Og måske kunne jeg have sagt mig selv, at det ville blive en udfordrende dag. På turen fra Hirtshals til Larvik fredag eftermiddag stævnede vi ud i en brandstorm a la 20 m/sek med 4-5 meter høje bølger. Og selvom jeg ofte praler med jeg er datter af en nu pensioneret fisker, så er søstærk lige så beskrivende en titel til mig, som en julemand uden skæg. De første 1½ time af turen blev brugt stirrende ud i horisonten som en anden galning, mens jeg overvejede om The perfect storm måske i virkeligheden var lige ret foran en anelse til styrbord. Og som om det ikke var nok, så var bordet bag mig fyldt med en flok tyske turister, der yderst højlydt gav sit besyv med på herlig tysk. Herligt – intet mindre – HERLIGT.

Jeg overlevede turen uden at måtte ofre til havguden, og vel installeret på det super fine Quality Hotel – som var under ombygning stort set hele vejen rundt om os – fandt vi ud af at hotellet, præcis samme weekend som vi havde indfundet os, havde indlogeret Norsk Kennel klub inklusiv vovser vel og mærket. Der er nu ikke noget som at blive vækket tidligt morgen af vovser der gør. Herligt – intet mindre – HERLIGT.

Nå, men tilbage til indlæggets egentlige formål, at berette om løbet. Løbet startede søndag kl. 11, efter en lørdag med sne og frost. Havde vi været en smule mere forberedt, ville vi kunne se på Jessheim Vintermarathon FB side at de løbende orienterede om rutens beskaffenhed, og anbefalede pigge under fudserne. Men en vis fru Johansen havde mere travl med at shoppe løs i Jessheim storcenter og glemte alt om at tjekke op på løbssiden.

Løbet havde start og mål ved det spritnye sportscenter i Jessheim. Her var der nummerudlevering fra morgenstunden og mulighed for at vente indendørs indtil 5 min. før løbsstart. Det var perfekt, for kulden var mildest talt noget af en mundfuld for et par monster frysende danskere. Jeg havde iført mig en uldtrøje, en t-shirt over, så endnu en langærmet og til slut en jakke. Derudover lange strømper, vintertights og selvfølgelig buff + hansker. Og helt ærligt, jeg frøs alligevel (men hey – jeg er kendt som en notorisk frossenpind).

Starten gik og ret hurtigt fandt jeg ud af, at vejen frem var den klassiske tung-løber teknik; teknikken hvor man laver mindre skridt og forsøger at holde tyngdepunktet naglet gennem kroppen og ned i fudserne. De gode arrangører havde strøet grus ud på det første stykke, men efter det var man – bogstavelig forstand – på glatis. Vi løb af sted med solen i fjæset og let medvind, og jeg nåede faktisk at tænke, at jeg måske alligevel havde fået lidt for meget tøj på. Ruten gik ned gennem byen og rundt om Jessheim, en super fin rute hvor man fik lidt nedløb (som blev til stille let dappen for ikke at falde), og selvfølgelig et par stigninger hvor man fik lov til at arbejde i kulden. Og da man efter 6 km løb mod vinden var jeg ikke i tvivl; jeg havde perfekt påklædning til udfordringen.

Første runde gik fint, jeg løb en del alene og lå i spidsen som 1. kvinde. Jeg følte mig godt løbende og helede ind på en nordmand foran mig, da vi rundende ud på 2. omgang. Depoterne var placeret hhv. umiddelbart efter runde-passage og 4 km. ude på ruten – og vandet – tadaaa – det var IS-koldt. Jeg valgte at drikke en lille bitte smule; har før hørt om folk der får maveproblemer pga. is-koldt vand, og i stedet koncentrerede jeg mig om at hægte mig på den gode Nordmand foran. Han var vældig sød og spurgte til min sluttid, hvortil jeg svarede ”aner det ikke; jeg løber bare”. Og det var præcist hvad jeg gjorde, jeg kiggede overhovedet ikke på løbeuret, men fokuserede udelukkende på at holde mig oprejst og komme rundt i de mange rundkørsler uden at lave en klassisk bambi.

På 3. runde begyndte jeg at komme i vanskeligheder og mistede mit følgeskab. Jeg frøs, og hovedet føltes som en stiv maske. Mine øjne var som frosset fast i øjenhulerne, og jeg troede flere gange at jeg ikke længere kunne blinke. For pokker en kummefryser vi var kommet ud i. Og samtidig begyndte jeg at mærke den lidt anderledes måde at løbe på, musklerne var trætte på en helt anden måde end normalt, og jeg følte jeg måtte kæmpe mig igennem som en anden opdagelsesrejsende på erobringstogt til nordpolen.

Jeg vidste godt jeg førte løbet for kvinderne, det blev råbt i højttaleren hver gang jeg rundede Jessheim stadion. Og hvor ville jeg dog gerne holde den placering. Jeg måtte bide trætheden og den lille stemme bagerst i hovedskallen der truede med at give op, i mig – og med mod som en bjørn løb jeg ud på sidste runde. Jeg bed runden op i små bider – Hen til rundkørslen i byen, op til mit yndlingsstykke, hen til depot, drik vand, lidt ned og op til rundkørslen, rundt og ned til den hårde stigning til venstre, op til stationen og det sorte is, ud til stedet hvor vi løb mod hinanden, ned til vendepunktet og så ellers tilbage – tilbage til stadion og endelig langt om længe MÅL.

