Marrakesh ligger inde i landet, ved foden af Atlasbjergene og med Sahara som et beige sandhav på den anden side af bjergene. Januar er også vintertid i Marokko, hvilket betyder at når solen er gået ned falder temperaturen helt ned til omkring de 2-3 grader. Det er derfor koldt om morgenen og først når solen får fat op ad formiddagen, kommer varmen og de lækre 16-17 grader. Det er ikke lige det første man tænker, når man planlægger en tur til Afrika, og heldigvis havde vi på forhånd fået nys om dette – og jeg havde af samme årsag medbragt nattøj til de kolde nætter under tynde dyner og tæpper. Det var en god beslutning (også en lidt mormor-agtig beslutning.)

Løbet er et forholdsvis lille løb, vi var ca. 100 damer til start på Marathon distancen og ca. 735 herrer på samme distance. Det er til gengæld et ret prestigefyldt løb, og med udsigt til gode pengepræmier tiltrækker det hver år flere eliteløbere. Løbet blev i år vundet i en tid på 2.09 for herrer og 2.27 for damer. Som en bonusinfo blev danske Bouchra nummer 10 i tiden 2:58, mens seje Lise Friis blev nr. 13 i tiden 3:11

Vi hentede startnummer dagen før løbet i den lille marathon-village der i bund og grund blot bestod af et par telte til eftertilmelding, et telt til udlevering af startnumre og et par telte for hhv. startnumre for grupperejser, og lidt småting som jeg aldrig helt fandt ud af hvad gik ud på.  

Det var ikke helt let at finde det telt vi skulle benytte, det viste sig at det var det sidste telt gemt væk i det fjerneste hjørne. Men heldigvis er folk i Marrakesh så uendelige søde og imødekommende, og vi fik vores startnumre og gule trøjer uden problemer. – Et tip, medbring selv et sæt sikkerhedsnåle, da det var lidt tilfældigt om disse kom i posen eller ej. . Vi fandt i øvrigt ud af ved nummerafhentningen, at løbet var ændret til at starte en time senere – altså i stedet for 7.30, så skulle vi starte 8.30. Dette skyldte vist nok at arrangørerne mente det var lidt rigeligt koldt fra morgenstunden.  

Vi havde booket os ind på et hotel ca. 15 minutters gang fra startområdet, og kunne derfor nyde en stille og rolig morgen inden vi gik ned til start kl. 7.40. Der var ingen krav om at man skulle kunne tidligt, og det passede mig rigtig godt ikke at skulle sætte vækkeuret til midt om natten for at blive klar til løb.

Det var koldt fra morgenstunden. Og her er tip nr. 2. Tag tøj med til at smide ved starten + handsker til at løbe med. Det er virkeligt koldt tidlig morgen i Marrakesh. Startområdet var yderst ydmygt, der var et lille område med siddepladser og start for de hurtigste løbere i feltet, resten af os måtte klumpe os sammen lidt tilfældigt på vejstrækningen bag det lukkede område. Der var ingen toiletter og ingen bagage-opbevaring, så de små buske langs vejen blev både vandet og gødet godt den morgen, og blev til skjul for det tøj som håbefulde løbere gemte til senere. Til gengæld fik vi den smukkeste solopgang jeg længe har set. En spæd morgensol der lod sine morgenfriske stråler balancere på Atlasbjergenes tinder. WAUW det var smukt. (Jeg havde desværre ikke camera med, så ingen billeder)

Ruten for Marrakesh marathon er én lang strækning rundt i udkanten af byen med afstikkere ind til muren til den gamle by. Kort kan ruten beskrives som laaaange lige strækninger omgivet af noget der kunne minde om et månelandskab. Det var fascinerede at se løbe med byen ind mod højre side, og gold jord og bløde forbrændte bakker til den venstre side. Vejene vi løb på, var bilfrie i vores side, og der var rigeligt med plads til at overhale, eller bare finde eget flow.

Jeg havde ikke fået handsker med til Marokko, troede simpelt hen ikke at der ville være nødvendigt. Det var det – og heldigvis havde jeg helt pr. impuls medbragt et par hverdags-strømper, sølvgrå med glimmer og sorte stjerne, og de kom hurtigt på de frysende fingerspidser. NB – Jeg nænnede ikke at smide strømperne ud undervejs, så Marrakesh er hermed det første marathon gennemført med et par ekstra strømper i bukselommen til gels

Ude omkring de 14 km. løb vi tilbage ind mod byen. Her kom der en hollandsk pige op til mig, og jeg løb et stykke tid sammen med hende og sludrede. Hun var rejst alene til Marrakesh kun for at løbe marathon – og da jeg spurgte hende om det var ok at gå rundt som ene pige, brynede hun og svarede meget ærligt at det var umuligt at gå i fred som ene pige, og hun brugte meget tid på at afvise diverse tilnærmelser og ægteskabelige tilbud. Ikke så fedt, men taget i betragtning at jeg selv havde afsat min søster til vores chauffør fra hotellet, så kom det ikke bag på mig. (Nu sidder du nok og tænker at jeg er et forfærdeligt menneske sådan at afsætte min søster til en marokkaner. Men altså han lovede at mig og min familie som betaling ville få gratis oplevelsesture til Sahara, og i øvrigt fri transport i Marrakesh al evighed. Det kan man da ikke afslå )

Da vi kom ind til udkanten den gamle bydel begyndte der at stå tons af unger med håndfladen vendt ud mod os løbere. Jeg besluttede mig for at give lidt tilbage – og high fivede´ samtlige unger jeg mødte på strækning. Hver eneste gang med store hvide smil sendt tilbage imod mig. Nogle siger at man skal spare på energien og ikke bruge tid på unødvendig tilpasning af løb, fordi man vil give high five til folk. Jeg synes det er noget sludder. Jeg elsker ideen om, at der blandt de skønne små piger der stod med deres forældre, måske er én der blev inspireret til at løbe fordi hun så piger (jo jo, jeg er vel en pige om end en ældre én af slagsen ) løbe forbi og smilende give hende en high five. Og jeg elsker at vise, at løb også kan være sjov og ballade.

Man ser mange forskellige ting til et løb. Nogle så de fattige områder vi løb forbi, nogle så affaldet der lå smidt på flere af de tomme grunde vi passerede i udkanten af byen. Jeg så smil og glade mennesker, jeg så mod på livet og spirende velstand rejse sig op fra armoden. Marrakesh er i gang med en vanvittig udvikling hvor den gamle bydel omkranses af store malls, golfklubber og dyre hoteller på de brede boulevarder. Jeg så alle kontrasterne og elskede hvert et sekund af løbet. Jeg elskede især den insisterende musik der indimellem dukkede op på ruten – 5-6 ældre herrer med deres oprindelige musikinstrumenter med arabiske inciterende toner.

Ca. 10 kilometer før mål blev marathon- og halvmarathon-løberne blandet sammen i en kakofoni af løbesko på asfalten. Det var lidt voldsomt, og jeg måtte siksakke en hel del, da klumpen af halvmarathonløbere jeg mødte ikke var blandt de hurtigere i feltet. Vi skiltes igen ca. 3 km. før mål, og jeg kunne som marathon løber løbe næsten ene ind mod målporten, hvor jeg igen blev mødt af en mur af halvmarathonløbere som ikke lige kunne få flyttet deres popo hurtigt væk fra målstregen. Det var lidt kaotisk, men altså – pyt – solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen var steget jævnt under løbet og stod nu omkring de 16-17 grader. Jeg fik vand og appelsiner og kunne sætte mig i solen med medaljen om halsen, og vente på at min bedre halvdel kom i mål.

Marrakesh Marathon er en lille perle i det nordafrikanske. Jeg elskede det helt simple og alligevel rimelig velorganiseret løb. Undervejs var det rigelig med vand – og mellem hvert vanddepot, var der svampe med kold vand til hovedet (det var umanerlig lækkert). Bortset fra at jeg ikke har et eneste billede fra løbet, så er eneste virkelige minus at hvis du er en 4.30+ sluttids-løber, så vær forberede på, at afspærringerne fjernes fra de sidste 3 km. ca. efter de 4.30 timer. Vi fulgte slutstrækningen tilbage til hotellet og mødte adskillige løbere der måtte løbe på fortovet og i øvrigt spurgte om vej til mål, fordi afspærringerne og markeringerne var fjernet, og den kaotiske trafik var sluppet løs. Det var dårlig stil – især fordi sluttiden for marathon er 5 (måske endda 6) timer.

Marrakesh Marathon er også det eneste marathon hvor jeg på vej tilbage mod hotellet mødte en mand, som kom gående med hans to levende påfugle i armen, og deres smukke haler strittede bagud fra manden ryg. Jep – Marrakesh er virkelig kontrasternes by og absolut et besøg værd.

Lidt billeder fra Marrakesh – jeg har ikke billeder fra løbet, der var ingen fotografer på ruten

The post Marrakesh Marathon 2023 first appeared on The greatness of running.

ENDELIG, et marathon udenfor de danske grænser. En mulighed for at rejse og ikke mindst oplevere alt det “fuss” jeg bare elsker ved officielle marathonløb. Jeg var, sammen med bedre halvdel, i sidste weekend en tur i Skotland for at løbe det, man i løbeverdenen kalder ”Probably the friendliest marathon in the world”.

