Dag to af vores sommertur 2021 bød på 48 kilometer fra Rødhus til Hirtshals. Jeg var forbavsende frisk da jeg vågnede onsdag morgen, og var faktisk ikke synderligt ramt af ømme stænger efter gårsdagens lækre 74 km. Udsigten til at løbe endnu en dag i vandkanten langs min favoritkyst var på ingen måde noget der bare skulle overstås, men derimod noget jeg glædede mig vanvittigt til.

Vi lavede en lille genialitet fra starten af. Dagen før var vi stoppet på stranden, og gik op til sommerhuset der udgjorde overnatningsstedet. Og for at starte præcis hvor vi stoppede, gik vi derfor tilbage ned på stranden tidligt om morgenen. Det var brillant af den simple årsag, at benene langsomt fik lov til at vågne, og blive klar til dagen løbetur.

Vejret var fantastisk og turen gik afsted mod første is-stop i Løkken. På vejen var vi forbi Grønhøj hvor der blev tanket lidt ekstra vand i varmen, og ellers gik det på curise control op til Løkken og til Surf-butikken der fristede med – EN HAVTORN IS. NØØØØJJJ, den var lækker. Det er så absolut en kæmpe anbefaling herfra hvis du kommer forbi Løkken en dag. Smut forbi surf-butikken ved nedkørslen til den nye platform og området indenfor molen og prøv deres is.

Nogle gange kan man være uheldig med at højvandet lukket for den videre færd på stranden fra Løkken til Nr. Lyngby. Det er sket op til flere gange at jeg har måttet vende om, og returnere til Blokhus i stedet for at fortsætte til Lønstrup fordi højvande forhindrede mig i at løbe videre på stranden. Det er især når man runder området som ligner et spil bunkers-mikado at problemet med højvande kan opstå. Til alt held var der utroligt lavvandet præcis den dag vi havde valgt til løbeturen, og vi kunne uden problemer løbe videre på stranden.

Jeg elsker skiftet fra at løbe på den brede strand med søde fredsommelige klitter man møder på strækningen fra Rødhus til Løkken, til det hele skifter udtryk og bliver til en bred strand med truende og meget lidt indbydende skrænter når man løber fra Løkken til Lønstrup. På overskyede dage føles det næste som om man løber i fred og fordragelighed, runder et hjørne og pludselig befinder sig i en gyserfilm. Nøj hvor er de dog bare barske de skrænter hvor huse og andet materiale må opgive kampen til naturkræfterne.

I Lønstrup holdt vi turens andet stop, denne gang et af de berømte Milkshake-stops inden vi med tiltagende vind i hovedet begav os videre nordpå forbi Skallerup Klit og op mod Tornby. Vinden blev kraftigere og kraftigere, og gjorde det bestemt ikke lettere for os. Et sidste stop ved Munks i Tornby og så var det ellers hovedet ned og ud på sidste strækning inden jeg langt om længe kunne kramme verdens dejligste fyr… Hirtshals fyr efter 48 fuldstændig lækre, vindblæsende og skulderforbrændte kilometer.

Sikke en fantastisk tur. To fuldstændig fantastiske dage hvor jeg ikke en eneste gang kiggede på uret, men blot lod tiden gå, og nød naturen fuldt ud. Citatet herunder er noget Johannes Møllehave har skrevet – og de to dage levede jeg fuldt ud med alle mine sanser åbne. Og det vildeste var… Jeg havde ikke en gang særligt ondt i stængerne.

Kæmpe tak til Lund Motion for hjælp til at få tryk på lækre Under Armour tur-trøjer – Og tak til Vagn for en fed tur – Og ikke mindst, tak til bedre halvdel for at lave verdens bedste burgere til to sultne løbere

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 2 first appeared on The greatness of running.

Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr

Oprindeligt havde vi planlagt tre dags løb, fra Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hirtshals Fyr. Men logistikken gik ikke op, og vi udsatte derfor at løbe strækningen Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hanstholm Fyr til senere på året.

Sommerturen 2021 startede en halvkølig tirsdag morgen med ryggen mod Hanstholm Fyr. Løberygsækkene var fyldt til bristepunktet med vand, energidrik, gels og energibarer, og humøret var højt. Forude ventede en cocktail af uendelig kilometer smuk og barsk Vestjysk natur.

Ideen med turen var primært at løbe så tæt på vandkanten som muligt, velvidende at vi flere steder måtte løbe på stier og veje bag første klitrække pga. ufremkommelig strandunderlag (Jeg har bevis :D). Vi vidste at vi fra Hanstholm Fyr skulle ned på havnen, og finde Redningsstien der ville føre os ud mod Vigsø. Det var første pejlepunkt på ruten.

Når man løber fra Hansholm Fyr, løber man fra fyret til Kystvejen, og via den ned til havnen hvor man drejer til højre, løber gennem havneområdet og mod Renseanlægget og her finder man starten af Redningsstien for enden af vejen.

