Good Morning,
Thank you for your reply to our email. Unfortunately it seems a lot of people ticked a wheelchair box by accident on their application, so you’re not alone! Do not worry!
No problem at all, I shall amend to a non-wheelchair user.
Kind Regards,
Katie

Jeg har dermed fået konverteret mit rullestolsnummer til et helt almindelig løbernummer – og endnu bedre, den søde dame skriver at jeg bestemt ikke var den eneste tosse i skuffen, fejlen er begået af mange andre løbere. Jeg er frikendt og slipper både for rullestol og narrehat. HURRAAA. Og allerede nu kan jeg med sikkerhed sige, at anmeldelsen af Brighton Marathon bliver en anmeldelse i skyerne. Intet kan få mig væk fra min opfattelse om, at Brighton Marathon ligegyldigt hvad, er årets marathon.

Men men men, bedst som armene var kommet ned igen, jublen var aftaget og klaphattene pakket væk er der opstået et nyt dilemma. I min iver over at være sikret en plads i feltet, fløj jeg ind på marathonsiden og bookede det første og bedste hotel. Jeg tænkte, at jeg selvfølgelig ville støtte årets marathonløb og hvis de kunne få lidt ekstra kredit ved at jeg bookede hotel gennem arrangørerne, så skulle de – mine helte, selvfølgelig have det med.

Jeg bookede et værelse med havudsigt og så mig selv stå og spejde ud over oceanet søndag morgen inden løbet, indsnuse den magiske havduft helt ind i årerne, en havduft der helt grangiveligt ville gøre mig flyvende derude på ruten, jeg ville lukke øjnene og mærke hvordan en pr var på vej (trods total manglende træning). Det værelse ville gøre mig godt.

Jeg tastede alle oplysninger, gik videre til betalingssiden, indtastede mine kreditkort oplysninger og trykkede på næste-knappen. Og lige præcis det samme sekund ringede min telefon. Det var en sælger, en af de mere pågående af slagsen. Jeg endte med at blive så irriteret, at jeg mistede al fokus på mit forehavende med hotelbookingen, og i ren arrigskab lukkede browseren ned sammen med alle andre programmer jeg havde åbnet på min kære pc. Jeg smækkede låget i, skubbede stolen ud og sagde pænt ”det har ALTSÅ INGEN INTERESSE – FARVEL” til den stakkels sælger, hvorefter jeg smed på, og skummende trak i mit løbetøj og joggede ud til afdampning.

Tilbage på matriklen i langt bedre humør, slog det mig, at jeg ikke havde fået en bekræftelsesmail fra hotellet. Jeg kunne i det hele taget slet ikke huske, hvad der egentlig stod på siden efter betalingen var gennemført (hvis den da var det). Var der et bookingnummer på siden? – Stod der tak, og nu skal du gøre sådan og sådan? – Jeg aner det simpelt hen ikke; det er et stort hul i min lille hjerne.

Så nu går jeg og lave sten, saks og papir med mig selv. Skal jeg booke et nyt hotel og satse på, at der ikke bliver trukket 2500 bananer på mit kort for det hotel jeg måske har booket?. (jeg sparrede selvfølgelig pengene på mulighed for afbestilling). Skal jeg forsøge at ringe til UK og på genbrokken engelsk og som en anden dr. Watson forsøge at afklare hvorvidt hotellet har modtaget en booking fra Brighton Marathon siden? Og hvad nu med den havudsigt som jeg drømte om?…. Det føles lidt som om Brighton Marathon og jeg bare ikke er helt kompatible.

Nå men hvorom alt er, så oveni mine fadæser med tilmelding og booking, så lykkedes det mig i går at vaske mine miiego hørebøffer. Jeg havde løbet marathon, og vel hjemvendt smed jeg mit tøj i vaskemaskinen og tog til koncert i Aalborghallen. På vej til koncerten kom jeg i tanke om, at mine hørebøffer lå i lommen på min løbejakke – og derfor nu lå og syltede rundt i vaskemaskinens indre. POKKERS…

Min hørebøffer var døde da jeg fiskede dem ud, og trods timers genoplivning stod de ikke umiddelbart til at redde. Jeg var ellers så glad for dem. L. Som et sidste hvilested lagde jeg dem på radiatoren hen over natten, og sørme om ikke de her til morgen er genopstået fra de døde. Sørme om ikke damen hilser mig velkommen når jeg tænder dem, og lader min podcast runge ud i øregangene. Det er da dansk kvalitet der vil noget.

Rigtig god mandag til jer alle.

(PS – Billedet øverst viser hvilke totalt mobbende kollegaer jeg har på arbejdet   – Sjovt hva….)

The post Status på rullestolsgate first appeared on The greatness of running.

