Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr

Oprindeligt havde vi planlagt tre dags løb, fra Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hirtshals Fyr. Men logistikken gik ikke op, og vi udsatte derfor at løbe strækningen Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hanstholm Fyr til senere på året.

Sommerturen 2021 startede en halvkølig tirsdag morgen med ryggen mod Hanstholm Fyr. Løberygsækkene var fyldt til bristepunktet med vand, energidrik, gels og energibarer, og humøret var højt. Forude ventede en cocktail af uendelig kilometer smuk og barsk Vestjysk natur.

Ideen med turen var primært at løbe så tæt på vandkanten som muligt, velvidende at vi flere steder måtte løbe på stier og veje bag første klitrække pga. ufremkommelig strandunderlag (Jeg har bevis :D). Vi vidste at vi fra Hanstholm Fyr skulle ned på havnen, og finde Redningsstien der ville føre os ud mod Vigsø. Det var første pejlepunkt på ruten.

Når man løber fra Hansholm Fyr, løber man fra fyret til Kystvejen, og via den ned til havnen hvor man drejer til højre, løber gennem havneområdet og mod Renseanlægget og her finder man starten af Redningsstien for enden af vejen.

Redningsstien er den fineste sti der løber lige bag kysten gennem det smukkeste landskab. Den er markeret med små piktogrammer og går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg. Redningsstien er oprindeligt en vej til redningstjenesten, der via den kunne komme frem og redde forliste søfolk, som strandende på den barske og vindblæste kyst.

Stien endte ved en lille parkeringsplads med toiletter og vand. Og her mødte vi Freddy og hunden Plet. Freddy er en pensioneret fisker der gennem 35 år fiskede i farvandet ud for Hanstholm. Han er samtidig ansat i farvandsvandsvæsenet, og hjælper stadig til, når badegæster og søfolk kommer i nød. Freddy fortalte om dengang han gik i land og besluttede sig for at stoppe som fisker, og pludselig ved et tilfælde endte med at skulle sejle et skib til Ghana i Afrika. Han fortalte om, hvordan det var at komme som hvid mand til et område hvor man bestemt ikke går ud om aftenen efter 22:00, og har lokale til at køre bilen for en sikkerhedsskyld. Om et land hvor tyveri og overfald er hverdagskost, og hvor en fristende mobiltelefon placeret lidt for åbenlys kan være livstruende. Freddy genbesøgte på et senere tidspunkt området i Ghana for at hjælpe med at bygge en ny bro til et dambrug – og vi fik lov til at se billeder af fisk vi aldrig før har set, og af broen der blev bygget.

Vi sagde pænt farvel til Freddy og Plet, og fortsatte ned på stranden videre mod Lild strand, mens vi snakkede om hvordan livet pludselig kan ændre retning hvis blot man har modet, og tør sige ja til ting, der virker en kende skræmmende. De store oplevelser kræver ofte, at man hopper ud af komfortzonen.

Ruten fortsatte mod Lild Strand – først det lækreste sand (omend lidt tungt nogle steder :D) – og så….. det virkelig udfordrende, og svært fremkommelige stykke med alt for mange sten og ømme lægbasser.

Vi ramte Lild Strand, lidt ømme i stængerne af løb på sten – og til vores held var Haw-kiosken åben. Her stod Tove og solgte is, kaffe og alverdens sjove små ting lavet af lokale på egnen. Tove fortalte at hun, sammen med hendes mand var flyttet fra Thisted til Lild Strand i deres sommerhus i plantagen, og at hun nu sammen med 3 andre damer i området, holdt Haw-kiosken kørende. Hun fortalte om at komme til et område, hvor man gavmildt blev hilst velkommen, og optaget i lokalbefolkningen, og om at bo midt i naturen og elske det overalt på jorden. – Nå ja, og så solgte hun de bedste is til to is-hungrende løbere.

Fra Lild strand løb vi videre af Redningsstien (her skal man lige løbe til venstre ad Sandnæshagevej, og forbi det gamle badehotel før man rammer stien igen). Stien er lidt mere vild efter Lild Strand og byder på det lækreste single track, og et vanvittig flot syn af den hvide Kæruld der blomstrer her i slutningen af Juni måned. Med til historien hører i øvrigt, at jeg næsten satte mit liv på spil for billedet herunder. – I min iver for at få et nærbillede af det smukke hvide hav af blomstrende Kæruld, trampede jeg kækt gennem bevoksningen. Et rent lykketræf fik mig til at kigge ned idet jeg løftede min højre fod, for at placere mig perfekt i forhold til mit motiv. Der – lige under min fod – lå en halvvoksen (hvis I spørger mig, tænker jeg 4-5 meter lang :P) slange af en hugorm med gabet åben, den lå bare og ventede forventningsfuldt på den godbid der var på vej ned i gabet på den. Jeg sprang væk som en stukket gris. JEG HADER HUGORME

Stien endte ved Bulbjerg, som med sine 47 meter troner kækt og rankt over Vesterhavet. Bulbjerg er en kalkstensklippe, og er Danmarks eneste fuglefjeld. (Så kan I lære det Færøerne og Island; vi har også fuglefjeld i lille DK :D) (Læs evt. mere her: https://www.lildstrand-thy.dk/page/omraadet/bulbjerg-klint )

Vi valgte at kravle op på toppen og nyde udsigten (Det var første gang Vagn var på Bulbjerg), inden vi fandt en lille sti der førte os tilbage til stranden på den anden side af fuglefjeldet. Og sørme om der ikke her, var en perfekt sti der første os videre hele vejen til Thorup Strand lige bag første klitrække.

Normalt når man kommer til Thorup Strand er det første man skal se alle fiskekutterne der ligger på stranden (hvis de da ikke lige er på havet). MEN vi kom fra vores lille sti, der til sidst blev til en grusvej ind til Thorup Strand, og det første vi mødte var… En ny Haw-kiosk der serverede Franske Hottere´ UHUUUEEEE – det var tiltrængt. MAD. Og først herefter var vi klar til at bese Nordeuropas største kystlandingsplads hvor man har drevet fiskeri fra stranden siden vikingetiden. Det er virkelig noget vi kan være stolte af i Danmark, og jeg håber de kære politikere gør alt hvad de kan, for at hjælpe fiskerne i Thorup Strand og bevare det historiske fiskeri langt ind i fremtiden.

