ENDELIG, et marathon udenfor de danske grænser. En mulighed for at rejse og ikke mindst oplevere alt det “fuss” jeg bare elsker ved officielle marathonløb. Jeg var, sammen med bedre halvdel, i sidste weekend en tur i Skotland for at løbe det, man i løbeverdenen kalder ”Probably the friendliest marathon in the world”.

Skotterne er kendt for deres venlighed og imødekommenhed, og jeg skal da lige love for, at nedlukningen under corona-epidimien bestemt ikke har ændret ved det. Tværtimod. Det er som om skotterne har gemt på al deres venlighed og nu kaster det ud i overvældende mængder til alle de turister, som trodser de ret så rigide indrejseregler der stadig huserer når man bevæger sig ind i UK. Sjældent har jeg følt mig så godt behandlet og så velkommen. På vores fine hotel (Loch Ness Clansmann Hotel) langs bredden af Loch Ness opdagede de at vi skulle så tidligt afsted søndag morgen, at vi ikke kunne nå at få morgenmad, og lørdag aften kom de derfor med en post fyldt med frugt, havregrød (de der, der blot skal vand i for at blive til grød – mine absolut favoritter. PLEASE PLEASE én eller anden supermarkedskæde i DK få dem til Danmark :D), muslibar, vand og juice. Ren forkælelse

Selve løbet starter i den ene ende af Loch Ness, og så løber man ellers langs bredden tilbage til målområdet i Inverness – og hvis du som jeg, tror at et løb langs bredden af Skotlands 2. største sø er en flad omgang, så tager du som jeg grueligt fejl. Ruten er en kuperet omgang der i den grad udfordrer både lårbasser og lægmuskler. Sjældent har jeg haft så ømme lægbasser som efter løbet sidste søndag. Jeg var endda så heldig at få en lille overbelastningsskade med hjem placeret solidt i lægbassen på venstre læg.

Vi var ca omkring 3000 løbere til start på marathon, og alle som én blev fragtet, fuldstændigt problemfrit, med busser ud til starten tidlig søndag morgen kl. 7.30. Startområdet ligger helt præcist ”in the middle of nowhere” på det højeste område ved den vestlige ende af Loch Ness. Det er et fuldstændigt åbent, vindblæst område, bjergtagende i sin smukke brutale råhed. De år hvor vejret arter sig, må det være en fantastisk oplevelse at stå i det åbne brutale natur og vente på starten i den sitrende forventning blandt alle løberne. Vi havde dog ikke helt heldet med os, og stod ud af busserne til et vejr der viste sig fra sin mindst omsorgsfulde side. Regn, blæst og kulde var den cocktail vi måtte vente i, i næsten 2 timer. Bedre halvdel og jeg fandt læ bag én af bagagevognene og stod sammen med andre løbere i en klump af menneskelig varme. Og hermed et godt råd til dig, hvis du overvejer at løbe Loch Ness Marathon – Husk masser af varmt tøj til starten for en sikkerhedsskyld. I Skotland siger man, at man aldrig helt kan regne med vejrudsigter, men at man kan regne med at opleve alle 4 årstider på én dag.

Vi fik varmen da starten nærmede sig, og løberne klumpede sig sammen foran startportalen. På vejen var der markeret med skilte de forskellige sluttider, og bedre halvdel og jeg stillede os ved 3.30 skiltet. Umiddelbart inden løbet blev skudt i gang gik en sækkepibespiller gennem hele startfeltet, mens tonerne fra det mystiske instrument flød ud og blandede sig med den nervøsitet og forventning der var ophobet i luften omkring os. Det var magisk!!! – Hamish, som sækkespillermanden hed, skabte med de pibende toner i den rå natur, en følelse der gav kuldegysning og små tårer i øjenkrogen. Og vi var for alvor klar til at gå i krig med de 42,2 km. der ventede forude.

