De af jer der følger med på min Instagram (@hejohansenrunning) vil vide, at den sidste uges billeder har set en kende mere eksotiske ud, end det er normalen for mine IG billeder. Jeg har været en tur sydpå med min dejlige familie, og har tilbragt en lækker uge på Sardinien i blændende solskinsvejr og varmegrader tenderende til ”lige i overkanten” :D.
Som jeg skrev i forrige indlæg, er bedre halvdel ikke i stand til at løbe. Jeg vidste derfor på forhånd, at al løb ville foregå alene på ukendte ruter, og jeg havde rustet mig med min kære gule ven – min overfaldsalarm til løbere, (min runangel) og tog udfordringen op. Hver eneste morgen på hele ferien begav jeg mig ud på tur, og udover en enkelt kæmpe fadæse fra min egen side, forløb samtlige løbeture uden de mindste antydninger af problemer.

Jeg elsker at løbe, når vi er på ferie. Primært fordi ferie for mig er lig ”glem-alt-om-pace-og-distance” og jeg derfor løber lige præcis det jeg har lyst til, uden på noget tidspunkt at kigge på uret. Mit ur har, når det er ferie, udelukkende den funktion at logge mine ture, så jeg tilbage i lille dk, kan sidde og drømme mig væk i lækre eksotiske løbeture.
Jeg elsker at løbe ud på ukendte stier og ruter og forsøge mig frem, og mine løbeture tidligt morgen på Sardinien var i den grad med til at booste min løbeglæde. Nogle gange løb jeg ind i blindgyder, og måtte vende rundt og løbe tilbage igen. Nogle gange fandt jeg små perler, som jeg lagrede i hukommelsen til en anden morgen. En enkelt gang løb jeg ud på et vildspor, og måtte bede en stille bøn om at jeg endte tilbage foran vores feriehus – og den sidste dag flaskede alt sig, og jeg blev belønnet med en løbe-rus i højeste potens.  Og selvfølgelig bedst af alt, efter hver eneste løbetur mødtes jeg med bedre halvdel i vandkanten, og hoppede i Middelhavet til en forløsende dukkert.

Min fadæse opstod efter en nat hvor de tonsvis af myg, der tidligere på ferien havde holdt buffet på både min datter og bedre halvdel, besluttede at nu var det desserttid, og desserten bestod af halv-lun Heidi ryg og bagben. De kære moskitoer gik amok på min hud, og morgenens løbetur blev en omgang ”forsøg at løbe helt normalt mens du klør dig over hele kroppen”. Ikke nogen let disciplin

Jeg havde den morgen tænkt mig at udfordre skæbnen, og løbe ud på spidsen af vores lille ”halvø” til et lille smukt fyrtårn. Det var noget jeg havde taget mig mod til over et par dage, og endelig fik jeg fremmanet nok selvtillid til at begive mig over det lille bjerg, og ud på spidsen hvor der stort set ikke var et øje i nærheden (altså med mindre man tæller gekko-øjne med, så var der uendelig mange :D). Det var noget af en sej omgang, min puls på løbeturen endte med et snit på 173 !!!!! – og da jeg nåede tilbage i sikkerhed blandt folk og fæ, var jeg træt og mine svulmede myggestik kløede som vanvittig. Så jeg lempede min venstre arm om på ryggen, kløede febrilsk så blodet flød, og da min kære gule ven jo sidder placeret på netop det selvsamme venstre håndled, betød det at jeg uforsætligt kom til at aktivere min overfalds-alarm.

Der stod jeg midt i ruinbyen Tharros med en skrigende bilalarm om håndleddet. Mens jeg rød i hovedet febrilsk forsøgte at huske hvordan man slukkede alarmen, forsøgte jeg samtidig at gøre mig så usynlig som overhovedet mulig, nå ja og selvfølgelig klø i myggestik samtidigt. I guder det var pinligt…  
Jeg fik alarmen slukket, og lavede den klassiske manøvre ”jeg slog mig slet ikke”, blot med udtrykket ”jeg har slet ikke udsendt en kaskade af lyd ud over hele det arkæologiske fredet område”.  Og så fik jeg hurtig som en ninja sendt en besked til bedre halvdel om, at det var falsk alarm. Det manglede bare, at bedre halvdel havde startet vores lånte Ford Kuga op, og med hjulspin drønet ind blandt ruinerne for at komme mig til undsætning.

