Det var en mørk og kold Novemberaften, vinden føg og kulden bed i kinder og fingre. En ensom kvindelig løber spændte løbeskoene og tændte det let difuse lys der stod rundt i kanten af atletikbanen. Lysene gav det orange underlag på atletikbanen et skær der mindede om gnavne græskarmænd, og var det ikke fordi de unge drenge løb rundt og spillede fodbold på banerne nord for banen, havde den kvindelige løber med stor sandsynlighed valgt at løbe et helt andet sted.

Den kvindelige løber lagde ud med 10 minutters opvarmning for at få varmen ud i fingre og tæer. Hun løb stille rundt i egne tanker og lod runde efter runde gå, uden at skænke så meget som en flig af opmærksomhed til omgivelserne omkring banen.

Da uret bippede efter de ti minutter kiggede den kvindelige løber op, og opdagede hun befandt sig ud for indgangen til atletikbanen. Hun var ikke alene. I mørket lige uden for bane-lysets rækkevidde, stod en mand iført skihandsker og tophue. Manden virkede ikke truende og den kvindelige løber løb over for at høre, om der måske var et problem. Var det mon en fellow løber der ville høre om han måtte joine træningen?, eller var det måske halinspektøren, der ville bede den kvindelig løber om at slukke banelyset og smutte hjem?.

Manden bad den kvindelige løber gå med over i det lille redskabsskur, han ville vise hende noget. På stien hen mod skueret tog han den ene skihandske af, og åbenbarede en hånd dækket af en gul gummi-operationshandske. Han lo fælt, mens han åbnede døren og gennede den kvindelige løber ind i skuret. I skuret var der fyldt med atletik-udstyr, og på det lille bord langs skuret væg, havde manden linet op med en plastikholder fyldt med tomme ampuller, et mystisk instrument, små syleagtige nåle og en blok fyldt med måleresultater. Det var ikke første gang manden havde fået lokket en løber med ind i det primitive laboratorie i skuret.

Manden tog én af de sylespidse nåle, greb den kvindelige løber og stak hende i øreflippen. Han pressede garvet blod ud – samlede det op, og placerede dråberne i en ampul. ”Bliv stående”, dikterede han, hvorefter han gentog proceduren efter et givent tidsinterval som kun en gal mands hjerne kunne se meningen i. Til sidst tog han det mystiske instrument, samlede endnu en bloddråbe og kiggede interesseret på tallet der dukkede op på skærmen. ”Du er en lav laktat-danner” lo manden dystert, som om netop den konstatering gjorde mandens foretagende en kende mere udfordrende.

Løb, udbrød den skumle mand pludselig. Han blokerede stien over mod parkeringspladsen så der kun var et alternativ for den kvindelige løber. At løbe ud på atletikbanen og ind i hamsterhjulet. Den kvindelig løber løb det bedste hun havde lært. Den kolde vind bed i halsen som sandpapir, og den skumle mand stod ved indgangen til banen og råbte for hver omgang. Tider, han råbte omgangstider. Den kvindelige løber turde ikke andet end at holde den pace, den skumle mand dikterede.

Pludselig råbte manden ”Stop” – og gennede herefter den kvindelige løber tilbage i skuret, hvor han endnu engang gentog hans sygelige ritualer med de sylespidse nåle og det mystiske instrument. Alt blev nøje noteret ned i blokken. Det virkede som om tallene var den mystiske mands narkotikum. Han gnækkede, og skumlede, og talte med skinger stemme for hvert tal han læste på det mystiske instrument.

Atter, efter adskillige blodprøver fra den kvindelige løbers slemt forkomne øreflip, gennede den skumle mand den kvindelige løber ud på atletikbanen igen. Denne gang med en reprimande om at løbe endnu hurtigere end sidst. Så hurtigt at den kvindelige løber begyndte at pruste og stønne højt. Vinden tog til, og var det ikke for frygtens adrenalin, ville den kvindelige løber aldrig have løbet så hurtigt. Lungerne var presset, halsen brændte og selvom de små drenge stadig trænede på banerne nord for atletikbanen, kunne den kvindelige løber ikke råbe til dem. Hun havde kun lige luft og fokus til at holde den pace, den skumle mand dikterede for hver gang den kvindelige løber passerede ham ved banens indgang.

