Nytåret kom farende som en raket, og pludselig var det den 2. januar og jeg startede nyt job. Det er noget jeg har glædet mig meget til, men også noget som har slugt al min energi og overskud, og ikke levnet mange frie hjerneceller til at få skrevet ret meget her på domænet.
Kort status på mit løbeeventyr er, at jeg nu er i “Taper-time” (hver eneste gang jeg siger det ord, popper Jim Carrey op i mit hoved, mens han skriger ”Cable-guy” ude foran min hoveddør. Det er da den mest mærkelig Taper-ting jeg nogensinde har prøvet – og umulig at slippe af med 😀 :D. Ps – ved du ikke hvad jeg taler om, så tjek Cable-guy-linket i bunden af indlægget 😀 )

Før 2020 for alvor for vinger her om en lille uges tid, (psyko-lyd…. 1 UGE TILBAGE INDEN JEG REJSER) har jeg brug for at se tilbage på 2019 og lære af året der gik. Jeg syntes generelt, det bør være enhver løbers MUST, at se tilbage på året der gik, og tage læringen med over i det spritnye løbeår.

Umiddelbart når jeg tænker på løbeåret 2019, så fylder et ord næsten alt. Mit absolutte hadeord over dem alle. Skade.. Jeg slæbte min dødvægt af en Hamstring Tendinopathy med ind i det nye år. En dødvægt der næsten er umulig at slippe af med, og som nogle gange forholder sig i ro, men i andre perioder skriger, råber og vræler som en lille baby. I starten af 2019 smed jeg håndklædet i ringen, og startede på et trænings-hold hos en fys i Aalborg. Jeg fik trænet en del styrke, men opsummeret, så fandt vi aldrig rigtigt frem til det, der for alvor skubbede mig mod en skadefri tilværelse. Jeg stoppede med fys med starten af sommerferien, og opgav. Jeg havde ikke tålmodigheden, og jeg kunne ikke se nogen som helst fremdrift. Status er, at skaden stadig er til stede. Den flammer op i tide og utide, især når jeg kommer til at presse citronen lidt for hårdt. Og her i juleferien har den besluttet sig for, at den da i den grad vil med på løbeeventyr til Antarktisk. SUUUUPER…

Læring 1:

Jeg er ikke god til at være skadet, og min tålmodighed er som en ærte i prinsessens seng. Jeg har brug for at føle at der sker noget. Om ikke andet, at der er et klart mål med det jeg laver. Det dur ikke for mig, at jeg går på et hold 1 gang om ugen, og så ellers skal forsøge at træne selv resten af tiden. Min rygrad er for slatten. DET SKER IKKE.
Jeg savner at løbe uden at have en ”nipper” siddende i baglåret. Jeg savner at løbe trail, som p.t. er en helt umulig ting. Op ad bakke er simpelt hen det aller værste jeg kan byde min ”ven” i ballen. I 2020 – når jeg vender retur fra min drømmerejse, vil jeg forsøge at finde en personlig træner der kan tage mig igennem et kvalificeret forløb. Jeg vil betale det, det koster, for at få hjælp 2 gange ugentlig til at træne min skade korrekt. Jeg kender ikke nogen personlige træner, der kunne være relevant, så al input tages med kyshånd. Kravet til den personlige træner er blot, at personen skal teoretisk forstå hvad min skade handler om, skal forstå et løber-mindset og skal være klar på at arbejdet med et stædigt æsel.

Trods mine udfordringer i ballen, fik jeg alligevel løbet en del fede løb i 2019. Ikke helt så mange som jeg gerne ville, men dem jeg fik løbet, var alle fede oplevelser. Jeg løb 6 marathons i alt (ikke meget for en garvet løbetosse, men det var altså hvad det blev til). Af de 6 var 1 løb et socialt løb ved jyske ås (gudesmukt område), 1 løb foregik i mine yndlingsomgivelser – stranden og stierne rundt i Blokhus til Blokhus Marathon, og 1 løb var et Guiness Rekordbogs forsøg på den højeste asfaltvej i verden i Pakistan. Sidste nævnte var årets absolutte løbeoplevelse, og åbnede en dør op for nye perspektiver på det, at være løber.

Jeg fik, trods skaden, løbet 3 trailløb i 2019. 21.1 km. Strandløb til Costal Run mellem Lønstrup og Løkken i den vildeste vind. Nøj det var vildt – og skægt. . Jeg løb Gudenå trailløb 37,5 km. Et fantastisk løb hvor jeg løb fra Tange til Randers på Gudenåens brinker. Og sidst men ikke mindst fik jeg endelig mit drømmetrofæ med hjem fra Skagen, hvor jeg løb Skagen Odde Ultra trail 60 km.