Vi havde lidt svært ved at regne ud, hvordan vi skulle løbe videre fra Thorup Strand, og forsøgte os med en grusvej langs med stranden. Den endte blindt, og vi løb måtte derfor løbe ned på stranden og fortsætte nordpå i sandet (Hvilket viste sig at være et rent held, for stranden viste sig fra sin bedste lavvandet side – og lod os løb på vandkantens hårde underlag. Det blev turens længste strandstrækning. En uendelig horisont, havets brusen, vinden i ryggen og solens varme stråler på kroppen. Ren magi.

Vi løb forbi Grønne strand (og fik et lille bitte glimt at den fine lyng-vindmølle fra 1856), og for første gang i mit løberliv også på stranden nedenfor Svinklovene og forbi Svinkløv Badehotel. Normalt når jeg løber ved Slettestrand og Svinkløv løber jeg på vejen/stien der går fra Svinkløv badehotel og runder bunden af Svinklovene langs kreatur-hegnene.

Det er sjovt når man løber så lang en tur. I starten blev der taget billeder nærmest for hver anden kilometer, og efterhånden som kilometerne gik og turen skred frem, blev billederne færre og færre. Jeg har således ikke et eneste billede at Svinkløv badehotel, eller af den fuldstændige fantastisk is (bare navnet siger jo det hele – Magnum dobbelt gold caramel billionaire) vi indtog på cafeen ved Slettestrand.

Stranden ved Slettestrand er ret stenet og vi besluttede os for at skåne benene, og i stedet løbe på redningsvejen bag klitterne forbi Tranum Strand og ud til Ejersted strand. På vores stop i Cafeen ved Slettestrand hjalp verdens sødeste cafe-medejer (eller i hvert fald manden til hende der ejer cafeen) os med at tjekke om strandstykket mellem Ejersted og Rødhus var åben for offentlig passage. Det er nemlig sådan, at forsvaret ejer strandstykket samt hedestykket bag, og det benyttes ret ofte til skydeøvelser hvorved adgang på stranden er forbudt.

Det viste sig at der var lukket for adgang på stranden netop selvsamme dag, (man kan slå det op her: https://forsvaret.dk/da/oevelsesaktiviteter/region-nordjylland/skydeomrade-tranum/ ) og da det forlyder at man får ret store bøder hvis man trodser adgangsforbuddet skulle vi ikke nyde noget. Det var lidt en bet for os, for det betød at vi var nødt til at løbe ind i landet til Tranum Klitplantage, og gennem skoven til Rødhus Klit. En tur med ca. 10 km. ekstra løb i skoene.

Jeg har løbet rigtig meget i området Tranum Klitplantage og ved Rødhus Klit, og lokkede Vagn med ind på en lille lækker sti på vej ned til Rødhus Klit (jeg tror faktisk den er markeret som Nordsørute-sti). Stien går fra Dødemandsbjerget (jeg ved ikke om det blot er en skrøne, at det hedder sådan) som ligger på en sidevej gennem plantagen (tættere på Rødhus end Tranum), og er en lille overset perle. Den ender ved Rødhus Klit Camping hvorfra man kan løbe videre på stier ned til Rødhus Strand.

Og vupti – 74,2 kilometer senere stod vi på Rødhus Strand og havde nået til dagens endestation. Vi havde en aftale med min bedre halvdel om, at han stod klar med burgere og pommes frites i sommerhuset, hvor vi skulle overnatte inden turen gik videre dag 2 mod Hirtshals. NØJ det var et par sultne og trætte løbere der indtog sommerhuset, og gik til køjs nærmest i samme sekund uret ramte 22:00. Det havde været den fedeste løbetur med så uendelig mange naturoplevelser. Jeg sov i det sekund jeg ramte puden, og lod vækkeruret vække mig til dag 2 og næste etape på sommerturen.

jeg kan i den grad anbefale at løbe måske ikke hele turen på een gang, men i hvert fald strækninger af ruten. Vestkysten er noget af det smukkeste vi har i Danmark. (hvis du spørger mig :D), og der er masser af forslag til ruter og seværdigheder på nettet.
Eksempelvis:
https://vandreruter.dk/vesterhavsstien/
https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/inspiration/vandreruter-og-kort

Troels Kløvedal sagde engang “Hvad nu hvis jorden er paradis og vi bare ikke har opdaget det?” – På turen Hansholm til Rødhus vil jeg give ham ret. Det er ubetinget et rent naturparadis vi har løbet igennem.

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 1 first appeared on The greatness of running.

Jeg står ca. 25m fra vandkanten, helt stille og kigger. Foran mig står en flok pingviner, nogen ligger og feder den på maven, nogen står og spejder ind over land, og et par stykker dapper rundt på må og få i flokken. Jeg fryser, under min skijakke er jeg iført mit våde løbetøj, men ænser det kun fordi min krop skælver let. Jeg er paralyseret af det, der foregår foran mine øjne, af de dyr der fascinerer mig primært fordi jeg aldrig før i mit liv har mødt dem i deres naturlige element. Én af pingvinerne vender sig mod mig, den kigger på mig med undring – nysgerrighed måske. Jeg holder mig i ro, smiler og mærker en kuldegysning gennem kroppen. Pingvinen dapper frem mod mig, jeg holder vejret, den stopper og dapper tættere på igen. Vi har stadig øjenkontakt, og i det sekund begynder jeg at græde højlydt. Tårerne vælter ned ad kinderne på mig. Dette er ubetinget en oplevelse så unik, at jeg for altid er forandret……..

Vi ladende i det sydlige Chile morgenen efter vores marathon i Buenos Aires. Værelserne på hotellet var ikke til rådighed før om eftermiddagen, og i ren afmagt smed vi os på gulvet i hotellets lille fitness rum. Der lå vi, Vagn og jeg og sov i ca. 1½ times tid, inden vi bevægede os ud på bytur i Punta Arenas, byen hvor man flyver fra, når man skal til Antarktis.

Om eftermiddagen samledes vi løbere os i et lille lokale hos flyselskabet, der er de eneste der må flyve til Antarktis. Vejrudsigten så yderst lovende ud for afgang allerede næste morgen, og som alle ”turister” skulle vi have gennemgået regler for hvordan man agerer, når man befinder sig på den sydligste kant af verden. Regler som afstand til dyrelivet, ikke at træde udenfor stier og veje, at respektere naturen, og på ingen måde at forstyrre eller efterlade noget som helst unaturligt.

