Basel marathon – dreams come true

Jeg har i lang tid haft den her drøm om at krydse målstregen, mens der er to der holder et bånd man skal løbe igennem – fuldstændig som man ser de professionelle gøre. Jeg havde endda – i mine drømme, en fuldstændig klar ide om hvordan jeg ville løbe ind mod båndet, tage fat i det, løfte det over hovedet og brøle min forløsning ud til verden. En drøm der har hjulpet mig gennem mange hårde træningspas, hvor jeg har forestillet mig jeg vinder de vildeste løb hvis jeg bare klarer træningen. 😀

I fredags rejste kæresten og jeg til Basel, hvor vi indlogerede os hos en gammel kollega. Det var faktisk årsagen til jeg tilmeldte mig Basel, at jeg skulle bruge et løb til at teste min lille ”videnskaben vs. Heidi træning” (indlæg følger omkring dette), og at der i Basel stod en fantastisk lejlighed klar vi kunne låne hen over weekenden. Basel viste sig fra sin smukkeste side, høj solskin, varme og fantastiske fine bygninger – og selvfølgelig Rhinen som gennemløber bymidten og adskiller Klein Basel fra Gross Basel.

Basel er en sjov by, når man lander i lufthavnen kan man vælge at tage udgangen til Schweiz eller Frankrig og Tyskland, det samme med togstationen. Og måske siger det i virkeligheden alt om den imødekommenhed der er i Basel, man deler grænser i ro og mag – med respekt for alle og i største fordragelighed.

Basel marathon foregår i bymidten med en afstikker ud i området omkring Zoologisk have og er 2 * halvmarathon distance med start kl. 08:30 morgen i byens gågade. Jeg havde ikke en egentlig plan for løbet, anden end at komme godt igennem og få marathon nr. 98 i bogen.

Starten gik og vi krydsede den første bro, løb en lille runde i Klein Basel og tilbage over samme bro og ud til området omkring zoologisk have. Jeg tog en hurtig beslutning og koblede mig på 3.15 ballonen, velvidende det nok ville koste i sidste ende. Paceholderen hed Ralf og var det sødeste væsen, en virkelig god inspiration til min forhåbentlig fremtidige jobs som pacer. Han fortalte om ruten, gav læ på de mere vindfulde strækninger, og leverede alle oplysninger både på tysk og engelsk så os ”ikke så tysk-kyndige” kunne forstå hans guldkorn.

Jeg følte mig overraskende stærk og nød at løbe rundt på en strækning der havde de lækreste depoter for hver 3,5 km, men desværre ikke mange tilskuere. Efter runden ud til Zoo løb vi tilbage mod midtbyen og ned til Rhinen hvor vi fik en strækning på den ene side – løb over endnu en bro og løb en tilsvarende strækning på den anden side af Rhinen, inden vi igen krydsede en bro og løb op mod start – og ud til runde 2.

Langsomt faldt flere og flere fra vores lille powergruppe omkring Ralf, og til sidst var jeg eneste løber tilbage. Mine ben føltes stærke og mentalt holdt jeg fast i mit lille mantra for dagen – jeg havde magi i skoene. Min søde kæreste, der kender mig helt ind til marven, havde sagt til mig ved 16 km mærket ”Heidi, du skal ikke være bange – bare fortsæt”. Og det var spot on, han ramte lige præcist plet på skydeskiven. Jeg syntes det er så angstprovokerende at gå ud af komfortzonen, især når man er tidligt i et løb og har mange kilometre foran sig. Det kræver vildt meget mod at løbe hurtigere, end man tror man kan magte – og for mig er det mange gange en hæmsko, at jeg simpelt hen ikke tør give los og se hvad der sker. Så da ordene faldt vidste jeg, at jeg måtte have noget at holde fast i mentalt, hvis/når min frygt ville krybe frem i bevidstheden som et andet sømonster.

Mit mantra blev MAGI – jeg ville ”putte” magi i mine løbesko og løbe resten af turen fuld af magi mellem tæerne. Det lyder måske lidt som om jeg fik et anfald af delirium, men det hjalp. Hver gang min lille hjerne begyndte at pive fik den en kraftig reprimande, man kan altså ikke kan pive når man har magi i skoene. Og sørme om ikke der var stille i hovedet, sanserne var fuldt åbne for alle indtryk mens benene udførte deres job. Magien virkede.