Og så var der heldigvis også lige plads til kvindeløb 15 km. Sammen med Leah og Team Tvilling. At løbe med Team Tvilling er altid en helt speciel oplevelse. Derudover blev der også plads til 2 af de halv sammen med gode løbevenner.

Så alt i alt et helt ok løbeår, når man ser bort fra skaden. Jeg vandt Blokhus Marathon og Khunjerab Marathon i Pakistan (og fik dermed en Guiness world record – har dog ikke fået bevis herpå endnu). Jeg vandt Gudenå trail løbet og, som nævnt, jeg vandt trail løbet i Skagen. Det var et helt hæderligt år i 2019 😀

Læring 2:

Min løbeglæde er klart mest flammende når jeg mikser løb, og løber forskellige distancer og udfordringer. I 2020 vil jeg forsøge at løbe andre løb end dem jeg normalt løber (læs marathons). Jeg vil teste mig selv på andre distancer og se hvad det gør ved min fysik. Jeg tror på, at jeg kan blive en bedre løber, hvis jeg udfordrer mig selv på andre distancer end lige præcis de 42,2.

Løbet i Pakistan åbnede min løberverden for det sammenhold der findes på tværs af landegrænser. Jeg blev, her lige efter jul, optaget som medlem i Marathon Globetroppers (Det kræver at man har løbet i mindst 10 forskellige lande).  Jeg mødte i Pakistan så mange fantastiske mennesker, og lærte om så ufattelig mange fantastiske løb og udfordringer, lidt i stil med det eventyr jeg tager på om en uges tid. Kipchoge sagde i interviewet efter hans succesfulde rekordforsøg ”Together we can make this a beautiful world ”, og det er præcis det der sker, når man rejser ud i løbeskoene og møder verden med åbenhed og nysgerrighed.

Læring 3:

Løbet i Pakistan har ændret mig som løber. Jeg vil ud og lære verden at kende i mine løbesko. Jeg vil holde mine nye bekendtskaber ved lige, og omfavne den forskellighed og accept man oplever i det internationale løbemiljø. Jeg vil ud og opsøge historierne og lave en ”mine internationale løbehelte” serie. Jeg vil udfordre min comfort zone, få tatoveret ”Courage” på min arm, og grine mig højt og larmende gennem alle oplevelserne.

2019 har lært mig, at selvom jeg har været i gamet i over 10 år, så er der stadig så meget mere at lære som løber. Man skal bare turde !!!!!

Og så videre til Taper – og den forestående rejse i næste indlæg. Indtil da, lidt “Taper-time” underholdning…

The post Recap 2019 first appeared on The greatness of running.

Jeg kan huske et afsnit fra én af mine favoritter hvor ham der laver podcasten, fortæller om det her løb han deltog i sammen med en god ven. For at komme til startområdet skulle de to kække løbere med bus, og mens de sad der i bussen nervøse og spændte på hvad ventede forude, var der en dame der kiggede over på min podcast-gut og sagde ”Det er da dig der har podcastén – er det ikk’?” Podcast-gutten svarede jo, og i næste afsnit fortalte han begejstret om følelsen af at blive genkendt på baggrund af noget, man laver fordi man syntes det er sygt sjovt. Følelsen af, bare for en ganske kort stund, at føle sig en lille bitte smule berømt. At blive genkendt på gaden som en anden filmstjerne var for ham, en følelse af boblende glæde med et lille drys stolthed.

Siden da har jeg jævnligt funderet over hvem mon det er, der læser med her på domænet. Hvem sidder derude, udover min familie velsagtens, og læser mine til tider lidt kryptiske indlæg. Og gad vide om jeg en skønne dag oplever noget tilsvarende dét podcast-gutten oplevede – at blive genkendt af en fuldstændig fremmed.

