Jeg runder det bløde sving og hører i samme sekund en skingrende jubel. Yeeaaaaaaiiiiiiiiiyyyyy, lyder det foran mig, hvor de frivillige på dagens tredje og sidste depot har spottet mig. Inden jeg når helt hen til overflødighedshornet af drikkelse, barer, gels, slik og frugt løber én af mændene hen imod mig. What do you need? – Coca cola? – Water? – Electrolyte? Jeg flår min drikkedunk op af løbevestens lomme og giver den til ham. ”Just water” siger jeg og ser manden pile over mod de store vanddunke.
Jeg tager min rygsæk af og fisker min genbrugelige plastikkop frem mens jeg går over til de to damer, som står klar ved bordet med lækkerier. Jeg rækker koppen frem og beder om cola. Jeg plejer ikke drikke cola under løb, men meget har ændret sig for ”plejer” de sidste mange dage i bjergene i Rocky Mountains. Jeg tømmer koppen med iskold cola i en grådig slurk, og smider en sukkerbar i lommen, bare for en sikkerhedsskyld. Idet jeg vender jeg for at løbe videre, får jeg stukket et klistermærke med en blomst op foran hovedet. ”Would you like to have this as a token that you will return some day” – Jeg griner, “YES Indeed” siger jeg, og kort efter løber jeg væk fra de søde frivillige med en lilla blomst på kinden. 🌸
Jeg kigger på mit ur for første gang den dag. 31 km. Jeg ved at dagens etape er ca. 36 km. lang, og at jeg nu skal forcere løbets aller sidste stigning over de næste godt 5 kilometer. Vi er i et skiområde og jeg kan godt regne ud, at vi ikke får lov til at tage skiliften til toppen. Jeg sender en kærligt tanke til mine møgbeskidte gule Saucony trailsko, som indtil nu har klaret godt 190 kilometers terrænløb uden at give mig en eneste vabel. ”kom så gule sko, vi kan klare det her”
Jeg sætter mine stave i jorden og løbe-jogger op ad første stigning indtil procenterne bliver så høje, at det ikke nytter at løbe. Stavene er blevet mine forlængede arme, og endnu engang priser jeg mig lykkelig for, at jeg i sidste øjeblik alligevel besluttede at tage stave med til løbet. De har været uundværlige på stigninger over 15% – og dem har der været mange af i løbet af ugen. Jeg havde ingen erfaring med at løbe med stave, men lærte mig selv det undervejs ved at studere mine medløbere på ruten. Jeg er stadig en novice i gamet, men er ikke i tvivl om, at stavene lige nu er en væsentlig hjælp til at få mig op over det sidste bjerg.
”Vi er ikke sådan nogle der laver en let og overkommelig etape den sidste dag” havde den ansvarlige for årets ruter sagt aftenen før, med et dæmonisk glimt i hans gråblå øjne. ”Næh – vi vil have jer til at krybe i mål med fråde om munden, velvidende at I har givet alt hvad der overhovedet er tilbage i jeres trætte slidte kroppe”. Jeg havde kigget rundt på de andre løbere under briefingen, og forventet latter og en konfirmering af at det bare var en sjov overdrivelse. Ingen havde leet, det var pure alvor. Vi var ikke tilmeldt et løb med smutveje og lette dage. Det her ville være den endelige prøve af vores i forvejen udfordrede mentale tilstand.
Snart runder jeg et blødt sving og løber tilbage samme vej som jeg kom, blot et plateau højere. Switch backs – eller hårnålesving, folder sig ud over mig og giver mig en følelse af uendelighed. Jeg kan ikke se de nogensinde stopper. ”Puha, det bliver en hård omgang” tænker jeg inden jeg med en kraftanstrengelse skubber tanken bort og finder mine nye mentale værktøjer frem. Jeg har undervejs lært, at jeg besidder en mental styrke jeg ikke anede jeg havde.
TRR kan løbes både som 3-dages løb og 6-dages løb, begge dele både sololøb og som hold. Jeg skulle have løbet på hold med min amerikanske veninde Mandy, og jeg havde forestillet mig, hvordan vi som hold ville hygge os igennem seks fantastiske dage. Nogle uger før jeg rejste til staterne skrev Mandy at hun havde brækket hånden. Hun spurgte hvad jeg ville – aflyse eller løbe sololøb. Jeg valgte sololøb og var ved at dø af skræk da jeg stod med mit startnummer i hånden søndag eftermiddag dagen før race-start.
