Tilbage i Islamabad efter løbet blev vi indkvarteret på vores fantastiske hotel Serena og lod os lulle ind i luksuslivet på et hotel, hvor mængden af valgmuligheder på kagebordet overgik selv min vildeste fantasi. Er der noget de er rå-seje til i Pakistan, så er det kager. Jeg spiste rundt regnet 7 kager hver eneste dag på hotellet. 😀 Foran os ventede den helt store Gallaaften, og et par dage med interviews til diverse medier.

Dagen for den store gallamiddag tog vi ind til Islamabad midtby for at shoppe lidt lokale varer. Det var primært tøj, de klassiske pakistanske klæder der var i højsædet samt souvenirers til familierne derhjemme i form af smykker, nødder og trævarer. Jeg selv gik all in på de fine kjoler, som enhver pakistansk kvinde med respekt for sig selv, bærer til hver en lejlighed.

Islamabad er en forholdsvis ny by, planlagt og ”bygget” tilbage i 60’erne. Byen er grøn og frodig, og da midtbyen ikke gjorde det store væsen af sig, var det en kæmpe overraskelse at se en cafe udformet som var den taget ud af en Harry Potter film. Der, midt i det hele, lå simpelt hen cafe The Boiling Cauldron for wizzards, hvor mugglers dog også var velkommen. 😀 Hvem havde lige set den komme?

Om aftenen til den store gallamiddag bar jeg med stolthed min nye pakistanske kjole. Kjolen var en gave fra Zakia, og den fik mig til at føle mig fuld af selvtillid og stolthed. Jeg var klædt i pakistanske klæder da jeg gik på scenen og modtog mig guldmedalje og mit smukke trofæ, og i det lå en anerkendelse af det smukke land jeg var faldet fuldstændig på halen over.

Efter præmieoverrækkelsen blev løbere med helt absurde meritter med sig i bagagen hædret. Vores egen danske Vagn Kirkelund blev hædret for at have løbet godt 700 marathons i over 100 forskellige lande, og stjernen over dem alle Beth Sanders fra San Diego i Californien fik stående ovationer fra hele salen, da hun blev hædret for 10 strålende år som handi-atlet.

Beth var triatlet tilbage i 2002,  da en cykelulykke på en træningstur kostede hende det liv, hun hidtil havde levet. Beth vågnede op lam fra livet og ned, dømt til at sidde i kørestol resten af livet og sige farvel til den sport hun elskede så højt. 3 måneder på hospitalet og hjemme til et liv som handicappet fik en lettere depression til at indfinde sig. Det var forventeligt og forståeligt. En af hendes gode venner udfordrede Beth til at deltager som svømmer på hans stafethold til et velgørenheds-tri. Hun takkede ja, blev smidt i poolen og lærte sig selv at svømme ved kun at bruge armene. Til velgørenheds-arrangementet svømmede hun, efter hendes eget udsagn, ufatteligt langsomt. Hun fik følgeskab af en kvinde der manglede både arme og ben, men som alligevel svømmede det bedste hun kunne. Og mens Beth gav stafetten videre, blev kvinden løftet op på en speciallavet cykel hvorefter hun fortsatte ud på ruten. Det blev vendepunktet for Beth. Hvis kvinden uden armen og ben kunne, så kunne Beth også.

I dag går Beth, om end besværet men dog oprejst, med stok. Hun rejser rundt i hele verden og deltager i marathons siddende i hendes håndcykel. Beth har gennemført marathons både på syd – og nordpolen (i -45 graders frost). Hun har deltaget i adskillige tri-konkurrencer og hun er multi rekordholder som handi-atlet.

Efter at have mødt Beth, det sødeste venligste menneske, vil jeg aldrig mere tænke, at der er noget jeg ikke kan, hvis jeg ikke har givet det et seriøst forsøg. Beth er i dag min største løbehelt, og jeg håber i nærmeste fremtid at kunne rejse over og interviewe den mest fantastiske kvinde i verden. Indtil da må jeg nøjes med at læse hendes bog, som jeg fundet på amazone.uk – Hurraaa for løbebøger

Aftenen gik på hæld og vi løbere minglede med de lokale løbere der var fløjet ind til Islamabad til anledningen. Det var en helt fantastisk aften, helt uden alkohol, da det ikke er noget man drikker i Pakistan. Tjenerne havde hvide handsker, og vandflaskerne var pakket ind med hvide fine halskraver. De helt store spidser var mødt op, og aftenen viste os hvor vigtigt et arrangement løbet havde været, og hvor stolte de var, over at alt flaskede sig perfekt. Vi følte os alle som konger og dronninger.

Tilbage var der kun vores pligt til at stå til rådighed for medierne og stille op til diverse interviews. Det var en del af pakken, primært fordi hele turen var sponsoreret af hovedsponsorerne hotelkæden Serena Hotel og Pakistansk air force, og som en lille tak for turen stod vi selvfølgelig klar til at fortælle om vores syn på Pakistan, løbet i højderne og ikke mindst vores mening om pakistansk madkultur.