Skotterne er kendt for deres venlighed og imødekommenhed, og jeg skal da lige love for, at nedlukningen under corona-epidimien bestemt ikke har ændret ved det. Tværtimod. Det er som om skotterne har gemt på al deres venlighed og nu kaster det ud i overvældende mængder til alle de turister, som trodser de ret så rigide indrejseregler der stadig huserer når man bevæger sig ind i UK. Sjældent har jeg følt mig så godt behandlet og så velkommen. På vores fine hotel (Loch Ness Clansmann Hotel) langs bredden af Loch Ness opdagede de at vi skulle så tidligt afsted søndag morgen, at vi ikke kunne nå at få morgenmad, og lørdag aften kom de derfor med en post fyldt med frugt, havregrød (de der, der blot skal vand i for at blive til grød – mine absolut favoritter. PLEASE PLEASE én eller anden supermarkedskæde i DK få dem til Danmark :D), muslibar, vand og juice. Ren forkælelse

Selve løbet starter i den ene ende af Loch Ness, og så løber man ellers langs bredden tilbage til målområdet i Inverness – og hvis du som jeg, tror at et løb langs bredden af Skotlands 2. største sø er en flad omgang, så tager du som jeg grueligt fejl. Ruten er en kuperet omgang der i den grad udfordrer både lårbasser og lægmuskler. Sjældent har jeg haft så ømme lægbasser som efter løbet sidste søndag. Jeg var endda så heldig at få en lille overbelastningsskade med hjem placeret solidt i lægbassen på venstre læg.

Vi var ca omkring 3000 løbere til start på marathon, og alle som én blev fragtet, fuldstændigt problemfrit, med busser ud til starten tidlig søndag morgen kl. 7.30. Startområdet ligger helt præcist ”in the middle of nowhere” på det højeste område ved den vestlige ende af Loch Ness. Det er et fuldstændigt åbent, vindblæst område, bjergtagende i sin smukke brutale råhed. De år hvor vejret arter sig, må det være en fantastisk oplevelse at stå i det åbne brutale natur og vente på starten i den sitrende forventning blandt alle løberne. Vi havde dog ikke helt heldet med os, og stod ud af busserne til et vejr der viste sig fra sin mindst omsorgsfulde side. Regn, blæst og kulde var den cocktail vi måtte vente i, i næsten 2 timer. Bedre halvdel og jeg fandt læ bag én af bagagevognene og stod sammen med andre løbere i en klump af menneskelig varme. Og hermed et godt råd til dig, hvis du overvejer at løbe Loch Ness Marathon – Husk masser af varmt tøj til starten for en sikkerhedsskyld. I Skotland siger man, at man aldrig helt kan regne med vejrudsigter, men at man kan regne med at opleve alle 4 årstider på én dag.

Vi fik varmen da starten nærmede sig, og løberne klumpede sig sammen foran startportalen. På vejen var der markeret med skilte de forskellige sluttider, og bedre halvdel og jeg stillede os ved 3.30 skiltet. Umiddelbart inden løbet blev skudt i gang gik en sækkepibespiller gennem hele startfeltet, mens tonerne fra det mystiske instrument flød ud og blandede sig med den nervøsitet og forventning der var ophobet i luften omkring os. Det var magisk!!! – Hamish, som sækkespillermanden hed, skabte med de pibende toner i den rå natur, en følelse der gav kuldegysning og små tårer i øjenkrogen. Og vi var for alvor klar til at gå i krig med de 42,2 km. der ventede forude.

De første ca. 7 km. af ruten var let nedløb hvor benene fik lov til at vågne, og de frosne tæer tøede op. Vi var heldige med at have vinden i ryggen, og kunne nyde det vanvittige smukke natur der lukkede sig omkring os på begge sider af vejen. Efter de ca. 7 km. var det slut med nedløbssjov- og ballade. Ret brutalt ændrede ruteprofilen sig foran os, og små fæle bakker afløst af små nedløb blev menuen de næste mange mange kilometer. Loch Ness indfandt sig på vores venstre side og lå vuggende og roligt mens regnen væltede ned over os. Det var ok, de uendelige smukke omgivelser, søen til den ene side og den falmende skov til den anden sammen med stilheden, kun brudt af løbeskos taktslag, var så ubegribelig smukt at det dårlige vejr ikke betød det mindste. Indimellem løb vi forbi små byer hvor alle indbyggere var samlet til fælles ”hepning” langs vejen hvor vi løb. Alle med store smil og glade ansigter der trodsede det dårlige vejr for at heppe på os løbere.

Vejret blev langsomt bedre efterhånden som vi nærmedes os Inverness. Jeg har inden start hørt en pige fortælle om den fæle fæle stigning på flere kilometer som vi skulle passere ved mile 18 (dvs. efter ca. 29 km), og var derfor forbedret da et stort skilt foran an os slog tonen an. ”STAY CALM, AND CONQUR THE MONSTER”. Stigningen dukkede op efter at vi havde passeret den sidste by langs søen, og blev guidet ind i landet hvor den sidste del af ruten fulgte en større vej ind til Inverness. Vejen var delvist lukket for trafik, og fra at have løbet totalt i stilhed, var der nu enkelte biler der passerede os i højre vejbane. (I Skotland kører de ligesom resten af UK i den gale side. :D).

Av den stigning var lang. Den var ikke voldsomt stejl, men for pokker den var lang. Jeg havde fra bunden besluttet mig for, at jeg for alt i verden ville vinde over monstret og satte mig for at løbe hele stigningen i et stræk. Det var fedt – jeg overhalede masser af gående løbere og fik tanket lidt selvtillid ind på kontoen.  På toppen blev vi mødt af et nyt skilt ”Its all downhill from here….. sort of” – og kunne med et skævt smil konstatere at ”sort of” var ensbetydende med flere bakker forude. Virkelig dårlig løbe-humor.

Det gik dog langsomt nedad og ind mod Inverness, og efter en strækning langs floden ind gennem byen, over den fine bro og retur i den strideste modvind, blev vi løbere mødt af den kæmpestore oppustelige Nessie, som ventede på os på opløbsstrækningen. Nøøøj, jeg var glad for at se det uhyre – og ikke mindst at løbe over målstregen hvor der ventede medalje, finisher-trøje, varm suppe og en goodiebag hvori der blandt andet lå en dejlig kold alkoholfri øl.

Loch Ness Marathon er et virkelig fint løb som jeg vil huske for den forblindende smukke rute og for den skotske venlighed. Det får min største anbefaling med på vejen, og når man alligevel er i Højlandet, så tag et par ekstra dage og gå på opdagelse i alle de fantastiske steder som ligger som perler på en snor. Vi kørte en tur til vestkysten op til Gairloch (en anbefaling fra vores skotske løbevenner) som i den grad overraskede, og var en tur i ”filmland” ved det smukke GlenFinnan.  

Kan du gætte hvilken film nedenstående viadukt og tog er fra? (Og ja, det er det helt rigtige tog der lige tøffede forbi mens vi stod blandt tons af fans placeret på en bjergside)

The post Loch Ness Marathon 2021 first appeared on The greatness of running.

I lørdags løb jeg marathon i den vildeste varme, efter danske standard vel og mærket :), i Frederikshavn. Helle Frost Marinussen havde inviteret til løbefest i ”Fressen” fordi hun havde noteret 99 marathons på bogen, og nu skulle løbe det famøse marathon nummer 100 med direkte adgang til klubben over dem alle – Klub 100 marathon Danmark (Og hvis du hænger på og læser hele indlægget vil du også lære om en helt ny konkurrence-genre som jeg vitterlig ikke i min vildeste fantasi havde troet eksisterende)

Jeg har ikke selv løbet marathon siden april hvor jeg løb med på Øhavssti etapeløbet, og i det sekund jeg parkerede bilen og traskede ind i indkørslen hos Helle og hendes familie, vidste jeg at det var en kæmpe fejl. Knap var jeg nået indenfor matriklen før de første corona-hilsner og grin fløj rundt omkring mig, og fik mig til at indse, at jeg virkelig har savnet alle løbetosserne, og den atmosfære der er når vi samles til løb.

Alle løberne der skulle starte såkaldt ”early start” (En early start er for løbere der har brug for lidt ekstra tid på ruten, og stadig slutte samme tid som størstedelen af de andre løbere) stod klar til start, og luften sitrede af forventning og nervøsitet. Med et ”husk nu at drikke rigeligt undervejs” blev de sendt afsted ud i den danske version af en sommerhedebølge.

En halv time efter startede det officielle løb med præcis samme formaning. Og til klapsalver fra de venner og familie der allerede var dukket op for at fejre seje Helle, løb vi ud på 4 runder a 10.55 km. Ruten var en fantastisk rute gennem det nordlige Frederikshavn ned til Palmestranden (yes – i Frederikshavn har man en palmestrand ), og tilbage til start i en fin tegning af en skibsmast med vimpel på.