Redningsstien er den fineste sti der løber lige bag kysten gennem det smukkeste landskab. Den er markeret med små piktogrammer og går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg. Redningsstien er oprindeligt en vej til redningstjenesten, der via den kunne komme frem og redde forliste søfolk, som strandende på den barske og vindblæste kyst.

Stien endte ved en lille parkeringsplads med toiletter og vand. Og her mødte vi Freddy og hunden Plet. Freddy er en pensioneret fisker der gennem 35 år fiskede i farvandet ud for Hanstholm. Han er samtidig ansat i farvandsvandsvæsenet, og hjælper stadig til, når badegæster og søfolk kommer i nød. Freddy fortalte om dengang han gik i land og besluttede sig for at stoppe som fisker, og pludselig ved et tilfælde endte med at skulle sejle et skib til Ghana i Afrika. Han fortalte om, hvordan det var at komme som hvid mand til et område hvor man bestemt ikke går ud om aftenen efter 22:00, og har lokale til at køre bilen for en sikkerhedsskyld. Om et land hvor tyveri og overfald er hverdagskost, og hvor en fristende mobiltelefon placeret lidt for åbenlys kan være livstruende. Freddy genbesøgte på et senere tidspunkt området i Ghana for at hjælpe med at bygge en ny bro til et dambrug – og vi fik lov til at se billeder af fisk vi aldrig før har set, og af broen der blev bygget.

Vi sagde pænt farvel til Freddy og Plet, og fortsatte ned på stranden videre mod Lild strand, mens vi snakkede om hvordan livet pludselig kan ændre retning hvis blot man har modet, og tør sige ja til ting, der virker en kende skræmmende. De store oplevelser kræver ofte, at man hopper ud af komfortzonen.

Ruten fortsatte mod Lild Strand – først det lækreste sand (omend lidt tungt nogle steder :D) – og så….. det virkelig udfordrende, og svært fremkommelige stykke med alt for mange sten og ømme lægbasser.

Vi ramte Lild Strand, lidt ømme i stængerne af løb på sten – og til vores held var Haw-kiosken åben. Her stod Tove og solgte is, kaffe og alverdens sjove små ting lavet af lokale på egnen. Tove fortalte at hun, sammen med hendes mand var flyttet fra Thisted til Lild Strand i deres sommerhus i plantagen, og at hun nu sammen med 3 andre damer i området, holdt Haw-kiosken kørende. Hun fortalte om at komme til et område, hvor man gavmildt blev hilst velkommen, og optaget i lokalbefolkningen, og om at bo midt i naturen og elske det overalt på jorden. – Nå ja, og så solgte hun de bedste is til to is-hungrende løbere.

Fra Lild strand løb vi videre af Redningsstien (her skal man lige løbe til venstre ad Sandnæshagevej, og forbi det gamle badehotel før man rammer stien igen). Stien er lidt mere vild efter Lild Strand og byder på det lækreste single track, og et vanvittig flot syn af den hvide Kæruld der blomstrer her i slutningen af Juni måned. Med til historien hører i øvrigt, at jeg næsten satte mit liv på spil for billedet herunder. – I min iver for at få et nærbillede af det smukke hvide hav af blomstrende Kæruld, trampede jeg kækt gennem bevoksningen. Et rent lykketræf fik mig til at kigge ned idet jeg løftede min højre fod, for at placere mig perfekt i forhold til mit motiv. Der – lige under min fod – lå en halvvoksen (hvis I spørger mig, tænker jeg 4-5 meter lang :P) slange af en hugorm med gabet åben, den lå bare og ventede forventningsfuldt på den godbid der var på vej ned i gabet på den. Jeg sprang væk som en stukket gris. JEG HADER HUGORME

Stien endte ved Bulbjerg, som med sine 47 meter troner kækt og rankt over Vesterhavet. Bulbjerg er en kalkstensklippe, og er Danmarks eneste fuglefjeld. (Så kan I lære det Færøerne og Island; vi har også fuglefjeld i lille DK :D) (Læs evt. mere her: https://www.lildstrand-thy.dk/page/omraadet/bulbjerg-klint )

Vi valgte at kravle op på toppen og nyde udsigten (Det var første gang Vagn var på Bulbjerg), inden vi fandt en lille sti der førte os tilbage til stranden på den anden side af fuglefjeldet. Og sørme om der ikke her, var en perfekt sti der første os videre hele vejen til Thorup Strand lige bag første klitrække.

Normalt når man kommer til Thorup Strand er det første man skal se alle fiskekutterne der ligger på stranden (hvis de da ikke lige er på havet). MEN vi kom fra vores lille sti, der til sidst blev til en grusvej ind til Thorup Strand, og det første vi mødte var… En ny Haw-kiosk der serverede Franske Hottere´ UHUUUEEEE – det var tiltrængt. MAD. Og først herefter var vi klar til at bese Nordeuropas største kystlandingsplads hvor man har drevet fiskeri fra stranden siden vikingetiden. Det er virkelig noget vi kan være stolte af i Danmark, og jeg håber de kære politikere gør alt hvad de kan, for at hjælpe fiskerne i Thorup Strand og bevare det historiske fiskeri langt ind i fremtiden.