I denne weekend rykkede bedre halvdel og jeg ud i vores lille perle af et sommerhus. Og da vi nu befandt os i DKs lækreste naturområde, havde jeg på forhånd spottet, at verdens sødeste søstre Heidi og Susie Rasmussen lavede 3 løb på 3 dage med udgangspunkt fra Saltum Strand Camping i det nordjyske smørhul. Kæk som jeg var, meldte jeg mig til marathon fredag eftermiddag efter job + igen søndag formiddag. Altså to stk. 42,2 km. løb på én weekend. Hvad jeg så liiige havde overset, glemt, svedt ud eller hvad pokker nu der var sket i mit lille univers var, at min søde datter var på ridelejr og skulle give opvisning selvsamme søndag over middag. Nå ja, og så lige det faktum at mit bentøj på ingen måde var klar til 2*42,2k m. Sjovt hvordan jeg ALTID ser oplag for løb og tænker, det Må jeg da løbe -uden at skænke min fysiske tilstand, min kalender eller min familie sågar, så meget som EN eneste lille tanke. Det er ikke så få gange jeg har måtte lave en ”jeg kommer altså ikke alligevel” på den bekostning. He he…

Enden på mine kække tilmeldinger blev, at jeg fredag løb 21,1 fantastisk km. på den fedeste-ever-trailrute i det blændende smukke landskab. 21,1 km. med følelsen af hvor uendelig fantastisk det er at være løber, men samtidigt også erkendelse af, at passe på sig selv så man forbliver løber. 21,1 km var nok, jeg var glad og kunne drage tilbage til sommerhuset som en glad kvinde, glad fordi jeg havde fået lov til at konvertere mine 42,2 til 21,1 søndag morgen. Og fro mødte jeg op søndag morgen til endnu en omgang 21,1 på en rute der viste sig at være mindst lige så fantastisk. Nøj hvor er jeg bare vild med at løbe ved vestkysten.

Nu er det vi nærmer os historiens højdepunkt. Hold nu fast kære læser for lige om ganske få linjer topper min karriere som blogger.

Søndag morgen, jeg havde lige tilbagelagt 1. runde ud af 3, og var lidt overrasket over den modvind vi skulle kæmpe os gennem på stranden og ligeledes på vej tilbage til start/mål. Idet jeg løber ud på 2 runde med vinden i ryggen, begynder min lille reptil-hjerne at diskutere med sig selv om, hvorvidt det i grunden ville være bedre at stoppe og gå tilbage til vaniljekransene i depotet, eller om jeg virkelig gad kæmpe mod vinden 2 omgange mere, inden jeg kunne gå i vaniljekransene. Og pludselig, der midt i min hjernes debatteren med sig selv, kommer der en cyklist på en MTB op på siden af mig. Cyklisten er en veltrimmet mand, han kigger på mig, smiler og udbryder ”Heeej Heidi, du ved ikke hvem jeg er, men jeg kender dig fra din blog. Jeg læser med og syntes det er vildt motiverende” (sagde han vitterligt vildt motiverende? Eller måske blot motiverende? – ahhh det må da være det første ikk :D)

Og lige der, midt på strandvejen mellem Saltum strand Camping og Saltum strand, fløj fyrværkeriraketter om ørerne på mig, stjerneskud vandrede hen over himlen og alle fuglene i området sang de smukkeste triller. Min lykke var gjort. Jeg oplevede præcist dét min podcast-gut havde fortalt om. JEG BLEV GENKENDT. UHUUUEEEEE.. – I et herligt minut følte jeg mig som en filmstjerne, og jeg skal da love for, at det derefter var let at løbe de sidste to runder. Jeg fløj nærmest.

Jeg blev lidt befippet og fik faktisk ikke spurgt den herre om hans navn. Jeg nåede dog at fortælle hvor meget jeg satte pris på hans ord, og fik udtrykt et ønske om, at vi en dag kunne samle en gruppe og løbe en tur i mit yndlingslandskab over dem alle. (Når altså ikke en hælspore driller den enormt søde mand).

Og det er præcist her geden tages ved hornene kære læser. Det er skydeskivens knaldrøde midte, det er det elementære i mysteriet. Jeg skriver fordi jeg drømmer om, at min skriblerier kan åbne op for nye eventyr og oplevelser. For møder med nye løbere, og for historier jeg ellers aldrig ville have hørt. Jeg skriver her på domænet fordi jeg håber og tror på det kan medvirke til, at løbere jeg ikke har mødt før (eller gamle venner) kommer over og hilser på, og gider give en fortælling med på vejen. Jeg elsker historierne, og jeg elsker når I giver jeres besyv med i kommentarfeltet her på domænet, eller på FB gruppen Thegreatnessofrunning. Det gør mig simpelt hen så glad i låget.