Mit eget løb er der ikke meget at berette om. Kort opsummeret, jeg løb to runder i selskab med to andre i fint tempo, og døde på runde 3 hvor jeg begyndte at skifte mellem at gå og løbe, for ikke at brænde helt ud i hovedet. Nøj det var en varm dag. Nogle steder var det varmt med en skøn svalende brise, andre steder på ruten løb man i en finsk sauna. Og havde det ikke været for ”vand-til-hunde” stedet ved isboden ved Palmestranden, hvor jeg kækt lå på mine knæ for at plaske iskoldt vand ud over min overophobet krop, så tror jeg ikke jeg var kommet igennem. (Jeg tør slet ikke tænke på, hvad folk dog har tænkt om hende den tåbelige løber der pludselig smed sig ned blandt hundeskålene og plaskede med vandet som en anden labrador :D)

I slutningen af 3. runde mødte jeg manden der i den grad er garant for at få folk i Vendsyssel til at dyrke mere motion, Rico Eiersted (Det er ham med Coast2Coast løbet). Jeg slog følgeskab for en stund og fik en sludder om verdenssituationen, mens kroppen fandt en mere fast substans igen. Det var virkelig rart at sætte tempoet helt ned, og føle at kræfterne vendte tilbage. Jeg fik så meget energi, at jeg lynhurtigt løb videre ud på 4 runde alene (det var med at udnytte den smule energi der var tilbage i kadaveret), og hutlede mig rundt – og fik således endnu et marathon på bogen, med tøj så vådt som havde jeg tilbragt 4 timer i vandrutsjebanerne i Fårup Sommerland. Nøj hvor jeg dog elsker at løbe marathon

Jeg nåede lige at drikke 3 colaer og skifte det våde tøj ud med mere anstændigt sommertøj, inden Helle løb i mål flankeret af alle de løbere der havde taget turen rundt sammen med Helle. Det var så uendelig stort at se en dybt rørt Helle komme løbende ind til klapsalver, hujen og tusindvis af krammere, og jeg huskede som var det i går hvordan det føltes da jeg selv var i samme situation. Det er næsten ikke til at rumme. Dét at nå så stort et mål, og at få lov til at blive fejret – og er der noget vi løbere er gode til, så er det at fejre hinanden, er så vanvittigt vild en oplevelse. Og at jeg fik lov til at være en del af Helles oplevelse gjorde mig simpelt hen så glad. Løbeglæden flød som en brusende elv igennem kroppen, og jeg har næsten ikke været i stand til ikke at synge højt på alle mine træningsture siden i lørdags. Helle havde arbejdet sten hårdt på at nå målet de sidste 6 år, og nu stod hun i en regn af taler, gaver og lykønskninger. Jammen altså. Hvor er løb dog en fantastisk sport.

Jeg smiler stadig kæmpestort og ser med taknemmelighed ned på mine løbesko. Hvor heldig er det lige man har lov til at være – hvor heldigt var det lige, at jeg en dag tilbage i 2010 besluttede at jeg ville være marathonløber. Selv her 11 år efter, kan jeg stadig forundres over de fantastiske oplevelser og den store livsglæde løb giver mig som menneske.

Kæmpe tillykke med de 100 Helle – jeg håber du nyder det maks (Helt ærligt, der burde være en klub 100 marathon hue man skulle gå rundt med i minimum 3 uger efter :D)

PS – Jeg måtte smutte fra fejringen efter forholdsvis kort tid, min datter var nemlig til et stævne i Frederikshavn – et KANINHOP-STÆVNE… . Ja, du læste rigtigt. Min datter konkurrerer i kaninhop, en disciplin der minder uendeligt meget om springstævner for heste, hvor hestene er udskiftet med kaniner og mennesker løber ved siden af, i stedet for at sidde ovenpå.  Der er masser af voksne der deltager i konkurrencerne sammen med pigerne, og er du svimmel de kaniner er for sindssyge dygtige. Bestemt en sport jeg kunne falde tilbage på, hvis løb en dag ikke længere er muligt

PPS – Billeder er lånt af fotograf Marianne og Rico Eiersted – og nogle er mine egne.

The post Løbefest i Frederikshavn first appeared on The greatness of running.

’Fyn er fin’ sang Lasse og Mathilde tilbage i 80’erne som en hyldest til øen klemt inde mellem Jylland og Sjælland. En, hvis du spørger mig, absolut velfortjent hyldest – og det skriver jeg ikke kun fordi jeg sidder og nyder min finisher øl leveret fra Svenborgsund bryghus (jeg skriver dette torsdag aften ). Nææ-nej, det skriver jeg fordi jeg i søndags boltrede mig i den smukkeste natur jeg længe har bevæget mine løbesko gennem. I søndags løb jeg med på første etape af Øhavsti etape marathon.

Jeg skal ærlig indrømme at tanken om at stå op på den forkerte side af kl. 05:00 en højhellig søndag morgen, fik mig til at overveje adskillige gange om det nu vitterlig også var en god ide jeg havde fået, da jeg tilmeldte mig løbet tidligere på året. Tanken om at stå op før en vis herre fik sko på, og fragte mig selv til det sydfynske for at løbe marathon kl. 10 søndag formiddag var ikke just flatterende, da jeg dagen før luntede rundt på stranden i Blokhus. Men jeg trængte til luftforandring og nye græsgange, og lod mig til sidst overtale af min nysgerrighed. Jeg havde hørt meget godt om løbet, og den udsendte samkørsels-plan fik det hele til at ose af et velarrangeret løb med styr på ALLE detaljer. Samkørsels-planen var en plan der med logistisk snilde samlede alle deltagerne i biler fra landets forskellige hjørner med final destination ved løbet målgang. Planen sørgede endvidere for, at alle deltagerne blev fragtet videre i biler fra målområdet til startområdet. Løbet var et A til B løb, og her var logistik en ingeniør værdig, intet var overladt til tilfældighederne, og som forventet flaskede alt sig fuldstændig upåklageligt.

Løbets start gik fra det lille fiskerleje i Lundeborg nordøst for Svendborg. Vinden piskede koldt ind fra nord og fik alle løbere til at stå med den fineste gåsehud inden start. Er der noget mere frækt end løbere i små tights med gåsehud? Næppe.   (hvis du ikke aner hvad jeg taler om, kan jeg oplyse at gåsehud er det samme som myrepatter :D)

Vi løb afsted langs den lille strand, med vinden i fjæset og den fineste udsigt til Storebæltsbroen i det fjerne. Efter 1 kilometer fik vi lov til at vende snuden ind mod land og bevægede os med højdekurven op i terrænet med retning mod Hesselagergård, en herregård beliggende på en lille ø i en lille sø – ha ha, hvis mine evner som løber, ikke rækker påtænker jeg at gå i rimsmedens sko. :P. Og nu vil jeg afsløre min største fejltagelse længe. Er du klar? Jeg troede grangiveligt at Sydhavsstien ville være flad som en pandekage. Helt seriøst. Jeg havde i mit lille hoved forestillet mig, at Sydhavsstien var en flad rute der gik langs kysten i Sydhavet, svarende til at løbe på stranden mellem Rødhus og Løkken. NØJ hvor tog jeg dog så grueligt fejl – mere end 500 højdemeter fejl :P.

Øhavssti Etape Marathon er ikke som sådan et løb man tonser igennem for bedste tid. Tværtimod, inden start havde løbsarrangør Lars Tuxen afsløret med et grin, at løberekorden var på 5+ timer, og negativ rekord var på 4+ timer, med andre ord at vi skulle nyde ruten og løbet, nyde de kolde øl i depotet halvvejs og dyrke det sociale undervejs. Det betød også, at størstedelen af løbsdeltagerne fandt sammen i små grupper og løb/gik/tog billeder og pludrede de 42,2 kilometer. En ting der i øvrigt viste sig at give rigtig god mening, idet ruten godt nok er opmærket med piktogrammer undervejs, men ikke altid så intuitivt, at det er helt let at finde vej. Og selvom vi havde GPX fil – og papirkort af ruten, formåede vi alligevel at løbe forkert undervejs (-men hey, hvem vil ikke gerne have bonus-kilometer på så smuk en rute. Og som min medløber Karsten så smukt udtrykte det – vi skulle jo bare lige have en John Dillermand afstikker på vores rutekort ;P)

Det var i øvrigt ved rutens 2 store seværdighed – Broholm Gods, vi løb vores lille udvidelse af ruten. Godset fra 1326 er en af Danmarks ældste herregårde, og man kan faktisk overnatte på godset, hvis man skulle få den ide at feriere i det sydfynske, og måske løbe en etape af Sydhavsstien

