Jeg er på vej op ad bjerget og hiker så kraftfuldt jeg kan og løber de steder hvor det er muligt, alt imens jeg lader taknemmeligheden flyde ud i min krop. Taknemmelighed er et stærkt mentalt våben. Jeg er i gang med at kravle op ad den sidste stigning i løbet. Jeg har besteget flere bjerge i løbet af ugen, og løbet så mange højdemeter som aldrig før. Over 6000 højdemeter, uden at min krop på noget tidspunkt har brokket sig for alvor, eller disket op med en skade. Jeg har overkommet min mentale nedtur på dag tre og føler mig stærkere end nogensinde.
Det stod ikke i kortene at jeg skulle løbe rundt i Rocky Mountains 6 dage i træk denne sommer. For 1½ år siden var jeg tæt på at give op. Træt af min evindelige baglårsskade som ikke lod sig bedre. Træt af ”Hvis-jeg-bare-ikke-løber-interval… ikke-løber-tempo… ikke-løber-trail…. Osv.”, alle de begrænsninger som gjorde løb mere og mere glædesløst og noget jeg bare gjorde af ren vane.
Jeg have prøvet stort set alt, havde konsulteret alle lige fra sportslæge til kvaksalvere uden at finde andet end en genklang af ”Så må du jo bare stoppe med at løbe”. På det tidspunkt var jeg ved at tro på dem der mente at jeg burde stoppe, jeg gav det én chance mere. Hvis den næste fys ikke kunne udøve mirakler var det dét. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg godt kunne leve med fremtidige 5-7 km. ture i løbet af ugen. Det ville være ok. Miraklet skete. Jeg rendte ind i en fys som med stor faglighed og tålmodighed fik vundet min tillid. Han mødte mig med et ”ok- så prøver vi noget andet” når jeg kom tilbage og peb over øvelser jeg ikke syntes virkede. Og da jeg en dag nævnte at min amerikanske veninde havde spurgt om jeg ville bjergløb med hende, svarede han med et kækt smil at det troede han da bestemt godt at jeg kunne. Jeg tog ham på ordet og meldte mig til Transrockies 6-dags run. Min skæbne var forseglet. Løbebåndets bjergsekvenser blev hele foråret og sommer mine bedste venner, sammen med den styrketræning der viste sig at være den helt rigtige medicin for baglåret.
Over mig på bjerget løber tre gutter jeg har mødt flere gange i løbet af ugen. “Heyyy Heidi” råber den forreste løber og vinker ned til mig. Jeg griner. De tre gutter havde overhalet mig i en rasende fart på etapens tidligere nedløb, nu var jeg i gang med at hale dem ind igen. Det var blevet en stående joke blandt de løbere jeg dagligt “konkurrerede mod”. Jeg løb nedad i samme fart som et krigerisk tusindben på vej hen over vejen. Til gengæld var jeg stærk opad, og når ruten indimellem bød på rullende grusveje, blev jeg et fartmonster der åd alle foran mig.
Jeg tænker taknemmeligt på de foregående 5 dage. Jeg har løbet op ad små trailspor, mens rislende vand fra små fine vandløb sang for mig. Jeg har løbet på bjergkamme mens de omkringstående bjerge mindede mig om, at jeg blot var en lille døgnflue i deres monumentale evighed. Jeg har løbet gennem skove og mærket vindens opmuntring i bladenes fine musik, mens jeg samtidig fokuserede alt min opmærksomhed ned mod de samme træers forræderiske rødder. Jeg har danset rundt på klipper, og følt mig som en femårig, når jeg plaskede gennem vandløb. Jeg havde stået på toppen og følt evighedens kram. Jeg har løbet de vildeste steder og føler mig lykkelig helt ind i kernen af min eksistens.
En lyd hiver mig ud at min lykkerus. Det er en skrigende jublende kvinde. Jeg aner ikke hvor lyden kommer fra. Lyden har en sælsom måde at snige sig rundt i bjergene. Man aner aldrig hvor den reelt kommer fra.
Jeg løber igen, roligt og uden andet mål end at bevæge mig fremad mod den afslutning jeg både glæder mig voldsomt til, men også på en sær måde håber aldrig vil dukke op. Jeg har lyst til at fortsætte det her eventyr jeg er på, til at blive ved med at have alenetid i en natur der heler mig, og indimellem møde alle de dejlige mennesker som har været omkring mig i ugens løb.
Jeg kommer til et fladere stykke og løber med det lille spor rundt om bjerget. Der kan ikke være mange højdemeter tilbage, tænker jeg da lyden af jubel materialisere sig foran mig i et pink tylskørt. ”You are almost finish climbing – just a little more and then you will get to run down to the finishline” siger kvinden. Hun giver mig en highfive. YES tænker jeg, almost there.
A little more viser sig at være en stejl evighed. Det føles som om stien aldrig stopper sin nærmest guddommelige rækken ud mod himlen. Og så, efter en blød kurve lægger ruten sig endelig fladt ned. I min rygsæk har jeg et lille danske flag. Det vil jeg have på trøjen når jeg løber i mål. Det viser sig at være svært både at håndtere magneter og holde sig løbende, og da det endelig lykkedes for mig at få to magneter til at holde flaget på plads, sker det som jeg med de mest artistiske dansetrin har undgået hele ugen. Jeg snubler og falder. Min hånd bløder, min albue bløder, mit knæ er skrabet.