De første ca. 7 km. af ruten var let nedløb hvor benene fik lov til at vågne, og de frosne tæer tøede op. Vi var heldige med at have vinden i ryggen, og kunne nyde det vanvittige smukke natur der lukkede sig omkring os på begge sider af vejen. Efter de ca. 7 km. var det slut med nedløbssjov- og ballade. Ret brutalt ændrede ruteprofilen sig foran os, og små fæle bakker afløst af små nedløb blev menuen de næste mange mange kilometer. Loch Ness indfandt sig på vores venstre side og lå vuggende og roligt mens regnen væltede ned over os. Det var ok, de uendelige smukke omgivelser, søen til den ene side og den falmende skov til den anden sammen med stilheden, kun brudt af løbeskos taktslag, var så ubegribelig smukt at det dårlige vejr ikke betød det mindste. Indimellem løb vi forbi små byer hvor alle indbyggere var samlet til fælles ”hepning” langs vejen hvor vi løb. Alle med store smil og glade ansigter der trodsede det dårlige vejr for at heppe på os løbere.

Vejret blev langsomt bedre efterhånden som vi nærmedes os Inverness. Jeg har inden start hørt en pige fortælle om den fæle fæle stigning på flere kilometer som vi skulle passere ved mile 18 (dvs. efter ca. 29 km), og var derfor forbedret da et stort skilt foran an os slog tonen an. ”STAY CALM, AND CONQUR THE MONSTER”. Stigningen dukkede op efter at vi havde passeret den sidste by langs søen, og blev guidet ind i landet hvor den sidste del af ruten fulgte en større vej ind til Inverness. Vejen var delvist lukket for trafik, og fra at have løbet totalt i stilhed, var der nu enkelte biler der passerede os i højre vejbane. (I Skotland kører de ligesom resten af UK i den gale side. :D).

Av den stigning var lang. Den var ikke voldsomt stejl, men for pokker den var lang. Jeg havde fra bunden besluttet mig for, at jeg for alt i verden ville vinde over monstret og satte mig for at løbe hele stigningen i et stræk. Det var fedt – jeg overhalede masser af gående løbere og fik tanket lidt selvtillid ind på kontoen.  På toppen blev vi mødt af et nyt skilt ”Its all downhill from here….. sort of” – og kunne med et skævt smil konstatere at ”sort of” var ensbetydende med flere bakker forude. Virkelig dårlig løbe-humor.

Det gik dog langsomt nedad og ind mod Inverness, og efter en strækning langs floden ind gennem byen, over den fine bro og retur i den strideste modvind, blev vi løbere mødt af den kæmpestore oppustelige Nessie, som ventede på os på opløbsstrækningen. Nøøøj, jeg var glad for at se det uhyre – og ikke mindst at løbe over målstregen hvor der ventede medalje, finisher-trøje, varm suppe og en goodiebag hvori der blandt andet lå en dejlig kold alkoholfri øl.

Loch Ness Marathon er et virkelig fint løb som jeg vil huske for den forblindende smukke rute og for den skotske venlighed. Det får min største anbefaling med på vejen, og når man alligevel er i Højlandet, så tag et par ekstra dage og gå på opdagelse i alle de fantastiske steder som ligger som perler på en snor. Vi kørte en tur til vestkysten op til Gairloch (en anbefaling fra vores skotske løbevenner) som i den grad overraskede, og var en tur i ”filmland” ved det smukke GlenFinnan.  

Kan du gætte hvilken film nedenstående viadukt og tog er fra? (Og ja, det er det helt rigtige tog der lige tøffede forbi mens vi stod blandt tons af fans placeret på en bjergside)

The post Loch Ness Marathon 2021 first appeared on The greatness of running.

Vækkeuret ringede kl. 03.30, jeg lod mig rulle ud af sengen og begyndte straks at iføre mig næste løbesæt, der lå klar på gulvet. Det var blevet til 3½ times yderst urolig søvn. Jeg var ængstelig over hvordan kroppen ville reagere på at skulle præstere så hurtigt igen, blandet med angsten for at sove over og misse et løb. Marathon nr. 2 på turen ventede forude.

