Rammen var super festlig. Inden løbet var der som altid lodtrækningspræmier og da jeg blev råbt op som 1. vinder af et Orbiloc sikkerhedslys, var jeg slet ikke til at få ned på jorden igen. Totalt overkåd stillede jeg mig op ved siden af søster og to af hendes søde kollegaer fra arbejde, klar bag starter-bilen. For selvfølgelig skal et løb på travbanen startes ved hjælp af en rigtig starter-bil, en bil med de der vinger der slås ind når krikkerne må give den gas. (hvis der er nogle travkyndige personer på linjen, kan I så ikke fortælle mig hvad sådan en bil egentlig hedder. )

Vi røg afsted som en flok vilde galopheste, en lille smule kåd og opstemt over at løbe på selve travbanen. Løbet var et rundeløb hvor vi fik 1½ runde i travsporet, inden vi løb en tur ned til lystbådehavnen og forbi endnu én af Aalborgs stoltheder – friluftsbadet. Herefter gik ruten direkte tilbage til travbanen til en omgang i det høje galop-græs. (Ok –jeg udstiller da virkelig min total uvidenhed mht. trav- og galopløb. Jeg aner ikke hvad banerne hedder; jeg ved bare der er noget der hedder en sulky. )

Søster og jeg løb, sammen med hendes to kollegaer, første runde i let trav, og måske også for let trav – for hvad der for mig var en super hyggelig og fornøjelig tur med min yndlingssøster, var for søster vejen til helvede. Hun sagde ingenting, men løb stålfast runde efter runde mens jeg pludrede og overså alle advarsler, faresymboler og skrigende neonlys. En efter én stak kollegaerne fra os, og efterladt alene tilbage med endnu en rundes strabadser, brød søster sammen. Et sidestik havde gnavet de sidste 8 km. og hele søsters krop skreg STOOOOP i smerte. Hun endte på ryggen i græsset i indercirklen sendt til tælling som en anden bokser.

Jeg var rådvild og ulykkelig. Det var ikke sådan søsters 2. halvmarathon skulle ende. Febrilsk forsøge jeg at finde på gode råd der kunne hjælpe den stakkels lidende søster. Heldigvis kom der i det samme 4 engle fordi. Jens Peter var på marathon og dryssede en salttablet ud i søster hånd, det samme var skønne Mai-Britt der tryllede en druesukker-tablet frem, og sørme om ikke to skønne smukke kvinder ud af det blå, fiskede vingummi-energi frem fra lommerne og donerede dem til søster. Hold nu op hvor er løbere dog nogle fantastisk gavmilde og hjælpsomme skabninger. Med nyt mod på livet – og på gennemførsel af de sidste kilometer, rejste søster sig tappert fra dødslejet netop som kampdommeren talte 7-8-9 og skulle til at lukke kampen.

Vi gik en runde på travbanen arm i arm – og nåede ud til vejen hvor søster samlede al sin viljestyrke og erklærede ”nu løber vi”. Det gjorde vi – hele vejen forbi bådene og vandpolospillerne i friluftsbadet, tilbage til travbanen og ind på galop-græsset. Med målet inden for synsvidde, stadig med smerter i søsters maveregion, blev vi enige om, at denne medalje ville være et symbol på at overkomme det umulige, at flytte grænser man troede var støbt i beton, og at man kan så meget mere end man tror er muligt.

Søster kom i mål og fik hendes yderst fortjente medalje. Jeg fik også medalje – og blev ramt af den sorteste dårlige samvittighed man kan tænke sig. Sikke dog en dårlig fartholder jeg havde været. Jeg havde ikke holdt hende tilbage i starten, jeg havde ikke bedt hende om at gå – eller endda stå stille mens hun drak vand undervejs i løbet. Jeg havde bare snakket og haft fokus på alt omkring os – i stedet for at kigge på søster og se hvor det bar hen ad. Æv altså.

Jeg tror, at alle løbere oplever et løb som søsters på et eller andet tidspunkt i løbekarrieren. Et løb hvor alt går galt, og man på ingen måde rammer den ønsketid man satte sig for øjet. Et løb hvor det man troede ville være en kamp med uret, i stedet viser sig at være en kamp for overlevelse. Og jeg tror det præcist er det løb, der lærer os løbere aldrig at tage løb for givet. Man ved aldrig hvad man går ind til. Og et halvmarathon er ikke nødvendigvis bare noget man kører af på rutinen.

Jeg har selv været der – mit marathon nr. 2 var en katastrofe, hvor jeg midtvejs smed mig 20 min. i græsset før jeg fik samlet mod til at gennemføre. Den dag i dag husker jeg hver en følelse og hver en smerte i kroppen, da jeg var sendt til tælling. Det har sidenhen givet mig mod i andre løb hvor tingene også har været en kende for udfordrende. Hvis jeg kunne klare det dengang, såååå.  – Det er et godt mantra.

Mit håb er at søster rejser sig og hopper på hesten igen. At hun tager oplevelsen fra i søndags med i rygsækken, når hun udfordrer de 21,1 km næste gang. Jeg hun i den grad tager tyren ved hornene, og laver en ren knock out på hendes næste halvmarathon. Nå ja, og så lige at hun tilgiver den lallende tåbe af en hjælpeløber hun havde hyret i søndags.

The post Fuld ild løbet med en søster i smerte first appeared on The greatness of running.