Jeg røg afsted ud i et tv-studie sammen med Nick fra Sydafrika og Jing fra Shanghai tidlig morgen dagen efter vores gallamiddag.. Vi havde, tror jeg, trukket et af de bedre lod og skulle stille op i Pakistansk morgen-tv ”Pakistan Rising”, hvor vi sad i sofaen og blev interviewet af Pakistans svar på Jess Dorph. Inden vi gik på, var vi alle tre blevet sendt en tur i makeup-rummet, hvor en garvet Pakistansk dame sørgede for rigeligt med pudder og fundation. Vi sad der foran makeup-spejle med lys hele vejen rundt – i bedst Hollywood stil og blev plastret ind i produkter, så støvskyer stod om hovedet på os. Voldsom sjov oplevelse, og jeg kan godt afsløre af mine forholdsvis små øjenbryn fik en højrøstet kritisk kommentar af makeup-mor, inden de blev malet op som store skovsnegle. 😀

Inde i studiet ventede vi pænt på, at det blev vores tur. Og før vi vidste af det, sad vi i sofaen foran rullende cameras. Vi anede ikke på forhånd hvad vi ville blive spurgt om, og havde på ingen måde kunnet forberede os. Jeg blev erklæret professionel løber og skulle svare på løberelateret spørgsmål, som hvad man skulle gøre for at komme i gang med at løbe som pakistaner, og om det var nødvendigt med en streng diæt (der var den med kosten igen). Jing, der udover at være kineser også er umådelig smuk, fik lov til at fortælle om hvorvidt hun syntes pakistanerne var gode til at lave kinesisk mad (mad igen igen) – og Nick fik slutteligt, blandt andet, lov til at berette lidt om cricket, som er nationalsporten i både Pakistan og Sydafrika. Med i sofaen var også én af hærfolkene fra Air force, han fortalte om initiativet og fremtidige planer for flere løb i Pakistan.

Det var en super sjov oplevelse og noget jeg virkelig er glad for, at jeg tog mod til, selvom jeg gerne ville have fremtrådt lidt mere professionel og velartikuleret. Mit gebrokne danglish imponerede vist ikke pakistanske Jess Dorph voldsomt meget, i hvert fald var det smukke Jing der løb med al opmærksomheden efter cameraerne var slukket. 😀

Eftermiddagen efter mine 15 minuts of fame, blev brugt på sightseeing rundt i Islamabad, og langsomt var det ved at gå op for os, at eventyret lakkede mod enden. Det var tid til at tage afsked med en flok helt fantastiske mennesker. En flok som på ingen tid var blevet en stor sammensmeltet gruppe venner på tværs af lande, kulturer og trosretninger.

Vi startede ud som 40 internale løbere fra 17 forskellige lande, og på ganske kort tid byggede vi et helt unikt venskab på et fundament af løbesko. Den fælles passion for løb og oplevelser forenede os, og det kammeratskab vi opbyggede indbyrdes, er noget at det mest livsbekræftende jeg længe har oplevet.

Det er det løb kan. Løb nedbryder alle sociale og kulturmæssige barrierer, og åbner verden op for et unikt fællesskab hvor alle er lige. Det var fuldstændigt ligegyldigt hvordan vi placerede i løbet, og hvilke meritter vi havde med os i bagagen, alle var ligeværdige og lige vigtige i den mission vi var på.. Hvor var det fantastisk set af Z-adventures der var primus motor bag turen. Ziyad der står bag z-adventures, havde set helt rigtigt, da han håndplukkede løbere til turen. Bedre ambassadører for Pakistan og for løb skal man godt nok lede længe efter, og jeg er pavestolt over at have været en del af flokken. 

Jeg har lært en væsentlig ting som jeg vil tage med mig fra turen. Det er helt simpelt – Vær bedre til at sige ja.. Der er masser af eventyr derude, og måske bliver verden et lidt bedre sted når vi åbner vores nysgerrighed fuldt ud. At rejse ud og møde verden med åbent sind ændrer i den grad ved de fordomme, man lidt for let kommer til at gøre til sine egne, når man kun har mediernes oftest negative syn på verden. Tænk at jeg var bekymret inden afrejse. Bekymret for sikkerheden og for at møde mine fordomme ansigt til ansigt. Og så viste det sig, at derude i virkeligheden var der intet at frygte. Derude ventede en fantastisk imødekommende befolkning, og det smukkeste smukkeste land

Jeg har i øvrigt et nyt eventyr på tegnebrættet i januar 2020 😀 😀 😀 – Det er igen sammen med Z-adventures (og hvis du har googlet det, kan du måske regne ud hvilket eventyr jeg skal med på 🙂 )

The post Pakistan – Part 3, Minder for livet first appeared on The greatness of running.

Klokke 4:15 om morgenen kimede alarmen på telefonen. Mit tøj var lagt frem, gels gjort klar og taske med ekstra varmt tøj var pakket. Jeg tog mit løbetøj på, og nød for første gang den monotone og meget klangfulde stemme der kaldte til morgenbøn præcis kl. 04:40. Jeg lyttede til ordene der blev kaldt ud og fandt ro. I min nysgerrighed og respekt for det land jeg befandt mig i, lod jeg stemmen være noget rart, og kaldet noget fuldstændig meningsfuldt. 

Til morgenmaden, bænket ved de to rækker af borde, kom de første små sommerfugle i maven. Jeg er en garvet marathon-løber, men udfordringen jeg stod foran var ikke noget jeg på nogen måde kunne trække på tidligere erfaringer for at finde styrke til. Dette var første gang nogensinde jeg skulle prøve kræfter med at løbe i højderne, i 4700 meter med en iltmætning på kun 50%. 

