Først vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at værdsætte alle jer der læser med. Jammen så mange søde bemærkning og fantastiske input og ideer jeg fik, efter mit indlæg i lørdags. Det var en total genstart af min nedsmeltede hjerne, og så meget god karma, at jeg straks gik tilbage til restaffald og samlede mine løbesko op igen. .

Mandela sagde engang at alle rejser er vigtigt, og ingen rejse er umulig. Det syntes jeg rammer fuldstændig plet, og jeg har besluttet mig for, at min rejse igennem en transformation fra ”hurtigløber” til eventyr-løber for alvor skulle starte her i weekenden.

Jeg lagde ud i mandags med en beslutning om at spise mere antiinflammatorisk mad, og tog en kold kaffe-tyrker. (må man egentlig godt skrive en kold kaffe-tyrker i disse tider? – og for en sikkerhedsskyld vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg på ingen måde anser tyrkere for hverken kolde, eller kaffeagtige :D). I selvsamme ånd sendte jeg også alt sukker ud til evige jagtmarkeder, og fokuserede ugen igennem på at spise masser af grønt, nødder, fisk og groft tilbehør. Det gik helt fantastisk og ret let – måske fordi jeg følte jeg selv bestemte slagets gang, og hvem jeg ville kæmpe med. Det føltes godt at tage en beslutning og handle på den, og som ugen gik, blev jeg mere og mere bevidst om, at det jo i grunden handler om at gøre det, der føltes godt for krop og sind. At jeg jo ikke behøver leve op til noget som helst, og at I skønne fantastiske læsere jo har helt ret. Det er så meget mere i løb end at jagte hurtige tider.

En anden ting jeg er gået ombord i, her i ugens løb, er let udstrækning og mobilitetsøvelser efter hver løbetur. 20 minutters kvalitetstid hvor jeg arbejder stille og roligt med de muskler i ballen, som gennem måneder har været rustet sammen som en gammel skrotbunke. Det føltes helt godt, og da min nye rejse går ud på, at gøre alt det der føles godt, ja så er det blevet en rutine jeg vil holde fast i.

For mig er løb ubetinget det bedste jeg kan byde både min krop, men i høj grad også mit sind. Og efter en løbetur på stranden i går, hvor jeg i lidt over 2 timer samlede skrald på stranden og løb til – og fra skraldespand efter skraldespand, var jeg høj af løbeglæde og endorfiner. Sikke da en fantastisk formiddag. Solen skinnede, jeg løb for et godt formål, og jeg elskede hvert eneste sekund. Mageløst – intet mindre. Og da bedre halvdel og jeg sidst på dagen dappede på stranden og nød en solnedgang værd en oskarstatuette, sluttede jeg dagen af lykkelig og fuld at taknemmelig. Jeg kan jo stadig løbe om end det er på lidt andre præmisser.

I dag tog jeg næste skridt på vejen til at få min krop i balance igen, og fik lavet en test der skal afsløre hvor gode (eller dårlige) forhold min krop har, til at bekæmpe den inflammation der ubetinget boltrer sig i mit baglår og balle. Et lille prik i fingeren, lidt blod på udvalgte felter – og afsted med post til laboratoriet i Sverige. 14 dages ventetid, og jeg kan gå online og få syn for sagen. Det er sq genialt, intet mindre.

Der er en frihed i at handle og selv bestemme retningen. En frihed til selv at tolke kroppens signaler og navigere efter det, der mærkes godt og giver mening i mit hoved. Foran mig venter et besøg hos en osteopat, som forhåbentlig kan hjælpe mig med at skære min mobilitetsøvelser helt ind til benet – og så har jeg besluttet mig for, at mine baglår gerne vil have ugentlig massage.   

Denne uge har jeg ”kun” løbet 4 dage (og ikke de 6 dage som jeg plejer), i stedet har jeg kombineret mit løb med lækre gåture, og en cykeltur i skoven der lige nu famler trind om land. Hurraa for efteråret, for farverne og for de fuldstændige fantastiske sensommerdage. Hurraa for os løbere, og for alle de eventyr der venter forude. Jeg er ikke slået – jeg skifter bare fokus. Resten af 2020 vil jeg finde alle mulige former for eventyr som løb tilbyder og skrive om dem. De skæve løb, de sjove løb, de udfordrende løb, de sociale løb, de løb jeg ikke troede fandtes, og de løb hvor jeg farer vild i jagten på nye spor og sjove stier. Alt andet end de hurtige løb. Og tro det eller ej, jeg glæder mig som et lille barn.

Rigtig dejlig søndag aften.

The post Bitte små skridt first appeared on The greatness of running.

— Jeg skrev dette indlæg i går, uden at ville poste det her på domænet. Faktisk havde jeg tænkt at jeg blot ville gemme mig på matriklen, og ikke dele mine frustrationer om mine begrænsninger som løber. MEN, jeg er nået til den konklusion, at den udfordring med pludselig at stå og være tvunget til at revidere sig selv som løber og menneske, måske er noget andre også vil opleve efter mange års slid – og overbelastning af kroppen. Og måske er der nogen derude, der vil opleve en lille snert af lettelse, ved at læse om det jeg går igennem. Så here goes. Det næste stykke tid vil jeg dele mine oplevelser og tanker, i jagten på at lande på i løbeskoene i en ny udgave af mig selv.

Puha, det er svært at nedfælde mine tanker lige nu. Jeg skal hele tiden passe på og navigere forsigtigt mellem de ord der baner sig vejen frem i min opmærksomhed. Hvis ordet er forkert bruger min opmærksomhed det lynhurtigt til at danne en sætning der får min øjne til at flyde over. Jeg er på én eller anden måde tilbage til nul, tilbage i den fortvivlelse der har hjemsøgt mig i perioder de sidste par år.

Hvis du har været en tilbagevendende gæst her på siden, vil du sikkert kunne nikke genkendende til min skadeshistorie. Jeg har igennem de sidste par år døjet med smerter der hvor baglårets store sener hæfter til ballen. Jeg har haft gode perioder hvor jeg har løbet nogle helt hæderlige tider, og præsteret ret godt, jeg har bestemt også haft virkelig dårlige perioder hvor jeg næsten ikke kan sidde på en stol eller køre bil, uden at min baglår og sædemuskel krøller sammen, og tvinger mig til at stå- og gå langsomt rundt i smerte.

