I går var jeg endnu engang draget afsted til en omgang styrketræning hos fys, og tro det eller lad være, jeg er dælme begyndt at kunne lide disciplinen ”tilføj nogle vægte, maskiner og gentagelser, og få ondt steder du ikke anede man kunne få ondt”. Jeg er begyndt at elske at bruge min krop på en anden måde end blot løbets monotone bevægelse, og har det næsten som om, at jeg får lov til at lege en time i gymnastiksalen, når jeg træder ind over dørtrinet.  Den havde jeg så absolut ikke set komme.

Da jeg var færdig med min træning og ved at pakke sammen, faldt snakken på hvornår jeg gerne ville løbe marathon igen. Jeg har endnu ikke løbet et eneste marathon i år, mest af alt fordi jeg er lidt bange for at presse for hårdt på, og sætte mig selv uger tilbage i genoptræningen. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at et startnummer på kroppen og en asfaltvej foran snudeskaftet, får min dyriske underbevidsthed til at overtage fornuftens plads, og chancen for no-brain løb er præcis så stor som chancen for at Trumps hentehår sidder som det plejer.

Fys fortalte, mens vi var omkring mine fremtidsudsigter som marathonløber, at han også selv havde et marathon i tankerne. Fys er ”gammel” triatlet men familieliv og fuldtidsarbejde levnede ikke helt plads til den enorme træningsmængde der går forud for en ironman. Han var derfor begyndt at lege med tanken om et marathon. ”Hyggeligt” udbrød jeg kækt, ”hvad skal du løbe?” Og her kom så svaret der fik mine små grå til at galopere rundt i knoppen som blinde høner. Planen var, for ham, at løbe et marathon enten næste forår – eller næste efterår, altså som i 2020.  

Jeg lignede et spørgsmålstegn og stirrede undrende, mens fys forsøgte at forklare, at han havde brug for et års forberedelse for ikke at gå i stykker. Han ville træne fornuftigt og bygge sig selv op til 100% all in på blodsmag, og jagten på det sublime maraton når dagen oprinder. At løbe marathon er for ham alt eller intet. Ingen ”blød hat” som jeg indimellem praktiserer, fordi jeg dybeste set bare elsker at løbe, og egentlig ikke ser min træning som træning frem mod årets eneste peak performance marathon. For mig er træning leg, frihed og pure løbeglæde – og træning kan sagtens være et marathon.

Det er fascinerende når man møder et menneske der har et diametralt modsat perspektiv end én selv. Jeg forstår det ikke helt, og alligevel finder jeg det dybt fascinerede. Tænk at træne et år+ for at løbe det ene løb hvor alt sættes på kant. Knald eller fald. Et års+ benhård træning for at forhåbentlig ramme DAGEN hvor alt spiller på klaveret. Mit hoved kan ikke helt rumme tanken. Hvad nu hvis det kikser, hvad nu hvis netop den dag, er dagen hvor benene er tunge som blyklodser og hovedet er en mental omgang øllebrød. Et års+ træning og ingen forløsning. Det er en vild risiko syntes jeg – Nøj hvor skal man dog være dedikeret, og ikke mindst spille højt spil og tro på egne evner.

Jeg kan ikke, ligegyldigt hvor meget jeg end prøver, forestille mig at træne på den måde. For mig er løb så indgroet en vane, at jeg løber uden jeg overhovedet tænker over det, og marathons vælges efter hvad der lige passer ind i kalenderen om 3-4 uger. Jeg er altid i træning til at kunne løbe et marathon, og for mig er det hele lidt en leg. Det er med vilje, jeg hader nemlig at pine mig selv for meget. Jeg er ikke typen der kan presse mig selv så langt ud, at jeg kaster op efter et løb. Jeg har aldrig haft krampe, og jeg bliver ALTID på den side hvor jeg ret hurtigt efter et løb er frisk igen. Jeg tror faktisk ikke jeg helt ved, hvordan man presser sig selv derud hvor alting sortner, og kontrollen over kroppen forsvinder. Jeg er simpelt hen ikke modig nok. Jeg tør ikke. Jeg bliver inde i tryghedens cirkel, og kigger forundret ud på dem, der formår at brænde ALT af i jagten på vilde præstationer.

I går da jeg løb hjem fra fys ønskede jeg dybt, at jeg var mere modig. At jeg bare én gang kunne smide kontrollen og bevæge mig ud i et vildt intenst unknown-land, bare for at se hvad der venter derude. Derude hvor ens grænser ligger flået i småstykker, mens en ny udgave af én selv åbenbarer sig. Derude hvor man kaster alle sine skillinger på det sorte felt på rouletten og håber det bedste. Bare lige for at prøve det. Bare lige for at mærke det rush der må komme, efter man har brændt alle ressourcer og tæret al kroppens energi. Som hende eliteløberen der kravlede i mål til årets London marathon. Tænk at kunne presse sig selv så langt ud.

Jeg har så overdrevent meget respekt for mennesker der er modige. For mennesker der tør dedikere sig 100% for at nå et mål. Jeg gad godt være sådan et menneske, tænker jeg og stirrer ud af vinduet mens jeg spiser chokolade. Det ligger langt fra min væremåde og min personlighed, og jeg har ingen anelse om hvordan man gør. Hvordan bliver man mere modig?