Vi havde lidt svært ved at regne ud, hvordan vi skulle løbe videre fra Thorup Strand, og forsøgte os med en grusvej langs med stranden. Den endte blindt, og vi løb måtte derfor løbe ned på stranden og fortsætte nordpå i sandet (Hvilket viste sig at være et rent held, for stranden viste sig fra sin bedste lavvandet side – og lod os løb på vandkantens hårde underlag. Det blev turens længste strandstrækning. En uendelig horisont, havets brusen, vinden i ryggen og solens varme stråler på kroppen. Ren magi.

Vi løb forbi Grønne strand (og fik et lille bitte glimt at den fine lyng-vindmølle fra 1856), og for første gang i mit løberliv også på stranden nedenfor Svinklovene og forbi Svinkløv Badehotel. Normalt når jeg løber ved Slettestrand og Svinkløv løber jeg på vejen/stien der går fra Svinkløv badehotel og runder bunden af Svinklovene langs kreatur-hegnene.

Det er sjovt når man løber så lang en tur. I starten blev der taget billeder nærmest for hver anden kilometer, og efterhånden som kilometerne gik og turen skred frem, blev billederne færre og færre. Jeg har således ikke et eneste billede at Svinkløv badehotel, eller af den fuldstændige fantastisk is (bare navnet siger jo det hele – Magnum dobbelt gold caramel billionaire) vi indtog på cafeen ved Slettestrand.

Stranden ved Slettestrand er ret stenet og vi besluttede os for at skåne benene, og i stedet løbe på redningsvejen bag klitterne forbi Tranum Strand og ud til Ejersted strand. På vores stop i Cafeen ved Slettestrand hjalp verdens sødeste cafe-medejer (eller i hvert fald manden til hende der ejer cafeen) os med at tjekke om strandstykket mellem Ejersted og Rødhus var åben for offentlig passage. Det er nemlig sådan, at forsvaret ejer strandstykket samt hedestykket bag, og det benyttes ret ofte til skydeøvelser hvorved adgang på stranden er forbudt.

Det viste sig at der var lukket for adgang på stranden netop selvsamme dag, (man kan slå det op her: https://forsvaret.dk/da/oevelsesaktiviteter/region-nordjylland/skydeomrade-tranum/ ) og da det forlyder at man får ret store bøder hvis man trodser adgangsforbuddet skulle vi ikke nyde noget. Det var lidt en bet for os, for det betød at vi var nødt til at løbe ind i landet til Tranum Klitplantage, og gennem skoven til Rødhus Klit. En tur med ca. 10 km. ekstra løb i skoene.

Jeg har løbet rigtig meget i området Tranum Klitplantage og ved Rødhus Klit, og lokkede Vagn med ind på en lille lækker sti på vej ned til Rødhus Klit (jeg tror faktisk den er markeret som Nordsørute-sti). Stien går fra Dødemandsbjerget (jeg ved ikke om det blot er en skrøne, at det hedder sådan) som ligger på en sidevej gennem plantagen (tættere på Rødhus end Tranum), og er en lille overset perle. Den ender ved Rødhus Klit Camping hvorfra man kan løbe videre på stier ned til Rødhus Strand.

Og vupti – 74,2 kilometer senere stod vi på Rødhus Strand og havde nået til dagens endestation. Vi havde en aftale med min bedre halvdel om, at han stod klar med burgere og pommes frites i sommerhuset, hvor vi skulle overnatte inden turen gik videre dag 2 mod Hirtshals. NØJ det var et par sultne og trætte løbere der indtog sommerhuset, og gik til køjs nærmest i samme sekund uret ramte 22:00. Det havde været den fedeste løbetur med så uendelig mange naturoplevelser. Jeg sov i det sekund jeg ramte puden, og lod vækkeruret vække mig til dag 2 og næste etape på sommerturen.

jeg kan i den grad anbefale at løbe måske ikke hele turen på een gang, men i hvert fald strækninger af ruten. Vestkysten er noget af det smukkeste vi har i Danmark. (hvis du spørger mig :D), og der er masser af forslag til ruter og seværdigheder på nettet.
Eksempelvis:
https://vandreruter.dk/vesterhavsstien/
https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/inspiration/vandreruter-og-kort

Troels Kløvedal sagde engang “Hvad nu hvis jorden er paradis og vi bare ikke har opdaget det?” – På turen Hansholm til Rødhus vil jeg give ham ret. Det er ubetinget et rent naturparadis vi har løbet igennem.

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 1 first appeared on The greatness of running.

