Jeg nævnte kort i mit indlæg her, at jeg har fået ny træner, og et nyt træningsprogram. Jeg trængte til lidt struktur igen, og jeg trængte til mere variation og udfordring i min træning. Det kom lige pludseligt ud af den blå luft. Med et pludseligt indfald af kloghed vidste jeg, at tiden var moden til at løbe efter program igen.
Valget af træner faldt denne gang på Mia Sørensen. Mia driver sundfokus.dk og er selv en yderste garvet marathonløber, der har en PR jeg aldrig kommer i nærheden af. Hun er benhård og en vanvittig dygtig løber. Og skal jeg være super ærlig, så valgte jeg Mia af én speciel årsag. Altså ud over at hun selv løber marathon, og er dybt inspirerende at følge på de sociale medier. Jeg rettede henvendelse til Mia udelukkende fordi hun er en kvindelig løbecoach. Dem ser man altså ikke mange af på markedet, i hvert fald ikke hvis man holder det op mod antallet af mandlige løbecoachs.
Og hvorfor så en kvinde. Jo – det skal jeg sige jer, jeg tror at en kvindelig coach måske bedre forstår de rationaler jeg gør mig i mit hovedet, når jeg træner. Ja jeg indrømmer blankt, de er ofte lettere hormonelt betinget, og tenderer til at være mere kryptiske omkring en bestemt periode på måneden. Og i det hele taget måske bedre forstå de totalt irrationale konklusioner jeg formår at drage, når tingene ikke helt spiller efter nodebogen.
Mia var heldigvis med på ideen, og jeg har nu i 1½ uge fulgt Mias program. Programmet er lavet så jeg starter ud med uger med ret lav kilometer-antal. Til gengæld får jeg i stedet lidt mere fart på. Da jeg modtog programmet tænkte jeg, no problemo, den klarer jeg. Men allerede her i første hele uge har jeg præsteret at overskride antal ugentlig km. med 12 km. Endda ret bevidst. Jeg vidste godt, at når jeg løb med Leah i Frederikshavn tirsdag aften, så talte det for min lange tur som ellers skulle løbes søndag. Problemet var bare, at da jeg kom til søndag og tog skoene på mens familien sov, så kunne jeg simpelt hen ikke stoppe. Jeg måtte fortsætte, mens mit hoved udtænkte alle mulige grunde for legaliteten af det, jeg havde gang i.
Tilbage på matriklen var jeg glad, mit hoved var tilpas. Det hold helt ind til søndag eftermiddag, hvor jeg opdaterede det regneark Mia har sendt, med mine reelle træningspas. Nu skulle jeg pludselig skrive sort på hvidt og åbenbare mine skarnsstreger for Mia. Jeg følte mig totalt som et lille barn i børnehaven der, mens de voksne kigger væk, lige får smurt Nutella på vinduet.
Til min søster havde jeg lørdag morgen luftet min irritation over weekendens meget reduceret træningsmængde (i forhold til det jeg har løbet siden sommer), og midt i vores samtale smuttede der ord ud af min mund, ord jeg ikke nåede at stoppe i tide og liiige vende en ekstra gang inden de forlod min kryptiske tanker.
”Jeg løber bare en ekstra tur uden at registrere det” fortalte jeg pludselig søster, med de mest udspekulerede øjne der lynende af galskab. – Og lige i det sekund ordene fløj ud af munden på mig, kunne jeg godt selv høre hvordan det lød. Ikke specielt flatterende, en alkoholiker der skjuler flaskerne i skabet. Præcist som når ungerne tager ud til deres far og jeg har en uge alene med deres slikskab. ”Mor, du rører ikke vores slik vel?” – ”Neeeej da, det kunne jeg da ALDRIG finde på…” to sekunders pause… ”Det er nisserne der gør det”. 😀
Så siddende der, søndag eftermiddag, i spinatsuppen måtte jeg bekende kulør. Jeg sendte præcist det jeg havde løbet til Mia; og fik prompte en yderste venlig irettesættelse tilbage.
Jeg brugte det meste af søndag aften på at mærke efter. Var dét det rigtige valg jeg har taget med at løbe efter program igen? Jeg vågnede sågar midt om natten og fortsatte mit tankemylder. Og hele vejen hjem fra arbejdet i dag. Jeg vil helst ikke spilde Mias tid, hvis jeg ikke 100% vil det, men hvordan finder man ud af om man vil noget 100%. De kloge siger ”Mærk efter”, jeg har mærket og mærket og mærket – og der kom ingen svar overhovedet.
Jeg tog i stedet min kære gamle slidte notebog og skrev mig ud af tankemylderet. Inspireret af mine løbebøger forsøgte jeg at skrive de ting jeg gerne ville, og visualisere små kortfilm i min indre biograf. Og jeg tror dælme jeg nåede frem til endestationen. Jeg vil det gerne. Jeg vil gerne løbe struktureret indtil forårs-løbet i april udfolder sit drama under den engelske sydlige himmelske sfære. (Kan I høre englene synge… 😀 )
Jeg giver Mia min fulde tillid og lover (så godt jeg kan) ikke at falde for meget i flasken igen. Og Mia; hvis du læser med.. Husk jeg er kun et simpelt behovsstyret menneske. Jeg gør det ikke med vilje, når jeg laver skarnsstreger, eller – jo det gør jeg faktisk, men jeg har det altid dårligt med det. Jeg lover at forsøge at være den mest eksemplariske løbestudine jeg overhovedet kan være. 😛
