Dag to af vores sommertur 2021 bød på 48 kilometer fra Rødhus til Hirtshals. Jeg var forbavsende frisk da jeg vågnede onsdag morgen, og var faktisk ikke synderligt ramt af ømme stænger efter gårsdagens lækre 74 km. Udsigten til at løbe endnu en dag i vandkanten langs min favoritkyst var på ingen måde noget der bare skulle overstås, men derimod noget jeg glædede mig vanvittigt til.

Vi lavede en lille genialitet fra starten af. Dagen før var vi stoppet på stranden, og gik op til sommerhuset der udgjorde overnatningsstedet. Og for at starte præcis hvor vi stoppede, gik vi derfor tilbage ned på stranden tidligt om morgenen. Det var brillant af den simple årsag, at benene langsomt fik lov til at vågne, og blive klar til dagen løbetur.

Vejret var fantastisk og turen gik afsted mod første is-stop i Løkken. På vejen var vi forbi Grønhøj hvor der blev tanket lidt ekstra vand i varmen, og ellers gik det på curise control op til Løkken og til Surf-butikken der fristede med – EN HAVTORN IS. NØØØØJJJ, den var lækker. Det er så absolut en kæmpe anbefaling herfra hvis du kommer forbi Løkken en dag. Smut forbi surf-butikken ved nedkørslen til den nye platform og området indenfor molen og prøv deres is.

Nogle gange kan man være uheldig med at højvandet lukket for den videre færd på stranden fra Løkken til Nr. Lyngby. Det er sket op til flere gange at jeg har måttet vende om, og returnere til Blokhus i stedet for at fortsætte til Lønstrup fordi højvande forhindrede mig i at løbe videre på stranden. Det er især når man runder området som ligner et spil bunkers-mikado at problemet med højvande kan opstå. Til alt held var der utroligt lavvandet præcis den dag vi havde valgt til løbeturen, og vi kunne uden problemer løbe videre på stranden.

Jeg elsker skiftet fra at løbe på den brede strand med søde fredsommelige klitter man møder på strækningen fra Rødhus til Løkken, til det hele skifter udtryk og bliver til en bred strand med truende og meget lidt indbydende skrænter når man løber fra Løkken til Lønstrup. På overskyede dage føles det næste som om man løber i fred og fordragelighed, runder et hjørne og pludselig befinder sig i en gyserfilm. Nøj hvor er de dog bare barske de skrænter hvor huse og andet materiale må opgive kampen til naturkræfterne.

I Lønstrup holdt vi turens andet stop, denne gang et af de berømte Milkshake-stops inden vi med tiltagende vind i hovedet begav os videre nordpå forbi Skallerup Klit og op mod Tornby. Vinden blev kraftigere og kraftigere, og gjorde det bestemt ikke lettere for os. Et sidste stop ved Munks i Tornby og så var det ellers hovedet ned og ud på sidste strækning inden jeg langt om længe kunne kramme verdens dejligste fyr… Hirtshals fyr efter 48 fuldstændig lækre, vindblæsende og skulderforbrændte kilometer.

Sikke en fantastisk tur. To fuldstændig fantastiske dage hvor jeg ikke en eneste gang kiggede på uret, men blot lod tiden gå, og nød naturen fuldt ud. Citatet herunder er noget Johannes Møllehave har skrevet – og de to dage levede jeg fuldt ud med alle mine sanser åbne. Og det vildeste var… Jeg havde ikke en gang særligt ondt i stængerne.

Kæmpe tak til Lund Motion for hjælp til at få tryk på lækre Under Armour tur-trøjer – Og tak til Vagn for en fed tur – Og ikke mindst, tak til bedre halvdel for at lave verdens bedste burgere til to sultne løbere

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 2 first appeared on The greatness of running.

Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr

Oprindeligt havde vi planlagt tre dags løb, fra Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hirtshals Fyr. Men logistikken gik ikke op, og vi udsatte derfor at løbe strækningen Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hanstholm Fyr til senere på året.

Sommerturen 2021 startede en halvkølig tirsdag morgen med ryggen mod Hanstholm Fyr. Løberygsækkene var fyldt til bristepunktet med vand, energidrik, gels og energibarer, og humøret var højt. Forude ventede en cocktail af uendelig kilometer smuk og barsk Vestjysk natur.

Ideen med turen var primært at løbe så tæt på vandkanten som muligt, velvidende at vi flere steder måtte løbe på stier og veje bag første klitrække pga. ufremkommelig strandunderlag (Jeg har bevis :D). Vi vidste at vi fra Hanstholm Fyr skulle ned på havnen, og finde Redningsstien der ville føre os ud mod Vigsø. Det var første pejlepunkt på ruten.

Når man løber fra Hansholm Fyr, løber man fra fyret til Kystvejen, og via den ned til havnen hvor man drejer til højre, løber gennem havneområdet og mod Renseanlægget og her finder man starten af Redningsstien for enden af vejen.

Redningsstien er den fineste sti der løber lige bag kysten gennem det smukkeste landskab. Den er markeret med små piktogrammer og går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg. Redningsstien er oprindeligt en vej til redningstjenesten, der via den kunne komme frem og redde forliste søfolk, som strandende på den barske og vindblæste kyst.

Stien endte ved en lille parkeringsplads med toiletter og vand. Og her mødte vi Freddy og hunden Plet. Freddy er en pensioneret fisker der gennem 35 år fiskede i farvandet ud for Hanstholm. Han er samtidig ansat i farvandsvandsvæsenet, og hjælper stadig til, når badegæster og søfolk kommer i nød. Freddy fortalte om dengang han gik i land og besluttede sig for at stoppe som fisker, og pludselig ved et tilfælde endte med at skulle sejle et skib til Ghana i Afrika. Han fortalte om, hvordan det var at komme som hvid mand til et område hvor man bestemt ikke går ud om aftenen efter 22:00, og har lokale til at køre bilen for en sikkerhedsskyld. Om et land hvor tyveri og overfald er hverdagskost, og hvor en fristende mobiltelefon placeret lidt for åbenlys kan være livstruende. Freddy genbesøgte på et senere tidspunkt området i Ghana for at hjælpe med at bygge en ny bro til et dambrug – og vi fik lov til at se billeder af fisk vi aldrig før har set, og af broen der blev bygget.

