Det er sjovt, det er 3. gang jeg i dag stillede op som fartholder til aalborg halvmarathon og man skulle tro at alt bare går som det plejer. At rutinerne har indfundet sig og tjansen som fartholder er en ”walk in the park”. Sådan var det bestemt ikke i dag, dagen bød på oplevelser jeg aldrig har prøvet før. Oplevelser både af positiv og mindre positiv karakter.
I år havde vi fartholdere (det skal tilføjes at jeg var på 1:50 tiden, dvs. jeg skulle sørge for at dem der løb med mig, løb under 1 time og 50 min) fået den udsøgte fornøjelse, at iføre os gule trøjer og løbe med matchende gule balloner. Det syntes jeg altså var fedt. Med farverne orange og grøn de forrige år, var det så fantastisk at få en mere moderigtig farve på trøjen. Jo jo, det er skam noget en fartholder går op i. 😀
Afsted det gik og jeg må nok sige, at jeg kunne mærke der var flere løbere tilmeldt i år. Der var godt pakket de første 2 km, og det var ikke let at ramme det helt rigtige pace. Heldigvis var alle i godt humør og der var absolut ingen sure miner. Og langsomt åbnede ruten sig op og lod os få plads og luft omkring.
Som altid er det et stort højdepunkt, når vi på ruten rammer tunnellen og dykker ned i mørket under havets overflade. Mine med-fartholdere havde besluttet sig for, at de ville forsøge sig med en omgang islandsk heppekor, I ved der hvor man klapperne hænderne sammen og råber et maskulint HU for fuld kræft. Det første forsøg døde lige så hurtigt som det gik i gang. Men anden gang… anden gang lykkedes det, og for første gang i mit liv har jeg løbet gennem tunnellens mørke i en kakofoni af islandsk heppekor. Shit det var sjovt, og vanvittigt fedt hvordan HUérne og klappene gjaldede ind i rørets vægge og slog tilbage mod os løbere, kun for at forstærke hele lydkulissen. For en kort stund var samtlige løbere i tunnelen omdannet til en omgang islandske vikinger. Det var svært ikke at få en lille smule gåsehud på spaghettiarmene. 😀
Vel ude af røret drejede vi op mod første depot – og lad mig skynde mig at tilføje – nøøøj depoterne fungerede godt i år. Vand på begge sider i rigelige mængder. Det var simpelt hen en fornøjelse. J Jeg havde travlt med at vinke til alt og alle, og min uopmærksomhed på det store gul monster over mit hoved, gav straks bagslag. BAAANG – og vupti, jeg var for første gang i min tid som fartholder, ballonløs. Og mig, der til fartholdermødet inden start, så kækt havde underholdt de andre med risikoen der lå, når man kom ud fra tunnellen. Jeg gik lige præcis i min egen fælde, det var meget meget pinligt for den garvet fartholder. 🙂
Fest og farver på Nørresundbysiden blev erstattet med en tur over Limfjordsbroen, hvor vinden i år var yderst gavmild mod os. På fjorden udspillede der sig en dyst mellem hurtigbåde, og lyden af hestekræfter slog op mod os. ”Hvem der bare kunne løbe så stærkt” udbrød en løber ved siden af mig, jeg nikkede anerkendende, det ville være mega fedt. 🙂
På den anden side af broen sagde vi farvel til 10 km. løberne og fortsatte ud mod vestbyen. Og derude ventede der en ny første-gang-nogensinde-oplevelse. På et stykke hvor en større vej krydses, stod hjemmeværnet og gjorde et kæmpe stykke arbejde for at holde bilerne tilbage, mens løbere i alverdens farver og former krydsede vejen. Måske var det fornemmelsen af irritationen fra de ventende bilister, måske var det tanken om bussens forsinkede køreplan. I hvert fald fik Hjemmeværns-damen, i det øjeblik hun så vores store gule balloner, ideen at nu der måtte gøres noget og så råbte hun ellers for fuld hals. ”Så stopper I løbere – Stoooop. Jeg sagde STOOOOP”. Og med armene formanende hun os løbere til at stå helt stille, mens hun med et blik som en falk dirigerede trafikken over vejen foran os.
