Jeg løber langs vandet og lader tankeren flyde, hvorhen ved jeg ikke, min krop er for træt til egentlig at gøre meget andet end at køre på autopilot. I næste sekund ryger jeg ind mod rækværket der skærmer af for græsarealet ned mod vandet. Ikke voldsomt, men nok til at jeg må tage fra med hånden og føle mig helt ude af kontrol. ”Neeeeej altså, Det er ikke fair” udbryder jeg højt, mens jeg forsøger at finde ud af, om jeg skal græde eller grine. Jeg har tilbagelagt næsten 4 runder og mangler stadig 4 mere, og jeg ved i det sekund, at jeg lige nu skal fokuseret 100% på at komme ud på runde 5 i en hulans fart. Inden min lille hjerne beslutter sig for, at nok er nok.

Da vi landede i Punta Arenas, i det sydlige Chile og kom tilbage på hotellet, var min eneste tanke, at jeg ikke behøvede mere. Antarktis have været turens absolutte højdepunkt, og min energiforladte hjerne var i 5. gear for at overtale kroppen til at give op og stoppe nu. ”Du behøver ikke løbe det sidste løb” hviskede den forrådige hjerne. ”Sov længe i morgen, du har fået hvad du kom efter og du behøver ikke flere medaljer. 3 er nok”. Nærmest i zombietilstand fik jeg lagt løbetøj frem, pinnet startnummer på og samlet vandslatter nok til at kunne holde til et løb mere. Jeg orkede ikke engang at diskutere med monstret inde i hovedet, gik bare direkte i seng efter et velfortjent bad. Spiste jeg aftensmad?? Aner det ikke

Alt jeg husker er, at vækkeuret ringede og i en døs stod jeg op, tog løbetøjet på og gik ned til morgenmadsbuffeten. Mens vi indtog vores morgenmad, blæste vinden op udenfor. Det tegnede til at blive en voldsom omgang på strækningen langs strandpromenaden ved vandet.  Strækningen vi skulle forcere 8 gange for at få marathon nr. 4 i hus, og dermed gennemføre Southern Hemisphere Challenge 2020.

Min hjerne var stille, den havde kapituleret. Da jeg først havde fået løbetøjet på, var der ingen udvej.

Jeg løb som vanligt første runde sammen med Vagn. Han forsikrede mig om, at de ømme muskler ville løsne sig når først kilometrene fik ben at gå på. Vi løb ud til vendepunktet, vendte om og fik for alvor vindens kræfter at føle. Sidevinden var voldsom, og den sidste halv km. ind mod start var som en mur af døde sømænd der forsvarede deres territorium med alle de kræfter gespenster nu engang kunne mobilisere.

Vi gav hinanden et skulderklap, og jeg løb alene ud på runde to, nu med sømændenes rom-ånde i nakken. Tilbage efter 2. runde kunne jeg erfare, at de gale sømænd havde rodet alle vores drikkedunke og vandflasker igennem, og i arrigskab over ikke at finde promiller i skidtet, havde de smidt det ud over hele området. Jeg samlede lidt sammen og forsøgte at lave en dæmning, de stakkels vandflasker kunne gemme sig bag.

På ruten kom adskillige mystiske ting flyvende rundt om hovederne på os. Plastikflasker, papir, noget der lignede rammer til frugt osv. Alt sammen med retning videre ud over havet sammen med de døde sømænds ånde. Jeg undveg de flyvende objekter i bedste PlayStation spil-stil, og smilte ved tanken om det samsurium af dårligt vejr, vi havde mødt på vores tur indtil videre. Lyn, torden, tropisk regnvejr, hagl og nu – stormende orkan. At vi skulle slutte i en stormende orkan burde egentlig ikke komme som en overraskelse. Google ”the most windy cities in the world” og du vil finde Punta Arenas på en sten sikker 3. Plads. 😀

Næsten halvvejs igennem løbet blev jeg smidt ind mod hegnet, og lige der var jeg for alvor tæt på at give op. Det var dødfristende at stoppe ved en halv, og takke af for denne gang. Southern Hemisphere Challenge er også for halvmarathon-løbere, og jeg ville derfor være sikret en medalje for den halve distance. Det kostede mig adskillige kræfter at fortsætte videre ud på 5 runde. Til gengæld besluttede min krop sig for, at det faktisk ikke var så slemt, nu hvor den var kommet videre. Jeg begyndte at finde overskud, og kunne sende dårlige jokes ud mod kastevindene der i en lind strøm passerede forbi. Knock knock – Who’s there? – The wind – The wind who? –  The answer my friend is blowing in the Wind……  Ok, plat – indrømmet. Men seriøst, det var det niveau min mentale tilstand befandt sig på. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg var endt hvis vi skulle have løbet flere marathons. 😀 😀 😀 😀