Jeg øjnede de gode gamle cornflakes på morgenmadsbordet, og fyldte en skål med både flakes, mælk og sukker. Zakira havde fortalt, at man i Pakistan også drak komælk, men hun havde lige glemt at fortælle, at man til cornflakes udover masser af sukker får varm mælk. 😀 😀 Det var lidt af en overraskelse, om end en overraskelse jeg tog som en udfordring – Jeg har efterfølgende tænkt over, at det da i grunden var lidt vovet at drikke varm mælk inden et løb. At risikere maveproblemer på et bjerg var ikke lige drømme-scenariet.  

De sidste forberedelser blev klaret og vi satte os i busserne der fragtede os op til starten ved den kinesiske grænse. Det tog godt to timer at køre derop, små 80 km og knap 1700 højdemeter op til start. Vejen snørklede sig rundt om bjerge og vandløb, og vi kravlede langsom op til det ukendte. De sidste 3 dage inden løbet havde vi alle spiste piller mod grøn stær. JEP – du læste rigtigt. Pillerne er, foruden at være afhjælpende mod grøn stær, også kendt for at afhjælpe højdesyge, primært ved at dræne vand væk fra kroppen, og dermed give mere plads til et forhøjet tryk. Et kendt symptom på højdesyge er en ubegribelig hovedpine. Ved at spise pillerne kunne vi forhåbentlig undgå den værste hovedpine. Det var dog ingen garanti.

Vi blev læsset af busserne godt 1 km. fra start og skulle gå det sidste stykke. Halvvejs var der lavet et lille område med transportable toiletter – både det primitive squat-olet (altså hullet i jorden man squatter over) og et stk næsten ok almindelig toilet. Vejret var godt, solskin og ikke synderligt meget vind – og temperaturen sneg sig under frysepunktet, men heldigvis ikke ned på de -14 grader, som diverse metrologiske sites havde spået dagen før. Et kort toiletbesøg og de sidste forberedelser – og vi var klar til at stå foran startportalen. Jeg ville, inden vi gik de sidste 500 meter, lige en ekstra gang på toilettet, og løb over til området. En hovedpine ramte mig med det samme som en mur. Det var angstfremkaldende og varslede et hårdt løb. Jeg fik hovedpine blot af at løbe ca. 100 meter over til toilettet. Ikke godt.

En helikopter landede og afleverede to prominente herrer som skulle skyde løbet i gang. Foruden os 40 stk. internationale løbere var der godt 250 pakistanske løbere primært fra forsvaret, men også lokale løbere fra området. Løbet var det første af sin slags, og en stor ting for hele regionen. Alt var blevet planlagt ned til mindste detalje, og som et ekstra krydderi var Guinness Rekordbog-folkene blevet taget i ed om, at dette løb ville været et vaskeægte rekordforsøg.

Starten gik. Jeg lod mig flyde med og fandt mig selv løbe afsted uden at tænke på hverken højdesyge eller begrænsninger. De første 16 km. var et heftigt nedløb i snirklede hårnålesving hvor solen varmede når vinden var i ryggen, indtil et hårnålesving ændrede løbsretningen, og fik vinden til at føles iskold imod ansigt og krop. Jeg havde som sådan ikke problemer med at løbe, men tempo var meget langsomt og kontrolleret. En ting er at tage op i 4700 m uden akklimatisering, noget andet er at tage op i 4700 m uden akklimatisering og løbe som en tosse. Pulsen tordnede afsted, og kroppen forsøgte gævt at trække alt den ilt ud af omgivelserne som var til rådighed. Efter ca. 5 km. begyndte mine fingre at snurre. Det kriblede i spidserne, og jeg erindrede at jeg i en bog om en ultraløber havde læst, at hvis fingrene begynder at hæve op, så var det virkelig om at komme ned i en fart.

Jeg tjekkede mine fingre flere gange, men så heldigvis ingen hævelse. Og tanken om, at jeg løb nedad – hvilket jo præcis er kuren mod højdesyge, fik mig til at slappe af og finde et flow i mit løb. Flere lokale løbere spurgte hvor jeg var fra, når jeg enten løb op til dem, eller de løb op til mig. De var super søde og utrolig supporterende.

På et tidspunkt kom en lokal pige tonsende forbi mig. Jeg koblede mig på hendes slipstrøm, og straks var én af hendes mandlige medløbere henne ved mig, for at høre hvem jeg var, og om jeg måske var eliteløber. Jeg svarede pænt, at jeg skam blot var en glad motionist der elskede at løbe. De to fulgtes ad, og jeg skiftevis overhalede og blev overhalet de næste par kilometer. En bil kom op på siden af den mandlige løber, og kort efter løb han ved siden af mig og tilbød mig noget energi han havde fået fra bilen. Jeg takkede ja, primært for at gøre ham glad, og fik i hånden et styk tyggegummi a la hubba bubba style med en panda på.

Han smilede, jeg smilede, og da han løb frem til pigen puttede jeg mit tyggegummi ned i jakkelommen. Det var ikke lige den form for energi jeg var vant til.

Pigen fik krampe i lårbasserne og stoppede – og jeg cruisede forbi. Det var det sidste jeg så til hende og den mandlige løber. Hun var på ½ marathon distancen og har sikkert været enormt lettet over, at jeg skulle videre ud på marathon. Mine egne lårbasser begyndte også at brokke sig, men det var altså ikke noget jeg kunne tage mig af. Jeg lod mine øjne hvile ved det storslåede scenarie der udfoldede sig omkring mig. Bjergtoppe med sne, vand der rislede ned gennem kløfter, massive bombastiske bjergformationer. Jeg fik tårer i øjnene, det var så uendelig smukt, og jeg løb her lige midt i det hele.