Det sker hvert eneste år, så sikkert som amen i kirken. Jeg holder sommerferie og nyder livet maks, og mine ugentlige kilometer rasler ned. To – tre uger hvor løb er en biting og det samlede antal km. på bogen ligner resterne af min bland-selv-slik pose efter en festlig fredag aften. Og sikkert er det også, at når august rammer kalenderen og jeg igen ser frem mod hverdagen, så kommer tvivlen om hvorvidt min form er røget helt af hekkenfeldt til. Kan jeg overhovedet løbe mere end de små ture, og hvordan sulan skal jeg nogensinde komme i form igen.
I år havde jeg endda været så letsindig at tilmelde mig Blokhus Marathon, som altid løber af stablen den første weekend i august. Det var på ingen måde en velovervejet tilmelding, det var udelukkende en klassisk ”Heidi ser billede af fin medalje hun gerne vil have og vupti, tilmelding til løb afsendt”

Vi har i år haft en fuldstændig fantastisk ferie – 3 uger hvor det ugentlig kilometer tal lå et sted mellem 15 og 30 km. og jeg skal da være ærlig og sige, at jeg gruede en hel del for det projekt jeg havde foran mig.

Blokhus Marathon ændrede sidste år rute fra at være 2 * 21,1 km til den nuværende 4 * 10,5 km. Det er, efter min mening, blevet en kende mere hårdt for os maratonløbere, der nu ikke længere får det dejlige flade asfaltstykke ude omkring Fårup Sommerland og Saltum Camping, men i stedet må knokle op ad den fæle bakke på Serpentiner vejen (YEP, den er præcis så styg som navnet antyder) hele 4 gange.

Ruten er umådelig smuk, og når man først har besteget det stejle stykke, venter belønningen bestående af bølgende grusveje gennem sommerlandet, og efter 8 km det lækreste stykke med strand. Dog skal det nævnes at strandture går den forkerte vej tilbage til torvet i Blokhus. (Jeg har løbet på den strand sååå mange gange, og det er ganske vist. 90 % af tiden blæser det konservative bæst, vinden, fra vest-sydvest og giver dejlig medvind i ryggen når man løber den rigtige vej. Til blokhus marathon løber man stort set altid i modvind på stranden, netop fordi ruten går den forkerte vej :D)

Min plan for løbet var at holde mig bag de to yderst kompetente og garvede farholdere på 3.30 så længe jeg kunne. Jeg havde, inden starten, boltret mig i krammere og pludret med alle de løbetosser, jeg ikke havde set i et godt stykke tid pga. mit dumme baglår. Og sørme om ikke også søde Karin fra Ikast kom over og hilste på, og præsenterede sig som læser af bloggen her. Det er ubetinget det bedste jeg ved. Jeg elsker elsker elsker at møde nye mennesker, og tænk at min lille blog kan være en katalysator. Det er absolut det aller bedste outcome ved at blogge. (Tak Karin, fordi du lige hilste på – jeg håber I havde en god tur tilbage til det midtjyske.) – Mit humør var derfor helt top, og jeg løb afsted efter fartholderne som en kåd lille vårhare.

Første omgang gik strygende, jeg nød i den grad at være til løb igen, alle hjælperne på ruten var ualmindelig søde, og depoterne bugnede af vand og energi. Vinden var tilpas og temperaturen tålelig. Jeg pludrede og hyggede mig, og da vi rundede ud på 2. omgang var alt godt. 2. omgang gik efter ca. samme opskrift, jeg tog sågar mig selv i, op til flere gange at tænke, at det i grunden var det det fedeste i hele verden at løbe marathon.

Vores lille gruppe blev efterhånden kraftigt reduceret. En del løb foran og nogen faldt fra. Temperaturen begyndte at føles en tand for lummer, og selvom jeg normalt ikke flasher min hvide mavse, var det pludselig det eneste rigtige at gøre. Jeg krøllede trøjen op under løbebh’en, og nød den kølende vind på mavsen. (NØJ det var skønt. Hvorfor er det egentlig vi kvinder ikke løber mere i løbetoppe om sommeren?). På samme måde som temperaturen pludselig steg, på samme måde besluttede vinden sig for at øge sin styrke på strandstykket. Sandet syntes åbenbart det var verdens bedste ide, temperatur og vind havde fået med at drille trætte løbere, og hoppede med på legen, Sandet føltes i hvert fald ekstra løst i forhold til de to forrige runder.

Måske er det bare sådan det føles når kroppen bliver træt. Måske var det alt sammen noget jeg registrerede i mit lille hovedet, og ikke noget der skete i virkeligheden. I hvert fald måtte jeg pludselig kæmpe det bedste jeg havde lært for at holde positiv fokus, og fortælle mig selv at der nu kun var en lille bitte runde tilbage.

