Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr

Oprindeligt havde vi planlagt tre dags løb, fra Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hirtshals Fyr. Men logistikken gik ikke op, og vi udsatte derfor at løbe strækningen Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hanstholm Fyr til senere på året.

Sommerturen 2021 startede en halvkølig tirsdag morgen med ryggen mod Hanstholm Fyr. Løberygsækkene var fyldt til bristepunktet med vand, energidrik, gels og energibarer, og humøret var højt. Forude ventede en cocktail af uendelig kilometer smuk og barsk Vestjysk natur.

Ideen med turen var primært at løbe så tæt på vandkanten som muligt, velvidende at vi flere steder måtte løbe på stier og veje bag første klitrække pga. ufremkommelig strandunderlag (Jeg har bevis :D). Vi vidste at vi fra Hanstholm Fyr skulle ned på havnen, og finde Redningsstien der ville føre os ud mod Vigsø. Det var første pejlepunkt på ruten.

Når man løber fra Hansholm Fyr, løber man fra fyret til Kystvejen, og via den ned til havnen hvor man drejer til højre, løber gennem havneområdet og mod Renseanlægget og her finder man starten af Redningsstien for enden af vejen.

Redningsstien er den fineste sti der løber lige bag kysten gennem det smukkeste landskab. Den er markeret med små piktogrammer og går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg. Redningsstien er oprindeligt en vej til redningstjenesten, der via den kunne komme frem og redde forliste søfolk, som strandende på den barske og vindblæste kyst.

Stien endte ved en lille parkeringsplads med toiletter og vand. Og her mødte vi Freddy og hunden Plet. Freddy er en pensioneret fisker der gennem 35 år fiskede i farvandet ud for Hanstholm. Han er samtidig ansat i farvandsvandsvæsenet, og hjælper stadig til, når badegæster og søfolk kommer i nød. Freddy fortalte om dengang han gik i land og besluttede sig for at stoppe som fisker, og pludselig ved et tilfælde endte med at skulle sejle et skib til Ghana i Afrika. Han fortalte om, hvordan det var at komme som hvid mand til et område hvor man bestemt ikke går ud om aftenen efter 22:00, og har lokale til at køre bilen for en sikkerhedsskyld. Om et land hvor tyveri og overfald er hverdagskost, og hvor en fristende mobiltelefon placeret lidt for åbenlys kan være livstruende. Freddy genbesøgte på et senere tidspunkt området i Ghana for at hjælpe med at bygge en ny bro til et dambrug – og vi fik lov til at se billeder af fisk vi aldrig før har set, og af broen der blev bygget.

Vi sagde pænt farvel til Freddy og Plet, og fortsatte ned på stranden videre mod Lild strand, mens vi snakkede om hvordan livet pludselig kan ændre retning hvis blot man har modet, og tør sige ja til ting, der virker en kende skræmmende. De store oplevelser kræver ofte, at man hopper ud af komfortzonen.

Ruten fortsatte mod Lild Strand – først det lækreste sand (omend lidt tungt nogle steder :D) – og så….. det virkelig udfordrende, og svært fremkommelige stykke med alt for mange sten og ømme lægbasser.

Vi ramte Lild Strand, lidt ømme i stængerne af løb på sten – og til vores held var Haw-kiosken åben. Her stod Tove og solgte is, kaffe og alverdens sjove små ting lavet af lokale på egnen. Tove fortalte at hun, sammen med hendes mand var flyttet fra Thisted til Lild Strand i deres sommerhus i plantagen, og at hun nu sammen med 3 andre damer i området, holdt Haw-kiosken kørende. Hun fortalte om at komme til et område, hvor man gavmildt blev hilst velkommen, og optaget i lokalbefolkningen, og om at bo midt i naturen og elske det overalt på jorden. – Nå ja, og så solgte hun de bedste is til to is-hungrende løbere.