Jeg har prøvet RIGTIG mange ting. Fys-guidet træning, styring af træningsmængder med coach, pauser, ingen tempoløb i et halvt år, ingen trailløb i et halvt år. Alt sammen uden det mindste tegn på bedring. Jeg har aldrig nogensinde kunne knække koden, hverken alene eller med hjælp fra andre. Hver evig eneste gang er jeg røget tilbage til middelløsningen – langsom løb, ingen interval og tempo og ingen løb på bakker og stigninger.

Her i starten af september besluttede jeg mig for at give det en sidste chance. Jeg ramte en dårlig periode igen igen og tog til fys for gud ved hvilken gang, denne gang med det ene formål at blive henvist til en MR-scanning for at få endelig syn for sagen. Fyssen var enig i min vurdering, jeg har prøvet næsten alt og der skulle billede på. Men han mente at vi skulle starte med ultralyd og se hvad den ville afsløre.

Jeg fik ultralyd i dag. Og det jeg kunne tage med hjem, var – kogt ned i en snasket sammenkogt gryde, – en besked om, at der ikke er overrivninger eller forkalkninger i senerne. – Det var den gode besked – og så kom opfølgningen – du må nok bare indse at dit bindevæv er middelalderligt og ikke længere så elastisk, og du må nok indse at det er tingenes tilstand og at du nok aldrig kommer til at løbe ”hurtigt” igen. Du kan godt tage et halvt år ud, og træne området mens du cykler i stedet for at løbe. Så vil du måske se fremgang – men chancen for tilbagefald vil være monster stor, og du kan ligeså godt indse nu, at du nok aldrig mere bliver så stærk i området, at du kan løbe som du gjorde engang.

Min frustration eksploderede i det sekund jeg trådte ud af døren. Den var så overvældende at jeg ikke kunne finde tilbage til venteværelset selv om jeg kun kunne gå den ene – eller den anden vej. Og så græd jeg ellers uhæmmet hele vejen hjem i bilen. MIDDELALDERLIGT…. HVAD POKKER BILDER HAN SIG IND..

Min frustration bunder i, at jeg føler mig sparket tilbage til nul, med den tarveligste skosnude af dem alle – aldersbetinget overbelastning. Shit hvor er det bare nemt at slynge sådan én ud, uden på nogen måde at åbne en flanke for andre muligheder. ”Du kan jo forsøge at strække lidt og se om du kan få lidt smidighed tilbage” – som om altså – som om jeg ikke har forsøgt mig med let udstræk. Men det er sq ikke let når man fra barnsben har fodboldmuskler så korte, at benene kun lige præcis kan strækkes nok ud til at gå.

Jeg fik intet med derfra – ud over endnu en stor regning for en behandling der på ingen måde hjalp mig, men, som alle de andre gange, efterlod mig fortabt og frustreret. Var jeg dog bare eliteløber med en håndfuld mennesker omkring mig, til at hjælpe med at finde vej ud af junglen. Det er jeg ikke. Jeg er bare en helt almindelig motionist der må indse, at min krop åbenbart ikke kan holde til det jeg udsætter den for hverken som løber, eller som Digitaliseirngskoordinator i en god gammel dansk kommune (det er det stillesiddende arbejde jeg henviser til her ).

Min identitet som løber har altid være ”hende der løber forholdsvis hurtigt” – på ingen måde super-hurtig-løber, men lidt hurtigere end den gængse motionist. Jeg har altid elsket helt ind i knoglerne, når jeg løb forbi folk, og kunne høre et ”hun havde godt nok fart på”. Det fik mig til at føle mig så stolt og dygtig, at jeg næsten kunne flyve. Og jeg har altid elsket følelsen af, at være derude hvor man kæmper med sig selv i hjernen for at holde pace de sidste 8 km. af et marathon. Det er det fedeste jeg ved. 

Sidste gang jeg løb marathon i Blokhus og løb i hæderlig tid, kom bemærkningen ”nååå – du har det stadig i dig”, og jeg vidste i det sekund, at jeg aldrig vil kunne stille mig tilfreds med ikke at kunne give alt jeg har, eller i hvert fald føle at jeg pressede mig selv til det, jeg havde i mig den dag. Jeg kan ikke være den der løber et marathon bare for at få et tal på bogen. Jeg kan ikke stille op, blot for at gennemføre. Det giver mig desværre ikke den tilfredsstillelse som jeg higer efter, hver eneste gang jeg tager et startnummer på. 

Så hvad er der så tilbage, når jeg åbenbart må indse, at jeg har slidt mig selv i stykker så jeg ikke kan være den løber jeg engang var. Når 2½ års håb for at en quickfix slukkes. Helt ærligt, jeg ved det ikke lige nu. Jeg skal lige bruge et par dage på selvmedlidenhed og frustration. Jeg skal lige vænne mig til at min løber-identitet skal ændres, hvis jeg stadig vil lufte mine løbesko. Jeg skal finde en anden måde at være løber på, end den jeg kender og elsker så uendelig højt. Jeg skal genopfinde mig selv som løber.

Kan man mon det????

The post Følelsen af fortabthed first appeared on The greatness of running.

Jeg erkender blankt, min hjerne er en doven skid ud over alle grænser. Den vil gøre alt for at narre mig til at slappe af, til at blive i komfortzonen, og til at krybe under hvor gærdet er lavest. Min hjerne finder notorisk på alverdens undskyldninger for at slippe for hårdt arbejde og – for at få mig til at indtage bland selv slik i vanvittige mængder i tide og utide. De to ting er helt klart min dovne hjernes 1. prioriteter.

At min dovne hjerne måske ligefrem er med til at forsinke min heling i skaden, havde jeg alligevel ikke skænket en tanke.

I går var jeg tilmeldt et lille lokalt halvmarathon i Vodskov nord for Aalborg. Løbet blev afholdt som et aftenløb med start kl. 19:00, og som en velkendt procedure forhandlede jeg hele eftermiddagen med min hjerne om, hvorvidt det var en god ide at stille til start. Min hjerne havde mange argumenter imod a la ”Det regner for vildt, og det tordner. Det kommer det til at gøre hele løbeturen, og så bliver du ramt af et lyn hvis du stiller op – så kom ikke her og sig jeg ikke advarede dig”. Eller ”Du kan ikke nå at spise ordentlig mad inden løbet, og så får du ondt i maven – og du ved jo, hvordan det går når du løber med ondt i maven. Pludselig skal du.. og så skal du febrilsk finde et egnet sted til, at sidde i skrædderstilling med bukserne nede om benene. Det hader du – og nu er du altså advaret”. 