Vi sagde pænt farvel til Freddy og Plet, og fortsatte ned på stranden videre mod Lild strand, mens vi snakkede om hvordan livet pludselig kan ændre retning hvis blot man har modet, og tør sige ja til ting, der virker en kende skræmmende. De store oplevelser kræver ofte, at man hopper ud af komfortzonen.

Ruten fortsatte mod Lild Strand – først det lækreste sand (omend lidt tungt nogle steder :D) – og så….. det virkelig udfordrende, og svært fremkommelige stykke med alt for mange sten og ømme lægbasser.

Vi ramte Lild Strand, lidt ømme i stængerne af løb på sten – og til vores held var Haw-kiosken åben. Her stod Tove og solgte is, kaffe og alverdens sjove små ting lavet af lokale på egnen. Tove fortalte at hun, sammen med hendes mand var flyttet fra Thisted til Lild Strand i deres sommerhus i plantagen, og at hun nu sammen med 3 andre damer i området, holdt Haw-kiosken kørende. Hun fortalte om at komme til et område, hvor man gavmildt blev hilst velkommen, og optaget i lokalbefolkningen, og om at bo midt i naturen og elske det overalt på jorden. – Nå ja, og så solgte hun de bedste is til to is-hungrende løbere.

Fra Lild strand løb vi videre af Redningsstien (her skal man lige løbe til venstre ad Sandnæshagevej, og forbi det gamle badehotel før man rammer stien igen). Stien er lidt mere vild efter Lild Strand og byder på det lækreste single track, og et vanvittig flot syn af den hvide Kæruld der blomstrer her i slutningen af Juni måned. Med til historien hører i øvrigt, at jeg næsten satte mit liv på spil for billedet herunder. – I min iver for at få et nærbillede af det smukke hvide hav af blomstrende Kæruld, trampede jeg kækt gennem bevoksningen. Et rent lykketræf fik mig til at kigge ned idet jeg løftede min højre fod, for at placere mig perfekt i forhold til mit motiv. Der – lige under min fod – lå en halvvoksen (hvis I spørger mig, tænker jeg 4-5 meter lang :P) slange af en hugorm med gabet åben, den lå bare og ventede forventningsfuldt på den godbid der var på vej ned i gabet på den. Jeg sprang væk som en stukket gris. JEG HADER HUGORME

Stien endte ved Bulbjerg, som med sine 47 meter troner kækt og rankt over Vesterhavet. Bulbjerg er en kalkstensklippe, og er Danmarks eneste fuglefjeld. (Så kan I lære det Færøerne og Island; vi har også fuglefjeld i lille DK :D) (Læs evt. mere her: https://www.lildstrand-thy.dk/page/omraadet/bulbjerg-klint )

Vi valgte at kravle op på toppen og nyde udsigten (Det var første gang Vagn var på Bulbjerg), inden vi fandt en lille sti der førte os tilbage til stranden på den anden side af fuglefjeldet. Og sørme om der ikke her, var en perfekt sti der første os videre hele vejen til Thorup Strand lige bag første klitrække.

Normalt når man kommer til Thorup Strand er det første man skal se alle fiskekutterne der ligger på stranden (hvis de da ikke lige er på havet). MEN vi kom fra vores lille sti, der til sidst blev til en grusvej ind til Thorup Strand, og det første vi mødte var… En ny Haw-kiosk der serverede Franske Hottere´ UHUUUEEEE – det var tiltrængt. MAD. Og først herefter var vi klar til at bese Nordeuropas største kystlandingsplads hvor man har drevet fiskeri fra stranden siden vikingetiden. Det er virkelig noget vi kan være stolte af i Danmark, og jeg håber de kære politikere gør alt hvad de kan, for at hjælpe fiskerne i Thorup Strand og bevare det historiske fiskeri langt ind i fremtiden.

Vi havde lidt svært ved at regne ud, hvordan vi skulle løbe videre fra Thorup Strand, og forsøgte os med en grusvej langs med stranden. Den endte blindt, og vi løb måtte derfor løbe ned på stranden og fortsætte nordpå i sandet (Hvilket viste sig at være et rent held, for stranden viste sig fra sin bedste lavvandet side – og lod os løb på vandkantens hårde underlag. Det blev turens længste strandstrækning. En uendelig horisont, havets brusen, vinden i ryggen og solens varme stråler på kroppen. Ren magi.

Vi løb forbi Grønne strand (og fik et lille bitte glimt at den fine lyng-vindmølle fra 1856), og for første gang i mit løberliv også på stranden nedenfor Svinklovene og forbi Svinkløv Badehotel. Normalt når jeg løber ved Slettestrand og Svinkløv løber jeg på vejen/stien der går fra Svinkløv badehotel og runder bunden af Svinklovene langs kreatur-hegnene.

Det er sjovt når man løber så lang en tur. I starten blev der taget billeder nærmest for hver anden kilometer, og efterhånden som kilometerne gik og turen skred frem, blev billederne færre og færre. Jeg har således ikke et eneste billede at Svinkløv badehotel, eller af den fuldstændige fantastisk is (bare navnet siger jo det hele – Magnum dobbelt gold caramel billionaire) vi indtog på cafeen ved Slettestrand.

Stranden ved Slettestrand er ret stenet og vi besluttede os for at skåne benene, og i stedet løbe på redningsvejen bag klitterne forbi Tranum Strand og ud til Ejersted strand. På vores stop i Cafeen ved Slettestrand hjalp verdens sødeste cafe-medejer (eller i hvert fald manden til hende der ejer cafeen) os med at tjekke om strandstykket mellem Ejersted og Rødhus var åben for offentlig passage. Det er nemlig sådan, at forsvaret ejer strandstykket samt hedestykket bag, og det benyttes ret ofte til skydeøvelser hvorved adgang på stranden er forbudt.