Sidste runde var hård. Et marathon er altid hård til sidst, og denne gang kunne jeg sagtens mærke, at det var et godt stykke tid siden jeg havde været ude over de 30 km. Der skulle arbejdes, og jeg kravlede ind i min lille zone. Min lille zone er der hvor jeg er, når jeg tier stiller, får et koncentreret udtryk i hovedet og lukker af for indtryk. Det lyder måske mærkeligt, men det er det jeg elsker ved at være marathonløber. At man både har tid til pjank og pjat, og samtidig ender der hvor mentale strategier kan gøre en forskel. Der hvor kroppen begynder at overtale een til at holde lange pauser og ”tag den med ro”, mens viljen benhårdt brøler NEJ, vi skal videre os to. Jeg ved aldrig helt hvad der venter når jeg går i zonen. Når det går godt ender det med, at der ligger en slags mosekonebryg over min hjerne, efter at krop og vilje har slået håndslag på en fælles overenskomst. Når det går skidt piver jeg hele vejen til mål og må gå flere gange. I søndags gik det helt godt

Jeg kom i mål i 3:32 – ikke under 3:30 som jeg hemmeligt havde drømt om. På sidste runde røg min pace for meget ned, og jeg nåede ikke ind i min ønsketid. Jeg var lidt skuffet, men det var kun lige indtil jeg spottede masser af løbevenner i mål-området, løbevenner som havde løbet den halve distance, og som godt gad at sludre lidt. Det var skisme hyggeligt.

Alt i alt en super dejlig dag, et fantastisk løb på den smukkeste rute, og et herligt gensyn med skønne løbevenner, nye som gamle. Det er nu det dejligste i verden at være løber, og de tre ugers sommerferie har, set i bagklogskabens lys, nok alligevel ikke betydet det helt store for min løbeform.

The post Blokhus Marathon 2019 first appeared on The greatness of running.

De af jer der følger med på min Instagram (@hejohansenrunning) vil vide, at den sidste uges billeder har set en kende mere eksotiske ud, end det er normalen for mine IG billeder. Jeg har været en tur sydpå med min dejlige familie, og har tilbragt en lækker uge på Sardinien i blændende solskinsvejr og varmegrader tenderende til ”lige i overkanten” :D.
Som jeg skrev i forrige indlæg, er bedre halvdel ikke i stand til at løbe. Jeg vidste derfor på forhånd, at al løb ville foregå alene på ukendte ruter, og jeg havde rustet mig med min kære gule ven – min overfaldsalarm til løbere, (min runangel) og tog udfordringen op. Hver eneste morgen på hele ferien begav jeg mig ud på tur, og udover en enkelt kæmpe fadæse fra min egen side, forløb samtlige løbeture uden de mindste antydninger af problemer.

Jeg elsker at løbe, når vi er på ferie. Primært fordi ferie for mig er lig ”glem-alt-om-pace-og-distance” og jeg derfor løber lige præcis det jeg har lyst til, uden på noget tidspunkt at kigge på uret. Mit ur har, når det er ferie, udelukkende den funktion at logge mine ture, så jeg tilbage i lille dk, kan sidde og drømme mig væk i lækre eksotiske løbeture.
Jeg elsker at løbe ud på ukendte stier og ruter og forsøge mig frem, og mine løbeture tidligt morgen på Sardinien var i den grad med til at booste min løbeglæde. Nogle gange løb jeg ind i blindgyder, og måtte vende rundt og løbe tilbage igen. Nogle gange fandt jeg små perler, som jeg lagrede i hukommelsen til en anden morgen. En enkelt gang løb jeg ud på et vildspor, og måtte bede en stille bøn om at jeg endte tilbage foran vores feriehus – og den sidste dag flaskede alt sig, og jeg blev belønnet med en løbe-rus i højeste potens.  Og selvfølgelig bedst af alt, efter hver eneste løbetur mødtes jeg med bedre halvdel i vandkanten, og hoppede i Middelhavet til en forløsende dukkert.

Min fadæse opstod efter en nat hvor de tonsvis af myg, der tidligere på ferien havde holdt buffet på både min datter og bedre halvdel, besluttede at nu var det desserttid, og desserten bestod af halv-lun Heidi ryg og bagben. De kære moskitoer gik amok på min hud, og morgenens løbetur blev en omgang ”forsøg at løbe helt normalt mens du klør dig over hele kroppen”. Ikke nogen let disciplin

Jeg havde den morgen tænkt mig at udfordre skæbnen, og løbe ud på spidsen af vores lille ”halvø” til et lille smukt fyrtårn. Det var noget jeg havde taget mig mod til over et par dage, og endelig fik jeg fremmanet nok selvtillid til at begive mig over det lille bjerg, og ud på spidsen hvor der stort set ikke var et øje i nærheden (altså med mindre man tæller gekko-øjne med, så var der uendelig mange :D). Det var noget af en sej omgang, min puls på løbeturen endte med et snit på 173 !!!!! – og da jeg nåede tilbage i sikkerhed blandt folk og fæ, var jeg træt og mine svulmede myggestik kløede som vanvittig. Så jeg lempede min venstre arm om på ryggen, kløede febrilsk så blodet flød, og da min kære gule ven jo sidder placeret på netop det selvsamme venstre håndled, betød det at jeg uforsætligt kom til at aktivere min overfalds-alarm.