Min hjerne kan være uhyggelig vedholdende. Som modtræk sendte jeg et par argumenter afsted som ”Jens kommer, det kunne være super hyggeligt at løbe en tur med ham” og ”Hvis jeg løber i aften, behøver jeg ikke løbe i morgen. Så kan jeg holde hele lørdag fri til andre sjov ting – og en lille eftermiddagslur hvis det kunne friste”. Nå ja, og så lige bonustrækket der hed ”Bedre halvdel er til sommerfest, jeg er alligevel alene hjemme. Lad os komme afsted ud og møde nogle mennesker”. Det sidste argument kunne min hjerne ikke står for, er der noget den elsker næsten lige så højt som dovenhed og bland-selv-slik, så er det at være social.

Jeg kom afsted og heldigvis gad Jens, den gode formand i løbeklubben Amok, godt at løbe sammen med mig. Løbet var et rundeløb med 5 runder i Vodskov by – og med en ret styg bakketur for hver eneste omgang. Det øsregnede da vi startede ud, som i pjask øs regnede. Løbeskoene sejlede inden vi var nået halvvejs på første runde, og jeg prustede som en anden gammel krikke. Det kunne bestemt godt mærkes i kroppen, at tempoløb har været et ikke-eksisterende pas i min træning det sidste ½ år.

Min hjerne så straks sit snit til at sende små hints om, hvor utrolig dum en beslutning jeg dog havde taget ved at stille op. ”Så nu ødelægger du alt. Din skade blusser op, og du er i gang med at ødelægge det hele”. ”og se nu dig, du har jo ingen tempo i kroppen. Det tangerer til det pinlige. Stop nu hellere mens legen er god”.  ”Det er godt nok koldt når man er gennemblødt hva´ – mon ikke hellere vi to skulle sige stop og køre hjem i varmen”.

Omtrent sådan lød det i mit hoved de tre første runder. Hjernen var ustoppelig, og dens mission var klar – UDGÅ og kør hjem. Heldigvis havde jeg Jens ved min side hele vejen. Jens var godt løbende på de 3 første runder, og selv om jeg æggede ham til at smutte afsted, så blev han troligt ved min side. ”Det gør ondt at løbe opad” sagde jeg til Jens, der nikkede og returnerede et ”jammen, så sætter vi bare farten lidt ned”. Se det var et argument min hjerne kunne forstå, og mens den tyggede lidt på betydningen af at sætte farten ned, nåede vi for 4. gang toppen og startede nedløbet. Og her skete der pludselig et eller andet i bentøjet. Et eller andet løsnede sig og gav slip. Mit løb blev pludselig let og flydende, og ikke den omgang halvforkrampet løb med fuld fokus på smerteniveau i højre balle, som jeg har løbet de sidste mange måneder.

Det var virkeligt sært. På 5. runde flød jeg let afsted som Seinen gennem min yndlings by over dem alle. Det var så befriende og legende let. Jeg levede fuldstændig op, og nød pludselig turen i en helt anden grad end da jeg startede ud. Solen var kommet frem, varmen lunede og solsortene fløjtede efter os når vi løb forbi. Det var vidunderligt. Jeg havde det i kroppen som om, jeg kunne fortsætte for evigt.

Jens havde en lidt mere hård tur rundt på sidste runde, og da vi nærmede os mål tog vi hinanden i hånden, løftede armene og løb i mål i jubel. Jeg var lykkelig fordi alt føltes godt, smerterne i ballen var nærmest blevet til en lille dump puf, Jens var vist bare lykkelig for at komme i mål. Min hjerne returnerede et skud lykkehormoner og lod mig være i fred.

Da jeg gik i seng i går var hjerne stille. Der var ingen bedrevidenhed, der var ingen advarsler og der var ingen larm. Kun ro. (Ok- det skal så også tilføjes, at jeg belønnede min lille hjerne med et pose bland-selv-slik på vejen hjem fra løbet) Jeg sov som et lille lam i nat, og vågnede på intet tidspunkt med uro i skaden – noget jeg ellers har oplevet tons af gange de sidste mange måneder. Her til morgen var alt stadig godt. Ingen voldsomme jag fra skade, og jeg kan gå fuldstændig normalt. Jeg kan selvfølgelig stadig mærke, at der er noget der brokker sig, når jeg sidder for meget ned. Men sammenlignet med hvad jeg ellers plejer at høste af smerter efter blot 4 min. tempoløb, er det en lille bitte krumme på det store spisebord.

Hvordan pokker hænger det sammen? Hvorfor pokker får jeg djævelsk ondt af at løbe tempoløb (4:30) i 4 min, når jeg i går kunne løbe 21 km. i pace 4:40-agtig. Hvad skete der egentlig på ruten, da jeg pludselig gik fra at have smerter og bekymringer om hvorvidt jeg var i gang med at ødelægge alt, til jeg pludselig løb frit og ubesværet?
Hvorfor er jeg i dag helt ok, i forhold til den smerte jeg har levet med i sååå lang tid. Her er det så bare jeg tænker. Gad vide hvor meget min lille dovne hjerne egentlig overdriver de signaler den modtager fra ballen? Gad vide om krabaten overfortolker bare en kende for meget, fordi den ved at jeg så dropper tempo træning? Har min skiderik af en hjerne virkelig snydt mig de sidste mange måneder, og ladet mig tro alting er meget værre end det reelt er?

I morgen løber jeg en langsom langtur med løbeklubben, og så må vi se om alt er tilbage ved det gamle. Jeg tænker lidt om jeg måske skulle tage bland-selv-slik med på turen, og fodre min lille hjerne undervejs for at holde den beskæftiget. Måske det kan hjælpe mig, til at finde ud af hvor ondt jeg egentlig har, når jeg løber.

Hurra for fantastiske små rundeløb, hurra for gode løbevenner og hurra for det danske flag

The post Den dovne hjerne med skumle hensigter first appeared on The greatness of running.

Det nærmer sig halvåret for min tid som patient på Fys-træningsholdet, og jeg tænkte jeg derfor lige vil reflektere lidt over min, tja, status kan man vel næste kalde det. Lige fortælle lidt om hvad der foregår i min lille løberverden, og lidt om at være patient i et behandlingsforløb, der åbenbart tager sååååååå lang tid, at jeg for længst er overhalet af selv den mest slimede snegl på gaden hvad angår tålmodighed.

I tirsdags var jeg endnu engang til styrketræning, og som altid kommer den søde fys rundt til os alle på holdet, og får en lille opdatering på patientens velbefindende. Da det blev min tur, forsøgte jeg forkvaklet at fortælle, at det faktisk går rimeligt godt – HVIS altså at jeg indretter min tilværelse efter skadens præmisser. Dvs. min hverdag går mere ud på at finde ud af, hvordan jeg undgår at irritere området, end det reelt går ud på at fremme helbredelse.

