I lørdags løb jeg marathon i den vildeste varme, efter danske standard vel og mærket :), i Frederikshavn. Helle Frost Marinussen havde inviteret til løbefest i ”Fressen” fordi hun havde noteret 99 marathons på bogen, og nu skulle løbe det famøse marathon nummer 100 med direkte adgang til klubben over dem alle – Klub 100 marathon Danmark (Og hvis du hænger på og læser hele indlægget vil du også lære om en helt ny konkurrence-genre som jeg vitterlig ikke i min vildeste fantasi havde troet eksisterende)

Jeg har ikke selv løbet marathon siden april hvor jeg løb med på Øhavssti etapeløbet, og i det sekund jeg parkerede bilen og traskede ind i indkørslen hos Helle og hendes familie, vidste jeg at det var en kæmpe fejl. Knap var jeg nået indenfor matriklen før de første corona-hilsner og grin fløj rundt omkring mig, og fik mig til at indse, at jeg virkelig har savnet alle løbetosserne, og den atmosfære der er når vi samles til løb.

Alle løberne der skulle starte såkaldt ”early start” (En early start er for løbere der har brug for lidt ekstra tid på ruten, og stadig slutte samme tid som størstedelen af de andre løbere) stod klar til start, og luften sitrede af forventning og nervøsitet. Med et ”husk nu at drikke rigeligt undervejs” blev de sendt afsted ud i den danske version af en sommerhedebølge.

En halv time efter startede det officielle løb med præcis samme formaning. Og til klapsalver fra de venner og familie der allerede var dukket op for at fejre seje Helle, løb vi ud på 4 runder a 10.55 km. Ruten var en fantastisk rute gennem det nordlige Frederikshavn ned til Palmestranden (yes – i Frederikshavn har man en palmestrand ), og tilbage til start i en fin tegning af en skibsmast med vimpel på.

Mit eget løb er der ikke meget at berette om. Kort opsummeret, jeg løb to runder i selskab med to andre i fint tempo, og døde på runde 3 hvor jeg begyndte at skifte mellem at gå og løbe, for ikke at brænde helt ud i hovedet. Nøj det var en varm dag. Nogle steder var det varmt med en skøn svalende brise, andre steder på ruten løb man i en finsk sauna. Og havde det ikke været for ”vand-til-hunde” stedet ved isboden ved Palmestranden, hvor jeg kækt lå på mine knæ for at plaske iskoldt vand ud over min overophobet krop, så tror jeg ikke jeg var kommet igennem. (Jeg tør slet ikke tænke på, hvad folk dog har tænkt om hende den tåbelige løber der pludselig smed sig ned blandt hundeskålene og plaskede med vandet som en anden labrador :D)

I slutningen af 3. runde mødte jeg manden der i den grad er garant for at få folk i Vendsyssel til at dyrke mere motion, Rico Eiersted (Det er ham med Coast2Coast løbet). Jeg slog følgeskab for en stund og fik en sludder om verdenssituationen, mens kroppen fandt en mere fast substans igen. Det var virkelig rart at sætte tempoet helt ned, og føle at kræfterne vendte tilbage. Jeg fik så meget energi, at jeg lynhurtigt løb videre ud på 4 runde alene (det var med at udnytte den smule energi der var tilbage i kadaveret), og hutlede mig rundt – og fik således endnu et marathon på bogen, med tøj så vådt som havde jeg tilbragt 4 timer i vandrutsjebanerne i Fårup Sommerland. Nøj hvor jeg dog elsker at løbe marathon

Jeg nåede lige at drikke 3 colaer og skifte det våde tøj ud med mere anstændigt sommertøj, inden Helle løb i mål flankeret af alle de løbere der havde taget turen rundt sammen med Helle. Det var så uendelig stort at se en dybt rørt Helle komme løbende ind til klapsalver, hujen og tusindvis af krammere, og jeg huskede som var det i går hvordan det føltes da jeg selv var i samme situation. Det er næsten ikke til at rumme. Dét at nå så stort et mål, og at få lov til at blive fejret – og er der noget vi løbere er gode til, så er det at fejre hinanden, er så vanvittigt vild en oplevelse. Og at jeg fik lov til at være en del af Helles oplevelse gjorde mig simpelt hen så glad. Løbeglæden flød som en brusende elv igennem kroppen, og jeg har næsten ikke været i stand til ikke at synge højt på alle mine træningsture siden i lørdags. Helle havde arbejdet sten hårdt på at nå målet de sidste 6 år, og nu stod hun i en regn af taler, gaver og lykønskninger. Jammen altså. Hvor er løb dog en fantastisk sport.