Fra Lild strand løb vi videre af Redningsstien (her skal man lige løbe til venstre ad Sandnæshagevej, og forbi det gamle badehotel før man rammer stien igen). Stien er lidt mere vild efter Lild Strand og byder på det lækreste single track, og et vanvittig flot syn af den hvide Kæruld der blomstrer her i slutningen af Juni måned. Med til historien hører i øvrigt, at jeg næsten satte mit liv på spil for billedet herunder. – I min iver for at få et nærbillede af det smukke hvide hav af blomstrende Kæruld, trampede jeg kækt gennem bevoksningen. Et rent lykketræf fik mig til at kigge ned idet jeg løftede min højre fod, for at placere mig perfekt i forhold til mit motiv. Der – lige under min fod – lå en halvvoksen (hvis I spørger mig, tænker jeg 4-5 meter lang :P) slange af en hugorm med gabet åben, den lå bare og ventede forventningsfuldt på den godbid der var på vej ned i gabet på den. Jeg sprang væk som en stukket gris. JEG HADER HUGORME

Stien endte ved Bulbjerg, som med sine 47 meter troner kækt og rankt over Vesterhavet. Bulbjerg er en kalkstensklippe, og er Danmarks eneste fuglefjeld. (Så kan I lære det Færøerne og Island; vi har også fuglefjeld i lille DK :D) (Læs evt. mere her: https://www.lildstrand-thy.dk/page/omraadet/bulbjerg-klint )

Vi valgte at kravle op på toppen og nyde udsigten (Det var første gang Vagn var på Bulbjerg), inden vi fandt en lille sti der førte os tilbage til stranden på den anden side af fuglefjeldet. Og sørme om der ikke her, var en perfekt sti der første os videre hele vejen til Thorup Strand lige bag første klitrække.

Normalt når man kommer til Thorup Strand er det første man skal se alle fiskekutterne der ligger på stranden (hvis de da ikke lige er på havet). MEN vi kom fra vores lille sti, der til sidst blev til en grusvej ind til Thorup Strand, og det første vi mødte var… En ny Haw-kiosk der serverede Franske Hottere´ UHUUUEEEE – det var tiltrængt. MAD. Og først herefter var vi klar til at bese Nordeuropas største kystlandingsplads hvor man har drevet fiskeri fra stranden siden vikingetiden. Det er virkelig noget vi kan være stolte af i Danmark, og jeg håber de kære politikere gør alt hvad de kan, for at hjælpe fiskerne i Thorup Strand og bevare det historiske fiskeri langt ind i fremtiden.

Vi havde lidt svært ved at regne ud, hvordan vi skulle løbe videre fra Thorup Strand, og forsøgte os med en grusvej langs med stranden. Den endte blindt, og vi løb måtte derfor løbe ned på stranden og fortsætte nordpå i sandet (Hvilket viste sig at være et rent held, for stranden viste sig fra sin bedste lavvandet side – og lod os løb på vandkantens hårde underlag. Det blev turens længste strandstrækning. En uendelig horisont, havets brusen, vinden i ryggen og solens varme stråler på kroppen. Ren magi.

Vi løb forbi Grønne strand (og fik et lille bitte glimt at den fine lyng-vindmølle fra 1856), og for første gang i mit løberliv også på stranden nedenfor Svinklovene og forbi Svinkløv Badehotel. Normalt når jeg løber ved Slettestrand og Svinkløv løber jeg på vejen/stien der går fra Svinkløv badehotel og runder bunden af Svinklovene langs kreatur-hegnene.

Det er sjovt når man løber så lang en tur. I starten blev der taget billeder nærmest for hver anden kilometer, og efterhånden som kilometerne gik og turen skred frem, blev billederne færre og færre. Jeg har således ikke et eneste billede at Svinkløv badehotel, eller af den fuldstændige fantastisk is (bare navnet siger jo det hele – Magnum dobbelt gold caramel billionaire) vi indtog på cafeen ved Slettestrand.

Stranden ved Slettestrand er ret stenet og vi besluttede os for at skåne benene, og i stedet løbe på redningsvejen bag klitterne forbi Tranum Strand og ud til Ejersted strand. På vores stop i Cafeen ved Slettestrand hjalp verdens sødeste cafe-medejer (eller i hvert fald manden til hende der ejer cafeen) os med at tjekke om strandstykket mellem Ejersted og Rødhus var åben for offentlig passage. Det er nemlig sådan, at forsvaret ejer strandstykket samt hedestykket bag, og det benyttes ret ofte til skydeøvelser hvorved adgang på stranden er forbudt.