Hvilken type løber er du? – Er du den modige superhelt eller den tryghedshungrende a la mig-løber?

The post Det handler om mod first appeared on The greatness of running.

Da jeg for en række år siden overvejede om klub100 marathon var et reelt mål, tegnede jeg en udvidelse til min tatovering, så cirklen blev en integreret del af 100 marathon teksten. (Det der billedet øverst) På den måde kunne jeg altid kigge ned på håndleddet og blive mindet om den store præstation jeg havde opnået. (Jeg syntes altså stadig der er en fuldstændig blændende præstation at løbe 100 marathons, til trods for det i løber-miljøet efterhånden er blevet til noget man bare gør. Shame on you, alle løbere der tænker sådan!)

Da jeg sidste år nåede målet blev jeg alligevel i tvivl. Det føltes ikke helt som det rigtige at gøre, min gamle slidte tegning appellerede bare ikke helt til det jeg, der sad og kiggede på klub100 medaljen. Jeg var mega stolt af at nå målet, men det var ikke det jeg ønskede at minde mig selv om hver eneste dag. Som løber sætter man sig nye mål år efter år, og inderst inde syntes jeg at alle mål – tider, distancer eller blot at komme i gang/over skade er sindssyge flotte mål. Jeg havde brug for at mærke efter og finde frem til den helt rigtige tatovering for mig.

I en lang periode var jeg på nippet til at lægge mig fast på logoet fra min elskede blog – pigeløberen. Jeg elsker at skrive, og allermest elsker jeg når I kære søde læsere kommenterer, og giver jeres besyv med. Jeg elsker tanken om at jeg, gennem min formidling kan være med til at motivere andre, og hjælpe med at vise hvorfor pokker det dog er så fantastisk at være løber. Det var min kære søster der fik den ide, altså at få tatoveret løbepigen. Og det var slet ikke dumt.

Der manglede bare et eller andet mere – min søsters ide var kanon, men der manglede ligesom prikken over i. Så jeg gik i tænkeboks med udgangspunkt i, at finde frem til det helt rette ord der, for mig beskriver løb og det at være en løber. Og utroligt nok, så kom det ret hurtigt til mig. Som et lyn fra en dansk sommer tordensky slog det mig, en aften jeg lå med snuden i min nyeste løbebog. Det helt rigtige ord dalede ned fra himlen som det smukke Dannebrog.

COURAGE

Og nu tænker du måske, øhhh hvad? – Courage????. Og fair nok, det kræver vist lige en forklaring.

Jeg har et løb der betyder noget ganske særligt for mig. Det var tilbage i 2013, Paris Marathon, hvor jeg løb uden at have nogen som helst ide om, hvad jeg egentlig ville mht. tid. Jeg elsker Paris, og havde dengang bare en usvigelig lyst til at prøve at løbe fordi alle de seværdigheder, jeg af én eller anden grund, vender tilbage til og stadig syntes er fuldstændig overvældende.

Paris Marathon var fantastisk, også selvom jeg havde en kaotisk start og røg langt ned i feltet, hvilket betød jeg måtte overhale konstant indtil jeg nåede de 30 km. På et tidspunkt, jeg husker det som om det var på strækning ud forbi Eiffeltårnet, råbte en tilskuer – en kvinde, med en skinger stemmer der som en skærebrænder nåede mine øregange.

”QUELLE COURAGE”

Jeg smilede stort til damen, for hun havde jo ret – det var præcist sådan jeg følte mig, som den modigste kriger på slagmarken, en kriger der udfordrende så drager og marathon-mure direkte i øjnene. Jeg fløj mod mål med damens ord som et mantra i min trætte hjerne – Quelle Courage – Quelle Courage – og endte i en tid jeg aldrig havde turde drømme om. Det var en ekstatisk Heidi der krydsede mållinjen, en sejrherre der løftede sværdet op i luften og brølede som en anden barbar.

Det er hendes ord der i dag helt præcist beskriver min opfattelse af en løbers vigtigste egenskab. MOD

Som løber udfordrer man konstant sig selv, og det kræver eddermame et stort mod, at forsøge at når de mål man sætter sig. At sige højt man har sat sig et mål kræver mod. Det kræver mod at stille op til ens første ½ marathon. Mod til at starte med at løbe og lægge sit liv om. Mod til at begive sig ud i noget, man på ingen måde er sikker på man kan klare.  Mod til at træne dag ud og dag ind, velvidende at man måske fejler fælt den dag man står ved startlinjen. Mod til at rejse sig igen efter et dårligt resultat. Mod til at lave det hårde træningspas man tvivler på man kan klare.

At være løber er at være modig.

Så nu har jeg altså bestemt mig for at min tatovering skal bestå af mit logo og det simple ord COURAGE. Jeg lover at poste et billede når den er virkelig; jeg skal bare lige finde ud af, hvordan de to ting kan sætte sammen og ikke mindst, hvor den skal placeres

The post Løbetatoveringen first appeared on The greatness of running.