Dag to af vores sommertur 2021 bød på 48 kilometer fra Rødhus til Hirtshals. Jeg var forbavsende frisk da jeg vågnede onsdag morgen, og var faktisk ikke synderligt ramt af ømme stænger efter gårsdagens lækre 74 km. Udsigten til at løbe endnu en dag i vandkanten langs min favoritkyst var på ingen måde noget der bare skulle overstås, men derimod noget jeg glædede mig vanvittigt til.

Vi lavede en lille genialitet fra starten af. Dagen før var vi stoppet på stranden, og gik op til sommerhuset der udgjorde overnatningsstedet. Og for at starte præcis hvor vi stoppede, gik vi derfor tilbage ned på stranden tidligt om morgenen. Det var brillant af den simple årsag, at benene langsomt fik lov til at vågne, og blive klar til dagen løbetur.

Vejret var fantastisk og turen gik afsted mod første is-stop i Løkken. På vejen var vi forbi Grønhøj hvor der blev tanket lidt ekstra vand i varmen, og ellers gik det på curise control op til Løkken og til Surf-butikken der fristede med – EN HAVTORN IS. NØØØØJJJ, den var lækker. Det er så absolut en kæmpe anbefaling herfra hvis du kommer forbi Løkken en dag. Smut forbi surf-butikken ved nedkørslen til den nye platform og området indenfor molen og prøv deres is.

Nogle gange kan man være uheldig med at højvandet lukket for den videre færd på stranden fra Løkken til Nr. Lyngby. Det er sket op til flere gange at jeg har måttet vende om, og returnere til Blokhus i stedet for at fortsætte til Lønstrup fordi højvande forhindrede mig i at løbe videre på stranden. Det er især når man runder området som ligner et spil bunkers-mikado at problemet med højvande kan opstå. Til alt held var der utroligt lavvandet præcis den dag vi havde valgt til løbeturen, og vi kunne uden problemer løbe videre på stranden.

Jeg elsker skiftet fra at løbe på den brede strand med søde fredsommelige klitter man møder på strækningen fra Rødhus til Løkken, til det hele skifter udtryk og bliver til en bred strand med truende og meget lidt indbydende skrænter når man løber fra Løkken til Lønstrup. På overskyede dage føles det næste som om man løber i fred og fordragelighed, runder et hjørne og pludselig befinder sig i en gyserfilm. Nøj hvor er de dog bare barske de skrænter hvor huse og andet materiale må opgive kampen til naturkræfterne.

I Lønstrup holdt vi turens andet stop, denne gang et af de berømte Milkshake-stops inden vi med tiltagende vind i hovedet begav os videre nordpå forbi Skallerup Klit og op mod Tornby. Vinden blev kraftigere og kraftigere, og gjorde det bestemt ikke lettere for os. Et sidste stop ved Munks i Tornby og så var det ellers hovedet ned og ud på sidste strækning inden jeg langt om længe kunne kramme verdens dejligste fyr… Hirtshals fyr efter 48 fuldstændig lækre, vindblæsende og skulderforbrændte kilometer.

Sikke en fantastisk tur. To fuldstændig fantastiske dage hvor jeg ikke en eneste gang kiggede på uret, men blot lod tiden gå, og nød naturen fuldt ud. Citatet herunder er noget Johannes Møllehave har skrevet – og de to dage levede jeg fuldt ud med alle mine sanser åbne. Og det vildeste var… Jeg havde ikke en gang særligt ondt i stængerne.

Kæmpe tak til Lund Motion for hjælp til at få tryk på lækre Under Armour tur-trøjer – Og tak til Vagn for en fed tur – Og ikke mindst, tak til bedre halvdel for at lave verdens bedste burgere til to sultne løbere

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 2 first appeared on The greatness of running.

Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr

Oprindeligt havde vi planlagt tre dags løb, fra Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hirtshals Fyr. Men logistikken gik ikke op, og vi udsatte derfor at løbe strækningen Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hanstholm Fyr til senere på året.