Jeg smiler stadig kæmpestort og ser med taknemmelighed ned på mine løbesko. Hvor heldig er det lige man har lov til at være – hvor heldigt var det lige, at jeg en dag tilbage i 2010 besluttede at jeg ville være marathonløber. Selv her 11 år efter, kan jeg stadig forundres over de fantastiske oplevelser og den store livsglæde løb giver mig som menneske.

Kæmpe tillykke med de 100 Helle – jeg håber du nyder det maks (Helt ærligt, der burde være en klub 100 marathon hue man skulle gå rundt med i minimum 3 uger efter :D)

PS – Jeg måtte smutte fra fejringen efter forholdsvis kort tid, min datter var nemlig til et stævne i Frederikshavn – et KANINHOP-STÆVNE… . Ja, du læste rigtigt. Min datter konkurrerer i kaninhop, en disciplin der minder uendeligt meget om springstævner for heste, hvor hestene er udskiftet med kaniner og mennesker løber ved siden af, i stedet for at sidde ovenpå.  Der er masser af voksne der deltager i konkurrencerne sammen med pigerne, og er du svimmel de kaniner er for sindssyge dygtige. Bestemt en sport jeg kunne falde tilbage på, hvis løb en dag ikke længere er muligt

PPS – Billeder er lånt af fotograf Marianne og Rico Eiersted – og nogle er mine egne.

The post Løbefest i Frederikshavn first appeared on The greatness of running.

Min juleaften startede i går morges med en hel masse logistik som det jo hører sig til, når man er en sammenbragt familie. Nogen skulle køres, nogen skulle gøres klar til senere udbringning og nogen skulle bare vækkes, inden jeg forlod det lille hus og vendte snuden mod Hjallerup. Der var egentlig ikke de vilde nerver, mest ro i kroppen og en lille træthed oven på ugens højturbulente følelsestur. Og så alligevel ikke helt, for der var et eller andet ubeskriveligt der lå og ulmede i maveregionen – en lille kilden lige omkring grine-centret inderst inden, en lille boblen som en nyåbnet champagne.

I Hjallerup var alt stillet op og klar til ryk ind af forventningsfulde løbere. Farmor (Peters fantastiske og ualmindelige søde farmor, der altid står klar som depotbestyrer når Peter holder løb) var med det samme jeg trådte ind, helt klar over at jeg nok ikke var helt så normalttænkende som jeg plejer. Hun hjalp, med smil og korte instrukser, mig på plads med mine medbragte flødeboller og sandwich. Og jeg gik i krig med dagens første krammetur, en runde til alle de løbere der var dukket op – smil, smalltalk og opdateringer på meritter – præcis som alle andre løb når vi mødes inden start.

Kl. 10 gik starten til et marathonløb, der fuldstændigt falder uden for alle kategorier af løb jeg har løbet. Kl. 10 løb vi ud fra hallen og ud på runder af 4.2 km – 10 styk, i et blæsevejr tenderende til kuling men også på en eller anden skør måde, helt perfekt for en gammel Hirtshals-bo som mig. (I Hirtshals blæser det ALTID). Lige fra første skridt var jeg flankeret af en lille flok løbere, tempoet blev holdt i snakkeniveau og historierne fløj rundt i gruppen. Det blev fortalt om løb man havde løbet, om toiletforhold på ruten til HC Andersens marathon i Odense, om fede kommende løb man skulle deltage i, og ikke mindst opdateret på de familiemæssige ting – hvordan ungerne havde det, hvad manden/konen lavede og ikke mindst tons af kærlige drillerier.

Det fede ved at løbe i Hjallerup er, at man møder hinanden på ruten. På et lille stykke er ruten ud/hjem – og man løber derfor mod hinanden, hvilket giver rig mulighed for high fives, krammere og masser af søde ord og opbakning, nærmest som om vi var vores egne tilskuere. Og lige præcis dét syntes jeg er helt unik for løbekulturen, den der evindelig og never ending support der er løbere imellem.

