Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr

Oprindeligt havde vi planlagt tre dags løb, fra Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hirtshals Fyr. Men logistikken gik ikke op, og vi udsatte derfor at løbe strækningen Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hanstholm Fyr til senere på året.

Sommerturen 2021 startede en halvkølig tirsdag morgen med ryggen mod Hanstholm Fyr. Løberygsækkene var fyldt til bristepunktet med vand, energidrik, gels og energibarer, og humøret var højt. Forude ventede en cocktail af uendelig kilometer smuk og barsk Vestjysk natur.

Ideen med turen var primært at løbe så tæt på vandkanten som muligt, velvidende at vi flere steder måtte løbe på stier og veje bag første klitrække pga. ufremkommelig strandunderlag (Jeg har bevis :D). Vi vidste at vi fra Hanstholm Fyr skulle ned på havnen, og finde Redningsstien der ville føre os ud mod Vigsø. Det var første pejlepunkt på ruten.

Når man løber fra Hansholm Fyr, løber man fra fyret til Kystvejen, og via den ned til havnen hvor man drejer til højre, løber gennem havneområdet og mod Renseanlægget og her finder man starten af Redningsstien for enden af vejen.

Redningsstien er den fineste sti der løber lige bag kysten gennem det smukkeste landskab. Den er markeret med små piktogrammer og går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg. Redningsstien er oprindeligt en vej til redningstjenesten, der via den kunne komme frem og redde forliste søfolk, som strandende på den barske og vindblæste kyst.

Stien endte ved en lille parkeringsplads med toiletter og vand. Og her mødte vi Freddy og hunden Plet. Freddy er en pensioneret fisker der gennem 35 år fiskede i farvandet ud for Hanstholm. Han er samtidig ansat i farvandsvandsvæsenet, og hjælper stadig til, når badegæster og søfolk kommer i nød. Freddy fortalte om dengang han gik i land og besluttede sig for at stoppe som fisker, og pludselig ved et tilfælde endte med at skulle sejle et skib til Ghana i Afrika. Han fortalte om, hvordan det var at komme som hvid mand til et område hvor man bestemt ikke går ud om aftenen efter 22:00, og har lokale til at køre bilen for en sikkerhedsskyld. Om et land hvor tyveri og overfald er hverdagskost, og hvor en fristende mobiltelefon placeret lidt for åbenlys kan være livstruende. Freddy genbesøgte på et senere tidspunkt området i Ghana for at hjælpe med at bygge en ny bro til et dambrug – og vi fik lov til at se billeder af fisk vi aldrig før har set, og af broen der blev bygget.

Vi sagde pænt farvel til Freddy og Plet, og fortsatte ned på stranden videre mod Lild strand, mens vi snakkede om hvordan livet pludselig kan ændre retning hvis blot man har modet, og tør sige ja til ting, der virker en kende skræmmende. De store oplevelser kræver ofte, at man hopper ud af komfortzonen.

Ruten fortsatte mod Lild Strand – først det lækreste sand (omend lidt tungt nogle steder :D) – og så….. det virkelig udfordrende, og svært fremkommelige stykke med alt for mange sten og ømme lægbasser.

Vi ramte Lild Strand, lidt ømme i stængerne af løb på sten – og til vores held var Haw-kiosken åben. Her stod Tove og solgte is, kaffe og alverdens sjove små ting lavet af lokale på egnen. Tove fortalte at hun, sammen med hendes mand var flyttet fra Thisted til Lild Strand i deres sommerhus i plantagen, og at hun nu sammen med 3 andre damer i området, holdt Haw-kiosken kørende. Hun fortalte om at komme til et område, hvor man gavmildt blev hilst velkommen, og optaget i lokalbefolkningen, og om at bo midt i naturen og elske det overalt på jorden. – Nå ja, og så solgte hun de bedste is til to is-hungrende løbere.

Fra Lild strand løb vi videre af Redningsstien (her skal man lige løbe til venstre ad Sandnæshagevej, og forbi det gamle badehotel før man rammer stien igen). Stien er lidt mere vild efter Lild Strand og byder på det lækreste single track, og et vanvittig flot syn af den hvide Kæruld der blomstrer her i slutningen af Juni måned. Med til historien hører i øvrigt, at jeg næsten satte mit liv på spil for billedet herunder. – I min iver for at få et nærbillede af det smukke hvide hav af blomstrende Kæruld, trampede jeg kækt gennem bevoksningen. Et rent lykketræf fik mig til at kigge ned idet jeg løftede min højre fod, for at placere mig perfekt i forhold til mit motiv. Der – lige under min fod – lå en halvvoksen (hvis I spørger mig, tænker jeg 4-5 meter lang :P) slange af en hugorm med gabet åben, den lå bare og ventede forventningsfuldt på den godbid der var på vej ned i gabet på den. Jeg sprang væk som en stukket gris. JEG HADER HUGORME

Stien endte ved Bulbjerg, som med sine 47 meter troner kækt og rankt over Vesterhavet. Bulbjerg er en kalkstensklippe, og er Danmarks eneste fuglefjeld. (Så kan I lære det Færøerne og Island; vi har også fuglefjeld i lille DK :D) (Læs evt. mere her: https://www.lildstrand-thy.dk/page/omraadet/bulbjerg-klint )

Vi valgte at kravle op på toppen og nyde udsigten (Det var første gang Vagn var på Bulbjerg), inden vi fandt en lille sti der førte os tilbage til stranden på den anden side af fuglefjeldet. Og sørme om der ikke her, var en perfekt sti der første os videre hele vejen til Thorup Strand lige bag første klitrække.

Normalt når man kommer til Thorup Strand er det første man skal se alle fiskekutterne der ligger på stranden (hvis de da ikke lige er på havet). MEN vi kom fra vores lille sti, der til sidst blev til en grusvej ind til Thorup Strand, og det første vi mødte var… En ny Haw-kiosk der serverede Franske Hottere´ UHUUUEEEE – det var tiltrængt. MAD. Og først herefter var vi klar til at bese Nordeuropas største kystlandingsplads hvor man har drevet fiskeri fra stranden siden vikingetiden. Det er virkelig noget vi kan være stolte af i Danmark, og jeg håber de kære politikere gør alt hvad de kan, for at hjælpe fiskerne i Thorup Strand og bevare det historiske fiskeri langt ind i fremtiden.

Vi havde lidt svært ved at regne ud, hvordan vi skulle løbe videre fra Thorup Strand, og forsøgte os med en grusvej langs med stranden. Den endte blindt, og vi løb måtte derfor løbe ned på stranden og fortsætte nordpå i sandet (Hvilket viste sig at være et rent held, for stranden viste sig fra sin bedste lavvandet side – og lod os løb på vandkantens hårde underlag. Det blev turens længste strandstrækning. En uendelig horisont, havets brusen, vinden i ryggen og solens varme stråler på kroppen. Ren magi.

Vi løb forbi Grønne strand (og fik et lille bitte glimt at den fine lyng-vindmølle fra 1856), og for første gang i mit løberliv også på stranden nedenfor Svinklovene og forbi Svinkløv Badehotel. Normalt når jeg løber ved Slettestrand og Svinkløv løber jeg på vejen/stien der går fra Svinkløv badehotel og runder bunden af Svinklovene langs kreatur-hegnene.

Det er sjovt når man løber så lang en tur. I starten blev der taget billeder nærmest for hver anden kilometer, og efterhånden som kilometerne gik og turen skred frem, blev billederne færre og færre. Jeg har således ikke et eneste billede at Svinkløv badehotel, eller af den fuldstændige fantastisk is (bare navnet siger jo det hele – Magnum dobbelt gold caramel billionaire) vi indtog på cafeen ved Slettestrand.

Stranden ved Slettestrand er ret stenet og vi besluttede os for at skåne benene, og i stedet løbe på redningsvejen bag klitterne forbi Tranum Strand og ud til Ejersted strand. På vores stop i Cafeen ved Slettestrand hjalp verdens sødeste cafe-medejer (eller i hvert fald manden til hende der ejer cafeen) os med at tjekke om strandstykket mellem Ejersted og Rødhus var åben for offentlig passage. Det er nemlig sådan, at forsvaret ejer strandstykket samt hedestykket bag, og det benyttes ret ofte til skydeøvelser hvorved adgang på stranden er forbudt.

Det viste sig at der var lukket for adgang på stranden netop selvsamme dag, (man kan slå det op her: https://forsvaret.dk/da/oevelsesaktiviteter/region-nordjylland/skydeomrade-tranum/ ) og da det forlyder at man får ret store bøder hvis man trodser adgangsforbuddet skulle vi ikke nyde noget. Det var lidt en bet for os, for det betød at vi var nødt til at løbe ind i landet til Tranum Klitplantage, og gennem skoven til Rødhus Klit. En tur med ca. 10 km. ekstra løb i skoene.

Jeg har løbet rigtig meget i området Tranum Klitplantage og ved Rødhus Klit, og lokkede Vagn med ind på en lille lækker sti på vej ned til Rødhus Klit (jeg tror faktisk den er markeret som Nordsørute-sti). Stien går fra Dødemandsbjerget (jeg ved ikke om det blot er en skrøne, at det hedder sådan) som ligger på en sidevej gennem plantagen (tættere på Rødhus end Tranum), og er en lille overset perle. Den ender ved Rødhus Klit Camping hvorfra man kan løbe videre på stier ned til Rødhus Strand.