Nogen dage lykkedes jeg, og oplever at jeg løber fuldstændig som før jeg startede styrketræningen – jeg kan løbe, men ikke stærkt, ikke tempo og ikke trail/op ad stejle bakker. Andre dage er det noget hø, og jeg har ondt selv når jeg er på job. Det er som regel de dage hvor jeg går en lille bitte smule udenfor min kendte ”Dette-er-ok-at-gøre-liste”. Og søndag var sådan en dag, her løb jeg med løbeklubben Amok på lang tur. Vi endte med at løbe op af en liiidt for stejl bakke til mig, og straks er smerte og irritation tilbage på hverdagsmenuen. Eller var det nu også bakken der gjorde udslaget? Var det i virkeligheden fordi jeg om aftenen gav området med skaden, en ordentlig omgang med The Stick? (en rulle til selvmassage) Eller var det måske fordi jeg lørdag aften lige kom til at snige en enkelt ”Nordic hamstring-øvelse” ind i programmet, bare for at se om jeg kunne?

Alt dette forsøgte jeg at forklare i én kort sætning. Fys forstod slet ikke en drøjt at min usammenhængende tale, og det endte med, at jeg fik en løftet pegefinger i fjæset, og en formaning om at lade være med at løbe for hurtigt tempo, og erobre bakker ad små kontrollerede omgange.  Den gode mand havde simpelt hen ikke formået at læse mine tanker, og se bort fra det mundskrald jeg leverede i vores korte samtale. Hmfffff.

Jeg forstår godt Fys ikke fattede en meter af hvad jeg forsøgte at sige. Jeg forstod det knap nok selv, da ordene forlod min mund. Og det siger faktisk ret præcist hvad min status er. Status er, at jeg ikke forstå en bjælde af det jeg har gang i. Jeg forstå ikke hvorfor jeg ikke mærker fremgang, jeg forstår i det hele taget ikke, hvad det er for en fremgang jeg skal spejde efter, og jeg forstår ved guderne ikke, hvordan jeg kommer ud af det hamsterhjul jeg føler mig fanget i. Jeg forstå ikke hvordan min lille bandit i yderkanten af højre balle nogensinde bliver så tilfreds, at den giver mig fred og ro.

I min hovedet havde jeg inden træningen tænkt, at jeg efter min ”snusfornuftige” enetale, ville høre sætningen ”Ahhhh, Aber dann haber wir anderen metoden”, hvorefter Fys ville skynde sig at lægge en bulletproof plan, og sende mig hjem med fornyet håb. Og jeg kan godt afsløre, at jeg var en kende arrig da jeg forlod træningssalen. Det gik absolut ikke som jeg havde håbet – og oven i det, sidder jeg i dag og har mega irritation i skaden igen igen.

Det er virkelig svært at være patient i et behandlingsforløb. Der er så mange forventninger der aldrig italesættes, og så mange fald grupper hvor behandler og patient kan gå fejl af hinanden. Det er så sindssygt svært at kommunikere noget, man fagligt ikke helt har belæg for, men blot er en følelse, en intuition og en fornemmelse af hvad ens krop forsøger at fortælle.

Jeg er så sindssygt træt af, at registrere den mindste lille forandring i min højre balle. For at sige det som det er, jeg er bare ikke rigtig fan af min højre balle længere. Jeg er så sindssygt træt af, at forsøge at opklare mysterier om, hvorfor mon jeg endnu engang rammer et tilbagefald, og bliver sendt tilbage til start uden at indkassere så meget som en flødekaramel.

Nå men en ting står klart, jeg nægter at give op. Jeg nægter at smide håndklædet i ringen. Kampen Heidi vs. Højre balle er stadig åben, og hvis Højre balle begynder at smide dirty tricks på banen, så gør jeg det også. Når Højre balle laver en sniger, og sender mig i smerter uden nogen indlysende årsag, så har jeg tænkt mig at svare igen med en MR scanning. NU vil jeg altså se hvad der egentlig foregår derinde bag værnet af fedt og hud. Its gameday.. – og indtil jeg kan leverer min overrumplings-strategi med scanningen, har jeg tænkt mig at lade som om jeg har accepteret Højre balles føring. Jeg sætter mit løbe-tempo heeeelt ned, undgår alt der står på min ”NOT-TO-DO” liste, og spiller en underkuet skadet løber. (Sig det endelig ikke til min balle)  

The post Status for løbeskade first appeared on The greatness of running.

To ord – to højtravende ord der kunne være navnet på en eksotisk cocktail serveret på en øde ø i Stillehavet, hvor man lige hang ud til en sørøver-udklædningsfest med Buff én om hovedet og en kæmpe ørering i venstre øre. AYYEE. To ord der desværre ikke har mindste at gøre med en eksotisk cocktail, med mindre man tænker en omgang senebetændelse i baglårshæfteren som en udsøgt cocktail, men i stedet udgør navnet på det spøgelse der i over 1 år har hjemsøgt mig.  

De to ord smed min yderst kompetente fys i fjæset på mig torsdag morgen, og efterlod mig med en dyb følelse af tristhed resten af dagen. De er forklaringen på mine kvaler hele sidste år og nu også her i starten af det nye løbeår 2019

Sidste år, da skaderne for alvor begyndte at vælte ned over mig, var jeg selv som en anden ”kan du google det konkurrence” kommet frem til selvsamme diagnose. Jeg fattede bare ikke helt hvad det betød, og i endnu mindre grad hvordan det ville påvirke mit liv som løber. Jeg holdt i stedet 2 ugers pause og startede let op igen – og fandt mig selv nogenlunde ok, så længe jeg holdt mig fra intervallerne. Problemet var bare, at søster begyndte at løbe stærkt, efter hun fuldstændig målrettet løb 1 * interval hver evig eneste uge. Det kunne jeg ikke stå tilbage for, konkurrencegenet vågnede til op til dåd og overtog min hjerne. Det krævede jeg gik ombord i både tempo – og intervaltræning, og jeg begyndte at drømme om et stort PR slag her i foråret 19.

Det gik bare ikke rigtig for mig. Når vi, søster og jeg, løb bakkeintervaller, følte jeg mig som en 90 årig. Der var absolut ingen power i højre ben, og dybe smerter hjemsøgte mig natten efter vores udfoldelser på bakkerne i Gug. Det samme skete når vi løb eksempelvis 10*1 min intervaller – og i min ihærdighed for at fortsætte mit eget selvopfundne træningsregime, fandt jeg ud af, at hvis jeg blot nedsatte antallet – eksempelvis 5*1 min, så kunne jeg stadig lave lidt hurtigheds-træning.