Sommerturen 2021 startede en halvkølig tirsdag morgen med ryggen mod Hanstholm Fyr. Løberygsækkene var fyldt til bristepunktet med vand, energidrik, gels og energibarer, og humøret var højt. Forude ventede en cocktail af uendelig kilometer smuk og barsk Vestjysk natur.

Ideen med turen var primært at løbe så tæt på vandkanten som muligt, velvidende at vi flere steder måtte løbe på stier og veje bag første klitrække pga. ufremkommelig strandunderlag (Jeg har bevis :D). Vi vidste at vi fra Hanstholm Fyr skulle ned på havnen, og finde Redningsstien der ville føre os ud mod Vigsø. Det var første pejlepunkt på ruten.

Når man løber fra Hansholm Fyr, løber man fra fyret til Kystvejen, og via den ned til havnen hvor man drejer til højre, løber gennem havneområdet og mod Renseanlægget og her finder man starten af Redningsstien for enden af vejen.

Redningsstien er den fineste sti der løber lige bag kysten gennem det smukkeste landskab. Den er markeret med små piktogrammer og går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg. Redningsstien er oprindeligt en vej til redningstjenesten, der via den kunne komme frem og redde forliste søfolk, som strandende på den barske og vindblæste kyst.

Stien endte ved en lille parkeringsplads med toiletter og vand. Og her mødte vi Freddy og hunden Plet. Freddy er en pensioneret fisker der gennem 35 år fiskede i farvandet ud for Hanstholm. Han er samtidig ansat i farvandsvandsvæsenet, og hjælper stadig til, når badegæster og søfolk kommer i nød. Freddy fortalte om dengang han gik i land og besluttede sig for at stoppe som fisker, og pludselig ved et tilfælde endte med at skulle sejle et skib til Ghana i Afrika. Han fortalte om, hvordan det var at komme som hvid mand til et område hvor man bestemt ikke går ud om aftenen efter 22:00, og har lokale til at køre bilen for en sikkerhedsskyld. Om et land hvor tyveri og overfald er hverdagskost, og hvor en fristende mobiltelefon placeret lidt for åbenlys kan være livstruende. Freddy genbesøgte på et senere tidspunkt området i Ghana for at hjælpe med at bygge en ny bro til et dambrug – og vi fik lov til at se billeder af fisk vi aldrig før har set, og af broen der blev bygget.

Vi sagde pænt farvel til Freddy og Plet, og fortsatte ned på stranden videre mod Lild strand, mens vi snakkede om hvordan livet pludselig kan ændre retning hvis blot man har modet, og tør sige ja til ting, der virker en kende skræmmende. De store oplevelser kræver ofte, at man hopper ud af komfortzonen.

Ruten fortsatte mod Lild Strand – først det lækreste sand (omend lidt tungt nogle steder :D) – og så….. det virkelig udfordrende, og svært fremkommelige stykke med alt for mange sten og ømme lægbasser.

Vi ramte Lild Strand, lidt ømme i stængerne af løb på sten – og til vores held var Haw-kiosken åben. Her stod Tove og solgte is, kaffe og alverdens sjove små ting lavet af lokale på egnen. Tove fortalte at hun, sammen med hendes mand var flyttet fra Thisted til Lild Strand i deres sommerhus i plantagen, og at hun nu sammen med 3 andre damer i området, holdt Haw-kiosken kørende. Hun fortalte om at komme til et område, hvor man gavmildt blev hilst velkommen, og optaget i lokalbefolkningen, og om at bo midt i naturen og elske det overalt på jorden. – Nå ja, og så solgte hun de bedste is til to is-hungrende løbere.