En anden ting der for mig var fuldstændig mind-blowing var det faktum, at som førende kvinde havde man en cyklist med skiltet ”Erste Frauerin” på styret. Og alle steder hvor vi løb, blev der lige råbt og piftet lidt ekstra når jeg kom dappende forbi. Pigen der cyklede var vildt sød, hun var til dagligt cykelbud og fortalte at der i år havde været EM for cykelbude i København. Hun havde desværre ikke selv deltaget men kendte flere der havde. Vildt sjovt at man sådan kommer til at snakke om forskellige ting når man løber og lige møder et nyt menneske.

På et tidspunkt tilbød hun mig en gel (depoterne var fyldt med gels, vand, frugt, chokolade og sportsdrik i rigelige mængder), men jeg turde ikke begive mig ud i ting jeg ikke tidligere havde afprøvet, så aftalen blev i stedet at hvis jeg hang på til den bitre ende, måtte jeg få det chokolade hun havde i tasten. Se det var en gulerod der var til at tage og føle på – det gav supermand kræfter lige på stedet. 😀

Efter anden runde og tilbage langs Rhinen begyndte jeg at mærke benene og trætheden. Jeg sakkede bagud Ralf og kæmpede med at tro på, at min drøm ville blive til virkelighed, at jeg om 8 km. kunne løbe i mål og bryde gennem det udstrakte bånd hvis bare jeg holdt stand. Jeg lukkede mig inde i mig selv, lukkede af for sanserne og omgivelserne, gav den lidt ekstra gas med magien i skoene, og fik kæmpet mig tilbage i hælene på Ralf.  Og der lå jeg så da jeg, efterhånden lettere prustende, svingede op ad den sidste bakke op mod mål – efter at have krydset 8 bropassager på turen, løbet gennem park, løbet langs Rhinen, løbet på veje og stier ud omkring Zoo og efter at have løbet op gennem Basel midtby. Målporten blev synlig – et lille nedløb på toppen af stigningen og hastigt blev BÅNDET strukket ud foran, klar til at modtage vinderen for kvinderne. Smilet blev kæmpe stort, tårerne piblede frem i øjnene, hænderne lukkede sig om bådet, det var ikke en drøm; det var virkelighed – og måske ikke særligt feminint men mit urinstinkt af et jeg brølede et sejrbrøl, så de gamle stenalder-jægere ville have bukket hovederne i respekt. Og derefter – tårer, glæde, forløsning og fuldstændig lykke – Og ja… Så var der jo så også lige tysk radio der ville have et live-interview PÅ TYSK.

Jeg fik hængt et bånd om halsen hvor der stod jeg var vinder; og folk lykønskede mig i en lind strøm. Ja der var endda folk der ville tage selfies med lille mig. Det var så uvirkeligt og så fuldstændig fantastisk at Disney himself ikke kunne have skrevet et bedre manuskript.

Nå ja, og så lige tilbage til det der interview. Oh my altså – hvor er jeg dog dårlig til tysk; og hvor var det svært at stå så træt og glad – og så lige skulle svare på hvordan løbet var gået, hvad jeg syntes om ruten og fortælle hvad jeg ellers var for en størrelse. Jeg har fået lydklippet der efterfølgende er lavet og benyttet til genudsendelse – Men altså seriøst – det er mega pinligt. Og det værste er, den mandlige vinder måtte åbenbart godt snakke engelsk for han var ikke på live – så er det da først jeg lyder som en komplet idiot.

Basel som by erobrede mit hjerte; hvis man er til sydtysk arkitektur blandet med en knivspids fransk – hyggelig midtby med sporvogne og nærmest ingen biler overhovedet. Masser af stemning på pladserne ned til Rhinen, hvor man endda kan bade i det fine vand, og shopping i det dyre ende, ja så kan jeg kun anbefale en tur til Basel – og tag endelig og løb hvis du alligevel kommer forbi; bedre depoter tror jeg ikke man finder nogen steder i Europa. 🙂