Og vupti – 74,2 kilometer senere stod vi på Rødhus Strand og havde nået til dagens endestation. Vi havde en aftale med min bedre halvdel om, at han stod klar med burgere og pommes frites i sommerhuset, hvor vi skulle overnatte inden turen gik videre dag 2 mod Hirtshals. NØJ det var et par sultne og trætte løbere der indtog sommerhuset, og gik til køjs nærmest i samme sekund uret ramte 22:00. Det havde været den fedeste løbetur med så uendelig mange naturoplevelser. Jeg sov i det sekund jeg ramte puden, og lod vækkeruret vække mig til dag 2 og næste etape på sommerturen.

jeg kan i den grad anbefale at løbe måske ikke hele turen på een gang, men i hvert fald strækninger af ruten. Vestkysten er noget af det smukkeste vi har i Danmark. (hvis du spørger mig :D), og der er masser af forslag til ruter og seværdigheder på nettet.
Eksempelvis:
https://vandreruter.dk/vesterhavsstien/
https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/inspiration/vandreruter-og-kort

Troels Kløvedal sagde engang “Hvad nu hvis jorden er paradis og vi bare ikke har opdaget det?” – På turen Hansholm til Rødhus vil jeg give ham ret. Det er ubetinget et rent naturparadis vi har løbet igennem.

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 1 first appeared on The greatness of running.

Det har været fuldstændig fantastisk at følge Stine Rex’s rekordforsøg på 48 timers løbet her i weekenden. Hendes vanvittige præstation med hele 384 kilometer, ny dansk, ny nordisk og sørme også ny europæisk rekord i et hug. Stine er ubetinget i verdenseliten hvad gælder ultraløb, og jeg tror bestemt ikke vi har set den sidste rekord fra hendes side endnu.

Jeg har jo haft den udsøgte fornøjelse at arbejde sammen med Stine om vores lille bogprojekt, og udover at hun da er helt fænomenal til at få skabt opmærksomhed, hvilket lover virkelig godt for vores kommende bog, så er Stine også en personlighed man virkelig kan lære meget af. Så her kommer, kære læser – ting du kan lære af Stine Rex’s præstation, uden at du behøver løbe helt så mange kilometer.

1. Tro 100% på det du giver dig i kast med, indtil det modsatte er bevist.
   Stine går altid ind i hende projekter med 100% tiltro til egne evner. Hun skænker aldrig en tanke på ”hvad nu hvis det ikke går”. Hun tror på succes indtil det modsatte er bevist.
   
2. Du kommer rigtig langt hvis du har viljen og hjertet med.
   Stine fandt på projekt ”løb i 48 timer og se om du kan slå rekorder mens du samler penge ind til DGI-huset” for kun små 3 uger siden. Hun ville det VIRKELIG MEGET, og hjertet brænder ubetinget for hendes arbejdsplads DGI-huset Nordkraft i Aalborg. Den cocktail vil bane vej for succes næsten ligegyldigt hvad du sætter dig for.
   
3. Skab et godt team omkring dig, og vær ikke bange for at spørge om hjælp
   Stine har hendes mand Dan som den ukronede mester-supporter. Der findes simpelt hen ingen som ham. Samtidig havde hun til løbet fået alle hendes skønne kollegaer fra DGI-huset til at løbe med rundt i alle 48 timer. Alle hendes instruktører skiftedes simpelthen til at løbe rundt på banen så Stine aldrig var alene. Du skal aldrig være bange for at spørge om hjælpe hvis du gerne vil nå et stort mål.
   
4. Lad være med at ærgre dig over ting, du ikke kan ændre
   Vejrguderne var ikke just på Stines side den førte aften og nat. Det kunne have taget modet fra enhver, men ikke Stine. Hun fortsatte ufortrøden og brugte ikke energi på at irritere sig over ting hun alligevel ikke kunne gøre noget ved. Brug kræfterne på det du kan ændre, og accepter det du ikke kan ændre.
   
5. Hold fast i det der virker for dig og lad være med at bekymre dig om hvad andre tænker og mener.
   Stine træner på hendes måde, uden ur og uden trænings-program. Hun løber det hun selv mener er godt for hende. Det er fristende at blive påvirket af de sociale medier, og at se hvad andre gør og mener. Måske løber dem du følger utallige flere kilometer end dig om ugen, måske løber dem du ser op til, knald-hårde intervaller hver anden dag. Lad dig ikke påvirke. Find det, der virker for dig, og hold fast i at det er det rigtige for dig.
   
6. Vær dig selv og forfølg dine egne drømme
   Stine forfølger hendes drømme. Hun mærker efter hvad hun gerne vil, og gør hvad der skal til for at nå dem. Mærk altid efter hvad der egentlig betyder noget for dig. Måske er det ikke konkurrencer, måske er det ture i skoven en tidlig morgen. Hold fast i dine egne drømme, og træf beslutninger der fører dig mod dem
   
7. Arbejd hårdt for at nå dine mål, der findes ingen genveje.
   Stine arbejder stenhårdt på at nå hendes mål. Det ser måske let ud for hende, når hun smilende løber i mål efter 48 timer i løbeskoene. Men tag ikke fejl. Stine løber hver evig eneste dag mellem 15-40 kilometer. Hun er ikke kommet sovende til den stjernestatus hun har i dag. Vær villig til at arbejde hårdt for dine drømme, det vil gøre sejrens sødme endnu mere fantastisk hvis du en dag når dit mål. Dediker dig til dine mål, og vær din egen største supporter.
   
8. Se udfordringer som spændende nye muligheder
   Stine skulle på 3 uger arrangere eventen, have officielt opmålt rute, finde løbere, finde sponsorer, og finde campingvogn til familien så de kunne være ved målstregen i alle 48 timer. Stine klarede det hele ved at se muligheder og tænke i løsninger, i stedet for at lade sig begrænse. Du kan flytte bjerge hvis du angriber udfordringer med positivt sind, og forsøger at se nye muligheder i begrænsningerne.
   
9. Grib chancerne og sig JA til det der dukker op, man ved aldrig hvad det fører med sig af nye muligheder. Stine havde inviteret flere løbere med til at løbe forskellige distancer, mens hun selv løb. Én af dem var en løber fra Hjørring der løb 12 timers løb. Løberen, Peter havde ikke tidligere løbet længere end 60 kilometer på én gang, men greb alligevel chancen og havde modet til at prøve. Det gik super godt for ham, og jeg er overbevist om, at han i dag er en stolt mand. Prøv selv at siger ja til ting, du ikke nødvendigvis føler dig helt tryg ved. Gå ud af komfortzonen og se hvad der sker.
   
10. Vær modig og grin af dig selv. At fejle er ingen skam, men i stedet verdens bedste læring.
    Stine forsøgte at slå verdensrekorden på 48 timers løb tilbage i januar. Det gik ikke som hun havet håbet, og hun måtte udgå med skade. I stedet for at give op, og tænke at det så nok bare ikke var hendes lod i livet at løbe 48 timers løb, viste hun modet til endnu engang at forsøge sig. Hun lærte af oplevelsen fra sidst, og gav det et nye forsøg. Vær modig og vær ikke bange for at fejle. Vi fejler alle på et tidspunkt. Lær af fejlene, og prøv igen. Grin af dig selv og lad selvhøjtidelighed blive udskiftet med mod.

Stine er en kæmpe inspiration for os alle. Hun er typen der tør udfordre gænge ”sådan gør man normalt” og finder hendes- og familiens egne veje i livet. Og så har hun en befriende evne til at lade jantelov være jantelov – noget der på ingen måde påvirker Stine i hendes jagt på hendes mål.

Gør som Stine – sæt dig et mål, involver folk omkring dig, og gør det du kan, arbejd hårdt og smid selvhøjtideligheden. Og hvem ved, måske går dine drømme også i opfyldelse (Min egen drøm er godt på vej. Jeg sagde ja til en udfordring, jeg arbejder hårdt og jeg tror 100% på det bliver godt. Min forfatter-drøm er pludselig mere håndgribelig end nogensinde før.)

The post Hvad kan vi lære af Stine Rex first appeared on The greatness of running.

For 5 år siden løb jeg med, da Thomas Kragh debuterede med afholdes af løbet kaldet SOUT i det naturskønne Skagen. Jeg løb 60 km. og stod dengang på startlinjen og følte mig fuldstændig forkert. Jeg havde aldrig før stiftet bekendtskab med trailløbet, og der stod jeg i mine almindelige løbesko og en løbstrøje fra Boston marathon, blandt de andre yderst velklædte ”trailere” i deres trailsko og noget de kaldte for gaiters.

Dengang var det en vild oplevelse for mig. Ruten var hård og jeg anede ikke hvad jeg gik ind til, før jeg løb rundt og led i det smukke Skagen. Jeg løb forkert et par gange, faldt så lang jeg var op til flere gange (qua min almindelige sko som ikke just greb fast i underlaget), og var så sulten da jeg nåede til 48 km, at jeg kunne spise en ko mellem to madrasser (må man egentlig godt sige det i de her klima-tider :P).  Jeg kom i mål i en helt hæderlig tid, som første kvinde lige foran seje seje Mette fra Aarhus. Jeg havde set på facebook inden løbet, at vinderen fik en kæmpe stor buket blomster – og da jeg på det tidspunkt aldrig havde vundet blomster før, var det min motivation for at holde føringen stålfast. Der var bare ingen blomster til mig. Det var kun den samlede vinder (en total sej gut) der fik blomster og præmier, og jeg kørte slukøret hjem.