Antarktis er ikke under noget land i verden, men helt sin egen. Det kan vi i dag takke den traktak der blev lavet i 1959. Traktaten sikrer, at Antarktis udelukkende er for forskere og lidt turisme, og for altid forbliver sin egen. Ingen minedrift, ingen militær, ingen ændring af naturen. Tilbage i 80’erne råbte Greenpeace op. Turisterne respekterede ikke naturen, og gjorde mere skade end godt. Greenpeace fik sparket til verdens nationer, og således blev der nedsat en organisation (IAATO) der stadig den dag i dag laver, og håndhæver regler, således at turisters færden på Antarktis udelukkende sker på naturens præmisser.

Vi gik fra mødet kåde som økokøer på græs. DAPs (flyselskabet) repræsentant sluttede mødet af med at sige, ”Vejret holder og vi flyver jer til Antarktis kl. 09:00 i morgen”. Den var sikker, vi skulle om under 24 timer løbe marathon på Antarktis.

Tidligt næste morgen stod vi klar i lufthavnen i vores løbetøj, og steg ombord et lille rutefly. Turen fra Punta Arenas til King George Island tog 2 timer. Vi havde kun medbragt det aller mest nødvendige i en rygsæk – ingen kufferter og intet unødvendig tøj. Jeg havde placeret mig ved vinduet og kunne pludselig ane det hvide landskab der dukkede op under den ene vinge. En eventyr-verden åbenbarede sig under os, mens vi lagde an til landing på den korte grusbane. Målløse steg vi ud af flyveren, og trådte op i baljen med desinfektionsvæske. Både trailsko og støvler fik en omgang i baljen, og i samlet flok bevægede vi os efterfølgende ned mod den russiske forskningsstation, der var vores base under løbet.

Landskabet lignede noget fra en anden verden. I periferien kunne man ane gigantiske gletcher kravle ned med havet, og omkring os var jorden gold og bar, dækket af is enkelte steder. Vi stod i udkanten af den lille by, der udgjorde både den russiske og den chilenske forskningsstation. Røde og hvide barakker var ”hjem” for forskerne, der i orange dragter tog på togter rundt omkring mens de noterede dagens fakta om de dyr- og den natur de forskede i.

”Den største risiko når man opholder sig her på Antarktis, er risikoen for enten at træde forkert og ryge ned i en sprække – eller for udbrud af brand” fortæller denne ene af guiderne fra DAP os, mens vi venter i opholdsstuen hos de russiske forskere. Brandfaren er overhængende, da den eneste opvarmning i den ekstremt tørre luft, er diesel der sendes rundt ved hjælp af store generatorer. Selv den tidligere brandstation brændte ned sidste år, og var nu under genopbygning.

Løbet var skedulleret til at starte ca. 2 timer efter landing primært fordi ruten skulle måles op endnu en gang for en sikkerhedsskyld. Vi var kommet så langt for at løbe 42,2 km. det skulle være helt på plads inden start. Der var ingen markeringer på ruten, så første runde blev vi guidet af en jeep foran, så langt den nu kunne komme rundt. Ruten var primært grus og sten, og fulgte vejen ned til stranden, for derefter at snegle sig op over bjerget, og ned på den anden side, hvor den fulgte strandkanten ud til den kinesiske forskningsstation og vendepunktet. 7½ gange frem og tilbage før de 42,2 var tilbagelagt. Vi var heldige, ugen før havde alt været dækket af sne, men det var smeltet, grundet det fine solskinsvejr vi begyndte løbet i.

Jeg startede som vanligt ud på første runde sammen med Vagn, vi løb i stilhed ud på ruten og over bjerget første gang, bjergtaget af det vanvittige fantastiske syn der udfoldede sig for vores øjne. På den anden side nåede vi ned til strandkanten, hvorefter jeg råbte op (eller måske var det Vagn, jeg husker det ikke helt præcist)  ”Der er de…. Der er de”. Og ganske rigtig, der, på den anden side af bjerget langs stranden stod en flok tilskuere og heppede på os i deres sort-hvide smokings. For første gang i mit liv var jeg helt tæt på hagerems-pingviner i deres naturlige element, og lad mig bare indrømme, jeg var betydeligt mere begejstret for at se dem, end de var for at se mig. De var nærmest lidt ligeglade og fortsatte deres vraltende gang frem og tilbage på stranden, mens andre tog sig en blunder. Ikke just de mest entusiastiske tilskuere, men majestætiske om noget.

Vi stoppede og tog billeder – storsmilende og jublende. Vi var her. Helt ubegribeligt løb vi lige nu på Antarktis mens pingviner vraltede rundt omkring ruten, og albatros-lignende fugle fløj over vores hoveder. Det var næsten ikke til at fatte. Vi var fuldstændig opslugt at omgivelserne og udbrød flere gange ”Det er ufatteligt det her, hvor er det viiildt”. Vi vendte og løb tilbage, hilste endnu engang på flokken af tilskuere og tog atter turen op over bjerget. På vej ned den anden side holdt vejviser-jeepen ind til siden, for at lade en anden bil passere. Jeg tænkte kort, at jeg da lige kunne smutte udenom begge biler, og i sekundet efter lå jeg med snotten i gruset. Så pinligt. Jeg var styrtet lige foran begge biler i den fineste piruette med efterfølgende forsøg-at-lande-så-elegant-som-mulig-med-resultatet-jeg-landede-som-en-flodhest. Jeg slog mig under knæet, og blødte fra håndleddet. Vagn trak mig op, og jeg skyndte mig at løbe foran så han ikke så de tårer der sad i mine øjenkroge. Det skulle fan… være løgn. Jeg løb på Antarktis og INTET skulle forhindre mig i at fortsætte.

Tilbage ved start, smed jeg fleecetrøjen under min jakke. Det var meget varmere på ruten, end vi havde turde håbe. Jeg løb afsted og lagde afstand til Vagn. Igen jublede jeg da jeg så pingvinerne stå og vente på mig – tog en pingvin-selfie og nødt helt ind i mine knogler den natur, der stjal alle tanker om ømme muskler og ondt efter faldet. Jeg løb nærmest i en glædesrus, høj på endorfiner og lalleglad over mit held. Verden er fantastisk, tænkte jeg ved mig selv, mens jeg cruisede runde efter runde.