Canadieren Karen, min roomie på turen, var i gang med samme rutine som mig, og i stilhed gik vi rundt i lokalet, og gjorde det vi nu engang havde for vane inden et marathon. Karen har tidligere løbet masse af challenges hvor man løber mange dage i træk, og hun var tydeligvis meget mere velforberedt end jeg var. Hun havde medbragt små poser med havregryn der blot skulle tilsættes vand for at blive til en nærende omgang kulhydrat til dagens løb. Da hun gik ned for at hente vand, bad jeg hende tage den pose morgenmad med, som vi var blevet stillet i udsigt. Hotellet ville sørge for, at der var lidt morgenmad til os løbere, inden vi kl. 04:30 blev hentet og kørt til startstedet.

Karen kom tomhændet tilbage. ”Der står kun nogle små muffins, jeg vidste ikke om du ville have sådan én”. I mit stille sind ærgrede jeg mig. Vi er løbere, vi skulle løbe marathon for 2. gang indenfor 22 timer, alt hvad der overhovedet lugtede af kalorier, skulle bare indenbords. Jeg takkede for oplysningen, gjorde mig færdig og dappede ned i hotellets lobby, hvor der ganske rigtig var lidt kaffe og muffins på størrelse med de helt små flødeboller man kan købe i gode gamle DK. Jeg spiste en mundfuld og mens løbere samlede sig omkring mig, klar til afgang, indstillede jeg mig på at løbe mit første marathon uden egentlig mad i kroppen.

Bussen kom præcis til tiden, og vi blev i mørke fragtet de ca. 5 km. ud til starten. Ruten var en runde omkring en sø i en park på 1 miles. 26 runder og vi havde fuldført marathon nr. 2. Vejrudsigten havde lovet regnvejr, noget jeg egentlig var ganske tilfreds med, da jeg ikke er nogen speciel god løber i alt for varmt vejr. Hvad der ikke havde været på tale i vejrudsigten, var den kakofoni af lyn og torden, der oplyste den mørke sovende by på vores vej ud mod startstedet.

Ud af bussen, få taget billede, line up, tælle ned, start… Mine ben begyndte at løbe af sig selv. Hovedet var ikke helt med endnu, men kroppen vidste hvad der var i gære og den fik pr. automatik startet op i maskinrummet. Jeg løb første runde sammen med Vagn, noget der ikke kun var enormt praktisk da vi så var to til at regne ruterne ud, men også noget der var utroligt hyggeligt og komfortabelt for en nybegynder som mig, udi kunsten at løbe mange marathons i træk.

”Det er bare i starten, indtil dine muskler er varme igen, så går ømheden over” sagde mester Vagn mens vi rundede depotet og tikkede 1. runde af. Omkring os i mørket serverede moder natur et festfyrværkeri af lyn, og mens jeg gav mester Vagn ret, tænkte jeg bekymret om man overhovedet måtte løbe når det lynede og tordnede lige over hovedet på én. ”No problem” sagde de to lokale fyre fra løbeklubben, der uden kny var stået møgtidligt op for at hjælpe en flok internationale tosser på deres marathon-rejse. De mente ikke der var det mindste problem i at løbe under tordengudens raseri.

Min strategi var som dagen før, at lave tælle-lege og snyde hjernen til at tro, det var én stor leg. 1 runde blev til 5, og jeg løb alene rundt da det vildeste lyn flængede himlen og et brag af dimensioner umiddelbart efter rystede jorden under mine fødder. Jeg skreg og rullede ubevidst sammen i kroppen som en krøbling. ”DET var fa… for meget”, udbrød til min usynlige samtalepartner. ”Det her vil jeg ikke være med til, det er for vildt”. Alligevel fortsatte jeg rundt… Hvad andet kunne jeg gøre?  Jeg bad i mit stille sind en vis herre i det høje om at spare mit liv. Jeg var bestemt ikke klar til at stille løbeskoene på et rundeløb i den argentinske hovedstad.