Et eller andet sted i min lille forkrøblede hjerne var der en stakkels lille fornuft-stemme der skreg højere og højere. ”Heidi – der er jo noget galt. Få det nu fikset i stedet for at fortsætte med hovedet under armen”.  Jeg var ikke meget for at lytte, og min erfaring med behandlingssystemet har bestemt været svingende i 2018. Det var først da jeg ved et tilfælde opdagede, at Aalborg Fysioterapi havde et løbehold, hvor man som ”skadede” løber kunne genoptræne under kyndig vejledning, at jeg slog til. (Jeg tænkte ikke mig selv som skadet, nærmere som en løber der manglede lidt styrke )

Kækt ringede jeg og tilbød mig selv som en værdig trængende til træningsholdet, og efter en konsultation hos min vanvittige dygtige fys fik jeg grønt lys. Den gode mand lavede et styrkeprogram til mig, og overså min træning, Jeg følte mig på vej ud i verden som en skadesfri løber. Quick Fix here I come…
Det var i torsdags, som afslutningen på konsultation nr. 3, han smed de to famøse ord i hovedet på mig. Vel og mærket efter at jeg var mødt op med smerter, fordi jeg ikke havde kunnet styre min løberhjerne, og havde jernet et tempopas dagen før (Min hjerne sagde vitterlig ”hey – du har styrketrænet og fået behandlinger i 1½ uge, du er jo så godt som kureret). Fys var ikke voldsomt begejstret for min hjernes tolkning af begrebet skadesfri, og sendte mig hjem med en formaning om, at læse mere om de to ord. (Far er ikke sur – far er skuffet).

Og her er jeg så nu. Med to ord hæftet til mig som en klistret omgang harpiks. De to ord betyder, at jeg for alvor skal ændre mit mindset. Jeg kan ikke længere træne intervaller og tempoløb. Jeg kan ikke længere løbe op af stigninger. Jeg er fanget i langsomløb-karrusellen på ubestemt tid. Jeg skal sige halløjsa til styrke- og mobilitetstræning. Jeg skal ændre på måden jeg bevæger mig på, og jeg skal mobilisere en tålmodighed på størrelse med Eiffeltårnet. Jeg små-tudede torsdag aften efter ordene var faldet. Jeg små-tudede fordi min små drømmespirer om store løb her i foråret smuldrede gennem fingrende på mig som sand. Jeg små-tudede fordi jeg endelig syntes jeg var på vej til at blive hurtigere, og fordi jeg lige havde nået det niveau hvor tempoløb føles som den fedeste flyvetur i hele verden. Nu faldt det hele fra hinanden.

Fredag var næsten lige så slem. Jeg måtte stå op til et stort fælleskommunalt møde, og pendlerturen mellem Aalborg og Randers føltes som tortur (jeg har ikke i et år siddet ned på en stol i længere tid; der er ubetinget det værste jeg kan udsætte min krop for – og noget der sender kaskader af smerte gennem min lille krop.). Jeg var fortabt og trængte til lidt perspektiv. Til alt held, kunne jeg lokke bedre halvdel med i sommerhus, og på dagens langsomme løbetur ved Vesterhavet klarede min hjerne op, solen kom frem og de sorte skyer drev væk.
Jeg er jo monster heldig, at jeg stadig kan løbe. Jeg kan faktisk godt løbe 70-80 km ugentlig, hvis bare jeg sætter tempo ned. Og jeg er kommet i kløerne på en fys jeg, i den grad, stoler på nok skal føre mig gennem minefeltet med sikker hånd. (Hvis han da ikke undervejs mister tålmodigheden med mig ).

Nu er min plan i stedet, at jeg vil finde et par løb her i det sene forår. Et par løb som ikke opfordrer til ræs, men som kan løbes lidt som et eventyr. Jeg tænker 50-60-70 km. løb hvor jeg kan cruise gennem et eller andet fantastisk landskab og få en medalje og en fed oplevelse. Et par løb der kan give det langsomme løb, jeg stadig kan lave, mening, og motivere mig til ikke at falde for fristelsen ”hurtigløb”.
Jeg har brug for hjælp… – Nogen der har løbet, eller kender til mulige løb; uden for mange højdemeter vel og mærket, som kunne være et oplagt emne?… Jeg er klar på hvad som helst.

Kh Heidi – “trotteren” fra Gug

The post Hamstring Tendinopathy first appeared on The greatness of running.

Sådan en person var jeg for små otte dage siden, og det fede var vi var 12 personer på vej til Stavanger med en færge, så ingen kunne slippe væk fra mine bekymringsraketter der blev fyret af i tide og utide. De stakkels mennesker var tvunget til at lægge ører til, og nikke anerkendende når mine floskler fløj omkring i den fortættet færgedunst. Ihhh hvor må de have hygget sig på vej til derop – især min stakkels roomie Mette, der var indlagt til at høre på alt mit ynk helt ind til søvnen overmandede mig kl. ca. 2 timer fra ankomst til Stavanger.

Men altså, det var ærligt og aldeles velbegrundet ynk jeg luftede ud gennem mine ventiler. Jeg var på vej til et marathon med en træningsmængde i bagagen der kunne ligge i en af de større bland-selv- slikposer. Hele juli og august har min træning været reduceret til ca. 50-60 km. ugentlig, og har overhovedet ikke set skyggen af tempo eller intervaltræning. Jeg har flere gange nævnt mine kvaler med min mystiske skade som både påvirkede mit løb, men i den grad også mine pendlerture til det kronjyske. Og fredag morgen inden afgang til Norge løb jeg et testløb med bagtanken, at vurdere om det overhovedet ville give mening at drage ud på eventyr.

Den morgen løb jeg 2 km. og tænkte ”hmmm, det skal nok gå”; de næste to blev til ”Det går overhovedet ikke – av av”, så kom der 2 km med tanken ”Ok- måske går det, hvis jeg bare løber mega langsomt” – og endelig de sidste to hvor tanken lød ”Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre”. Hjemvendt tog jeg beslutningen om at drage af sted, om ikke andet så lå der en weekend forude i selskab med nye bekendtskaber og herlige ligesindede løbegale mennesker.