Fra Lild strand løb vi videre af Redningsstien (her skal man lige løbe til venstre ad Sandnæshagevej, og forbi det gamle badehotel før man rammer stien igen). Stien er lidt mere vild efter Lild Strand og byder på det lækreste single track, og et vanvittig flot syn af den hvide Kæruld der blomstrer her i slutningen af Juni måned. Med til historien hører i øvrigt, at jeg næsten satte mit liv på spil for billedet herunder. – I min iver for at få et nærbillede af det smukke hvide hav af blomstrende Kæruld, trampede jeg kækt gennem bevoksningen. Et rent lykketræf fik mig til at kigge ned idet jeg løftede min højre fod, for at placere mig perfekt i forhold til mit motiv. Der – lige under min fod – lå en halvvoksen (hvis I spørger mig, tænker jeg 4-5 meter lang :P) slange af en hugorm med gabet åben, den lå bare og ventede forventningsfuldt på den godbid der var på vej ned i gabet på den. Jeg sprang væk som en stukket gris. JEG HADER HUGORME

Stien endte ved Bulbjerg, som med sine 47 meter troner kækt og rankt over Vesterhavet. Bulbjerg er en kalkstensklippe, og er Danmarks eneste fuglefjeld. (Så kan I lære det Færøerne og Island; vi har også fuglefjeld i lille DK :D) (Læs evt. mere her: https://www.lildstrand-thy.dk/page/omraadet/bulbjerg-klint )

Vi valgte at kravle op på toppen og nyde udsigten (Det var første gang Vagn var på Bulbjerg), inden vi fandt en lille sti der førte os tilbage til stranden på den anden side af fuglefjeldet. Og sørme om der ikke her, var en perfekt sti der første os videre hele vejen til Thorup Strand lige bag første klitrække.

Normalt når man kommer til Thorup Strand er det første man skal se alle fiskekutterne der ligger på stranden (hvis de da ikke lige er på havet). MEN vi kom fra vores lille sti, der til sidst blev til en grusvej ind til Thorup Strand, og det første vi mødte var… En ny Haw-kiosk der serverede Franske Hottere´ UHUUUEEEE – det var tiltrængt. MAD. Og først herefter var vi klar til at bese Nordeuropas største kystlandingsplads hvor man har drevet fiskeri fra stranden siden vikingetiden. Det er virkelig noget vi kan være stolte af i Danmark, og jeg håber de kære politikere gør alt hvad de kan, for at hjælpe fiskerne i Thorup Strand og bevare det historiske fiskeri langt ind i fremtiden.

Vi havde lidt svært ved at regne ud, hvordan vi skulle løbe videre fra Thorup Strand, og forsøgte os med en grusvej langs med stranden. Den endte blindt, og vi løb måtte derfor løbe ned på stranden og fortsætte nordpå i sandet (Hvilket viste sig at være et rent held, for stranden viste sig fra sin bedste lavvandet side – og lod os løb på vandkantens hårde underlag. Det blev turens længste strandstrækning. En uendelig horisont, havets brusen, vinden i ryggen og solens varme stråler på kroppen. Ren magi.

Vi løb forbi Grønne strand (og fik et lille bitte glimt at den fine lyng-vindmølle fra 1856), og for første gang i mit løberliv også på stranden nedenfor Svinklovene og forbi Svinkløv Badehotel. Normalt når jeg løber ved Slettestrand og Svinkløv løber jeg på vejen/stien der går fra Svinkløv badehotel og runder bunden af Svinklovene langs kreatur-hegnene.

Det er sjovt når man løber så lang en tur. I starten blev der taget billeder nærmest for hver anden kilometer, og efterhånden som kilometerne gik og turen skred frem, blev billederne færre og færre. Jeg har således ikke et eneste billede at Svinkløv badehotel, eller af den fuldstændige fantastisk is (bare navnet siger jo det hele – Magnum dobbelt gold caramel billionaire) vi indtog på cafeen ved Slettestrand.

Stranden ved Slettestrand er ret stenet og vi besluttede os for at skåne benene, og i stedet løbe på redningsvejen bag klitterne forbi Tranum Strand og ud til Ejersted strand. På vores stop i Cafeen ved Slettestrand hjalp verdens sødeste cafe-medejer (eller i hvert fald manden til hende der ejer cafeen) os med at tjekke om strandstykket mellem Ejersted og Rødhus var åben for offentlig passage. Det er nemlig sådan, at forsvaret ejer strandstykket samt hedestykket bag, og det benyttes ret ofte til skydeøvelser hvorved adgang på stranden er forbudt.

