Valget af træner faldt denne gang på Mia Sørensen. Mia driver sundfokus.dk og er selv en yderste garvet marathonløber, der har en PR jeg aldrig kommer i nærheden af. Hun er benhård og en vanvittig dygtig løber. Og skal jeg være super ærlig, så valgte jeg Mia af én speciel årsag. Altså ud over at hun selv løber marathon, og er dybt inspirerende at følge på de sociale medier. Jeg rettede henvendelse til Mia udelukkende fordi hun er en kvindelig løbecoach. Dem ser man altså ikke mange af på markedet, i hvert fald ikke hvis man holder det op mod antallet af mandlige løbecoachs.

Og hvorfor så en kvinde. Jo – det skal jeg sige jer, jeg tror at en kvindelig coach måske bedre forstår de rationaler jeg gør mig i mit hovedet, når jeg træner. Ja jeg indrømmer blankt, de er ofte lettere hormonelt betinget, og tenderer til at være mere kryptiske omkring en bestemt periode på måneden. Og i det hele taget måske bedre forstå de totalt irrationale konklusioner jeg formår at drage, når tingene ikke helt spiller efter nodebogen.

Mia var heldigvis med på ideen, og jeg har nu i 1½ uge fulgt Mias program. Programmet er lavet så jeg starter ud med uger med ret lav kilometer-antal. Til gengæld får jeg i stedet lidt mere fart på. Da jeg modtog programmet tænkte jeg, no problemo, den klarer jeg. Men allerede her i første hele uge har jeg præsteret at overskride antal ugentlig km. med 12 km. Endda ret bevidst. Jeg vidste godt, at når jeg løb med Leah i Frederikshavn tirsdag aften, så talte det for min lange tur som ellers skulle løbes søndag. Problemet var bare, at da jeg kom til søndag og tog skoene på mens familien sov, så kunne jeg simpelt hen ikke stoppe. Jeg måtte fortsætte, mens mit hoved udtænkte alle mulige grunde for legaliteten af det, jeg havde gang i.

Tilbage på matriklen var jeg glad, mit hoved var tilpas. Det hold helt ind til søndag eftermiddag, hvor jeg opdaterede det regneark Mia har sendt, med mine reelle træningspas. Nu skulle jeg pludselig skrive sort på hvidt og åbenbare mine skarnsstreger for Mia. Jeg følte mig totalt som et lille barn i børnehaven der, mens de voksne kigger væk, lige får smurt Nutella på vinduet.

Til min søster havde jeg lørdag morgen luftet min irritation over weekendens meget reduceret træningsmængde (i forhold til det jeg har løbet siden sommer), og midt i vores samtale smuttede der ord ud af min mund, ord jeg ikke nåede at stoppe i tide og liiige vende en ekstra gang inden de forlod min kryptiske tanker.

”Jeg løber bare en ekstra tur uden at registrere det” fortalte jeg pludselig søster, med de mest udspekulerede øjne der lynende af galskab. – Og lige i det sekund ordene fløj ud af munden på mig, kunne jeg godt selv høre hvordan det lød. Ikke specielt flatterende, en alkoholiker der skjuler flaskerne i skabet. Præcist som når ungerne tager ud til deres far og jeg har en uge alene med deres slikskab. ”Mor, du rører ikke vores slik vel?” – ”Neeeej da, det kunne jeg da ALDRIG finde på…” to sekunders pause… ”Det er nisserne der gør det”.

Så siddende der, søndag eftermiddag, i spinatsuppen måtte jeg bekende kulør. Jeg sendte præcist det jeg havde løbet til Mia; og fik prompte en yderste venlig irettesættelse tilbage.

Jeg brugte det meste af søndag aften på at mærke efter. Var dét det rigtige valg jeg har taget med at løbe efter program igen? Jeg vågnede sågar midt om natten og fortsatte mit tankemylder. Og hele vejen hjem fra arbejdet i dag. Jeg vil helst ikke spilde Mias tid, hvis jeg ikke 100% vil det, men hvordan finder man ud af om man vil noget 100%. De kloge siger ”Mærk efter”, jeg har mærket og mærket og mærket – og der kom ingen svar overhovedet.