Kort efter væltede regnen ned og dannede små syndfloder på løberuten. Vi kæmpede os gennem de vildeste vandpytter, våde som hunde, mens vi fortsatte rundt og rundt og rundt. Jeg var efterhånden nået til runde 13, og smilede ved mig selv over at jeg var kommet sikkert gennem labyrinten af lyn, og at dagslyset førte lokale morgenløbere med sig. Tænk, at vi var i færd med at løbe marathon 26 gange rundt om søen, mens livet gik videre præcis som det plejede. De morgenløbere, der normalt løb rundt i området i den tidlige morgenstund, rystede let på hovedet og anerkendte vores udfordring med et wauw, mens de gennemførte dagens program inden job.

Jeg var halvvejs, og runde 14 kom i bogen da der begyndte at ske en nedsmeltning i mit indre kernekraftværk. Sulten begyndte at genere mig, og de appelsiner der var i depotet – som for øvrigt smagte fuldstændigt forrygende, var på ingen måde nok til at tilfredsstille min brummende mavesæk. Jeg prøvede med en gel blandet med energidrik. Det gav et par runders fred, men stillede ikke hunden i maven tilfreds.

Omkring runde 16 begyndte jeg for første gang at lave små gå-stop. Hovedet var tomt, der var ingen aktivitet overhovedet – og kroppen kørte på autopilot. Løbe – gå – spise en appelsinbåd – løbe – gå – løbe – gå – spise en appelsinbåd og drikke lidt vand. Gå-pauserne blev flere og flere. Ryggen begyndte at brokke sig, maven skreg på mad, hovedet var en tom skal. Jeg blev til et gespenst der uden sjæl bevægede sig rundt og rundt.

På et tidspunkt kom mester Vagn op til mig, og selvom jeg var én runde foran ham – og han nu havde en unik mulighed for at indhente mig og vinde dagens løb, blev han ved min side. Han gik når jeg gik, løb når mine fudser formåede at løbe lidt, og fulgte med i depot når det var tid til at fråse i appelsinbåde. Min hjerne var stadig en blød svamp, og kun gennem at stille spørgsmål til mesteren om hans tidligere erfaringer som ultraløber på landsholdet, kunne jeg holde en lille smule fremdrift på opgaven jeg var i gang med.

Langt om længe løb vi ud på min sidste runde, og mens jeg blev afleveret løb mesteren ud på hans sidste runde. Jeg fik min medalje men mærkede ingenting. Der var ingen glæde over gennemførsel, der var til gengæld heller ingen ærgrelse over min til dags dato top-5 dårligste sluttid på 4:10. Alt i min krop var ”numb” (det engelske ord beskriver så præcis hvordan jeg havde det :D)

Senere på dagen efter indtagelse af burger og pommes frites fra Burger King pakkede jeg kufferten for at tjekke ud af hotellet. Og mens jeg samlede de sidste stumper, mærkede jeg skuffelsen komme snigende. Jeg havde trænet så uendelig meget til turen, og det føltes som verdens største nederlag at løbe så dårlig en tid på en helt flad rute. Hvorfor var det gået så galt? Var det den manglende morgenmad/indtagelse af kulhydrat der havde sendt mig til tælling? Var det forkert træning? (jeg havde ikke i min træningsperiode – og faktisk aldrig før i mit løberliv prøvet det at løbe 2 marathons i træk). Var det for dårlig mental forberedelse? (Jeg havde vitterlig ikke regnet med at møde den amerikanske mur mod Mexico her i Argentina :D). Tænk at man stadig efter +10 år som løber kan komme i situationer man aldrig har prøvet før.

Jeg fandt ingen svar og måtte tage skuffelsen med i håndbagagen da vi sent om aftenen – og om natten fløj til Punta Arenas i det sydlige Chile. Foran os ventede næste marathon, turens højdepunkt, marathon på Antarktisk, hvis ellers vejr og vind ville lade flyforholdene være gode nok. Efter planen havde vi 1 dags rejse/restitution før marathon nr. 3 løb af stablen.

The post Buenos Aires City Marathon – Om at løbe under Tordengudens raseri first appeared on The greatness of running.