Det viste sig at der var lukket for adgang på stranden netop selvsamme dag, (man kan slå det op her: https://forsvaret.dk/da/oevelsesaktiviteter/region-nordjylland/skydeomrade-tranum/ ) og da det forlyder at man får ret store bøder hvis man trodser adgangsforbuddet skulle vi ikke nyde noget. Det var lidt en bet for os, for det betød at vi var nødt til at løbe ind i landet til Tranum Klitplantage, og gennem skoven til Rødhus Klit. En tur med ca. 10 km. ekstra løb i skoene.

Jeg har løbet rigtig meget i området Tranum Klitplantage og ved Rødhus Klit, og lokkede Vagn med ind på en lille lækker sti på vej ned til Rødhus Klit (jeg tror faktisk den er markeret som Nordsørute-sti). Stien går fra Dødemandsbjerget (jeg ved ikke om det blot er en skrøne, at det hedder sådan) som ligger på en sidevej gennem plantagen (tættere på Rødhus end Tranum), og er en lille overset perle. Den ender ved Rødhus Klit Camping hvorfra man kan løbe videre på stier ned til Rødhus Strand.

Og vupti – 74,2 kilometer senere stod vi på Rødhus Strand og havde nået til dagens endestation. Vi havde en aftale med min bedre halvdel om, at han stod klar med burgere og pommes frites i sommerhuset, hvor vi skulle overnatte inden turen gik videre dag 2 mod Hirtshals. NØJ det var et par sultne og trætte løbere der indtog sommerhuset, og gik til køjs nærmest i samme sekund uret ramte 22:00. Det havde været den fedeste løbetur med så uendelig mange naturoplevelser. Jeg sov i det sekund jeg ramte puden, og lod vækkeruret vække mig til dag 2 og næste etape på sommerturen.

jeg kan i den grad anbefale at løbe måske ikke hele turen på een gang, men i hvert fald strækninger af ruten. Vestkysten er noget af det smukkeste vi har i Danmark. (hvis du spørger mig :D), og der er masser af forslag til ruter og seværdigheder på nettet.
Eksempelvis:
https://vandreruter.dk/vesterhavsstien/
https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/inspiration/vandreruter-og-kort

Troels Kløvedal sagde engang “Hvad nu hvis jorden er paradis og vi bare ikke har opdaget det?” – På turen Hansholm til Rødhus vil jeg give ham ret. Det er ubetinget et rent naturparadis vi har løbet igennem.

The post Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 1 first appeared on The greatness of running.

I lørdags løb jeg marathon i den vildeste varme, efter danske standard vel og mærket :), i Frederikshavn. Helle Frost Marinussen havde inviteret til løbefest i ”Fressen” fordi hun havde noteret 99 marathons på bogen, og nu skulle løbe det famøse marathon nummer 100 med direkte adgang til klubben over dem alle – Klub 100 marathon Danmark (Og hvis du hænger på og læser hele indlægget vil du også lære om en helt ny konkurrence-genre som jeg vitterlig ikke i min vildeste fantasi havde troet eksisterende)

Jeg har ikke selv løbet marathon siden april hvor jeg løb med på Øhavssti etapeløbet, og i det sekund jeg parkerede bilen og traskede ind i indkørslen hos Helle og hendes familie, vidste jeg at det var en kæmpe fejl. Knap var jeg nået indenfor matriklen før de første corona-hilsner og grin fløj rundt omkring mig, og fik mig til at indse, at jeg virkelig har savnet alle løbetosserne, og den atmosfære der er når vi samles til løb.

Alle løberne der skulle starte såkaldt ”early start” (En early start er for løbere der har brug for lidt ekstra tid på ruten, og stadig slutte samme tid som størstedelen af de andre løbere) stod klar til start, og luften sitrede af forventning og nervøsitet. Med et ”husk nu at drikke rigeligt undervejs” blev de sendt afsted ud i den danske version af en sommerhedebølge.

