’Fyn er fin’ sang Lasse og Mathilde tilbage i 80’erne som en hyldest til øen klemt inde mellem Jylland og Sjælland. En, hvis du spørger mig, absolut velfortjent hyldest – og det skriver jeg ikke kun fordi jeg sidder og nyder min finisher øl leveret fra Svenborgsund bryghus (jeg skriver dette torsdag aften ). Nææ-nej, det skriver jeg fordi jeg i søndags boltrede mig i den smukkeste natur jeg længe har bevæget mine løbesko gennem. I søndags løb jeg med på første etape af Øhavsti etape marathon.

Jeg skal ærlig indrømme at tanken om at stå op på den forkerte side af kl. 05:00 en højhellig søndag morgen, fik mig til at overveje adskillige gange om det nu vitterlig også var en god ide jeg havde fået, da jeg tilmeldte mig løbet tidligere på året. Tanken om at stå op før en vis herre fik sko på, og fragte mig selv til det sydfynske for at løbe marathon kl. 10 søndag formiddag var ikke just flatterende, da jeg dagen før luntede rundt på stranden i Blokhus. Men jeg trængte til luftforandring og nye græsgange, og lod mig til sidst overtale af min nysgerrighed. Jeg havde hørt meget godt om løbet, og den udsendte samkørsels-plan fik det hele til at ose af et velarrangeret løb med styr på ALLE detaljer. Samkørsels-planen var en plan der med logistisk snilde samlede alle deltagerne i biler fra landets forskellige hjørner med final destination ved løbet målgang. Planen sørgede endvidere for, at alle deltagerne blev fragtet videre i biler fra målområdet til startområdet. Løbet var et A til B løb, og her var logistik en ingeniør værdig, intet var overladt til tilfældighederne, og som forventet flaskede alt sig fuldstændig upåklageligt.

Løbets start gik fra det lille fiskerleje i Lundeborg nordøst for Svendborg. Vinden piskede koldt ind fra nord og fik alle løbere til at stå med den fineste gåsehud inden start. Er der noget mere frækt end løbere i små tights med gåsehud? Næppe.   (hvis du ikke aner hvad jeg taler om, kan jeg oplyse at gåsehud er det samme som myrepatter :D)

Vi løb afsted langs den lille strand, med vinden i fjæset og den fineste udsigt til Storebæltsbroen i det fjerne. Efter 1 kilometer fik vi lov til at vende snuden ind mod land og bevægede os med højdekurven op i terrænet med retning mod Hesselagergård, en herregård beliggende på en lille ø i en lille sø – ha ha, hvis mine evner som løber, ikke rækker påtænker jeg at gå i rimsmedens sko. :P. Og nu vil jeg afsløre min største fejltagelse længe. Er du klar? Jeg troede grangiveligt at Sydhavsstien ville være flad som en pandekage. Helt seriøst. Jeg havde i mit lille hoved forestillet mig, at Sydhavsstien var en flad rute der gik langs kysten i Sydhavet, svarende til at løbe på stranden mellem Rødhus og Løkken. NØJ hvor tog jeg dog så grueligt fejl – mere end 500 højdemeter fejl :P.

Øhavssti Etape Marathon er ikke som sådan et løb man tonser igennem for bedste tid. Tværtimod, inden start havde løbsarrangør Lars Tuxen afsløret med et grin, at løberekorden var på 5+ timer, og negativ rekord var på 4+ timer, med andre ord at vi skulle nyde ruten og løbet, nyde de kolde øl i depotet halvvejs og dyrke det sociale undervejs. Det betød også, at størstedelen af løbsdeltagerne fandt sammen i små grupper og løb/gik/tog billeder og pludrede de 42,2 kilometer. En ting der i øvrigt viste sig at give rigtig god mening, idet ruten godt nok er opmærket med piktogrammer undervejs, men ikke altid så intuitivt, at det er helt let at finde vej. Og selvom vi havde GPX fil – og papirkort af ruten, formåede vi alligevel at løbe forkert undervejs (-men hey, hvem vil ikke gerne have bonus-kilometer på så smuk en rute. Og som min medløber Karsten så smukt udtrykte det – vi skulle jo bare lige have en John Dillermand afstikker på vores rutekort ;P)

Det var i øvrigt ved rutens 2 store seværdighed – Broholm Gods, vi løb vores lille udvidelse af ruten. Godset fra 1326 er en af Danmarks ældste herregårde, og man kan faktisk overnatte på godset, hvis man skulle få den ide at feriere i det sydfynske, og måske løbe en etape af Sydhavsstien

