I mandags var jeg på besøg hos min Kiropraktor Michael Feiner. Normalt går jeg hver 3. måned for at vedligeholde kroppen, og undgå diverse hold i nakken samt muskler der sætter sig fast. Det er noget jeg indførte for nogle år siden, og i perioden hvor jeg har besøgt Feiner med 3 måneders mellemrum, har jeg ikke haft skyggen af hold i nakken. Jeg havde en tid tilbage i april, men den kære Corona mente noget andet, og endelig efter godt 6 måneder lykkedes det, at få tid og behandling igen.  Det er ingen hemmelighed at de sidste mange måneder har været ret udfordrende for mig. Min krop har på én eller anden måde sagt fra, og det som jeg troede ALDRIG nogensinde ville ske, skete – jeg mistede lysten til løb. Simpelthen. Jeg havde bare slet ikke det drive jeg normalt finder frem, når snørebåndene snørers, og det er som om småskaderne er væltet ned over mig i en lang stribe af dumme uheld. Og sørme om ikke også jeg, for et par uger siden, vågnede op med… ja – hold i nakken. Det blev dét der afgjorde sagen. Det var for alvor tid til at besøge min helt egen mister Myagi. (Google Karate Kid hvis du ikke aner hvad jeg referer til, og slå dig selv for at have misset ungdomsfilm nummer uno tilbage i 80’erne 😀 😀 )

En seance hos Mr. Myagi aka Feiner tager sådan cirka 15 minutter. I det øjeblik man træder ind ad døren, scanner den gode mand ens krop, som var hans øjne en ultrascanning, og kort efter rykker han stille og roligt i led, og bruger hans egen vægt til at manipulere snirklede spaghetti-områder i kroppen tilbage i fineste orden. Det er slet ikke som andre kiropraktorer jeg har prøvet. Der er ingen voldsomme ryk for at knække kroppen, alt samme foregår i stille slowmotion præcis som selveste Mr. Myagi.

I Mandags kunne jeg godt fornemme, at det stod værre til end jeg troede. Den gode Kiropraktor måtte kæmpe mere med mine infiltrationer end vanligt, og da jeg forsøgte at tale om noget andet, blev jeg tysset på – det krævede koncentration af både mig, og den gode mand at få muskel-kabalen til at gå op.

Da jeg slap fri, fik jeg ordre på at tage den med ro resten af dagen, drikke rigeligt med vand og få sovet alt det jeg overhovedet kunne. Og så sagde han noget, jeg sidenhen har tænkt meget over. Han sagde, idet jeg var på vej ud ad døren, at jeg måtte love ikke at løbe eller træne i løbet af dagen. Kroppen skulle have ro, for det var vigtigt at hjernen fik lov til at indstille bevægelserne igen. Noget i den stil. (Jeg husker det desværre ikke ordret hvad den gode mand ytrede, men det var dælme klogt sagt ). Jeg tog hjem og som dagen gik, blev kroppen mere og mere tung og trætheden overmandede mig fuldstændigt.  

Dagen efter forsøgte jeg mig med en lille løbetur. Det gik slet ikke. Mine ben føltes som Egon Olsens da han stod med fudserne solidt plantet i cementblokken et sted i Jylland. Der var intet flow, og hele kadaveret var nærmeste i udu. Onsdag tog jeg en slapper – det samme torsdag. Fredag efter job skulle jeg op og se på ny cykel, og besluttede mig for at tage mine rosafarvede superhelte-sko på fødderne og løbe forbi cykelhandleren. På vej derop mødte jeg bedre halvdel, og fuld af energi satte jeg lidt tempo på. Det gik forbavsende fint. Ben var superfriske og jeg følte mig som en helt spritny løbe-udgave af mig selv. Det gik så fint, at jeg besluttede mig for at fortsætte videre ud i den store varme verden med små regndråber hængende som snefnug omkring mig, efter besøget hos cykelmanden (jeg fandt i øvrigt ikke lige det jeg søgte).