En halv time efter startede det officielle løb med præcis samme formaning. Og til klapsalver fra de venner og familie der allerede var dukket op for at fejre seje Helle, løb vi ud på 4 runder a 10.55 km. Ruten var en fantastisk rute gennem det nordlige Frederikshavn ned til Palmestranden (yes – i Frederikshavn har man en palmestrand ), og tilbage til start i en fin tegning af en skibsmast med vimpel på.

Mit eget løb er der ikke meget at berette om. Kort opsummeret, jeg løb to runder i selskab med to andre i fint tempo, og døde på runde 3 hvor jeg begyndte at skifte mellem at gå og løbe, for ikke at brænde helt ud i hovedet. Nøj det var en varm dag. Nogle steder var det varmt med en skøn svalende brise, andre steder på ruten løb man i en finsk sauna. Og havde det ikke været for ”vand-til-hunde” stedet ved isboden ved Palmestranden, hvor jeg kækt lå på mine knæ for at plaske iskoldt vand ud over min overophobet krop, så tror jeg ikke jeg var kommet igennem. (Jeg tør slet ikke tænke på, hvad folk dog har tænkt om hende den tåbelige løber der pludselig smed sig ned blandt hundeskålene og plaskede med vandet som en anden labrador :D)

I slutningen af 3. runde mødte jeg manden der i den grad er garant for at få folk i Vendsyssel til at dyrke mere motion, Rico Eiersted (Det er ham med Coast2Coast løbet). Jeg slog følgeskab for en stund og fik en sludder om verdenssituationen, mens kroppen fandt en mere fast substans igen. Det var virkelig rart at sætte tempoet helt ned, og føle at kræfterne vendte tilbage. Jeg fik så meget energi, at jeg lynhurtigt løb videre ud på 4 runde alene (det var med at udnytte den smule energi der var tilbage i kadaveret), og hutlede mig rundt – og fik således endnu et marathon på bogen, med tøj så vådt som havde jeg tilbragt 4 timer i vandrutsjebanerne i Fårup Sommerland. Nøj hvor jeg dog elsker at løbe marathon

Jeg nåede lige at drikke 3 colaer og skifte det våde tøj ud med mere anstændigt sommertøj, inden Helle løb i mål flankeret af alle de løbere der havde taget turen rundt sammen med Helle. Det var så uendelig stort at se en dybt rørt Helle komme løbende ind til klapsalver, hujen og tusindvis af krammere, og jeg huskede som var det i går hvordan det føltes da jeg selv var i samme situation. Det er næsten ikke til at rumme. Dét at nå så stort et mål, og at få lov til at blive fejret – og er der noget vi løbere er gode til, så er det at fejre hinanden, er så vanvittigt vild en oplevelse. Og at jeg fik lov til at være en del af Helles oplevelse gjorde mig simpelt hen så glad. Løbeglæden flød som en brusende elv igennem kroppen, og jeg har næsten ikke været i stand til ikke at synge højt på alle mine træningsture siden i lørdags. Helle havde arbejdet sten hårdt på at nå målet de sidste 6 år, og nu stod hun i en regn af taler, gaver og lykønskninger. Jammen altså. Hvor er løb dog en fantastisk sport.

Jeg smiler stadig kæmpestort og ser med taknemmelighed ned på mine løbesko. Hvor heldig er det lige man har lov til at være – hvor heldigt var det lige, at jeg en dag tilbage i 2010 besluttede at jeg ville være marathonløber. Selv her 11 år efter, kan jeg stadig forundres over de fantastiske oplevelser og den store livsglæde løb giver mig som menneske.

Kæmpe tillykke med de 100 Helle – jeg håber du nyder det maks (Helt ærligt, der burde være en klub 100 marathon hue man skulle gå rundt med i minimum 3 uger efter :D)

PS – Jeg måtte smutte fra fejringen efter forholdsvis kort tid, min datter var nemlig til et stævne i Frederikshavn – et KANINHOP-STÆVNE… . Ja, du læste rigtigt. Min datter konkurrerer i kaninhop, en disciplin der minder uendeligt meget om springstævner for heste, hvor hestene er udskiftet med kaniner og mennesker løber ved siden af, i stedet for at sidde ovenpå.  Der er masser af voksne der deltager i konkurrencerne sammen med pigerne, og er du svimmel de kaniner er for sindssyge dygtige. Bestemt en sport jeg kunne falde tilbage på, hvis løb en dag ikke længere er muligt

PPS – Billeder er lånt af fotograf Marianne og Rico Eiersted – og nogle er mine egne.