Det viste sig at der var lukket for adgang på stranden netop selvsamme dag, (man kan slå det op her: https://forsvaret.dk/da/oevelsesaktiviteter/region-nordjylland/skydeomrade-tranum/ ) og da det forlyder at man får ret store bøder hvis man trodser adgangsforbuddet skulle vi ikke nyde noget. Det var lidt en bet for os, for det betød at vi var nødt til at løbe ind i landet til Tranum Klitplantage, og gennem skoven til Rødhus Klit. En tur med ca. 10 km. ekstra løb i skoene.

Jeg har løbet rigtig meget i området Tranum Klitplantage og ved Rødhus Klit, og lokkede Vagn med ind på en lille lækker sti på vej ned til Rødhus Klit (jeg tror faktisk den er markeret som Nordsørute-sti). Stien går fra Dødemandsbjerget (jeg ved ikke om det blot er en skrøne, at det hedder sådan) som ligger på en sidevej gennem plantagen (tættere på Rødhus end Tranum), og er en lille overset perle. Den ender ved Rødhus Klit Camping hvorfra man kan løbe videre på stier ned til Rødhus Strand.

Og vupti – 74,2 kilometer senere stod vi på Rødhus Strand og havde nået til dagens endestation. Vi havde en aftale med min bedre halvdel om, at han stod klar med burgere og pommes frites i sommerhuset, hvor vi skulle overnatte inden turen gik videre dag 2 mod Hirtshals. NØJ det var et par sultne og trætte løbere der indtog sommerhuset, og gik til køjs nærmest i samme sekund uret ramte 22:00. Det havde været den fedeste løbetur med så uendelig mange naturoplevelser. Jeg sov i det sekund jeg ramte puden, og lod vækkeruret vække mig til dag 2 og næste etape på sommerturen.

jeg kan i den grad anbefale at løbe måske ikke hele turen på een gang, men i hvert fald strækninger af ruten. Vestkysten er noget af det smukkeste vi har i Danmark. (hvis du spørger mig :D), og der er masser af forslag til ruter og seværdigheder på nettet.
Eksempelvis:
https://vandreruter.dk/vesterhavsstien/
https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/inspiration/vandreruter-og-kort

Troels Kløvedal sagde engang “Hvad nu hvis jorden er paradis og vi bare ikke har opdaget det?” – På turen Hansholm til Rødhus vil jeg give ham ret. Det er ubetinget et rent naturparadis vi har løbet igennem.

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 1 first appeared on The greatness of running.

Først vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at værdsætte alle jer der læser med. Jammen så mange søde bemærkning og fantastiske input og ideer jeg fik, efter mit indlæg i lørdags. Det var en total genstart af min nedsmeltede hjerne, og så meget god karma, at jeg straks gik tilbage til restaffald og samlede mine løbesko op igen. .

Mandela sagde engang at alle rejser er vigtigt, og ingen rejse er umulig. Det syntes jeg rammer fuldstændig plet, og jeg har besluttet mig for, at min rejse igennem en transformation fra ”hurtigløber” til eventyr-løber for alvor skulle starte her i weekenden.

Jeg lagde ud i mandags med en beslutning om at spise mere antiinflammatorisk mad, og tog en kold kaffe-tyrker. (må man egentlig godt skrive en kold kaffe-tyrker i disse tider? – og for en sikkerhedsskyld vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg på ingen måde anser tyrkere for hverken kolde, eller kaffeagtige :D). I selvsamme ånd sendte jeg også alt sukker ud til evige jagtmarkeder, og fokuserede ugen igennem på at spise masser af grønt, nødder, fisk og groft tilbehør. Det gik helt fantastisk og ret let – måske fordi jeg følte jeg selv bestemte slagets gang, og hvem jeg ville kæmpe med. Det føltes godt at tage en beslutning og handle på den, og som ugen gik, blev jeg mere og mere bevidst om, at det jo i grunden handler om at gøre det, der føltes godt for krop og sind. At jeg jo ikke behøver leve op til noget som helst, og at I skønne fantastiske læsere jo har helt ret. Det er så meget mere i løb end at jagte hurtige tider.