På hele strækningen var der depot for hver 5. kilometer, og udover vand og dadler var der iltflasker hvis nu højdesyge eller blot besværet vejrtrækning skulle opstå. Jeg havde heldigvis ikke brug for ilt, jeg klarede mig med vand og sikrede at jeg stod stille og drak rigeligt hver gang jeg kunne komme til det.

Jeg ramte det sidste hårnålesving og løb nu på en strækning der bølgede mellem stigninger og nedløb. På ruten var der masser af kamerafolk i biler og på knallerter. Alt blev foreviget og man var sjældent helt alene på ruten. Indimellem måtte man sågar springe til siden, når biler kom susende forbi. Det kunne godt være at de havde lukket hele vejen af for offentlig kørsel, men transporten af prominente gæster, journalister og  crew fra startområdet gav en hel del trafikale bølger som var det en almindelig hverdag på silkevejen. 😀

Halvmarathon målportalen nærmede sig forude. Jeg havde fundet et fint flow og følte mig på mere sikker grund. Dagen før havde vi fået fakta omkring løbet, og noget af det jeg hæftede mig ved var, at der i mål ville være ca. 75% iltmætning. Dvs. der ville på hele turen være underskud af ilt i forhold til vanlig standard for os sea-level beboere. Sjovt nok føltes det som om kroppen fik mere overskud, og mens lårbasserne krøllede mere og mere sammen, fandt jeg vejrtrækningen lettere og lettere. Jeg lagde kursen støt ud mod næste portal – 42,2 målportalen.

Foran mig løb en dansker. Mikkel fra Århus lå som første internale løbere ude i horisonten. Jeg besluttede mig for at holde øje på ham, og se om jeg kunne hale linen ind. Ved 27 km. fangede jeg ham. Han var færdig. Mikkel havde været syg op til løbet, og var på ingen måde på toppen. De 27 km. var alt han havde i sig, resten blev en sejtrækker. Jeg overhalede og fandt lidt styrke i tanken om, at ligge foran alle internale løbere.

Ved godt 34 kilometer kom et camerahold op til mig. To fyre på en knallert. Jeg havde indtil da gået et par gange, primært for at drikke rigeligt med vand – vi fik vandflasker udleveret i depoterne og jeg havde én i hånden under hele turen, men også for at spare benene når det gik let opad. Jeg var virkelig træt og havde vanvittig ondt i lårmusklerne. Camera-knallerten blev hængende omkring mig som en insisterende myg de næste to km. Det var lidt tarveligt, jeg var jo nødt til at løbe et godt flow eftersom det blev foreviget på film. 😀 Det var det tidspunkt jeg besluttede mig for, at lårbasserne måtte skrige alt det de ville. Jeg ville give hvad jeg havde, om jeg så skulle vralte som en moskusand de næste mange dag. (Og sådan blev det 😀 😀 😀 :D)

Udover depoterne var der også på hele strækningen placeret vagter med rifler. Det var en sikkerhedsforanstaltning der nok var lige i overkanten og en kende unødvendig. De gæve gutter kedede sig da også efter alle kunstens regler. Jeg gjorde det til en dyd at spotte vagterne og sende dem det største smil og et højt HELLO, hver gang jeg løb forbi. Hver og én smilede tilbage og råbte good job, strong, eller blot hello. Det er de små ting der virker mentalt, når man løber et hårdt løb. 😀

Ruten snørklede sig ind og ud mellem bjergene og vandløbene. Pludselig kunne jeg skimte målportalen for marathon ude i horisonten, og så var den væk igen. Vejen ledte os ind i et slags indhak, udenom et hjørne (kan man sige det om et bjerg?) og gennem en tunnel – og langt om længe var den synlig igen. Målportalen. Jeg var så usvigelig træt og havde så vanvittig ondt i musklerne, at jeg mest af alt havde lyst til at gå ind mod mål. Der var bare lige en ting der satte en brat stopper for de tanker. Bag mig kom en løber – en international løber med god fart i stængerne. Jeg skulle holde på hvis ikke han skulle overhale mig på det sidste stykke. Jeg manglede godt 500 meter for at blive den første kvinde – og den første internationale løber i mål på marathon-distancen. 500 meter fra at få den afslutningen på løbet jeg ikke i mine vildeste drømme havde turde tro på. Der var kun én ting at gøre. Spurte. Med en viljestyrke som granit spurtede jeg som aldrig før ind mod mål. Jeg spurtede så mine ben nærmest blev følelsesløse, og min vejrtrækning staccato-agtig. Og jo, så kan man altså godt mærke, man kun er på 75% iltmætning. 😀 Det var den vildeste følelse.

Jeg spurtede i mål som var jeg til VM i højde-bjergløb. Og jeg klarede det. Jeg holdt den mandlige løbere bag mig og kom i mål som første kvinde, og første internationale løber. (Den mandlige løber var i øvrigt på 50 km. ultra distance, så han trissede blot forbi mig og fortsatte videre ud på ruten. Så meget for den spurt )

I mål var der lidt kaos. Ingen havde regnet med at se en pige, og ingen vidste helt hvad de skulle stille op. Én blev udpeget til at give mig min medalje (Det var faren til den pakistanske pige der blev nr. 2) og én ville have mig til at sige noget til et camera. Jeg kunne ikke sige noget som helst, var stakåndet og fuldstændig overvældet og glad. Heldigvis var der en gut, der var hyret til at lave video-dokumentar af løbet. Han kunne flydende engelsk og førte mig over til et telt med vand og – ja dadler. Han fik et par hurtige bemærkninger til cameraet, og så var jeg ellers overladt til mig selv.