Det er næsten så godt som ubegribeligt at det blot er 14 dage siden jeg løb første marathon på mit store løbeeventyr. Det føles mere som 3 måneder siden. Så mange oplevelser på så kort tid har fuldstændigt smadret min tidsfornemmelse. Men altså, det er da om noget verdens mindste problem, når man har været ved verdens ende og tilbage igen.

Jeg rejste til Buenos Aires, Argentina forrige weekend. Vi, min løbehelt Vagn Kirkelund og jeg, rejste sammen afsted, og havde besluttet at tage et par oplevelser med i posen, nu hvor vi alligevel skulle rejse så langt. Turen over tog godt og vel 14 timer (fra Amsterdam det være sig) og vi landede tidligt søndag morgen i den herligste sommervejr, høj sol og 27 grader. MUMS. Kækt hoppede de to blegfede danske turister i korte trøjer, og begav sig ud i den smukke by for at udforske området.

Det blev til to stk. lækre solforbrændte skuldre og arme. Gisp solen var hård. Det var både chokerende fordi vi i løbet at ingen tid var blevet forbrændte, men endnu mere chokerende fordi vi i dagene der kom, skulle løbe to marathons i træk i solens bagende stråler. Det gav lidt kriller i maven.

Om aftenen, den første aften, havde vi to ting på programmet – én ting hvor jeg skulle ud af min komfortzone (som om det at løbe 4 marathons på 6 dage ikke var så rigeligt :D), og én ting hvor den gode Vagn skulle ud af hans komfortzone. Den første udfordring var…. Tango-undervisning (her burde der komme et lydklip a la psyko-filmen). Jamen altså. Jeg skulle simpelt hen danse Tango. Mig der har fødder som kun forstå at flytte sig efter en bold, eller løbe som en gal. Underviseren var en ældre distingveret herre, der havde danset Tango hele sit liv. Han kunne sit kram til fingerspidserne. og førte mig rundt på gulve med magiske tryllekoder, så min elefantfødder helt af sig selv gjorde det de åbenbart skulle. Jeg har det på video som dokumentation, men ærligt – jeg er altså ikke sikker på det er noget der bør komme ud i offentligheden 😀 😀 😀 Til gengæld kan jeg garantere at det er noget at det sjoveste jeg længe har kastet mig ud i, og jeg vil til hver en tid gøre det igen.

Efter Tangolektionerne lavede vi lokal mad sammen med en kok. Det var til gengæld noget jeg godt kunne finde ud af, og som aftenen gik på hæld fik vi fremtryllet både ensiladas med kødfyld, steg med ovnkartofler og en dulche leche til desert. Det var virkelig en sjov aften, og jeg kan kun anbefale at gøre lignende hvis du kære læser skulle komme på de kanter (jeg har smidt links til oplevelsespakken ind i bunden af indlægget)

Dagen efter var der om eftermiddagen officiel velkomst og race briefing. Vi havde om formiddagen booket en cykeltur på 4 timer, og cyklede rundt med guide til alle seværdigheder i byens nordlige del. Det var fantastisk. Sikke en fed by, og hold nu op hvor er jeg bare slet slet ikke færdig med den by. Jeg skal sååå meget tilbage og løbe Buenos Aires Marathon engang om et par år. (Link til cykeltur er også smidt ind nederst i indlægget. Lige før jeg snart skal til at kalde det for en løberejse-blog 😀 😀 :D) En lille sjov fortælling til de fodboldinteresserede er, at Boca Juniors – én af byens to mastodont klubber, og den der har opfostret selveste Maradona him self, i hin tid ikke kunne beslutte sig for hvilke farver der skulle pryde spilledragterne. Man prøvede forskellige kombinationer – sort/hvid, sort, grøn osv. Men intet syntes rigtig at hænge ved. Til sidst blev klubbens manager så rasende at han udbrød: ”Nu går vi ned på havnen, og farven på flaget på det første skib der lægger til kaj, er Boca Juniors klubfarver. BASTA”. Og således vandrede klubbens høje herrer ned til kajen og ventede. Der kom et skib… Og sørme om ikke det var en svensker der havde forvildet sig over Atlanterhavet med det blå-gule flag blafrende i vinden. Som sagt, således gjort. Boca Juniors har siden spillet i farverne blå og gul. (deres stadion minder utrolig meget om IKEA – just saying…). 😀