Jeg tog i stedet min kære gamle slidte notebog og skrev mig ud af tankemylderet. Inspireret af mine løbebøger forsøgte jeg at skrive de ting jeg gerne ville, og visualisere små kortfilm i min indre biograf. Og jeg tror dælme jeg nåede frem til endestationen. Jeg vil det gerne. Jeg vil gerne løbe struktureret indtil forårs-løbet i april udfolder sit drama under den engelske sydlige himmelske sfære. (Kan I høre englene synge… )

Jeg giver Mia min fulde tillid og lover (så godt jeg kan) ikke at falde for meget i flasken igen. Og Mia; hvis du læser med.. Husk jeg er kun et simpelt behovsstyret menneske. Jeg gør det ikke med vilje, når jeg laver skarnsstreger, eller – jo det gør jeg faktisk, men jeg har det altid dårligt med det. Jeg lover at forsøge at være den mest eksemplariske løbestudine jeg overhovedet kan være.

The post En træningsvampyrs bekendelser first appeared on The greatness of running.

I år skulle det så være, jeg fik taget mod til mig – nok mest af alt fordi jeg pr. 1. juni har fået nyt arbejde, og derfor så det som sidste chance for overhovedet at stille op i løbet, – og fik tilmeldt mig 10 km distancen.

Løbet starter altid med en gang let opvarmning inden starten går i fælles flok ud på ruten, der er en kuperet runde på 5 km, der for 10 km løberne skulle løbes to gange. Jeg var ret spændt, jeg har ikke løbet et 10 km løb siden 2009 hvor jeg startede min “løbekarriere”. Dengang løb jeg en super fin tid og lovede mig selv jeg aldrig ville gentage succesen – Og her 8 år efter løb jeg så igen ud på distancen med 107 marathons og 25 halve i erfaringskisten.

Lad mig med det samme afsløre; jeg blev nummer to i løbet – slået af en super dygtig løber (en studerende selvfølgelig) og jeg løb en tid der var lidt dårligere end min debuttid for 8 år siden. Og jo, ruten var kuperet og vinden føltes som en vindtunnel på flere af strækningerne, men alligevel – jeg havde nu sat næsen op efter en lidt bedre tid. Men pyt; det vælter ikke min lille løber-verden.

Efter løbet var jeg en tur inde og besøge vores søde skønne damer der sidder i studieadministrationen, de havde ikke løbet og sad og hyggede sig med en kop eftermiddagskaffe. Vi kom hurtigt ind på emnet løb, og med et var der en fælles ånd, der løftede sig op under loftet. Udtalelser som ”Jeg ville altså ønske jeg kunne løbe”, ”Det ser bare så let ud, men jeg kommer nok aldrig til at løbe” og ”Jeg har prøvet flere gange, men det går bare ikke rigtigt”, fik mig til at udbryde ”Jammen I kan jo bare starte sammen og hjælpe hinanden med at motivere og holde hinanden op på aftalen; så skal jeg nok lave et forløb til jer”. Og vupti, stemningen løftet sig op i niveau med julefrokosten, og før jeg fik vendt snude tilbage mod IT kontoret, havde jeg lovet at lave et begynderprogram, og være mentor på forløbet ”Fra ikke-løber til 5 km løber”.

Tilbage på kontoret havde jeg travlt med at dele ud af min gevinst, der blandt andre lækkerier indeholdt en pose lækre døde melorme, lige til at smide på panden og strø ud over salaten. NOT – Det er altså lige en tand for syret for mig, og posen blev gavmildt doneret til min søde kollega Anne, der har lovet at vende tilbage med forslag til marinade der passer til sådan en bunke kryb.

Jeg glemte lidt de søde damer, velvidende at man ofte smittes af andres skøre ideer når man sidder i en flok – og tog hjem og brokkede mig højlydt til min bedre halvdel over min manglende evne til at præstere på korte distancer.

Dagen efter kom der en mail i min brevsprække med en simple forespørgsel på det løbeprogram jeg havde talt om. Og så var der ingen vej udenom, jeg fik fundet et program jeg selv syntes er fantastisk til helt nye løbere, et program der i de første 5 uge baserer sig på veksling mellem gang og løb. Og med opfordring til at lave en FB gruppe hvor jeg kan komme med gode råd og svare på spørgsmål om løb, afventer jeg nu den videre udvikling i sagen.