Jeg drak en lille smule vand undervejs, og jeg tror nok jeg tog én gel, men jeg kan faktisk ikke huske det. Når jeg forsøger at genkalde mig løbet husker jeg primært den absolutte frihed jeg følte, sammen med taknemmeligheden over, at jeg – lille Heidi – løb her i verdens smukkeste omgivelser. Jeg løb i mine trailsko, og smuttede over bjerget som en lille mandel. Jeg sansede ikke på noget tidspunkt jeg var træt – de følelser var der simpelt hen ikke plads til i mit indre. Alt handlede om at suge indtryk ind, og forsøge at fordøje det undervejs. Jeg var så glad, at jeg da jeg løb i mål, bad dem om at holde ”tapen” op én gang til, så jeg lige kunne få det danske flag med over målstregen. Og kækt løb jeg ned mod stranden og op igen – udelukkende for at forlænge oplevelsen. Jeg kunne uden det mindste kny have fortsat rundt på flere runder. Jeg mærkede ikke skyggen af træthed.

Vagn løb hans 7. kontinent-marathon (Jeps – det tæller man også i løberverden) og jeg havde på forhånd lovet, at løbe ham i møde, og give ham det danske flag med på turen op mod mål. Jeg smuttede ind i barakken og tog min skijakke, hilste på en tysk kvinde, som fortalte hun forskede i fugle – inden jeg smuttede ned til stranden for at komme helt tæt på de pingvinerne der nød det forholdsvis stille vejr lige for foden af forskningsstationen. Det var der jeg fandt mig selv stå og tudbrøle, da Vagn kom løbende forbi. Jeg hankede op i mig selv, løb op til Vagn og hikstede ”Jeg stod bare lige og tudbrølede over nogle pingviner. Jeg kunne slet ikke stoppe det” Vagn grinte, tog flaget og mens han nød hans målgang, løb jeg over og klappede og hujede imens.

Resten af dagen står lidt i en lykkerus for mig. Vagn og jeg blev kørt op i vores sove-container, en containerlignende barak hvor alle os løbere blev huset i to rum med køjer. Der var et lille toilet, et lille køkken og en opholdsstue foruden de to køjerum. Badet blev klaret med vådservietter, og aftensmaden stod portionsanrettet i bokse i store blå kasser mærket med måltidets navn. ”Aftensmad lørdag”, ”Morgenmad søndag” osv. Ham, der kørte os op til sove-containeren fortalte os, at det var vigtigt vi spiste præcis fra den kasse der var angivet. Jeg måtte f.eks. ikke tage en portion fra søndag middag, i stedet for den der var lavet til lørdag aften. ”Når man er på Antarktis, er intet sikkert. Vi ved slet ikke endnu om I kommer tilbage til Chile i morgen aften. Dem der var her i sidste uge, strandede i 6 dage, før vejret var ok til at flyve igen. Og så er det med at rationere det mad der er.” fortalte manden, og overlod os til vores kopper med varm cacao.

Den aften spiste jeg en kop nudler. Det var alt. Og jeg var alligevel ikke sulten. Jeg var stadig fuldstændig overvældet af hele situationen, og levede i nuet som aldrig før. Vagn og jeg besøgte den russiske kirke, der lå tæt på vores sove-container. Et helt obskurt sceneri udfoldede sig, da vi åbnede trædøren og gik indenfor, hvor russisk-ortodoks musik strømmede ud af højtalere, og guld-ikoner prydede hver eneste ledige plads.

Dagen efter var vi så heldige at vejret stadig var perfekt, og delt i to grupper fik vi lov til at komme ud og se kolonier af elefantsæler, der på denne årstid skifter skind, og derfor ligger i klumper på stranden for at holde hinanden varme. Vores guider fortalte om den sparsomme vegetation på Antarktisk, om den spøjse plante der egentlig er en hybrid mellem en svamp og en plante. Planten er det aller første ”liv” der kan vokse, efter f.eks. en istid. Og her på Antarktisk var tiden skruet tusindvis af år tilbage, og man nærmest forventede dinosaurer komme traskende i horisonten. Vi sad stille i over 20 minutter og betragtede sælerne. Så deres kamp for bedre pladser, smilede af bøvselydende, og nød bare at være tilskuer til naturens mirakler. Vi gik rundt i godt 4 timer, og ingen af os klagede over ømme marathon-muskler trods det, at ruten faktisk ikke havde været nogen let rute. Det er vildt hvordan sindet fuldstændig kan negligere kroppens signaler, når det er optaget af nuet.

Om aftenen fløj vi tilbage til Punta Arenas – vi havde et marathon igen næste morgen. Og mens vi fik serveret champagne i flyet tilbage, ramte trætheden mig som en hammer. Hvordan pokker skulle jeg på nogen måde kunne løbe igen allerede næste morgen. Det virkede fuldstændig umuligt.

Antarktisk er ubetinget det mest fantastiske jeg har oplevet som løber. Kombinationen af trailsko og bjergtagende omgivelser mikset med pingviner, sæler og albatrosser, var så speciel en oplevelse der har brændt sig ind i min krop som en ubetinget følelse af lykke. Jeg læste en gang udtrykket ”Uforfalsket frihed” og undrede mig over, hvad det mon egentlig betød. Det ved jeg nu. Hvor er verden dog fantastisk smuk, og hvor skal vi dog bare passe godt på den.

The post Antarktis, KGI Marathon og om kunsten at græde med pingviner first appeared on The greatness of running.

Vækkeuret ringede kl. 03.30, jeg lod mig rulle ud af sengen og begyndte straks at iføre mig næste løbesæt, der lå klar på gulvet. Det var blevet til 3½ times yderst urolig søvn. Jeg var ængstelig over hvordan kroppen ville reagere på at skulle præstere så hurtigt igen, blandet med angsten for at sove over og misse et løb. Marathon nr. 2 på turen ventede forude.

Canadieren Karen, min roomie på turen, var i gang med samme rutine som mig, og i stilhed gik vi rundt i lokalet, og gjorde det vi nu engang havde for vane inden et marathon. Karen har tidligere løbet masse af challenges hvor man løber mange dage i træk, og hun var tydeligvis meget mere velforberedt end jeg var. Hun havde medbragt små poser med havregryn der blot skulle tilsættes vand for at blive til en nærende omgang kulhydrat til dagens løb. Da hun gik ned for at hente vand, bad jeg hende tage den pose morgenmad med, som vi var blevet stillet i udsigt. Hotellet ville sørge for, at der var lidt morgenmad til os løbere, inden vi kl. 04:30 blev hentet og kørt til startstedet.