Så kære dig på cyklen ved Saltum Strand, du aner ikke hvor glad jeg blev over at du præsenterede dig og hilste på. Det er jeg så taknemmelig over, og i øvrigt tons af tak fordi du læser med. Skulle der sidde andre ligesindede derude, så kom endelig over hvis I ser mig på jeres vej. Jeg vil så hjertens gerne snakke.

En lille note til afslutning – Da vi talte sammen, sagde den søde veltrimmede mand ordene ”Jeg har lige cyklet runden I løber, og hold nu op hvor er løberne bare glade”. Det er så meget spot on – jeg kender nemlig ikke nogen løb i verden der har så mange glade, smilende, skøre, skønne, herlige løbere som vores små rundeløb i det nordjyske. Jeg vil hermed opfordre alle der går føler sig en smule demotiveret, til at søge de små rundeløb. Jeg lover jer, I går med garanti ikke hjem i nedtrykt stemning.

The post Det skete virkelig…. first appeared on The greatness of running.

Fredag morgen skinnede solen ind af de saltdækkede vinduer, og selvom istapperne udenfor vinduerne gjorde sit for at skræmme os med varsler om en iskold morgen, tog vi løbeskoene på efter et par timers arbejde, og begav os ud i frostvejret. Nøj det var koldt. Og nøj det var smukt. Der er altså bare ikke noget smukkere end en dag hvor frosten knuger luften mens solskin slikker blidt på træer, buske og morgenfriske løbere. Lige præcis 4 km. ude på ruten havde jeg glemt alt om arbejde, dum ryg og at katten overtissede rejsekassen, håndklæder og sig selv på turen ud til sommerhuset. Vi løb stille og roligt, og i selvsamme øjeblik vi ramte stranden slikkede solen vores kinder, mens vi grinte af ren forårskådhed. Det var verdensklasse løb. Alt var godt, min ryg, min hofte og mit baglår var stille som ninja, og jeg ramte et flow for første gang i 4. uger.

Jeg var så glad og tilpas at jeg, da vi ramte vejen til sommerhuset, var nødt til at fortsætte. Min bedre halvdel havde lavet det bedste stunt på stranden. Ved passage af en større å, forsøgte han sig med et længdespring værdig en OL deltager. Enhver kunne sige sig selv det ikke ville gå godt. Det gjorde det heller ikke – manden landende næsten liggende – i slowmotion – med knæet hamrende ind i den frosne sandkant, samtidig med at anklen smadrede ind i bunden af sandkanten. Det var både sjovt og tragisk. Og manden slog sig ret meget, peb lidt og fortsatte ret forslået. Så jeg gennede min forslåede bedre halvdel mod vores sommerhus, mens jeg selv fortsatte i løbeskoene en rum tid med fjæset mod solen, og glæde flydende direkte gennem årerne.

Sådan en dag er der ikke forfærdelig mange af, når man løber om vinteren. Men når den dukker op, redder den alt og blæser støvet væk, støvet der har det med at lægge sig over motivationen i de kolde måneder.

Lørdag morgen stod jeg op fyldt med mod, kørte til Dronninglund og løb ½ halvmarathon hos Leo Mogensen. Jeg var så heldig at Kim Melgaard gad have mig hængende som følgeskab, og 4 runders snak fik turen til at føles som en leg. Jeg nuppede en ekstra bonusrunde blot for at teste ryggen, og selvom jeg var vildt træt i skroget efterfølgende, var det en super positiv Heidi der vendte tilbage i huset ved vestkysten. Jo jo, jeg havde da taget en smertestillende pille inden løbet, og jo jo, jeg havde da også undervejs mærket et par jag i ryggen + lidt råberi fra baglåret. MEN intet var i nærheden af en 4’er på en skala fra 1-10 – og jeg havde kun en lille smule muren i skroget da jeg, blidt som et lam, krøb under dynen lørdag aften.

Og sørme om ikke kroppen var ok her til morgen, og sørme om ikke den gad løbe en lille afskedstur på stranden, inden Ford Børnecontainer blev vendt hjem mod vaskemaskine og arbejde. Sikke en weekend. Hold nu op hvor er jeg fuldstændig fyldt op af kærlighed til løb. Min motivation tromler rundt i årerne og jeg har ustyrlig lyst til at løbe konstant. Den havde jeg ikke set komme da vi drog af sted torsdag aften.

