Midt i sommerferien dukkede der en fuldstændig tosset besked op i min Messenger. En besked hvor min løbehelt og den mest berejste danske løber Vagn Kirkelund spurgte om jeg var klar til et eventyr. På det tidspunkt var jeg på vej ned gennem Europa til de franske alper, og jeg fik derfor ikke tænkt så meget over beskeden. Jeg svarede blot noget a la ”Det kunne da være mega fedt”
Kort tid efter kom besked tilbage, at der desværre alligevel ikke var noget at komme efter. Jeg glemt alt om beskeden og havde den fedeste tur rundt med Tour de France caravanen, sønnike og bedre halvdel.

For ca. 1½ uge siden kom der en ny besked. ”Så er der alligevel plads, skal du med?, meld hurtigt tilbage” Jeg fik omgående gåsehud og sommerfugle i maven. Her var eventyret lige foran mig, lige til at række ud og gribe. Det krævede blot en stor portion mod, blandet med masser af praktiske detaljer, og en lille smule held. Om aftenen i den bløde sofa spurgte jeg bedre halvdel, hvad han mente om det hele. Bedre halvdel støttede 100% op om eventyret, hvis blot jeg kunne garantere at sikkerheden var i orden. Og vupti, jeg meldte mig til, og gik i gang med de praktisk forberedelser, så som at klargøre til en ret omfattende visa ansøgning.

Og nu sidder du sikkert og tænker ”SÅ SIG DET DOG… HVAD ER DET DU SKAL”. Jo kære læser. Jeg skal, hvis eller den pakistanske ambassade beslutter sig for at lukke mig ind i landet, en tur til Pakistan og løbe marathon på verdens højst placeret vej i 4700 meters højde tæt på den Kinesiske grænse. Det skal jeg sammen med godt 40 andre internationale løbere (heraf 3 andre danskere) og en bunke lokale løbere. Og alt sammen sker lige præcis om ganske kort tid – med afrejse den 17. september. Hele løbet er takteret til et Guinness Rekordbog løb, hvilket betyder, at hvis jeg gennemfører løbet er jeg pludselig indehaver af en vaske ægte rekord (altså sammen med alle de øvrige løbere). Og jeg kan lige så godt slå fast med det samme – skulle det ske, så er familiens julegaver på plads i år. 1 stk. rekordbog til samtlige medlemmer af Egeberg-Johansen grenen.

Men før det kommer så vidt, så skal mit pas lige dekoreres med et pakistansk visa, jeg skal finde flybilletter til Islamabad, (For du lige som mig lidt tics når du hører den by nævnt. Det er for mig indbegrebet af byen tæt på kaosset i Afghanistan) få vaccinationer i hus, få styr på pakkelisten – er der mon nogen der kan lære mig at binde et tørklæde? Og ikke mindst forsøge ikke at tænke alt for meget over, at op til 80% oplever højdesyge når man bevæger sig i 4700m højde. Jeg er skræmt og eksalteret på samme tid. Jeg glæder mig sindssygt det ene øjeblik, og fortryder det næste. Jeg er på vej ud af komfort zonen med 250 i timen.

Lige nu afventer jeg mit visa. Det er altafgørende for den videre proces, og altafgørende for at mit eventyr åbner sig op. Jeg sendte det med ekspres i mandags, og jeg håber og krydser alt jeg har, for at det går glat igennem. Det bliver et par lange ugers venten på brevet i postkassen. Det bliver en Heidi med store øjne der trolig står ved siden af postkassen, og venter på postmanden med et ”Har du mon noget med til mig i dag søde postmand? ” 

Jeg lukker den her. I må vente med den videre fortælling til mit Visa er landet (Forhåbentlig i ordentlig tid) og jeg sidder med flybilletter i hånden. Når det sker (jeg krydser alt jeg har, for at det når frem det i tide), så får I den fulde fortælling om mit Pakistanske eventyr.

The post Der er noget i gære. first appeared on The greatness of running.

3 uger før Tina stillede til start til VM i Ungarn blev hun ramt af en uges influenza. Det betød en uge uden træning og måske ikke den mest hensigtsmæssige optakt til et kommende VM. Det betød også, at den Tina jeg løb tur sammen med i går aftes stadig, her 11 dage efter hjemkomst fra VM, har et immunforsvar der holder døren pivåben for alverdens baciller. Og det var en lettere ramt Tina, der tog skoene på for kun anden gang siden hun kom hjem. ”Jeg sover hele tiden” fortæller Tina ”Det har været meget hårdere denne gang end sidst jeg løb 6 dages løb i Florida”.

Træningen op til VM bestod, ud over masser af kilometre rundt i den ufattelige smukke natur ved Tranum, af lange ture med babyjogger fra hhv. Tranum til Skagen og senere Skagen til grænsen. Turene var delt op med ca 3 pas a 20 km. dagligt blandet med tid til forkælelse af sanserne med oplevelser, mad og dansk natur når den er bedst.