Karen kom tomhændet tilbage. ”Der står kun nogle små muffins, jeg vidste ikke om du ville have sådan én”. I mit stille sind ærgrede jeg mig. Vi er løbere, vi skulle løbe marathon for 2. gang indenfor 22 timer, alt hvad der overhovedet lugtede af kalorier, skulle bare indenbords. Jeg takkede for oplysningen, gjorde mig færdig og dappede ned i hotellets lobby, hvor der ganske rigtig var lidt kaffe og muffins på størrelse med de helt små flødeboller man kan købe i gode gamle DK. Jeg spiste en mundfuld og mens løbere samlede sig omkring mig, klar til afgang, indstillede jeg mig på at løbe mit første marathon uden egentlig mad i kroppen.

Bussen kom præcis til tiden, og vi blev i mørke fragtet de ca. 5 km. ud til starten. Ruten var en runde omkring en sø i en park på 1 miles. 26 runder og vi havde fuldført marathon nr. 2. Vejrudsigten havde lovet regnvejr, noget jeg egentlig var ganske tilfreds med, da jeg ikke er nogen speciel god løber i alt for varmt vejr. Hvad der ikke havde været på tale i vejrudsigten, var den kakofoni af lyn og torden, der oplyste den mørke sovende by på vores vej ud mod startstedet.

Ud af bussen, få taget billede, line up, tælle ned, start… Mine ben begyndte at løbe af sig selv. Hovedet var ikke helt med endnu, men kroppen vidste hvad der var i gære og den fik pr. automatik startet op i maskinrummet. Jeg løb første runde sammen med Vagn, noget der ikke kun var enormt praktisk da vi så var to til at regne ruterne ud, men også noget der var utroligt hyggeligt og komfortabelt for en nybegynder som mig, udi kunsten at løbe mange marathons i træk.

”Det er bare i starten, indtil dine muskler er varme igen, så går ømheden over” sagde mester Vagn mens vi rundede depotet og tikkede 1. runde af. Omkring os i mørket serverede moder natur et festfyrværkeri af lyn, og mens jeg gav mester Vagn ret, tænkte jeg bekymret om man overhovedet måtte løbe når det lynede og tordnede lige over hovedet på én. ”No problem” sagde de to lokale fyre fra løbeklubben, der uden kny var stået møgtidligt op for at hjælpe en flok internationale tosser på deres marathon-rejse. De mente ikke der var det mindste problem i at løbe under tordengudens raseri.

Min strategi var som dagen før, at lave tælle-lege og snyde hjernen til at tro, det var én stor leg. 1 runde blev til 5, og jeg løb alene rundt da det vildeste lyn flængede himlen og et brag af dimensioner umiddelbart efter rystede jorden under mine fødder. Jeg skreg og rullede ubevidst sammen i kroppen som en krøbling. ”DET var fa… for meget”, udbrød til min usynlige samtalepartner. ”Det her vil jeg ikke være med til, det er for vildt”. Alligevel fortsatte jeg rundt… Hvad andet kunne jeg gøre?  Jeg bad i mit stille sind en vis herre i det høje om at spare mit liv. Jeg var bestemt ikke klar til at stille løbeskoene på et rundeløb i den argentinske hovedstad.

Kort efter væltede regnen ned og dannede små syndfloder på løberuten. Vi kæmpede os gennem de vildeste vandpytter, våde som hunde, mens vi fortsatte rundt og rundt og rundt. Jeg var efterhånden nået til runde 13, og smilede ved mig selv over at jeg var kommet sikkert gennem labyrinten af lyn, og at dagslyset førte lokale morgenløbere med sig. Tænk, at vi var i færd med at løbe marathon 26 gange rundt om søen, mens livet gik videre præcis som det plejede. De morgenløbere, der normalt løb rundt i området i den tidlige morgenstund, rystede let på hovedet og anerkendte vores udfordring med et wauw, mens de gennemførte dagens program inden job.

Jeg var halvvejs, og runde 14 kom i bogen da der begyndte at ske en nedsmeltning i mit indre kernekraftværk. Sulten begyndte at genere mig, og de appelsiner der var i depotet – som for øvrigt smagte fuldstændigt forrygende, var på ingen måde nok til at tilfredsstille min brummende mavesæk. Jeg prøvede med en gel blandet med energidrik. Det gav et par runders fred, men stillede ikke hunden i maven tilfreds.

Omkring runde 16 begyndte jeg for første gang at lave små gå-stop. Hovedet var tomt, der var ingen aktivitet overhovedet – og kroppen kørte på autopilot. Løbe – gå – spise en appelsinbåd – løbe – gå – løbe – gå – spise en appelsinbåd og drikke lidt vand. Gå-pauserne blev flere og flere. Ryggen begyndte at brokke sig, maven skreg på mad, hovedet var en tom skal. Jeg blev til et gespenst der uden sjæl bevægede sig rundt og rundt.

På et tidspunkt kom mester Vagn op til mig, og selvom jeg var én runde foran ham – og han nu havde en unik mulighed for at indhente mig og vinde dagens løb, blev han ved min side. Han gik når jeg gik, løb når mine fudser formåede at løbe lidt, og fulgte med i depot når det var tid til at fråse i appelsinbåde. Min hjerne var stadig en blød svamp, og kun gennem at stille spørgsmål til mesteren om hans tidligere erfaringer som ultraløber på landsholdet, kunne jeg holde en lille smule fremdrift på opgaven jeg var i gang med.

Langt om længe løb vi ud på min sidste runde, og mens jeg blev afleveret løb mesteren ud på hans sidste runde. Jeg fik min medalje men mærkede ingenting. Der var ingen glæde over gennemførsel, der var til gengæld heller ingen ærgrelse over min til dags dato top-5 dårligste sluttid på 4:10. Alt i min krop var ”numb” (det engelske ord beskriver så præcis hvordan jeg havde det :D)

Senere på dagen efter indtagelse af burger og pommes frites fra Burger King pakkede jeg kufferten for at tjekke ud af hotellet. Og mens jeg samlede de sidste stumper, mærkede jeg skuffelsen komme snigende. Jeg havde trænet så uendelig meget til turen, og det føltes som verdens største nederlag at løbe så dårlig en tid på en helt flad rute. Hvorfor var det gået så galt? Var det den manglende morgenmad/indtagelse af kulhydrat der havde sendt mig til tælling? Var det forkert træning? (jeg havde ikke i min træningsperiode – og faktisk aldrig før i mit løberliv prøvet det at løbe 2 marathons i træk). Var det for dårlig mental forberedelse? (Jeg havde vitterlig ikke regnet med at møde den amerikanske mur mod Mexico her i Argentina :D). Tænk at man stadig efter +10 år som løber kan komme i situationer man aldrig har prøvet før.