Baggrunden for mit ”ynkeri” var reelt nok. Jeg har også skrevet en hel del om miseren med min skade her på domænet, og har for åben skærm skældt og smældt mine gamle løbesko ad hekkenfeldt til. (se evt her Tøsefornærmet på mine sko)

Lørdag morgen stod vi af færgen i Stavanger, og én ting var helt anderledes ved min fremtoning. På mine fudser havde jeg iført mig et par brand nye New Balance sko model 860. Jeg havde taget en skør beslutning, ja nogen vil måske ligefrem kalde det årets bummert, og valgt at løbe marathon i et par nye sko jeg kun havde løbet ca. 8 km. i, og på ingen måde anede om de fungerede for mig. Det var en desperat kvindes sælsomme logik, det gav ingen mening, men jeg var i en tilstand hvor al fornuft var væk, og jeg udelukkende fungerede på mavefornemmelser. Og hey – hvad havde jeg at miste. De gamle sko gav mig grå hår, og jeg havde vitterlig ingen alternativer.

Så der løb jeg afsted, iført nye sko og et mindset der sagde ”bare gør det så godt du kan”. 3 timer og 21 minutter efter løb jeg i mål, jeg sprintede ligefrem i mål og jeg storgrinede som en anden mental forstyrret person. Jeg havde løbet 42,2 km uden smerter overhovedet. Ikke et eneste pip fra min balle/baglår. Det havde været et fuldstændigt fantastisk løb, hvor jeg cruisede med overskud og nød den smukke rute i al dens herlighed.

Og hvad mere mystisk var, jeg havde ingen smerter overhovedet i timerne efter løbet – ja, sågar heller ikke dagen efter. Mit højre baglår var lettere belastet, men på den der – det-har-jeg-prøvet-før-måde, og jeg følte det som om bevægeligheden var returneret i mit gamle skrog. (Jeg kan i øvrigt tilføje, at jeg i ugen efter løbet har pendlet til job uden det mindste problem med bentøjet).

Hvad pokker er der sket? – Er det virkelig skift af løbesko der kan forårsage så markant en ændring i min biomekanik? Min Randers-fys er også lettere forvirret over hændelsen, og jeg har derfor overtalt ham til, som et lille eksperiment, at lave løbetests med både de gamle sko, og med de nye. Bare for at se, om der kan findes et videnskabelig belæg for min pludselige bedring. En ting er i hvert fald sikkert. Følelsen, når man stikker sine små fudser ned i løbeskoene, er måske mere afgørende end som så. Da jeg stak mine små pusselanker i de nye sko var det som om skoen smygede sig om min fod, som om der sad en horde af små thailandske massører og bød mine fødder velkommen indenfor med en omgang let wellness massage. Mine fødder blev simpelt hen passet op fra hæl til tå, og pakket ind i den blødeste inderfor, mens en sprød stemme bød velkommen med et ”Neej hvor er vi glade for at se jer, håber I finder jer godt tilrette og nyder opholdet. ” – Og skulle du sidde og tænke, hvordan mon hun dog nåede frem til netop den sko-model; ja så kommer her den total pinlige fremgangsmåde. Jeg valgte den billigste pronations-sko jeg lige kunne finde på den webside jeg shoppede på. Det var pure luck jeg ramte den lige i rø.. da jeg bestilte NB 860 skoen – både med hensyn til størrelse og pasform. – PS – Det er bestemt ikke en fremgangsmåde jeg anbefaler.

Det er den 12. september vi skal lege med biomekanik min fys og jeg, og jeg skal nok vende tilbage med et fyldigt referat fra dagens begivenheder. Er det virkelig mine sko der har været årsagen til mit forfærdelige løbe-halvår? Indtil da bliver jeg i mine nye sko og nyder at jeg p.t. ikke er total skadet som en gammel Lada, men rent faktisk kan løbe 27 lækre km i selskab med verdens dejligste søster uden brok fra skroget. Så det gjorde jeg da lige her til formiddag. Jeg er en monster heldig løber.

The post Det lille norske mirakel og lidt mere om sko first appeared on The greatness of running.

Hvis du ikke helt aner hvad jeg referer til, så tag lige et blik på videoen her – det er mega sjovt

køer på græs

Og hvorfor nu denne intro. JO – torsdag i denne uge, for to dage siden kom jeg på græs. Efter 19 endeløse lange dage og aftener i frustrationens vold, blev jeg torsdag eftermiddag sluppet løs i den aalborgensiske Østerådal. Og er du færdig jeg boltrede mig. Jeg løb lige ind i en 2. klasse fra én af de nærliggende skoler, og for hver gang jeg overhalede et par unger smilede jeg bredere og bredere, mens jeg indvendig jublede som en økoko. Det var den mest fantastisk følelse jeg længe har haft. Sådan en følelse af at kroppe lige blev sat i frigear, og fik lov til at lave de bevægelser den elsker aller aller mest. 6 km. rendyrket løberus.

Min fiberbasse er så godt som forsvundet som en tyv i natten. En tur hos en sindssyg dygtig fys i Randers gjorde underværker. Jeg ringede tirsdag over middag, og den søde rare mand måtte bestemt fornemme min frustrationer for han ryddede kalenderen og lavede et hul til mig dagen efter. Onsdag tog han mig i kærlig behandling. Fiberbasse fik en omgang infrarød terapi, en gang dybdemassage (for det var en fiberbasser der havde gemt sig dybt inde i de sammenfiltrede muskler) og slutteligt en omgang op-tapening med kinesiotape.

Det var præcist dét der skulle til. Bassen løste sig stille og rolig op, og torsdag blev vendepunktet for mit sorte-forår. Jeg har simpelt hen besluttet mig for, at de 6 km. i torsdags er markeringen af en ny æra som løber. En æra hvor jeg respektere at min krop har brug for andet end kun tonsvis af kilometer. Jeg starter til Yoga – (bare at skrive ordet gør mig skrækslagen), og jeg vil booke jævnlige massagetider hos min nye idrætsterapeut, så min muskler ikke fremover kludrer sammen som en utidig garnnøgle (mere om ham i et fremtidig indlæg).

Johansen er hermed transformeret om til en fornuftig, kropslyttende og skades-forebyggende løber. – (Gad vide hvor længe det holder… hmmm. Er der nogen der vil indgå et væddemål? Hvis jeg ikke holder det i et helt år giver jeg en kurv fuld af energi-lækkerier. Hvis jeg holder det, skal jeg have en kurv fuld af chokolader af den mørke fyldte slags. Nogen der tør?; chancen for at vinde er uendelig stor – Dansk tipstjeneste har ods 90-10 ???? )

The post Når en ko kommer på græs first appeared on The greatness of running.