Til dagligt arbejder Tina som 1. styrmand på et vagtskib i Nordsøen, her er hun ude i 30 dage ad gangen hvor den står på 10-12 timer vagter og derudover mad, tv og – løb på løbebånd. ”Jeg løber mellem 60-100 km. om ugen når jeg er ude” fortæller Tina og fortsætter ”Hvis altså vejret ikke er for slemt. Det er ikke sjovt at stå på et løbebånd i høj sø” – Og jeg ser straks for mig hvordan man løber bakkeløb på løbebåndet blot ved at følge bølgernes rytme, altså i hvert fald indtil søsygen tager over.

Tina startede med at løbe for 11 år siden og allerede efter 1. marathon gav hun sig i kast med et 12 timers løb i Århus. Det var ultraløb hun brændte for og på CVet står adskillige 24 timers løb blandet med 12 timers, 100 km løb og alt inden for genren ultra.

Sidste sommer sagde Tina ja til at deltage i etapeløbet proof of Life (løb for kampen mod kræft), dog med det forbehold, at hun løb alle etaperne og dermed en tur på 615 km fra Skagen til Bornholm. Det blev en fantastisk tur, der tændte ild i Tina og vejen til 6 dags løb var banet. I efteråret 2016 løb Tina sit første 6 dags løb i Florida, her blev hun nr. 2 og hjemtog den nordiske rekord. Og så kunne man jo lige så godt fortsætte og tage VM med.

VM løb af stablen i Ungarn på en asfaltbane på lige præcis 1000 meter. Der løber man så rundt og rundt og rundt i 6 hele dage, både nat og dag. Man sover lidt indimellem, spiser og tager bad – og løber – igen og igen og igen. Arrangørerne sørgede for depoter, og gennem hele stævnet var der forskellige happenings for at underholde løberne. Der blev sat skilte ud langs banen med de forskellige lande- og aldersgruppe rekorder så løberne havde noget at jagte, Der blev spillet musik og hvis man skrev sit ønske på playlisten, kunne man efterfølgende løbe rundt med sit yndlingsnummer rungende ud over banen. Den sidste nat blev der sat fyrfadslys rundt på banens langsider, og pokalerne sat frem til skue for at ægge de trætte løbere til at give det sidste de havde i sig.

Jeg spurgte Tina hvor meget man sover under sådan et stævne, og hun fortalte at hun ikke have en egentlig plan. Hun mærkede i stedet efter, hvornår kroppen fortalte den trængte til hvile (oftest når det blev svært at holde balancen, og kroppen sejlede rundt). Når det skete tog hun en lur på 1½ – 2½ times søvn, inden hun blev vækket og fortsatte videre i løbeskoene. ”Jeg havde hjemmefra faktisk læst, at der er lavet eksperimenter der dokumenterer, at et menneske kan holde til ca. 11 dage uden søvn. Det gav mig stor tryghed at vide, at jeg i hvert fald ikke ville dø af søvnmangel. ” kommenterer Tina tørt   Tina fortalte, at det er helt normalt man bliver diffus og omtåget efterhånden som stævnet skrider frem. I Florida var der en kvinde, der troede hun havde en myresluger i hælene, og Tina oplevede selv flere gange at komme ud efter toiletbesøg og ikke ane hvilken vej hun skulle løbe. Og så var der ikke andet at gøre, end at se hvilken vej de andre løb og følge efter dem.

”I Florida sov jeg overhovedet ikke, fordi jeg var bange for ikke at kunne vågne igen, det var ikke optimalt. Så til VM havde vi overtalt Jesper Ken Olesen til at stille som supporter. “Han sørgede for at vække mig efter de aftale 1½ time og hjalp med andre praktiske ting”

Noget af det jeg fornemmer Tina er helt exceptionel god til, er netop det at lytte til kroppen. Hun er kommet hjem uden nogen som helst skader, og fortæller at kunsten er at tage skavanker i opløbet – før de bliver til store generende skader. “Hvis en vabel popper frem, så få styr på det med det samme. Hvis muskler gør ondt så få massage og tape til støtte. Hvis knæet måske driller, ja så kan man forsøge at skifte løbestil i en lille halv times tid, det plejer at hjælpe” fortæller Tina.

Der er ingen tvivl om, at Tinas krop er en fintunet maskine der bare kører og kører. Af mad blev der primært indtaget avokado, mandler og peberfrugt toppet med tun- og makrelmadder. ”Jeg nåede virkelig at blive træt at tunmadder” griner Tina. Tina fortalt at immunforsvaret nedbrydes mere og mere under belastningen og sidste nat kom hun til, ved en fejl, at drikke af en anden mands flaske og var efterfølgende bange for evt. smitte. Der skal så lidt til, når kroppen er under så stor belastning.