En anden ting jeg er gået ombord i, her i ugens løb, er let udstrækning og mobilitetsøvelser efter hver løbetur. 20 minutters kvalitetstid hvor jeg arbejder stille og roligt med de muskler i ballen, som gennem måneder har været rustet sammen som en gammel skrotbunke. Det føltes helt godt, og da min nye rejse går ud på, at gøre alt det der føles godt, ja så er det blevet en rutine jeg vil holde fast i.

For mig er løb ubetinget det bedste jeg kan byde både min krop, men i høj grad også mit sind. Og efter en løbetur på stranden i går, hvor jeg i lidt over 2 timer samlede skrald på stranden og løb til – og fra skraldespand efter skraldespand, var jeg høj af løbeglæde og endorfiner. Sikke da en fantastisk formiddag. Solen skinnede, jeg løb for et godt formål, og jeg elskede hvert eneste sekund. Mageløst – intet mindre. Og da bedre halvdel og jeg sidst på dagen dappede på stranden og nød en solnedgang værd en oskarstatuette, sluttede jeg dagen af lykkelig og fuld at taknemmelig. Jeg kan jo stadig løbe om end det er på lidt andre præmisser.

I dag tog jeg næste skridt på vejen til at få min krop i balance igen, og fik lavet en test der skal afsløre hvor gode (eller dårlige) forhold min krop har, til at bekæmpe den inflammation der ubetinget boltrer sig i mit baglår og balle. Et lille prik i fingeren, lidt blod på udvalgte felter – og afsted med post til laboratoriet i Sverige. 14 dages ventetid, og jeg kan gå online og få syn for sagen. Det er sq genialt, intet mindre.

Der er en frihed i at handle og selv bestemme retningen. En frihed til selv at tolke kroppens signaler og navigere efter det, der mærkes godt og giver mening i mit hoved. Foran mig venter et besøg hos en osteopat, som forhåbentlig kan hjælpe mig med at skære min mobilitetsøvelser helt ind til benet – og så har jeg besluttet mig for, at mine baglår gerne vil have ugentlig massage.   

Denne uge har jeg ”kun” løbet 4 dage (og ikke de 6 dage som jeg plejer), i stedet har jeg kombineret mit løb med lækre gåture, og en cykeltur i skoven der lige nu famler trind om land. Hurraa for efteråret, for farverne og for de fuldstændige fantastiske sensommerdage. Hurraa for os løbere, og for alle de eventyr der venter forude. Jeg er ikke slået – jeg skifter bare fokus. Resten af 2020 vil jeg finde alle mulige former for eventyr som løb tilbyder og skrive om dem. De skæve løb, de sjove løb, de udfordrende løb, de sociale løb, de løb jeg ikke troede fandtes, og de løb hvor jeg farer vild i jagten på nye spor og sjove stier. Alt andet end de hurtige løb. Og tro det eller ej, jeg glæder mig som et lille barn.

Rigtig dejlig søndag aften.

The post Bitte små skridt first appeared on The greatness of running.

Det sker hvert eneste år, så sikkert som amen i kirken. Jeg holder sommerferie og nyder livet maks, og mine ugentlige kilometer rasler ned. To – tre uger hvor løb er en biting og det samlede antal km. på bogen ligner resterne af min bland-selv-slik pose efter en festlig fredag aften. Og sikkert er det også, at når august rammer kalenderen og jeg igen ser frem mod hverdagen, så kommer tvivlen om hvorvidt min form er røget helt af hekkenfeldt til. Kan jeg overhovedet løbe mere end de små ture, og hvordan sulan skal jeg nogensinde komme i form igen.
I år havde jeg endda været så letsindig at tilmelde mig Blokhus Marathon, som altid løber af stablen den første weekend i august. Det var på ingen måde en velovervejet tilmelding, det var udelukkende en klassisk ”Heidi ser billede af fin medalje hun gerne vil have og vupti, tilmelding til løb afsendt”

Vi har i år haft en fuldstændig fantastisk ferie – 3 uger hvor det ugentlig kilometer tal lå et sted mellem 15 og 30 km. og jeg skal da være ærlig og sige, at jeg gruede en hel del for det projekt jeg havde foran mig.

