I skoven i Tornby stod der det fineste telt. Der var minestrimler der markerede rute start- og slut – og der var sågar to stk. Godik toiletter stillet op til glæde for os notoriske ”inden-start-strintere”. Hvordan pokker de kære arrangører fra løbeklubben LIUF havde klaret det i afterparty’en fra orkanen Knud, aner jeg simpelthen ikke. Kæmpe tommel op for det. Det må have været en djævelsk kamp mod vejrguden i de tidlige morgentimer.

Løbet var et rundeløb med 5 lækre trail-kilometer pr. omgang. Omgange der kunne gennemføres 1, 2 eller 3 gange. Ruten var super godt markeret og med masser af søde vejvisere, der trods regn, vind – ja sågar hagl, stadig have overskud til smil og klapsalver når vi løbere tonsede forbi. At nogle af de hurtige mænd så alligevel kunne løbe forkert på én af omgangene, fortæller vel egentlig meget godt hvor distræt og lemming-agtig mænd er – (ha ha – så kan I lære at løbe så hurtigt at jeg ikke kan følge med!)

Det var én af de hårde ruter de havde fundet frem til dagens løb, eller det var det i hvert fald for mig, der ikke just har løbet tons af trailture i indeværende år. Men for pokker hvor var det fedt, at skifte asfalten ud med lækre skovstier krydret med synet af et brusende Vesterhav, kæmpe paddehætter og duften af skov. En cocktail der fik mig til at nyde løbet maks, og jeg følte mig endda en kende overskudsagtigt, når jeg da ikke lige kravlede op af de onde stigninger sidst på runden. Jeg er absolut ikke noget trail-unikum, tværtimod. Jeg har alt for lidt styrke i mine benbasser til for alvor at være farlig på de små stier. Til gengæld er jeg ret sikker på, at den styrke jeg kan opbygge på stigningerne i skoven, er guld for min benbasser på den lange bane. (Især når man som jeg, bare hader hader fitness centre). Der findes i min verden ikke noget mere lækkert end at styrketræne au naturel – og i dag var mit træningscenter helt i særklasse.

Det er vitterlig en lille perle af et løb den nordjyske klub LIUF med frontmanden Torben og verdens sødeste Peter (der agerede speaker i dag) har stablet på benene. Det er 3. år i træk løbet afholdes, og der er plads til mange flere, der har lyst til at prøve kræfter med trailløb. Atmosfæren er yderst afslappende og løbet er perfekt for nybegyndere såvel som garvede trailløbere. Og så skal det nævnes at kagebordet efter løbet var fuldstændig outstanding. – Jeg fik det lækreste stykke hindbærsnitte med bedstefarskæg (altså kombinationen af hindbærsnitte og kagen bedstefarskæg), og jeg lyver ikke når jeg skriver, det må været årets kage. (Er der måske tilfældigvis én læser der ved hvem ophavsmanden/kvinden er, og måske kan skaffe mig opskriften? -håbefuld smiley). Sammen med kagerne var der sandwich, slik og drikkelse – det eneste jeg savnede var en lille bitte kop kaffe til den lækre kage. Se det var en værdig afslutning på et super fedt løb.

Og sådan mine damer og herrer får man den dejligste lørdag en våd, blæsende dag sidst i september. Inden jeg løb ud på ruten, snakkede jeg med en dame. Vi blev enige om, at det fede ved at være løber bestemt må være det faktum, at man kommer ud i al slags vejr og vender hjem som det mest glade menneske.

Jeg elsker at min skades-periode har sat gang i en ændring af mit mindset. Det er ok at løbe andre løb end marathon, og tænk, der er så mange små perler jeg har overset fordi mit periskop har været stillet ind på de 42,2 km. Det er så givende med variationen i løb, både distancemæssigt og underlagsmæssigt – og man møder så mange andre fantastiske mennesker når man stiller op til de små løb. Jeg er slet ikke færdig med at udforske de små løb rundt omkring i det danske land, om end jeg må indrømme at hjertet mest af alt elsker de 42,2 km.

PS – check lige præmien jeg fik med hjem til aftenkaffen. Total i orden præmie! – lige efter mit hovedet

The post Beierholm trail løb 2018, Tornby klitplantage first appeared on The greatness of running.