I mandags var jeg på besøg hos min Kiropraktor Michael Feiner. Normalt går jeg hver 3. måned for at vedligeholde kroppen, og undgå diverse hold i nakken samt muskler der sætter sig fast. Det er noget jeg indførte for nogle år siden, og i perioden hvor jeg har besøgt Feiner med 3 måneders mellemrum, har jeg ikke haft skyggen af hold i nakken. Jeg havde en tid tilbage i april, men den kære Corona mente noget andet, og endelig efter godt 6 måneder lykkedes det, at få tid og behandling igen.  Det er ingen hemmelighed at de sidste mange måneder har været ret udfordrende for mig. Min krop har på én eller anden måde sagt fra, og det som jeg troede ALDRIG nogensinde ville ske, skete – jeg mistede lysten til løb. Simpelthen. Jeg havde bare slet ikke det drive jeg normalt finder frem, når snørebåndene snørers, og det er som om småskaderne er væltet ned over mig i en lang stribe af dumme uheld. Og sørme om ikke også jeg, for et par uger siden, vågnede op med… ja – hold i nakken. Det blev dét der afgjorde sagen. Det var for alvor tid til at besøge min helt egen mister Myagi. (Google Karate Kid hvis du ikke aner hvad jeg referer til, og slå dig selv for at have misset ungdomsfilm nummer uno tilbage i 80’erne 😀 😀 )

En seance hos Mr. Myagi aka Feiner tager sådan cirka 15 minutter. I det øjeblik man træder ind ad døren, scanner den gode mand ens krop, som var hans øjne en ultrascanning, og kort efter rykker han stille og roligt i led, og bruger hans egen vægt til at manipulere snirklede spaghetti-områder i kroppen tilbage i fineste orden. Det er slet ikke som andre kiropraktorer jeg har prøvet. Der er ingen voldsomme ryk for at knække kroppen, alt samme foregår i stille slowmotion præcis som selveste Mr. Myagi.

I Mandags kunne jeg godt fornemme, at det stod værre til end jeg troede. Den gode Kiropraktor måtte kæmpe mere med mine infiltrationer end vanligt, og da jeg forsøgte at tale om noget andet, blev jeg tysset på – det krævede koncentration af både mig, og den gode mand at få muskel-kabalen til at gå op.

Da jeg slap fri, fik jeg ordre på at tage den med ro resten af dagen, drikke rigeligt med vand og få sovet alt det jeg overhovedet kunne. Og så sagde han noget, jeg sidenhen har tænkt meget over. Han sagde, idet jeg var på vej ud ad døren, at jeg måtte love ikke at løbe eller træne i løbet af dagen. Kroppen skulle have ro, for det var vigtigt at hjernen fik lov til at indstille bevægelserne igen. Noget i den stil. (Jeg husker det desværre ikke ordret hvad den gode mand ytrede, men det var dælme klogt sagt ). Jeg tog hjem og som dagen gik, blev kroppen mere og mere tung og trætheden overmandede mig fuldstændigt.  

Dagen efter forsøgte jeg mig med en lille løbetur. Det gik slet ikke. Mine ben føltes som Egon Olsens da han stod med fudserne solidt plantet i cementblokken et sted i Jylland. Der var intet flow, og hele kadaveret var nærmeste i udu. Onsdag tog jeg en slapper – det samme torsdag. Fredag efter job skulle jeg op og se på ny cykel, og besluttede mig for at tage mine rosafarvede superhelte-sko på fødderne og løbe forbi cykelhandleren. På vej derop mødte jeg bedre halvdel, og fuld af energi satte jeg lidt tempo på. Det gik forbavsende fint. Ben var superfriske og jeg følte mig som en helt spritny løbe-udgave af mig selv. Det gik så fint, at jeg besluttede mig for at fortsætte videre ud i den store varme verden med små regndråber hængende som snefnug omkring mig, efter besøget hos cykelmanden (jeg fandt i øvrigt ikke lige det jeg søgte).

Et sted på turen besluttede jeg mig for at lave små lygtepæls-intervaller, 7-8 stykker. Andre stedet løb jeg tempo-løb præcis når det lige faldt over mig. Den sidste tempoblok løb jeg på vej tilbage gennem Gug city, og i tankerne havde jeg kun én ting. Et billede af mine monster-stærke terminatorben, lavet af stål og så stærke at selv Arnold Swarzenegger ville være misundelig. Det var årets bedste løbetur der faldt på en helt tilfældig fredag. Ikke skygge af smerter i skinneben. Jeg var fuldstændig blæst omkuld, endorfinerne cyklede rundt i mine blodbaner og selvom jeg godt kunne mærke, at der er et stykke vej til topformen, så var jeg simpelt hen så glad og fuld af energi over en løbetur, der efter så mange frustrationer, bare var helt igennem guddommelig oplevelse. Sådan en løbetur kan virkelig vaske skades-tavlen fuldstændig ren. Det er dét vi lærer som løbere. At være tålmodig og holde ud. At blive ved, og ved selvom lyset er svært at skimte forude. At stole på, at én dag så komme den. Løbeturen der gør det hele værd. 😀   

Jeg sender den største tak ud i universet til Mr. Myagi der fik min krop i flow igen. I går løb jeg igen, en stille 11 km. og sørme om ikke jeg neglede en marathon i dag. Jeg løb 42,2 lækre smovse-kilometer i den smukkeste del af Danmark, på den smukkeste rute overhovedet. Jeg er en ualmindelig glad løber lige nu. 😀

PS – Tak Pia Høgh for et verdensklasseløb i Tornby i dag, Tak til Hanne, Anne, Pia og Jesper Eegholm for at lade mig hygge med jer på turen rundt. Nøj det er fedt at være løber…

Tjek i øvrigt lige denne lille genialitet fra Pias løb i dag. Depotet var en pose fyldt med lækkerier og drikkelse til hver eneste løb. Alle Corona-konventioner overholdt til ug. 😀

The post En fabelagtig weekend :) first appeared on The greatness of running.