Det er tidligt morgen og jeg løber runder a 2,1 km. i en by som så tidligt om morgenen i princippet kunne hvor som helst i verden. Månen hænger som et spist stykke vandmelon på den mørke nattehimmel og efterårsbladende på træerne giver slip og daler ømt ned mod jorden.
Parken jeg løber i periferien af er stille, kun oplyst af de gadelamper der står strategisk placeret ved parkens mange indgange. Det eneste der umiddelbart skiller sig ud, er de to unge vagter klædt i armygrønne fine parade uniformer. De står ved parkens ene hjørne og jeg har svært ved at vurdere hvad deres opgave egentlig går ud. Er det at holde hjemløse væk fra parkens mange bænke? Det giver ikke rigtig mening, jeg har ikke set en eneste hjemløs på gaden siden jeg landede i hovedstaden for godt 48 timer siden, og kriminaliteten i landet er næsten lig nul.
Kragefuglene i træerne skræpper indigneret mens lyset tager magten fra mørket. De første biler krydser vores løberute, og et par indbyggere på vej til arbejde samler sig ved busstoppestedet tæt på de to vagter. Herude lidt væk fra centrum er busstoppestedet helt almindeligt. Tager man blot en kort strækning ind mod midtbyen vil busstoppestederne være de fineste hvide marmorkonstruktioner.
Bussen passerer mig idet jeg runder hjørnet med vagterne. Det er en ældre fæltlugtende diseludgave af en hvid bus. Den stopper, samler passagerne op og fortsætter videre til næste busstop længere fremme på ruten. En bustur i indre by er en billig fornøjelse. Det koster, har jeg læst mig til, ca. 50 Tennen hvilket svarer til en halv Manat, der i dansk valuta svarer til at en bustur koster den nette sum af ca. 1 krone.
Morgentrafikken tager til, det bliver nødvendigt at stoppe op og vente inden vejen krydses, og nu begynder det visuelle indtryk for alvor at skille sig ud fra andre steder i verden. Alle biler er hvide. Hver og en. Da den kommunistiske præsident Gurbanguly Berdymukhamedov tiltrådte, besluttede han at der i hovedstaden kun måtte være hvide biler. Alle indbyggere måtte i gang med den helt store omlakering. De hvide biler var del af præsidentens vision om at bygge en hvid hovedstad. En hovedstad med hvide biler og bygninger i hvidt marmor. Siden da er Asgabat kommet i Guinness Book of Records for at være den by i verden hvor massen af hvidt marmor er størst hvad angår bygninger og monumenter.
Vi løber vores marathon i udkanten af det hvide centrum, og jeg ser gamle russiske huse hvor livet leves som i alle andre storbyer, mens jeg frisk i erindringen har gårsdagens billeder af rundturen i centrum. En rundtur på tomme boulevarder og fortove, rundt til store monumenter og sågar andre Guinness Book of Records rekorder heriblandt verdens største indendørs pariserhjul. Kontrasten mellem centrum og det kvarter jeg løber rundt i er så voldsom, at jeg har svært ved at danne mig en mening om det jeg oplever.
Flere lokale kommer gående på løberuten efterhånden som byen vågner. Jeg hilser pænt “Good morning” og får store smil og venlige nik tilbage selvom mange, gætter jeg, ikke aner hvad mine ord betyder. De fleste taler kun Turkmensk og en smule russisk. Kvinderne er klædt i smukke lange traditionelle farverige kjoler, ingen har bukser på – og slet ikke jeans. Den primære religion i landet er islam. De fleste er sunni muslimer og har en afslappet holdning til religionen. Så afslappet, at da jeg spørger vores guide hvorfor jeg kun hører svage kald til bøn i de tidlige morgentimer, og ikke de rungende allestedsværende kald man normalt forbinder et muslimsk land med, svarer han ærligt, at der ikke har været afsat penge til nye højttalere til byens moskeer. Der er ikke krav om hovedbeklædning og tildækning for kvinder, og det er intet problem at jeg som kvinde løber rundt i stramme løbetights og en kort t-shirt.
Jeg er nået cirka halvvejs i løbet da jeg opdager en meget officielt udseende mand stå i vores lille depot foran hotellet. Manden fastholder mit blik da jeg får øjenkontakt med ham, og spørger mig med en autoritær stemme “Are you allright?”
“Yes yes – I’m all good” svarer jeg kækt, tømmer et krus vand og får øje på det lille logo på mandens jakke. Logoet formidler medicin, jeg lægger to og to sammen og konkluderer at manden må være læge. Det viser sig at man skal have en officiel læge til stede hvis man afholder et marathon i Turkmenistan, og selvom min lille paranoide stemme i baghovedet påtrængende hvisker “hvad holder han egentlig øje med”, så vælger jeg at overhøre min kritiske stemme og at tage madens ord som almindelig omsorg. At være i et land hvor de apps vi kender som Instagram, Facebook, WhatsApp, Twitter m.v. er blokeret, kan man godt blive en lille smule paranoid.