Det viste sig at der var lukket for adgang på stranden netop selvsamme dag, (man kan slå det op her: https://forsvaret.dk/da/oevelsesaktiviteter/region-nordjylland/skydeomrade-tranum/ ) og da det forlyder at man får ret store bøder hvis man trodser adgangsforbuddet skulle vi ikke nyde noget. Det var lidt en bet for os, for det betød at vi var nødt til at løbe ind i landet til Tranum Klitplantage, og gennem skoven til Rødhus Klit. En tur med ca. 10 km. ekstra løb i skoene.

Jeg har løbet rigtig meget i området Tranum Klitplantage og ved Rødhus Klit, og lokkede Vagn med ind på en lille lækker sti på vej ned til Rødhus Klit (jeg tror faktisk den er markeret som Nordsørute-sti). Stien går fra Dødemandsbjerget (jeg ved ikke om det blot er en skrøne, at det hedder sådan) som ligger på en sidevej gennem plantagen (tættere på Rødhus end Tranum), og er en lille overset perle. Den ender ved Rødhus Klit Camping hvorfra man kan løbe videre på stier ned til Rødhus Strand.

Og vupti – 74,2 kilometer senere stod vi på Rødhus Strand og havde nået til dagens endestation. Vi havde en aftale med min bedre halvdel om, at han stod klar med burgere og pommes frites i sommerhuset, hvor vi skulle overnatte inden turen gik videre dag 2 mod Hirtshals. NØJ det var et par sultne og trætte løbere der indtog sommerhuset, og gik til køjs nærmest i samme sekund uret ramte 22:00. Det havde været den fedeste løbetur med så uendelig mange naturoplevelser. Jeg sov i det sekund jeg ramte puden, og lod vækkeruret vække mig til dag 2 og næste etape på sommerturen.

jeg kan i den grad anbefale at løbe måske ikke hele turen på een gang, men i hvert fald strækninger af ruten. Vestkysten er noget af det smukkeste vi har i Danmark. (hvis du spørger mig :D), og der er masser af forslag til ruter og seværdigheder på nettet.
Eksempelvis:
https://vandreruter.dk/vesterhavsstien/
https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/inspiration/vandreruter-og-kort

Troels Kløvedal sagde engang “Hvad nu hvis jorden er paradis og vi bare ikke har opdaget det?” – På turen Hansholm til Rødhus vil jeg give ham ret. Det er ubetinget et rent naturparadis vi har løbet igennem.

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 1 first appeared on The greatness of running.

Da jeg tilmeldte mig coastal run 2019 havde jeg i tankerne et billede af en flok løbere på stranden i skumringen, det rolige hav til den ene side og klitternes beskyttende læ til den anden side. Jeg forestillede mig hvordan vi løb og hyggede os, delte røverhistorier fra vores liv som løber, og til tider hvinende løb gennem det kolde vand der nåede os til anklerne. Det var sådan det skulle være, en dejlig forårs lørdag i marts måned.

Virkeligheden blev en helt anden. Og to timer før afgang sad jeg og kiggede ud på den kuling der byggede sig op fra vest, og begyndte at frygte for sikkerheden i det jeg snart skulle kaste mig ud i. Mit eneste håb var, at vinden ville dreje mere i nord, og at flere af de løbere der skulle med på turen, var livreddere i fritiden.

Startområdet var etableret ved molen i Løkken, her havde de kære arrangører formået at stille et stort telt op, så vi alle kunne kravle i ly for vinden. Det var genialt. Startnumre kom på tøjet, og Kent Jørgensen bød os velkommen, og briefede os kort om de strabadser vi stod til at skulle forcere. Stranden nedenfor Rubjerg Knude fyr var ufarbar, vi skulle i stedet op i sandkassen, rundt om fyret fra landsiden og via det lækre trailspor, ned til Lønstrup by.  Det var plan B, rutinerede løbsarrangører har altid en plan A og en plan B. Med i briefingen var også en advarsel om, at passe rigtig godt på, det sted på ruten, hvor havet for nyligt havde taget en ordentlig luns af skrænten. Her var underlaget rent blåler, glat som islag på en landevej en tidlig vinter morgen. Vi blev anbefalet at løbe i hold, og holde os fra sololøb af sikkerhedsmæssige årsager.

Det var tid til afgang mod start, og vi blev gennet ud til de ventende Land Rovere der stod klar udenfor teltet. Transporten til start i Nr. Lyngby i de gamle Land Rovere var en del a pakken, og selvom jeg ikke har nogen sønderlig passion for gamle biler, så var det faktum, at vi blev stuvet 8 løbere sammen i noget drengene straks relaterede til deres militærtid for hid gangen dage, med til at skabe en særligt unik samhørrigs-stemning mellem vores lille gruppe af løbere.

”Weeeeesterhaw – kom nu og blæs mig i gang” skrålede Nephew ud af højttalerne ved den interimistiske startlinje på stranden ved Nr. Lyngby. Vi blev læsset af og rammerne var sat. To stk. ild-stubbe markerede startlinjen og retning blev udstukket. Løb til Lønstrup, tank op i depotet og løb retur til Løkken. Foran os ventede en strandlinje, der nærmeste ikke var synlig. Der var vand, og så var der klitter. Vi ville med garanti få våde fødder. Spørgsmålet var ikke så meget hvornår det ville ske, mere hvor dybt vi skulle i baljen undervejs.

I samlet flok, med vinden let puffende i ryggen, forcerede vi første ”forhindring”. Nedkørslen ved Nr. Lyngby hvor vejen normalt svinger til venstre ned på stranden, men i går svingede ned i en lille frisk udendørs pool. Allerede her slikkede Vesterhavet kærligt mine små lårbasser. Det føltes ikke koldt, måske fordi mit hoved havde indstillet sig på en vandtur, og tog det som en frisk udfordring. Vi plaskede ivrige som små vandhunde ned ad ”stranden” gennem skummasser og vandskulpe.

