Det nærmer sig halvåret for min tid som patient på Fys-træningsholdet, og jeg tænkte jeg derfor lige vil reflektere lidt over min, tja, status kan man vel næste kalde det. Lige fortælle lidt om hvad der foregår i min lille løberverden, og lidt om at være patient i et behandlingsforløb, der åbenbart tager sååååååå lang tid, at jeg for længst er overhalet af selv den mest slimede snegl på gaden hvad angår tålmodighed.

I tirsdags var jeg endnu engang til styrketræning, og som altid kommer den søde fys rundt til os alle på holdet, og får en lille opdatering på patientens velbefindende. Da det blev min tur, forsøgte jeg forkvaklet at fortælle, at det faktisk går rimeligt godt – HVIS altså at jeg indretter min tilværelse efter skadens præmisser. Dvs. min hverdag går mere ud på at finde ud af, hvordan jeg undgår at irritere området, end det reelt går ud på at fremme helbredelse.

Nogen dage lykkedes jeg, og oplever at jeg løber fuldstændig som før jeg startede styrketræningen – jeg kan løbe, men ikke stærkt, ikke tempo og ikke trail/op ad stejle bakker. Andre dage er det noget hø, og jeg har ondt selv når jeg er på job. Det er som regel de dage hvor jeg går en lille bitte smule udenfor min kendte ”Dette-er-ok-at-gøre-liste”. Og søndag var sådan en dag, her løb jeg med løbeklubben Amok på lang tur. Vi endte med at løbe op af en liiidt for stejl bakke til mig, og straks er smerte og irritation tilbage på hverdagsmenuen. Eller var det nu også bakken der gjorde udslaget? Var det i virkeligheden fordi jeg om aftenen gav området med skaden, en ordentlig omgang med The Stick? (en rulle til selvmassage) Eller var det måske fordi jeg lørdag aften lige kom til at snige en enkelt ”Nordic hamstring-øvelse” ind i programmet, bare for at se om jeg kunne?

Alt dette forsøgte jeg at forklare i én kort sætning. Fys forstod slet ikke en drøjt at min usammenhængende tale, og det endte med, at jeg fik en løftet pegefinger i fjæset, og en formaning om at lade være med at løbe for hurtigt tempo, og erobre bakker ad små kontrollerede omgange.  Den gode mand havde simpelt hen ikke formået at læse mine tanker, og se bort fra det mundskrald jeg leverede i vores korte samtale. Hmfffff.

Jeg forstår godt Fys ikke fattede en meter af hvad jeg forsøgte at sige. Jeg forstod det knap nok selv, da ordene forlod min mund. Og det siger faktisk ret præcist hvad min status er. Status er, at jeg ikke forstå en bjælde af det jeg har gang i. Jeg forstå ikke hvorfor jeg ikke mærker fremgang, jeg forstår i det hele taget ikke, hvad det er for en fremgang jeg skal spejde efter, og jeg forstår ved guderne ikke, hvordan jeg kommer ud af det hamsterhjul jeg føler mig fanget i. Jeg forstå ikke hvordan min lille bandit i yderkanten af højre balle nogensinde bliver så tilfreds, at den giver mig fred og ro.

I min hovedet havde jeg inden træningen tænkt, at jeg efter min ”snusfornuftige” enetale, ville høre sætningen ”Ahhhh, Aber dann haber wir anderen metoden”, hvorefter Fys ville skynde sig at lægge en bulletproof plan, og sende mig hjem med fornyet håb. Og jeg kan godt afsløre, at jeg var en kende arrig da jeg forlod træningssalen. Det gik absolut ikke som jeg havde håbet – og oven i det, sidder jeg i dag og har mega irritation i skaden igen igen.

Det er virkelig svært at være patient i et behandlingsforløb. Der er så mange forventninger der aldrig italesættes, og så mange fald grupper hvor behandler og patient kan gå fejl af hinanden. Det er så sindssygt svært at kommunikere noget, man fagligt ikke helt har belæg for, men blot er en følelse, en intuition og en fornemmelse af hvad ens krop forsøger at fortælle.

Jeg er så sindssygt træt af, at registrere den mindste lille forandring i min højre balle. For at sige det som det er, jeg er bare ikke rigtig fan af min højre balle længere. Jeg er så sindssygt træt af, at forsøge at opklare mysterier om, hvorfor mon jeg endnu engang rammer et tilbagefald, og bliver sendt tilbage til start uden at indkassere så meget som en flødekaramel.