Samtidig er jeg også opdraget som en god vendelbo, jeg smider sjældent noget væk og jeg er yderst konservativ i min tilgang til løbegadgets. Hvis det virker, hvorfor så erstatte det med noget nyt. :D. Og netop derfor har jeg det sidste års tid ikke løbet med musik overhovedet – af den simple grund at jeg har et par ørebøffer fra 2010, med dejlig lang MEGET RØD ledning, (de har dog en lille klips til at hæfte ledningen på tøjet) som jeg på én eller anden syg måde altid ender med, at få viklet rundt om halsen. Ofte med det resultat at jeg pakker skidtet ned igen, før jeg overhovedet har sunget med på første strofe af mine yndlingssang.

Jeg var faktisk nået dertil at det bare var for bøvlet, og jeg begyndte at overbevise mig selv om, at musik nok bare ikke virker for mig – at det er irriterende og ikke hjælper en dyt.

Det var lige indtil jeg her i sommers læste i Runners World at det nu er videnskabeligt bevist, at ved hård træning kan musik hjælpe til at minimere løberens smertefornemmelse – eller sagt på en anden måde, musik kan fungere som god gammeldags painkillers. YES – Det var her jeg gik i gemmekassen med løbegrej og fandt de gamle røde banditter frem igen – og jo, jo det gik da, – sådan nogenlunde. En evig kamp med knuder på ledninger (hvilken fysisk lov siger, at en ledning bare altid slår knuder på sig selv, selv når den ligger stille i en kasse??? – jeg spørger bare…) og en evig ondt i øregangen af at proppe de små dimser langt nok ind i øret, til at kunne høre musikken for blæsten. (Er der i øvrigt nogen af jer, der har oplevet det der pinlige moment hvor man løber forbi en forbigående, der hilsner pænt med et nik med hovedet, og man svarer med et HEJ på niveau med national fællessang ”der er et yndigt land” i parken fordi musikken overdøver ens normale toneleje?)

Så ja, min skepsis til musik er lidt som min skepsis til sælspæk, det er bare ikke noget jeg har vildt gode erfaringer med. Og så var det jo lige, jeg fik tilsendt et par monster smarte trådløse høretelefoner fra det danske mærke Miiego. Hvad gør en klog tosse så. Jeg tog dem med til vestkysten, nærmere bestemt Blokhus, i rusk og regn – og gav det et skud.

Resultatet – ja, som når min kæreste påstår noget, og jeg, bare fordi jeg hader han altid har ret, påstår det modsatte – så må jeg også her krybe til korset og ligge mig fladt ned. Her er vitterligt noget der virker 100 procent for mig. Jeg kunne uden problemer løbe og nyde musikken, mens vinden og regnen slog om ørerne på mig, og jeg behøvede slet ikke proppe dimser i min øregang, der sad blot en lille ledning rundt om nakken og to ørebøffer uden på ørerene. Samtidig behøvede jeg ikke skrue så forfærdeligt højt op, hvilket jeg lige nu er helt høj over. Jeg løb nemlig med ørebøfferne da min nye ferie-løbebuddie kom forbi og talte til mig, og jeg kunne heldigvis både høre og svare hende i helt normal menneske-toneleje. Det blev, som jeg skrev i mit tidligere indlæg til et nyt løbevenskab – og en berigelse af min verden.

En ret genial ting ved høretelefonerne, ud over at de er trådløse, er det faktum at de snakker til dig. Jeps – intet mindre. Der stod jeg og bandende og svovlede over jeg ikke kunne få parret min telefon med de nye ørebøffer (selvfølgelig grundet min manglende tålmodighed; der stod 7 sek – jeg mente 3 var rigeligt), indtil jeg fandt ud af, at damen fortalte kort og præcist hvornår ørebøfferne var i parringsmode (he he) og hvornår de var hhv. on/off. SMART. – Den dame er min bedste ven. I øvrigt kan man dels zappe videre i playlisten, skrue op og ned, og svare på telefonopkald bare ved et klik på ørebøffen, ergo man behøver slet ikke engang fumle med telefonen på løbeturen og investere i særlige touch screen handsker. (Telefonen fik jeg i øvrigt lige plantet trygt og varmt i flipbelt – det gule jeg har på, Flipbelt distribueres af Miiego i DK og kan købes i adskillige butikker og onlineshops. Mere om det i et senere indlæg)

Lige nu har jeg faktisk kun et lille problem med høretelefonerne. De varmer mine ører så dejligt, så jeg har lyst til at have dem på altid, når jeg går ud af døren. Lidt a la de gamle 80-er ørevarmere bare i en yderst trendy udgave.

Min anbefaling herfra er helt klar – går du og mangler en julegave til en musikglad løber eller måske endda en musikglad løber som altid fryser om ørerne, så vil jeg på det varmeste anbefale Miiegos trådløse høretelefoner. De kan købes på Miiegos egen webshop www.miiego.com eller i sportsmaster- og løbebutikker landet over. – Gad vide hvad min kæreste får i julegave i år

”Jeg fik høretelefonerne (AL3 Freedom woman) gratis til test, men ovenstående er fuldt ud min egen mening og er på ingen måde påvirket af firmaet. ”

The post Musik på løbeturen or not? (Sponsoreret annonce) first appeared on The greatness of running.