Tina havde 8 par sko med til stævnet, hun får sponsoreret sko af MBT og heldigvis må man sige, for det er godt nok nogle sørgelige rester der vender retur efter sådan en omgang. Flere par fik klippet overdelen af så tæerne var fri – og som Tina sagde ”Det er altså lidt svært at klippe hul i helt nye sko, men når fødderne hæver op er der ligesom ikke rigtig andre muligheder. ” Det er i øvrigt et kendt trick hos multistage-løberne.

Jeg spurgte Tina hvordan man får tiden til at gå, når man bare løber rundt og rundt og rundt i 6 dage. Hun fortalte, at hun som løber ikke er særlig social og mest af alt lukker sig inde i sit eget bur, hvor der tænkes tanker om selve løbet og egne mål. ”Jeg tænker masser af statistik. Hvor mange omgang er jeg foran, hvor meget kan jeg nå at hente, holder jeg farten, 3 omgang mere så må jeg spise, 3 omgange mere så er jeg på xx kilometer”. Og så bliver der ellers hørt musik i en lind strøm, mens fødderne gør det de er bedst til, at bevæge sig rundt på banen. Hun er motiveret af at vinde, ingen tvivl om det og langt størstedelen af hjerneaktiviteten går på, hvordan hun kan hente – eller holde konkurrenter bag sig. Hun er så meget et konkurrence menneske, (det siger hun ikke selv, men det tolker jeg) at hun bruger tiden efter hjemkomsten til at finde ting der kan optimeres så resultatet bliver bedre, i stedet for at poste hendes meritter ud på samtlige sociale medier og svøbe sig i beundringens kåbe.

For en multistage-analfabet som mig er det svært helt at forstå, at tid betyder så meget når man har hele 6 dage til dåden. Til det svarer Tina ”Der var jo f.eks. hende tyskeren der vandt. Hun løb ikke hurtigere end mig, hun holdt bare mindre pauser og var mere effektiv. Tiden går utroligt stærkt og det er umådeligt svært at indhente tabt tid. Jeg blev ramt af dehydrering på 2. dagen, efter at have indtaget salttablet som jeg ikke rigtig kunne tåle. Det betød jeg skulle tisse efter hver omgang, og blev helt tør i munden, fik sår og fik svært ved at spise. Det var ikke rart og der gik næsten 8 timer inden jeg var helt på toppen igen. Det tabte jeg en hel del tid på det. Jeg nåede kun med nød og næppe den dags mindstemål på 120 km.”

Som dagene gik blev det tydeligt, at Tina var på vej mod et stort resultat. Hun løb sig nærmest i topform, og formåede at løbe flere og flere kilometer pr. dag efterhånden som afslutningen nærmede sig. Målet var egentlig at nå ud på 720 km. Det blev dog opjusteret da Tina viste umenneskelig styrke de sidste par dage af løbet, og med en viljestyrke af dimensioner bed Tina tænderne sammen med et “Vi gør det” og endte med at løbe hele 741,112 km.

Og sådan endte det – en 2. plads til VM. Den flotteste præstation for en danske Multistages løber nogensinde. Det er en fuldstændigt vanvittig sej præstation der fortjener en fejring af dimensioner med boblevand, flag og ”hun skal leve” sange. Det blev ikke den store fest for Tina, luften var gået af ballonen og dagen efter løbet blev snuden vendt hjem mod lille DK, hvor forældrene ventede med blomster og middag. Og det var sådan set det…

SÅ kære alle læsere; hvis/når I møder denne unikke danske mulitstages stjerne så husk at anerkende hendes resultat, giv hende et kram og et kæmpe stort SEEEEEJT MAND. Hun vil helt sikkert ikke selv nævne noget som helst om hendes nye stjernestatus.

Og fremtiden; Tina trækker på skuldrene og fortæller at hun da godt kunne tænke sig at løbe endnu én tur fra Skagen til Grænsen til sommer. Og hvem ved hvad der så ellers dukker op. Én ting er sikkert – Hun stiller helst op hvis der er en flot pokal i udsigt; og inden jeg nåede hjem lå der et link til at løb i Florida, der udover at have de flotteste pokaler jeg længe har set, også er et løb der byder på naturoplevelser i særklasse. En kombination der falder helt i Tinas ånd. Jeg er måske multistages analfabet, men hold nu op hvor blev jeg inspireret af Tinas passion for ultraløb – det der lyder som noget man helst skal være fuldstændig crazy for at løbe, blev af Tina fortalt så det i stedet lød mere som eventyr, oplevelser og hygge.

Billede af sko + præmieoverrækkelse er venligst lånt fra Tinas FB side

The post Mine løbehelte part X – Når løb er en lille smule crazy :) first appeared on The greatness of running.