Jeg kender mig selv. Når jeg får et startnummer på maven og løber alene, lægger jeg et pres på egne skuldre om at lave en hæderlig præstation. Det pres havde næsten slået mig helt ud på den første etape. Jeg havde løbet aggressivt på stigningerne, og var drænet i krop og sjæl da jeg kom i mål. Fem dage mere virkede uoverkommeligt, ja nærmest umuligt. Jeg skældte mig selv ud – hvorfor kunne jeg ikke bare nyde det og være ok med at ligge midt- eller bag i feltet?.
Dag to havde taget os op over løbets højeste stigning med top i knap 4000 meters højde. Jeg havde hiket op sammen med et par gutter, grædt lidt på toppen over hvor vildt det var, og var tumlet som en Teletubbie ned igen. Etapens sidste fem kilometer slyngede sig i et kuperet terræn langs en smuk sø. Jeg havde været flyvende, fyldt med adrenalin i kroppen over at have hiket/løbet mit første bjerg nogensinde, og overhalede stort set alle dem, der var fløjet forbi mig ned ad bjerget. Jeg var lykkelig og ville have mere.
Dag tre var startet med en led forfærdelig stigning op ad en jordvej, som aldrig lod os få fred. Det var én lang kamp, hvor jeg skiftevis løb og hikede. Jeg begyndte at falde sammen mentalt. Mine lår gjorde ondt og jeg var irriteret over, at jeg alt for ofte måtte ned i hike-tempo, mens andre kunne løbe. På et tidspunkt blev ruten til et skummelt mtb-spor der krævede al opmærksomhed. Jeg blev overhalet flere gange, jeg havde ikke styrke til at presse på, og følte mig fortabt. Jeg burde kunne løbe på sporet – det lignede det, jeg flere gange havde trænet på i Danmark. Den sidste strækning ind mod mål foregik på grusvej som var ”false flat”. Et udtryk der præcist fortæller sandheden. En af de strækninger der ser ud til at være ok flad, men som viser sig at være en tilpas jævn stigende til, at ben og krop må arbejde hårdt.
Den dag kom jeg i mål helt ødelagt mentalt og fysisk. Tredags løberne fik deres medaljer da de løb over målstregen. De blev hyldet og dansede jublende rundt. Det var næsten ikke til at rumme, at vi stadig havde tre dage mere foran os. Jeg smed mig i fosterstilling i græsset lidt væk fra cirkus målområde og lukkede øjnene. Jeg var en slagen løber, der kun holdt fast i det lille strå, at en baltisk kvinde som jeg passerede på vej mod mål, var værre tilredt end mig. Det var en lille trøst at jeg ikke var den eneste der led. Mine tanker gentog igen og igen at jeg burde stoppe her. Tre dage var ok, det var trods alt den første gang nogensinde jeg løb i bjerge. Det ville være hæderligt at stoppe efter tre dage. Selvmedlidenheden voksede op i højde med de omgivende bjerge.
Jeg havde med al min kraft tvunget mig selv ud af min lille medlidenhedsboble i græsset, fik rejst mig op og tømte et glas cola. Foran mig løb en tiårig knægt alene rundt med en fodbold. Mange af de frivillige havde deres børn med, og ham her fik tiden til at gå med en gang en-mands-fodbold. Jeg ved ikke helt hvad der skete. Noget trak i mig. Jeg smed mit grej på jorden og gik over til drengen. Og før jeg vidste af det, var vi i gang med en omgang ”erobre bolden fra den anden” og jeg drønede rundt mens jeg forsøgte mig med både stop- og husmandsfinter. (Knægten virkede ikke voldsomt imponeret 😂) Det var på ingen måde en god ide set i lyset af, at der foran mig ventede tre dage mere som ville kræve al den styrke jeg kunne mønstre. Til gengæld viste det sig at være verdens bedste ide for min mentale tidstand. Jeg legede leende rundt med knægten i godt tyve minutter før fornuften fik mig til at stoppe. Da jeg endelig samlede mine ting op, havde jeg glemt alt om ømme muskler og tanker om at stoppe.
Næste morgen stod jeg op, og fortsatte hvor jeg slap på dag to. Jeg havde en fest på dag fire, med en rute der fik os til at kravle op ad stigninger på over 23%. Min muskler var slet ikke så færdige og ømme som jeg mentalt havde fremtvunget på dag tre. Mit sind var lykkelig. Jeg lærte en hel del om mig selv den dag, noget jeg tog med på dag fem og nu også på den sidste etape. Jeg slap mig selv fri. Jeg behøvede ikke leve op til noget. Jeg ville lege og nyde hvert eneste skridt. Med den tilgang blev jeg stærkere mentalt og fysisk for hver dag der gik.
Fortsættes… 😊