Vi nåede frem til det nylige skred ved skrænten, og stod overfor et valg. Vandgang eller forsøge at kravle over skredet. Jeg valgte vandgangen, og med vand til livet (tænk, det er første gang nogensinde mit startnummer, der altid sidder højt på højre lårbasse, havde brug for en redningskrans. Det var helt under vand :P), råbte jeg til løberen foran mig, om han ville vente på mig, så jeg havde en ”livredder” i tilfælde af styrt. Det gad han heldigvis godt. – I mens inde på land opdagede løberne, der havde forsøgt at forcere den sammenstyrtede masse via landjorden, at der flere steder gemte sig en lækker ”kviksandsagtigt” blåler. En løber var så uheldig at miste begge sko til det forslugne ler, og han måtte derfor i strømpefødder, trække skoene op og vade tilbage på sikker grund.  

Kort efter nåede vi stedet, hvor det var tid til at dreje skarpt til højre, kravle op ad den stejle klit og starte turen hen over sandmilen, med fyret stående som pejlemærke i den sandstorm der mødte os på toppen. Jeg kan nu med sikkerhed og belært af erfaring, anbefale alle der løber i en forvokset sandkasse i vind af stormstyrke, at tage lange bukser på. AV for den lede sådan en omgang sandstorm gør ondt på de bare hudstykker.

Efter sandkassen, ventede et af mine absolutte yndlings trail-stykker i det nordjyske. Jeg knuselsker turen fra fyret til Lønstrup, en tur der byder på bissede havtorn (som glædeligt ridser deres signatur i bar lægbasse-hud), smalle kuperede stier, og løb på toppen af de skrænter, der år for år må opgive deres kamp mod det frådende Vesterhav. Det er så fed en tur, at jeg gladeligt kører fra Aalborg til Lønstrup udelukkende for at få en stykke med højbelagt trail-lækkerier i tide og utide.

I Lønstrup ramte vi Peters depot, hvor Peter Larsen, Nordjyllands absolut sødeste Peter stod klar med opmuntring, væske og masser af snoller. Jeg brokkede mig lidt over den hårde vind på toppen, og over mine blodige læg, som havtornene åbenbart syntes var ualmindelige lækre. Peter kiggede på mig med et smil i øjnene, og udbrød kort ”Jammen, du elsker det jo Heidi” – og se der havde manden jo fuldstændig ret. Jeg elsker at løbe i naturen, jeg elsker Vesterhavet, jeg elsker udfordringer der skubber mig ud af min comfortzone. Og efter en hurtig sip vand, var jeg såå klar til at gentage hele den tur jeg lige havde løbet + lidt ekstra krydderi for at nå helt til Løkken. Med masser af ny energi vendte jeg snuden op i vinden, hilse vejrgudernes udfordring velkommen, og plastrede et kæmpe smil på mit fjæs.

Turen tilbage over sandmilen var om noget endnu barskere og vildere. Sandet væltede ind over os løbere og krøb ind i samtlige sprækker. Min løbejakke virkede som en teltdug, og slog sig i vinden som et telt i stormvejr. Det var præcis den samme lyd. Og da vi til sidst stak fjæset direkte op i vinden for at vælte ned ad den stejle klit, ned mod stranden, måtte jeg gemme mit ansigt i albuerummet beskyttet af løbejakken, og håbe jeg satte fødderne nogenlunde korrekt på vejen ned. Det gik heldigvis godt, jeg kom sikkert ned og følte mig på en sær måde uovervindelig.

Ruten til Løkken var heldigvis ikke helt så slem som frygtet. Vinden kom for det meste fra siden, med det frådende hav, og efter vi passerede startstedet ved Nr. Lyngby var der flere strækninger med sandstrand vi kunne løbe på. Der var stadig vandpassager, men ikke helt så mange, og slet ikke så udfordrende som første del af løbet. Jeg havde fornøjelsen af at løbe, først lidt bagved, siden ved siden af en løber fra Djursland. Han konstaterede tørt, da jeg løb op på siden af ham, at han ikke helt havde vidst hvad han var gået indtil, og nu var energien ved at være brugt. Vi fulgtes ad ind mod Løkken, forbi bunkers-kirkegården hvor små bål viste os vejen frem, ind til broen der krydser den brusende å, som i går ikke var mulig at krydse på anden måde, og det sidste stykke tilbage til teltet, hvor der ventede os kaffe, cacao, kage, pølser og brød – og ikke mindst en bæredygtig medalje, og en stemning præget af stolthed over, vi havde vundet kampen mod vejrguderne og den barske ubarmhjertige natur ved Vestkysten.

Jeg har sjældent været så træt efter knap 22 km. Til gengæld har min hud i ansigtet sjældent følt så blød og lækker, som den gør i dag, efter den omgang super peeling jeg fik i sandkassen på toppen. Efter sådan en lørdag er jeg ikke to sekunder i tvivl om at jeg lever.

Coastal Run blev arrangeret af Coast2coast-folkene sammen med Vestevent.dk – og de har allerede nu meldt ud, at de afholder løbet igen til næste år. Om jeg er klar næste år…. Det kan jeg uden et sekunds betænkningstid skrive under på. Jeg er solgt.

The post Costal Run 2019 first appeared on The greatness of running.

Hold fokus på det du kan, i stedet for at bekymre dig om det du ikke kan… 

Ovenstående sætning har været mit mantra den sidste måneds tid. Det har været en sætning, der gennem uger er vokset sig ind igennem den tykskallede hjernebrusk, og som nu langsomt har fundet sig til rette i mit mindset. For jeg er jo så pokkers heldig, at selvom jeg render rundt med en sur bandit i ballemusklen, så kan jeg rent faktisk stadig løbe, blot det sker med nedsat hastighed. Jeg kan stadig lave det jeg elsker aller mest, hvis jeg bare holder mig fra mine små hjerneblødninger, hvor jeg tonser afsted som en skoldet lyserød grisebasse og drømmer om at 2019 byder på nye rekorder. 

