I lørdags løb jeg marathon i den vildeste varme, efter danske standard vel og mærket :), i Frederikshavn. Helle Frost Marinussen havde inviteret til løbefest i ”Fressen” fordi hun havde noteret 99 marathons på bogen, og nu skulle løbe det famøse marathon nummer 100 med direkte adgang til klubben over dem alle – Klub 100 marathon Danmark (Og hvis du hænger på og læser hele indlægget vil du også lære om en helt ny konkurrence-genre som jeg vitterlig ikke i min vildeste fantasi havde troet eksisterende)

Jeg har ikke selv løbet marathon siden april hvor jeg løb med på Øhavssti etapeløbet, og i det sekund jeg parkerede bilen og traskede ind i indkørslen hos Helle og hendes familie, vidste jeg at det var en kæmpe fejl. Knap var jeg nået indenfor matriklen før de første corona-hilsner og grin fløj rundt omkring mig, og fik mig til at indse, at jeg virkelig har savnet alle løbetosserne, og den atmosfære der er når vi samles til løb.

Alle løberne der skulle starte såkaldt ”early start” (En early start er for løbere der har brug for lidt ekstra tid på ruten, og stadig slutte samme tid som størstedelen af de andre løbere) stod klar til start, og luften sitrede af forventning og nervøsitet. Med et ”husk nu at drikke rigeligt undervejs” blev de sendt afsted ud i den danske version af en sommerhedebølge.

En halv time efter startede det officielle løb med præcis samme formaning. Og til klapsalver fra de venner og familie der allerede var dukket op for at fejre seje Helle, løb vi ud på 4 runder a 10.55 km. Ruten var en fantastisk rute gennem det nordlige Frederikshavn ned til Palmestranden (yes – i Frederikshavn har man en palmestrand ), og tilbage til start i en fin tegning af en skibsmast med vimpel på.

Mit eget løb er der ikke meget at berette om. Kort opsummeret, jeg løb to runder i selskab med to andre i fint tempo, og døde på runde 3 hvor jeg begyndte at skifte mellem at gå og løbe, for ikke at brænde helt ud i hovedet. Nøj det var en varm dag. Nogle steder var det varmt med en skøn svalende brise, andre steder på ruten løb man i en finsk sauna. Og havde det ikke været for ”vand-til-hunde” stedet ved isboden ved Palmestranden, hvor jeg kækt lå på mine knæ for at plaske iskoldt vand ud over min overophobet krop, så tror jeg ikke jeg var kommet igennem. (Jeg tør slet ikke tænke på, hvad folk dog har tænkt om hende den tåbelige løber der pludselig smed sig ned blandt hundeskålene og plaskede med vandet som en anden labrador :D)

I slutningen af 3. runde mødte jeg manden der i den grad er garant for at få folk i Vendsyssel til at dyrke mere motion, Rico Eiersted (Det er ham med Coast2Coast løbet). Jeg slog følgeskab for en stund og fik en sludder om verdenssituationen, mens kroppen fandt en mere fast substans igen. Det var virkelig rart at sætte tempoet helt ned, og føle at kræfterne vendte tilbage. Jeg fik så meget energi, at jeg lynhurtigt løb videre ud på 4 runde alene (det var med at udnytte den smule energi der var tilbage i kadaveret), og hutlede mig rundt – og fik således endnu et marathon på bogen, med tøj så vådt som havde jeg tilbragt 4 timer i vandrutsjebanerne i Fårup Sommerland. Nøj hvor jeg dog elsker at løbe marathon

Jeg nåede lige at drikke 3 colaer og skifte det våde tøj ud med mere anstændigt sommertøj, inden Helle løb i mål flankeret af alle de løbere der havde taget turen rundt sammen med Helle. Det var så uendelig stort at se en dybt rørt Helle komme løbende ind til klapsalver, hujen og tusindvis af krammere, og jeg huskede som var det i går hvordan det føltes da jeg selv var i samme situation. Det er næsten ikke til at rumme. Dét at nå så stort et mål, og at få lov til at blive fejret – og er der noget vi løbere er gode til, så er det at fejre hinanden, er så vanvittigt vild en oplevelse. Og at jeg fik lov til at være en del af Helles oplevelse gjorde mig simpelt hen så glad. Løbeglæden flød som en brusende elv igennem kroppen, og jeg har næsten ikke været i stand til ikke at synge højt på alle mine træningsture siden i lørdags. Helle havde arbejdet sten hårdt på at nå målet de sidste 6 år, og nu stod hun i en regn af taler, gaver og lykønskninger. Jammen altså. Hvor er løb dog en fantastisk sport.

Jeg smiler stadig kæmpestort og ser med taknemmelighed ned på mine løbesko. Hvor heldig er det lige man har lov til at være – hvor heldigt var det lige, at jeg en dag tilbage i 2010 besluttede at jeg ville være marathonløber. Selv her 11 år efter, kan jeg stadig forundres over de fantastiske oplevelser og den store livsglæde løb giver mig som menneske.

Kæmpe tillykke med de 100 Helle – jeg håber du nyder det maks (Helt ærligt, der burde være en klub 100 marathon hue man skulle gå rundt med i minimum 3 uger efter :D)

PS – Jeg måtte smutte fra fejringen efter forholdsvis kort tid, min datter var nemlig til et stævne i Frederikshavn – et KANINHOP-STÆVNE… . Ja, du læste rigtigt. Min datter konkurrerer i kaninhop, en disciplin der minder uendeligt meget om springstævner for heste, hvor hestene er udskiftet med kaniner og mennesker løber ved siden af, i stedet for at sidde ovenpå.  Der er masser af voksne der deltager i konkurrencerne sammen med pigerne, og er du svimmel de kaniner er for sindssyge dygtige. Bestemt en sport jeg kunne falde tilbage på, hvis løb en dag ikke længere er muligt

PPS – Billeder er lånt af fotograf Marianne og Rico Eiersted – og nogle er mine egne.

The post Løbefest i Frederikshavn first appeared on The greatness of running.