Året efter meldte jeg mig ikke til løbet. Det gjorde seje seje Mette til gengæld, og hun løb med sejren og det fedeste trofæ jeg længe havde set. Thomas havde fået lavet trofæer til bedste mand og kvinde på distancerne 30km og 60 km. Min skæbne var forsejlet, sådan et trofæ ville jeg bare så super gerne have stående i min lille samling.

Årene gik, jeg prioriterede marathon-distancen og forsøgte at fortælle mig selv, at det jo bare var et trofæ. Lige indtil i år. I år var jeg ikke tilmeldt marathon, og pludselig stod jeg med en tom kalender i weekenden for afholdelse af SOUT. Problemet var bare, at jeg grundet min genstridige skade ikke har løbet trail hele sommeren, jeg har ikke været over de 42 km. i distance, og jeg anede ikke om jeg rent faktisk kunne gennemføre så hårdt et løb. Sidste dag for tilmelding tog jeg mod til mig og meldte jeg mig til. Lukkede øjnene, og tænkte det måtte briste eller bære.

Der stod jeg så igen på startstregen i går morges, denne gang iført de rigtige trailsko :D. Vejret var fantastisk, og nu kendte jeg adskillige af de øvrige løbere, og følte mig som én af flokken. Jeg elsker i øvrigt trailløbere, mest af alt fordi trailløb sjældent drejer sig om jagt på tider, men mere om at gennemføre og få en fantastisk oplevelse med hjem. Når man taler med trailløbere, er det stort set altid fantastiske historier og skøre oplevelse der er samtaleemnet, og ikke ”hvor hurtigt skal du løbet i dag”. I går var emnet ”Kan man gennemføre en 60 km. med tømmermænd :D”.

Se, nu troede jeg jo, at jeg havde styr på ruten. Jeg vidste godt, at Thomas havde ændret lidt på ruten de sidste 10 km. men resten havde jeg i mit hovedet forstillet mig, at jeg havde styr på. Starten ned gennem havnemiljøet – tjek, et strandstykke ud forbi XXXX – tjek, ind i klitterne og løbe op/ned, op/ned, op/ned – tjek, ud til den tilsandede kirke på trailspor – tjek. Min puls var skyhøj, starten på SOUT er udfordrende, og jeg tror at man, hvis det er første gang man løber det, bliver en smule skræmt over de kræfter der skal bruges i starten. Især hvis man er på 60 km. og har endnu 50 km. foran sig endnu.

Efter den tilsandede kirker, som i øvrigt er forblændede smuk og absolut et besøg værd, hvis du er på de kanter, er ruten ud over den lille sandmile og ud til punktet hvor 30 og 60 km. deles, helt umulig at beskrive med andre ord end  op/ned, op/ned, op/ned…… Man tænker, når man kører ind mod Skagen ad landevejen, at det da i grunden må være Danmarks fladeste terræn. Og hvordan pokker det er lykkedes den gode Thomas, at finde så mange voldsom stejle klitter er mig en gåde. Flere af stigninger måtte jeg kravle op ad – og mens sandkasserne i mine sko voksende sig store og ubehagelige, spekulerede jeg som en gal over, om det var nyt terræn i forhold til mit første SOUT for 5 år siden. Nå ja, og så lige om det i virkeligheden havde været så god en ide at tilmelde sig 60 km. med den minimale trail-træning jeg havde med i rygsækken.

Ved delingspunktet efter 10 km – det er næsten ikke til at fatte, at man kun har løbet 10 km. når man når dertil, det føltes som 20 :D, ramte vi 60 km. løbere asfaltstien – en lille lækker sti jeg drømmer om at cykle på med landevejsraceren. Her var jeg på hjemmebane. Asfalt, det kan jeg, og pace blev øget for at indhente noget at det, jeg havde sat til de første 10 slemme kilometer. Foran mig lå en mandlig løber og jeg brugte ham som sømærke for min fremdrift (vi er jo i Skagen :D). Dette stykke kunne jeg huske for sidst, og efter at have doneret sand til en evt. udvidelse af stien, cruisede jeg ud mod ”mit” strandstykke og ramte stranden med masser af energi og lyst til at løbe videre. Strandstykket på den østlige side er smalt, og man skal løbe i vandkanten for at få fast grund under fødderne. Til gengæld er der stor mulighed for at finde pelikanfødder (en lille musling jeg syntes er helt fantastisk) når man nu alligevel cruiser ud mod første depot ved ca. 22 km.

Depotet var et lille rødt julehus. Det gælder for samtlige 3 depoter til SOUT, hvilket er helt genial når man kommer løbende træt og lækkersulten senere på ruten. Det, at spotte det lille røde julehus giver vinger, og man er overhovedet ikke i tvivl om, hvor depotet befinder sig. Næste år vil jeg dog gerne anmode om, at jeg kan få min guf-is med 3 kugler ved 45 km. depotet.

Jeg ramte depotet på samme tid som mit sømærke, og cruisende videre på landevejen foran ham. Igen var jeg glad for, at jeg godt vidste landevejsstykket ville være længere end man lige tror. Der kommer adskillige hestestier, man kunne forledes til at tro var vejen, men nope – man skal altså helt ud til Råbjerg hede. Og som det åbenbart skal være for mig, blev jeg mødt at en krydsende Skagens-gris, det lille tog mellem Skagen og Fr.havn. Så hyggeligt.

Jeg skal være bundærlig og indrømme, at Råbjerg hede for mig er det værste stykke på hele turen. Mærkeligt nok. For magen til smukt område skal man lede længe efter. Men stykket passer bare på ingen måde til mit løb. Lyngen spænder ben for mig, smågrene binder mine snørebånd op, og buskene river mig på lårbasser og knæer. Vi er bare ikke rigtig gode venner mig og Råbjerg hede. Mit tidligere sømærke overhalede mig ca. halvvejs ude på heden, og kort efter røg jeg på snuden mens jeg bandende heden langt væk. Jeg forstå bare ikke den hede. I guder hvor jeg dog ikke formår at løbe på det stykke. Heldigvis tornede Råbjerg Mile sig op foran, og jeg var genfandt modet, sammen med min evige forbløffelse over at sådan en mastodont af en klit kan vandre rundt i landskabet.

Langt om længe nåede jeg strandstykke nr. 2, den vestlige brede strand hvor man cruiser ca. 8-9 km. Igen fandt jeg lidt fart i fudserne, overhalede sømærket, og cruisede op ad stranden efter den obligatoriske ”sprøjte saltvand i hovedet for at afkøle, og glemme at fjerne fudserne så skoene bliver fulde af vand, og alt det sand der er i skoene bliver til klumper under fudserne”. :D. Jeg har løbet strandstykket fra Kandestederne ind mod Skagen en del gange, og jeg har efterhånden et par kendingsmærker undervejs. Det gav energi, og mens jeg huskede mig selv på at få energi og vand indenbords, nød jeg turen voldsomt meget.

Når strandstykket slutter løber man op på en grusvej hvor Nordsøstien går. Det stykke huskede jeg ret præcis fra sidste gang, det var nemlig her jeg fik min første krise for 5 år siden. Denne gang var jeg mere forberedt, og havde fornuftigt tanket op undervejs. Jeg løb et ok pace, og øjnede pludselig en gående løber foran mig på det åbne stykke op mod Skagens rigtige sømærke. Jeg passerede manden, og sammen løb i vi gåsegangs-løb ud til det lille julehus-depot ved den meget berømte solnedgangsplads.

Det er ret hyggeligt at ramme solnedgangspladsen, der er altid mange mennesker og man får masser af tilråb med på vejen, når man løber tilbage ned på strandstykket fyldt med sten. Og så var det vildt fedt mentalt, at have målskiven sat på næste depot ved ca. 52 km. Endvidere samles de tre ruter (60 – 30 og halvmarathon) netop her, hvilket betyder at man pludselig har løbere foran, man kan bruge som små pejlemærker.

Turen til sidste depot var et lang singletrack-trail stykke (som jeg husker det), og efter 3. depot løber man ind på det for mig ”nye stykke”. Et frygteligt hårdt stykke, hvor ruten slanger sig gennem hedeklitter i en ujævn op/ned, op/ned, op/ned, hvor rytme er vand i Sahara. Nøj jeg syntes det var et hårdt stykke at løbe. Dog skal det lige med, at skulle du havde lyst til at sanke urter til bjesk, så er det stykket du skal gå. :P. Jeg åndede lettet op, da jeg langt om længe (for det tog dælme lang tid for mig, at løbe gennem Thomas’ djævelske påfund) nåede grusvejen hvor Sandormen (den lille traktor-bus) kører folk ud til grenen. Og i sporet efter sandormen løb jeg ud til grenen, der som altid var proppet med mennesker som glor mærkeligt på en svedende ildelugtende løber i rød trøje, og med grøn løbevest på ryggen. Stykket er i øvrigt det eneste sted på ruten hvor der ikke er markeringer, og hvis man overser det store skilt med anvisning inden man løber ud på stranden, kan man godt komme i tvivl. Heldigvis var jeg en rutineret rotte, og kunne både agere guide for et par friske halvmarathon løbere, og fyre jokes af på samme tid. Det var mit absolutte peak for hele turen.