Mantraet fortæller mig, at jeg stadig kan få så mange fede oplevelser med min sport selvom jeg er skadet. Jeg kan stadig løbe ud i forårssolen og mærke varmen. Jeg kan stadig løbe mine lange hygge-ture, jeg kan stadig bruge løb som et redskab når arbejdet stiger mit til hovedet, og jeg kan stadig bruge løb som transport, når jeg ikke gider døje med at finde p-plads i den indre by. Jeg skal bare sætte ja-hatten på, og nyde livet som løber.

Tilbage i det herrens år 2017 løb jeg en våd efterårsdag for første gang hele strækningen fra Rødhus til Lønstrup langs stranden. Dengang var det en fuldstændig fantastisk oplevelse der langt overgik alle mine forventninger, en tur der efterlod mig med drømme om mange mange flere af den slags oplevelser. Men I ved hvordan det er, når hverdagen tager over og alt bliver leverpostej. Drømme bliver lagt på i skuffen, og hverdagen fyldes med træningspas og madpakker der skal smøres.

Sidste weekend var vi tilbage i det lille sommerhus vestpå, og skæbnen ville at vinden gik i syd-sydvest og flovede til en let brise (fiskeskipper-datter YES ). Det var mit clue… Til alt held havde jeg medbragt min kære ven hr. Camelback og han gad mega godt med mig på tur. Og det er jo præcis det jeg stadig kan. Jeg kan stadig tage på ture ud i det blå, ture hvor fart ikke betyder det mindste, men hvor oplevelser er det vigtigste. Så med en hurtig ”Du gider godt hente mig et eller andet sted nordpå ikk´” smuttede jeg ud af døren før bedre halvdel kunne nå at sige ”Niks – jeg skal se premiere League”.

Jeg har efterhånden løbet turen på stranden mellem Rødhus og Løkken mange gange, og alligevel undrer det mig hvor forskellig en oplevelse det er. Stranden ændrer sig efter vejret, og stemningen kan være alt for hyggelig badehotel-stemning til skummel piratland. I sidste weekend var det total piratland – havgusen væltede ind over landet og indhyllede mig i en skummel mystik. Jeg havde ingen musik i ørerne, og bare dét gjorde oplevelsen helt komplet. Det brusende hav, gusen forude og fugten i luften. Alt sammen en del af den løbecocktail jeg indtog med absolut velbehag.

På halvvejen var der pludselig et kendt ansigt der smilede og råbte ”Hej Heidi”. Og sørme om ikke den var en kær ”gammel” klassekammerat fra den sagnomspundne kongeklasse, 3.z. på Hjørring Gymnasium. Jeg tror vitterlig ikke jeg har set ”Skovsgaard” i, ja mange mange mange år, og vupti stod han der foran mig sammen med konen og deres nye familieforøgelse, vovsen Coco. Desværre var det hundekoldt at stå stille og snakke, og det blev derfor kun en kort opdatering af vores meritter, men hold nu op altså så fantastisk, at jeg lige kom løbende samtidig med at de valgte at gå til stranden.

Mødet gav mig fornyet energi og fluks efter var jeg i Løkken, mit pitstop for lidt energi og vand. Når man rammer Løkken fra sydsiden, kommer man først til badestranden inden man passerer molen, for til sidst at skulle gennem ”bunkers-kirkegården”. Det passer på én eller anden mærkelig måde perfekt ind i koreografien for hele løbeturen. Det stemningsskift der sker, når man løber videre nordpå fra Løkken er helt utrolig. Det er som om bunkers-kirkegården ligger en bund for det landskab, der som sårede krigssoldater ligger tilbage efter havets raseri. De bløde klitter erstattes af grusomme skrænter og, når man nærmer sig Nr. Lyngby, skeletter af nedstyrtede sommerhuse. Jeg skal være helt ærlig, jeg bliver faktisk en lille smule utryg når jeg når forbi Nr. Lyngby. Der er bare et eller andet virkelig skræmmende over så brutalt et landskab.

Kort før jeg ramte den stejle opkørsel ved Nr. Lyngby bippede der en sms ind. Det var fra bedre halvdel der var på vej nordpå, og lige skulle høre ang. afhentningssted. Jeg havde egentlig håbet jeg kunne fortsætte op til Skallerup, men tålmodigheden var væk hos bedre halvdel – han skulle tilbage og se fodbold. Og for at få tiden til at gå indtil han landede Ford’en, løb jeg ca 2 km. nord for Nr. Lyngby og fandt den trappe jeg har hørt om, men aldrig har turdet bestige. Trappen der går fra stranden og direkte op i himlen, eller i hvert fald op på den stejleste af alle stejle skrænter. Jeg har set billeder af trappen fra den gode Skagen Ultra løbsarrangør Thomas Kragh Pedersen. Thomas løber ofte i området, og smider altid de fedeste billeder på FB efterfølgende. Og trappen; den har været motiv op til flere gange.

Helt spontant og uden en eneste tanke løb jeg over mod trappen, og begyndte at kravle op. Trin efter trin, nøøøj den er for vild den trappe. For sulan da… Helt ærligt, jeg nåede halvvejs op og tænkte ”Shit, det kan gå grueligt galt det her. Hvis jeg ryger ned, eller trappen falder sammen så slår jeg mig altså noget kun værre end mit styr fra 1. salen på hjemmematriklen” Det skal lige tilføjes, at ud over det faktum at trappen er usandsynlig stejl, så er alle møtrikker der holder skidtet sammen, også ualmindelig rustne.

Da jeg nåede toppen var det med en blanding af tilfredshed og en glæde over stadig at være i live. – Tørt kunne jeg konstatere, at jeg på ingen måde skulle forsøge mig med at kravle ned sammen vej, og måtte ud og finde alternative veje tilbage. Det gjorde blot turen endnu mere fantastisk for det betød løb på små og større stier på kanten af de rå skrænter. Jeg var et stort strålende smil da jeg ramte p-pladsen næsten samme tid som Ford Børnecontainer rullede ind.