Jeg fandt ingen svar og måtte tage skuffelsen med i håndbagagen da vi sent om aftenen – og om natten fløj til Punta Arenas i det sydlige Chile. Foran os ventede næste marathon, turens højdepunkt, marathon på Antarktisk, hvis ellers vejr og vind ville lade flyforholdene være gode nok. Efter planen havde vi 1 dags rejse/restitution før marathon nr. 3 løb af stablen.

The post Buenos Aires City Marathon – Om at løbe under Tordengudens raseri first appeared on The greatness of running.

Hold fokus på det du kan, i stedet for at bekymre dig om det du ikke kan… 

Ovenstående sætning har været mit mantra den sidste måneds tid. Det har været en sætning, der gennem uger er vokset sig ind igennem den tykskallede hjernebrusk, og som nu langsomt har fundet sig til rette i mit mindset. For jeg er jo så pokkers heldig, at selvom jeg render rundt med en sur bandit i ballemusklen, så kan jeg rent faktisk stadig løbe, blot det sker med nedsat hastighed. Jeg kan stadig lave det jeg elsker aller mest, hvis jeg bare holder mig fra mine små hjerneblødninger, hvor jeg tonser afsted som en skoldet lyserød grisebasse og drømmer om at 2019 byder på nye rekorder. 

Mantraet fortæller mig, at jeg stadig kan få så mange fede oplevelser med min sport selvom jeg er skadet. Jeg kan stadig løbe ud i forårssolen og mærke varmen. Jeg kan stadig løbe mine lange hygge-ture, jeg kan stadig bruge løb som et redskab når arbejdet stiger mit til hovedet, og jeg kan stadig bruge løb som transport, når jeg ikke gider døje med at finde p-plads i den indre by. Jeg skal bare sætte ja-hatten på, og nyde livet som løber.

Tilbage i det herrens år 2017 løb jeg en våd efterårsdag for første gang hele strækningen fra Rødhus til Lønstrup langs stranden. Dengang var det en fuldstændig fantastisk oplevelse der langt overgik alle mine forventninger, en tur der efterlod mig med drømme om mange mange flere af den slags oplevelser. Men I ved hvordan det er, når hverdagen tager over og alt bliver leverpostej. Drømme bliver lagt på i skuffen, og hverdagen fyldes med træningspas og madpakker der skal smøres.

Sidste weekend var vi tilbage i det lille sommerhus vestpå, og skæbnen ville at vinden gik i syd-sydvest og flovede til en let brise (fiskeskipper-datter YES ). Det var mit clue… Til alt held havde jeg medbragt min kære ven hr. Camelback og han gad mega godt med mig på tur. Og det er jo præcis det jeg stadig kan. Jeg kan stadig tage på ture ud i det blå, ture hvor fart ikke betyder det mindste, men hvor oplevelser er det vigtigste. Så med en hurtig ”Du gider godt hente mig et eller andet sted nordpå ikk´” smuttede jeg ud af døren før bedre halvdel kunne nå at sige ”Niks – jeg skal se premiere League”.

Jeg har efterhånden løbet turen på stranden mellem Rødhus og Løkken mange gange, og alligevel undrer det mig hvor forskellig en oplevelse det er. Stranden ændrer sig efter vejret, og stemningen kan være alt for hyggelig badehotel-stemning til skummel piratland. I sidste weekend var det total piratland – havgusen væltede ind over landet og indhyllede mig i en skummel mystik. Jeg havde ingen musik i ørerne, og bare dét gjorde oplevelsen helt komplet. Det brusende hav, gusen forude og fugten i luften. Alt sammen en del af den løbecocktail jeg indtog med absolut velbehag.

På halvvejen var der pludselig et kendt ansigt der smilede og råbte ”Hej Heidi”. Og sørme om ikke den var en kær ”gammel” klassekammerat fra den sagnomspundne kongeklasse, 3.z. på Hjørring Gymnasium. Jeg tror vitterlig ikke jeg har set ”Skovsgaard” i, ja mange mange mange år, og vupti stod han der foran mig sammen med konen og deres nye familieforøgelse, vovsen Coco. Desværre var det hundekoldt at stå stille og snakke, og det blev derfor kun en kort opdatering af vores meritter, men hold nu op altså så fantastisk, at jeg lige kom løbende samtidig med at de valgte at gå til stranden.

Mødet gav mig fornyet energi og fluks efter var jeg i Løkken, mit pitstop for lidt energi og vand. Når man rammer Løkken fra sydsiden, kommer man først til badestranden inden man passerer molen, for til sidst at skulle gennem ”bunkers-kirkegården”. Det passer på én eller anden mærkelig måde perfekt ind i koreografien for hele løbeturen. Det stemningsskift der sker, når man løber videre nordpå fra Løkken er helt utrolig. Det er som om bunkers-kirkegården ligger en bund for det landskab, der som sårede krigssoldater ligger tilbage efter havets raseri. De bløde klitter erstattes af grusomme skrænter og, når man nærmer sig Nr. Lyngby, skeletter af nedstyrtede sommerhuse. Jeg skal være helt ærlig, jeg bliver faktisk en lille smule utryg når jeg når forbi Nr. Lyngby. Der er bare et eller andet virkelig skræmmende over så brutalt et landskab.

Kort før jeg ramte den stejle opkørsel ved Nr. Lyngby bippede der en sms ind. Det var fra bedre halvdel der var på vej nordpå, og lige skulle høre ang. afhentningssted. Jeg havde egentlig håbet jeg kunne fortsætte op til Skallerup, men tålmodigheden var væk hos bedre halvdel – han skulle tilbage og se fodbold. Og for at få tiden til at gå indtil han landede Ford’en, løb jeg ca 2 km. nord for Nr. Lyngby og fandt den trappe jeg har hørt om, men aldrig har turdet bestige. Trappen der går fra stranden og direkte op i himlen, eller i hvert fald op på den stejleste af alle stejle skrænter. Jeg har set billeder af trappen fra den gode Skagen Ultra løbsarrangør Thomas Kragh Pedersen. Thomas løber ofte i området, og smider altid de fedeste billeder på FB efterfølgende. Og trappen; den har været motiv op til flere gange.