Det meste af ruten var den dag skov-, mark- og lækre trailstier. Og den smule asfalt vi fik under skoene, var flere steder prydet med små idylliske stråtækte bondehuse og pittoreske udsigter over åbent land med havet i baggrunden. Det var så ufatteligt smukt at jeg flere gange tog mig selv i måbende at udbryde ’Årrrrhhhh’ eller ’neeeeej hvor fint’. Noget der yderst sjældent sker, når jeg løber officielle marathonløb. Vi løb forbi den gamle Vejstrup Vandmølle, og løb gennem den smukkeste ådal i fuld fart udelukkende fordi stierne der banede sig gennem den forårsspæde skov, var så uimodståelige lækre. På et tidspunkt på vej gennem ådalen løb jeg forrest i vores lille gruppe, og nåede op til et par og en ældre dame. Den ældre dame syntes ikke det var voldsomt sjovt, at der kom en flok løbere tonsende den smalle sti – og for at gøre det lidt mere bekvemt for hende, trak jeg op på skrænten og kantede mig forbi. Problemet var bare, at skrænten var stejl – og under mig var den lille smalle sti, og en skrænt videre ned mod vandløbet. Jeg var rådvild og udbrød ”hov – hvordan kommer jeg nu lige videre”, hvorefter herren tilbød mig hans hånd og på bedste gentleman-manér fik mig trygt ned på stien med den anden hånd om min albue, så jeg ikke faldt. Så uendelig fin en gestus – og sikke en fantastisk imødekommenhed. Altså de fynboer er da simpel hen bare så venlige

Vi ramte halvvejsdepotet ved 22 km. og ganske rigtigt som lovet, stod der køletasker med iskolde lokale øl. Jeg drikker ikke meget, og da slet ikke når jeg løber. Men det var simpelt hen for fristende, og den halve øl jeg delte med rejsemakker nr. 1 Vagn Kirkelund smagte af fynsk forår og 1000 balloner der stiger til himlen. Hold fast det var en god øl. – og til orientering kan jeg afsløre, at det på ingen måde var et problem at løbe videre med øl i maven. Note til mig selv, øl er godt

Foran os lå nu en tur på asfalt med både Thurø og Langeland som smukke kunstværker bag det blå øhav. Vi cruisede langsomt men sikkert ned mod Svendborg by, og skulle selvfølgelig lige have endnu et trailspor med hårde stigninger og udfordrende nedløb, inden vi løb gennem den nyudsprungne skov der pralede med en skovbund fyldt med gule og hvide anemoner flankeret af lilla lærkesporer (tror jeg – jeg er ikke nogen særlig dygtig botaniker :D)

Vi ramte Svendborg og fik lov til at løb hele vejen langs både promenaden, rundt om havnen og videre ud til Danmarks første søjlebro, den smukke Svendborgsundbro. Jeg har ikke været i Svendborg før, og jeg må bare sige – sikke dog en lille perle. Det er da så absolut en oplagt sommerferiedestination hvis udenlandsrejser ikke er en mulighed, eller hvis man bare higer efter et stk. dansk perle belagt med øhav, masser af lækker natur, historiske steder og lokal øl der smager som englene synger.   

Etapens slutning ventede forude, et stistykke langs marker markerede afslutningen af en fuldstændig forrygende løbetur og fordi jeg var høj på løbeendorfiner, spurtede jeg kækt det sidste stykke asfaltvej hen mod minestrimlen der markerede slutdepotet – og selvfølgelig iskolde finisher-øl. Jeg var kisteglad. Sikke en fuldstændig forrygende løbeoplevelse i selskab med de dejligste mennesker, og et forårsvejr der både bød på sol og varme – og iskold nordenvind. En bedre søndag skal man lede længe efter, og selvom den stod på en længere køretur tilbage til det nordjyske

Øhavsti etape marathon afholdes af Lars Svaneberg Tuxen. Etapeløbet består af 5 løb (5 forskellige etaper) hen over sommeren, og for den nette sum af 50 kr. pr. løb får man en løbeoplevelse uden mage. Jeg kan i den grad anbefale at man tager turen til det sydfynske og løbe med på én eller flere af etaperne. Du kan læse mere om løbet her: https://tuxenrunning.dk/

Det hedder sig at det er et GPX løb, men hvis du som jeg ejer et løbeur fra oldtiden, så er der med garanti folk du kan løbe sammen med. Løbet er mere et socialløb end et egentlig race. Og der er i den grad plads til alle. Og er du ikke helt overbevist endnu, så husk – der er iskolde øl fra de lokale bryggerier Svendborgsund Bryghus og Ø-bryg

The post Øhavsti etape marathon – Etape 1 first appeared on The greatness of running.

Det har været en lang tørkeperiode for mit vedkommende, så lang at jeg så småt begyndte at fortælle mig selv, at det var tid til at stoppe med det pjat. 42,2 kilometer syntes lang væk og fristede ikke på samme måde som for bare et år siden. Den magiske distance havde mistet magien og jeg famlede rundt i blinde for at finde ud af hvilken løber jeg så var, hvis ikke marathonløber. Sjovt hvordan noget man elsker pludselig, kan glide i baggrunden som en lille bagatel.

Ovenstående var min verden indtil der kom en lørdag, en lørdag som indledte starten af en ny måned –  august måned. Siden mit fantastiske løbeeventyr på Antarktisk har jeg haft umådeligt svært ved at finde gejsten til at løbe marathon. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske lidt for at holde det jeg oplevede på turen i starten af året, inden Covid-19 overtog verdenen, helligt. Jeg tænkte det ligefrem som et flot punktum for en forholdsvis lang Marathon karriere, og at 130 marathons på bogen måtte være et solidt slutnummer.

Tanken om at stoppe med at løbe marathon betød ikke, at jeg overvejede at stoppe med at løbe. På ingen måde. Jeg løb- og løber næsten lige så ofte og næsten lige så mange kilometer som vanligt, blot uden den store intensitet og uden de helt lange weekendture. Jeg elsker at løbe, og tænker det som noget jeg vil blive ved til jeg en dag stiller løbeskoene mæt af dage. Min store udfordring var bare at få defineret en ny udgave af løber-Heidi. En Heidi der løber noget andet end marathon.

Jeg legede med tanken det meste at Covid-19 nedlukningen, og endte med at kapitulere tilbage i midten af juni. Jeg havde været ude i små 3 uger med inflammation i skinnebenet, og besluttede mig for at løbe et marathon hvor jeg lod tid være tid, og i stedet koblede mig på de sødeste dejligste løbe-kvinder, som heldigvis godt gad have en pludregås som mig med på træk. Det var super hyggeligt, og et verdensklasse løb af dimensioner, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at det bare ikke gav mig det kick jeg plejer at få, når jeg padler rundt på de 42,2 km. Det var lidt for nemt, og føltes ikke rigtig som om jeg havde fortjent at få et marathon på bogen. Efter den oplevelse var jeg om noget, endnu mere desorienteret.

Vendepunktet kom i starten af juli hvor jeg løb sommer-challenge sammen med verdens bedste løbemakker Vagn. 53 km fra fyr til fyr – fra Hirtshals til Skagen med fudserne i vandkanten hele vejen. I guder det var en fed tur. 53 km. føltes på ingen måde som en vanskelig opgave, og jeg elskede hver en kilometer som var jeg helt spritny i gamet. Efter den tur besluttede jeg mig for at forsøge mig med endnu et marathon, et marathon hvor jeg ville løbe som i ”gamle” dage, presse mig selv og se hvor jeg egentlig var mentalt.

Løbet blev afholdt præcis den dag hvor sommeren tittede frem igen, efter ugers forklædning som efterår. løbet var arrangeret af den garvede løbsarrangør Jesper Eegholm, og blev afholdt på selvsamme rute som løbes hvert år til det legendariske Blokhus marathon. Som medarrangør havde Jesper slået pjalterne sammen med en lille lokal virksomhed. To familier som på bedste entreprenante vis har udnyttet de styrker de hver især har, og sammen udvikler en ny social sportsplatform til deling af konkurrenceresultater, mål, resultat-CV m.m. Produktet hedder vVITAS og forventes på markedet som app i løbet af en måneds tid. – Jeg elsker simpelthen at se passionerede mennesker og det drive der driver folk, når man finder noget man virkelig gerne vil have noget til at lykkedes. Det er så motiverende, og jeg glæder mig vildt meget til at se det produkt der springer ud af deres gode ideer.

I dagens anledning havde alle vi godt 30 løbere fået en rød singlet med i startnummeret. Singletten stod Lund Motion for, og herudover havde den gode hr. Eegholm sørget for kasser til hver eneste løber, kasser som vi i bedste corona-style fik fyldt med vores helt egne lækkerier, vand, cola og kakaomælk. (sørme om der ikke var en hel liter kakaomælk til hver en løber – det var dælme god stil :D)

Vi var så klar til at løbe ud i sommervarmen fra starten på stranden, mens biler med glade sommergæster kæmpede om de bedste strand-pladser omkring os. Ruten var 10,5x pr. omgang og skulle dermed forceres 4 gange inden medaljen kunne hænges om halsen. Jeg koblede mig på 4 seje løbere der lagde ud med et pace hvor jeg tænkte, jeg kunne være med. Snakken gik, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg absolut ikke er den eneste løber der for en stund mistede lysten til at løbe marathon. Det er vist mere udbredt end jeg gik og forestillede mig, og noget vi marathon-løbe-tosser alle må stå ansigt til ansigt med i løbet af et langt løberliv. Det gav mig på en eller anden måde en indre glæde, at høre andre havde det på samme måde, at jeg ikke sad i en singlesculler på et stort ocean, men i stedet i samme både som andre seje løbere.