Racebriefingen på hotellet bestod af en kort introduktion af alle løberne, uddeling af masser af swags (t-shirts, jakke, sol-løbehat og startnumre), og introduktion til de to løb i hhv. Uruguay næste morgen, og løbet i Buenos Aires dagen efter.

Vi skulle starte ud tidligt næste morgen med at sejle med færge til Colonia i Uruguay, en sejltur på ca. 1 times tid. Her ville vi ved havnen blive hentet af Ibrahim, der arrangerede løbet, og få yderligere informationer, inden vi gik de godt 4 km. til startstregen ved strandpromenaden.

Alt gik nogenlunde som planlagt da vi næste formiddag stod på kajen i Colonia, fik taget gruppebilleder, og traskede afsted. Vejret var perfekt til løb, overskyet og ikke for varmt. Det tegnede til at blive en god første løbedag.

Ruten i Colonia var en runde der skulle løbes 20 gange. Vi løb på strandpromenaden op til ”vendingskeglen”, tilbage gennem lidt skov og grusvej ud til andet vendingspunkt – inden vi passerede start, indkasserede en kop vand og løb videre ud på næste runde. Allerede på 1. runde åbnede skyerne for sluserne og vandet væltede ned i kaskader. En nærmest tropisk hagl-regnvejr væltede ned over os løbere, og fik promenaden til at minde om en skøjtebane ved juletid. Kæmpe vandpytter smøg sig om vores ankler og løbetøjet klæbede til kroppen som var vi ”bodypaintede”.

Billederne af den tropiske storm vi løb i, er lånt af Tor Rønnow som også var med på turen. Se hele hans billedegalleri her: http://www.temperance.dk/blog/stories/Colonia_Cost_Marathon_2020_Pictures_Race_Report_Tor_Ronnow.htm

Jeg er ok med regnvejr, og med at bruge løbesko som gummistøvler, så jeg cruisede videre i en eufori af tælling. 1 runde – 2 runde – 5 runder (og kun 3*5 tilbage) – 10 runder (halvvejs) – 11 runder (mere end halvvejs) – 15 runder (uhuueee, nedtælling) osv. Det er ét af mine mentale værktøjer når jeg løber rundeløb, at lave tælle-lege som var det en børnefødselsdag. Og det virkede perfekt på dagen for vores 1. marathon. Vejret klarede op, varmen vendte retur og jeg talte og talte og talte, mens jeg løb og hyggede mig.

Jeg løb i mål i solskinsvejr med armene over hovedet og et kæmpe smil i fjæset. Det havde været en perfekt opstart på vores Challenge, og jeg var fuld af overskud og energi. Jeg takkede værterne – hvis søn i øvrigt er big time Neuer (som i Målmanden fra Tyskland) fan, og jeg prøvede ihærdig at overtale selv-samme søn til at holde med Schmeichel og de danske dynamitdrenge i stedet.

Mens jeg ventede på, at Vagn skulle løbe i mål, gik jeg ned og dyppede tæerne i det lækre vand ved stranden. Der stod jeg og spejdede over mod Argentina, mod det løb der ventede allerede tidligt dagen efter. Jeg følte mig klar til næste udfordring.

Vores færge gik retur ved ni-tiden, og tiden indtil blev fordrevet med et bad på et hotel, genopfyldning af mad og drikke i tanken, og en gåtur i Colonias gamle bydel. Kl. midnat ramte vi hotellet i Buenos Aires og kunne klargøre tøj, gel m.m. inden vi kl. præcis 04.00 skulle være klar til afgang – til racestart kl. 05:00, og marathon nr. 2 indenfor 22 timer.  Det var hårdt… Og det skulle vise sig at være en langt større udfordring end jeg havde regnet med…….