Normalt når jeg løber marathon kan jeg uden problemer tanke mad på kroppen umiddelbart efter løbet, og derved undgå kvalmen, der har det med at hjemsøge mig efter hårde løb. Dadlerne var ikke mad i min maves optik, og efter kort tid måtte jeg smide mig på langs på et stykke pap midt på den stenhårde granit. Nøj jeg var dårlig. Her lå jeg da Mikkel kom i mål, og her lå jeg da nr. 2 kvinde kom i mål. Fuldstændig ude af stand til at rejse mig med kvalmen bølgende ind over mig som det frådige Vesterhav. Det var ikke lige den afslutning på løbet jeg havde haft i tankerne da jeg spurtede ind over målstregen.

Godt 2½ time gik indtil der pludselig dukkede en clemmentin-juice op i min hånd, og min mave godtog det som valid mad. Jeg kom på højkant igen, lånte en pose af Mikkel – for en sikkerhedsskyd og tog med bussen ned til mållinjen for 50 km. løbet. Her ventede Vagn, den meste berejste marathonløber i Danmark og vi fik mad og drikke – og taget finisher-billeder. Alt var godt igen, og en oplevelse jeg aldrig i mit liv vil glemme, begyndte at synke ind sammen med en umådelig taknemmelighed over, at jeg som løber fik mulighed for, at dele så vanvittig en fantastiske oplevelse sammen med andre ligesindede løbere. Tænk at en passion for løb skulle bringe så vildt et eventyr ind i mit liv.

Sådan gik det til, at jeg en helt tilfældig lørdag i Pakistan i det smukkeste området jeg nogensinde har løbet i, pludselig blev indehaver af en Guinness Rekordbogs rekord som den hurtigste kvinde i verden til at løbe marathon på den højeste asfaltvej i verden.

Jeg, mine damer og herrer, er en vaskeægte rekordindehaver 😀 – Og gæt hvad ALLE i min familie får i gave, når bogen udkommer til næste år. 😀 😀 😀 

Billeder fra ruten er venligst lånt af Dan Micola 😀 – jeg havde ikke selv overskud til at tage billeder på vejen ned til mål.

The post Pakistan – Part 2, Khunjerab Pass Marathon, og en Guinness rekord first appeared on The greatness of running.

Før afrejse var jeg ærlig talt en smule bekymret. Hvad var det for et eventyr jeg skulle ud på?, var det sikkert nok?, skulle jeg været dækket til?, ville højden give mig problemer?… Der var masser at ubekendte, og endnu flere fordomme der gav mit eventyr en snert af dumdristighed. Jeg forestillede mig ærligt talt Pakistan som et land med sand, kameler og mænd i hvide kjortler. Det eneste jeg reelt vidste om Pakistan var, at det var transit-port for journalister der rejste ind og ud af Afghanistan under krigen, samt at det er et land i krig med Indien om enklaven Kasmir. Min forestilling viste sig at være så uendelig langt fra den sandhed der mødte mig i varmen i Centralasien.

4 danskere mødtes i lufthavnen i Kbh og satte snuden mod Islamabad belæsset med højdesygepiller, malariapiller og en god portion eventyrlyst. Rejsen skulle tages os alle ud på den vildeste oplevelse, en oplevelse der med sikkerhed vil give os alle smil på læberne, når minderne fremover bobler op fra hjernes skattekammer.
Vi ramte Islamabad uendelig tidligt morgenen efter, og blev mødt af repræsentanter fra det pakistanske luftvåben PAF. Her mødte jeg også mit første dilemma – giver kvinder håndtryk til mænd?, jeg anede ikke hvad korrekt etikette var og gik med en blød middelvej. Jeg gav hånd til dem, der selv rakte hånden ud.

Vi fik alle udleveret et ID kort der lignede noget fra en mission impossible film, og blev guidet ud til en ventende bus. Klokken var 05.00. Vi drønede gennem en søvndrukken by med politieskorte og forrest en åben ladvogn belæsset med skulende soldater med vaskeægte AK 47’er i hænderne. Det var uvirkeligt og som taget ud af en Hollywood film. Var det virkelig nødvendigt med så høj sikkerhed? Og hvad pokker var det egentlig jeg havde begivet mig ud i?.

Endestationen var den mest overraskende destination. Vi gjorde holdt ud for Officer Messen midt i militærbasen for PAF, og mens vores kufferter blev fragtet op til værelserne, blev vi parret med en roomie vi skulle dele dobbeltseng med, de godt 4 timer vi fik til at indhente lidt søvn. Min roomie var den pakistanskfødte Zakira der til dagligt bor i Indiana i USA.

Et lille lettere akavet moment opstod da vi stod på vores værelse, og kiggede ind på den kæmpe store dobbeltseng i soveværelset. Zakia tilbød straks at tage sofaen, så jeg kunne få sengen – og jeg svarede uden at tænke over det, at jeg jo var dansker og det overhovedet ikke gjorde mig det mindste at dele sengen. Sådan blev det, vi gik til ro vendt væk fra hinanden og sov et par timer inden vækkeuret dikterede, at prinsessesøvnen var tilendebragt. Halvtræt vendte jeg mig om, mod midten af sengen og hilste Zakira godmorgen. Og der, med søvndrukne hoveder vendt mod hinanden, forsvandt filtret og snakken foldede sig ud omkring Pakistan, kvinder, kultur og familie. 

