ENDELIG, et marathon udenfor de danske grænser. En mulighed for at rejse og ikke mindst oplevere alt det “fuss” jeg bare elsker ved officielle marathonløb. Jeg var, sammen med bedre halvdel, i sidste weekend en tur i Skotland for at løbe det, man i løbeverdenen kalder ”Probably the friendliest marathon in the world”.

Skotterne er kendt for deres venlighed og imødekommenhed, og jeg skal da lige love for, at nedlukningen under corona-epidimien bestemt ikke har ændret ved det. Tværtimod. Det er som om skotterne har gemt på al deres venlighed og nu kaster det ud i overvældende mængder til alle de turister, som trodser de ret så rigide indrejseregler der stadig huserer når man bevæger sig ind i UK. Sjældent har jeg følt mig så godt behandlet og så velkommen. På vores fine hotel (Loch Ness Clansmann Hotel) langs bredden af Loch Ness opdagede de at vi skulle så tidligt afsted søndag morgen, at vi ikke kunne nå at få morgenmad, og lørdag aften kom de derfor med en post fyldt med frugt, havregrød (de der, der blot skal vand i for at blive til grød – mine absolut favoritter. PLEASE PLEASE én eller anden supermarkedskæde i DK få dem til Danmark :D), muslibar, vand og juice. Ren forkælelse

Selve løbet starter i den ene ende af Loch Ness, og så løber man ellers langs bredden tilbage til målområdet i Inverness – og hvis du som jeg, tror at et løb langs bredden af Skotlands 2. største sø er en flad omgang, så tager du som jeg grueligt fejl. Ruten er en kuperet omgang der i den grad udfordrer både lårbasser og lægmuskler. Sjældent har jeg haft så ømme lægbasser som efter løbet sidste søndag. Jeg var endda så heldig at få en lille overbelastningsskade med hjem placeret solidt i lægbassen på venstre læg.

Vi var ca omkring 3000 løbere til start på marathon, og alle som én blev fragtet, fuldstændigt problemfrit, med busser ud til starten tidlig søndag morgen kl. 7.30. Startområdet ligger helt præcist ”in the middle of nowhere” på det højeste område ved den vestlige ende af Loch Ness. Det er et fuldstændigt åbent, vindblæst område, bjergtagende i sin smukke brutale råhed. De år hvor vejret arter sig, må det være en fantastisk oplevelse at stå i det åbne brutale natur og vente på starten i den sitrende forventning blandt alle løberne. Vi havde dog ikke helt heldet med os, og stod ud af busserne til et vejr der viste sig fra sin mindst omsorgsfulde side. Regn, blæst og kulde var den cocktail vi måtte vente i, i næsten 2 timer. Bedre halvdel og jeg fandt læ bag én af bagagevognene og stod sammen med andre løbere i en klump af menneskelig varme. Og hermed et godt råd til dig, hvis du overvejer at løbe Loch Ness Marathon – Husk masser af varmt tøj til starten for en sikkerhedsskyld. I Skotland siger man, at man aldrig helt kan regne med vejrudsigter, men at man kan regne med at opleve alle 4 årstider på én dag.

Vi fik varmen da starten nærmede sig, og løberne klumpede sig sammen foran startportalen. På vejen var der markeret med skilte de forskellige sluttider, og bedre halvdel og jeg stillede os ved 3.30 skiltet. Umiddelbart inden løbet blev skudt i gang gik en sækkepibespiller gennem hele startfeltet, mens tonerne fra det mystiske instrument flød ud og blandede sig med den nervøsitet og forventning der var ophobet i luften omkring os. Det var magisk!!! – Hamish, som sækkespillermanden hed, skabte med de pibende toner i den rå natur, en følelse der gav kuldegysning og små tårer i øjenkrogen. Og vi var for alvor klar til at gå i krig med de 42,2 km. der ventede forude.

De første ca. 7 km. af ruten var let nedløb hvor benene fik lov til at vågne, og de frosne tæer tøede op. Vi var heldige med at have vinden i ryggen, og kunne nyde det vanvittige smukke natur der lukkede sig omkring os på begge sider af vejen. Efter de ca. 7 km. var det slut med nedløbssjov- og ballade. Ret brutalt ændrede ruteprofilen sig foran os, og små fæle bakker afløst af små nedløb blev menuen de næste mange mange kilometer. Loch Ness indfandt sig på vores venstre side og lå vuggende og roligt mens regnen væltede ned over os. Det var ok, de uendelige smukke omgivelser, søen til den ene side og den falmende skov til den anden sammen med stilheden, kun brudt af løbeskos taktslag, var så ubegribelig smukt at det dårlige vejr ikke betød det mindste. Indimellem løb vi forbi små byer hvor alle indbyggere var samlet til fælles ”hepning” langs vejen hvor vi løb. Alle med store smil og glade ansigter der trodsede det dårlige vejr for at heppe på os løbere.

Vejret blev langsomt bedre efterhånden som vi nærmedes os Inverness. Jeg har inden start hørt en pige fortælle om den fæle fæle stigning på flere kilometer som vi skulle passere ved mile 18 (dvs. efter ca. 29 km), og var derfor forbedret da et stort skilt foran an os slog tonen an. ”STAY CALM, AND CONQUR THE MONSTER”. Stigningen dukkede op efter at vi havde passeret den sidste by langs søen, og blev guidet ind i landet hvor den sidste del af ruten fulgte en større vej ind til Inverness. Vejen var delvist lukket for trafik, og fra at have løbet totalt i stilhed, var der nu enkelte biler der passerede os i højre vejbane. (I Skotland kører de ligesom resten af UK i den gale side. :D).

Av den stigning var lang. Den var ikke voldsomt stejl, men for pokker den var lang. Jeg havde fra bunden besluttet mig for, at jeg for alt i verden ville vinde over monstret og satte mig for at løbe hele stigningen i et stræk. Det var fedt – jeg overhalede masser af gående løbere og fik tanket lidt selvtillid ind på kontoen.  På toppen blev vi mødt af et nyt skilt ”Its all downhill from here….. sort of” – og kunne med et skævt smil konstatere at ”sort of” var ensbetydende med flere bakker forude. Virkelig dårlig løbe-humor.

Det gik dog langsomt nedad og ind mod Inverness, og efter en strækning langs floden ind gennem byen, over den fine bro og retur i den strideste modvind, blev vi løbere mødt af den kæmpestore oppustelige Nessie, som ventede på os på opløbsstrækningen. Nøøøj, jeg var glad for at se det uhyre – og ikke mindst at løbe over målstregen hvor der ventede medalje, finisher-trøje, varm suppe og en goodiebag hvori der blandt andet lå en dejlig kold alkoholfri øl.

Loch Ness Marathon er et virkelig fint løb som jeg vil huske for den forblindende smukke rute og for den skotske venlighed. Det får min største anbefaling med på vejen, og når man alligevel er i Højlandet, så tag et par ekstra dage og gå på opdagelse i alle de fantastiske steder som ligger som perler på en snor. Vi kørte en tur til vestkysten op til Gairloch (en anbefaling fra vores skotske løbevenner) som i den grad overraskede, og var en tur i ”filmland” ved det smukke GlenFinnan.  

Kan du gætte hvilken film nedenstående viadukt og tog er fra? (Og ja, det er det helt rigtige tog der lige tøffede forbi mens vi stod blandt tons af fans placeret på en bjergside)

The post Loch Ness Marathon 2021 first appeared on The greatness of running.