I øvrigt en anden lille sjov oplevelse skete på min sidste løbetur, hvor jeg lige ville tage en selfie med en sten-skildpadde (spørg mig ikke hvorfor :P). Sten-skildpadden var placeret foran et lille hus, ikke et beboeligt et af slagsen, men et… tja, lille hus der bare lige stod der fortabt på kanten af kysten.  Jeg tog et par billeder fra lidt forskellige vinkler, hørte en lyd men fortsatte ufortrødent mit erhverv. Da jeg var tilfreds, vendte jeg mig om og så et sort ansigt stirre på mig fra hjørnet af det lille hus. Jeg smilte forlegent, og manden kvitterede med at kæmpe hvidt tandsæt, og et smil værdig en Colgate reklame, mens han stak tomlen op som en anerkendende gestus.

Manden var én af de strandsælgere der gik rundt og solgte hatte, tæpper, smykker og lign på strandende. Jeg tænker han havde sovet i det lille hus, og var listet ud for at se hvem pokker der rumsterede bag huset. Og jeg smed et smil og Ciao efter ham, da jeg igen lettere rød i roen løb videre hjem mod badestranden.

Sardinien var virkelig en kæmpe stor oplevelse, og jeg kan varmt anbefale øen som en sommerferie destination. Vi boede i et hus jeg havde fundet på HomeAway – en boligportal a la AirBnB, ejet af det sødeste ægtepar overhovedet. Der var ikke den ting de ikke ville gøre for os, og alt var helt perfekt – inklusiv placeringen på vestkysten ca. 50 skridt fra stranden. Det var perfekt at kunne løbe langs kysten, der nogle steder mindende om Lønstrup. Området bød på både løberuter i skov, trail, sand og grusveje, masser af guf for en morgenløber. Det er med garanti ikke sidste gang vi besøger øen i Middelhavet, og jeg er allerede nu i gang med, at undersøge om der skulle være et lille marathon der absolut SKAL løbes på Sardinien. (Er der mon nogen der kan anbefale noget?)

Og mens jeg er i gang med anbefalingerne vil jeg lige tilføje denne. Jeg løb de fleste ture i mine nye low-cut strømper fra det danske mærke Danish Endurance. Strømperne er lette, luftige footies der fungerede perfekt i den fugtige varme. De sidder super godt, og så har de et lille dansk flag på hælen som en lille kuriositet. Jeg fandt strømperne tilfældigt, da jeg umiddelbart inden ferien kunne konstatere, at min ”sommer-strømpe-til-varmt-vejr-beholdning” var nede på 2 stk. Jeg er blevet så glad for dem, at jeg lige smider linket ind her i tilfælde af, at der skulle sidde andre der mangler ”sommer-strømpe-til-varmt-vejr” strømper.
https://www.danishendurance.com?utm_medium=affiliate&utm_source=blog&utm_campaign=thegreatnessofrunning&utm_content=product+review

The post Ferieløb anno 2019 first appeared on The greatness of running.

Nogle af de bedste ferieminder jeg har sammen med bedre halvdel er kendetegnet ved én væsentlig ting, nemlig at vi havde løbesko på fudserne. Det er en ufravigelig ting, at vi altid pakker løbesko – og løbetøj i kufferten når vi rejser, hvad enten vi rejser alene eller sammen med ungerne.  

At løbe på ferien er for mig 100% lig med oplevelser. Jeg elsker følelsen af at udforske nye territorier løbene, og løbeskoene bringer os altid ud i områder, vi aldrig ville have oplevet, hvis ikke det var fordi vi cruisede rundt efter forgodtbefindende. Når det gælder ferieløb er der aldrig, for mig, noget tempo der skal holdes, vi stævner som regel ud uden at have en reel rute i hovedet, og jeg elsker bare at lade mig selv flyde med, og se hvad der sker undervejs. Sidste år i Paris udnyttede vi ligefrem morgenløbeturen til at se ting, som ungerne absolut ikke gad bruge deres kostbare tid på. Det var ren win-win og blev senere til det jeg kalder for run-seeing. (Sightseeing i løbesko :D).

Indimellem har jeg tænkt, at det kunne være rart med lidt velmenende råd inden vi begiver os afsted på ferie-løbeturene. Bare små hint om, hvor det kunne være en god ide at løbe hen, og hvad man lige skal være opmærksom på i forhold til sikkerheden. Små råd som måske kunne få os ud på lidt længere ture, uden at skulle være bekymret for, at ende et sted for langt udenfor civilisationens trygge vugge. Især når man løber i Sydeuropa, hvor varmen ofte kan være er en væsentlig parameter for turens længde.