Helt spontant og uden en eneste tanke løb jeg over mod trappen, og begyndte at kravle op. Trin efter trin, nøøøj den er for vild den trappe. For sulan da… Helt ærligt, jeg nåede halvvejs op og tænkte ”Shit, det kan gå grueligt galt det her. Hvis jeg ryger ned, eller trappen falder sammen så slår jeg mig altså noget kun værre end mit styr fra 1. salen på hjemmematriklen” Det skal lige tilføjes, at ud over det faktum at trappen er usandsynlig stejl, så er alle møtrikker der holder skidtet sammen, også ualmindelig rustne.

Da jeg nåede toppen var det med en blanding af tilfredshed og en glæde over stadig at være i live. – Tørt kunne jeg konstatere, at jeg på ingen måde skulle forsøge mig med at kravle ned sammen vej, og måtte ud og finde alternative veje tilbage. Det gjorde blot turen endnu mere fantastisk for det betød løb på små og større stier på kanten af de rå skrænter. Jeg var et stort strålende smil da jeg ramte p-pladsen næsten samme tid som Ford Børnecontainer rullede ind.

At være løber kan sagtens lade sig gøre selvom man har fået et prædikat af skadet klistret på sig. At ændre fokus og fokusere på muligheder i stedet for begrænsninger, åbner for så mange andre fede oplevelser. Jeg er så klar til mere oplevelses-løb, og nye territorier skal erobres. Det kan godt være jeg kun må løbe cruise-pace, men hvem siger det ikke kan være sjovt hvis man gør det de fedeste steder  

Næste gang går turen videre – hele vejen til Hirtshals. Det er min næste udfordring. Og til alt held har jeg nogen i baghånden der vil gøre mig lidt mere tryg på vejen. En lille gul ven jeg har ønsket mig umådeligt lang tid, og endelig har taget mig sammen til at anskaffe. Min nye gadget, der udover at være en overfaldsalarm, også er en dims der notificerer mine ”udvalgte” hvis jeg har behov for hjælp. En dims udviklet til løbere, der måske føler sig utrygge, eller som blot løber meget alene eksempelvis på trails, hvor det er rart at kunne hidkalde hjælp hvis ulykken skulle ske. Der kommer et indlæg om min nye gule ven – og indtil da. Nyd foråret derude

The post En vidunderlig løbetur part 2 – nu med trapper :D first appeared on The greatness of running.

Min uge har været fuldstændig fantastisk løbemæssigt, efter jeg fik lettet mit hjerte, og da vi samtidig benyttede en børnefri uge til at rykke vores habengut til Rødhus, og dyrke lidt tosomhed i ly af hede og skov, var min lykke forsejlet. Fredag tog vi løbeskoene på og løb rundt i den smukkeste efterårsklædte skov jeg længe har set. Det var et farveorgie i orange og guld. Jeg var godt løbende og følte mig i det hele taget flyvende i løbeskoene.

Lørdag var det planen jeg skulle løbe efterårsløb i Vester Hornum, men lørdag morgen efter indtagelse af den obligatoriske havregryn + 1 kop sort mokka, mærkede jeg efter en ekstra gang – og blev enig med mig selv om, det ikke lige var dagen for marathon. Jeg havde en anden plan i stedet, min fornemmelse af at være godt løbende skulle udnyttes. Hygge og morgenmad med den bedre halvdel, inden jeg ville tage på eventyr i selskab med intet mindre end, mig selv. Jeg har, stort set siden vi købte vores sommerhus for 4 år siden, kigget længselsfuldt efter Rubjerg Knude fyr de gange vejret har artet sig som en lille englebasse. Jeg har utallige gange tænkt… Gad vide om man kan løbe hele vejen fra Rødhus til Rubjerg Knude Fyr langs stranden. Jeg har bare ikke rigtigt lige kunne finde modet, og få logistikken på plads (en sådan løbetur ville kræve pickup ved endestationen).

Lørdag morgen fandt jeg modet, og havde afhentningsmulighed – og det gode vejr med mig (NOT). Jeg smed en flaske vand på ryggen, et par gels i lommen og, for en sikkerhedssyld, et dankort i brystlommen, og før præsten kunne nå at sige ammen var jeg ude på stierne, klar til en løbeoplevelse ved den nordvest-vendte danske kyststrækning.

Jeg løb ned til stranden, vendte snotten mod nord og satte i trav. Vinden var lidt af en bisse, og småregnen fik hurtigt mit tøj til at klæbe; vejret gjorde bestemt sit for at få mig på andre planer. Men nej, denne kvinde havde en mission. En mission der var vigtigt, noget jeg bare enormt gerne ville. Jeg ville have vished. Var stranden farbar for en løber.

Og så gik det ellers bare stille og roligt fremad. Jeg løb forbi menneskemængden i Blokhus, jeg løb op til Saltum strand hvor hundefolket og ægtefolk gik lørdagstur, jeg løb forbi Ingstrup hvor et par modige mennesker havde vovet sig til stranden i et lettere surt efterårsvejr. Og før jeg vidst af det, stod jeg ved skibene på stranden i Løkken. 22 km. indtaget som en lækker lille flødeskumskage, og jeg var stadig knald fuld af energi og klar på meget mere.

I Løkken spiste jeg min medbragte madpakke a la chokolade gel, drak lidt vand, nikkede til folk omkring mig, og satte i 2. gear videre nordpå. Nord for Løkken ser man for alvor havets vanvidstogt mod kysten, og for første gang kunne jeg med egne øjne se både brutaliteten og skønheden som perler på en snor, jo længere jeg kom nordpå.

Næste stop var Nr. Lyngby. Et stop der markerede at jeg nu var på helt nyt territorium. Jeg har aldrig før løbet fra Nr. Lyngby til Lønstrup. Jeg var faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre. Hjertet var fuld af mod, jeg turde godt og jeg var klar på evt. at løbe tilbage hvis jeg kom til ufremkommelige forhindringer på stranden. Må dog lidt indrømme at jeg var pænt glad for at se andres fodspor i sandet, det var rart at vide at andre havde klaret turen – og formodentlig havde overlevet.