Blokhus Marathon ændrede sidste år rute fra at være 2 * 21,1 km til den nuværende 4 * 10,5 km. Det er, efter min mening, blevet en kende mere hårdt for os maratonløbere, der nu ikke længere får det dejlige flade asfaltstykke ude omkring Fårup Sommerland og Saltum Camping, men i stedet må knokle op ad den fæle bakke på Serpentiner vejen (YEP, den er præcis så styg som navnet antyder) hele 4 gange.

Ruten er umådelig smuk, og når man først har besteget det stejle stykke, venter belønningen bestående af bølgende grusveje gennem sommerlandet, og efter 8 km det lækreste stykke med strand. Dog skal det nævnes at strandture går den forkerte vej tilbage til torvet i Blokhus. (Jeg har løbet på den strand sååå mange gange, og det er ganske vist. 90 % af tiden blæser det konservative bæst, vinden, fra vest-sydvest og giver dejlig medvind i ryggen når man løber den rigtige vej. Til blokhus marathon løber man stort set altid i modvind på stranden, netop fordi ruten går den forkerte vej :D)

Min plan for løbet var at holde mig bag de to yderst kompetente og garvede farholdere på 3.30 så længe jeg kunne. Jeg havde, inden starten, boltret mig i krammere og pludret med alle de løbetosser, jeg ikke havde set i et godt stykke tid pga. mit dumme baglår. Og sørme om ikke også søde Karin fra Ikast kom over og hilste på, og præsenterede sig som læser af bloggen her. Det er ubetinget det bedste jeg ved. Jeg elsker elsker elsker at møde nye mennesker, og tænk at min lille blog kan være en katalysator. Det er absolut det aller bedste outcome ved at blogge. (Tak Karin, fordi du lige hilste på – jeg håber I havde en god tur tilbage til det midtjyske.) – Mit humør var derfor helt top, og jeg løb afsted efter fartholderne som en kåd lille vårhare.

Første omgang gik strygende, jeg nød i den grad at være til løb igen, alle hjælperne på ruten var ualmindelig søde, og depoterne bugnede af vand og energi. Vinden var tilpas og temperaturen tålelig. Jeg pludrede og hyggede mig, og da vi rundede ud på 2. omgang var alt godt. 2. omgang gik efter ca. samme opskrift, jeg tog sågar mig selv i, op til flere gange at tænke, at det i grunden var det det fedeste i hele verden at løbe marathon.

Vores lille gruppe blev efterhånden kraftigt reduceret. En del løb foran og nogen faldt fra. Temperaturen begyndte at føles en tand for lummer, og selvom jeg normalt ikke flasher min hvide mavse, var det pludselig det eneste rigtige at gøre. Jeg krøllede trøjen op under løbebh’en, og nød den kølende vind på mavsen. (NØJ det var skønt. Hvorfor er det egentlig vi kvinder ikke løber mere i løbetoppe om sommeren?). På samme måde som temperaturen pludselig steg, på samme måde besluttede vinden sig for at øge sin styrke på strandstykket. Sandet syntes åbenbart det var verdens bedste ide, temperatur og vind havde fået med at drille trætte løbere, og hoppede med på legen, Sandet føltes i hvert fald ekstra løst i forhold til de to forrige runder.

Måske er det bare sådan det føles når kroppen bliver træt. Måske var det alt sammen noget jeg registrerede i mit lille hovedet, og ikke noget der skete i virkeligheden. I hvert fald måtte jeg pludselig kæmpe det bedste jeg havde lært for at holde positiv fokus, og fortælle mig selv at der nu kun var en lille bitte runde tilbage.