I en fortrolig atmosfære åbnede Zakira op, og med hendes hjerte fuld af kærlighed til det land jeg var landet i, fortalte hun om både landet, kulturen og menneskene. Jeg lærte at kvinder selv bestemmer om de vil give hånd til mænd. Jeg lærte at Pakistan gennem flere år har undergået en voldsom udvikling drevet af nødvendighed. En nødvendighed om at tjene flere penge til husholdningerne havde banet vejen for kvinderne på arbejdsmarkedet. En udvikling der samtidig førte til højere uddannelse af børn, qua det faktum, at kvinder der tjener penge i Pakistan, og dermed får noget at skulle have sagt i hjemmet, først og fremmest fokuserede på uddannelse af børnene. Jeg lærte om mikrolån primært rettet mod kvinder af samme årsag, og at der i det område hvor vi skulle løbe, det nordøstlige område af Pakistan, var den højeste uddannelsesrate i hele Pakistan. Jeg lærte at man i Pakistan taler Urdu, og at man i Islamabad – og alle de øvrige større byer, ikke behøvede at dække hovedet med tørklæde.

Vi fortsatte snakken over morgenmaden, der blev serveret af den sødeste mand. Han skænkede os kaffe og sørgede for brød, mens vi pludrede løs om familie og passioner. Zakira fortalte at danske småkager var en skattet ting i Pakistan, og ofte ville man finde tomme dåser brugt som opbevaring til sytøj og smykker. Med et stort grin fortalte Zakira, at hvis man kiggede i bankbokse rundt omkring i Pakistanske banke, ville man finde op til flere danske småkage-dåser fyldt med guldsmykker.

Op ad formiddagen blev vi flyttet til det hotel der var vores base i Islamabad. Hotel Serena, et fem stjernet luksushotel, der overgik selv mine vildeste fantasier. Egen Spa-afdeling, pool, motionsrum i flere udgaver (blandet og et til kvinder), adskillige restauranter, live lobbymusik og en udsmykning taget ud af sultanens palads. Det var gudesmukt.

Min roomie på hotellet – og på resten af turen introducerede sig som Dayo, en fantastisk kvinde fra Nigeria, og dagen blev for mit vedkommende tilbragt med motion, massage og afslapning. Om aftenen mødtes vi til en introduktion af det forestående løb. 40 løbere fra 17 forskellige lande samlet til første kig på det, der var rejsens højdepunkt. Løbet (½ marathon, marathon og Ultra) og rekordforsøget, der bestod i for første gang nogensinde at løbe et organiseret løb på verdens højst placeret asfaltvej.

Der var tænkt på alt omkring løbet. Vi ville have iltflasker i depoterne, ambulancer på ruten og masser af folk på ruten i tilfælde af, at højdesygen ville ramme os løbere. Der blev talt om behovet for ekstra meget væske når man løber i højderne, og om logistikken for selve dagen. Vi ville blive fragtet til Gilgit dagen efter, for derefter at køre på den sagnomspundne Karakoram landevej op til Sost i godt 3000 meter højde. Herfra ville vi om morgenen på løbsdagen, blive fragtet de sidste 1700 meter op til startområdet Khunjerab Pass ved grænsen til Kina.

Senere på aftenen fik Dayo besøg af den familie hun havde boet hos, da hun ankom til Islamabad et par dage før vi andre. Familiens børn savnede Dayo, og de havde besluttet sig for at kigge forbi og hilse på, inden vi tog videre til Gilgit. Jeg åbnede døren, da de kom op for at se vores værelse, og inden jeg fik set mig om, havnede jeg i et bjørnekram og fik masser af kindkys af familiens bedstemor. Magen til åbenhjertighed skal man lede længe efter. Jeg blev inviteret med ned til en snak, og jeg har vitterligt aldrig i mit liv mødt så venlige og rare mennesker. De besad en så fin og ren nysgerrighed og interesse i andre mennekskers liv, og vi snakkede om løst og fast til sent ud på aftenen. Jeg lovede at jeg ville komme på besøg, skulle min vej sende mig forbi Islamabad en anden god gang.

Tidligt morgen gik turen via luftvejene til det nordøstlig Pakistan, destination Gilgit. Morgenen i Islamabad var diset og en tyk tåge lå over byen. Vi kom ombord på et Pakistan Airways fly, og mens en let morgenmad tilfredsstillede vores maver, åbenbarede et bjergrigt landskab sig til stor fryd for øjnene. Majestætiske bjergkæder rejse sig i horisonten og hilste os velkommen til det landskab, der kendetegner det nordøstlige Pakistan. Modtagelsen i Gilgit var en dronning værdig. Ved lufthavnen blev vi begavet med både hue og tørklæde, lokale beklædningsstykker lavet af lokale kvinder. Det var rørende og fint. Og ved hotellet stod de klar med en lokal traditionel hilsen, der sikrede os løbere al mulig held og lykke i jagten på vores rekordforsøg.

Liggende i solen i hotellets have med ansigtet vendt mod de majestætiske bjerge i horisonten, mærkede jeg for første gang en ændring i min opfattelse. Jeg begyndte at se landet med øjne åbnet gennem samtalen med Zakira, befriet for fordomme og fyldt med ren nysgerrighed, respekt og accept. Jeg så skønheden omkring mig, og smeltede ind i eventyret der udfoldede sig omkring mig.