Et sted på turen besluttede jeg mig for at lave små lygtepæls-intervaller, 7-8 stykker. Andre stedet løb jeg tempo-løb præcis når det lige faldt over mig. Den sidste tempoblok løb jeg på vej tilbage gennem Gug city, og i tankerne havde jeg kun én ting. Et billede af mine monster-stærke terminatorben, lavet af stål og så stærke at selv Arnold Swarzenegger ville være misundelig. Det var årets bedste løbetur der faldt på en helt tilfældig fredag. Ikke skygge af smerter i skinneben. Jeg var fuldstændig blæst omkuld, endorfinerne cyklede rundt i mine blodbaner og selvom jeg godt kunne mærke, at der er et stykke vej til topformen, så var jeg simpelt hen så glad og fuld af energi over en løbetur, der efter så mange frustrationer, bare var helt igennem guddommelig oplevelse. Sådan en løbetur kan virkelig vaske skades-tavlen fuldstændig ren. Det er dét vi lærer som løbere. At være tålmodig og holde ud. At blive ved, og ved selvom lyset er svært at skimte forude. At stole på, at én dag så komme den. Løbeturen der gør det hele værd. 😀   

Jeg sender den største tak ud i universet til Mr. Myagi der fik min krop i flow igen. I går løb jeg igen, en stille 11 km. og sørme om ikke jeg neglede en marathon i dag. Jeg løb 42,2 lækre smovse-kilometer i den smukkeste del af Danmark, på den smukkeste rute overhovedet. Jeg er en ualmindelig glad løber lige nu. 😀

PS – Tak Pia Høgh for et verdensklasseløb i Tornby i dag, Tak til Hanne, Anne, Pia og Jesper Eegholm for at lade mig hygge med jer på turen rundt. Nøj det er fedt at være løber…

Tjek i øvrigt lige denne lille genialitet fra Pias løb i dag. Depotet var en pose fyldt med lækkerier og drikkelse til hver eneste løb. Alle Corona-konventioner overholdt til ug. 😀

The post En fabelagtig weekend :) first appeared on The greatness of running.

Her ved siden af mig, løb en pige i fuldstændig samme pace som mig, og – ja, nærmest samme tråd og statur. Hun kiggede på mig og sagde med et smil ”hvor var det dejligt jeg mødte dig; jeg var lige begyndt at have lidt rigeligt ondt af mig selv”. Og før jeg vidste af det, havde vi i let løb pludret hele vejen ind til Blokhus hvor hendes tur sluttede. Vi skiltes med udveksling af navne; og en løs aftale om at løbe sammen igen, hvis det kunne passe ind i vores respektive ferieprogrammer. Stine, som pigen hed, var på ferie med hendes kæreste og børn – og jeg var som altid smuttet i sommerhuset sammen med kæresten til et par dages afslapning.

Og her må jeg altså bare sige – hurraa for Facebook. En hurtig add på FB og den digitale linje var åben for planlægning og lidt let snagen i hinandens liv. (Indrømmet – det var vist mest mig der snagede; jeg opdagede at Stine også er blogger og skriver for I Form under aliasset Ironmum. Det syntes jeg var vildt spændende :D).

På den nyåbnede digitale linje fik vi arrangeret en løbetur sammen. Jeg havde planlagt lang tur lørdag og ville løbe ind til vores mødested ved Blokhus og samle Stine op, og agere guide på den super fine løbesti der går mellem Blokhus og Saltum – den såkaldte sti 100.