Jeg løber ikke hurtigt, al løb foregår omkring de 5.20-5.40 min/km, og prøver jeg at ændre ved det, kommer jeg i problemer. Men jeg løber – og det er godt. Så længe jeg holder kroppen rank og sørger for ikke at blive for træt, er alverdens løbestier åben for mine mellemstørrelses fudser. Jeg er lige nu noget nær den meste taknemmelig løber i Gug city, og det monster der var ved at manifestere sig i mit indre, er drevet bort med monster-våbenet nr. 1 – Mine løbesko.

The post Motivationsbooster first appeared on The greatness of running.

Sådan har jeg det p.t. Og jeg siger dig kære læse, det er absolut fantastisk – ikke mindre. Jeg oplever, at jeg pludselig er nødt til at tvinge mig selv til at stoppe på mine ture for ikke at løbe alt alt for mange kilometer, at jeg med glæde løber hurtigere, end den fart mine tempointervaller er planlagt til, og at jeg synger højt når jeg løber rundt alene i Hammer Bakker (Hvis du tænker stakkels rådyr, så har du fuldstændigt ret – de lider voldsomt når jeg kommer syngende i rungende falsk falset :D).

Jeg skrev om min manglende løbe mojo i indlægget her, og selvom jeg siden indlægget indimellem har oplevet lyspunkter, så har det ikke været de store positive sprogblomster der har floreret i mit sprog, når jeg evaluerede mine træningsture. Oftest har det føltes som en tung sej vandring ud over Sibiriens ødeslette – og det til trods for indkøb af alverdens nye gadgets og løbegejl. Min stænger har føltes tykke som stængerne på en jysk bryggerhest og hovedet fyldt med tåge og mågeklatter.

Og så pludselig ud af det blå er solen kommet frem bag skyerne, tågen er lettet, hovedet rengjort og benene skrumpet ind til spinkle kenyaner-stænger. Jeg oplevede i denne uge at angribe en stejl bakke blot for at komme til tops og tænke ”var det alt du havde at byde på, din tarvelige bakke. Du ser så sej ud – men du er jo kun et lille bump på grusvejen”. At løbe i øsende regnvejr og mudder uden at have den mindste smule ondt af mig selv, at drøne rundt på landevejen i langt hurtigere fart end planlagt mens jeg skrålede min ynglings sang, og toppen af drikkedunken – at løbe Løkken Marathon i dag og føle det hele bare spiller maks. (I øvrigt det fedeste marathon, klart anbefalelsesværdig. Jeg skrev om løbet sidste år – læs med her)

At være løber er som at være en rejsende i ukendt land. Ikke to år er ens, der er altid nye oplevelser, nye opdagelser og nye ting der forundrer og mystificere mig. Kroppen er måske en maskine, men for søren da en kompleks én af slagsen. Man kan skrue, tune, effektivisere og optimere nok så meget – og alligevel er det som om, krop og sind nogen gange bare beslutter i sær samhørighed, at nu har den stakkels løber lidt nok, nu giver vi lidt kredit for det hårde arbejde. Det hedder sig at man som løber ALDRIG skal sammenligne sine meritter fra året før, og forvente at krop og sind er i samme tilstand og leverer samme produkt. Hvert år er som en ny fin løbesko taget ud af kassen og parat til brug. Den ligner måske den fra sidste år, farven er måske den samme og formen er måske endda lidt forbedret, men når fudsen kommer i skoen får den sit eget liv og er på ingen måde som den sko fudsen kom i sidste år.

Jeg syntes det er en dejlig erkendelse, at hvert år er en ny begyndelse for løbere. Også selvom det kan være uhyggeligt frustrerende at opleve, at man bare ikke præsterer på samme niveau i en længere periode, og måske ikke løber i nærheden af det, man kunne året før. Det fede er, at med en kende tålmodighed og selvforkælelse vender laksen igen en dag op i strømmen, og gyder de små lækre basser der bliver til ren løbeglæde.

Så kære venner, hold ud når du rammes af manglende lyst – også selvom det måske er gennem flere måneder. Én dag vender det, en dag vil sol, måne og stjerner stå rigtigt og den totale løbeglæde indfinde sig. En dag vil træningen føles let som en legende sommerfugl og du vil have lyst til at råbe et højt JUHUEEEE og et stort HURRRAAA for alle os der løber.

Vi ses på gaderne; jeg vil være hende med det store overstadige smil klistret fast i fjæset. :D. Stort tillykke med gennemførelse til alle der løb i Løkken i dag, hvad enten det var 10km, halv- eller helmarathon.

The post Den vildeste løbeglæde first appeared on The greatness of running.