Tilbageturen til mål gik en tur forbi Drachmans grav – og jeg skal igen være bundærlig, jeg så den ikke – jeg løb lige forbi, mens jeg havde alt for travlt med at tælle ned på kilometer-angivelsen på Garmin. (UPS – hermed en årsag til at vende retur til løbet næste år :D). Men altså det er den lille høj man møder på vejen ind fra Grenen, og man kan kende stedet ved, at der næsten altid står masser af mennesker og spejder ud over vandet på toppen. Derudover en tur på den lækre sti man kender, hvis man har løbet Skagen Marathon, stien ender ved det grå fyr hvor man løber en på cykelstien, og bedst som man tror man er home safe, gennes man tilbage ned på stranden, og løber i løst sand den sidste kilometer ind til mål. Jep – der er ikke noget der skal være let, når man løber SOUT.

SOUT er et yderst udfordrende løb, men den naturoplevelse man får med opvejer fuldstændigt kampen om at gennemføre. Det er som om at naturen, når man som jeg lige måtte ned og gå indimellem for at samle nye kræfter, hilse én velkommen og foldede sig ud som for at sige ”pyt med at du går, det er ok. Det er hårdt det du har gang i, tag og kig herover og lad dig distrahere fra ømme muskler og opgivende tanker”. Det virker perfekt. Naturen kan et eller andet, når et løb er hårdt og udfordrende. Øjet finder fred og tankemyldret stopper.

Thomas har lavet det mest fantastiske løb i Danmarks smukkeste natur. Jeg er målløs over, at han på 5 år har formået at ændre og optimere på ruten, så jeg flere steder slet ikke kunne genkende noget fra sidst. Jeg er målløs over hvor fint markeret ruten var, taget i betragtning hvor kringlet og kroget den snor sig gennem landskabet. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om ruten. Og jeg er blæst omkuld over det indtryk man tager med sig hjem, efter 60 hårde, men fuldstændig forblændede kilometer gennem Skagens smukkeste områder. Det er mindful løb når det er bedst.

Efter sigende afholder Thomas til november SOUT Night trail på 30 km. ruten. Det håber jeg bliver til noget, det SKAL jeg bare med til. Tænk at opleve en tur med pandelampe gennem heder, klitter og på stranden. Turen er en social tur hvor alle løber sammen (tror jeg), og jeg håber flere af jer der læser med, har mod på turen. Jeg tror det bliver en oplevelse for livet.

Nå ja – og enden på historien…. Jeg fik mit trofæ med hjem – #GLAD MED GLAD PÅ

The post Skagen Odde Ultra Trail 2019 first appeared on The greatness of running.

Jeg læser stort set alle de løberelaterede bøger jeg kan få hænderne i, oftest sendt over Atlanten fra det store løbemekka i Staterne. Rigtig mange af disse ligner hinanden til forveksling, biografier orienteret omkring en løbers erfaringer og oplevelser med vores fælles passion for løb, eller guider til forskellige former for løb med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer. Oftest sker det, når jeg graver mig igennem bøgerne, at sidder jeg tilbage med en følelse af, at der mangler noget. At historierne bliver lidt snæversynede og udelukkende perspektiveret ud fra forfatterens løbekarriere.

I sidste uge fik jeg et anmeldereksemplar af den nye danske løbebog ”ultrakvinderne” overrakt af en sød postdame. Bogen er skrevet af Mette Birk Jensen, og handler helt basalt om ultraløb set med en kvindes øjne. Og jeg kan lige så godt slå det fast – Ultrakvinderne er en lille genialitet, intet mindre og det er altså ikke kun fordi jeg er en kvinde, der virkelig har savnet en løbebog skrevet til kvinder af en kvinde. Bogen er en perle fordi den tager udgangspunkt i Mettes egne erfaringer med ultraløb, og med det afsæt afsøger forskellige vinkler på ultraløb gennem interviews med andre løbere, krydret med fortællinger om nogle af de vildest ultraløb i verden. Gennem hele bogen er den røde tråd håndgribelig og læseren føres trygt gennem de spørgsmål og tanker Mette selv har gjort sig, efter hun fik sin spæde debut på 100 km. distancen.

Bogen er super let tilgængelig, og fordi Mette har valgt at søge svar på de spørgsmål hun stiller, dels gennem interviews med forskellige super-kvinder, dels via søgninger på nettet og i forskningsmateriale, bliver de svar bogen giver troværdige og til tider også en ahaoplevelse for selv en garvet rotte som undertegnet. Jeg er vild med opbygningen, jeg er vild med de kvinder Mette har interviewet, og jeg er vild med, at bogens 2. halvdel med gode råd om mad, væske, træning osv. serveres i små korte afsnit, der på intet tidspunkt efterlader læseren rådvild. Det er en ren gourmet ret af en bog, krydret med en tilpas mængde teori, drysset med egne erfaringer og toppet med en understregning af det, for mig, væsentligste ved løb som en sport – at vi som mennesker er forskellige, og hvad virker for én er ikke altid recepten for en anden.

Mettes bog er en slags moderne ”kvinde – kend dit ultraløb” der sagtens kan læses af både det mandlige køn, såvel som løbere der ikke har nogen som helst intention om de lange distancer. Bogen er enormt underholdende og berigende, og selvom man ikke er en gal ultraløber, er det svært ikke at blive slemt begejstret over de seje kvinder der løber rundt derude på veje og trailstier. Jeg har personligt selv bogmærket flere af de links Mette henviser til i bogen, og er hoppet direkte ombord i videoerne fra de løb Mette beskriver. Mette åbenbarer en dybt fascinerede verden, en verden som måske slet ikke er så utilgængelig endda.

Eneste lille aber dabei ved bogen er, at jeg syntes der mangler et kapitel som lige giver en head-up på den danske ultraløber scene. Vi har de sidste par år set nogle virkelig seje danske ultrakvinder som begår sig på internationalt niveau. Det ville have været fint med et par linjer om de danske superatleter, eksempelvis Stine Rex, der tog 3 danske rekorder sidste år (hhv. på 24 timer, 48 timer og 100 miles distancen), Bouchra Lundgren Eriksen der løb sig til en 2. plads i Marathon des sables og trailløberen Kristian Madsen der løb FKT (farstest known time”) på Kilimanjaro. Det ville have sat et perfekt punktum på en fremragende bog.

Ultrakvinderne er bogen jeg ville ønske jeg selv havde skrevet. Og skulle Mette sidde og kede sig derude i Thailand, vil jeg gerne byde ind med en ”bogliggørelse” (YES, det er mit eget opfundet op til lejligheden) af ”Mine løbehelte” fra min blog. Nøj jeg gad godt arbejde sammen med så kompetent og skarp en forfatter.

”Ultrakvinderne” koster 249,95, og er en letlæselig sag på knap 200 sider. Det er udgivet på forlaget muusmann. Bogen får 5 kæmpe store flotte medaljer og en bragende anbefaling med på vejen.

The post Ultrakvinderne – Boganmeldelse first appeared on The greatness of running.

”Jeg er altså ikke noget særligt” griner Berit og tilføjer ”Jeg er altid den bagerste i løb, ingen podieplaceringer til mig. Jeg skal bare i mål indenfor tidsgrænsen”. Berit løber primært på grund af det social fællesskab der bobler i løbeverden. Hun har utallige løbevenner både indenfor landets grænser, og i lige så høj grad rundt omkring i den store vide verden. Og hun dyrker fællesskabet og kammeratskabet i kombination med masser af løberejser og en kæmpe portion godt humør. 

At Berit i den grad er noget særligt trods hendes beskedenhed, er stråleklart når man som jeg, tilbringer en formiddag i løb rundt om Brabrandsøen en kold oktober dag. Historierne vælter ud af ultraløberen ved min side, og mens jeg febrilsk forsøger både at holde styr på årstal og løb, taler Berit i et væld om alle de skøre vanvittige udfordringer hun kaster sig ud i.

Hun har løbet 1000 km. på 17 dage rundt om Korsika, hun har løbet trans-korea (308km) 2 gange – den ene gang uden succes, og så må man jo tilbage og prøve igen. Hun har løbet 6 dags løb på en campingplads i Ungarn, og løbet 100 miles løb i Berlin langs ruten for den gamle Berlin-mur hele 4 gange – Og det er blot et lille bitte udpluk af Berits mange meritter.

Det hele startede lidt tilfældigt. Berit dyrkede en palette af sportsgrene som Motionsboksning, Taekwondo og lidt løb, og ja, så skulle hun lige prøve det der halvmarathon og tilmeldte sig syv stk. hen over sommeren. Det gik egentlig fint indtil en korsbåndskade satte en stopper for de to førstenævnet, og betød en længere pause fra løb. Et pendlerjob fik en del år senere Berit tilbage til løbeverden. Pendlerlivet levnede ikke tid til motion, og da spisevanerne forblev de samme, røg der en del ekstra kilo på kroppen. Så da en veninde ville starte i en løbeklub tog Berit med – og fandt her det sociale liv hun i dag elsker så højt.