Der stod jeg midt i ruinbyen Tharros med en skrigende bilalarm om håndleddet. Mens jeg rød i hovedet febrilsk forsøgte at huske hvordan man slukkede alarmen, forsøgte jeg samtidig at gøre mig så usynlig som overhovedet mulig, nå ja og selvfølgelig klø i myggestik samtidigt. I guder det var pinligt…  
Jeg fik alarmen slukket, og lavede den klassiske manøvre ”jeg slog mig slet ikke”, blot med udtrykket ”jeg har slet ikke udsendt en kaskade af lyd ud over hele det arkæologiske fredet område”.  Og så fik jeg hurtig som en ninja sendt en besked til bedre halvdel om, at det var falsk alarm. Det manglede bare, at bedre halvdel havde startet vores lånte Ford Kuga op, og med hjulspin drønet ind blandt ruinerne for at komme mig til undsætning.

I øvrigt en anden lille sjov oplevelse skete på min sidste løbetur, hvor jeg lige ville tage en selfie med en sten-skildpadde (spørg mig ikke hvorfor :P). Sten-skildpadden var placeret foran et lille hus, ikke et beboeligt et af slagsen, men et… tja, lille hus der bare lige stod der fortabt på kanten af kysten.  Jeg tog et par billeder fra lidt forskellige vinkler, hørte en lyd men fortsatte ufortrødent mit erhverv. Da jeg var tilfreds, vendte jeg mig om og så et sort ansigt stirre på mig fra hjørnet af det lille hus. Jeg smilte forlegent, og manden kvitterede med at kæmpe hvidt tandsæt, og et smil værdig en Colgate reklame, mens han stak tomlen op som en anerkendende gestus.

Manden var én af de strandsælgere der gik rundt og solgte hatte, tæpper, smykker og lign på strandende. Jeg tænker han havde sovet i det lille hus, og var listet ud for at se hvem pokker der rumsterede bag huset. Og jeg smed et smil og Ciao efter ham, da jeg igen lettere rød i roen løb videre hjem mod badestranden.

Sardinien var virkelig en kæmpe stor oplevelse, og jeg kan varmt anbefale øen som en sommerferie destination. Vi boede i et hus jeg havde fundet på HomeAway – en boligportal a la AirBnB, ejet af det sødeste ægtepar overhovedet. Der var ikke den ting de ikke ville gøre for os, og alt var helt perfekt – inklusiv placeringen på vestkysten ca. 50 skridt fra stranden. Det var perfekt at kunne løbe langs kysten, der nogle steder mindende om Lønstrup. Området bød på både løberuter i skov, trail, sand og grusveje, masser af guf for en morgenløber. Det er med garanti ikke sidste gang vi besøger øen i Middelhavet, og jeg er allerede nu i gang med, at undersøge om der skulle være et lille marathon der absolut SKAL løbes på Sardinien. (Er der mon nogen der kan anbefale noget?)

Og mens jeg er i gang med anbefalingerne vil jeg lige tilføje denne. Jeg løb de fleste ture i mine nye low-cut strømper fra det danske mærke Danish Endurance. Strømperne er lette, luftige footies der fungerede perfekt i den fugtige varme. De sidder super godt, og så har de et lille dansk flag på hælen som en lille kuriositet. Jeg fandt strømperne tilfældigt, da jeg umiddelbart inden ferien kunne konstatere, at min ”sommer-strømpe-til-varmt-vejr-beholdning” var nede på 2 stk. Jeg er blevet så glad for dem, at jeg lige smider linket ind her i tilfælde af, at der skulle sidde andre der mangler ”sommer-strømpe-til-varmt-vejr” strømper.
https://www.danishendurance.com?utm_medium=affiliate&utm_source=blog&utm_campaign=thegreatnessofrunning&utm_content=product+review

The post Ferieløb anno 2019 first appeared on The greatness of running.

3 ugers sommerferie er fløjet afsted som var det en raket affyret fra en rampe ved Cape Canaveral i Floria. 3 fuldstændig fantastiske uger har lært mig noget helt nyt om det, at være løber. Og jeg som troede jeg vidste det meste, sagde den gammelkloge hund.

Fælles for de 3 forgangne uger er, at jeg har ladet træningsprogrammer, gode råd til tempo træning, dårlig løbesamvittighed og ”jeg burde også” holde ferie sammen med min computertaske. Denne sommerferie skulle bruges på at have det godt – og lave præcist det krop og sjæl havde lyst til hvad angik løb. Og med det som udgangspunkt løb jeg, når jeg havde lyst, hvor jeg havde lyst og præcist som jeg havde lyst til.