Fuld af taknemmelighed og en lille smule rørt over det var lykkedes mig, nåede jeg frem til Rubjerg Knude. Og for første gang i mit liv kunne jeg tage et billede fra stranden op mod fyret – og vinke til de mange mennesker der havde taget turen ud i sandkassen. Det var et stort øjeblik. Det der øjeblik hvor man bare helt ind i det dybeste indre er tilfreds og en lille smule stolt af sig selv. Verdens fedeste følelse.

Jeg skrev til min pick-up at jeg var ved knuden og fik besked om, at afhentningen kunne ske om 35 min. Og fuld af energi og glæde besluttede jeg mig for at fortsætte op til Lønstrup, hvor jeg dagen før havde glemt 100 kr. i en butik. Tænkte det ville være super næsvist at løbe ind i butikken, be’ om pengene – og juble over at have løbet 34 km. for at hente 100 kr. Det skulle prøves.

Jeg løb afsted mod Lønstrup, rundede en lille pynt med en snæver passage fyldt med vandhuller. I det sekund jeg hoppede over et vandhul og landede i sandet, sank min fod i til anklen. Og pludselig så jeg for mig, et indre billede af mig, i blå smølfefarver, siddende i dynd til navlen. Var der ikke noget med, at der kunne være kviksand heroppe omkring de nedstyrtede klitter? Og hvem kunne redde mig hvis jeg røg i. Hver eneste skridt føltes pludselig som en kamp om mine skov mellem mig og kviksandet. Jeg løb nærmest sprint, mens jeg forsøgt at gøre mig let som en fjer. Og først da jeg mødte en fyr, der kom gående imod mig, slappede jeg lidt af i de spændte muskler og fandt fred igen. Det var en total overreaktion, men hey – jeg var helt alene og har en til tider en ret anstrengende fantasi. (der var overhovedet ingen kviksand på strækningen)

Jeg nåede op til butikken i live, snuppede mine penge – og ØV altså, der var kunder, så jeg kunne ikke lave min lille forestilling. I stedet jokkede jeg gennem Lønstrup by, op til resterne af Mårup Kirke (de få gravsten der er tilbage) – I øvrigt. Ærlig talt, jeg var en lille smule skuffet over ikke at finde skeletter nede på stranden under den tidligere kirke. Havde i min fantasi forestillet mig jeg ville komme løbende ind i Lønstrup by med en lårbensknogle fra en gammel fiskeskipper, se det ville var god stil.

Så gik det ellers tilbage til fyret, via den fantastisk smukke sti, der går gennem heden mellem Rubjerg Knude og Lønstrup – Hvis du aldrig har løbet der, så er du altså virkelig gået glip af noget. Det er verdensklasse. Og mens min telefon vibrerede lystigt i min lomme, øjnede jeg en ny potentiel katastrofe på min vej. Foran mig på hver sin side af stien stod to køer. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. MEN den ene ko kiggede meget intenst over på den anden ko. Det stank at skumle planer. Jeg frøs. What to do. Min Pick-up ventede på p-pladsen, jeg havde ikke tid til at finde andre veje. Jeg bad en stille bøn og nærmede mig så lydløst som muligt de to mistænkelige køer. Jeg overvejede om køer, på samme måde som hunde, mon skal fornemme angst – og som man vist nok gør, når man er skrækslagen, begyndte jeg at tale til de to banditter. ”Heeeej søde venner – sikke en par søde køer I er”.. Jeg stirrede den ko der var tættest på mig, direkte i øjnene (aner ikke hvorfor, måske en virkelig dum handling), trak vejret helt ned i mavesækken, og passerede mellem de to skumle typer. Helt ærligt – de var fuldkommen ligeglade med mig.

Og således nåede jeg tilbage, hilste med et lettet smil på den ranke fyr og ned på P-pladsen hvor turen nåede sit endepunkt. 39 fantastiske km. Behøver jeg at sige jeg var det største smil resten af dagen? Verden bedste beslutning, verdens bedste tur og det var stadig kun lørdag – foran ventede en søndag med en ny omgang samvær med de dejlige mennesker fra Team Tvilling. Min mission var en kæmpe stor succes.  

Opfølgning:

Her til aften skrev Niels nogle fantastiske gode råd til løb omkring Rubjerg Knude og Lønstrup. Som “Lønstrup-genser” (Hvad pokker hedder det egentlig?) har han masser af løbeerfaring i området, og jeg syntes simpelt hen det var for godt til ikke at dele med alle her på domænet. Så here goes… Tons af super fantastiske råd fra én løber til alle os andre løbere.

Spændende læsning om en fed løbetur godt at du overlevede Jeg bor selv i Lønstrup og træner ugentligt løb i området samt flyver paraglider ved skrænterne. Så her lige et par gode råd hvis andre har mod på samme løbetur. Hvis man vælger at løbe forbi fyrtårnet på stranden så gør det ved lavvande og gerne østenvind (så undgår man våde sko…måske). Er stranden smal langt før Rubjerg Knude, så lad være med at forsøge at passerer ved fyrtårnet på stranden. Løb i stedet på toppen af skrænten indlands. Løb altid langs vandkanten, skrænten er meget ustabil især her vintertid. Der kan være underminere sand (normalt ikke dybere end max 1/2m) på stranden, men løber man langs vandkanten undgår man som regel dette. Der kommer mange knogler ud af skrænten ved kirken, men graveren fjerner dem ved lejlighed og gerne før at turisterne stjæler dem (gravrøveri Køerne er temmelig fredelige i området, men sniger man sig ind på dem, kan man være uheldig at de bliver bange og flygter (så skal man ikke stå i vejen for dem). Så gør opmærksom på at du som løber nærmer sig dem i god tid…så er de med “sikkerhed” ligeglade. Vask ler af skoene før det tørrer ind…det bliver man gladest ved. Der er ofte ingen mobiltelefon dækning (måske afhængig at teleselskab-SMS er dog tit muligt) på stranden ved de høje skrænter (ca Nr. Rubjerg til Mårup kirke). Grønne Rende ligger få hundrede meter syd for Rubjerg Knude, her kan man passerer op fra stranden rimeligt sikkert. Husk at se udsigten fra Rubjerg Knude Fyrtårn , jeg gætter på at den ikke er åben om 1-5år Jep, det var vist det God fornøjelse Mvh Lars

The post En vidunderlig løbetur first appeared on The greatness of running.