Et opslag på FB fangede tilbage i 2013 Berits interesse. Opslaget reklamerede for hærvejsløbet, et etapeløb hvor man kunne løbe alle de etaper a’ 10 km. man havde lyst til. Løbet var et socialløb hvor alle løb i samme pace og fulgtes ad. Det var en udfordring Berit følte overkommelig, hendes længste løb havde på det tidspunkt været på 24 km, og 2*10 km blev hendes mål for løbet. De 20 km blev undervejs vekslet om til 40 km. Snakken i feltet gik, Berit hyggede sig og så kunne man jo lige så godt fortsætte.

Samme år skulle Berit løbe hendes 1. marathon til HC Andersen marathon i Odense, men efter de 40 km. til Hærvejsløbet, var de 42,2 ikke længere så skræmmende. Hun begyndte at lege med tanken om hvor langt hun egentlig kunne løbe.  

Den tanke blev vekslet til en træningstur, en træningstur hvor hun om morgenen greb en rygsæk, gels, lidt vand og en 50 til en bus hjem (hvis nu det ikke gik), og meddelte kæresten, at hun ville løbe til hun ikke kunne mere og tage bussen hjem igen. Turen blev til 25 km. ud og hjem – 50 km. i alt ”Jeg kom undervejs i tanke om, at en 50ér jo ikke rakte langt hvis jeg skulle med bus tilbage. Så jeg ændrede det til en ud- og hjemtur” fortæller Berit. De 50 km blev fejret med en cola i kiosken nær bopælen, og snart efter lå et 6 timers løb booket i kalenderen. Vejen til længere distancer var banet. Berit løb 62,5 km. til 6 timers løbet, og sluttede året af med 64 km. på hjemmebanen rundt om Brabrand Sø.

Året efter skulle nye mål jagtes – og hvorfor ikke et 100km løb i Tyskland. Berit meldte sig til, og da træningsplaner og træningsstruktur ikke just var Berits kop te, besluttede hun sig i stedet for at løbe en tur på 70-80 km. som optakt. Hun kontaktede en ultraløbergruppe i Århus, og fik lov til at løbe med på en del af ruten de skulle løbe i forbindelse med CPH marathon. Ultraløberne havde planer om at løbe ”Rigshospital til Rigshospital”. De ville starte ved hospitalet i Århus, løbe til færgen, sejle over til Odden, krydse Sjælland i løbesko, løbe CPH marathon og slutte af ved Rigshospitalet i KBH. Løbet var et velgørenhedsløb, og Berit ville hoppe på turen tværs over Sjælland – en distance som var en hel del længere end det hun havde tænkt sig, men sætningen ”Vi løber 2 min. og går 1 min. – det kan vel ikke være så svært” fik hendes stædighed til at vinde over bekymringerne. Da dagen for løbet oprandt, besluttede Berit, at det da i grunden var fjollet ikke at starte sammen med de andre løbere og løbe med de 4 km. gennem Århus ned til færgen. Løbet tværs over Sjælland gik godt, og da de endelig nåede København valgte hun at fortsætte og løbe marathon sammen med de andre. Der stod hun linet op i forreste linje sammen med eliten. (Velgørenhedsløberne havde VIP nummer til marathon og fik lov til at starte i front). ”Aldrig før er jeg blevet overhalet af 7-8000 løbere. Det var helt vildt. Turen over Sjælland sad i benene, trætheden havde meldt sig og løbet skulle blot gennemføres på de tilladte 6 timer. ” fortæller Berit mens hun griner det mest smittende grin.

”Jeg mistede på et tidspunkt kontakten til de andre i gruppen. Vi havde aftalt af følges ad i mål, og da jeg endelig fik kontakt til dem igen (de havde, som aftalt skiftet tøj og holdt pause – den havde Berit misset, og hun måtte fortsætte for at holde varmen) var de ca. en halv time efter. Så da jeg nåede opløbsstrækningen, besluttede jeg mig for at vente den halve time på dem. Jeg fik en stol og et tæppe, og så sad jeg ellers der på opløbsstrækningen og ventede” Fortæller Berit grinende. De fulgtes alle ad i mål lige indenfor tidsgrænsen på de 6 timer, og Berit havde ud af det blå løbet 175 km, og var den første nogensinde til at sidde en ½time på en opløbsstrækning inden hun løb i mål.

”Jeg er vist bare bedst, når det ikke er så planlagt det hele” skraldgriner Berit – og fortæller at ideen til Facebooksiden ”Berits løbeskole” opstod hos en løbeveninde, der efterfølgende mente, at den måde Berit trænede og løb på var så special, at det da måtte være en skole for sig selv. Facebookgruppen ”Berits Løbeskol” opstod og her fandt Berit afløb for en kreativ skrive-åre gennem beretninger om alle de skøre løb hun deltager i. Historier der ofte er krydret med et persongalleri af skøre personer der løber i løbeklubben. ”Løbeskolens psykolog er i øvrigt sygemeldt med stress for tiden” fortæller Berit, ”hun kunne slet ikke håndterer alle de skøre personer i løbeklubben” griner Berit. Og jeg må kapitulere og erkende, at det univers Berit har skabt til løb er fuldstændig unikt og så uendelig livsbekræftende. Det behøver ikke være så seriøst det hele.

Berit løber ultraløb fordi det, som hun siger, gør hende til et bedre menneske. ”Alle lag skrælles af når man løber ultra, og der er altid noget man kan blive bedre til. Det er den mest ærlige sportsgren overhovedet og kampen ligger udelukkende mod dig selv. Jeg kommer mange gange igennem, forbi jeg har et godt humør og masser af humor når jeg løber” siger Berit.

Udover hendes eget løb, er Berit også dybt engageret i velgørenhed. Hun er primus motor for afholdelse af det berømte Hindbærsnitte-løbet, hvor alle for den nette sum af 20 kroner, kan komme og løbe -eller gå 5 km. Når man tilmelder sig kan man vælge at betale de 20 kroner, man kan også vælge at give mere og donere til organisationen ”Aarhus Hjælper”. Aarhus hjælper er en organisation der hjælper socialt udsatte borgere i Aarhus Kommune. Berit bager selv alle hindbærsnitterne (og koger selv marmeladen til fyld), sidste år i alt 2000 snitter – Der findes også en vinterudgave af løbet, hvor den i stedet står på suppe og kagebord (uden hindbærsnitter). Et løb der foregår på skovstier i Århus og som donerer overskuddet til udsatte børn. ”Vores motto er: Ingen kan hjælpe alle, alle kan hjælpe nogen” fortæller Berit, og følger op med historien om, hvordan hun sidste år løb halvmarathon som blindehjælper for en blind mand. Det var også sidste år hun fik prisen som årets hjælper Aarhus i 2017.

Forude venter HURT100 ultraløbet på Hawaii i januar. Et trailløb på 100 miles som Berit ”kom til” at tilmelde sig til. ”Jeg har så lige 3 måneder til at lære at løbe trailløb” griner Berit, der med træner Jesper Kenn Olesens hjælp forsøger at få en lille smule struktur på den træning, der p.t. består af ca 60-80 km. ugentlig. ”Jeg vil hellere løbe små løb som træning og få det sociale med. Jeg hader tempo og intervaller” griner Berit. Og mens jeg undrer mig over, hvordan hun kan løbe trail med et ødelagt korsbånd, har Berit nærmest allerede svaret mig på forhånd. ”Det er lidt skørt og åndsvagt, men altså jeg skal nok klare den. Til Korsika rundt var jeg heller ikke i form, men 17 dages løb er lang tid og undervejs kom jeg jo i form”.

Berit er unik og et sprudlende fantastisk menneske. Hendes historier fænger så meget, at jeg ville ønske jeg kunne løbe med hende resten af den kolde oktober dag. Alt behøver ikke være konkurrence, PR og tider. Det at gennemføre, er præcis lige så givende og imponerende. Berit er virkelig en løber der bare knuselsker at løbe. Og med hendes egne ord fra ”Berits løbeskole” og en opfordring om altid at huske at have det sjovt, vendte jeg bilen tilbage mod nord, fuld af mod til at forfølge skøre løbedrømme og inspireret af en fantastisk ultraløber.

Vanvidsprojektet “Fra klodset asfaltløber til hardcore trailløber på tre måneder” er gået ind i første udviklingsfase aka. “klodset trailløber”.
Løbeskolens formand (Berit) havde tilmeldt Løbeskolen til 10 km Night Trail arrangeret af orienteringsløbeklubben Pan….. Løbeskolen havde valgt at deltage på 10 km distancen, vel vidende at deltagelsen nok blev i rollen som fejeblad. Et kik rundt på deltagerne inden start bekræftede, at de fleste enten var så unge, at de fik Løbeskolen til at føle sig pensionsmoden, eller var noget mere erfarne udi trailløb end en stakkels Løbeskole

I mål ventede dejlig varm suppe, der smagte rigtigt godt, men Løbeskolen kunne som sædvanligt ikke få ret meget ned. De fleste løbere var taget hjem, men de frivillige var søde, og det var et supergodt arrangeret løb, så Løbeskolen er bestemt ikke afskrækket. Heldigvis.