At være løber kan sagtens lade sig gøre selvom man har fået et prædikat af skadet klistret på sig. At ændre fokus og fokusere på muligheder i stedet for begrænsninger, åbner for så mange andre fede oplevelser. Jeg er så klar til mere oplevelses-løb, og nye territorier skal erobres. Det kan godt være jeg kun må løbe cruise-pace, men hvem siger det ikke kan være sjovt hvis man gør det de fedeste steder  

Næste gang går turen videre – hele vejen til Hirtshals. Det er min næste udfordring. Og til alt held har jeg nogen i baghånden der vil gøre mig lidt mere tryg på vejen. En lille gul ven jeg har ønsket mig umådeligt lang tid, og endelig har taget mig sammen til at anskaffe. Min nye gadget, der udover at være en overfaldsalarm, også er en dims der notificerer mine ”udvalgte” hvis jeg har behov for hjælp. En dims udviklet til løbere, der måske føler sig utrygge, eller som blot løber meget alene eksempelvis på trails, hvor det er rart at kunne hidkalde hjælp hvis ulykken skulle ske. Der kommer et indlæg om min nye gule ven – og indtil da. Nyd foråret derude

The post En vidunderlig løbetur part 2 – nu med trapper :D first appeared on The greatness of running.

Hvad sker der, hvis man tager en håndfuld løbetosser, kører dem til Lønstrup i en Land Rover (Jeg har fået strenge ordre på ikke at skrive en Jeep :D), tilfører pandelamper, slukker for solen, og beder dem løbe tilbage langs stranden til Løkken.

MAGI; Der sker magi på en helt almindelig onsdag aften dag 2 i det nye år.

Det hele startede med et tilbud fra én af bagmændene bag Coast 2 Coast løbet, Kent Jørgensen. Kent skrev til et par heldig udvalgte om vi ville være testløbere på et nyt løb, han sammen med West Event havde i tankerne. Når man kender Kent ved man, at sådan en chance skal man ikke lade passere.

I går eftermiddag drønede jeg til Løkken og fandt en lille flok løbere klar til eventyr. Vi blev hurtigt gennet ind i Land Roveren, og under kyndig hånd kørt til afsætningsstedet i Lønstrup. Her fik vi taget gruppebilleder hvorefter vi gik i samlet flok ned på stranden i den nedadgående sol. Dagen før var en kæk nytårsstorm blæst ind over det nordjyske, og vandstanden på stranden var derfor en anelse højere end normalt. Vi vidste alle hvad det betød… Vores små fudser ville ikke komme tørskoet til Løkken. – Og heldigvis for det.

Kort efter start skulle der tages en stor beslutning. Ville man løbe forbi Rubjerg Knude på stranden (og dermed gennem vand til livet på en smølf som mig), eller i stedet tage turen op i sandkassen, forbi fyrtårnet og efterfølgende ned på stranden igen. Tre hårde hunde (heriblandt mr. Strandløber nr. 1 Thomas SOUT Kragh Pedersen) valgte vandvejen, mens jeg smuttede op i trail-legepladsen på toppen af skrænterne sammen med 3 andre seje løbere. Og selvom vi måske ikke fik det kolde gys, så blev vi i stedet udfordret af stikkende havtorn og små lækre trail-stier – og ikke mindst belønnet med en guddommelig udsigt i en palette af regnbuefarver. Det var så umådeligt smukt, og da det samtidig føltes som ren leg at løbe på toppen af skrænten i det fede lille trailspor, var smilet malet udover hele fjæset på os alle.

Samlet på stranden igen og med et forsvindende lys forsatte vi mod rutens midtvejsstop ved Grønne Strand. Her stod Land Roveren og ventede med varmt drikkelse og verdens bedste nisseøl (Tak Kent :D), nå ja og så lige med forhjulet kørt ufravigeligt fast i det mudrende sand. Jo jo, selv en Land Rover kan sidde ubehjælpeligt fast i den nordjyske sand-sump.
Som frontløbere nåede Lars Bo (som jeg løb tværs over Vendsyssel med for et par uger siden) og jeg først frem til den nødstedte 4-hjuler. I kådhed tænkte vi, at vi lige ville være geniale og løbe indenom Land Roveren for at undgå det kolde havvand. Det viste sig ikke at være helt så genialt som i tankerne. Vi ramte begge selvsamme sand-sump med vores løbesko, og lad mig sige det som det var – det blev skoene ikke just pænere af Vi måtte i stedet kapitulere og ud i den store vaskemaskine for at få mudder af skoene.

Lyset var nu helt væk og mørket lukkede sig om os. Vi tændte pandelamperne og løb videre i lyskeglerne mens snakken gik. Hr. Strandløber, som til dagligt er politibetjent, berigede os med vanvittige makabre beretninger om død og ødelæggelser fra den virkelige verden. Beretninger der mest af alt passede til en ”Fredag den 13 på stranden” horror-movie, og da en løsgående hund pludselig kom løbende mod os, skreg jeg op som en anden Hollywood skuespiller. Shit det var skræmmende. Jeg nåede lige at sige ”Hov, hvad er det for to lysende pletter der er derover” hvorefter ”monstret” af en vovse materialiserede sig lige bag os. (Havde jeg været alene, var jeg med sikkerhed ikke returneret til Løkken som et normalt levende menneske :D).

På et tidspunkt, umiddelbart inden endestation, overtalte hr. strandløber os til at slukke pandelamperne. Vi løb 3 løbere forrest og da først øjnene havde vænnet sig til mørket opstod magien for alvor. Stjernerne hang som et smuk tæppe over os, det mørke hav skyllede dovent ind mod vores fudser og stilheden var gribende. Bag os løb de andre i deres små lyskegler. Jeg tror godt jeg kan skrive, at jeg aldrig før har haft så fed en naturoplevelse på en løbetur. Hold nu fast det var vildt. Alle ens sanser åbnede sig for fuld blus, og følelsen af at løbe i et eventyr var ubeskrivelig. Mindfulness-kurser go home. Det jeg oplevede i mørket var ubetinget gylden mindful-løb, hvor det eneste der gjaldt var nuet.