Den aften havde vi et helt særligt kvindemøde. Et møde for os kvinder, der havde til formål at introducere os til vores helt egen kardiolog (en kvinde vel og mærket) som ville tage sig specielt af os kvinder under løbet. Seancen blev forestået af en eskadronleder (endnu en pige) fra Pakistan Air Forces, og ud over at dele viden om vores meritter, og vores forventninger til at løbe i højden, blev vi rystet sammen af historier og anekdoter fra løberliv foldet ud overalt på kloden. Det var voldsomt hyggeligt, og en smule angstprovokerende at vi nu nærmede os dagen for løbet, og skulle stå ansigt til ansigt med chancen for højdesyge og eventuelle konsekvenser heraf.

Efter en solid omgang morgenmad rejste vi næste morgen videre op til den lille by Sost i godt 3000 meters højde. Undervejs fik vi mulighed for at se den smukke smukke dal og byen Hunza, med gamle borgruiner og små gader. Køreturen derop var fuldstændig bjergtagende smuk, landskabet ændrede sig langsomt fra frodig til mere gold, og undervejs dukkede småbyer op med et dagligdagsliv pakket ind som en fuldstændig genkendelig pakke. Banken, købmanden, butikker og mennesker. Alt sammen så fremmed og alligevel så genkendeligt. Levevilkårene er barske på disse kanter. Om vinteren lukkes alt ned, vejen spærres af, primært af sikkerhedsmæssige grunde, og alt liv forflytter sig til de større byer i området. Om foråret vil dalen atter befolkes akkompagneret af et farveorgie i pastelfarver, når kirsebærtræer, eukalyptus og andre blomstrende træer folder deres skønhed ud til åben skue.

Én af de andre løbere i bussen udbrød overvældet ”It really makes you realize how small your are”. Og med Camara blitzende gennem bussens vinduer, forsøgte vi vagt at indfange den skønhed og storslåenhed der foldede sig ud til vores store applaus.

I Sost gik vi tur på hovedgaden, indsnusede duften af mad blandet med dieselos fra de tunge køretøjer. Vi gik på den hovedåre vi var kommet af, en vej der i dag regnes for den moderne silkevej. Karakoram Highway forbinder Pakistan med Kina, og er én af de mest spektakulære asfaltstrækninger i verden, nå ja, og så er den også lige verdens højst placeret asfaltvej og omdrejningspunktet for vores løbeeventyr.

Tilbage ved hotellet fik vi udleveret startnumre og de sidste briefinger. Nu var det kun én sølle nattesøvn tilbage, inden vi skulle stå klar ved startlinjen i 4700 meters højde. Hvad ville der ske?. Ville kroppen kunne håndtere at køre to timer op til start, og samtidig stige godt 1700 meter uden nogen som helst form for akklimatisering? Kunne man overhovedet løbe i en luft med kun 50% iltindhold i forhold til det, vi normalt har?. Og ville vi klare strabadserne?

Part 2 og fortællingen om selve marathonløbet følger snarest

The post Pakistan – Part 1, øjnene åbnes first appeared on The greatness of running.

Det bliver på et hængende hår, som en kronraget mand sagde…..

Bemærkning herover kom fra én af de andre danskere der skal med på eventyr i Pakistan. Og den sad præcis i bulls eye. De sidste to uger har været noget nær det mest kaotiske i mit løberliv, og godt nok er jeg en spontan type, der er yderst omstillingsparat hvis jeg selv skal sige det. Meeeen der er altså grænser.

Det hele startede, som du ved kære læser, med mit indlæg for små 3 uger siden. Et indlæg hvor jeg fortalte om det her eventyr der ud af det blå poppede op i mit liv. Et løbeeventyr i Pakistan der indebærer et vanvittigt rekordforsøg med et marathonløb på verdens højeste asfaltvej i 4700 m højde. Jeg elsker generelt eventyr, og da nøglen til eventyrdøren ligger på den Pakistanske ambassade i København sendte jeg kækt mit bedste bud på et 9 siders dokument der skulle forsone nøgle-vagten med en kraftig formodning om at min charme nok skulle få den gode nøglevagt til at udlevere en kopi af nøglen i form af et visa.

Ambassaden modtog min anmodning tirsdag den 27/8 kl. 11:35. Jeg havde søgt om – og betalt for 72 timers haste-behandling, og satte mit stopur til fredag. Fredag den 30/8 var mit første drøn optimistiske bud på, at min vedlagte hvide retur-konvolut plastret til med porto og haste-tags, ville lande i min postkasse.

Fredag gik uden at der var skyggen af en hvid konvolut i postkassen. Jeg var ok, det var forventet og jeg gik ind i uge 2 med højt løftet pande og en stærk tiltro til det pakistanske administrationssystem.  Efterhånden som uge 2 skred frem, og absolut intet dukkede op i min postkasse begyndte jeg at blive en lille smule nervøs. I vores gruppe for løbet kunne jeg se alle de øvrige deltagere modtog deres visa, og meldte sig klar. Jeg var eneste tilbage uden visa da vi nåede til torsdag, og lettere desperat forsøgte jeg at ringe til ambassaden dog uden at komme igennem. Fredag gentog sig på præcis samme måde. Jeg ringede op til ambassaden, lyttede til startintro, trykkede mig ind i kø til visa spørgsmål, hørte lidt loungemusik og blev stillet tilbage til start til en ny omgang startintro. I desperation sendte jeg en mail og anmodede ydmygt om status på min visa-ansøgning. Ingen respons.