For første gang i evigheder havde jeg ikke en lille spurt gemt i mig til sidst. Tanken var tom, og selvom jeg vandt havde jeg ikke engang kræfter til at løfte armene i vejret. Jeg bøjede mig blot sammen, fik medalje og hængte mig selv over et rækværk som et gammelt kludetæppe. Hold nu op for en hård omgang. Det var virkelig et løb hvor jeg gav alt hvad jeg havde – og, jeg røg ikke på halen en eneste gang.

Efter løbet var der præmieoverrækkelse med præmier i alle Age grupper. Desværre var der ingen mad og drikkelse til løberne, det skulle man købe og de tog ikke kreditkort. Så husk kontanter hvis du påtænker et løb i Jessheim.

Jessheim Vintermarathon er et fedt løb der, hvis vejret er som denne weekenden, udfordrer selv den bedste løber. Rammerne er super fine, og det er let at komme til- og fra Jessheim der ligger små 35 km. nord for Oslo. Medaljen er mega fed. Der er ikke trøje eller andet løbsgejl – og der er ikke mad efter løbet. Til gengæld var der vafler i depoterne.

Her dagen efter sidder jeg stolt og læser om min sejr på Kondis.NO, mens jeg plejer mine ømme lårbasser og en træt krop. Nå ja, og min bedre halvdel – han klarede også turen i kummefryseren på lige under 4 timer. Og han er præcis lige så træt og smadret i dag.  (og det er ikke af at danse på ”partyboten” hjem.)

The post Jessheim Vintermarathon 2017 first appeared on The greatness of running.

JESSHEIM !!!! – altså som i mega kolde, mørke, nord for Oslo Jessheim. Kan I føle begejstringen…

Men selvom det umiddelbart ikke lyder som det mest fantastisk sted at tilbringe en weekend, så er der nu alligevel en grund til valget af destinationen – altså udover at medaljen faktisk er ret fed.

I min vordende karriere som løber deltog jeg i et halvmarathon i det kolde nord. Min søster og svoger boede på det tidspunkt i Jessheim, og min svoger overtalte mig til at komme på besøg den weekend hvor Jessheim vintermarathon løb af stablen, så vi kunne løbe halvmarathon sammen. Det var tilbage i 2008. Min halvmarathon nr. 2.

Løbet var en kold omgang, med iskolde kastevinde ude på ruten. Jeg var u-rutineret og løb kækt afsted sammen med svoger, der dengang var en lille vårhare på kun 22 somre (tror jeg). Og ja, det siger jo næsten sig selv, jeg kom alt alt for hurtigt ud af starthullerne og gik gruelig kold et sted ude i den kolde kolde norske vinterdag. Jeg var nede og gå, færdig som gårdsanger da jeg blev passeret af en kvinde hvis mand kørte ved siden af på cykel og råbte ”nu tar du hende – du kan godt” (med bølgende norsk accent :D. Det provokerede mig totalt, og med de sidste krampetrækninger fik jeg gang i futterne igen og genvandt min stolthed da jeg knoklede min kolde krop forbi hende, og videre gennem byen ud til målporten på Jessheim stadion. Jeg var solgt til stanglakrids da jeg kom i mål. Det var sq en hård omgang – men lige så træt og kvæstet jeg var, lige så lykkelig blev jeg, da jeg pludselig blev råbt op som nr. 2 i min AG – og fik overrakt min fine fine præmie. Et krus med en Elg på. (Damen jeg havde overhalet var nr. 3, hun fik et lille fingerbøl)

Det var kæmpe stort for mig. Jeg havde vundet en præmie i løb. Jøsses hvor var jeg stolt. Jeg var så stolt, at jeg mandag morgen troppede op på mit daværende arbejdet med kruset i hånden. (Ok, indrømmet – det var også lidt fordi jeg syntes det var så kikset grimt et krus, at jeg ikke rigtigt kunne se den stå hjemme i min lejlighed. :D)

På arbejdet blev mit krus på én eller anden måde til et ikon. Jessheim Vinter-marathon ligger i november, og julefrokosten stod for døren på arbejdet – og hvad ellers end at benytte min nye præmie som drikkekrus under festlighederne. På et tidspunkt blev jeg spurgt om, hvad Elgen egentlig hed – og ja, det tog mig to sekunder, så var Helge døbt.

Fra da af blev Helge en fast inventar til samtlige fester hvor han dansende, krammede og bød på vin og sprut i lange baner. Alle fik lov til at drikke dus med Helge, og det viste sig at den kære elg var en helt habil danser. Alle elskede Helge. Og før jeg fik set mig om, havde Helge fået familie (en lille ko-fætter) og adskillig fans rundt omkring i det danske land.

Sådan gik det til at en skør præmie fra Norge blev et ikon i det offentlige. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke regnet ud, hvor meget Helge ville berige mit liv, og selv om man skal lede længe efter en mere fordrukken Elg, så fortryder jeg aldrig jeg knoklede mig igennem et halvmarathon i den norske vinter en novemberdag tilbage i 2008.

Nu til dags er Helge gået på pension efter flere år i terapi hos AE; (anonyme Elgkoholikere) og står tilbage som en gammel elg blandt mine fine pokaler. Og jeg er klar til en nyt norsk eventyr, når jeg spænder løbeskoene og genbesøger Jessheim vintermarathon der løber af stablen på søndag. Jeg skal tilbage og løbe det, jeg tilbage i 2008 tænkte ALDRIG var muligt, jeg skal tilbage og løbe marathon-distancen – og helt ærligt, jeg glæder mig faktisk lidt.

The post Mød Helge :D first appeared on The greatness of running.