Til mit store held landende lige præcis sådan en bog i min postkasse. Else Marie Lehman har skrevet en guide til løb i 49 storbyer i Europa. En guide, der for hver eneste storby, beskriver og giver ideer til løbeture a 5 km og 10 km. Der er endvidere ideer til længere løbeture, til områder hvor det er muligt at løbe trail/bakkeløb – og hints til, hvor man kan få et intervalpas på bogen på nærmeste atletikbane. Alle tips er skrevet med hjælp fra lokale løbeklubber og løbere, og oser derfor af at være små perler for enhver løbepassioneret turist. Der er sågar nævnt områder man bør holde sig fra, og som en ekstra finesse, er der i slutningen af gennemgangen for hver by, tilføjet nummer man kan ringe til, hvis uheldet skulle være ude og man har brug for hjælp.

Bogen er tilpas i størrelse til at kunne tages med på løbeturen hvis man ønsker det, og jeg syntes simpelt hen ideen er fantastisk. At vi løbere deler løberuter og anbefalinger til løb i vores egne byer med løbere fra andre lande. Det er skisme et genialt koncept. Sikke et kvalitetsløft i ferieløb-kategorien

Jeg elsker at bogen er simpelt opbygget. Det er let at slå en storby op, blive inspireret og finde ruter til kommende ferieløb. Jeg har allerede sat post it’s ind på flere sider i bogen, sider beskrivende byer, hvor jeg gerne vil holde ferie, udelukkende fordi jeg syntes anbefalingerne til løbeturene lyder så tillokkende, at jeg er NØDT til at prøve dem. Det eneste jeg mangler i bogen, er et kort med indtegnet område for de anbefalede ruter til hver by. Det ville sætte rammerne og en bedre forståelse af, præcist hvor i byerne ruterne er orienteret. (Måske er det i virkeligheden bare mig, der er lidt af en kort-nørd :D)

Det er virkelig en god ide, og sikke et fantastisk stykke arbejde Else Marie Lehman har lavet. Vi får simpelt hen løberuter til kommende ferier/konferencer eller blot weekendture serveret på et sølvfad. Og som en lille kuriositet, er der tilføjet et afsnit til hver by med navne og kontaktoplysninger på lokale løbere klar til at agere guider, hvis nu man skulle ønske det. Det er i hvert fald lige noget for mig, der bestemt ikke er særlig modig når jeg rejser alene. Jeg fik selv en oplevelse for livet, da jeg entrerede med en lokal løbeguide da jeg var på konference i Las Vegas tilbage i 2016 (læs evt. her https://thegreatnessofrunning.dk/min-bedste-loebetur-nogensinde-red-rock-canyon/ )

Løb i Europæiske storbyer er bogen for alle os, der næsten ikke kan leve en uge uden løb. For os der elsker nye oplevelser i løbesko, og for alle os, der bare lever og ånder for løb. Det er løbeverdens svar på Lonely Planet rejsebøgerne Ud over den fine bog har Else Marie lavet en webside http://www.lobistorbyer.dk/. Her ligger smagsprøver på nogle af byerne, krydret med eksempelvis rabatkoder til guidet løbetur i Glasgow og Edinburgh, og anbefaling til morgenmad- og brunchrestaurant i Barcelona. 

Jeg ser et kæmpe stort potentiale i, at vi løbere kan dele vores gode ferieoplevelser i løbesko med hinanden. Der må sidde mange andre end mig derude i det ganske land med ideer til ture man bare må løbe, hvis nu man skulle komme forbi en given destination. Eller måske bare med gode råd til løbere i ferielandet. Jeg kan i hvert fald selv nævne, at bedre halvdel og jeg lærte én ting, efter en regnvejrsløbetur i London. Vådt løbetøj hængende i et lille bitte hotelværelse i 5 dage, gør absolut ikke noget godt for odøren i værelset. – Køb i stedet en lille rejse-tørresnor i Tiger (Koster 15 kr) og medbring ALTID denne på rejserne. På den måde kan brugt løbetøj hænge til luftning på selv den mindste lille altan eller vinduesramme

Else Marie Lehmans bog ”Løb i storbyer – Europa” kan købes ved forlaget Gyldendal til den nette sum a 199,95 kr. (Link herunder)  Og jeg går nu bare og venter på næste bog i serien, måske ”Løb i storbyer – Nordamerika”

https://www.gyldendal.dk/produkter/else-marie-lehman/l%c3%b8b-i-storbyer-europa-48229/h%c3%a6ftet-9788702269611

Og selvfølgelig skal bogen have medaljer – 4 flotte guldmedaljer for en genial bog fyldt med fantastiske tips til selv den mest kræsende løber

The post ”Løb i storbyer – Europa” Boganmeldelse first appeared on The greatness of running.