Nå men en ting står klart, jeg nægter at give op. Jeg nægter at smide håndklædet i ringen. Kampen Heidi vs. Højre balle er stadig åben, og hvis Højre balle begynder at smide dirty tricks på banen, så gør jeg det også. Når Højre balle laver en sniger, og sender mig i smerter uden nogen indlysende årsag, så har jeg tænkt mig at svare igen med en MR scanning. NU vil jeg altså se hvad der egentlig foregår derinde bag værnet af fedt og hud. Its gameday.. – og indtil jeg kan leverer min overrumplings-strategi med scanningen, har jeg tænkt mig at lade som om jeg har accepteret Højre balles føring. Jeg sætter mit løbe-tempo heeeelt ned, undgår alt der står på min ”NOT-TO-DO” liste, og spiller en underkuet skadet løber. (Sig det endelig ikke til min balle)  

The post Status for løbeskade first appeared on The greatness of running.

For at gøre en lang fortælling kort – jeg er ikke ok i ryggen, jeg har det hver dag som om, at jeg dagen før har løbet utrænet rundt i Rebild bakker og derfor har stive stænger og muskler. Det gør ikke vanvittig ondt, det er bare super irriterende. Der er altid en muskel der værker, en stivhed i ryggen og noget der bare ikke føles heelt som det skal være. Mest af alt, så minder min krop om et billedet af den gode Picasso – firkantet og ikke helt i sync. Jeg har bare de sidste par måneder blindt fortalt mig selv, at det er helt normalt at have ondt på samtlige løbeture når bare ikke smerten er over 3-4 på en 10’er skala. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst løb en tur, hvor jeg ikke mærkede noget som helst andet end mine fudser i asfalten.

Og for lige at putte lidt krymmel på softicen, så blev jeg forrige lørdag – vi taler altså 10 dage siden – efter en fantastisk løbetur med søster, ramt af en fiber på vej hjem efter aflevering af søster. En herlig lille fiber-basse, der sidder i venstre side af læggen og skriger hver gang jeg bevæger mig for hurtigt. Jeg har ikke løbet siden forrig lørdag, og der er p.t. ikke den store bedring med fiber-bassen.

Overordnet siger min intuition mig, at min krop er i total ubalance og at fiber-bassen er opstået som et biprodukt af en tiltagende omgang muskelkludder i min krop. Min fornuft siger mig, at nu er tiden kommet til at resette kroppen og bygge op på ny – noget der inkluderer aflysning af samtlige løb indtil jeg er stærk og flyvende igen, og altså en konklusion der hedder No Brighton Marathon. Det var en besk kiks at sluge, men der er ingen alternativer – jeg kan ikke løbe mere end 2 km. og det batter bare ikke rigtigt når man har 42,2 i udsigt.

Jeg har været en tur i behandler-junglen og måtte erkende at brandslukningen desværre ikke var tilstrækkelig. Jeg har lavet de anbefalede rygøvelser et par gange om ugen, jeg har holdt mig fra intervaller og for meget tempo, og jeg har forsøgt at holde pauser undervejs når jeg pendler til Randers – en by i galaksen (det er gudhjælpemig byens motto lige for tiden). Det hjalp også lidt i starten, men ikke på den lange bane. Stille og roligt er det gået ned ad bakken, og jeg føler mig efterhånden tæt på invalid når jeg sidder i sofaen med en ryg der synger slagsange, mens fiber-basse råber af dommeren i fodboldkampen de viser i TV.

Og her kommer mine knap så dybe refleksioner. Jeg er i grunden lidt som en fisk. En lille klovnefisk med to små fine finner. Som den glade lille fisk jeg er, elsker jeg vandet højere end alt andet. En dag opdagede jeg, at jeg var begyndt at svømme skævt. Jeg svømmede straks til en fiske-behandler, der kækt reparerede den højre finne ud fra en vurdering af min fortælling om mine smerter. Jeg svømmede efterfølgende videre uden de store problemer og skyndte jeg mig hen i korallen, og berettede om mit mesterlige træk. En uge efter begyndte jeg at svømme mærkeligt igen, ikke helt så skævt som sidst, men ude af balance på en mærkelig ufed måde. Og her burde jeg nok havde stoppet op og tænkt – hmmm, måske er det på tide at komme ud af vandet, og holde pause liggende som en flad lille apatisk fisk. Der er bare lige det, at jeg som en fisk, elsker vandet højere end meget andet, og helt ærligt – det er dælme svært at være fisk hvis man ikke svømmer i vandet. Og hvis man ikke er en fisk, hvad er man så?