Det meste af ruten var den dag skov-, mark- og lækre trailstier. Og den smule asfalt vi fik under skoene, var flere steder prydet med små idylliske stråtækte bondehuse og pittoreske udsigter over åbent land med havet i baggrunden. Det var så ufatteligt smukt at jeg flere gange tog mig selv i måbende at udbryde ’Årrrrhhhh’ eller ’neeeeej hvor fint’. Noget der yderst sjældent sker, når jeg løber officielle marathonløb. Vi løb forbi den gamle Vejstrup Vandmølle, og løb gennem den smukkeste ådal i fuld fart udelukkende fordi stierne der banede sig gennem den forårsspæde skov, var så uimodståelige lækre. På et tidspunkt på vej gennem ådalen løb jeg forrest i vores lille gruppe, og nåede op til et par og en ældre dame. Den ældre dame syntes ikke det var voldsomt sjovt, at der kom en flok løbere tonsende den smalle sti – og for at gøre det lidt mere bekvemt for hende, trak jeg op på skrænten og kantede mig forbi. Problemet var bare, at skrænten var stejl – og under mig var den lille smalle sti, og en skrænt videre ned mod vandløbet. Jeg var rådvild og udbrød ”hov – hvordan kommer jeg nu lige videre”, hvorefter herren tilbød mig hans hånd og på bedste gentleman-manér fik mig trygt ned på stien med den anden hånd om min albue, så jeg ikke faldt. Så uendelig fin en gestus – og sikke en fantastisk imødekommenhed. Altså de fynboer er da simpel hen bare så venlige

Vi ramte halvvejsdepotet ved 22 km. og ganske rigtigt som lovet, stod der køletasker med iskolde lokale øl. Jeg drikker ikke meget, og da slet ikke når jeg løber. Men det var simpelt hen for fristende, og den halve øl jeg delte med rejsemakker nr. 1 Vagn Kirkelund smagte af fynsk forår og 1000 balloner der stiger til himlen. Hold fast det var en god øl. – og til orientering kan jeg afsløre, at det på ingen måde var et problem at løbe videre med øl i maven. Note til mig selv, øl er godt

Foran os lå nu en tur på asfalt med både Thurø og Langeland som smukke kunstværker bag det blå øhav. Vi cruisede langsomt men sikkert ned mod Svendborg by, og skulle selvfølgelig lige have endnu et trailspor med hårde stigninger og udfordrende nedløb, inden vi løb gennem den nyudsprungne skov der pralede med en skovbund fyldt med gule og hvide anemoner flankeret af lilla lærkesporer (tror jeg – jeg er ikke nogen særlig dygtig botaniker :D)

Vi ramte Svendborg og fik lov til at løb hele vejen langs både promenaden, rundt om havnen og videre ud til Danmarks første søjlebro, den smukke Svendborgsundbro. Jeg har ikke været i Svendborg før, og jeg må bare sige – sikke dog en lille perle. Det er da så absolut en oplagt sommerferiedestination hvis udenlandsrejser ikke er en mulighed, eller hvis man bare higer efter et stk. dansk perle belagt med øhav, masser af lækker natur, historiske steder og lokal øl der smager som englene synger.   

Etapens slutning ventede forude, et stistykke langs marker markerede afslutningen af en fuldstændig forrygende løbetur og fordi jeg var høj på løbeendorfiner, spurtede jeg kækt det sidste stykke asfaltvej hen mod minestrimlen der markerede slutdepotet – og selvfølgelig iskolde finisher-øl. Jeg var kisteglad. Sikke en fuldstændig forrygende løbeoplevelse i selskab med de dejligste mennesker, og et forårsvejr der både bød på sol og varme – og iskold nordenvind. En bedre søndag skal man lede længe efter, og selvom den stod på en længere køretur tilbage til det nordjyske

Øhavsti etape marathon afholdes af Lars Svaneberg Tuxen. Etapeløbet består af 5 løb (5 forskellige etaper) hen over sommeren, og for den nette sum af 50 kr. pr. løb får man en løbeoplevelse uden mage. Jeg kan i den grad anbefale at man tager turen til det sydfynske og løbe med på én eller flere af etaperne. Du kan læse mere om løbet her: https://tuxenrunning.dk/

Det hedder sig at det er et GPX løb, men hvis du som jeg ejer et løbeur fra oldtiden, så er der med garanti folk du kan løbe sammen med. Løbet er mere et socialløb end et egentlig race. Og der er i den grad plads til alle. Og er du ikke helt overbevist endnu, så husk – der er iskolde øl fra de lokale bryggerier Svendborgsund Bryghus og Ø-bryg

The post Øhavsti etape marathon – Etape 1 first appeared on The greatness of running.