Hun fik ca. 15 sek. maks., så gik den ikke længere. Protesterne var højlydte og trykket fra de utålmodige løbere var enorm. Og selvom hun forsøgte sig med et ”Jeg bestemmer her”, så var det ikke verdens letteste opgave hun havde påtaget sig. Til sidst måtte hun give op og lade nogle meget utålmodige løbere passere krydset, og komme videre med løbet. Jeg ved faktisk ikke, om det er en aftale med arrangørerne, at trafikken indimellem skal have lov at passere, mens løberne holdes tilbage. Man kunne godt forestille sig at det var én af præmisserne for at afholde løbet. Om end, en yderst lidt vellidt præmis blandt løberne. Og jeg bifalder koret, det er ikke fedt at stå helt stille til et stort løb, mens bilerne passerer vejen. Det har jeg altså ligegodt aldrig prøvet før.
Vi nåede til rutens skræk – Skovbakkevej, stigningen som udfordrer selv den mest garvede løber. Og i år må jeg altså bare rose samtlige løbere der løb omkring 1:50 ballonerne. Sikke en kampgejst der blev udvist på bakken i år. Det var godt nok ikke mange, der gav efter og gik op ad stigningen. De fleste kæmpede modigt mod hældningen. Det var en fryd at se. 😀 og belønningen kom på toppen hvor krus med energidrik ventede de tapre bjerggeder.
Igen i år fik jeg fornøjelsen af at snakke med masser af skønne mennesker, jeg fik sågar en lille vandkamp undervejs og opbakningen fra publikum syntes større end sidste år. Atmosfæren var fænomenal og jeg elsker, at så mange har overskud til en sjov bemærkning når jeg kommer larmende forbi. (Jeg snakker nok lidt rigeligt meget, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt det er mere irriterende end hjælpende). Jeg tror i virkeligheden at fartholder-gerningen hjælper mig præcis lige så meget, som jeg håber jeg hjælper andre. Jeg føler mig voldsom ydmyg overfor de præstationer jeg ser derude på ruten. ”Det er mit første halvmarathon” fortalte én løber. En anden led voldsomt, men kæmpede sig videre med et stålfast blik i øjnene. At være så privilegeret at opleve et halvmarathon lidt udefra, som man gør når fokus flyttes til omgivelserne i stedet for på én selv, er helt unikt. Og nøj hvor ville jeg gerne kramme hver og én jeg mødte i dag, og fortælle hvor berigende det er, at møde så fantastiske løbere.
Slutningen på løbet blev i år, for første gang nogensinde for mig, en lidt trist omgang. En løber havde kæmpet hårdt undervejs og da vi fangede ham, var han ikke længere helt stabilt løbende. Jeg ved ikke om det var dehydrering, men enden blev, at jeg og en tilskuer fik ham ned på jorden, og mens jeg svalede hans hoved med vand, fik andre tilkaldt samaritterne der tog over. Jeg måtte løbe videre og ved desværre ikke om løberen kom på benene igen, eller om det blev til en tur på hospitalet. Jeg håber alt det bedste for løberen, og er frygtelig ked af jeg ikke var mere opmærksom på, hvor slemt han egentlig havde det. Jeg burde havde stoppet ham tidligere og fået noget vand i ham. Det var ikke rart at løbe væk og være uvidende om hvorvidt han var ok.
Til alt held løb jeg ret hurtigt efter ind i den sejeste pige. Hun havde stået ved os i startblokken, og nu var hun her igen. Jeg besluttede at bruge al min fokus på at få hende ind under de famøse 1:50. Hun klarede det sååå flot, og jeg tror faktisk hun ville have klaret det uden mig også. Nøj en flot slutspurt hun fik sat ind. Og med en lykønskning og et anerkendende klap i mål, kunne jeg smile trods den lidt triste oplevelse med løberen før. Der er så mange historier der fortælles når løbere passerer målstregen, historier om små sejre og nederlag derude på ruten. 21,1 kilometers kamp mod én selv og måske mod uret – og forløsningen når målstregen nås. Al den energi kunne en træt fartholder tage med sig hjem, energien fra en horde af total seje løbere i den nordjyske hovedstad. 😀
PS – hvis der er nogen, der har et videoklik fra tunnellens indre med det islandske hep gjaldende; så vil jeg frygteligt gerne have en kopi…. 😀
HER VAR EN VIDEO AF VORES ISLANDSKE RÅB.. 🙂 – Sidst i video.
GennemTunnellen