Det er næsten så godt som ubegribeligt at det blot er 14 dage siden jeg løb første marathon på mit store løbeeventyr. Det føles mere som 3 måneder siden. Så mange oplevelser på så kort tid har fuldstændigt smadret min tidsfornemmelse. Men altså, det er da om noget verdens mindste problem, når man har været ved verdens ende og tilbage igen.

Jeg rejste til Buenos Aires, Argentina forrige weekend. Vi, min løbehelt Vagn Kirkelund og jeg, rejste sammen afsted, og havde besluttet at tage et par oplevelser med i posen, nu hvor vi alligevel skulle rejse så langt. Turen over tog godt og vel 14 timer (fra Amsterdam det være sig) og vi landede tidligt søndag morgen i den herligste sommervejr, høj sol og 27 grader. MUMS. Kækt hoppede de to blegfede danske turister i korte trøjer, og begav sig ud i den smukke by for at udforske området.

Det blev til to stk. lækre solforbrændte skuldre og arme. Gisp solen var hård. Det var både chokerende fordi vi i løbet at ingen tid var blevet forbrændte, men endnu mere chokerende fordi vi i dagene der kom, skulle løbe to marathons i træk i solens bagende stråler. Det gav lidt kriller i maven.

Om aftenen, den første aften, havde vi to ting på programmet – én ting hvor jeg skulle ud af min komfortzone (som om det at løbe 4 marathons på 6 dage ikke var så rigeligt :D), og én ting hvor den gode Vagn skulle ud af hans komfortzone. Den første udfordring var…. Tango-undervisning (her burde der komme et lydklip a la psyko-filmen). Jamen altså. Jeg skulle simpelt hen danse Tango. Mig der har fødder som kun forstå at flytte sig efter en bold, eller løbe som en gal. Underviseren var en ældre distingveret herre, der havde danset Tango hele sit liv. Han kunne sit kram til fingerspidserne. og førte mig rundt på gulve med magiske tryllekoder, så min elefantfødder helt af sig selv gjorde det de åbenbart skulle. Jeg har det på video som dokumentation, men ærligt – jeg er altså ikke sikker på det er noget der bør komme ud i offentligheden 😀 😀 😀 Til gengæld kan jeg garantere at det er noget at det sjoveste jeg længe har kastet mig ud i, og jeg vil til hver en tid gøre det igen.

Efter Tangolektionerne lavede vi lokal mad sammen med en kok. Det var til gengæld noget jeg godt kunne finde ud af, og som aftenen gik på hæld fik vi fremtryllet både ensiladas med kødfyld, steg med ovnkartofler og en dulche leche til desert. Det var virkelig en sjov aften, og jeg kan kun anbefale at gøre lignende hvis du kære læser skulle komme på de kanter (jeg har smidt links til oplevelsespakken ind i bunden af indlægget)

Dagen efter var der om eftermiddagen officiel velkomst og race briefing. Vi havde om formiddagen booket en cykeltur på 4 timer, og cyklede rundt med guide til alle seværdigheder i byens nordlige del. Det var fantastisk. Sikke en fed by, og hold nu op hvor er jeg bare slet slet ikke færdig med den by. Jeg skal sååå meget tilbage og løbe Buenos Aires Marathon engang om et par år. (Link til cykeltur er også smidt ind nederst i indlægget. Lige før jeg snart skal til at kalde det for en løberejse-blog 😀 😀 :D) En lille sjov fortælling til de fodboldinteresserede er, at Boca Juniors – én af byens to mastodont klubber, og den der har opfostret selveste Maradona him self, i hin tid ikke kunne beslutte sig for hvilke farver der skulle pryde spilledragterne. Man prøvede forskellige kombinationer – sort/hvid, sort, grøn osv. Men intet syntes rigtig at hænge ved. Til sidst blev klubbens manager så rasende at han udbrød: ”Nu går vi ned på havnen, og farven på flaget på det første skib der lægger til kaj, er Boca Juniors klubfarver. BASTA”. Og således vandrede klubbens høje herrer ned til kajen og ventede. Der kom et skib… Og sørme om ikke det var en svensker der havde forvildet sig over Atlanterhavet med det blå-gule flag blafrende i vinden. Som sagt, således gjort. Boca Juniors har siden spillet i farverne blå og gul. (deres stadion minder utrolig meget om IKEA – just saying…). 😀

Racebriefingen på hotellet bestod af en kort introduktion af alle løberne, uddeling af masser af swags (t-shirts, jakke, sol-løbehat og startnumre), og introduktion til de to løb i hhv. Uruguay næste morgen, og løbet i Buenos Aires dagen efter.