Igen råbte manden ”stop” og ritualerne fra tidligere blev gentaget. Den kvindelige løber var træt, men manden ignorerede alle kvindens bønner, og beordrede nedladende den kvindelige løber til at gentage den vanvittige pace endnu engang. Den kvindelige løber var tømt for kræfter og kunne ikke gøre andet end at adlyde den gale mand. Øret smertede, benene var tunge. Denne gang nåede den kvindelige løber at løbe 2½ omgang før hun blev stoppet og gennet tilbage i skuret til endnu en omgange gal-mands-videnskabelige-test.

Denne gang valgte den skumle mand at sikke de sylespidse nåle i øreflikke på det andet øre. Og med en fæl latter og febrile øjne, jublede den skumle mand over blodet der sprang ud som en kilde i skoven. Den kvindelige løber krympede sig. Hun var træt, havde ondt og ville gerne hjem. Hvad var det dog, den skumle mand havde gang i?. Ville han nogensinde få nok og lade hende gå?. Den kvindelige løber forsøgte med al hendes kvindelist at overtalte den skumle mand til at stoppe hans foretagende.

Bedst som den kvindelige løber begyndte at ane et stemningsskift til det bedre, råbte den skumle mand. ”Ud med dig. Ud på banen og løb alt hvad du overhovedet kan. Løb som du aldrig her løbet før” Den kvindelige løber sjokkede ud på banen, og efter en kort og nådig opvarmning gav hun den fuld gas op i vinden. 100 meter nåede kvinden ud, før den skumle mand råbte stoooop – og tog den kvindelige løber med tilbage i skuret. Han grinte højt og gik endnu engang igennem hans gal-mands-ritual.

Endelig virkede det som om den skumle mand havde fået nok. Han udfyldte den sidste linje på blokkens side, tog en dyb indånding og virkede lettet og overstadiet. ”Gå med dig” brummede han, og vendte ryggen til den kvindelige løber. Den kvindelige løber løb ud af skuret og over til hendes bil. Hun kiggede sig ikke tilbage, men ventede hvert sekund at den skumle mand skulle dukke op igen. Hun sprang ind i bilen, gassede op, og kørte fra parkeringspladsen med hjulspind og hvinende dæk.

Den kvindelige løber var undsluppet den skumle mand, og udover virkelig ømme ørebasser, havde hun ikke lidt overlast. Hun lovede sig selv aldrig mere at løbe på atletikbaner alene sent om aftenen.

Tør du, kære læser, få lavet en laktattest?

Ovenstående kunne være det der skete sidste fredag. Det kunne også bare være resultatet af en kvindelig løbers fantasi efter en fantastisk træningsdag, ovenpå test af det løbeprogram hun har fuldt gennem de sidste 15 uger. Resultatet kommer snart, og skal vise om de 15. uger med laaangsom løb med enkelte tempoblokke hist og her, har forberedte den kvindelige løbers krop på de udfordringer der venter forude på den anden side af julefreden.

The post Gys på atletikbanen first appeared on The greatness of running.

Vi var denne gang to løbere der lavede testen sammen; Johnny som også følger træningsprogram hos Ragnar og som sørme også løber i AMOK løbeklub. Sjovt lige at rende ind i en anden amokker; endda uden at jeg umiddelbart kunne kende ham fra klubben.