Tilbage i Løkken, efter adskillige vandpassager, (her vil jeg skynde mig at tilføje, det var faktisk slet ikke koldt. Når først man havde været i vand til knæerne én gang, var kroppen nivelleret og temperaturmæssigt i vatter :P) løb vi tre frontløbere ud på molen og afsluttede løbet med en stille ærbødig salut til det brusende Vesterhav.

Tilbage på stranden blev vi mødt af duften af grillpølser, og sørme om ikke de kære arrangører havde stillet to stk. saunas op til opvarmning af evt. kulderamte løbere. Bedre afslutning kunne man næsten ikke få. Da jeg sad i bilen tilbage mod Aalborg var jeg på én gang afslappet og rolig, og samtidig helt oppe at køre. Den oplevelse jeg just havde fået med i bagagen var så unik. Tænk at jeg, fordi jeg løber, kan få så fed en oplevelse sammen med andre ligesindede. Tænk at en helt almindelig hverdag kan være så magisk.

Om jeg gjorde det igen? Hell Yeaaahh – Jeg ville tage turen så ofte jeg kunne, hvis bare der var løbere der gad følges. (Jeg tør ikke alene, så er det sagt. Og sikkerhedsmæssigt ville det nok i øvrigt heller ikke være forsvarligt). Så her kommer ugens ualmindelig gode tip – Hold øje med de sociale medier her til foråret, og vær klar på tasterne. Lige pludselig dukker der mulighed op for tilmelding til et løb man bare SKAL unde sig selv at løbe.

The post Magisk testløb first appeared on The greatness of running.

Min uge har været fuldstændig fantastisk løbemæssigt, efter jeg fik lettet mit hjerte, og da vi samtidig benyttede en børnefri uge til at rykke vores habengut til Rødhus, og dyrke lidt tosomhed i ly af hede og skov, var min lykke forsejlet. Fredag tog vi løbeskoene på og løb rundt i den smukkeste efterårsklædte skov jeg længe har set. Det var et farveorgie i orange og guld. Jeg var godt løbende og følte mig i det hele taget flyvende i løbeskoene.

Lørdag var det planen jeg skulle løbe efterårsløb i Vester Hornum, men lørdag morgen efter indtagelse af den obligatoriske havregryn + 1 kop sort mokka, mærkede jeg efter en ekstra gang – og blev enig med mig selv om, det ikke lige var dagen for marathon. Jeg havde en anden plan i stedet, min fornemmelse af at være godt løbende skulle udnyttes. Hygge og morgenmad med den bedre halvdel, inden jeg ville tage på eventyr i selskab med intet mindre end, mig selv. Jeg har, stort set siden vi købte vores sommerhus for 4 år siden, kigget længselsfuldt efter Rubjerg Knude fyr de gange vejret har artet sig som en lille englebasse. Jeg har utallige gange tænkt… Gad vide om man kan løbe hele vejen fra Rødhus til Rubjerg Knude Fyr langs stranden. Jeg har bare ikke rigtigt lige kunne finde modet, og få logistikken på plads (en sådan løbetur ville kræve pickup ved endestationen).

Lørdag morgen fandt jeg modet, og havde afhentningsmulighed – og det gode vejr med mig (NOT). Jeg smed en flaske vand på ryggen, et par gels i lommen og, for en sikkerhedssyld, et dankort i brystlommen, og før præsten kunne nå at sige ammen var jeg ude på stierne, klar til en løbeoplevelse ved den nordvest-vendte danske kyststrækning.

Jeg løb ned til stranden, vendte snotten mod nord og satte i trav. Vinden var lidt af en bisse, og småregnen fik hurtigt mit tøj til at klæbe; vejret gjorde bestemt sit for at få mig på andre planer. Men nej, denne kvinde havde en mission. En mission der var vigtigt, noget jeg bare enormt gerne ville. Jeg ville have vished. Var stranden farbar for en løber.

Og så gik det ellers bare stille og roligt fremad. Jeg løb forbi menneskemængden i Blokhus, jeg løb op til Saltum strand hvor hundefolket og ægtefolk gik lørdagstur, jeg løb forbi Ingstrup hvor et par modige mennesker havde vovet sig til stranden i et lettere surt efterårsvejr. Og før jeg vidst af det, stod jeg ved skibene på stranden i Løkken. 22 km. indtaget som en lækker lille flødeskumskage, og jeg var stadig knald fuld af energi og klar på meget mere.

I Løkken spiste jeg min medbragte madpakke a la chokolade gel, drak lidt vand, nikkede til folk omkring mig, og satte i 2. gear videre nordpå. Nord for Løkken ser man for alvor havets vanvidstogt mod kysten, og for første gang kunne jeg med egne øjne se både brutaliteten og skønheden som perler på en snor, jo længere jeg kom nordpå.

Næste stop var Nr. Lyngby. Et stop der markerede at jeg nu var på helt nyt territorium. Jeg har aldrig før løbet fra Nr. Lyngby til Lønstrup. Jeg var faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre. Hjertet var fuld af mod, jeg turde godt og jeg var klar på evt. at løbe tilbage hvis jeg kom til ufremkommelige forhindringer på stranden. Må dog lidt indrømme at jeg var pænt glad for at se andres fodspor i sandet, det var rart at vide at andre havde klaret turen – og formodentlig havde overlevet.

Fuld af taknemmelighed og en lille smule rørt over det var lykkedes mig, nåede jeg frem til Rubjerg Knude. Og for første gang i mit liv kunne jeg tage et billede fra stranden op mod fyret – og vinke til de mange mennesker der havde taget turen ud i sandkassen. Det var et stort øjeblik. Det der øjeblik hvor man bare helt ind i det dybeste indre er tilfreds og en lille smule stolt af sig selv. Verdens fedeste følelse.

