Jeg læser stort set alle de løberelaterede bøger jeg kan få hænderne i, oftest sendt over Atlanten fra det store løbemekka i Staterne. Rigtig mange af disse ligner hinanden til forveksling, biografier orienteret omkring en løbers erfaringer og oplevelser med vores fælles passion for løb, eller guider til forskellige former for løb med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer. Oftest sker det, når jeg graver mig igennem bøgerne, at sidder jeg tilbage med en følelse af, at der mangler noget. At historierne bliver lidt snæversynede og udelukkende perspektiveret ud fra forfatterens løbekarriere.
I sidste uge fik jeg et anmeldereksemplar af den nye danske løbebog ”ultrakvinderne” overrakt af en sød postdame. Bogen er skrevet af Mette Birk Jensen, og handler helt basalt om ultraløb set med en kvindes øjne. Og jeg kan lige så godt slå det fast – Ultrakvinderne er en lille genialitet, intet mindre og det er altså ikke kun fordi jeg er en kvinde, der virkelig har savnet en løbebog skrevet til kvinder af en kvinde. Bogen er en perle fordi den tager udgangspunkt i Mettes egne erfaringer med ultraløb, og med det afsæt afsøger forskellige vinkler på ultraløb gennem interviews med andre løbere, krydret med fortællinger om nogle af de vildest ultraløb i verden. Gennem hele bogen er den røde tråd håndgribelig og læseren føres trygt gennem de spørgsmål og tanker Mette selv har gjort sig, efter hun fik sin spæde debut på 100 km. distancen.
Bogen er super let tilgængelig, og fordi Mette har valgt at søge svar på de spørgsmål hun stiller, dels gennem interviews med forskellige super-kvinder, dels via søgninger på nettet og i forskningsmateriale, bliver de svar bogen giver troværdige og til tider også en ahaoplevelse for selv en garvet rotte som undertegnet. Jeg er vild med opbygningen, jeg er vild med de kvinder Mette har interviewet, og jeg er vild med, at bogens 2. halvdel med gode råd om mad, væske, træning osv. serveres i små korte afsnit, der på intet tidspunkt efterlader læseren rådvild. Det er en ren gourmet ret af en bog, krydret med en tilpas mængde teori, drysset med egne erfaringer og toppet med en understregning af det, for mig, væsentligste ved løb som en sport – at vi som mennesker er forskellige, og hvad virker for én er ikke altid recepten for en anden.
Mettes bog er en slags moderne ”kvinde – kend dit ultraløb” der sagtens kan læses af både det mandlige køn, såvel som løbere der ikke har nogen som helst intention om de lange distancer. Bogen er enormt underholdende og berigende, og selvom man ikke er en gal ultraløber, er det svært ikke at blive slemt begejstret over de seje kvinder der løber rundt derude på veje og trailstier. Jeg har personligt selv bogmærket flere af de links Mette henviser til i bogen, og er hoppet direkte ombord i videoerne fra de løb Mette beskriver. Mette åbenbarer en dybt fascinerede verden, en verden som måske slet ikke er så utilgængelig endda.
Eneste lille aber dabei ved bogen er, at jeg syntes der mangler et kapitel som lige giver en head-up på den danske ultraløber scene. Vi har de sidste par år set nogle virkelig seje danske ultrakvinder som begår sig på internationalt niveau. Det ville have været fint med et par linjer om de danske superatleter, eksempelvis Stine Rex, der tog 3 danske rekorder sidste år (hhv. på 24 timer, 48 timer og 100 miles distancen), Bouchra Lundgren Eriksen der løb sig til en 2. plads i Marathon des sables og trailløberen Kristian Madsen der løb FKT (farstest known time”) på Kilimanjaro. Det ville have sat et perfekt punktum på en fremragende bog.
Ultrakvinderne er bogen jeg ville ønske jeg selv havde skrevet. Og skulle Mette sidde og kede sig derude i Thailand, vil jeg gerne byde ind med en ”bogliggørelse” (YES, det er mit eget opfundet op til lejligheden) af ”Mine løbehelte” fra min blog. Nøj jeg gad godt arbejde sammen med så kompetent og skarp en forfatter.
”Ultrakvinderne” koster 249,95, og er en letlæselig sag på knap 200 sider. Det er udgivet på forlaget muusmann. Bogen får 5 kæmpe store flotte medaljer og en bragende anbefaling med på vejen.