Jeg håber de søde damer finder modet og fastholder det de blev smittet af, da næsten 300 løbere susede fordi deres vinduer for en uge siden. Jeg er i hvert fald helt klar til at hjælpe, og bare tanken om det giver mig kriller i maveregionen. Jeg vil elske at få mulighed for at følge en flok nybegyndere i deres rejse til 5 km stenen. Jeg vil elske at få mulighed for at give lidt af alt den hjælp jeg fik, da jeg startede med at løbe, tilbage til nye løbere – nå ja, og selvfølgelig kan jeg slet ikke stå for udfordringen om at gøre en flok ”ikke løbere” til nye løbeelskende individer

Hvor er det fedt, når virksomheder tør bruge motion som en naturlig ting der serveres på paletten af goder til personalet. Jeg så med mine egne øjne hvordan det smittede rundt omkring på gangene, og ikke-motionister pludselig blev ramt af motionsbaciller. Det virker!!! Meget mere af det tak.

The post En Sundspurt og smittende løbeglæde first appeared on The greatness of running.

Nå men tilbage til træningsprogrammet. Hver uge har jeg en komplet tilrettelagt plan for min træning, planen dikterer præcist hvad jeg skal løbe og ved hvilken intensitet. Og samtidig modtager jeg feedback via Garmin Connect efter upload af mine træningspas, hvor Coach, som en anden big brother holder øje med mine præstationer. (Det er virkelig en ting der kan holde mig til ilden; at jeg ved der er én der kigger med og bruger tid på at forholde sig til mine meritter).

I starten af programmet skulle jeg lære at løbe langsomt, det skrev jeg lidt frustrerende om her. Men allerede efter de først 4 uger begyndte der at komme kul på programmet; der kom intervaltræning og tempo blandet med de langsomme ture. Det var- og er stadig utroligt varieret og jeg løber stort set aldrig det samme træningspas mere en to gange. Samtidig øges mængde og intensitet stille og roligt – og til trods for at jeg nu løber næsten 100 km. hver uge, så har jeg ikke skyggen af skader eller vedvarende ømhed.

Jeg elsker følelsen af, at der er et formål med hvert træningspas jeg laver. Og jeg elsker følelsen af at have klaret et hårdt pas, især når jeg for morgenstunden kigger i programmet og tænker; det klarer jeg da aldrig. Men hold nu op hvor kan man bare meget mere end man selv tror. Jeg har virkelig fået rykket grænser for min formåenhed

I denne uge – og næste uge peaker min træningsindsats og på torsdag går det så løs, her skal skeletterne ud af skabet, luftes og udstilles for omverden. Jeg skal have lavet en ny laktattest (se her hvordan det gik første gang:) https://thegreatnessofrunning.dk/?p=3004 og så vil jeg få syn for sagen – kan den videnskabelige tilgang til løb i pulszoner rykke på en gammel nordbagges komfortzone. Har 12 ugers træning givet bonus; eller er jeg bare et håbløst tilfælde hvad optimering angår, og kan jeg, af samme grund, derfor lige så godt fortsætte med mit komfortzoneløb som jeg løb inden træningsprogrammet?

Jeg kan godt afsløre jeg allerede nu har en flok sommerfugle der basker rundt i maven, jeg er spændt på samme måde som mine unger, når de jagter pokemons og jeg glæder mig sindssygt til at se resultaterne af testen.  Hvem vinder dysten: Videnskaben eller ”jeg træner kun i min komfortzone, det plejer jeg og det er let for mig”-tilgangen.

En ting jeg har lært af mit træningsprogram er at variationen i træningen, altså skiftet mellem de langsomme ture, de små hurtige intervaller, tempoturene og trailturene virkelig gør godt for min motivation. Det er som om min lyst til at løbe bare er eksploderet eksponentielt med dagene i træningsprogrammet. Jeg står op om morgenen, kigger på dagens pas og tænker – Jubiii; hvor er jeg dog en heldig løber. Og så går jeg ellers hele dagen og glæder mig til at komme ud på tur. Hold nu op hvor har det dog været godt for mig at prøve, at få lavet et personligt træningsprogram tilrettelagt ud fra mine egne behov, mål og muligheder. Kan i den grad anbefales

The post Status for træningsprogram first appeared on The greatness of running.