta at løb arrangør Jesper Elfving havde anbefalet trailsko på løbets fb side. Jeg så for mig et billede af mig løbende på fine stier langs åen, og tænkte at min almindelige asfaltfræsere, som jeg absolut befinder mig bedst i, ville være det rette valg til turen – det har jo trods alt ikke regnet i adskillige uger. Og jeg var faktisk draget afsted op mod bussen der skulle fragte os løbere til starten i Tange, i mine NB asfaltsko, da jeg i sidste øjeblik fortrød og løb tilbage og skiftede til trailsko. Alle andre løbere havde trailsko og man er vel en lemming. (Det var en beslutning jeg priste mig lykkelig for i løbet at turen tilbage til Randers :D)

Efter en lille forsinkelse pga. en buschauffør som lige havde misforstået opgaven og troede han skulle hente løbere i Tange og ikke i Randers, stod vi samlet ved åen i Tange, der hvor den passerer Tangeværket. Vi fik en kort briefing af Jesper. Designerne var korte og let forståelige – Hold Gudenåen på jeres venstre side indtil I når depotet i Langå, herefter skal den være på jeres højre side. Easy peacy tænkte jeg, og faldt i staver over den å, der dovent flød forbi foran os. Jeg hørte ordet Ulstrup og noget med en asfaltvej, men var i tankerne allerede på vej i samme retning som det dovne å-vand, ud over enge og marker, og fik ikke helt sammenhængen med. Pyt tænkte jeg, der er masser af løbere omkring mig, jeg finder ud af det.

Starten gik, vi krydsede åen og i bedste gåsegangs-stil, løb vi ud på eventyr med morgensolen hilsende fra øst. Ret hurtigt bristede mit billede af perfekt præparerede stier, og en forholdsvis let tur langs åen. Underlaget bestod af græsstier, marker, dyreveksler, mudder og træbroer – og nøj hvor var jeg glad for at se mine gamle trailsko på fudserne. De gamle trailsko gad stadig godt både vælte sig i mudder, og rulle rundt for at finde balancepunkter.  

I løbet af de første 7-8 km. blev feltet spredt godt ud, og jeg fandt mig selv løbende i beundring over det skue mine øjne så for sig, mens svaner larmende fløj rutefly over mit hoved. Naturen krævede at blive hørt og set, og jeg slugte det hele råt. Selv ikke da jeg pludselig røg i mudder til knæet forsvandt smilet fra mit ansigt. Jeg elskede det hele, og hilste med et ”god fangst” til samtlige lystfiskere jeg mødte på vejen. (Jeg aner ikke hvad man siger til en lystfisker – ”held og lykke”? ”Knæk og bræk”? ”Må fluen stå dig bi”? – og endte med det eneste jeg kunne komme på – ”God fangst” :D)

 Jeg nåede ud til Ulstrup – den by Jesper havde nævnt et eller andet om under briefingen, fulgte græsstiens naturlige løb og endte på asfaltvejen der gik parallelt med åen ca. 400 meter oppe. Nu stod jeg i et dilemma. Skulle jeg forsøge at løbe ned til åen med det samme igen? Eller skulle jeg løbe et stykke på vejen og vente med at løbe ned længere fremme? Jeg lavede en lille rekognoscering og løb et stykke på asfaltvejen, men fortrød igen, vendte om og løb ned til åen umiddelbart efter det sted hvor stien var kommet op. Det var ikke just let farbar sti der hilste mig velkommen tilbage langs åen. Der skulle virkelig arbejdes – og mens jeg kæmpede mig frem, forhandlede jeg med mig selv i tankerne. Var det den rigtige beslutning? Og hvor var det egentlig meningen jeg skulle ha løbet? Mit tempo faldt mere og mere efterhånden som tvivlen væltede op i mig. Jeg følte mig på usikker grund, og manglede en konfirmering af, at jeg stadig var på den officielle rute.

Til alt held spottede jeg bagude to andre løbere der nærmede sig. De løb lidt højre oppe (genialt set), men heldigvis i samme retning som mig. Det var nok til at gøre mig tryg igen. Jeg knoklede på – og helt indtil vi nåede depotet i Langå kunne jeg, hver gang jeg var i tvivl om hvorvidt jeg var på afveje eller ej, kigge mig tilbage og forsikre mig om, at der i hvert fald var to andre løbere der var i samme båd som mig. Jeg havde en eller andet ide om, at depotet ville komme efter ca. 18 km. Det kom efter ca. 24 km. og havde jeg ikke haft de to løbere bag mig, ved jeg simpelt hen ikke helt hvad jeg ville havde gjort. Jeg var nok fortsat ud fra ideen om, at så længe jeg fulgte åen, endte jeg vel i Randers på et eller andet tidspunkt.

