Jeg blev ramt af en let omgang skinnebensbetændelse for et par uger siden. Det kom lige pludseligt ud af det blå, og jeg aner ikke om det skyldtes at jeg afprøvede nye neutrale sko, (jeg løber ellers normalt i pronations-løbesko) eller om det skyldtes overgangen til sandaler i hverdagen – noget jeg hvert år skal bruge lidt tid til at omstille mine ben på. Hvad end det skyldtes, så er det første gang nogensinde jeg har prøvet de sindssyge smerter der pludselig dukker op foran på skinnebenet under løb. Av

Betændelsen betød at jeg måtte skyde en hvid pind efter løbetræningen, og acceptere at løbeskoene i entreen, i bedste corona-stil, måtte holde afstand og derfor stod ensomme tilbage med slatne snørebånd. Jeg havde frygtet et mentalt breakdown og et goddag til monstret der normalt dukker op, når jeg er skadet. Men det kom aldrig. Min krop og hjerne var forbavsende tilfredse med at udskifte løbetræningen med ture op til datters nyerhvervede krikke blandet med havearbejde, og lidt ekstra timer på mit daglige job i Jammerbugt Kommune.

For første gang nogensinde har jeg ikke været desperat for at komme i løbeskoene igen, nærmest tværtimod. Det føltes i stedet som en perfekt undskyldning for at trække stikket, og lade løb være en bi-ting i mit liv. Det er tankevækkende, og får mig til at tænke om jeg måske har været FOR optaget af det ugentlige kilometertal i FOR mange år. I al den tid jeg har løbet, har jeg kun holdt pauser når skader har sneget sig ind i min hverdag. Ellers har jeg troligt uge efter uge, løbet mine godt 75-85 kilometer – og oftest uden egentlig fokus på variation af underlag og intensitet.

Jeg ved at eliteløbere (det har jeg i hvert fald lært gennem de utallige podcasts jeg lytter til ) altid tager minimum 2 ugers pause fra løbetræningen hvert år. En slagt mental og fysisk restitution fra alt hvad der har med løb at gøre. Og jeg ved også, at det bedste man kan gøre som løber, er at variere sin træning både i forhold til intensitet og formål, men i den grad også i forhold til hvilket underlag man løber på. Det er bare så pokkers nemt at gøre præcis som man plejer. At hoppe i skoene og løbe præcis de samme ruter uge efter uge.

Måske er det min krop der lige nu fortæller mig, at det er på tide at stoppe lidt op. At finde tilbage til legen, og variation i mine træninger. Jeg har selv-behandlet min skinnebensbetændelse med en ibuprofenkur. Det er ikke smart, og det absolut ikke anbefalelsesværdig at selvmedicinere. Men det virker, og jeg er småt-løbende igen. Med skinnebensbetændelse er det kunsten at undgå asfalt, og starte ud på et blødere underlag. I hvert fald for mig. Og de sidste to dage er jeg lykkedes med at løbe et par fantastiske ture i skoven, og på stranden ved Blokhus. Nøj det har været fedt. Helt langsomme ture, hvor jeg har ladet benene bestemme præcis hvor de ville hen. En sjov lille sti, et vildnæs der lokkede med en dyreveksel eller en tur rundt på dele af mtb-ruten. Alt har været tilladt, blot det ikke har givet smerter i skinnebenet.

Det har været fuldstændigt fantastisk, og i går begyndte mit hoved at lege med nye mål. Med nye ideer til sjove løb jeg kunne løbe og en erkendelse af, at løb for mig er verdens 8. vidunder så længe det gøres for sjov. Hjemvendte fandt jeg frem til en løbeportal med tons af ruter i naturen. Og nu er jeg fyr og flamme for at drage ud i den vendsysselske natur, og afprøve nye sjove løberuter. Siden hedder www.alltrails.com og er en side, der crowdsourcer (som det så fint hedder) ruter i hele verden. Ruter, der indmeldes af alle mulige mennesker verden over, løbere, gående, cyklister, rulleskøjteløbere – you name it. Og med en lille søgning åbenbarer der sig et slaraffenland af ideer til løberuter, endda krydret med små fortællinger og gode råd. Tænk jeg anede slet ikke der fandtes sådan en guldgrube

Det bliver min sommerferieting to-do. At søge ruter frem og løbe dem. At glemme alt om pace, kilometer, og puls, og bare lege på stierne i det nordjyske (Skulle der sidde nogen der tænker, jammen hun skal da med mig en tur på stien hernede i det sønderjyske f.eks. – så er jeg så klar på at drage afsted på tur). Nå ja, det samme gælder selvfølgelig den anden vej. Hvis der er nogen der har lyst til at komme med på mine ture, så lad mig endelig vide. Jeg vil elske at få selskab, og giver gerne en is med på vejen – og alt foregå i et behageligt sludre slentre tempo.

Rigtig god søndag – PS Min bog om Stine Rex er sendt til min redaktør. Jammen hvor vildt er det ikke lige – tænk sig at jeg kan skrive “min redaktør” – Jeg føler mig som verdens heldigste……

The post Skinnebensbetændelse og opdagelse af en guldgrube first appeared on The greatness of running.