3 ugers sommerferie er fløjet afsted som var det en raket affyret fra en rampe ved Cape Canaveral i Floria. 3 fuldstændig fantastiske uger har lært mig noget helt nyt om det, at være løber. Og jeg som troede jeg vidste det meste, sagde den gammelkloge hund.

Fælles for de 3 forgangne uger er, at jeg har ladet træningsprogrammer, gode råd til tempo træning, dårlig løbesamvittighed og ”jeg burde også” holde ferie sammen med min computertaske. Denne sommerferie skulle bruges på at have det godt – og lave præcist det krop og sjæl havde lyst til hvad angik løb. Og med det som udgangspunkt løb jeg, når jeg havde lyst, hvor jeg havde lyst og præcist som jeg havde lyst til.

Det er blevet til masser af ture i naturen, ved stranden og i skoven – og det er blevet til løbeture både tidligt morgen og sent aften. Det er blevet til ture i øs regnvejr og i strålende solskin, og det er blevet til små korte ture og til meget længere ture end jeg nogensinde havde forestillet mig. Alt sammen med udgangspunktet at havde det sjov og nyde/opleve mens jeg løb.

Jeg fik min drøm om at løbe fra vores skønne villa i Gug til sommerhuset i Rødhus opfyldt (har du ikke læst min overfede tur på landevejen så læs her: Når snak bliver til handling  ) bare ved at have overskud og modet til at GØRE DET; og udover at føle en stolthed og tilfredsstillelse på niveau med Burj Khalifa i Dubai, så gav det mig også blod på tanden til at nappe endnu en skalp, en endnu vildere drøm. En drøm der opstod i det tidlige forår, en drøm om at løbe fra hjemmet i Gug til mit barndomshjem i Hirtshals. Knap 70 km. i løbeskoene på den næsten snorlige landevej tværs gennem Vendsyssel.

Er du gal mand, det var vildt jeg gjorde det. Det var en helt spontan beslutning der opstod to dage før afgange til de græske himmelstrøg, og blev udført med løberygsæk på ryggen og masser af underholdende podcasts i øregangen dagen før afrejse.  Jeg løb hele vejen og havde det fantastisk. Jeg holdt pause når jeg havde lyst, tog billeder og hilste til alverdens mennesker undervejs. Selvfølgelig havde jeg lidt trætte ben til sidst, og jeg var da også ubegribelig taknemmelig for, at søster stod klar i Hjørring og gav mig det skønneste følgeskab de sidste 18 kilometer.

Det var næsten samme følelse som da jeg løb mit første marathon, da jeg nåede mors kødgryder i forstaden Emmersbæk. Jeg løb i ind indkørslen, ude af stand til at holde et stort ”JAAAAA for pokker da” udbrud tilbage, og ude af stand til at bekæmpe trangen til at strække armene mod himlen som en anden VM stjerne. Jeg løb 68 overfede fantastiske kilometer med smil på læben hele vejen. – Det faktum at det stod ned i lårfede stænger fra Harken til Hjørring, og igen fra Horne til mål med den konsekvens, at jeg blev så plaskvåd at mine ellers fantastiske Fusionsshorts gav mig skavmærker hele vejen rundt i livet så jeg rejste til Grækenland, lignede en kvinde udsat for et styrt på gammel puch maxi med efterfølgende risning med havtornegrene – kan på ingen måde rokke ved stoltheden over, jeg fandt modet til at jagte mine drømme. Jeg nød min løbetur 150 % og følte mig som dronningen af Hirtshals da jeg nåede i mål.

Dagen efter rejste hele min skønne dejlige familie (21 stk. solhungrende blegfede danskere) til en uges samvær under Korfus varme himmelstrøg. En herlig uge med hygge, fortællinger, afslapning, sejllads, dykning og ikke mindst fantastisk morgenløb med smuk smuk bjergtagende natur. 

Mine 3 ugers sommerferie har lært mig at løbe løb uden at have en helt præcis udstukket rute, uden tidtagning, uden at jagte rekorder og indfri egne store forventninger. Det har lært mig, hvordan løb kan være fuldstændig fantastisk sjovt når man løber, alene med det mål at løbe – bare fordi løb er den aller fedeste sport i hele verden. 

Tror billederne herunder siger lidt om, hvor sjovt mit løb har været de sidste par uger….  

The post Sommerløb first appeared on The greatness of running.