Vi startede ud med lidt opvarmning og en baselinemåling – og så var opskriften ellers præcis den samme som sidste gang jeg var i ilden. 4 runder med pace ca. 4.30 og måling efter hver. Sjovt nok så gjorde det faktum at der var en anden løber med på runderne, at jeg lige blev en tand mere fokuseret og selvfølgelig SKULLE jeg ligge en lille stykke foran på hver runde; altså man er jo nødt til at give indtryk af, at man er en total ûber sej løber som ikke står tilbage for nogen som helst udfordring. – I virkeligheden endte jeg nok mest med at ligne en tumpe der bare for alt i verden VILLE være forrest hele tiden. Så jeg vil lige benytte lejligheden her på domænet til at komme med en uforbeholden undskyldning; undskyld Johnny – jeg kan virkelig ikke helt gøre for det – det er det der ”latente konkurrencegen”, jeg kan altså bare ikke helt tøjle det.

Efter den sidste runde og sidste måling var det tid til afsløring af resultatet og en snak om betydningen af den træning vi har lavet indtil nu, og hvad der venter forude. Jeg kunne godt fornemme på mine runder, at det gik lidt mere gelente end sidst jeg tog testen. Jeg var knap så forpustet og jeg tog mig selv i at løbe og nynne på nogle af omgangene. Så min forventning var ubetinget at det ville stå sort på hvidt – Heidi har forbedret sig.

Rød streg på grafen viser 1. laktatmåling mens gul streg viser 2. måling. Blå søjle viser 1. puls og den grå søjle viser 2. puls. Ergo… Mindre puls, mindre laktat og hurtigere omgange. Juhuueeee- der er da klar forbedringer at spore.

Jeg syntes det er vildt fedt at se hvad kroppen fortæller under en test hvor man løber på vej som en normal løbetur og ikke på bånd hvor man nogen gange ændre stil og vejrtækning af simpel nervøsitet for at ryge af båndet. Ved en laktattest måles indholdet af laktat i en dråbe blod og der er ingen som helst mulighed for at jeg kan påvirke resultatet på nogen måde; det er kroppen der taler.

Så resultatet er altså, at jeg er blevet mere udholdende, min motor kører simpelt hen længere på literen ved samme hastighed (Det er noget os nordjyder kan forstå) – og konklusionen er, det går den helt rigtige vej med min træning – det er slet ikke så dumt at løbe det langsomme løb blandet med lidt sprint og tempo indimellem.

Så hvad nu; de næste uger skal jeg til at løbe mere og mere i pace; altså det tempo som jeg gerne vil løbe et marathon i. Kroppen har nu fået en portion udholdenhed og skal nu lære at løbe afslappet og let i et lidt højere tempo end jeg tidligere har løbet i. Alt dette skulle gerne gøre mig til en mere komplet løber og dermed også en lidt hurtigere løber end før mit videnskabelige løbeprograms-forsøg.

En sjov ting ved testen i går var, at vi var to der blev testet og dermed to sammenlignelige løbetosser. Johnny havde trænet i et lidt andet område end mig og hans laktattest viste et meget lavere laktatindhold end mig. Men vi løb begge samme tider på testen og havde begge nogenlunde samme fornemmelse af hårdheden (jeg tror endda hans puls var noget højere end min). Det er, som Ragnar forklarede, præcis det faktum at vi alle er forskellige og responderer på forskellig træning. For nogen virker én ting; for andre er det noget helt andet. Og som træner består en stor del af arbejdet i at finde frem til det spektrum hvor løberen udvikler sig positivt.

Min læring af at følge Ragnars træning indtil nu er især, at træningsprogrammer man finder i bladene kan være fine som en overordnet ramme, men jo bedre man kender sin krop og jo mere man kan målrette træningen til én selv, jo større chance for resultater er der. Og for sådan en som mig, der er over den første tid som løber hvor man næste uafbrudt oplever fremgang, og er landet i en slag status quo, er det virkelig en øjenåbner at der stadigvæk er masser af muligheder for forbedringer. Man skal bare finde det/dem der kan hjælpe én på vej.

Så status p.t. Videnskaben kontra Heidis komfortzoneløb: 1 : 0
(Jeg har stadig en ny omgang iltoptagelsestest + et marathonløb til at ændre på resultatet.)