Vi skulle starte ud tidligt næste morgen med at sejle med færge til Colonia i Uruguay, en sejltur på ca. 1 times tid. Her ville vi ved havnen blive hentet af Ibrahim, der arrangerede løbet, og få yderligere informationer, inden vi gik de godt 4 km. til startstregen ved strandpromenaden.

Alt gik nogenlunde som planlagt da vi næste formiddag stod på kajen i Colonia, fik taget gruppebilleder, og traskede afsted. Vejret var perfekt til løb, overskyet og ikke for varmt. Det tegnede til at blive en god første løbedag.

Ruten i Colonia var en runde der skulle løbes 20 gange. Vi løb på strandpromenaden op til ”vendingskeglen”, tilbage gennem lidt skov og grusvej ud til andet vendingspunkt – inden vi passerede start, indkasserede en kop vand og løb videre ud på næste runde. Allerede på 1. runde åbnede skyerne for sluserne og vandet væltede ned i kaskader. En nærmest tropisk hagl-regnvejr væltede ned over os løbere, og fik promenaden til at minde om en skøjtebane ved juletid. Kæmpe vandpytter smøg sig om vores ankler og løbetøjet klæbede til kroppen som var vi ”bodypaintede”.

Billederne af den tropiske storm vi løb i, er lånt af Tor Rønnow som også var med på turen. Se hele hans billedegalleri her: http://www.temperance.dk/blog/stories/Colonia_Cost_Marathon_2020_Pictures_Race_Report_Tor_Ronnow.htm

Jeg er ok med regnvejr, og med at bruge løbesko som gummistøvler, så jeg cruisede videre i en eufori af tælling. 1 runde – 2 runde – 5 runder (og kun 3*5 tilbage) – 10 runder (halvvejs) – 11 runder (mere end halvvejs) – 15 runder (uhuueee, nedtælling) osv. Det er ét af mine mentale værktøjer når jeg løber rundeløb, at lave tælle-lege som var det en børnefødselsdag. Og det virkede perfekt på dagen for vores 1. marathon. Vejret klarede op, varmen vendte retur og jeg talte og talte og talte, mens jeg løb og hyggede mig.

Jeg løb i mål i solskinsvejr med armene over hovedet og et kæmpe smil i fjæset. Det havde været en perfekt opstart på vores Challenge, og jeg var fuld af overskud og energi. Jeg takkede værterne – hvis søn i øvrigt er big time Neuer (som i Målmanden fra Tyskland) fan, og jeg prøvede ihærdig at overtale selv-samme søn til at holde med Schmeichel og de danske dynamitdrenge i stedet.

Mens jeg ventede på, at Vagn skulle løbe i mål, gik jeg ned og dyppede tæerne i det lækre vand ved stranden. Der stod jeg og spejdede over mod Argentina, mod det løb der ventede allerede tidligt dagen efter. Jeg følte mig klar til næste udfordring.

Vores færge gik retur ved ni-tiden, og tiden indtil blev fordrevet med et bad på et hotel, genopfyldning af mad og drikke i tanken, og en gåtur i Colonias gamle bydel. Kl. midnat ramte vi hotellet i Buenos Aires og kunne klargøre tøj, gel m.m. inden vi kl. præcis 04.00 skulle være klar til afgang – til racestart kl. 05:00, og marathon nr. 2 indenfor 22 timer.  Det var hårdt… Og det skulle vise sig at være en langt større udfordring end jeg havde regnet med…….

Fortsættelse følger.

Link til Tango- og madkursus: https://www.tripadvisor.dk/AttractionProductReview-g312741-d11477577-Private_Cooking_Lessons_and_Food_Tasting_in_Buenos_Aires-Buenos_Aires_Capital_Fede.html

Link til Cykeltur: http://www.babikes.com.ar/tour.php?tourid=65

The post Southern Hemisphere Challenge – Løbeeventyret starter first appeared on The greatness of running.