Det er blevet til masser af ture i naturen, ved stranden og i skoven – og det er blevet til løbeture både tidligt morgen og sent aften. Det er blevet til ture i øs regnvejr og i strålende solskin, og det er blevet til små korte ture og til meget længere ture end jeg nogensinde havde forestillet mig. Alt sammen med udgangspunktet at havde det sjov og nyde/opleve mens jeg løb.

Jeg fik min drøm om at løbe fra vores skønne villa i Gug til sommerhuset i Rødhus opfyldt (har du ikke læst min overfede tur på landevejen så læs her: Når snak bliver til handling  ) bare ved at have overskud og modet til at GØRE DET; og udover at føle en stolthed og tilfredsstillelse på niveau med Burj Khalifa i Dubai, så gav det mig også blod på tanden til at nappe endnu en skalp, en endnu vildere drøm. En drøm der opstod i det tidlige forår, en drøm om at løbe fra hjemmet i Gug til mit barndomshjem i Hirtshals. Knap 70 km. i løbeskoene på den næsten snorlige landevej tværs gennem Vendsyssel.

Er du gal mand, det var vildt jeg gjorde det. Det var en helt spontan beslutning der opstod to dage før afgange til de græske himmelstrøg, og blev udført med løberygsæk på ryggen og masser af underholdende podcasts i øregangen dagen før afrejse.  Jeg løb hele vejen og havde det fantastisk. Jeg holdt pause når jeg havde lyst, tog billeder og hilste til alverdens mennesker undervejs. Selvfølgelig havde jeg lidt trætte ben til sidst, og jeg var da også ubegribelig taknemmelig for, at søster stod klar i Hjørring og gav mig det skønneste følgeskab de sidste 18 kilometer.

Det var næsten samme følelse som da jeg løb mit første marathon, da jeg nåede mors kødgryder i forstaden Emmersbæk. Jeg løb i ind indkørslen, ude af stand til at holde et stort ”JAAAAA for pokker da” udbrud tilbage, og ude af stand til at bekæmpe trangen til at strække armene mod himlen som en anden VM stjerne. Jeg løb 68 overfede fantastiske kilometer med smil på læben hele vejen. – Det faktum at det stod ned i lårfede stænger fra Harken til Hjørring, og igen fra Horne til mål med den konsekvens, at jeg blev så plaskvåd at mine ellers fantastiske Fusionsshorts gav mig skavmærker hele vejen rundt i livet så jeg rejste til Grækenland, lignede en kvinde udsat for et styrt på gammel puch maxi med efterfølgende risning med havtornegrene – kan på ingen måde rokke ved stoltheden over, jeg fandt modet til at jagte mine drømme. Jeg nød min løbetur 150 % og følte mig som dronningen af Hirtshals da jeg nåede i mål.

Dagen efter rejste hele min skønne dejlige familie (21 stk. solhungrende blegfede danskere) til en uges samvær under Korfus varme himmelstrøg. En herlig uge med hygge, fortællinger, afslapning, sejllads, dykning og ikke mindst fantastisk morgenløb med smuk smuk bjergtagende natur. 

Mine 3 ugers sommerferie har lært mig at løbe løb uden at have en helt præcis udstukket rute, uden tidtagning, uden at jagte rekorder og indfri egne store forventninger. Det har lært mig, hvordan løb kan være fuldstændig fantastisk sjovt når man løber, alene med det mål at løbe – bare fordi løb er den aller fedeste sport i hele verden. 

Tror billederne herunder siger lidt om, hvor sjovt mit løb har været de sidste par uger….  

The post Sommerløb first appeared on The greatness of running.

Der var bare et lille problem. Jeg vidste faktisk ikke helt om jeg turde. Det lyder måske lidt sært, men det der med bare at daffe afsted uden helt at kende vejen derud. Eller, det vil sige, jeg kender jo faktisk vejen særdeles godt, vi har cyklet derud tidligere. Det var blot en undskyldning, en undskyldning for det element af utryghed jeg ikke helt kunne placere. Og den utryghed var rigelig til at holde mig tilbage.

I lørdags skinnede solen langt om længe og vinden var næsten helt stille. Manden var på vej ud til en runde golf, og ungerne var placeret hos hver deres respektive forældre. Måske var det feriekådhed over mine 3 ugers ferie lige var startet, måske var det udsigten til at kede mig hjemme en hel dag, eller måske blev jeg bare lige pludselig en kende overmodig efter en god nats søvn. I hvert fald stod jeg op og proklamerede højt og helligt: ”I dag løber jeg ud til sommerhuset”. Min kære bedre halvdel kiggede på mig med et smil og responderede med et ”fint; jeg vil godt hente dig senere”. Fælden smækkede i for snuden af mig, nu måtte jeg gøre det. På under 20 minutter havde jeg pakket hr. Camelbak med 2L vand, to gels, lidt vingummi og lidt skiftetøj + to sæt hørebøffer, hvis nu det ene skulle være glemt at blive opladet, det er set før i Heidis univers  

Og før jeg vidste af det stod jeg klar til afgang. Jeg har det lidt sådan, at når der er noget jeg syntes er lidt utrygt, så er det bare om at kaste sig ud i det før de små hjerneceller for alvor begynder på deres kemiske processer, og overtaler mig til at glemme alt om foretaget. So be it. Ud af døren og ind mod Aalborg City.

