Jeg kan allerede nu afsløre – jeg blev ikke skuffet, tvært imod.

Meget tidlig morgen satte vi ud mod området red rock Canyon der ligger i en nationalpark i Mojave i udkanten af Vegas. Området er kendt for dets geologisk vidundere af formationer og farver – især de røde sandstensbjerge der har fået rustfarve fra oxidering af bjergenes naturlige jernindhold. (hvis ikke jeg var løber kunne jeg da i den grad været blevet geolog ). Man kan faktisk også finde tudse-gamle dinosaurus spor – og gammel indianerskrift i bjergenes skatkammer.

Vi satte ud, som de absolut eneste menneskelige skikkelser i området, på de små trailstier mens solen langsomt steg til vejr og sørgede for et langsomt men ufattelig smukt farveorgie efterhånden som lyset fandt de høje bjerge. Det var vitterligt bjergtagende – og nu forstå jeg for alvor hvad der ligger i det ord.

Vi løb over en flad slette for at påbegynde en stigning op mod bjergkammen – og ja, jeg indrømmer, jeg tog lidt ekstra mange billeder på vejen op bare for at få pauser i opstigningen, mine ben var ikke helt spizten topklasse efter løbet dagen før, og alle undskyldninger og hundeøjne blev taget i brug for at få lidt medlidenhed. Jeg kom op, med hiv og sving, og stod på bjergkammen med en udsigt der slog benene væk under mig. Og dette var kun starten af turen, det skulle blive meget meget bedre.

Efter en kort pause gik trailstien ned i bunden på den anden side af bjergkammen, et nedløb præcis som jeg forestiller Himalaya må rumme masser af, lille snoet stil mellem små gevækster og en pæn negativ elevation. Mit smil voksede sig større og større, armene kom ud og jeg fløj ned mod bunden til en udtørret flodseng.

Vi fulgte flodsengen i dalen hele vejen rundt om det yderste bjerg, en tur der bød på brede brinker med en bund af småsten og ral, aflejret træ med rødder som var trukket med sidst vandet løb for fulde brusen gennem dalen og bitte små pasninger hvor større klippestykker var faldet ned og skulle bestiges for at komme videre. Det var ren legestue og en fryd uden lige at løbe i så pragtfuld en natur, jeg havde gåsehud af fryd og ønskede kun at flodsengen fortsatte mindst 20 km. videre. Jeg tror seriøst aldrig jeg har løbet et sted så smukt, så fascinerende, så rå og så uberørt – og jeg følte mig virkelig som verdens heldigste løber. Jeg begynder virkelig at forstå bjergløbernes passion og drive.

Jimmy lovede mig at jeg ville glemme alt om mine stakkels trætte ben på turen op til bjergkammen, og han fik fuldstændig ret. Da vi nåede ud af dalen og rundede bjerget for at komme over til hulerne med indianer skrift var alle mine pinsler fuldstændig forsvundet og jeg løb så selv Meb Keflezighi ville nikke anerkendende.

Vi kom tilbage til sletten efter at have passeret klippe-kirkegården, et sted hvor nedfaldne klippestykker ligger smidt hulter til bulter rundt omkring bjerget som bog i skaller omkring et bøgetræ i det sene efterår, og cruisede over mod start og afslutning på turen der overgik min vildeste fantasi – jeg prøvede ellers ihærdigt at lave afstikkere tilbage mod bjergkammen men Jimmy havde en aftale med en anden klient om en guidet tur på The Strip, så der var ingen kære mor. Turen var til ende (som plaster på såret fik jeg lov til at følge med ind og løbe The Strip turen – det var en løbetur af en helt andet kalibre. :))

Jeg er ikke noget stor poetisk forfatter og mine ringe evner til at kreere maleriske beskrivelser rækker ikke langt. Jeg har derfor plastret dette indlæg med billeder og håber det giver blot en lille brøkdel af den skønhed og storslået natur jeg oplevede. Jeg tror aldrig jeg glemmer den tur, og da vi kørte lovede jeg Jimmy at én dag vil jeg komme tilbage og løbe turen igen (og mon ikke det måske kunne falde sammen med et lille bitte marathon i Las Vegas en sen aften. – Jeg er i hvert fald gået i opsparingsmode.

The post Min bedste løbetur nogensinde – Red Rock Canyon first appeared on The greatness of running.

Fyren jeg løb med var fra Las Vegas Running Tours og turen gik ud til Sloan Caynon hvor vi skulle løbe på trailsti op ad stigning til vendepunkt i ørkenen og tilbage samme vej.

Mens vi løb fortalte min søde guide (som han heldigvis viste sig at være) om områdets geologi, biologi og zoologi, alt imens han totalt overskudsagtigt løb foran og agerede fotomand samtidig. Jeg selv halsede efter på stigningen op mod vendepunktet, totalt ramt af den knas tørre ørkenluft, der som sandpapir korn 20 sleb mine stakkels luftveje med den skønneste omgang ”rygerhoste” til følge. – Virkeligt charmerende.