Inden jeg gik ind til opgaven, vidste jeg godt, at mit niveau ikke helt er der hvor jeg gerne vil være. Jeg vidste godt at jeg ikke er helt så skarp som tidligere tiders storhed, og at jeg for alt i verden skulle sørge for at få et godt løb og en god oplevelse. Det betød at jeg hægtede mig på de 3 andre løbere, men også kendte min besøgstid da de skruede tempoet op på strandstykket på 2. omgang. I stedet fandt jeg mit eget cruise-tempo og forsøgte gævt at holde hovedet og varmen i skakt.

Det gik forbavsende godt. Jeg holdt ud i varmen og løb rundt i 3:38 – Ikke noget prangende for mig, men bestemt en tid jeg følte stod på mål med den træningsindsats jeg har lagt for døren hen over sommeren. Og bedst af alt, da jeg løb i mål med sommervarmen som en dyne omkring kroppen, var jeg så tilfreds med mig selv, som jeg sjældent har været. Jeg havde kæmpet mental med at holde mig i gang på sidste omgang, med ikke at bukke under for varmen, og holde på så meget jeg nu havde i de stive stænger. Jeg havde vundet den mentale kamp, og kunne med endorfiner boblende rundt i kroppen, spurte ned til afkøling i verdens lækreste badekar hvis du spørger mig – Vesterhavet.

Jeg var bare så glad i hele kroppen, da jeg sammen med bedre halvdel cyklede hjem. Tænk at jeg havde troet jeg var færdig med de 42,2. Tænk jeg overhovedet havde tænkt tanken om at stoppe med at løbe marathon. Altså hvor kan en kuldret sommerhjerne dog beslutte sig for mange skøre ting.

Løb kan altså bare noget helt særlig. Det der, der sker mentalt, når man når ud over sin komfortzone, er bare så vanvittigt spændende og fascinerende. Og hold op hvor er løb dog det mest fantastiske man kan bruge sin tid på.

The post vVitas Marathon og en genfødsel som marathonløber first appeared on The greatness of running.

Jeg står ca. 25m fra vandkanten, helt stille og kigger. Foran mig står en flok pingviner, nogen ligger og feder den på maven, nogen står og spejder ind over land, og et par stykker dapper rundt på må og få i flokken. Jeg fryser, under min skijakke er jeg iført mit våde løbetøj, men ænser det kun fordi min krop skælver let. Jeg er paralyseret af det, der foregår foran mine øjne, af de dyr der fascinerer mig primært fordi jeg aldrig før i mit liv har mødt dem i deres naturlige element. Én af pingvinerne vender sig mod mig, den kigger på mig med undring – nysgerrighed måske. Jeg holder mig i ro, smiler og mærker en kuldegysning gennem kroppen. Pingvinen dapper frem mod mig, jeg holder vejret, den stopper og dapper tættere på igen. Vi har stadig øjenkontakt, og i det sekund begynder jeg at græde højlydt. Tårerne vælter ned ad kinderne på mig. Dette er ubetinget en oplevelse så unik, at jeg for altid er forandret……..

Vi ladende i det sydlige Chile morgenen efter vores marathon i Buenos Aires. Værelserne på hotellet var ikke til rådighed før om eftermiddagen, og i ren afmagt smed vi os på gulvet i hotellets lille fitness rum. Der lå vi, Vagn og jeg og sov i ca. 1½ times tid, inden vi bevægede os ud på bytur i Punta Arenas, byen hvor man flyver fra, når man skal til Antarktis.

Om eftermiddagen samledes vi løbere os i et lille lokale hos flyselskabet, der er de eneste der må flyve til Antarktis. Vejrudsigten så yderst lovende ud for afgang allerede næste morgen, og som alle ”turister” skulle vi have gennemgået regler for hvordan man agerer, når man befinder sig på den sydligste kant af verden. Regler som afstand til dyrelivet, ikke at træde udenfor stier og veje, at respektere naturen, og på ingen måde at forstyrre eller efterlade noget som helst unaturligt.

Antarktis er ikke under noget land i verden, men helt sin egen. Det kan vi i dag takke den traktak der blev lavet i 1959. Traktaten sikrer, at Antarktis udelukkende er for forskere og lidt turisme, og for altid forbliver sin egen. Ingen minedrift, ingen militær, ingen ændring af naturen. Tilbage i 80’erne råbte Greenpeace op. Turisterne respekterede ikke naturen, og gjorde mere skade end godt. Greenpeace fik sparket til verdens nationer, og således blev der nedsat en organisation (IAATO) der stadig den dag i dag laver, og håndhæver regler, således at turisters færden på Antarktis udelukkende sker på naturens præmisser.

Vi gik fra mødet kåde som økokøer på græs. DAPs (flyselskabet) repræsentant sluttede mødet af med at sige, ”Vejret holder og vi flyver jer til Antarktis kl. 09:00 i morgen”. Den var sikker, vi skulle om under 24 timer løbe marathon på Antarktis.

Tidligt næste morgen stod vi klar i lufthavnen i vores løbetøj, og steg ombord et lille rutefly. Turen fra Punta Arenas til King George Island tog 2 timer. Vi havde kun medbragt det aller mest nødvendige i en rygsæk – ingen kufferter og intet unødvendig tøj. Jeg havde placeret mig ved vinduet og kunne pludselig ane det hvide landskab der dukkede op under den ene vinge. En eventyr-verden åbenbarede sig under os, mens vi lagde an til landing på den korte grusbane. Målløse steg vi ud af flyveren, og trådte op i baljen med desinfektionsvæske. Både trailsko og støvler fik en omgang i baljen, og i samlet flok bevægede vi os efterfølgende ned mod den russiske forskningsstation, der var vores base under løbet.

Landskabet lignede noget fra en anden verden. I periferien kunne man ane gigantiske gletcher kravle ned med havet, og omkring os var jorden gold og bar, dækket af is enkelte steder. Vi stod i udkanten af den lille by, der udgjorde både den russiske og den chilenske forskningsstation. Røde og hvide barakker var ”hjem” for forskerne, der i orange dragter tog på togter rundt omkring mens de noterede dagens fakta om de dyr- og den natur de forskede i.

”Den største risiko når man opholder sig her på Antarktis, er risikoen for enten at træde forkert og ryge ned i en sprække – eller for udbrud af brand” fortæller denne ene af guiderne fra DAP os, mens vi venter i opholdsstuen hos de russiske forskere. Brandfaren er overhængende, da den eneste opvarmning i den ekstremt tørre luft, er diesel der sendes rundt ved hjælp af store generatorer. Selv den tidligere brandstation brændte ned sidste år, og var nu under genopbygning.

Løbet var skedulleret til at starte ca. 2 timer efter landing primært fordi ruten skulle måles op endnu en gang for en sikkerhedsskyld. Vi var kommet så langt for at løbe 42,2 km. det skulle være helt på plads inden start. Der var ingen markeringer på ruten, så første runde blev vi guidet af en jeep foran, så langt den nu kunne komme rundt. Ruten var primært grus og sten, og fulgte vejen ned til stranden, for derefter at snegle sig op over bjerget, og ned på den anden side, hvor den fulgte strandkanten ud til den kinesiske forskningsstation og vendepunktet. 7½ gange frem og tilbage før de 42,2 var tilbagelagt. Vi var heldige, ugen før havde alt været dækket af sne, men det var smeltet, grundet det fine solskinsvejr vi begyndte løbet i.

Jeg startede som vanligt ud på første runde sammen med Vagn, vi løb i stilhed ud på ruten og over bjerget første gang, bjergtaget af det vanvittige fantastiske syn der udfoldede sig for vores øjne. På den anden side nåede vi ned til strandkanten, hvorefter jeg råbte op (eller måske var det Vagn, jeg husker det ikke helt præcist)  ”Der er de…. Der er de”. Og ganske rigtig, der, på den anden side af bjerget langs stranden stod en flok tilskuere og heppede på os i deres sort-hvide smokings. For første gang i mit liv var jeg helt tæt på hagerems-pingviner i deres naturlige element, og lad mig bare indrømme, jeg var betydeligt mere begejstret for at se dem, end de var for at se mig. De var nærmest lidt ligeglade og fortsatte deres vraltende gang frem og tilbage på stranden, mens andre tog sig en blunder. Ikke just de mest entusiastiske tilskuere, men majestætiske om noget.

Vi stoppede og tog billeder – storsmilende og jublende. Vi var her. Helt ubegribeligt løb vi lige nu på Antarktis mens pingviner vraltede rundt omkring ruten, og albatros-lignende fugle fløj over vores hoveder. Det var næsten ikke til at fatte. Vi var fuldstændig opslugt at omgivelserne og udbrød flere gange ”Det er ufatteligt det her, hvor er det viiildt”. Vi vendte og løb tilbage, hilste endnu engang på flokken af tilskuere og tog atter turen op over bjerget. På vej ned den anden side holdt vejviser-jeepen ind til siden, for at lade en anden bil passere. Jeg tænkte kort, at jeg da lige kunne smutte udenom begge biler, og i sekundet efter lå jeg med snotten i gruset. Så pinligt. Jeg var styrtet lige foran begge biler i den fineste piruette med efterfølgende forsøg-at-lande-så-elegant-som-mulig-med-resultatet-jeg-landede-som-en-flodhest. Jeg slog mig under knæet, og blødte fra håndleddet. Vagn trak mig op, og jeg skyndte mig at løbe foran så han ikke så de tårer der sad i mine øjenkroge. Det skulle fan… være løgn. Jeg løb på Antarktis og INTET skulle forhindre mig i at fortsætte.