Runderne gik forbavsende hurtigt – trods vinden. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg hyggede mig virkelig i overmål, og pludselig var vi nået til runde 6, hvor min søn og hans kammerat løb en runde flankeret af min dejlige kæreste. Det var som om at det, at se min 11-årige søn komme løbende, fik det der ubeskrivelige i maveregionen til at røre på sig. Det begyndte pludselig at vokse stille og rolig og arbejde sig op mod halsregionen. Ikke noget voldsomt, bare et lille hop ad gangen.

De sidste par runder nærmede sig, og flere og flere løbere samlede sig i min gruppe. Søde Sebastian havde siddet og ventet på skolen for at løbe med mig på de sidste fire runder – han sørgede for læ og opbakning hvis jeg følte mig træt, og flere af halvmarathon løberene, der ellers var færdige med deres eget løb, tog skoene på og løb med. Nå ja, og så der var jo verdens sødeste Rasmus, der med fast hånd svingede dirigentstokken og sørgede for at farten blev holdt nede, så løbere bag fra kom op til gruppen, og det der startede ud som en lille flok, var pludselig blevet til lille mig, flankeret af 12 skønne herrer og 1 sød løbeveninde. Jeg blev pakket ind i vinden, jeg blev drillet lidt, jeg blev filmet og fotograferet og jeg fik endda lov til at vælge baggrundsmusik til hele optoget, jeg havde nemlig min helt egen løbende DJ i gruppen – Steen, der ikke bare er en fantastisk løber men også den skøreste, mest glade mand jeg nogensinde har kendt.

Og sådan så ud, Heidi flankeret af et dusin klappende hujende fantastiske skønne mænd – (jammen altså, bare dét er jo helt unikt. Jeg har da aldrig i mit liv oplevet, at have så mange lækre mænd til at løbe efter mig. :D), løbende ind mod skolen og afslutningen – og med en klump der pressede sig op i halsen og fik tårer frem i øjnene. Der foran skolen, stod min familie og mine løbevenner, der allerede var kommet i mål og klappede. Jeg nåede lige at stoppe uret i mål, så min søster stå med tårer i øjnene, og ja, så opløste hele klumpen sig til en stor hulken i søsters arme. Marathon nummer 100 var i hus.

Og herefter – de bedste krammere jeg nogensinde har fået, og maser af dem. Medaljer, Asti, klapsalver, gaver, taler og en eufori i kroppen der her, dagen efter endnu ikke helt er forsvundet igen.

Jeg havde en ide om, at jeg ville sætte mig og personligt takke hver og én der var med i går – der var med i løbet, var med til fejringen, var med i gaverne – og til alle som efterfølgende har skrevet på de sociale medier. Men i går aftes var luften gået helt ud af ballonen og ærligt, jeg lå på sofaen og spandt som en anden lille kattekilling. Det var det eneste jeg kunne, der var total tomhed i mit hoved – jeg var i glædeslimbo. Og jeg er stadig ikke helt ude af min lykkerus til at kunne samle mig om så stor en opgave. Så her kommer lige, fra blogland – et ubetinget overvældede dybtfølt TAK.

Jeg følger op senere med lidt flere tanker fra dagen i går. Men lige nu vil jeg drible ind til gavebordet, smile til medaljerne og pokalen (mere om den senere), og prøve at blive lidt normal igen – og mon ikke den bedste måde at gøre det på er, ved at løbe en lille tur.

The post Når julen falder to gange på et år. (Heidis nr. 100 løb) first appeared on The greatness of running.

Og hvordan er det så gået… Tænkte jeg lige ville lave en lille indeni, en lille ”hvad sker der egentlig i hovedet på en løber i ugen op til en så monster stor milepæl”

Mandag – jeg startede ugen kækt ud; I ved, den der ”nej altså; al den virak for mig. Det er helt unødvendigt og overflødigt, jeg skulle da bare have løbet et løb i udlandet, og stille og roligt lusket mig i klub 100 uden de store armbevægelser”. Og ok, nu har jeg så valgt at løbe i Hjallerup – meeen der er jo stadig god tid, det haster ikke. Jeg skal nok få skrevet til sponsor – Pilgaards bageri og afgivet ordre på alle de flødeboller de har lovet mig, for at løbe med deres logo på bagdelen hele året. Tsk tsk tsk..