Jeg sad her til morgen og udbredte min frustration til bedre halvdel, min stigende frustration over den østenvind som har hærget det nordjyske de sidste mange dage. Samtlige dage siden jeg gik på ferie i fredags, har jeg taget min bedste løbesko på, sprunget ud ad døren med en struttende optimisme og drømmen om at løbe i både korte rør og T-shirt. Samtlige løbeture viste sig i stedet at serverer en omgang kold klam ”omfavning” af en super irriterende bundfrossen østenvind. Helt ærligt altså… Hvad sker der for det.

Jeg prøvede at forklare bedre halvdel hvordan jeg bare syntes at Østenvinden (i hvert fald når den går i det nordlige hjørne) føltes lidt som en fornærmet ældre russisk kælling. (Beklager mit sprog, men jeg er VIRKELIG irriteret :D). Det ene øjeblik smælder og skælder hun, det andet øjeblik falder hun til ro og virker tilsyneladende medgørlig, så to sekunder efter – forestiller jeg mig – tager hun endnu en sip vodka og udbasunerer atter sin galde for fuld volumen. Det er fuldstændig umuligt at løbe i. Det ene øjeblik må jeg nærmest ligge vandret i luften for at komme frem, mens alle mine frit tilgængelige lemmer fyldes med gåsepatter pga. hende isnende spydigheder. Det næste øjeblik smøger jeg ærmer op til skulderne og kampsveder som en finne i en sauna.

I bund og grund så forstår jeg nok bare ikke Østenvinden. Jeg forstå ikke hvad hun vil (for det kan da kun være en kvinde der er så vægelsindet) Jeg forstå ikke hendes luner og jeg bliver sååå gal i skralden over den evige kamp hun udsætter mig for. En kamp jeg dybest set ikke kan forudse udfaldet af. Se med Vestenvinden derimod er det anderledes. Den ved man hvor man har. Her er der fuld fysik og fair kamp. Med vestenvinden er man aldrig i tvivl. Man får det man ser og mærker, en bombastisk blæsende herre, som aldrig slipper taget. Jeg ved, når jeg begiver mig ud i en kraftig vestenvind, at jeg får kamp til stregen. Jeg ved at jeg skal være på dupperne konstant, men jeg ved også at Vestenvinden samtidig udvikler mig til at blive en stærkere udgave af mig selv. Vestenvinden kan man stole på. Det er all in, eller ingenting.

Bedre halvdel kiggede på mig, og sikkert fordi han kender mig godt og ved mine hjernespind ofte er yderst kryptiske, svarede han kort ”Tror du ikke bare, det er fordi du er vokset op med Vestenvinden i Hirtshals, at du er vant til Vestenvinden”. Og her må man give bedre halvdel big time kredit. Tænk han ikke engang syntes jeg er mærkelig, når jeg over morgenkaffen beretter om mit forhold til – ja, – vind.

Han har ret, den gode mand. Han ramte plet. Jeg elsker Vestenvinden, og selvom jeg ofte bander og svovler når det går vildt til, så elsker jeg kampen. Der findes simpelt hen ikke noget federe end at dyste mod Vestenvinden på stranden, med sandet flyvende ind i alle kropsåbninger som en ekstra finesse. – Østenvinden til gengæld. Fuldstændig utilregnelig – som en sur gammel russisk kælling.

I eftermiddag smutter vi ud i sommerhuset ved Vestkysten, og kravler i læ resten af påsken. Uhhhh jeg gælder mig til strand-løb i læ af klitterne. Min skade i højre balle er status quo, og al løb foregår i pulszonen ekstrem let. Det er ok, jeg savner selvfølgelig at ræse, men når det nu skal være, så er det da ufatteligt heldigt, at jeg får en genstridig skade, der trods alt lader mig gør det jeg elsker aller mest – at løbe. :D. Og nå ja, så smutter jeg i øvrigt lige en tur ned til Randers på fredag. Her tager jeg med en pokkers tidlig bus vestpå til Tange, for derefter at returnere til Randers i løbesko. 37,5 lækre km i det smukkeste natur til Gudenå Trail Challenge. Nøj for pokker hvor jeg glæder mig. Det er præcis det jeg vil bruge min skadeperiode til, at løbe alle de fede naturløb (uden stigninger) jeg kan komme i nærheden af. Løb hvor pace er total underordnet, men hvor sanserne overbruses af lækre naturoplevelser. Og forhåbentlig holder den sure russiske kælling mund på fredag.

Happy running derude i østenvinden

Kh Heidi

The post Den russiske kælling first appeared on The greatness of running.