Én ting jeg altid forundres over, når jeg smider væske på ryggen, er hvor meget små to kilo egentlig vejer. Hvor irriterende det er, at have to ekstra kilo på skuldrene og hvor hæmmet jeg føler mig. Det får mig altid til at tænke, at der nok er noget om snakken mht. at eliteløbere skal smide et par kilo for at nå kampvægt.

Jeg nåede lige præcis 5 km. ud i verden, da jeg stod på Limfjordsbroen og ventede mens broklappen var oppe. I guder hvor var der mange lystsejlere der skulle fra vest mod øst. Og der stod jeg så og følte mig en lille smule overdressed til lejligheden.

I hovedet havde jeg lavet forskellige checkpoints. Først skulle jeg passere lufthavnen, så skulle jeg rundt i ”Vadum ”-rundkørslen, så kom MC Donalds i Aabybro og Mejeriet Ryå på den anden side af Aabybro. Og endelig var der Kås Blomster, inden det sidste stræk ud forbi Moseby tørvelaug og Klarborgs Nissebo.  

Så da broklappen endelig faldt tilbage i vante rammer, fokuserede jeg 100 % på vejen ud til lufthavnen. Jeg valgte den lige, men lidt kedelige rute og hovedvejen via cykelsti. Og der gik faktisk ikke lang tid, før jeg faldt ind i en behagelig rytme hvor jeg lyttede til podcasts og befandt mig i en tilstand af flow.

Jeg nikkede til lufthavnens landingsbane, og holdt min første lille pause ved rundkørslen i skyggen af en tankstation, hvor jeg sendte en status sms til manden på golfbanen, og fortsatte ud langs landevejen til Aabybro. Jeg nåede i øvrigt ikke langt ud før ørebøffen sagde ”Low battery” – tak skæbne at jeg var så forudseende og havde smidt et ekstra par i rygsækken; det var mit selskab der var sikret.

Min eneste krise kom da jeg nåede Aabybro. MC Donalds lokkede sindssygt med kold svalende cola. Shit hvor var det svært at passerede uden at inkassere de gyldne dråber af iskold cola (jeg havde endda dankortet med i rygsækken, men ved af bitter erfaring at cola i min mavse på ingen måde er kompatibel med løb). Jeg nøjedes med lækker halvlunken vand blandet med en Cliffbar-gel med flyende livgivende, velsmagende og fuldstændig afhængigheds-fremkaldende chokolade.  

Og så gik det ellers ud over stepperne, jeg passerede mejeriet der lokkede med softice – og jeg nåede Kås i en rus af runners high. Igen blev der sendt status sms hjem, og endnu en chokolade godbid blev konsumeret. Sidste strækning lå for mine fødder, uret sagde +30 km. og hovedet var et stort lyksaligt tomrum fritaget for alle bekymringer.

Som løbende med rygsæk bliver man på én eller anden måde én af os, når man møder motionscyklisterne på deres toptunede racercykler. Alle passerede mig med et vink med hånden, I ved det der ”vi to er i samme båd, og vi er så over pisse seje” attitude vink. Og jeg følte mig i den grad som en anden superhelt med panserværn. Ikke én gang fortalte mit hovedet mig, at jeg ikke kunne klare det. Ikke én gang fortalte mit hovedet mig, at jeg var træt og turen var for hård. Det var lidt som om, at nu skulle drømmen udleves og alle sanser var vidtåbne for indkomne indtryk.

Jeg nåede ud til destination, overvejede endda et par svipture på det sidste stykke – men et skummelt udseende rugbrød satte en stopper for de ideer. Ingen grund til at udfordre skæbnen på så fin en tur. :D. Og før jeg vidste af det, stod jeg foran sommerhuset med armene i vejret. 42 km alene på landevejen, uden et eneste moment af fare eller utryghed på vejen. 42 km. ren lykkeløb.

Det er ubetinget det fedeste jeg har gjort for mig selv i lang tid. Ren wellness. At indfri et mål, der hverken gav medalje, præmie eller registreret tid; men blot var noget jeg godt gad gøre. Det var en ubeskrivelig tilfredsstillelse   

Hvor er det umådeligt tankevækkende at noget, der i hovedet virker uoverkommeligt, viste sig at være fuldstændig let tilgængeligt. Det var en god læring jeg helt sikkert vil tage med mig fremover i andre situationer. Ja, man fristes næsten til at slutte af med et ”JUST DO IT” hvis det da ikke var et stærk fortærsket reklameudtryk.

The post Når snak bliver til handling first appeared on The greatness of running.