Tirsdag – Det er nok alligevel ingen der gider komme og løbe med mig; jeg kommer til at løbe rundt for mig selv deroppe i Hjallerup – det bliver mega pinligt. Vi kommer til at drukne i flødeboller. Nå, men jeg bestiller med et større overhead, så der er rigeligt til dem der kommer. 75 stk. tak – og tja, naboerne vil elsker når jeg kommer tilbage med halvdelen efter løbet. Og tænk hvis jeg nu slet ikke kan løbe en marathon; og hvad nu hvis jeg bliver skadet undervejs? – og hvad nu hvis det blæser så meget at løbet skal aflyses, og HVAD – skal vores store pige have en veninde til at sove hos os på min store dag; jammen jeg vidste at der ikke var nogen der gad feste med mig… SUK SUK SUK.

Onsdag – Peter, der afholder løbet for mig, ringede for at høre om jeg havde styr på detaljerne. Joh joh – jeg var skam ovenpå, har bestilt rigelig med flødeboller, sandwich og pølsehorn. No problem. Og søde Lone som bager en 100-løb-kage til mig; hun er i fuld sving. Der er styr på alt. Jeg oser af overskud. Totalt tjekket – det her er lettere end en børnefødselsdag. Kom bare du…

Torsdag – Følte mig lettere homonelt udfordret. var først på dagen lidt sur – hvad pokker er det for noget møgvejr de lover. Hvem pokker har besluttet det skal blæse, når jeg skal løbe nr. 100. Senere på dagen, fyldt med taknemmelighed – “hvor er det egentlig vildt at der kommer folk og løber med mig, jeg er så taknemmelig og heldig”. “Uh, skal huske at skrive stort tak til alle. Alle skal vide at jeg er så ydmyg over de overhovedet gider komme til mit løb”. Senere på dagen skriver Peter – Heidi, vi er 75 deltagere, har du bestilt nok?. PANIK, Nej nej nej, hvad er nu det – så meget har jeg slet ikke bestilt. Hvor kom alle de deltagere lige pludselig fra?. FUUUUCK – hvad gør jeg så.? Kan vi dele sandwichene i to?, Kan jeg nå at købe ekstra.? – Tidlige aften, afsted til rygtræning, ro på, og så – på vej hjem i bilen efter træningen, den helt store tudetur. Tænk at så mange gider at komme, nogen endda helt fra Sønderjylland, jeg er verdens heldigste mig, og hvor er jeg dog rørt over at Peter gider bruge tid på at holde mit løb – og de gider stille alle ting an fredag aften. Hvor har jeg dog et fantastisk liv og hvor er jeg dog rørt over al den opmærksomhed… Uhu uhu uhu.

Fredag – Kollegaerne ønsker mig en god dag, søde løbevenner skriver ”vi ses i morgen”. Mine forældre skriver og spørger hvordan de skal komme. Min søster skriver og spørger om jeg glæder mig. Jeg har de største sommerfugle i maven, mit hoved svimler af forventning, jeg ryster let på hænderne og har det, som da jeg spurgte min kæreste om han ville danse den første gang for en del år siden, da jeg faldt for ham. Min puls er lettere forhøjet, jeg har lyst til at sove og lyst til at danse på samme tid. OH MY, OH MY, OH MY

Ovenstående er paletten af humørsvingninger i denne uge – en stort bland selv symfoni af følelser. Hold nu op hvor havde de ret, dem der sagde ugen op til var lidt mærkelig. Nu glæder jeg mig så tæerne snurrer. Og selvom der måske ikke helt er nok mad, måske er der ikke helt nok kage og måske blæser det lige lidt for vildt – så gør det bare overhovedet ingenting. Det bliver en fuldstændig magisk dag i løbeskoene i morgen ligegyldigt hvad.

The post En uge i rutchebanen first appeared on The greatness of running.

At være bobler betyder at man har løbet >80 marathons og nu bejler til en plads i den yderst eksklusive Klub100 Marathon Denmark klub – man kan nærmest kalde det en reservation til et fremtidigt bord i det sjove selskab. Med bordpladsen følger et balkort, hvor tilbud på løb og klub100 tøj kan erhverves mens man danser rundt med logo på tøjet der oser af ûber cool så selv Hell Angles ville blive misundelig.