For at gøre en lang fortælling kort – jeg er ikke ok i ryggen, jeg har det hver dag som om, at jeg dagen før har løbet utrænet rundt i Rebild bakker og derfor har stive stænger og muskler. Det gør ikke vanvittig ondt, det er bare super irriterende. Der er altid en muskel der værker, en stivhed i ryggen og noget der bare ikke føles heelt som det skal være. Mest af alt, så minder min krop om et billedet af den gode Picasso – firkantet og ikke helt i sync. Jeg har bare de sidste par måneder blindt fortalt mig selv, at det er helt normalt at have ondt på samtlige løbeture når bare ikke smerten er over 3-4 på en 10’er skala. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst løb en tur, hvor jeg ikke mærkede noget som helst andet end mine fudser i asfalten.

Og for lige at putte lidt krymmel på softicen, så blev jeg forrige lørdag – vi taler altså 10 dage siden – efter en fantastisk løbetur med søster, ramt af en fiber på vej hjem efter aflevering af søster. En herlig lille fiber-basse, der sidder i venstre side af læggen og skriger hver gang jeg bevæger mig for hurtigt. Jeg har ikke løbet siden forrig lørdag, og der er p.t. ikke den store bedring med fiber-bassen.

Overordnet siger min intuition mig, at min krop er i total ubalance og at fiber-bassen er opstået som et biprodukt af en tiltagende omgang muskelkludder i min krop. Min fornuft siger mig, at nu er tiden kommet til at resette kroppen og bygge op på ny – noget der inkluderer aflysning af samtlige løb indtil jeg er stærk og flyvende igen, og altså en konklusion der hedder No Brighton Marathon. Det var en besk kiks at sluge, men der er ingen alternativer – jeg kan ikke løbe mere end 2 km. og det batter bare ikke rigtigt når man har 42,2 i udsigt.

Jeg har været en tur i behandler-junglen og måtte erkende at brandslukningen desværre ikke var tilstrækkelig. Jeg har lavet de anbefalede rygøvelser et par gange om ugen, jeg har holdt mig fra intervaller og for meget tempo, og jeg har forsøgt at holde pauser undervejs når jeg pendler til Randers – en by i galaksen (det er gudhjælpemig byens motto lige for tiden). Det hjalp også lidt i starten, men ikke på den lange bane. Stille og roligt er det gået ned ad bakken, og jeg føler mig efterhånden tæt på invalid når jeg sidder i sofaen med en ryg der synger slagsange, mens fiber-basse råber af dommeren i fodboldkampen de viser i TV.

Og her kommer mine knap så dybe refleksioner. Jeg er i grunden lidt som en fisk. En lille klovnefisk med to små fine finner. Som den glade lille fisk jeg er, elsker jeg vandet højere end alt andet. En dag opdagede jeg, at jeg var begyndt at svømme skævt. Jeg svømmede straks til en fiske-behandler, der kækt reparerede den højre finne ud fra en vurdering af min fortælling om mine smerter. Jeg svømmede efterfølgende videre uden de store problemer og skyndte jeg mig hen i korallen, og berettede om mit mesterlige træk. En uge efter begyndte jeg at svømme mærkeligt igen, ikke helt så skævt som sidst, men ude af balance på en mærkelig ufed måde. Og her burde jeg nok havde stoppet op og tænkt – hmmm, måske er det på tide at komme ud af vandet, og holde pause liggende som en flad lille apatisk fisk. Der er bare lige det, at jeg som en fisk, elsker vandet højere end meget andet, og helt ærligt – det er dælme svært at være fisk hvis man ikke svømmer i vandet. Og hvis man ikke er en fisk, hvad er man så?

Og sådan gik det så til, at der skulle et net ned i vandet for at hale mig op på land på den virkelig ikke-flatterende måde. Jeg kunne have lavet en lille salto og landet kækt på land, men nej, jeg var stædig og svømmede videre, mere og mere skævt og urytmisk indtil et fibernet fangede mig, og for alvor umuliggjorde mere vandsjov. Noget der p.t. har varet i indtil videre 10 stive dage og still counting.

Så her ligger jeg nu. Flad og apatisk i noget der ligner en løberblues af højeste karakter. Brighton er væk, og sjovt nok er det ok. Jeg har resigneret og glæder mig nu til at bygge mig selv op igen, i en ny stærkere og forhåbentlig klogere udgave. Jeg glæder mig til at starte ud fra næsten scratch, og langsomt vokse til en benhård superløber igen. Skader er en del af en løbers liv, og kunsten er at håndtere dem, inden de vokser sig på størrelse med nettet der bruges til notfiskeri (og de er voldsomme skulle jeg hilse og fortælle. :D).

The post Skibet er ladet med… Skader first appeared on The greatness of running.

Fredag morgen skinnede solen ind af de saltdækkede vinduer, og selvom istapperne udenfor vinduerne gjorde sit for at skræmme os med varsler om en iskold morgen, tog vi løbeskoene på efter et par timers arbejde, og begav os ud i frostvejret. Nøj det var koldt. Og nøj det var smukt. Der er altså bare ikke noget smukkere end en dag hvor frosten knuger luften mens solskin slikker blidt på træer, buske og morgenfriske løbere. Lige præcis 4 km. ude på ruten havde jeg glemt alt om arbejde, dum ryg og at katten overtissede rejsekassen, håndklæder og sig selv på turen ud til sommerhuset. Vi løb stille og roligt, og i selvsamme øjeblik vi ramte stranden slikkede solen vores kinder, mens vi grinte af ren forårskådhed. Det var verdensklasse løb. Alt var godt, min ryg, min hofte og mit baglår var stille som ninja, og jeg ramte et flow for første gang i 4. uger.

Jeg var så glad og tilpas at jeg, da vi ramte vejen til sommerhuset, var nødt til at fortsætte. Min bedre halvdel havde lavet det bedste stunt på stranden. Ved passage af en større å, forsøgte han sig med et længdespring værdig en OL deltager. Enhver kunne sige sig selv det ikke ville gå godt. Det gjorde det heller ikke – manden landende næsten liggende – i slowmotion – med knæet hamrende ind i den frosne sandkant, samtidig med at anklen smadrede ind i bunden af sandkanten. Det var både sjovt og tragisk. Og manden slog sig ret meget, peb lidt og fortsatte ret forslået. Så jeg gennede min forslåede bedre halvdel mod vores sommerhus, mens jeg selv fortsatte i løbeskoene en rum tid med fjæset mod solen, og glæde flydende direkte gennem årerne.