Sidste runde var hård. Et marathon er altid hård til sidst, og denne gang kunne jeg sagtens mærke, at det var et godt stykke tid siden jeg havde været ude over de 30 km. Der skulle arbejdes, og jeg kravlede ind i min lille zone. Min lille zone er der hvor jeg er, når jeg tier stiller, får et koncentreret udtryk i hovedet og lukker af for indtryk. Det lyder måske mærkeligt, men det er det jeg elsker ved at være marathonløber. At man både har tid til pjank og pjat, og samtidig ender der hvor mentale strategier kan gøre en forskel. Der hvor kroppen begynder at overtale een til at holde lange pauser og ”tag den med ro”, mens viljen benhårdt brøler NEJ, vi skal videre os to. Jeg ved aldrig helt hvad der venter når jeg går i zonen. Når det går godt ender det med, at der ligger en slags mosekonebryg over min hjerne, efter at krop og vilje har slået håndslag på en fælles overenskomst. Når det går skidt piver jeg hele vejen til mål og må gå flere gange. I søndags gik det helt godt

Jeg kom i mål i 3:32 – ikke under 3:30 som jeg hemmeligt havde drømt om. På sidste runde røg min pace for meget ned, og jeg nåede ikke ind i min ønsketid. Jeg var lidt skuffet, men det var kun lige indtil jeg spottede masser af løbevenner i mål-området, løbevenner som havde løbet den halve distance, og som godt gad at sludre lidt. Det var skisme hyggeligt.

Alt i alt en super dejlig dag, et fantastisk løb på den smukkeste rute, og et herligt gensyn med skønne løbevenner, nye som gamle. Det er nu det dejligste i verden at være løber, og de tre ugers sommerferie har, set i bagklogskabens lys, nok alligevel ikke betydet det helt store for min løbeform.

The post Blokhus Marathon 2019 first appeared on The greatness of running.

Hvad sker der, hvis man tager en håndfuld løbetosser, kører dem til Lønstrup i en Land Rover (Jeg har fået strenge ordre på ikke at skrive en Jeep :D), tilfører pandelamper, slukker for solen, og beder dem løbe tilbage langs stranden til Løkken.

MAGI; Der sker magi på en helt almindelig onsdag aften dag 2 i det nye år.

Det hele startede med et tilbud fra én af bagmændene bag Coast 2 Coast løbet, Kent Jørgensen. Kent skrev til et par heldig udvalgte om vi ville være testløbere på et nyt løb, han sammen med West Event havde i tankerne. Når man kender Kent ved man, at sådan en chance skal man ikke lade passere.

I går eftermiddag drønede jeg til Løkken og fandt en lille flok løbere klar til eventyr. Vi blev hurtigt gennet ind i Land Roveren, og under kyndig hånd kørt til afsætningsstedet i Lønstrup. Her fik vi taget gruppebilleder hvorefter vi gik i samlet flok ned på stranden i den nedadgående sol. Dagen før var en kæk nytårsstorm blæst ind over det nordjyske, og vandstanden på stranden var derfor en anelse højere end normalt. Vi vidste alle hvad det betød… Vores små fudser ville ikke komme tørskoet til Løkken. – Og heldigvis for det.

Kort efter start skulle der tages en stor beslutning. Ville man løbe forbi Rubjerg Knude på stranden (og dermed gennem vand til livet på en smølf som mig), eller i stedet tage turen op i sandkassen, forbi fyrtårnet og efterfølgende ned på stranden igen. Tre hårde hunde (heriblandt mr. Strandløber nr. 1 Thomas SOUT Kragh Pedersen) valgte vandvejen, mens jeg smuttede op i trail-legepladsen på toppen af skrænterne sammen med 3 andre seje løbere. Og selvom vi måske ikke fik det kolde gys, så blev vi i stedet udfordret af stikkende havtorn og små lækre trail-stier – og ikke mindst belønnet med en guddommelig udsigt i en palette af regnbuefarver. Det var så umådeligt smukt, og da det samtidig føltes som ren leg at løbe på toppen af skrænten i det fede lille trailspor, var smilet malet udover hele fjæset på os alle.