The post Løbefest i Frederikshavn first appeared on The greatness of running.

’Fyn er fin’ sang Lasse og Mathilde tilbage i 80’erne som en hyldest til øen klemt inde mellem Jylland og Sjælland. En, hvis du spørger mig, absolut velfortjent hyldest – og det skriver jeg ikke kun fordi jeg sidder og nyder min finisher øl leveret fra Svenborgsund bryghus (jeg skriver dette torsdag aften ). Nææ-nej, det skriver jeg fordi jeg i søndags boltrede mig i den smukkeste natur jeg længe har bevæget mine løbesko gennem. I søndags løb jeg med på første etape af Øhavsti etape marathon.

Jeg skal ærlig indrømme at tanken om at stå op på den forkerte side af kl. 05:00 en højhellig søndag morgen, fik mig til at overveje adskillige gange om det nu vitterlig også var en god ide jeg havde fået, da jeg tilmeldte mig løbet tidligere på året. Tanken om at stå op før en vis herre fik sko på, og fragte mig selv til det sydfynske for at løbe marathon kl. 10 søndag formiddag var ikke just flatterende, da jeg dagen før luntede rundt på stranden i Blokhus. Men jeg trængte til luftforandring og nye græsgange, og lod mig til sidst overtale af min nysgerrighed. Jeg havde hørt meget godt om løbet, og den udsendte samkørsels-plan fik det hele til at ose af et velarrangeret løb med styr på ALLE detaljer. Samkørsels-planen var en plan der med logistisk snilde samlede alle deltagerne i biler fra landets forskellige hjørner med final destination ved løbet målgang. Planen sørgede endvidere for, at alle deltagerne blev fragtet videre i biler fra målområdet til startområdet. Løbet var et A til B løb, og her var logistik en ingeniør værdig, intet var overladt til tilfældighederne, og som forventet flaskede alt sig fuldstændig upåklageligt.

Løbets start gik fra det lille fiskerleje i Lundeborg nordøst for Svendborg. Vinden piskede koldt ind fra nord og fik alle løbere til at stå med den fineste gåsehud inden start. Er der noget mere frækt end løbere i små tights med gåsehud? Næppe.   (hvis du ikke aner hvad jeg taler om, kan jeg oplyse at gåsehud er det samme som myrepatter :D)

Vi løb afsted langs den lille strand, med vinden i fjæset og den fineste udsigt til Storebæltsbroen i det fjerne. Efter 1 kilometer fik vi lov til at vende snuden ind mod land og bevægede os med højdekurven op i terrænet med retning mod Hesselagergård, en herregård beliggende på en lille ø i en lille sø – ha ha, hvis mine evner som løber, ikke rækker påtænker jeg at gå i rimsmedens sko. :P. Og nu vil jeg afsløre min største fejltagelse længe. Er du klar? Jeg troede grangiveligt at Sydhavsstien ville være flad som en pandekage. Helt seriøst. Jeg havde i mit lille hoved forestillet mig, at Sydhavsstien var en flad rute der gik langs kysten i Sydhavet, svarende til at løbe på stranden mellem Rødhus og Løkken. NØJ hvor tog jeg dog så grueligt fejl – mere end 500 højdemeter fejl :P.