Og sådan gik det så til, at der skulle et net ned i vandet for at hale mig op på land på den virkelig ikke-flatterende måde. Jeg kunne have lavet en lille salto og landet kækt på land, men nej, jeg var stædig og svømmede videre, mere og mere skævt og urytmisk indtil et fibernet fangede mig, og for alvor umuliggjorde mere vandsjov. Noget der p.t. har varet i indtil videre 10 stive dage og still counting.

Så her ligger jeg nu. Flad og apatisk i noget der ligner en løberblues af højeste karakter. Brighton er væk, og sjovt nok er det ok. Jeg har resigneret og glæder mig nu til at bygge mig selv op igen, i en ny stærkere og forhåbentlig klogere udgave. Jeg glæder mig til at starte ud fra næsten scratch, og langsomt vokse til en benhård superløber igen. Skader er en del af en løbers liv, og kunsten er at håndtere dem, inden de vokser sig på størrelse med nettet der bruges til notfiskeri (og de er voldsomme skulle jeg hilse og fortælle. :D).

The post Skibet er ladet med… Skader first appeared on The greatness of running.

Jeg skal da lige love for min krop vitterlig ikke vil løbe mere for tiden – og som konsekvens gør alt hvad den overhovedet kan, for at stoppe mig og min hjerne der hungrer efter en ordentlig dosis endorfiner. Og monstro jeg vitterlig har vakt gudernes vrede da jeg udbasunerede mit marathon nr. 100 – projekt her på domænet.

Så jeg er skadet… Og hvad så. Jo, for det første er en skades-pause tiden hvor man rigtig kan reflektere over alle de mindre kloge beslutninger man tager. Jeg ved pr definition, at jeg har en ryg der ofte driller, en nakke der indimellem sætter sig på tværs og nogle baglår der indeholder de korteste små elastikker af et par hasemuskler som ofte bliver flænset i siderne af for meget belastning. Og jeg ved af erfaring, at jo mere jeg styrketræner mine sårbare steder jo længere tid kan jeg gå uden skader – og jeg ved også, at jeg efter en skade træner super fint i en måned, og så glemmer jeg alt om sårbarhed, dropper styrketræningen og tonser ud på gader og stræder igen. Det er en gammel traver jeg nu tager for 4. gang i min tid som løbetosse – jeg er startet på styrketræningen, og denne gang lover jeg amager og halshug at jeg fortsætter styrketræningen, når jeg engang er tilbage på toppen igen.

En anden ting jeg også er pinlig bevidst om er at jeg i løbet af ca. 4 dage forvandler mig til den værste ubehagelige og mest forfærdelige person – vi snakker langt over Godzilla niveau. Jeg bliver simpelt hen til et monster af dimensioner af indebrændthed over ikke at kunne udfolde mine atletiske ”evner” og hvis ikke jeg finder alternativer i en fart, er min stakkels familie i overhængende fare. Så for et par år siden investerede jeg i en racercykel, en lækker lille blå sag som redder mig – og min familie gang på gang. Når jeg er løbeskadet kan jeg heldigvis næsten altid cykle i stedet.

Så den næste uges tid vil du, hvis du indimellem slår over på P4, kunne høre trafikmeldinger med varsling om et hurtigtgående projektil på landevejene – så ved du det bare er undertegnet der racer energi ud af hver eneste pore i kroppen. (Sandheden er at jeg ofte bliver overhalet af gamle damer på havelåger, gamle damer der vel og mærket lige når at kigge mig i øjnene og blinke til mig mens de ræser forbi. Jeg bliver aldrig nogen stor landevejsrytter.)

Gode ideer til øvelser for baglår eller hemmelige urgamle trylleformularer mod fiberskader modtages i øvrigt med kyshånd. – og så ellers ikke et ord mere om at nærme sig de 100 marathons.

The post En skade kommer sjældent alene. first appeared on The greatness of running.