The post Laktattest 2 – træningskontrol first appeared on The greatness of running.

Evalueringen gik super, Ragnar fangede mine små-frustrationer omkring søndagsturene som foregår i et tempo der, for mig, nærmer sig skildpaddens race mod haren. Og med en kort klar forklaring, står det nu lysende klart for mig; at jeg er i en opbyggende fase hvor vi øger træningsmængden betydeligt og at søndagsturen vil begynde at give rigtig god mening, når jeg ryger op i nye ukendte træningsmængder. Ja jeg vil ligefrem komme til at elske mine laaaaaangsomme søndagsture.

Derudover kunne jeg sandfærdigt berette at jeg faktisk oplever en langt større løbeglæde, nu hvor jeg pludselig har en plan og kan se ideen med min træning. (Og så var der lige den der med, at jeg virkelig elsker følelsen af at være sådan lidt eliteløberagtig og blive coachet af en coach der virkelig har styr på tingene)

Og så skulle vi ellers til det mere alvorlige. En laktattest kan foregå på forskellige måder, jeg fik heldigvis lov til at lave en udgave hvor jeg ikke skulle løbe mig selv i hegnet, men kunne cruise rundt på villavejene i Hjørring i et herligt tempo (det er det bedste ved at benytte Optimizar, man behøver ikke frygte scener hvor man løber nærmest deliriumagtigt rundt som en zombie for at ramme makspuls. Alt foregår i kontrol og i et tempo man er tryg ved.) Dette skulle gøres 4 gange på en runde a knap 3,5 km og efter hver runde blev jeg prikket i øret og fik målt laktatindhold.

Vi startede med en udgangsmåling (baseret på 10 kopper kaffe, da jeg jo var på arbejde før jeg mødte op til test) – og her kom så en konklusion om min fysiske formåenhed, jeg til dags dato aldrig har hørt en mand sige til mig. ”Du har altså bare ikke et laktat-øre”. JEP – så fik jeg lige den at tygge på.

Så var det tid til 10 minutters opvarmning i let løb, og så afsted. Ragnar løb med på alle runderne hvilket gjorde det super hyggeligt for mig, der elsker at pludre om løb med enhver stakkel der befinder sig inden for en radius af 100 meter. Og på hver runde løb Ragnar fra på de sidste 500 meter, og klargjorde grejet så jeg bare kunne løbe hen, blive prikket, drikke lidt vand og forsætte på næste runde. Det fungerede super godt.

Det blev en lidt blodig affære og jeg måtte efterfølgende ofre én af mine løbetrøjer til den store glubske skraldespand. Så et godt råd er hermed givet videre; skal du have lavet laktatmåling, så tag IKKE en hvid trøje på.  Min søn påpegede, da jeg efterfølgende hentede ham fra skole, at jeg lignede én der have myrdet et stakkels offer på min løbetur. Resultatet blev efterfølgende analyseret af Ragnar og ideen er, at lave testen igen på et senere tidspunkt i min træningsplan og se om værdierne falder ved samme løbshastighed, eller oversat til teori for ikke-nørder, om jeg bliver mere udholdende.

Ragnar optog en lille video fra seancen. – Beklager linket til FB (jeg arbejder hårdt på at få indlejret videoen i indlægget, indtil da må I nøjes.)

https://www.facebook.com/OptimizarSportstestcenter/videos/1138848802880557/

Her over weekenden har jeg modtaget et såkaldt rammeprogram fra Ragnar; bygget op omkring et mål der hedder løb et hurtigt marathon slut september. Og jeg må sige, det ser bare såå spændende og motiverende ud. Samtidig har jeg også fået træningsprogram for fire næste uger, og nu kommer der bare guf og lækkerier i en lind strøm. Jeg glæder mig maks til træningen og til at se, om videnskaben kan sejre over min tidligere tilgang til løbetræning, konfortzoneløb.

The post Laktattest first appeared on The greatness of running.