I depotet var det tid til at smide al unødvendig tøj. Vejret var fuldstændig blændede og min midlayer-trøje + jakke virkede pludselig som det mest tåbelige valg i verden. Jeg drak et par kopper vand, selvom jeg løb med væske på ryggen, og stak afsted videre ud på min færd. I depotet stod Jesper sammen med en ven, og kort efter kunne de se mig stå længere fremme parallelt med depotet og se rådvild ud.  Jeg var løbet forkert lige efter depotet. – Heldigvis var jeg ikke længere væk, end at de to herre kunne råbe og guide mig tilbage på rette kurs. Nogen stor stifinder er jeg bestemt ikke

Og nu, mine kære herrer og damer, nu bliver det uhyggeligt. Jeg vil bede alle med et svagt helbred, nervøse nerver og dårligt hjerte om at forlade domænet. Det der skete ganske få kilometer efter jeg kom på rette kurs igen, er så nervepirrende at jeg overvejer om jeg måske kunne aspirere til ugens ”jeg slap godt fra det fortælling” i Ude og Hjemme.

Jeg sætter lige scenen. Forestil dig den smukkeste dag. Du løber på en græssti, som egentlig er ok, men nogen steder kræver din fulde opmærksomhed. Åen ved siden af dig flyder meditativt fordi, ænder skræpper og fuglene fløjter de smukkeste symfonier for at tiltrække det andet køn. Alt er godt. Du er lidt træt i benene, og begynder at sjoske mere i løbestilen. Du kommer til en strækning hvor der ligger EU-paller langs stien. Paller der skal hjælpe dig tørskoet frem over et sumpet stykke. Pallerne er slidte og tærede, og ca. hver andet træbræt mangler. Du springer mellem de træbrædder der stadig er intakte. Og så – i et kort sekund fornemmer du noget er forkert. Du ser en voldsom ulækker snog vride sig i smerte, mens den rejser forkroppen op imod dig og skriger ”dumme løber” på slangesprog”.  Hvad gør du?…  Jeg skreg. Jeg skreg som var jeg med i en dårlig gyserfilm. Angsten væltede ud for fuld kraft med al den luft jeg havde i lungerne. Og samtidig dansede jeg en indianerværdig-dans rundt på pallerne i forsøget på at komme væk. JEG HADER SLANGER. Jeg hader slager mere end edderkopper og krokodiller. Jeg vil hellere spise 5 ulækre mider end at træde på en slange. Den oplevelse har for altid sat sig i mit indre, som noget af det meste skrækindjagende jeg nogensinde har oplevet.

Efter den oplevelse husker jeg ikke meget mere af ruten. Mit adrenalin pumpede i kroppen og alle lyde blev til snedige slanger der blot ventede på at jeg kom nærmere. Min løbestil ændrede sig til noget der lignede gadedrengehop – i hvert fald indtil jeg blev så træt, at jeg måtte ned og gå (jeg lod som om det var fordi jeg ville konsumere en gel – i virkeligheden var jeg bare stinkende træt :D).

Rutens sidste stykke fra Fladbro ind til målet i Randers, foregik på den fineste sti. Ingen slager her. Jeg begyndte at slappe af, og lod trætheden sætte sig i kroppen. Jeg havde medbragt udprintet sider med vej-direktioner de steder hvor man kunne være i tvivl om ruten. Siderne var blevet tilsendt til os løbere før løbet, og jeg gav mig god tid til at studere grafikken over den sidste udfordring – at finde T-krydset som markerede, at vi skulle dreje af og løbe mod mål. Ruten var godt markeret med minestrimler de steder hvor vi krydsede broer, eller skulle udføre snørklede manuvers, så jeg behøvede faktisk ikke rådføre mig med de analoge kort. Min hjerne var bare så træt, og jeg havde brug for sikkerheden i de printede kort.

Min begyndende ”ond-af-mig-selv-tilstand” betød, at jeg pludselig blev overhalet af en sej mandlig løber, der kom spænende forbi med masser af overskud ca. 800 meter før mål. ”Helt ærlig altså – æv” tænkte jeg og blev mere mismodig. Endnu en løber passerede mig, og for ligesom at give indtryk af at være en værdig taber udbrød jeg et ”godt løbet” efter manden. Han vendte sig om, kiggede lidt forundret på mig og spurgte om jeg var med i et løb. ”ja”, svarede jeg kækt og opdagede at manden blot var en motionist der var ude på en lækker langfredag-løbetur. Han spurgte hvor langt jeg havde været ude, og da jeg svarede at jeg kom fra Tange udbrød han promte ”Det giver god mening. Du ser godt nok også noget træt og super mudret ud”.  Manden smilede og løb væk fra mig.

Det var brændstoffet der skulle til, sådan en sætning kunne jeg ikke havde siddende på mig. Jeg øgede mit tempo, løb op mod mål renset for selvmedlidenhed og med smil tilbage i fjæset. Turen var tilendebragt og jeg var glad. Det havde været en udfordring for mig på flere planer, og jeg kunne tørt konstatere, at trailløb kræver lidt flere ”mulder” i benene end en omgang asfaltløb.

Her nogle dage efter er min tæer stadig lidt beskidte, og min sko lugter stadig fælt af å-vand. Men hver gang jeg lukker mine øjne, ser jeg den stille majestætiske å flyde afsted for mit indre. Jeg fik i den grad det jeg kom efter. En naturoplevelser af de helt store.

Gudenå Trail Challenge kommer også i en ultra udgave hvor man løber hele vejen fra Silkeborg til Randers. 75 km. Du kan læse mere om løbe her: http://like2run.dk/ultratrail/ 

The post Gudenå Trail Challenge 2019 first appeared on The greatness of running.