Fortsættelse følger.

Link til Tango- og madkursus: https://www.tripadvisor.dk/AttractionProductReview-g312741-d11477577-Private_Cooking_Lessons_and_Food_Tasting_in_Buenos_Aires-Buenos_Aires_Capital_Fede.html

Link til Cykeltur: http://www.babikes.com.ar/tour.php?tourid=65

The post Southern Hemisphere Challenge – Løbeeventyret starter first appeared on The greatness of running.

Under hele turen agerede Rico guide, og ved færgelejet i Hirtshals holdt han mandtal og guidede os alle om bord med sikker hånd. Vi fandt hurtigt vores kahytter, vores små hotelværelser som var vores flydende hjem på hele turen, og mens nogen spiste og hyggede sammen, valgte jeg at slappe af og pludre med Mette Louise, min roomie på turen.

Lørdag morgen kl. uendelig tidligt stod en overdådig morgenmadsbuffet klar til os løbere, og på sekundet lagde det gode skib ”Bergen” til kaj og læssede en flok spændte løbere og veloplagte heppere af på Norsk grund.

Startnummeret blev afhentet, og som en serviceoplysning kan det oplyses at det koster 10 Nkr. når man skal benytte toiletterne ved centret hvor startnummer-udleveringen foregår – og det er skam ingen hindring hvis man har glemt kontanter, man kan sagtens bruge kreditkort (Det kan godt gå hen og blive en halvdyr omgang for os notoriske ”inden-et-løb-starter-skal-jeg-tisse-48-gange-strintere”). Maraton startede kl. 09:00 foran byens smukke domkirke, og ruten ledte os fra førte færd op ad en bakket vej. Her kommer så dagens 2. serviceoplysning, når Rico Eiersted siger at en rute er næste flad – så betyder det forvente ca 320 højdemeter på ruten. Så var vi i gang.

Marathon-løberne skulle løbe 1½ omgang rundt om en lille sø, og derefter ud på små skovveje rundt om 2 store søer, inden man vendte tilbage og fulgte ½ marathon-ruten til mål. En rute der blandt andet gik langs fjorden og åbenbarede de smukkeste bjerge i horisonten. (se kort over ruten her: Rute på GoogleMap )

Jeg har jo, som de af jer der læser med på domænet, døjet i overflod med min mystiske skade i det sidste lange stykke tid. Min træning har på ingen måde været marathon-træning, og tempo- og intervaller er ord jeg næsten ikke kan huske hvad betyder længere. Og udover at trætte mine medrejsende med mine bange anelser for løbet, for at udgå og for at floppe fælt, så var jeg klar til at krybe i et musehul da jeg stod ved startstregen. Aldrig før har jeg været så ængstelig for at skulle løbe 42,2 km.

Ude på ruten mødte jeg de mest entusiastiske hjælpere og vejvisere. Hold nu op en opbakning vi løbere fik undervejs, og det, at ruten samtidig var fuldstændig perfekt i min optik – masser af skov, vand og smukke views, fik på én eller anden måde blandet en cocktail af indre lykke i min lille krop. Da først flowet indfandt sig omkring km. 5, var min hjerne et stort juhuuee-center af strålende løbelykke. Alle de mange måneders frustrationer omkring smerter i baglår/balle forsvandt som dug for solen, og tilbage var en renpoleret glæde over at løbe så smukt et sted, en august-lørdag i Stavanger. Alle mine bange anelser blev gjort til skamme, et lille mirakel var på vej – jeg løb næsten som i ”gamle dage”

I mål stod søde Lones mand og modtog os alle med et smil og et ”godt løbet”. Det var en dejlig afslutning og noget af det der følger med som goodies, når man rejser til løb i en større flok. At der pludselig er heppere der kender én ude på ruten, og nogen som gider bruge en dag sammen med løbetosser og stadig smiler, når vi løbetosser for 117 gang fortæller om en lille detalje fra dagens løb. Det var en skøn oplevelse og da jeg ikke fik gjort det på turen, skynder jeg mig lige at gøre det her. TAK for opbakningen I søde rare mennesker der var med som heppere.