Jeg skrev til min pick-up at jeg var ved knuden og fik besked om, at afhentningen kunne ske om 35 min. Og fuld af energi og glæde besluttede jeg mig for at fortsætte op til Lønstrup, hvor jeg dagen før havde glemt 100 kr. i en butik. Tænkte det ville være super næsvist at løbe ind i butikken, be’ om pengene – og juble over at have løbet 34 km. for at hente 100 kr. Det skulle prøves.

Jeg løb afsted mod Lønstrup, rundede en lille pynt med en snæver passage fyldt med vandhuller. I det sekund jeg hoppede over et vandhul og landede i sandet, sank min fod i til anklen. Og pludselig så jeg for mig, et indre billede af mig, i blå smølfefarver, siddende i dynd til navlen. Var der ikke noget med, at der kunne være kviksand heroppe omkring de nedstyrtede klitter? Og hvem kunne redde mig hvis jeg røg i. Hver eneste skridt føltes pludselig som en kamp om mine skov mellem mig og kviksandet. Jeg løb nærmest sprint, mens jeg forsøgt at gøre mig let som en fjer. Og først da jeg mødte en fyr, der kom gående imod mig, slappede jeg lidt af i de spændte muskler og fandt fred igen. Det var en total overreaktion, men hey – jeg var helt alene og har en til tider en ret anstrengende fantasi. (der var overhovedet ingen kviksand på strækningen)

Jeg nåede op til butikken i live, snuppede mine penge – og ØV altså, der var kunder, så jeg kunne ikke lave min lille forestilling. I stedet jokkede jeg gennem Lønstrup by, op til resterne af Mårup Kirke (de få gravsten der er tilbage) – I øvrigt. Ærlig talt, jeg var en lille smule skuffet over ikke at finde skeletter nede på stranden under den tidligere kirke. Havde i min fantasi forestillet mig jeg ville komme løbende ind i Lønstrup by med en lårbensknogle fra en gammel fiskeskipper, se det ville var god stil.

Så gik det ellers tilbage til fyret, via den fantastisk smukke sti, der går gennem heden mellem Rubjerg Knude og Lønstrup – Hvis du aldrig har løbet der, så er du altså virkelig gået glip af noget. Det er verdensklasse. Og mens min telefon vibrerede lystigt i min lomme, øjnede jeg en ny potentiel katastrofe på min vej. Foran mig på hver sin side af stien stod to køer. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. MEN den ene ko kiggede meget intenst over på den anden ko. Det stank at skumle planer. Jeg frøs. What to do. Min Pick-up ventede på p-pladsen, jeg havde ikke tid til at finde andre veje. Jeg bad en stille bøn og nærmede mig så lydløst som muligt de to mistænkelige køer. Jeg overvejede om køer, på samme måde som hunde, mon skal fornemme angst – og som man vist nok gør, når man er skrækslagen, begyndte jeg at tale til de to banditter. ”Heeeej søde venner – sikke en par søde køer I er”.. Jeg stirrede den ko der var tættest på mig, direkte i øjnene (aner ikke hvorfor, måske en virkelig dum handling), trak vejret helt ned i mavesækken, og passerede mellem de to skumle typer. Helt ærligt – de var fuldkommen ligeglade med mig.

Og således nåede jeg tilbage, hilste med et lettet smil på den ranke fyr og ned på P-pladsen hvor turen nåede sit endepunkt. 39 fantastiske km. Behøver jeg at sige jeg var det største smil resten af dagen? Verden bedste beslutning, verdens bedste tur og det var stadig kun lørdag – foran ventede en søndag med en ny omgang samvær med de dejlige mennesker fra Team Tvilling. Min mission var en kæmpe stor succes.  

Opfølgning:

Her til aften skrev Niels nogle fantastiske gode råd til løb omkring Rubjerg Knude og Lønstrup. Som “Lønstrup-genser” (Hvad pokker hedder det egentlig?) har han masser af løbeerfaring i området, og jeg syntes simpelt hen det var for godt til ikke at dele med alle her på domænet. Så here goes… Tons af super fantastiske råd fra én løber til alle os andre løbere.

Spændende læsning om en fed løbetur godt at du overlevede Jeg bor selv i Lønstrup og træner ugentligt løb i området samt flyver paraglider ved skrænterne. Så her lige et par gode råd hvis andre har mod på samme løbetur. Hvis man vælger at løbe forbi fyrtårnet på stranden så gør det ved lavvande og gerne østenvind (så undgår man våde sko…måske). Er stranden smal langt før Rubjerg Knude, så lad være med at forsøge at passerer ved fyrtårnet på stranden. Løb i stedet på toppen af skrænten indlands. Løb altid langs vandkanten, skrænten er meget ustabil især her vintertid. Der kan være underminere sand (normalt ikke dybere end max 1/2m) på stranden, men løber man langs vandkanten undgår man som regel dette. Der kommer mange knogler ud af skrænten ved kirken, men graveren fjerner dem ved lejlighed og gerne før at turisterne stjæler dem (gravrøveri Køerne er temmelig fredelige i området, men sniger man sig ind på dem, kan man være uheldig at de bliver bange og flygter (så skal man ikke stå i vejen for dem). Så gør opmærksom på at du som løber nærmer sig dem i god tid…så er de med “sikkerhed” ligeglade. Vask ler af skoene før det tørrer ind…det bliver man gladest ved. Der er ofte ingen mobiltelefon dækning (måske afhængig at teleselskab-SMS er dog tit muligt) på stranden ved de høje skrænter (ca Nr. Rubjerg til Mårup kirke). Grønne Rende ligger få hundrede meter syd for Rubjerg Knude, her kan man passerer op fra stranden rimeligt sikkert. Husk at se udsigten fra Rubjerg Knude Fyrtårn , jeg gætter på at den ikke er åben om 1-5år Jep, det var vist det God fornøjelse Mvh Lars

The post En vidunderlig løbetur first appeared on The greatness of running.