Runde 7 var forfærdelig, så tæt på, og alligevel så langt fra. Det var ikke så meget musklerne der brokkede sig, det var ubetinget hovedet der ikke gad lege med længere. Og endnu værre blev det, da én af de andre løbere kækt udbrød – heeey, er det sidste runde?… NO – One more to go, svarede jeg og mærkede hele mit panser falde sammen som blødt franskbrød. Hvordan jeg kom igennem, tænker du måske? – Jo, jeg gik tilbage til grundstenen i at overkomme fæle udfordringer. Jeg delte hele ruten op i bittesmå bidder og jublede hver eneste gang jeg fik taget et bid. Det virker HVER ENESTE gang.  Utroligt at hjernen ikke har regnet den ud endnu. 😀 😀 😀 😛

Og så – langt om længe kunne jeg nærmest vandret løbe i mål, og besejre de døde sømænd. Jeg erobrede Punta Arenas for snuden af dem, og der var intet de kunne stille op. Medaljen var min – og ligeledes den samlede sejr for vores lille challenge. Lige inden jeg løb i mål mødte jeg Vagn, der var på vej ud på sidste runde. Han gav mig den største løber-kram og sendte mig ind over målstregen med tårer i øjnene. Bedre løbe-rejsekammerat skal man godt nok lede længe efter.  

Jeg indrømmer i øvrigt blankt, at jeg på ingen måde leverede en god sportsmand-stil og blev hængende i blæsten for at opmuntre de øvrige deltagere. Jeg spurtede direkte op i et varmt bad og krøb under dynen efter dagens strabadser.

Hen på eftermiddagen nåede de sidste i mål, og mens jeg lå og slængede mig under dynen, gik brandalarmen pludselig gik i gang. Min roommate var lige kommet tilbage efter løbet, vi kiggede på hinanden og trak på skulderen. Det var nok ikke noget særligt. To sekunder efter blev der banket på dørene. ”Get out, Get Oooout” lød det lettere panisk udefra. Så vidste vi det var for alvor.

Man har to sekunder til at snuppe de ting, man vil redde med ud fra hotellet. To sekunder. Hvad tager man så med. Jo, langt de fleste af de øvrige deltagere på turen kom ud med deres pas og penge. Yderst fornuftigt, når nu pas og penge et eller andet sted jo er alt man behøver. Og mig – tja, jeg løb ud i bare fødder, iført min yndlings fleecetrøje og i hånden, pakket ind i min yndlings løbetrøje – ikke mindre end… Tha da daaaa – mine 4 medaljer :D. Helt spontant havde jeg snuppet mine medaljer som det første jeg ville redde ud af et brændende hotel, ingen penge, intet pas – ikke engang et par sko og strømper på fødderne. NOPE, kun mine medaljer. 😀 😀 – Jeg lader den bare stå der. Man er vel løber helt ind i knoglerne. 😛 😛

Det viste sig i øvrigt “blot” at være en kortslutning i nogle elektriske ledninger i et værelse tæt på vores. Som følge af det, kunne vores dør ikke længere åbnes. Dimsen man putter nøglekortet i, var brændt sammen 🙁 – Og der sad jeg så udenfor og ventede i ca. 30 minutter, før de fik låsen banket ud – og døren åbnet. (Den skulle flås op for at vi kunne få vores ting ud – og skifte værelse)

Om aftenen spiste vi sammen og fik udleveret både finisher-medaljer og placeringsmedaljer. Det hele virkede allerede som en fed drøm. Det var uvirkeligt og ikke til at fatte at vi nu var på den anden side af den udfordring, der for alvor havde skubbet mig ud af min komfort-zone. Der skulle gå mange uger, inden jeg fuld ud fik absorberet oplevelserne – især fordi vi efter løbene tog en lille uge i nationalparkerne i Patagonien. DET var en total fed naturoplevelse og kan så absolut anbefales.

Jeg er bestemt ikke færdig med løbeeventyr, og selvom jeg efter hjemkomst havde et par uger – eller nærmere 3, hvor løb absolut ikke stod højt på dagsordenen, så er jeg nu på den anden side af min ”løberejse-blues” og kan se tilbage på et helt absurd mindblowing løbeeventyr. Sikke dog en fantastisk måde at se- og opleve verden på, iført et par løbesko og med et åbent sind.

The post Magellan Marathon Chile, og afsløring af hvad jeg redder ud af en brændende bygning. first appeared on The greatness of running.