Trods mine kvaler med luften, så var det fuldstændig fantastisk, at løbe på trails så anderledes og rå end vores skønne skovtrails hjemme i det nordjyske. At se den golde ørken med kaktusser og planter der udstråler ”bliv væk, eller smag på the real stuf” og synet af en stor flok vilde longhorns der trodsede kaktussernes advarsler og frejdigt smovsede løs.

På vej tilbage – og nedad, gik det betydeligt bedre, jeg fik gang i ben igen og kunne lege mig ned at de snoede trails så jeg næsten tror jeg fik overbevist min guide om at jeg rent faktisk er rimelig habil løber.

Det var virkelig en fed oplevelse, så anderledes fra Las Vegas´ uendelige spillemaskiner og arkitektonisk lir og så bare en halv times kørsel væk. Og hvor er det dog fantastisk at dét at man er løber, gør det muligt at møde andre ligesindede på tværs af landegrænser og oceaner og dele løbeglæden med. Jeg er glad for at jeg tog chancen – og så vidt jeg er orienterer er der p.t. ingen løber der er endt deres dage efter en løbetur med en fellow løber.

Jeg endte i øvrigt med at tage på endnu en tur med min kære guide – en tur der i den grad overgik alt hvad jeg nogensinde har løbet før. – Mere om det i næste indlæg.

The post Jeg overlevede…. first appeared on The greatness of running.

Jeg havde tilmeldt mig løbet der foregik i Boulder city ca. 40 min fra Vegas, primært fordi man skulle løbe gennem de historiske tunneller fra tiden hvor Hover Dam blev bygget. Det måtte jeg simpelt hen prøve.

Løbet startede kl. 8 morgen, og da det jo var på amerikansk grund, så skulle vi selvfølgelig lige have en omgang The Star-Spangled Banner akkompagnement af Boulder citys børnekor og to militær guys i fuld uniform, inden vi løbere kunne sendes afsted. Jo jo, der var skam ikke et øje tørt.

Ruten gik fra Bootleg canoyn der er et rekreativt område hvor især MTB ryttere boltrer sig på de lækreste trails, og de første 5 km. foregik nedad bakke mod Boulder City. Jeg har tidligere løbet Boston, der har ca samme ruteprofil, og lad mig bare være ærlig, der løb jeg lidt for hurtigt i starten og fik sådan en lussing senere da det gik opad og benene allerede var godt ømme i musklerne af kombinationen af det uvante nedløb og min virkelig dårlige nedløbsteknik. Så belært af erfaring forsøgte jeg denne gang at løbe let og ikke holde igen eller forcere. (Mine ømme stænger dagen efter fortæller mig at det ikke helt lykkedes.).

Når det går ned skal det også gå op, og som ventet kom der stigning der skulle klatres før vi igen løb ned mod halvvejs-punktet, der ikke kun markerede at halvdelen af kvalerne var overstået men også at ruten nu fuldstændigt ændrede karakter.

Underlaget ændrede sig nu til løst grus på det, der engang var den gamle jernbane og steg op mod tunnellerne. Udsigten var fuldstændig vanvittig smuk med Lake Mead omringet af bjerge til siden og forude lå tunnellerne som ventede de på et gammelt godstog med byggematerialer til dæmningen. Vi løb gennem 4 tunneller på en 1,5 mile strækning, vendte om og tog turen tilbage igen – og jeg var en stor omgang myrepatter på armen, det var simpelt hen så uvirkeligt og fuldstændigt storslåede.

Efter tunnellerne ændrede ruten sig igen og blev til asfaltsti med let nedløb ned mod mål hvor målportene ventede – én for Saints med en stor glorie og én for Sinners med store røde horn. Ideen var, at vi nu havde givet alt på de 21,1 km og nu kunne gå herfra enten direkte i himlen eller hvis man foretrak det, direkte i helvede.

Jeg tog turen i himlen :). – Og jeg var i himlen, jeg lavede ny PR og vandt løbet for kvinderne. Den havde jeg vitterlig ikke set komme, men jeg ramte dagen og havde på alle måde et helt fantastisk løb. Og én ting må man sige om amerikanerne, hold nu op hvor er de dog imødekommende og supportende. Hele vejen tilbage fra vendepunktet i tunnellerne mødte jeg massere af løbere der råbe ”hey – first female, good job, well done, you look strong osv. osv. – og jeg skal love for det er noget der holder dampen oppe for et ældre lokomotiv som mig. Jeg fløj nærmest ned i mål.

Efter mål var der stort depot, man fik en monster stor medalje og når man var klar kunne man tage shuttle tilbage til start. Alt klappede perfekt i et meget velorganiseret løb, og sørme om ikke jeg uden problemer kunne få et lift tilbage til Vegas af den søde pige der endte som nummer to der, selvom hun skulle nå et fly kørte mig helt til hoteldøren.

Sammenholdet mellem løbere er helt unikt hvad enten man er hjemme i kendte rammer, eller man er ude på fremmed jord. Det er uden tvivl dét jeg syntes er det mest fantastiske ved at være løber (altså ud over de dejlige lækre medaljer som jeg bare slet ikke kan få nok af. :)).

The post Saints and Sinners halvmarathon, Boulder City first appeared on The greatness of running.