Tilbage ved start, smed jeg fleecetrøjen under min jakke. Det var meget varmere på ruten, end vi havde turde håbe. Jeg løb afsted og lagde afstand til Vagn. Igen jublede jeg da jeg så pingvinerne stå og vente på mig – tog en pingvin-selfie og nødt helt ind i mine knogler den natur, der stjal alle tanker om ømme muskler og ondt efter faldet. Jeg løb nærmest i en glædesrus, høj på endorfiner og lalleglad over mit held. Verden er fantastisk, tænkte jeg ved mig selv, mens jeg cruisede runde efter runde.

Jeg drak en lille smule vand undervejs, og jeg tror nok jeg tog én gel, men jeg kan faktisk ikke huske det. Når jeg forsøger at genkalde mig løbet husker jeg primært den absolutte frihed jeg følte, sammen med taknemmeligheden over, at jeg – lille Heidi – løb her i verdens smukkeste omgivelser. Jeg løb i mine trailsko, og smuttede over bjerget som en lille mandel. Jeg sansede ikke på noget tidspunkt jeg var træt – de følelser var der simpelt hen ikke plads til i mit indre. Alt handlede om at suge indtryk ind, og forsøge at fordøje det undervejs. Jeg var så glad, at jeg da jeg løb i mål, bad dem om at holde ”tapen” op én gang til, så jeg lige kunne få det danske flag med over målstregen. Og kækt løb jeg ned mod stranden og op igen – udelukkende for at forlænge oplevelsen. Jeg kunne uden det mindste kny have fortsat rundt på flere runder. Jeg mærkede ikke skyggen af træthed.

Vagn løb hans 7. kontinent-marathon (Jeps – det tæller man også i løberverden) og jeg havde på forhånd lovet, at løbe ham i møde, og give ham det danske flag med på turen op mod mål. Jeg smuttede ind i barakken og tog min skijakke, hilste på en tysk kvinde, som fortalte hun forskede i fugle – inden jeg smuttede ned til stranden for at komme helt tæt på de pingvinerne der nød det forholdsvis stille vejr lige for foden af forskningsstationen. Det var der jeg fandt mig selv stå og tudbrøle, da Vagn kom løbende forbi. Jeg hankede op i mig selv, løb op til Vagn og hikstede ”Jeg stod bare lige og tudbrølede over nogle pingviner. Jeg kunne slet ikke stoppe det” Vagn grinte, tog flaget og mens han nød hans målgang, løb jeg over og klappede og hujede imens.

Resten af dagen står lidt i en lykkerus for mig. Vagn og jeg blev kørt op i vores sove-container, en containerlignende barak hvor alle os løbere blev huset i to rum med køjer. Der var et lille toilet, et lille køkken og en opholdsstue foruden de to køjerum. Badet blev klaret med vådservietter, og aftensmaden stod portionsanrettet i bokse i store blå kasser mærket med måltidets navn. ”Aftensmad lørdag”, ”Morgenmad søndag” osv. Ham, der kørte os op til sove-containeren fortalte os, at det var vigtigt vi spiste præcis fra den kasse der var angivet. Jeg måtte f.eks. ikke tage en portion fra søndag middag, i stedet for den der var lavet til lørdag aften. ”Når man er på Antarktis, er intet sikkert. Vi ved slet ikke endnu om I kommer tilbage til Chile i morgen aften. Dem der var her i sidste uge, strandede i 6 dage, før vejret var ok til at flyve igen. Og så er det med at rationere det mad der er.” fortalte manden, og overlod os til vores kopper med varm cacao.

Den aften spiste jeg en kop nudler. Det var alt. Og jeg var alligevel ikke sulten. Jeg var stadig fuldstændig overvældet af hele situationen, og levede i nuet som aldrig før. Vagn og jeg besøgte den russiske kirke, der lå tæt på vores sove-container. Et helt obskurt sceneri udfoldede sig, da vi åbnede trædøren og gik indenfor, hvor russisk-ortodoks musik strømmede ud af højtalere, og guld-ikoner prydede hver eneste ledige plads.

Dagen efter var vi så heldige at vejret stadig var perfekt, og delt i to grupper fik vi lov til at komme ud og se kolonier af elefantsæler, der på denne årstid skifter skind, og derfor ligger i klumper på stranden for at holde hinanden varme. Vores guider fortalte om den sparsomme vegetation på Antarktisk, om den spøjse plante der egentlig er en hybrid mellem en svamp og en plante. Planten er det aller første ”liv” der kan vokse, efter f.eks. en istid. Og her på Antarktisk var tiden skruet tusindvis af år tilbage, og man nærmest forventede dinosaurer komme traskende i horisonten. Vi sad stille i over 20 minutter og betragtede sælerne. Så deres kamp for bedre pladser, smilede af bøvselydende, og nød bare at være tilskuer til naturens mirakler. Vi gik rundt i godt 4 timer, og ingen af os klagede over ømme marathon-muskler trods det, at ruten faktisk ikke havde været nogen let rute. Det er vildt hvordan sindet fuldstændig kan negligere kroppens signaler, når det er optaget af nuet.

Om aftenen fløj vi tilbage til Punta Arenas – vi havde et marathon igen næste morgen. Og mens vi fik serveret champagne i flyet tilbage, ramte trætheden mig som en hammer. Hvordan pokker skulle jeg på nogen måde kunne løbe igen allerede næste morgen. Det virkede fuldstændig umuligt.

Antarktisk er ubetinget det mest fantastiske jeg har oplevet som løber. Kombinationen af trailsko og bjergtagende omgivelser mikset med pingviner, sæler og albatrosser, var så speciel en oplevelse der har brændt sig ind i min krop som en ubetinget følelse af lykke. Jeg læste en gang udtrykket ”Uforfalsket frihed” og undrede mig over, hvad det mon egentlig betød. Det ved jeg nu. Hvor er verden dog fantastisk smuk, og hvor skal vi dog bare passe godt på den.

The post Antarktis, KGI Marathon og om kunsten at græde med pingviner first appeared on The greatness of running.

Midt i sommerferien dukkede der en fuldstændig tosset besked op i min Messenger. En besked hvor min løbehelt og den mest berejste danske løber Vagn Kirkelund spurgte om jeg var klar til et eventyr. På det tidspunkt var jeg på vej ned gennem Europa til de franske alper, og jeg fik derfor ikke tænkt så meget over beskeden. Jeg svarede blot noget a la ”Det kunne da være mega fedt”
Kort tid efter kom besked tilbage, at der desværre alligevel ikke var noget at komme efter. Jeg glemt alt om beskeden og havde den fedeste tur rundt med Tour de France caravanen, sønnike og bedre halvdel.

For ca. 1½ uge siden kom der en ny besked. ”Så er der alligevel plads, skal du med?, meld hurtigt tilbage” Jeg fik omgående gåsehud og sommerfugle i maven. Her var eventyret lige foran mig, lige til at række ud og gribe. Det krævede blot en stor portion mod, blandet med masser af praktiske detaljer, og en lille smule held. Om aftenen i den bløde sofa spurgte jeg bedre halvdel, hvad han mente om det hele. Bedre halvdel støttede 100% op om eventyret, hvis blot jeg kunne garantere at sikkerheden var i orden. Og vupti, jeg meldte mig til, og gik i gang med de praktisk forberedelser, så som at klargøre til en ret omfattende visa ansøgning.

Og nu sidder du sikkert og tænker ”SÅ SIG DET DOG… HVAD ER DET DU SKAL”. Jo kære læser. Jeg skal, hvis eller den pakistanske ambassade beslutter sig for at lukke mig ind i landet, en tur til Pakistan og løbe marathon på verdens højst placeret vej i 4700 meters højde tæt på den Kinesiske grænse. Det skal jeg sammen med godt 40 andre internationale løbere (heraf 3 andre danskere) og en bunke lokale løbere. Og alt sammen sker lige præcis om ganske kort tid – med afrejse den 17. september. Hele løbet er takteret til et Guinness Rekordbog løb, hvilket betyder, at hvis jeg gennemfører løbet er jeg pludselig indehaver af en vaske ægte rekord (altså sammen med alle de øvrige løbere). Og jeg kan lige så godt slå fast med det samme – skulle det ske, så er familiens julegaver på plads i år. 1 stk. rekordbog til samtlige medlemmer af Egeberg-Johansen grenen.

Men før det kommer så vidt, så skal mit pas lige dekoreres med et pakistansk visa, jeg skal finde flybilletter til Islamabad, (For du lige som mig lidt tics når du hører den by nævnt. Det er for mig indbegrebet af byen tæt på kaosset i Afghanistan) få vaccinationer i hus, få styr på pakkelisten – er der mon nogen der kan lære mig at binde et tørklæde? Og ikke mindst forsøge ikke at tænke alt for meget over, at op til 80% oplever højdesyge når man bevæger sig i 4700m højde. Jeg er skræmt og eksalteret på samme tid. Jeg glæder mig sindssygt det ene øjeblik, og fortryder det næste. Jeg er på vej ud af komfort zonen med 250 i timen.