Det er sq for åndsvagt siger jeg til de to nåletræer der står foran mig, og markerer at ruten runder skarpt til højre. De nikker, og lader deres grene vippe en lille smule så jeg kan se igennem og spotte målområdet under mig. Jeg griner, tænker pyt, og løber lidt hurtigere med stavene i den hånd der slap for mødet med bjerget. Kort efter løber jeg ned på en asfaltvej. Asfalt – det er jeg god til. Jeg lader tyngdekræften gøre sit, og en tanke vokser i hovedet. ”Shit Heidi, er du klar over hvad du er på vej til at præstere. Er du klar over hvad du er i gang med at fuldføre?” Jeg mærker en klump i maven, tager en dyb indånding og tvinger tanken væk.
Jeg løber med vejen rundt til venstre, og fortsætter ind på en lækker grusvej, som præcist har en hældning jeg rent faktisk kan finde ud af at løbe på. Jeg slipper bremserne. Mine fødder flytter sig af sig selv og alt er boblende glæde i mit hoved. Jeg er pludselig tæt på den bagerste af de tre mænd jeg så på vejen op, overvejer kort om jeg skal løbe op til ham, men ser samtidig strækningen ind mod mål under os. Vi skal over en lille bro i udkanten af den lille by Beaver Creek, og får så lov til at løbe gennem en flagalle det sidste stykke ind mod mål. Jeg tænker at han hellere må have den fornøjelse for sig selv, og driver ind i et let tempo nogle meter bag ham.
Sluttid er blevet irrelevant. I løbet af ugen har mit tidsbegreb transformeret sig fra en marathonløbers evige fokus på sluttider, til at være et berusende nu og her. Jeg løber i nuet, ingen fortid, ingen fremtid, kun sanser og små glædesbobler af ord der popper i min hjerne som champagne. Jeg har sjældent følt mig så meget i live og så fri og legende, som jeg har gjort det på turen gennem The Rockies.
Jeg kommer ned på den lille asfaltsti der fører mig over broen, og løber på græs flankeret af de let blafrende flag. Jeg hører speakeren sige mit navn – ”Heidi Egeberg Johansen is finising. She is our 7. woman”. Mine kinder gør ondt. Jeg smiler for bredt, og i selvsamme sekund jeg sætter foden ind over tidsmåtten, mister jeg kontrollen. Tårer flyder ud af mine øjne og selvom jeg forsøger at skjule det med min venstre hånd, har de søde medaljepiger set det. De kommer over og krammer mig. ”You did so good” lyder det og jeg hulker. Der står jeg i en fremmeds favn og hulker, indtil jeg endelig kan kigge op og få min medalje om halsen. ”Are you okay?” spørger kvinden – ”I’m just so happy and proud. This is so ureal” hikster jeg og bevæger mig over til flere kram fra dem der er kommet i mål før mig.
De næste 15 minutter får jeg tårer i øjnene hver gang jeg hepper en løber i mål. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker. Paul på 60+ der var professionel racerkører, men aldrig nåede drømme om formel 1 fordi han var for høj. Han tjente til dagen som stuntdriver i Hollywood da racer-karrieren sluttede (fast and furious – just saying).. og var nu, på hans ældre dage skipatrol (betjent på ski) i Aspen. Sødeste Rachel der havde været professionel solodanser hos San Francisco balletten, men som stoppede, mentalt nedbrudt af intriger, magtkampe og en evig fokus på en perfekt krop. Nu var hun gift med én af arrangørerne, elskede trailløb og levede et simpelt liv i en van. Der var de unge gutter fra det tyske team WW wolfwagen, som jeg næsten på hver eneste etape endte med at dele nogle kilometer sammen med. De var hold af to personer, kom fra Berlin og havde vundet en konkurrence i Tyskland hvor præmien var en lækker løbetur i bjergene i Colorado. De var garvede trailløbere og elskede at sprinte ned ad bjerge i en rus af frihed.
Så mange skønne mennesker, så mange oplevelser og så ubeskrivelig smuk natur. Jeg har lært så uendelig meget om mig selv, om bjergløb og fået nye perspektiver på livet. TRR var på mange måder en livomvæltende uge, og jeg er ikke den samme løber som stod på startlinjen en tidlig mandag morgen i Buena Vista mens AC/DC gjaldede ud af højttalerne. I’m on a highway to hell lød det. Det gav så meget mening. Jeg var på en highway to hell – bortset fra at hell viste sig at være paradis da vi nåede endestationen 6 dage senere.
Jeg er slet ikke færdig med løbeeventyr i bjergene. Det er en legesyg frihed som jeg ikke oplever når jeg løber marathon, Jeg elsker kombinationen af vanvittig smuk natur, af friheden og den legesyge glæde, af blandingen mellem løb og hike, og oplevelsen af at være så meget i nuet. Jeg skal bare lige lære det der nedløb, så jeg også kan mærke ruset af at flyve nedad et bjerg. (krigeriske tusindben flyver ikke…😂😂😂)