Links:
Berits Løbeskole: Berits Løbeskole 
Hindsnitte-løbet 2018: Hindbærsnitteløbet 2018

The post Mine løbehelte part XXI – Når løb er socialt og masser af humor first appeared on The greatness of running.

”Jeg tror jeg kørte i bil 2 gange sidste år” griner Stine, og fortæller om hvordan hendes løb smelter sammen med hverdagen i skøn forening. Hun løber tidligt morgen så familien ikke ”lider” under hendes fravær, og hun bruger konsekvent løb som transport. Altid med udgangspunktet at familien er det vigtigste. Stine løber ikke efter en egentlig træningsplan, hun løber sågar ikke med løbeur. Alle løbeture har afsæt i hvordan det føles i kroppen, og hvordan det lige passer ind i det daglige liv. ”Hvis jeg når tre små ture en dag i stedet for én lang, så er det bare sådan det er. Man må være tilfreds med det man kan løbe” siger Stine og tilføjer, at livet som ultraløber uden intervaltræning og egentlige tempopas, ikke blot har betydet en skadefri periode de sidste tre år, men også har boostet løbeglæden helt enormt. ”Dét at løbe afsted, helt fri af pace og forventninger, er bare en kæmpe nydelse. Jeg elsker simpelt hen at løbe” fortæller Stine.

Stine har altid være en sportspige, hun var fodboldspiller som ung – en dygtig én af slagsen og har altid haft sport som en vigtig del af livet. Hun kommer oprindeligt fra det vestjyske, men flyttede til Aalborg for at tage en elite-træneruddannelse på sportshøjskolen. Det var på det tidspunkt hun vandt hendes første marathon i Århus. Hun havde tidligere løbet et marathon i København, egentlig mest fordi hendes daværende kæreste brændte for at prøve det, og fik lokket Stine med. Det første marathon endte med, at Stine løb fra kæresten og løb med al opmærksomheden, noget kæresten ikke syntes var fedt og forholdet holdt ikke længe derefter :). Nu var hun i Aalborg, en by hun var faldet pladask for, og fuld at gåpåmod tog hun med en ven ned for at prøve kræfter med Århus marathon. Stine vendte hjem til Sportshøjskolen med en stor Check for den første plads, hun til sin egen store overraskelse var løbet hjem med. ”Jeg lå om aftenen i min seng med en lille pose slik og kiggede på checken, og tænke – JEG VANDT VIRKELIG”. Det var tilbage i 2003 og siden da er sejrene kommet i hus som perler på en snor.

”Det er lidt tilfældigt at jeg endte her hvor jeg er i dag fortæller Stine”. Det første marathon var på ingen måde planlagt. Og da jeg begyndte at søge nye udfordringer, kiggede jeg på tilmeldingen til et 24 timers løb i Sæby og spurgte min mand Dan -Tror du jeg kan løbe 6 timers? hvortil han svarede ja, det kan du i hvert fald. – Tror du jeg kan løbe 12 timers? svaret lød Ja, men du kommer nok til at gå noget af tiden, – Tror du jeg kan løbe 24 timers? og svaret kom prompte Nej, der er der ingen der kan. – Så var jeg jo nødt til at tilmelde mig og vise at det kunne jeg.” fortæller Stine grinende. Og hun kunne i den grad løbe 24 timers løb, så godt at hun endte med et dansk mesterskab, og en løbet distance på hele 209 km i hendes aller første ultraløb.

Efter løbet i Sæby var der én af de andre ultraløbere der begejstret fortalte Stine, at hun nu automatisk var kvalificeret til Spartathlon i Grækenland – et af de hårdeste og mest udfordrende Ultraløb. ”Det skal jeg da” tænkte Stine og meldte sig til umiddelbart efter 24 timers løbet. Igen brillerede hun og lavede et fuldstændigt fantastisk resultat i Grækenland, og trods en udmelding om, at det gjorde hun aldrig mere igen, gik der kun 14. dage før hun var klar til at udfordre årets resultat med et forsøg året efter.  Året efter var sidste år hvor Stine leverede en tid der rakte til en 4. plads og det bedste danske resultat nogensinde.

Som lagkagefiguren på toppen af Stines løbekarriere står den strålende 2. plads hun løb hjem til EM i 24 timers løb for bare 2 måneder siden. En danske rekord på vanvittige 241 km, og den første danske medalje i 18 år. Det har fået hele den danske ultraløberscene til for alvor at drømme om store bedrifter, og Stine er et solidt bud på en VM medalje. Det var den polske verdensmester der slog Stine med blot 1 km. til EM.

En vigtig faktor til Stine succes skyldes i den grad opbakningen fra manden Dan, der støtter Stine 100% i alt hvad hun finder på af udfordringer. Dan kender Stine, og han styrer med hård hånd gameplanen når Stine løber hendes konkurrencer. ”løb lidt hurtigere sagde Dan til EM, hvortil jeg kiggede på ham og tænkte guuud hvor er jeg træt, men hvis Dan siger det… På samme måde kan han også bede mig sætte farten ned, hvis han kan se jeg begynder at sejle lidt i øjnene” fortæller Stine med stolthed i stemmen. Sammenholdet og de fælles oplevelser er det, der gør det hele sjovt. Og Stine fortsætter med en fortælling om, hvordan Dan stod i depotet til EM og sammenlignede Stines bord med energi med de andre deltageres borde. Det var en sammenligning der ikke ydede Team Stine Rex den helt store cadeau, og Dan skyndte sig at fylde flere ting på bordet, blot for at se mere prof ud. Det var også Dan der havde styr på tidsplanen efter EM, hvor der udover dopingkontrol og præmieoverrækkelse, også skulle holdes styr på en udmattet kone, der gerne ville bæres ud i bilen for at komme til dopingkontrol, og efterfølgende gå hjem fra præmieoverrækkelsen. Og det var Dan, der i Grækenland, kom kørende op til Stine med den is, der blev et fantastiske minde fra løbet for Stine. ”Oplevelserne sammen er en lige så stor del af konkurrencerne som selve løbet” fortæller Stine.

Stine er et konkurrence menneske udi fingerspidserne, et konkurrence menneske der ikke gider beskæftige sig med det, hun ikke er god til. Hun har en udpræget sans for egne styrker og hun går benhårdt efter at leve op til egne forventninger, forventninger sat efter højeste barre. ”Jeg vil bare klare det” siger Stine, og fortæller at livet som ord- og talblind har været udfordrende, og har lært hende at se muligheder i stedet for begrænsninger.

Nu skulle man tro, at Stine har snuden højt løftet mod skyerne med al den succes hun har samlet sammen i bunker i hendes løbekarriere. Det havde hun også på de sidste par timer til EM, hvor hun løb rundt med et stygt hold i nakken. Men faktisk er Stine det sjoveste, rareste og mest imødekommende væsen jeg længe har mødt. Stine har den mest befriende selvironi, og så er hun vanvittig god til at motivere andre. ”Jeg mødte én der fortalt mig, at hun nu ville prøve kræfter med halvmarathon distancen alene fordi hun havde fundet mod og motivation, da hun så jeg kunne løbe i 24 timer. Det gjorde mig simpelt hen så glad” fortæller Stine.

Forude venter Mors 100 miles og VM i 24 timers løb i Østrig. ”Jeg læste det som Mors 100 og tænkte 100km, det skal jeg nok klare, og så fortalte Dan mig det var 100 miles som i 160 km. Det er bare typisk mig” griner Stine og fortæller efterfølgende med varme i stemmen om den dag, hun kom hjem og sønnen åbenbarede at mor var den bedste i verden. Det er netop Stines fokus på, at familien ikke skal lide under hendes passion, der har fået Stine til at søge om hjælp gennem sponsorater. At løbe på ultralandsholdet er ikke gratis, deltagerne skal selv betale for rejserne og ophold. Sponsorater i form af økonomisk hjælp vil betyde, at ferier og oplevelser med familien ikke skal prioriteres sammen med store internationale stævner.

Vi er næsten nået tilbage hvor vores veje skilles, da Stines telefon ringer. Det er manden, der lige minder hende om en aftale hun har kl. 11. Det har været en fuldstændig fantastisk løbetur sammen med Stine, og jeg er i den grad glad helt ind i knoglerne. At være sammen med Stine er ren energi, og mens Stine forsvinder ud mod bydelen Vejgaard, når jeg lige at råbe, at hvis hun mangler en hare så er jeg klar. Stine er sådan én man bare gerne vil hænge ud med. Man hygger sig gevaldigt i hendes selskab. Tænk at Danmarks bedste kvindelige ultraløber viste sig at være den mest jordnære, glade, hjælpsomme og skønneste kvinde.

Kontaktoplysninger til Stine (i forbindelse med eventuelle sponsorat) kan ses her:
Stine Rex – Facebook

The post Mine løbehelte part XX – Når Løb er på eliteniveau first appeared on The greatness of running.

Jeg tog i går en tur til Hals og løb med Bruno på hans underskønne rute mellem kystbyerne Hals og Hou, for at høre lidt om baggrunden for den kæmpe succes han har haft i løbeskoene i år. Et år der har budt på både en 10. plads til VM i 24 timers løb, en 1. plads til Mors 100 miles og – om alt går vel, marathon nr. 200 her om små 3 uger.