Lige nu afventer jeg mit visa. Det er altafgørende for den videre proces, og altafgørende for at mit eventyr åbner sig op. Jeg sendte det med ekspres i mandags, og jeg håber og krydser alt jeg har, for at det går glat igennem. Det bliver et par lange ugers venten på brevet i postkassen. Det bliver en Heidi med store øjne der trolig står ved siden af postkassen, og venter på postmanden med et ”Har du mon noget med til mig i dag søde postmand? ” 

Jeg lukker den her. I må vente med den videre fortælling til mit Visa er landet (Forhåbentlig i ordentlig tid) og jeg sidder med flybilletter i hånden. Når det sker (jeg krydser alt jeg har, for at det når frem det i tide), så får I den fulde fortælling om mit Pakistanske eventyr.

The post Der er noget i gære. first appeared on The greatness of running.

Bedre halvdel og jeg rejste til Stockholm via Aarhus lufthavn fredag eftermiddag – et lille genistreg at man nu kan flyve direkte fra Aarhus til Stockholm – og landede midt i fredagens myldretid. Og når man nu, som os, er virkelig meget nordjyder, så havde vi vitterlig ikke set myldretiden komme, og valgte dumt nok at springe på lufthavnsbussen ind til downtown Stockholm. Not so smart. Det tog lige meget meget længere tid at nå ind, og klokken var næsten spisetid da vi landede, med fuld oppakning, på Expoen ved den gamle tennishal.

Expoen var ikke noget at skrive mange linjer om. Der var lidt tøj fra hovedsponsoren og ellers et par reklamer fra andre marathonløb – det var sådan set det. Ingen smagsprøver, sjove ting eller lodtrækninger man kunne prøve lykken i. Til gengæld var stedet i sig selv helt forrygende. For de af jer læsere der kan huske storhedstiden udi tennisverden, vil kunne huske John McEnroe og Bjørn Borgs drabelige dyster. Og her stod vi pludselig i selve arenaen hvor kampene med garanti har udspillet sig for øjnene af måbende tilskuere. Hold nu op en atmosfære  Det var lige før 80ér svedbåndet automatisk voksede ud på toppen af hovedet, sammen med de små svedbånd om håndleddet.

Tilbage i Vasastaden fandt vi vores lånte lejlighed (vi var på en AirBnb), fik bragt nøgle via en taxi, (sådan går det når man strander i myldretidstrafikken og ikke kan overholde aftaler :)) og fik en sen aftensmad mens grejet blev klargjort til morgendagens udfordring. De havde varslet varmt vejr – rigtigt varmt vejr, og arrangørerne havde på forhånd gjort en stor dyd ud af, at fortælle os løbere hvor vigtigt det var med nok væske. De havde endda erklæret, at der ville være ekstra væske på ruten, således man ingen steder var ude over 3 km. før næste væskedepot stod klar til service.

En ting ved Stockholm marathon der for mig er en kende udfordrende, er det faktum at løbet først starter kl. 12. Det syntes jeg simpelt hen er så besværligt. Jo, man kan sove lidt længere, men hold nu op jeg syntes det er svært at spise så sen morgenmad at det passer med løbet, så man ikke bliver sulten undervejs. Men jeg er altså også bare en pernittengryn hvad angår mine morgenrutiner

Startområdet lå ved siden af mål området, helt præcis ved siden af det olympiske stadion fra 1912. Er du vimmer for et fuldstændig vanvittigt fantastisk sted. Har man bare en lille smule stadion-tække, er der da dømt total stadion-crush. Det gamle stadion emner af historie og atmosfære, og man kan så rigeligt forestille sig dysterne i 1912. Vi tog et smugkig ind i det historiske indre, en fuldstændig genial ting at gøre, for viden om hvad der ventede i slutningen af løbet, var i den grad en livslinje ude på den strabadserende rute.

Alt fungerede perfekt inden start. Det var umådeligt let at få afleveret sin dropbag, og det var syngende let at finde sit tilrette i startblokken. Kort før afgang fik vi en ”flyover” af en horde jetjagere, total liret top-gun stil. Vi fik sunget nationalsang, og mens musikken gejlede os alle op til det hele store brag, affyrede fem ”gunsmen” deres ladte våben med løst krudt. – En lille indskydelse; nøj hvor jeg godt gad se, at de lige havde plaffet samtlige af fartholdernes kæmpeballoner på én gang. Det kunne eddermame sætte fut i folk. ;D.

Starten gik, og her må jeg altså bare sige – det var den unten lyneme kaotisk. Det gik egentlig ret godt til at starte med. Vi kom op i let trav, kom over startstregen og bevægede os i langsom løb afsted. Jeg nåede lige at tænke, at det nok skulle åbne op lige om snart, da vi i sekundet efter drejede til venstre ad en mindre vej – og alt stod stille. Det var ikke fedt. Heldigvis var det kun forholdsvis kort tid, men vi skulle faktisk ud over 3 km før der for alvor blev plads til at løbe normalt – og her skulle vi stadig krydse ind og ud mellem horden af løbere.

En anden ting som ikke helt fungerede var det faktum, at alle vanddepoter var placeret på den ene side af vejen, med rækkefølgen sportsdrik, sportsdrik, sportsdrik, sportsdrik – og så vand, vand, vand. Det skabte total kaos hver gang vi nærmede os et vanddepot, da alle trak over i samme side. Løbere væltede ind og ud imellem hinanden for at få fat i de livgivende krus med væske i total kaos. Jeg ville ønske man som i Boston kunne lave væskedepoter på begge sider af vejen, det ville virkelig gøre en forskel. Til gengæld skal jeg skynde mig at tilføje at ingen, altså overhovedet ingen overhovedet blev sure over kaosset. Stemning var så fin og overbærende, og folk var søde og rare ved hinanden trods kaos.

Når det så er sagt, så var det et fuldstændigt genialt træk, at arrangørerne havde sat brusere op ved stort set hver eneste depot. Og samtidig var der store kar, hvor man kunne sænke sin udleveret svamp eller ligefrem sin kasket, hvis man havde sådan én på, ned i det kølende vand og plaske koldt vand ud over sin overophedet krop. Endvidere var der rundt omkring på ruten flere frivillige, der stod med vandslanger og plaskede os til med vand – og jeg lover, det var glædeshvin og ikke vredesudbrud der blev bjæffet tilbage.

Ruten fremstod i ny udgave i 2018, og bragte os rundt til en perle af smukke syn og seværdigheder. Vi så Dramaten, vi så det kongelige palads, vi så den svenske rigsdag, vi så museums og smukke bygninger – og vi løb langs de smukke smukke breder af skærgårdens vand, der til anledningen stod azurblåt og majestætisk roligt.

På én af de første strækninger langs vandet blev vi mødt af dryssende afblomstrede hæg-blomster (det tror jeg det var; men jeg er ikke nogen fauna-nørd). Det smukkeste hvide snefald af små visne blomstre dale ned over os løbere, som var det et eventyr der skulle til at udfolde sig. Og på sin vis var det et eventyr for mig. Et eventyr hvor jeg skulle klare 3 store pinsler før alt endte lykkeligt, og jeg fik medaljen og det halve kongerige. De tre pinsler bestod af to grumme stigninger, den ene endda kaldet ”The Climb” – og en sygt hård kilometer mellem km 36-37 (hvorfor ved jeg ikke, det var bare helt forfærdeligt for mig at overkomme den km.). Ruten er ikke en flad rute, på ingen måde. Til gengæld er stigningerne heller ikke voldsomme lange, de kommer bare på tidspunkter, hvor man ikke liiige har lyst til at kravle over bumps der, i dehydreret tilstand, minder om Mt. Everest.

Afslutningen af løbet var så vanvittig fed og ubeskrivelig en oplevelse. Det, at løbe gennem tunnelen og runde ind på atletikbanen på det gamle stadion, omkranset af tilskuere der brølede og heppede, det var så vild en oplevelse at jeg næsten tudbrølede samtidig med at jeg skraldgrinede. Jeg har aldrig før oplevet så fed en afslutning på en marathonløb (og jeg har prøvet en del efterhånden). NØJ DET VAR VERDENSKLASSE.

Medaljen er i særklasse en fed medalje – og både finishertrøje og beværtningen efter løbet var helt til ug. Og selvom jeg ikke var helt tilfreds med egen præstation (jeg er bare ikke god i varmen), så er det et marathon jeg i den grad håber, jeg får mulighed for at løbe igen engang i fremtiden. Magen til fantastisk storbyløb skal man lede længe efter. Med til historien hører at 2018 var året hvor tilskuerrekorden toppede; det pimper altså også lige ens oplevelse undervejs.

Jeg anede ikke hvad jeg rejste op til, jeg havde aldrig været i Stockholm før. Og helt ærligt – jeg er nyforelsket over begge ører. Stockholm er da ubetinget den mest fantastiske storby jeg længe har besøgt. Hvis du påtænker at løbe i Stockholm, så brug endelig et par dage som turist. Det vil du ikke fortryde.

The post Stockholm Marathon 2018 first appeared on The greatness of running.