Jeg var ikke den eneste der havde et forrygende løb i Stavanger. Stort set alle løbere i vores lille gruppe kom i mål glade og med tider der var ualmindelig forrygende. Min søde roomie lavede big-time pr og ramte marathon-bolden lige i bagdelen med en 3.29 tid. Det samme gjorde søde Lene Broberg, der løb et fantastisk løb og sørgede for at alle vi tre danske marathon-tøser landende under 3.30 og dermed plantede os solidt i top 10 i damerækken. Og på toppen af kransekagen havde vi medbragt vores egen hvide kenyaner, Klaus Hagensen, der i overlegen stil løb sig til en 2. plads og sørgede for en dansk podieplacering – Klaus løb 2.39!!!.

Efter løbet delte vi snacks og løbsskrøner mens vi drak en velfortjent kold øl – og her kommer 3. og sidste serviceoplysning. Den lokale øl smager herre-godt og kan i den grad anbefales. og med et par timer tilbage inden afgang retur til færgen, fik vi løsnet stænger og set Stavanger midtby. Det var en flok trætte rejsende der vente tilbage til kahytterne, og jeg tror godt jeg, uden at lyve, kan erklære at vi stort set alle fik en lille morfar inden den stod på sejrsmiddag og aftenhygge.

Tænk sig, jeg var rygende tæt på at melde fra pga. mine kvaler med den mystiske skade i balle/baglår. Så tæt på, at det første var fredag middag jeg endeligt besluttede at give det et skud – og om ikke andet få en oplevelse på bogen. Tænk at jeg var så tæt på, at gå glip af én af de sjoveste og hyggeligste løberejse man kan tænke sig. En tur hvor vi fik vendt både tanker om sokkemonstret i vaskemaskinen, historien om hvorvidt mennesker kan opfostre en lille kattekilling og agere missemor (tak for den vanvittige historie Lene, shit jeg grinte så mine mavemuskler blev ømme), og fortællinger om hverdagen med børn, heste og bedre halvdele på godt og ondt. At rejse sammen med en flok ukendte mennesker der samles omkring en passion for løb, er noget af det mest berigende jeg ved. Det kræver lidt åbenhed og mod, men hold op hvor får man dog meget tilbage.

Stavanger er Norges 4. største by og ubetinget den smukkeste by jeg endnu har besøgt i Norge (Jeg har kun tidligere været i Jessheim, så konkurrencen om den titel er ikke overvældende stor :D). Det er absolut genialt med færgeturen hvor man sover på overfarten begge veje, og kan bruge hele dagen i den smukke by. Rico Eiersted havde banket en oplevelsespakke sammen, der på ingen måde kunne sættes en finger på – og lur mig om ikke han gentager det hele igen til næste år. Jeg er klar igen – og jeg slet ikke finde ord for hvor meget jeg vil anbefale andre at holde sidste weekend i august åben til næste år. Her er et løb og en tur der er i absolut spitzenklasse hvad løberejser angår.

Rico Eiersted arrangerer turen til Stavanger som et løb man kan tilmelde sig under sportstiming.dk. Det er muligt at løbe både hel- og halvmarathon samt en 5km til dem der ikke helt har mod på de lange distancer. Al bagage bliver i kahytten mens man løber, og da løbet afholdes en lørdag formiddag er der rigelig med shopping-muligheder for medrejsende familie og venner. Nå ja, og så skal det nævnes at Rico og Jane (Ricos bedre halvdel) er de rareste og dejligste mennesker man kan tænke sig. Så selvom man som jeg, rejser alene og lader manden ordne huset derhjemme mens jeg fløjtede rundt, så er der garanti for høje grin, hygge og drillerier inden man igen rammer danske grund søndag tidlig morgen.

The post Stavanger Marathon 2018 first appeared on The greatness of running.