Øhavssti Etape Marathon er ikke som sådan et løb man tonser igennem for bedste tid. Tværtimod, inden start havde løbsarrangør Lars Tuxen afsløret med et grin, at løberekorden var på 5+ timer, og negativ rekord var på 4+ timer, med andre ord at vi skulle nyde ruten og løbet, nyde de kolde øl i depotet halvvejs og dyrke det sociale undervejs. Det betød også, at størstedelen af løbsdeltagerne fandt sammen i små grupper og løb/gik/tog billeder og pludrede de 42,2 kilometer. En ting der i øvrigt viste sig at give rigtig god mening, idet ruten godt nok er opmærket med piktogrammer undervejs, men ikke altid så intuitivt, at det er helt let at finde vej. Og selvom vi havde GPX fil – og papirkort af ruten, formåede vi alligevel at løbe forkert undervejs (-men hey, hvem vil ikke gerne have bonus-kilometer på så smuk en rute. Og som min medløber Karsten så smukt udtrykte det – vi skulle jo bare lige have en John Dillermand afstikker på vores rutekort ;P)

Det var i øvrigt ved rutens 2 store seværdighed – Broholm Gods, vi løb vores lille udvidelse af ruten. Godset fra 1326 er en af Danmarks ældste herregårde, og man kan faktisk overnatte på godset, hvis man skulle få den ide at feriere i det sydfynske, og måske løbe en etape af Sydhavsstien

Det meste af ruten var den dag skov-, mark- og lækre trailstier. Og den smule asfalt vi fik under skoene, var flere steder prydet med små idylliske stråtækte bondehuse og pittoreske udsigter over åbent land med havet i baggrunden. Det var så ufatteligt smukt at jeg flere gange tog mig selv i måbende at udbryde ’Årrrrhhhh’ eller ’neeeeej hvor fint’. Noget der yderst sjældent sker, når jeg løber officielle marathonløb. Vi løb forbi den gamle Vejstrup Vandmølle, og løb gennem den smukkeste ådal i fuld fart udelukkende fordi stierne der banede sig gennem den forårsspæde skov, var så uimodståelige lækre. På et tidspunkt på vej gennem ådalen løb jeg forrest i vores lille gruppe, og nåede op til et par og en ældre dame. Den ældre dame syntes ikke det var voldsomt sjovt, at der kom en flok løbere tonsende den smalle sti – og for at gøre det lidt mere bekvemt for hende, trak jeg op på skrænten og kantede mig forbi. Problemet var bare, at skrænten var stejl – og under mig var den lille smalle sti, og en skrænt videre ned mod vandløbet. Jeg var rådvild og udbrød ”hov – hvordan kommer jeg nu lige videre”, hvorefter herren tilbød mig hans hånd og på bedste gentleman-manér fik mig trygt ned på stien med den anden hånd om min albue, så jeg ikke faldt. Så uendelig fin en gestus – og sikke en fantastisk imødekommenhed. Altså de fynboer er da simpel hen bare så venlige

Vi ramte halvvejsdepotet ved 22 km. og ganske rigtigt som lovet, stod der køletasker med iskolde lokale øl. Jeg drikker ikke meget, og da slet ikke når jeg løber. Men det var simpelt hen for fristende, og den halve øl jeg delte med rejsemakker nr. 1 Vagn Kirkelund smagte af fynsk forår og 1000 balloner der stiger til himlen. Hold fast det var en god øl. – og til orientering kan jeg afsløre, at det på ingen måde var et problem at løbe videre med øl i maven. Note til mig selv, øl er godt

Foran os lå nu en tur på asfalt med både Thurø og Langeland som smukke kunstværker bag det blå øhav. Vi cruisede langsomt men sikkert ned mod Svendborg by, og skulle selvfølgelig lige have endnu et trailspor med hårde stigninger og udfordrende nedløb, inden vi løb gennem den nyudsprungne skov der pralede med en skovbund fyldt med gule og hvide anemoner flankeret af lilla lærkesporer (tror jeg – jeg er ikke nogen særlig dygtig botaniker :D)

Vi ramte Svendborg og fik lov til at løb hele vejen langs både promenaden, rundt om havnen og videre ud til Danmarks første søjlebro, den smukke Svendborgsundbro. Jeg har ikke været i Svendborg før, og jeg må bare sige – sikke dog en lille perle. Det er da så absolut en oplagt sommerferiedestination hvis udenlandsrejser ikke er en mulighed, eller hvis man bare higer efter et stk. dansk perle belagt med øhav, masser af lækker natur, historiske steder og lokal øl der smager som englene synger.   