Bruno er til dagligt driftsleder på en nordjysk gård, hvor han styrer en besætning grisebasser. Al fritid er reserveret til løbetræning og løb. Han løber ca. 1½ time hver dag, med én ugentlig restitutionsdag og gerne et marathon i weekenden. Og så er han én af dem, der bare altid har løbet. ”Det var det eneste jeg kunne slå de andre i, i skolen. Alt det der fodbold og andet boldspil var slet ikke mig, men løb – der kunne jeg være med” fortæller Bruno

Det var egentlig de kortere distancer som 10 km. der var det foretrukne, indtil Bruno i 2002 hørte om det der marathon hvor man løb 42,2 km. Det lød sjovt, tænkte Bruno og meldte sig til HC Andersen marathon i Odense. Og som de der kender Bruno vil nikke genkendende til, så trænede han – og løb hans første marathon uden nogen form for hjælp. Det gik godt (at løbe 3.16 på sit debut-marathon vidner om stort løbetalent ) og de efterfølgende 4 år blev der inkasseret et marathon eller to om året indtil han i 2006 trappede op, og løb begyndte at fylde en væsentlig større del af Brunos liv. I 2008 forestiller jeg mig at Bruno har opdaget der var noget der hed 24 timers løb, og på samme måde som marathon, tænkt ”det lyder udfordrende, det skal jeg da prøve”. I hvert fald debuterede han som 24 timers løber til Aarhus 1900 24 hours Indoor run og løb 149 km. En ultraløber var født.

Bruno prøvede året efter kræfter med Viborg 24 timers løb og i 2011 til samme løb ramte han 195 km, hvilket på det tidspunkt åbnede en dør op til Ultra landsholdet i Brunos tanker. ”Jeg havde læst om ultra landsholdet, og vidste at kravet, for at komme på landsholdet, på det tidspunkt var 210 km – det gav mig blod på tanden. ” fortæller Bruno, mens vi jogger hen ad den vindomsuste strand på vej mod Hou. Tanken om landsholdet blev hængende og motiverede Bruno til at løbe 202 km. i starten af 2013, en præstation der indkasserede et wildcard til EM i 24 timers løb i Holland samme år. 

Siden da har Brunos karriere som ultraløber virkelig taget fat. Han vandt DM sølv i Sæby i 2015 med hele 234 km, han løb 236 km. til EM i Frankrig i 2016 og toppede kransekagen med hele 254,5 km, en 10. plads og en 2. plads i hans Age Group til VM i Belfast i år.

Jeg spurgte Bruno hvad han brænder mest for – at løbe marathon sub 3 (som han har præsteret adskillige gange) eller at løbe 24 timers ultraløb. Og selvom man ikke helt får et klart svar, så er jeg ikke i tvivl om, at Bruno brænder for de løb hvor han kan presse sig selv, og sine egne grænser. Det er dét der driver Bruno, at forbedre sig og kæmpe kampe mod andre. ”Jeg har nogle løbere jeg ligger og kæmper med, det driver mig enormt at prøve at vinde over dem. ” fortæller Bruno. Og netop kampen mod ligemanden Kim Klitgaard er af mytiske dimensioner. Selv om de to kamphaner er gode venner uden for banen, så udspiller der sig drabelige kampe når hanerne går på banen. ” Til VM fortalte jeg Anne Marie Geisler Andersens mand (som supporterede ultraløberen Anne Marie til VM) at jeg bare gerne ville slå Kim. Og hver gang jeg kom i depot og hang lidt for længe i slikskålene, kom han over og hviskede – du slår altså ikke Kim ved at hænge her – Det havde han jo ret i, så jeg oppede mig og tvang mig videre. Dét, sammen med den kæmpe store hjælp jeg fik fra en anden ultraløber – Henrik, der selv var udgået men som valgte at løbe med mig de sidste 3 timer af løbet, var en væsentlig årsag til mine 254 km. ” fortæller en smilende Bruno.

Og jeg kan sagtens se det for mig, konkurrencemanden med et dunrende stort K helmer ikke, før han mindst har givet alt hvad han har i sig. Og når Bruno siger det er 80 % mentalt at løbe ultraløb, så tror jeg 100 % på ham. Jeg har i adskillige marathons set Bruno stikke afsted og æde sig selv, som man så smukt siger, blot for at jagte en anden kompetant. Bruno er gjort af noget helt specielt og da jeg spurgte ham om hvorvidt jernviljen var noget han havde trænet sig til, eller noget han bare havde i sig svarende han svarede prompte, ”Jeg har aldrig lavet mental træning, – det er nok bare derinde i hovedet et eller andet sted.”

Sådan er det med Bruno. Alt han gør er 100% noget han har i sig. Han følger ikke træningsprogrammer når han træner, han løber bare det han mener gør ham god. Og det virker åbenlyst fuldstændigt perfekt. Han har ingen specielle planer omkring indtagelse af mad og væske, han gør det bare – og da vi afsluttede vores løbetur tilbage i Hals Havn, grinte han og fortalte, at han drak en eller andet energiting i dag, men det var kun fordi han havde fået det som en prøve til Mors 100 Miles.

Og netop det nylige overstået Mors 100 Miles er i sig selv en fortælling om manden med jernviljen. ”Jeg var så absurd dårlig da jeg nåede depotet før de sidste 10 km. Jeg var helt hvid i hovedet og måtte ned og ligge” fortæller Bruno. Men Bruno førte på det tidspunkt løbet, og velvidende at nr. 2 mand nærmede sig bagfra, kom Bruno på benene igen og med den sidste rest af kræft og vilje begav han sig ud i mørket, mens supporter Marlene stod tilbage og overvejede om manden ville overleve eller falde død om i skoven.

Bruno nåede i mål og vandt løbet, og selvom han indrømmer at det på ingen måde var sjovt, så slutter han alligevel vores lille løbetur af med en kæk bemærkning om, at der vist ikke er nogen der har vundet Mors 100 miles to gange og har to sten liggende i gågaden. (Vinderen af Mors 100 Miles får en flise a la Hollywood Bouleward).

Bruno jagter udfordringer som jeg jagter sjove oplevelser, og jeg er 100% overbevist om at han står klar næste år, både til at jagte sejr nr. 2, og til at udfordre hans sluttid for i år. Bruno er en løber, der som det mest naturlige i verden, ser forbedringer som en konstant mulighed. Han kommer aldrig til at hoppe i løbe-hygge-kassen sammen med os andre #vi-løber-fordi-det-er-sjovt løbere.

The post Mine løbehelte part XIV – Når løb er en ydmyg jagt på personlig udfordringer first appeared on The greatness of running.

Pludselig tog fanden ved manden og før vi løbertosser fik sagt øhhh var han stukket af og transformeret om til én af Danmarks bedste ultraløbere. Kim Klitgaard Sørensen er i dag så übersej en løber, at jeg må bøje mig i støvet. Hans meritter tæller blandt andet en dansk rekord på 100 miles (ca. 160 km) distancen, et dansk mesterskab i 24 timers løb og en flot 11. plads ved sidste års EM i 24 timers løb. Han må absolut kategoriseres som én af Danmarks alle bedste ultraløber.

Som altid når jeg skriver om mine løbehelte, tog jeg løbeskoene på og dappede ud for at forstyrre Kim på én af hans utallige træningsture. Kim løber ca. 150-175 km. om ugen lige p.t. for at træne til et 24 timers løb i Finland i februar. Og jeg skal da blankt erkende, jeg var en smule nervøs for, om jeg overhovedet ville kunne stille spørgsmål i det tempo han normalt ligger for dagen. Jeg kan allerede nu tilstå at jeg skulle oppe mig for at holde trit.

Kim løb sit første marathon i 2011 og allerede marathon nr. 3 og 4 i foråret 2012 valgte han at løbe som et dobbelt marathon (dvs. to maraton på én dag) i Hjallerup. ”Det gik over al forventning og når man kan det, ja så kan man vel også løbe længere løb” siger Kim og trækker på smilebåndet. ”Men først skulle jeg lige have de 100 marathons hurtigst muligt på CVét” – og det gjorde Kim så, på godt og vel 2 år. Herefter var vejen banet til de længere distancer som 24 timer og 160 miles.

Jeg spurgte Kim om han havde haft en træner, eller om der var bestemte ting han gjorde, som transformerede ham om til den bumstærke ultraløber han er i dag. ”Jeg er vist bare heldig med ikke at døje med skader” siger Kim. ”Jeg begyndte at træne mellem 100-150 km. hver uge, var aldrig skadet – nå ja, der var jo lige den gang jeg skulle afprøve et par five-fingers på marathon distancen. Jeg havde kun løbet ca. 2 * 5 km. i dem forud for løbet, og så kom jeg til at løbe alt alt for stærkt (her taler vi under 3 timer). Så hævede min fødder godt nok lige op til dobbelt størrelse og jeg måtte holde 2 ugers pause. Men det var jo ren dumhed fra min side. Ud over det, har jeg aldrig været skadet” siger Kim.