Overfor hotellet, i modsatte retning af vores løberute ligger byens cirkusbygningen – i hvidt marmor selvfølgelig. Her får vi senere på dagen fornøjelsen af at se en cirkusforestilling helt som vi kender det. Det er især de verdensberømte heste af racen Akhal Teke der er hovednummeret i forestillingen, men inden vi når så langt, får vi klovne, akrobater, linedansere, kameler og hundekunster. Det er her jeg om nogle timer vil få det bedste kram jeg nogensinde har fået i mit liv – det er også her jeg vil opdage, at det land, der er blandt de mest lukkede lande i verden, det land som var en sovjetisk republik i USSR og først løsrev sig i 1990, det land som virker så fremmed og anderledes også havde adgang til vestlig popmusik i 90’erne i en sådan grad, at store kunstnere som Madonna og Michael Jackson er en del af den fælles musikkultur. Den aften ser vi et tumbling/danseshow med moves præcis som Jackson selv i nummeret “Bad”
Ca. fem kilometer tilbage af løbet og jeg begynder at være mærket af distancen. Min optakt til turen har været alt andet end god. En lille fiber i baglåret betød at jeg i fem uger op til turen måtte bruge al min fornuft og viden om skader, for at hele bedst muligt. Det er gået ok med at løbe om end trætheden fortæller mig, at jeg har manglet de længere træningsture. Jeg graver ned i mit mentale skattekammer og finder endnu en gang taknemmeligheden frem.
Det er ikke svært. Jeg føler mig så uendelig taknemmelig fordi jeg har fået muligheden for at rejse ind og møde mennesker i et land, jeg knap nok vidste hvor befandt sig i verden. Et kommunistisk land klemt ind mellem Afghanistan, Iran og Usbekistan, placeret centralt på oldtidens silkevej med gamle traditioner og kultur. Men også et land hvor stort set al media kontrolleres af staten, og hvor vi kun kunne sende en hilsen hjem til familien ved at benytte den app der er åben for international kommunikation – IMO app (som er en lidt mere primitiv udgave af apps som WhatsApp.)
Jeg er taknemmelig for at jeg fik lov til at opleve en by så fuld af kontraster. Den hvide næsten mennesketomme bymidte i modsætningen til livet i andre bydele hvor cafeer og pubs af vestlig karakter ligger side om side med faldefærdige russiske beboelsesejendomme. Overraskelsen da mørket faldt på den første aften og et lysshow af dimensioner åbenbarede sig. Las Vegas go home. Lysshowet i Asgabat er i en helt anden liga og meget smukkere. Lufthavnen, der er formet som en tårnfalk får lysvinger og flyver ud i nattemørket, kameler vandrer langs hotellers facade og vandmænd bevæger sig rolig og majestætisk rundt på facaden af det store indkøbscenter.
Alt det tænker jeg på de sidste kilometer af løbet. Og inden jeg krydsede målstregen, bliver jeg enig med mig selv om, at det er ok ikke at have en reel mening om det jeg har set og oplevet. At det er ok bare at suge indtryk ind og lagre dem som en udvidelse af mit syn på verden. Jeg behøver ikke have en mening og formidle hvorvidt jeg synes noget er godt eller skidt. Det er ikke årsagen til at jeg rejser ud i verden for at løbe. Jeg rejser for at udvide mit eget perspektiv, for at lære om verden og se andres måde at leve og være på, på godt og ondt.
Turkmenistan er et fascinerende land hvor oldtiden blander sig med nutiden – og fremtiden.. Det er, efter min viden, kun muligt at rejse ind hvis man har en aftale med en lokal tour operator. At rejse ind kræver et Letter-of-Invitation med de rette stempler, og en god portion tålmodighed i lufthavnen hvor både PCR-test, Visumudstedelse og paskontrol er en omstændig affære. Til gengæld for besværet får man oplevelser der overgår ens vildeste fantasi. Efter marathon var planen at vi dagen efter skulle løbe 10 km. race i ørkenen ved Hells gate, og jeg var så heldig at få mulighed for at besøge Merv, en af datiden fornemmeste byer på Silkevejen (beretning følger).
Jeg blev plaskforelsket i den fantastiske imødekommenhed, åbenhed og nysgerrighed jeg mødte overalt – selv i sikkerhedskontrollen på vej ud ad landet, hvor manden der overvågede at tasker, jakker osv. kom på båndet ind i scanneren, med et smil spurgte om mit navn, fortalte hvad han selv hed, og ønskede mig den bedste rejse hjem. Turkmenistan var en oplevelse langt over mine forventninger.
Det olympiske stadion i Asgabat. Stadionet blev bygget til at hoste Asian Games 2017. Vi fik ikke lov til at komme indenfor. Men tjek link for et kig – det er ret vildt: https://www.afl-architects.com/projects/ashgabat-olympic-stadium
Nå ja, – så var der jo også lige det der fuldstændig fantastiske kram……
I pausen mellem cirkusindslagene kom en 10-årig knægt hen til mig. Han kiggede på mig med nysgerrige brune smukke øjne og spurgte ”Do you speak English”.
”Yes, I do” – svarede jeg, hvorefter vi begyndte en lille samtale, hvor jeg som en anden engelsklærer spurgte ham om hvor gammel han var, om han lærte engelsk i skolen, hvem han var i Cirkus med osv. For hvert spørgsmål jeg stillede, kiggede den lille dreng betænksomt op, tog pegefingeren op til siden af munden som en anden stor tænker, inden han efter lidt tid fandt det rigtige ord. ”I learn English at School” svarede han stolt, og jeg roste ham for at finde de korrekte ord. Han var lige startet med at lære sproget.
Efter vi havde vinket både til mor, mormor og søster som sad helt nede tæt på manegen, og drengen havde hentet søsteren på 8 år op så jeg også kunne hilse på hende, var pausen ved at være forbi. Jeg roste drengen for hans mod og dygtighed, og inden jeg nåede at sige farvel skete det. Drengen fløj spontant om halsen på mig (jeg havde sat mig på et trappetrin så jeg var i øjenhøjde med ham mens vi talte sammen), og krammede mig så inderligt og ømt i tilpas lang tid til at mit hjerte smeltede. Det kram vil for altid bo i min sjæl som noget at det smukkeste jeg har oplevet som rejsende.