Det var virkelig fantastisk at møde en løber med et så ens mindset som jeg selv og som ovenikøbet er noget nær det sejeste, sødeste menneske jeg længe har mødt. Stine er, ud over at være fra Birkerød :), triatlet og har fuldført en hel del ironmans. Hun har dyrket triatlon i næsten 20 år, og har været med – og kommer helt sikkert til at være igen, på aller højeste niveau – Et agegroup EM på CVét i 2014 siger det hele. Nå ja, oven i det, er hun såmænd også lige småbørnsmor med 3 rollinger i alderen 5, 3 og hold nu fast ½ år. Tænk sig, jeg løb rundt sammen med en af Danmarks bedste triatleter i helt ok pace, og hun var stadig på barsel med nummer 3. Jeg syntes simpelt hen det er så vildt. Jeg husker selv hvor fuldstændig smadret og træt jeg var med to små børn i rap, og jeg havde dengang vist mere image som et latent monster end en frisk sej sportymum. Stine fortalte, at det rigtig meget handler om prioritering, om at træne når mindste-manden sover og om at udnytte de timer man har til træning fuldt ud.

Det var vanvittigt fascinerende at møde et menneske som i den grad brænder for hendes sport, og som stadig kan være mor og – ja, kommende hustru. For med til historien hører at Stines mand lige tog chancen og friede på toppen af Rubjerg Knude Fyr. Jammen altså, så bliver det da ikke mere romantisk.

Stines kommende mand er i øvrigt oprindeligt fra Hjørring og både kendte, og havde trænet under Ragnar som hjalp mig med træningen til Basel marathon. Så der er altså bare hold i talemåden – At uanset hvem man møder, så vil der været en bekendt et sted i rækken af venner indenfor højst 6 rækker. (I USA kalder man det Kevin Bacon effekten :D)

Det var virkelig skønt med så godt selskab på min lange lørdagstur, og tiden fløj afsted trods regnvejr og blæst. Vi fik vendt alt fra træningsmetoder, mål og drømme, familie, løb og blog – og hvor er det fuldstændig utroligt, at Stine var totalt fremmede for bare 4 dage siden, og nu føles det som om jeg har kendt hende i meget længere tid. Da jeg satte Stine af, inden jeg selv fortsatte ud på mine sidste del af langtursruten, aftalte vi at skrives ved næste gang vores veje krydses i den pragtfulde natur i Blokhus. Og jeg kan for min eget vedkommende kun sige, at jeg håber det bliver til mange ferie løbeture fremover. Jeg vil elske at følge Stines vej tilbage til eliteniveau og se hvor langt hun kan nå. Og så ser jeg i den grad frem til flere løbeture med én, der også lige skal runde enden af vejen for at få uret på 15 km. – man kan jo ikke bare stoppe uret på 14.80 km. Det er noget rod.

Du kan læse mere om min seje ferie-løbemakker – Stine Møllebro på hendes facebookside https://www.facebook.com/Ironmumhawaii/

Og ja, så kan jeg kun endnu engang opfordre alle til at smile og hilse på folk I passerer på løbeturen. Hvem ved, måske kan vi bygge endnu flere broer i lille Danmark.

The post Der findes ingen fremmede; kun venner vi ikke kender part II first appeared on The greatness of running.

Der findes ingen fremmede, kun venner vi ikke kender…..

Sådan lyder et citat af Samuel Pepys og i dag fik jeg det beskæftiget helt ud i fingerspidserne. :). Det er lørdag og langturs dag i min løberverden. Og som altid når jeg vågner lørdag morgen, har drukket 7 kopper kaffer og spist min obligatoriske havregryn, kredser tankerne om hvilken rute jeg skal vælge i dag. Den lettere rastløse del af kroppen siger ”kom nu afsted, jo tidligere jo bedre” mens den lørdagsdovne pendant siger ”neeej, vent nu lige nogle timer, slap nu lidt af – du har fortjent det”.  Så der sad jeg med en stor pude i ryggen og en kæmpe kop mokka placeret i siddende stilling i sengen, og lod de indre kamphaner kæmpe deres kamp mens jeg scrollede FB i ren tankeløshed.