Og det var åbenbart det der skulle til, nogle skadesfri år med mange kilometer hver uge og Kim var klar til det første 24 timers løb i Sæby i 2014. Det blev som sådan en stor succes, 221 km i det første 24 timers løb, men også nogle hårdt høstede erfaringer. ”Jeg er ikke så god til at få tingene planlagt, og det koster nogen gange. I Sæby kom jeg til at sætte mig ned og hvile efter 180 km. Det skulle jeg ikke have gjort – det fik konsekvensen at jeg måtte gå de sidste 5½ time af løbet. Det var ikke så fedt”. Året efter vendte Kim tilbage til Sæby og nappede det danske mesterskab i 24 timers løb med hele 246,7 km. Man må sige han havde lært af sine erfaringer.

En anden ting jeg er umådelig nysgerrig på er, hvad pokker der foregår i hovedet på folk som løber rundt i 24 timer. Hvordan overkommer man nedture, og hvad gør man når krisen banker på. Kim fortalte, at han altid har brug for at starte godt, at han er i balance og ikke lægger for hårdt ud. ”Det giver ro i kroppen og så har jeg næsten aldrig kriser som sådan. Men hvis jeg kommer til at lægge for hårdt ud, så falder hammeren prompte. Jeg har prøvet at kaste op, og måtte udgå fordi kroppen ikke kunne holde på energi til at løbe. Det er sådanne erfaringer der gør at bliver man en bedre ultraløber.” siger Kim.

Jeg spurgte Kim, om han ikke har et eller andet mantra han siger til sig selv, når han støder ind i hårde perioder. Til det svarede han, at tanken om al den fritid han har brugt træning, på at spise sundt og blive klar til løbet, er det der får ham videre. ”Det giver da ingen mening, når man nu har knoklet så meget for at blive klar til et løb, at man så udgår fordi det er hårdt.”

Målet for Kim er i år at fuldføre et grueligt ultraløb på Cypern. 217  ikke-supporteret kilometer (dvs. der er ikke nogen med på ruten til at forsyne løberene med mad, drikke osv.) i et bjergrigt landskab, og som helst – selvfølgelig – skal løbes så hurtigt som muligt. ”Der er ikke så mange der har gennemført løbet, så det er mit store mål.” Løbet er den 20. maj, og inden da har han 24 timers løbet i Finland i februar. ”Det er mit B-løb” siger Kim ”Her skal jeg bare ud på ca. 240 km.” (det var så her jeg lige måtte rømme mig en ekstra gang – “bare” 240 km.)

Kims forkromede mål med løb er udelukkende REKORDER. – Det er dét det hele drejer sig om. ”Jeg løber ikke 100 km. løb, for det er helt urealistisk for mig at slå den rekord” konstaterer Kim, der i den grad er bevidst om hvor hans egen styrke ligger. ”Jeg er bedst på de længere distancer og går ubestridt efter de danske rekorder på hhv. 100 miles, 24 timer, 48 timer – og på sigt 6 dags løb. ”Et dansk mesterskab er selvfølgelig også fint, men det er ikke det jeg går efter – det må da gerne komme som en bonus oveni rekorden” siger Kim med et stort smil.

Rekorden på 100 miles har Kim snuppet, det skete på Mors i 2015 hvor Kim løb i tiden 13 timer og 34 minutter. ”Det er det største øjeblik for mig” siger Kim, “det var virkeligt et godt løb”. Hvorefter han fortæller at han lige havde glemt, at hotellet han havde booket i sidste øjeblik, skulle vide hvis gæsterne kom senere end kl. 22 så de kunne lægge nøgle ud. ”Det kom jeg i tanke om ude omkring de 100 km. Så måtte jeg have fat i min supporter Martin som reddede mig og ringede til hotellet. ” Det der planlægning, det er altså bare ikke helt mig” konstaterer Kim tørt.

Kim løber ofte træningspas (10-40 km) på små runder a 500 – 750 meter for at træne det mentale, og oftest uden vand- og energiindtag. Han er 120 % dedikeret, men samtidig også menneskelig nok til at skubbe træningen til næste dag hvis vejret er for dårligt – bare han når sine ugentlige kilometer. Jeg løb med en fornemmelse af, at man altid er velkommen til at løbe sammen med Kim (hvis man da ellers kan følge med :D).

Og med en dejlig mavefornemmelse af, at en af Danmarks bedste ultraløbere stadig har begge fudser solidt plantet i den jyske muld, lod jeg Kim få fred til at lave dagens træningspas (som endte på små knap 28 km). Den mand er så gennemsyret af vilje at det er svært ikke at blive dybt fascineret. Han tør i den grad sætte høje mål og går ubetinget efter dem. Jeg er 110 % sikker på, at der inden længe står Kim Klitgaard Sørensen på alle de rekorder han har sat sig for øje.

The post Mine løbehelte part VI – Når løb er rekorder og en vilje af stål first appeared on The greatness of running.

Vinterudgaven er en lettere skrabet version i forhold til sommerudgaven. Distancen er den samme, men i stedet for de fuldstændige fantastisk depoter med alverdens lækkerier der ses i sommerudgaven, havde vi i går to følgebiler med bagagerummet fyldt med næsten lige som mange lækkerier.

Vi var en lille skare der havde valgt at bruge en herlig grå lørdag i december på at løbe eller cykle de 50 km. Nogen havde prøvet det en del gange før, mens især én lettere nervøs debutant som ultraløber, stod med tvivl i øjnene og let angst over den udfordring der lå forude.

Afgangen blev markeret med det obligatoriske gruppebillede og så var det ellers af sted ud på stier og landeveje.  Jeg lagde mig frem i feltet og fik følgeskab af Lars Bo, der er en umanerlig dygtig løber med en marathontid på lige knap 3 timer, og debutanten Lene, og snakken gik lystigt mens vi satte retning mod det første aftalte depot på ruten – det der i sommerudgaven betegnes pandekage-depotet.

Jeg elsker at tre fremmede mennesker i løbet af 5 sekunder falder i snak og bliver til tre løbevenner på ingen tid. Det er så berigende og fantastisk, at en tur i løbeskoene åbner for nye venskaber og dejlige minder på nethinden.

Ved første depot holdt begge følgebiler klar, denne ene i øvrigt med køligt overblik styret af selveste opfinderen (hvis man kan kalde ham det) af Coast2Coast løbet Kent – den anden følgebil styret af Lars Bos søde kæreste med deres vovse klar med herlig logrende modtagelse af os løbere. Stemning var fra første kilometer fuldstændig, som de af jer der har løbet sommerudgaven kender, rar, venskabelig og med dejlige glade mennesker, og jeg må indrømme at jeg slet ikke skænkede distancen på de 50 km. en tanke, jeg nød bare at løbe i godt selskab.

Søde Lene besluttede sig at vente på gruppen bag os – hvor selveste Rico, der sammen med Kent og Christian er drivkræfterne bag hele C2C arrangementet, styrede tropperne. Og jeg fortsatte de næste mange kilometre i udsøgt selskab med Lars Bo, med masser af samtaler strækkende sig fra frisørsalonsnak til deling af mere private ting. Vi løb side om side pludrende og i fælles tråd – indimellem med stop ved følgebilen der altid stod klar, når vi kom frem til de aftalte steder, og som bød på varm hyldebærsaft som min mormor lavede det da hun levede, flødeboller, bananer, chips, energidrik – og til min store glæde masser af chokolade. Og de kilometer der normalt kan opleves som et lang sejt træk, forsvandt som var det skumnisser i min juleslikskål, og jeg nåede slet ikke på et eneste tidspunkt at tænke, ”gud for er der langt igen” tværtimod.

De sidste 8 kilometer fik vi følgeskab af den søde og meget ivrige vovse, vi hilste på en del af cyklisterne der havde punkterings-pitstop og pludselig stod vi på stranden i Skallerup og var ved vejs ende. Som i sommerudgave skulle vi løbe en lille strækning (nu i lettere modvind) på stranden og runde op til indgangen ved Skallerup Klit hvor Kent stod klar med medaljer, finisher-krus og den obligatoriske C2C øl.

Det er bestemt anderledes at løbe turen på tværs af den landsdel jeg elsker aller mest – Vendsyssel i dagslys. Lettere på én eller anden måde – når man løber i den blide sommernat i sommerudgaven og mørket langsomt sænker sig, føles turen for mig længere. Man kan ikke se fikspunkterne længere fremme som man kan en grå vinterdag i dagslyset.  Til gengæld er vejene i dagstimerne mere befærdet, og man får ikke helt den samme følelse af at være en horde af løbere der har indtaget landevejene for en kort stund.

Jeg blev overrasket over at møde genkendelige steder fra sommerturen, og opleve de følelser jeg havde på det selv samme sted i sommerudgaven som lysende minder. Og jeg blev i den grad bekræftet i min oplevelse af, at C2C er en fuldstændig unik oplevelse man bestemt bør unde sig selv – hvad enten man er til lun sommernat-løb eller kold grå vinterdag-løb. :D. Alle er i øvrigt velkommen på vinterudgaven og man må gerne både løbe og cykle turen over Vendsyssel.

Sikke dog en herlig 17. december, så gør det ikke så meget at jeg måtte gå tidligt hjem fra julefrokost i fredags for at være klar til 50 lækre kilometre.

Link til Coast2Coast siden: http://coast2coast.nu/

The post Coast2Coast Vinterudgave 2016 first appeared on The greatness of running.