Men før jeg overhovedet nåede at færdiggøre mine supportsange og kreere kæmpe store tifo´er der ville gøre selv Brøndbyfans misundelige, blev jeg overhalet indenom. Min søster tog simpelt hen sagen i egen hånd, meldte sig til Aalborg halvmarathon her om en lille måneds tid og løb målrettet efter program – og hvor jeg troede, det skulle være min opgave at sende motiverende beskeder, så var det i stedet min søster der jævnligt sendte smsér med fremgangsoversigt over tider og distance. Sagt med andre ord, min søster havde slet ikke brug for mig, hun klarede det helt fint selv.

I dag var vi til påskefrokost hos vores forældre, og vi havde på forhånd lavet en løs aftale om en løbetur sammen, nu hvor vi alligevel var i Hirtshals på samme tid. Jeg havde glædet mig vanvittigt, det var altså en fuldstændig uforklarlig stor ting for mig, at løbe sammen med min søster for første gang. En ting jeg ville have forsvoret aldrig ville ske hvis du spurgte mig for 1 år siden.

Vi løb afsted med en aftale om ca 4-5 km. og holdt et fint solidt snakke-tempo. Kristina fortalte at dét der var anderledes denne gang, det der holdt hende til ilden, var den fantastiske opbakning og det sociale fællesskab hun havde fundet i løbermiljøet. Kristina havde hooket op med en sej Hirtshalspige – Lennie som på fineste beskub hjalp min søster gennem længere ture, og introducerede hende til Havstrygerne, løbeklubben i Hirtshals. Oveni det er Kristina ansat ved et IT firma i Aalborg og siddende ved siden af en af Nordjyllands sødeste ½ marathon-løber Tina, var det umuligt for Kristina at undgå, at blive smittet af den løbebacille der invaderer kroppen og får motion til at føles som det mest naturlige i verden. Gennem Tina fik Kristina hooket sig op på Endomondo og kom med i et virtuelt løbefællesskab på arbejdet.

De mange ”godt gået”, ”flot du kom afsted i dag” og ”sejt løbet” i Appen holdt ild i motivationen og pludselig løb min søster 21 øve-kilometer på under to timer, bare lige for at prøve det. Og nu – fortalte Kristina med et stort grin, er løbeskoene blevet en lige så naturlig del af klædeskabet, som alt hendes andet tøj. Her vidste jeg det var sandt. Min søster er blevet en rigtig løber.

Vi nåede på dette tidspunkt fyret i Hirtshals, og jeg tog en hurtig beslutning – turen blev udvidet med en strandtur til Tornby – min søsters 1. løbetur på stranden og så endda på mit yndlingssted over dem alle. På stranden snakkede vi om det mentale ved løb, det med at hovedet nogen gange sætter grænsen før kroppen egentlig har sagt fra. Og bare det faktum at høre min søster har overskud til at arbejde med det mentale under hendes løb, fortæller mig at hun vitterlig er kommet langt på rejsen som løber. Det kræver overskud at begynde at reflektere over, hvorfor man agerer som man gør under pressede perioder. Vi talte om løbermiljøet generelt, og om at man nogen dage kan være en 10-km løber, andre dage en halvmarathonløber – og selvfølgelig var der tid til at tage billeder, kigge muslingeskaller og løbe over vand imellem al snakken.

Jeg nød turen så uendeligt meget. Tænk at jeg pludselig løb og snakkede sammen med min søster på det bedste sted i verden, i et fint tempo og med masser af overskud. Og lige der midtvejs med havet brusende som sød baggrundsmusik til vores samtale, blev jeg fyldt af en stolthed jeg næsten ikke kunne rumme. Jeg var- og er så møg stolt over min søster, at jeg slet ikke kunne udtrykke det. Min søster, en travl småbørnsmor der både håndterer 3 dejlige unger, hendes skønne mand, job, veninder, familie og stadig har overskud til at løbetræne 3 gange om ugen, og sætte nye fremtidige mål. Jeg forstår ikke hvordan hun gør det, men for pokker hvor var jeg lykkelig for at dele det jeg elsker uendelig højt – at løbe ved Vesterhavet med min søster.

Turen endte på 12 km og et eller andet sted på vejen fandt jeg min løbe-mojo igen. Jeg ved ikke helt hvor – eller hvad det var, men hele min krop hviler i erkendelsen af, at i dag var det min søster der viste mig vejen til løbeglæden. Så simpelt som at lytte til hendes oplevelser af fremgang, udfordringer, fællesskab og tanker om løb var alt der skulle til. Jeg elsker min søster og i dag føltes det igen som det fedeste i verden at løbe. Jeg nød friheden, oplevelserne og det mentale frirum der kommer af en løbetur uden planer for fart og distance, men som blot byder på en palette at oplevelser, sammenhold og grin efterhånden som man kommer fremad i løbeskoene.

Jeg krydser lige nu fingre for at min søster og hendes mand får solgt deres hus i Hjørring så de kan flytte tættere på Aalborg. Jeg vil elske at lunte fordi søster og spørge om hun skal med på løbetur en dejlig sommeraften. Sååå hvis der er nogen der kender nogen der vil købe hus i Hjørring – såååå..

Om lidt over en måned går det løs i Aalborg til Aalborg halvmarathon. Min søster løber hendes første halvmarathon, og selvom jeg har misset min chance for at løbe som fartholder sammen med hende, så er jeg 100% sikker på, at hun kommer til at klare det forrygende. Og lige så sikker på, at der under fejring af gennemført løb med familien i målområdet, vil falde en lille tåre eller to.

The post En løbetur med søster :) first appeared on The greatness of running.