Jeg begyndte at blive desperat. Weekenden gik og ingenting skete. Jeg begyndte så småt at indstille mig på, at det nok ikke blev til et eventyr for mig denne gang, og mærkede en skuffelse af dimensioner snige sig ind i mit univers. Det kom endda så vidt, at jeg måtte fælde en lille tåre. I vores gruppe blev der delt alverdens spørgsmål og svar om det kommende eventyr, og jeg følte mig som en outsider der ikke var budt velkommen ind i forsamlingen endnu. Nøj det var trist. Jeg skrev en mail til arrangøren, og han lovede at se om han kunne trække i nogle tråde.

Mandag morgen var jeg afklaret. Hvis der ikke skete noget senest tirsdag eller onsdag ville jeg opgive og kalde den sendt til hjørnet. Jeg tog min lykke-bh  ( JA- sådan én har jeg altså :D) tirsdag, sammen med min lykke strømper (ok, nu begynder at lyde en kende neurotisk, men jeg var desperat) og håbede det bedste. Stadig ingenting. Onsdag fik lykke bh endnu en tur og endnu engang måtte jeg slukøret konstatere, at lykkens pamfilius havde travlt et andet sted. Eller at den Pakistanske ambassade simpelt hen vurderede, at jeg ikke var egnet til at rejse ind i landet. Nu så det virkelig sort ud. Jeg gav op, tog mit løbetøj på og løb ud på dagens træning slukøret og fortabt. Alle mine tanker var fokuseret på, at finde gode ting ved at jeg alligevel ikke kom afsted, eksempelvis ville jeg ikke få højdesyge, og jeg ville ikke skulle forholde mig til sikkerheden ved at rejse til Islamabad. Det var ok overbeviste jeg mig selv om.

Jeg var næsten færdig med træningen, da der pludselig poppede en besked op på min telefon. Beskeden var fra arrangøren der skrev, at han nu havde en attache i London i gang med at kontakte ambassaden i København, og samtidig var der Generaler fra det Pakistanske luftvåben der ville lægge pres på. Og de ville ikke helme før de fik succes. Det skulle nok lykkedes, skrev arrangøren, de skulle nok få mig afsted. Jeg tabte både næse og mund. Det her var jo ren James Bond. Her var højeste diplomati sat i spil for at sikre, at lille Heidi fra Danmark kunne rejse ind i det forjættede land Pakistan.

Håbet vendte tilbage og jeg begyndte endnu engang at drømme om eventyr. Torsdag morgen tog jeg atter min lykke bh på, og kl. 9 Sharp ringede jeg til ambassaden, tog chancen og trykkede på knappen for personlig diplomatisk betjening. En kvinde tog telefonen og jeg undskyldte mange gange at jeg bare ringede om et visa, og før hun kunne nå at bede mig om at ringe op igen og trykke mig ind i visa køen, væltede ordene URGENT, I’M DESPERAT, PLEASE HELP ud af munden på mig.

Damen besluttede sig heldigvis for at hjælpe mig, og stillede mig igennem til en mand. Endnu engang forklarede jeg min nød, og hvorfor jeg havde brug for hjælp nu og her. Manden svarede noget a la ”yes – yes, I will look into it and process it within a couple of weeks”.

“Noooo”, svarede jeg. “I am suppose to fly out on Tuesday. I cannot wait anymore. Please”. Manden spurgte mig om mit navn, og holdt en kort kunstpause da jeg fortalte ham det. ”Åhhh, your’re going to run a marathon rigtht?. You are working as an IT consultant right?” Jeg svarede ja til begge spørgsmål. ”We are wondering why an IT consultat travels as much as you do” sagde manden, og fortalte, at de på ambassaden syntes det var mærkelig, at en IT konsulent rejste så meget, for IT konsulenter sad jo normalt foran en pc hele dagen. (I visa ansøgningen skulle man liste alle de lande man havde besøgt de sidste 3 år) Jeg gik i gang med en fortælling om mit liv som hhv. IT konsulent, og passioneret marathonløber, og fortalte at det i Danmark var normalt at rejse for at løbe marathonløb i udlandet.

”Ok” sagde manden, igen en kunstpause, hvorefter han tilføjede at han egentlig mente mit visa var sendt afsted dagen før. Jeg tog det som en blåstempling, takkede mange gange for hans venlighed og smed lettet røret på. Det måtte være en god ting. Visa måtte være lige på trapperne. Og med kun 5 til afrejse, bookede jeg flybilletter Aalborg – Islamabad tur/retur og skrev til arrangøren, at jeg troede alt var godt. Der lå bare ingen hvid konvolut til mig da jeg kom hjem. Jeg sov ikke sønderligt godt natten til fredag.

Visaét stod foran vores hoveddør i går fredag, da jeg kom hjem fra arbejdet. Den lille hvide konvolut med mit pas dekoreret med det fineste visa. Nøglen var i mine hænder, nøglen til eventyret, og lettelsen var enormt. På tirsdag kl. meget tidlig rejser jeg fra Aalborg, og jeg glæder mig vildt meget. Jeg glæder mig til at møde de andre 39 internationale løbere som jeg skal dele oplevelsen med. Jeg glæder mig til at se et land, jeg aldrig nogensinde troede jeg skulle opleve. Jeg glæder mig til at udfordre mig selv i 4700 meters højde, og vil gøre hvad der end kræves for at gennemføre marathonløbet. Om jeg så skal gå det meste af vejen, fordi der ikke er ilt nok. Bare jeg gennemfører. Det her er min største chance for at være med i et vaske ægte rekordforsøg.

The post Et mulehår fra aflysning first appeared on The greatness of running.