P.t. er der vel ca. 240 medlemmer i den famøse klub – og medlemsantallet vokser stødt dag for dag. Det er pludseligt blevet ret ordinært at løbe mange marathonløb. Men den skal nu ikke tage broden af min stolthed. Jeg glæder mig sygt meget til optagelsen og til at nå en milepæl jeg egentlig ikke for alvor har turde indrømmet over for mig selv, at jeg var på vej mod. Det var faktisk først her for et par måneder siden jeg begyndte at udtale mig offentligt om, at jeg var på vej som det kækkeste IC4 tog mod målet 100 marathonløb.

Og nu er der så meldt en dato ud, en dato hvor det forventes jeg møder op i receptionen, melder min ankomst og træder ind i salen – den 15. oktober bliver datoen for mit forsøg på at løbe marathon nr. 100. Det kommer til at foregå i Hjallerup hos Peter ”Lejrchefen” Simonsen der bare er verdens bedste løbsarrangør. Og gæt hvad – Alle er velkommen til at komme og løbe med. Løbet bliver et rundeløb, hvor man kan løbe runder a 4,2 km, halvmarathon eller måske endda helmarathon sammen med mig.

Og mens jeg nu sidder her og pavestolt opfordrer gud og hver en mand til at komme til Hjallerup en lørdag i oktober, så er der en lille grim djævel på min venstre skulder der hopper op og ned. En lille djævel der råber ind i mit øre at det sq var dumt gjort – og nu må jeg så tage konsekvensen af min kækhed, en konsekvens der betyder total løbe-lammelse, vækkelse af gudernes vrede og følgevirkningen at der nu vil der hænge tordenskyer over mit hoved indtil oktober. Skaderne vil stå i kø, motivationen vil dale ned under jordoverfladen og mine sidste 3 løb inden festen aflyses uden anden grund end at Heidi Johansen stiller op. Kort sagt jeg rammes af en væltet isbil (jeg elsker is og slik; hvad ellers), et nemesis af dimensioner for at udbasunere mit mål.

På én eller anden måde er det sindssygt skræmmende at sige højt, at man går efter et mål og dermed kan risikere at fejle på det grueligste. At sætte sig selv i “offentlighedens lys” og som en anden Zlatan sige ”se mig, jeg gør det”. Det er i hvert fald angstprovokerende for mig og helt imod min natur, men samtidig også nødvendig for at jeg for en gangs skyld flytter mig ud af min super trygge varme komfortzone. Og jeg vil jo dybest set gerne, jeg vil gerne tage risikoen, og forhåbentlig fejre målet med alle der gider feste med mig. En benhård kalkkule siger mig, at risikoen for fiasko er væsentlig mindre en chancen for succes, mine odds er gode og jeg går med den. Og så har jeg jo en joker i baghånden. Jeg ved der er mange der vil hjælpe mig, hvis tingene begynder at vælte. Og sikke dog en rar tanke at jeg i løbermiljøet er omgivet med mennesker, jeg aldrig er bange for at bede om hjælp hvis jeg har brug for det.

Og reelt set, hvad sker der egentlig hvis jeg fejler – jeg må aflyse mit nummer 100 party, men løbet kan stadig afholdes og jeg kan jo bare finde et andet tidspunkt at træde ind i balsalen på. Og seriøst – jeg gætter på det ikke bliver det store problem at spise flødeboller og kage selvom jeg ikke når mit mål, det vil jo i stedet være helt i min ånd med en ordentlig omgang trøstespisning. Verden går ikke under af den grund. Set i den betragtning er det vel egentlig lidt pjevset af mig at snakke om angst for ikke at nå mit mål.

SÅ nu sker det altså om små 2 måneder. – Djævlen er puffet væk, jeg løber nr. 100 – DET ER SQ VILDT. Og skulle du kære læser have lyst til at løbe med, så klik her og læs mere. (hvis link driller så kan det kopieres som følgende URL: http://my3.raceresult.com/58255/info?lang=dk)

Alle løbere får en af de mest fantastiske kæmpe-flødeboller – ja, jeg vil gå så langt som til at sige Danmarks bedste fra Pilgaards Bageri, der vil være sandwich og kager i overflod, og selvfølgelig KONGE vejr (om guderne vil), godt selskab og en fin medalje.

Det er skisme ikke tosset at være løber med sådan en fest i vente.

The post Jeg en bobler.. first appeared on The greatness of running.