Jeg løb marathon i dag hos FC løb hvor to seje halvmarathon-løbere løb sig ind i klub100 halv. Og jeg skal på blankt tastaturblæk indrømme, det var sq ikke lige min dag i dag. Jeg startede ud med tanken om min træning de seneste 5 uger, træning jeg egentlig syntes har peget i den rigtige retning, og jeg glædede mig som en økoko der skal på græs til at teste formen af.

Løbet blev afholdt i Aalborg, med start i Fusion Aalborg – skide smart Hans Jørgen, for allerede inden jeg løb ud på ruten, rullede mine monster fede kompressionsstrømper op og ned af glæde over alle de lækkerier jeg skulle tilbage og investere i. Jeg lagde godt fra land og løb sådan lettere SE-MIG agtigt i front af feltet sammen med manden, der lige nu løber med en selvtillid som Frederik Fetterlein – Chefen himself (og manden har altså noget at have det i, han løber som en kenyaner for tiden.). Ruten var en 10,something rute der skulle løbes 4 gange, fyldt med bakker og de smukkeste huse i Aalborg i bydelen Hasseris. Jeg syntes det gik fint, havde styr på tingene og kunne snakke og hygge som vanligt. Tilbage i depot efter 1. runde, og afsted ud på 2. runde. Og et eller andet sted, derude på anden runde, var det som om min dejlige tesla motor krympede sammen til en lille bitte trabant – og det der var let og elegant blev til tungt og klump-dumpet. Jeg tabte tråden og mistede det skønne selskab af de seje “drenger”, og så var det bare piv-piv lille mig alene i skærsilden.

Og det skulle vise sig at blive meget værre. På 3. runde gik mavsen i selvsving og tvang mig ind i buskene, hvor søndags-hundelufterne omkring kridtgraven i Aalborg måtte have studset over det naturfænomen, der pludselig åbenbarede sig fra venstre sø-brink. En smuk hvid måne i klar dagslys kamufleret af ny udsprungne birketræer. (Det er altså ved at være en frygtelig dårlig vane jeg har med mavsen. :(). Nå ja, at jeg så også lige overså den fineste markering og løb en anelse forkert – det var bare endnu en brik i frøkens Johansens bad day.

På sidste runde, jeg havde adskillige dårlige undskyldninger klar for ikke at dappe ud på sidste runde, kom min dejlige kæreste cyklende og tilbød følgeskab for resten af pengene. Og hey – what does not kill you, makes you stronger. Så op på krikken med mig og ud på en sidste omgang halsbrækkende løbekamp mod mig selv. Jeg endte tilbage i målet på én aller anden måde, endda i ok tid – bare ikke i forhold til hvad jeg drømte om fra starten.  Og nu er det man kunne forlede sig til at tro, at jeg nu sidder og er bidende skuffet og sur over min egen uformåenhed i dag. MEN NOPE –  jeg sidder den unten lymene og smiler.

Det kan godt være det ikke lige sagde tju-bang for mig i dag. Men jeg snakkede og hilste på så mange skønne fellowløbere, jeg nåede at parre en debutant med 3 super gode (meget lyserøde) løbevenner og fik følelsen af, at hun nok skulle klare gamet. Jeg nåede også at få den dejligste hilsen med fra Amokker på søndagstur, med ønsket om en rigtig god tur – og jeg nåede at få nogen fantastiske god råd til mit fremtidige vanvids-projekt af selveste mr. Ultraløber himself – Kim Klitgaard. Jeg kom hjem med en pose godterier fra Fusion (blandt andet cap’en på billedet :)) og bedst af alt, jeg høstede krammere fra de dejligste løbetøser. Stemning var, som altid til FC løb, ren spitzenklasse og hvem pokker bekymrer sig så om et løb, der ikke helt gik som ventet. NOT ME.  – og med fare for at lyde som en totalt tumpe, vil jeg slutte af med ønsket om en dejlig søndag aften, sige et vanvittigt stort tillykke til hr. Rodkjær med 10 min. pr i dag – og råbe en ”I’II be back” ud over mit nye neighbourhood, med helt samme accent som den kære hr. Schwarzenegger (elsker at stavekontrollen kan stave til det :D), som jeg i øvrigt i mine unge år havde et lille bitte hemmeligt crush på.

The post Søndagsmarathon i solskin first appeared on The greatness of running.

Afgang kl. 05:00 mod færgen i Esbjerg en lørdag morgen i en bil fuld af skønne nordjyske løbetosser, vel og mærket skønne pludrende løbetosser der ikke levnede megen ro til at indhente den tabte skønhedssøvn. Jeg var selv spændt og lidt trykket, dette var mit første marathon efter min fiberskade i baglåret, så jeg lod drengene pludre og forsøgte at samle alt mit mod i kroppen.

Det blev en fuldstændig perfekt tur ned gennem et døsigt jysk landskab der langsomt vågnede til dåd – og slutteligt landede vi ved færgelejdet i Esbjerg, hvor færgen, nærmest som bestilt, lå til kaj og ventede på os. 12 minutters snak med endnu en flok skønne nordjyder i rolig overfart, og efter en lang rejse plantede vi fødderne på destinationen Fanø.

Vi mødte op i Fanø hallen i god tid til at kunne nyde både kaffe og rundstykker alt sammen – sammen med færgebilletten, inkluderet i deltagerbetalingen til løbet. Stemningen var hyggelig og afslappet, og 15 min. før start dappede vi ud i solskinnet og varmen til raceinfo præsenteret af arrangørerne Kira og Jesper Hahn.

De to afholdt Fanø Marathon for første gang sidste år, som et tilbud på et løb hvor mangfoldighed, stemning og oplevelser er i højsædet, og til vores held havde de to ildsjæle mod på endnu en omgang stressfuldt arrangør arbejde igen i år.

Starten gik og en palette af naturoplevelser ventede tålmodig på de ca. 100 løbere der var stillet til start.  Trailspor, strandløb (både i med- og modvind), markvej, grusveje, asfalt og ”tysker-veje” blandet sammen med en tur gennem smukke Sønder Ho By og slutteligt en tur gennem Nordby – en 42,2 km bland selv pose af den ypperste kvalitet. Mine skønne medpassagerer så sågar sæler liggende og solbade i vandkanten; jeg så dem ikke, jeg havde alt for travlt med at holde den total seje og dygtige løber Katja Walther Bjerre bag mig.

Vejret var varmt, så varmt at arrangørerne lynhurtigt fik stablet ekstra depoter på benene, og sørgede for at vi løbere ikke på noget tidspunkt skulle lide mere end rutens beskaffenhed udsatte os for. Og som en ekstra genistreg have arrangørerne hyret en flok habile MTB ryttere, der fulgte os løbere hele vejen rundt, og konstant tjekkede at alle var ok. De gode herrer tilbød tilmed ekstra vand og var hele tiden klar med tiltrængte opmuntrende ord og masser af smil. Depoterne var bemandet med de sødeste frivillige der tilbød udsøgt service, lige fra at stå klar med flasker med vand vi kunne køle vores ophedede kroppe med, masser af opmuntring og gejst – og et tag-selv-bord af lækkerier med tilhørende vand, cola og 32GI energidrik i altid fyldte glas. Der manglede intet. Jeg oplevede sågar, at jeg på et af depoterne kom til at gå med vandkruset forbi affaldsposerne – og før jeg overhovedet kunne nå at tænke Hov; så stod den sødeste pige med et kæmpe smil og sagde ”det skal jeg nok tage mig af” – hvorefter jeg kunne fortsætte løbet.

Normalt når jeg løber marathon har jeg som regel et tidspunkt i løbet hvor min hjerne begynder at fortælle min krop, at den arbejder for hårdt og skal tage det lidt mere gelente. Det skete på intet tidspunkt, jeg hørte intet til mit hoved. Det havde alt alt for travlt med at nyde naturen, suge oplevelserne ind og i den grad nyde at være løber og have den udsøgte chance for at opleve Fanø på den bedst tænkelige måde, i løbeskoene

Jeg løb i mål presset og træt, men også fuldstændig mæt af fede naturoplevelser. Så mange opmuntrende ord fra turister og beboere på Fanø, så fejlfrit et arrangement – eller det vil sige arrangørerne havde helt sikkert sit at bokse med. Minestrimler var fjernet fra ruten i nattens løb, varmen var en faktor der skulle håndteres, og logistikken med hjælpere på en rute der bestod af 42 km. i en lang strækning, må have været ekstrem. Men uanset hvad arrangørerne boksede med, så var det på intet tidspunkt noget vi løbere blev berørt af, tingene blev klaret som om det altid havde været mening, og vi løbere blev nurset og plejet til UG.

Som afslutning stod den på lokale lækkerier i overflod, og det var en flok mætte glade løbere der vendte hovedet tilbage mod færgen og fastlandet. Tak Kira og Jesper + familie og alle I frivillige der sørgede for at jeg, her dagen efter hvor regnen falder stille i det nordjyske, sidder med et smil af dimensioner og – som min helt af en ultraløber Mette Bjerregaard så fint udtrykker det – endnu engang blev dybt forelsket i løb.

Tak til Kim Pelo for lån af billeder

The post Fanø marathon 2016 first appeared on The greatness of running.