Sådan en dag er der ikke forfærdelig mange af, når man løber om vinteren. Men når den dukker op, redder den alt og blæser støvet væk, støvet der har det med at lægge sig over motivationen i de kolde måneder.

Lørdag morgen stod jeg op fyldt med mod, kørte til Dronninglund og løb ½ halvmarathon hos Leo Mogensen. Jeg var så heldig at Kim Melgaard gad have mig hængende som følgeskab, og 4 runders snak fik turen til at føles som en leg. Jeg nuppede en ekstra bonusrunde blot for at teste ryggen, og selvom jeg var vildt træt i skroget efterfølgende, var det en super positiv Heidi der vendte tilbage i huset ved vestkysten. Jo jo, jeg havde da taget en smertestillende pille inden løbet, og jo jo, jeg havde da også undervejs mærket et par jag i ryggen + lidt råberi fra baglåret. MEN intet var i nærheden af en 4’er på en skala fra 1-10 – og jeg havde kun en lille smule muren i skroget da jeg, blidt som et lam, krøb under dynen lørdag aften.

Og sørme om ikke kroppen var ok her til morgen, og sørme om ikke den gad løbe en lille afskedstur på stranden, inden Ford Børnecontainer blev vendt hjem mod vaskemaskine og arbejde. Sikke en weekend. Hold nu op hvor er jeg fuldstændig fyldt op af kærlighed til løb. Min motivation tromler rundt i årerne og jeg har ustyrlig lyst til at løbe konstant. Den havde jeg ikke set komme da vi drog af sted torsdag aften.

Jeg løber ikke hurtigt, al løb foregår omkring de 5.20-5.40 min/km, og prøver jeg at ændre ved det, kommer jeg i problemer. Men jeg løber – og det er godt. Så længe jeg holder kroppen rank og sørger for ikke at blive for træt, er alverdens løbestier åben for mine mellemstørrelses fudser. Jeg er lige nu noget nær den meste taknemmelig løber i Gug city, og det monster der var ved at manifestere sig i mit indre, er drevet bort med monster-våbenet nr. 1 – Mine løbesko.

The post Motivationsbooster first appeared on The greatness of running.

Da jeg startede med at løbe marathon fandt jeg ret hurtigt ud af, at min ryg var lidt udfordret. Jeg husker især mit andet marathon, hvor jeg nærmest som en krøbling, blev slæbt ud af bilen ved hjemkomst. Det har været en tilbagevendende udfordring gennem min “løbekarriere” og jeg har sågar fået lavet MR scanning af ryggen en del år tilbage, en scanning der heldigvis ikke viste tegn på egenlig diskusprolaps, men som antydede en let udposning, med endnu en omgang heftig rygtræning til følge.

Med den historie bag mig kunne man jo fristes til at tænke, at kvinden er klog nok til at træne den skrøbelige ryg jævnligt. Men nope, nej, niksen biksen – Dumskallen bag bloggen her, er notorisk sløv i låget og så snart løbetræningen kører på skinner, ryger al sund fornuft som sne på en opvarmet forrude, og al træning orienterer sig udelukkende omkring pace og løbet distance. Jeg er nærmest notorisk ”det går jo godt” blind når jeg har mine gode perioder.

Nu har min kære ryg så igen igen fået nok at min yderst provokerende ”jeg ser og hører dig ikke” tilstand, og er derfor begyndt at sende morsesignaler ned gennem højre baglår, med et eftertrykkeligt tryk på ballemuskel, knæmuskler og sågar et lille riv i lysken (bare lige for virkelig at markere at den kære hr. ryg mener sin pointe). Og egentlig giver det jo super god mening. Jeg har ondt når jeg kører i bil – noget jeg tænkte skyldtes mine ekstrem korte baglårsmuskel, men som den kære hr. fys påpegede – Nej, der er jo ingen belastning på dine baglår når du kører bil – det er et skrig fra ryggen.

Det er lidt sjovt hvordan man kan gå rundt og tro, man ved hvad der er galt. Jeg var ret overbevist om, at det var en overbelastnings-skade i baglår, der var dukket op til overfladen som et resultat af alt for meget på én gang. Det er det så også, bortset fra det ikke var i baglåret, og det ikke skyldtes alt for meget løb på én gang – det er i stedet alt for meget bilkørsel og stillesiddende arbejde på én gang. Hmmm. En livsstilsskade mere end en løbeskade. Tankevækkende…..

Jeg syntes det er vildt hvordan kroppen sender signaler rundt i systemet, hvordan tingene hænger sammen og ikke mindst hvordan det daglige liv i samlet mængde påvirker ens forgodtbefindende. Og hold nu op hvor er det dog vigtigt at få en behandler på, når kroppen for alvor skriger som en lille perfid gnom. At få den der second opinion, og få øvelser der virkelig batter. Jeg fortalte hr. Fys om de udstrækningsøvelser jeg selv havde lavet siden skaden satte ind for alvor, og han grinte bare og spurgte mig om jeg virkelig troede de der ”ammestue-øvelser” (det kaldte ham dem sq!!) battede en fløjtende fis for en garvet løber som mig.  Ha ha ha – mega sjovt, men det viste sig jo tydeligt som stjernerne på en klar nattehimmel hvorfor, da han gennemgik de øvelser jeg egentlig burde lave.

Så nu står den på 5 * ugentlig ryg/styrke træning – og al det løb jeg har lyst til, blot jeg fokuserer på at holde korpus i fineste oprejste holdning, og løber langsomt nok til at kontrollere det. Jeg totalt elsker en fys der hurtigt aflæser personen han arbejder med, og som ikke pr. automatik sætter pladen med ”4 ugers løbepause” på. Allerede på fredag skal jeg ned i træningscenter og evaluere om øvelserne giver det rigtige skub – og yderligere udvide min træningsindsats med styrke i maskiner. Og jeg siger bare – Jeg er en totalt happy runner lige nu. Jeg må løbe og jeg har noget håndgribeligt at arbejde med.

Eneste minus i regnestykket er, at jeg nok kommer til at opgive at jagte en fantastisk out-of-the-world tid til Brighton Marathon i april, og at jeg må afvige fra Mias fantastiske træningsprogram.   Men hey, jeg tager oplevelsen i stedet, og hvem ved om jeg måske denne gang lærer noget, og måske ligefrem får gjort det til en vane at træner hr. ryg forebyggende. Nogen der har gode ideer til hvordan man får indarbejdet gode rutiner til ryg- og styrketræning? – Gerne noget der indebærer tons af chokoladegodbidder som belønning.

The post Status på skade.. first appeared on The greatness of running.