Jeg faldt pludselig over et opslag fra en af løbetosserne – Kaspar, han havde postet et simpelt ”Er der nogen der skal med på en +20 km i dag”. Jeg kender Kaspar fra løb hvor jeg har hilst på ham en del gange, og han var med i bilen da jeg løb Fanø Marathon, men ellers har jeg som sådan aldrig rigtigt snakket med ham. Jeg tænke, tja – jeg kan jo prøve; lidt selskab på en lang løbetur ville være perfekt – og hvorfor ikke. Og før jeg vidste af det, havde jeg en aftale med Kaspar, han ville køre fra Brønderslev til Aalborg og jeg skulle finde en rute til os.

Så kl. præcis middag begav vi os afsted med rygsække på ryggen og med retning ud mod Lundby Krat, der er et skønt skønt skovområdet i udkanten af Aalborg. Sjovt nok, så tænkte jeg ikke på noget tidspunkt over det faktum, at jeg ikke som sådan kendte Kaspar, og om vi overhovedet kunne finde noget at snakke om de næste par timer; vi er jo løbere begge to – og om ikke andet så havde vi vores passion at dele med hinanden.

Jeg kan med 110 % overbevisning i stemmen sige, at jeg havde den hyggeligste tur jeg længe har haft. Kaspar er den sødeste, rareste løber og han brokkede sig ikke én eneste gang over min rute, eller over mine ideer til billeder til domænet her (hvilket indebar han, som en anden skuespiller, lige måtte løbe frem og tilbage et par gange før instruktøren var tilfreds med resultatet). Og hvor var det vildt at høre, hvordan han for 5 år siden røg 40 cigaretter dagligt, lå på sofaen og ikke tillagde motion det fjerneste opmærksomhed – og så en dag besluttede at nu var det nok, kvittede smøgerne og startede med at gå-løbe runder på 2 km. Og derfra langsom byggede op til at løbe halvmarathon – og endelig i 2012 løb hans første marathon i Østerådalen i Aalborg. Og nu – 67 marathons senere, kiggede han på mig og sagde ”jeg kiggede efter et løb i morgen, du ved, jeg trænger bare lige til at løbe marathon igen” – og jeg vidste præcist hvad han mente. Løbebug´en har taget i os som en anden alien i maven og den slipper os ikke igen uden kamp.

Det viste sig i øvrigt at vi havde fuldstændig samme syn på det at løbe, at det er komplet ligegyldigt om man løber marathon, halvmarathon eller 5 km. Bare det at man snører sine løbesko og løber en tur, gør i vores øjne at man er over mega sej – Og vi er alle løbere, hvad enten vi jagter hurtige tider eller bare lunter et par kilometer for at holde formen – vi har alle engang været begyndere. Jeg elsker at faktum.

Og sådan fik jeg så min lange tur på bogen i dag, i det skønneste selskab, i den smukkeste natur. Jeg er så glad for at Kaspar postede på FB og jeg er overglad for, at han gad køre til Aalborg og løbe med mig. Jeg vil hermed opfordre andre løbere til at gøre det samme. Lad os løbe sammen og vise hinanden de dejlige steder vi løber. Jeg kører gerne for sådan en oplevelse – Og jeg har i øvrige booket Kaspar til en ny tur, denne gang ved vestkysten hvor jeg har lovet at vise min fantastiske Rødhus-Blokhus-Saltum rute. Og jeg lover at slå det op på FB, hvis nu der skulle være andre der har lyst til at joine sådan et par løbetosser. (Man er velkommen til at nøjes med en lille del af ruten, hvis man ikke har mod på en lang tur – og farten tilpasses så alle kan være med. :))

I guder hvor jeg dog elsker at være løber. (Og nu smutter jeg lige over til tanken, og henter en pakker med løbetøj købt ind til efterårets ture –  It’s a beautiful day – Don’t let it get away – som mit yndlingsband synger. :))

The post Der findes ingen fremmede, kun venner vi ikke kender. first appeared on The greatness of running.