Samlet på stranden igen og med et forsvindende lys forsatte vi mod rutens midtvejsstop ved Grønne Strand. Her stod Land Roveren og ventede med varmt drikkelse og verdens bedste nisseøl (Tak Kent :D), nå ja og så lige med forhjulet kørt ufravigeligt fast i det mudrende sand. Jo jo, selv en Land Rover kan sidde ubehjælpeligt fast i den nordjyske sand-sump.
Som frontløbere nåede Lars Bo (som jeg løb tværs over Vendsyssel med for et par uger siden) og jeg først frem til den nødstedte 4-hjuler. I kådhed tænkte vi, at vi lige ville være geniale og løbe indenom Land Roveren for at undgå det kolde havvand. Det viste sig ikke at være helt så genialt som i tankerne. Vi ramte begge selvsamme sand-sump med vores løbesko, og lad mig sige det som det var – det blev skoene ikke just pænere af Vi måtte i stedet kapitulere og ud i den store vaskemaskine for at få mudder af skoene.

Lyset var nu helt væk og mørket lukkede sig om os. Vi tændte pandelamperne og løb videre i lyskeglerne mens snakken gik. Hr. Strandløber, som til dagligt er politibetjent, berigede os med vanvittige makabre beretninger om død og ødelæggelser fra den virkelige verden. Beretninger der mest af alt passede til en ”Fredag den 13 på stranden” horror-movie, og da en løsgående hund pludselig kom løbende mod os, skreg jeg op som en anden Hollywood skuespiller. Shit det var skræmmende. Jeg nåede lige at sige ”Hov, hvad er det for to lysende pletter der er derover” hvorefter ”monstret” af en vovse materialiserede sig lige bag os. (Havde jeg været alene, var jeg med sikkerhed ikke returneret til Løkken som et normalt levende menneske :D).

På et tidspunkt, umiddelbart inden endestation, overtalte hr. strandløber os til at slukke pandelamperne. Vi løb 3 løbere forrest og da først øjnene havde vænnet sig til mørket opstod magien for alvor. Stjernerne hang som et smuk tæppe over os, det mørke hav skyllede dovent ind mod vores fudser og stilheden var gribende. Bag os løb de andre i deres små lyskegler. Jeg tror godt jeg kan skrive, at jeg aldrig før har haft så fed en naturoplevelse på en løbetur. Hold nu fast det var vildt. Alle ens sanser åbnede sig for fuld blus, og følelsen af at løbe i et eventyr var ubeskrivelig. Mindfulness-kurser go home. Det jeg oplevede i mørket var ubetinget gylden mindful-løb, hvor det eneste der gjaldt var nuet.

Tilbage i Løkken, efter adskillige vandpassager, (her vil jeg skynde mig at tilføje, det var faktisk slet ikke koldt. Når først man havde været i vand til knæerne én gang, var kroppen nivelleret og temperaturmæssigt i vatter :P) løb vi tre frontløbere ud på molen og afsluttede løbet med en stille ærbødig salut til det brusende Vesterhav.

Tilbage på stranden blev vi mødt af duften af grillpølser, og sørme om ikke de kære arrangører havde stillet to stk. saunas op til opvarmning af evt. kulderamte løbere. Bedre afslutning kunne man næsten ikke få. Da jeg sad i bilen tilbage mod Aalborg var jeg på én gang afslappet og rolig, og samtidig helt oppe at køre. Den oplevelse jeg just havde fået med i bagagen var så unik. Tænk at jeg, fordi jeg løber, kan få så fed en oplevelse sammen med andre ligesindede. Tænk at en helt almindelig hverdag kan være så magisk.

Om jeg gjorde det igen? Hell Yeaaahh – Jeg ville tage turen så ofte jeg kunne, hvis bare der var løbere der gad følges. (Jeg tør ikke alene, så er det sagt. Og sikkerhedsmæssigt ville det nok i øvrigt heller ikke være forsvarligt). Så her kommer ugens ualmindelig gode tip – Hold øje med de sociale medier her til foråret, og vær klar på tasterne. Lige pludselig dukker der mulighed op for tilmelding til et løb man bare SKAL unde sig selv at løbe.

The post Magisk testløb first appeared on The greatness of running.