Etapens slutning ventede forude, et stistykke langs marker markerede afslutningen af en fuldstændig forrygende løbetur og fordi jeg var høj på løbeendorfiner, spurtede jeg kækt det sidste stykke asfaltvej hen mod minestrimlen der markerede slutdepotet – og selvfølgelig iskolde finisher-øl. Jeg var kisteglad. Sikke en fuldstændig forrygende løbeoplevelse i selskab med de dejligste mennesker, og et forårsvejr der både bød på sol og varme – og iskold nordenvind. En bedre søndag skal man lede længe efter, og selvom den stod på en længere køretur tilbage til det nordjyske

Øhavsti etape marathon afholdes af Lars Svaneberg Tuxen. Etapeløbet består af 5 løb (5 forskellige etaper) hen over sommeren, og for den nette sum af 50 kr. pr. løb får man en løbeoplevelse uden mage. Jeg kan i den grad anbefale at man tager turen til det sydfynske og løbe med på én eller flere af etaperne. Du kan læse mere om løbet her: https://tuxenrunning.dk/

Det hedder sig at det er et GPX løb, men hvis du som jeg ejer et løbeur fra oldtiden, så er der med garanti folk du kan løbe sammen med. Løbet er mere et socialløb end et egentlig race. Og der er i den grad plads til alle. Og er du ikke helt overbevist endnu, så husk – der er iskolde øl fra de lokale bryggerier Svendborgsund Bryghus og Ø-bryg

The post Øhavsti etape marathon – Etape 1 first appeared on The greatness of running.

I sidste uge landende vores bøger i Aalborg foran min hoveddør, og inden Stine tog til Silkeborg for at banke alle mændene i rundeløb, nåede hun at få skrevet hilsner i en hel del bøger. De bøger har jeg efterfølgende løbet rundt med de sidste tre dage. Det har hele tiden været vores ide, at lave løbende levering, som i levering i løbesko med alle de bøger vi overhovedet kan. Og i silende regnvejr har jeg løbet rundt til husstande, banket på vinduer og døre for at få opmærksomhed, og overleveret vores lille kid af et projekt til skønne søde mennesker. Sjældent har det givet så meget mening at løbe en masse kilometer, og sjældent har jeg nydt hver eneste kilometer som jeg gør, når jeg løber rundt og leverer vores bøger.

Samtidig med at vi får bøgerne ud, både til anmelderne og til alle jer fantastiske søde mennesker der har bestilt bogen hos os, stiger spændingen i kroppen. Sommerfuglene i maven basker rundt i tide og utide med udsigten til, at der snart kan komme reaktioner fra folk som har læst bogen. Det er noget af det jeg har glædet mig aller mest til de sidste par måneder, men samtidig også det, jeg har frygtet aller mest. Tænk at en bogudgivelse kan sætte gang i så mange følelser i mit lille univers.

I går løb jeg rundt med bøger, og det første sted jeg bankede på døren, var reaktionen kort – ”Nej, er det ikke Stine der kommer med bogen”. Jeg smilte lidt overbærende og fortalte, at Stine lige skulle komme sig helt ovenpå efter strabadserne i Silkeborg, og at jeg derfor hjalp hende med opgaven. Da jeg løb videre kom jeg til at tænke på, hvorfor jeg i grunden ikke kækt havde svaret, at nej det var ikke Stine der kom forbi, hun måtte i stedet nøjes med forfatteren. Det havde dælme være et godt svar. 😀

Det er nok her det stadig ikke helt er gået op for mig, at jeg har skrevet en bog sammen med verdens bedste Stine – og at den altså nu er at finde både på Saxo.com, i diverse boghandlere (hvis man beder om at få den) og i en kasse hos mig, til bestillinger med signeringer. Det er næsten ikke til at forstå, og var det ikke for Corona havde jeg krævet, at vi fik afholdt et brag af en lanceringsfest. Bare så vi på en gang kunne slå fast med syvtommersøm, at vores lille bogbaby er fløjet fra reden.

Jeg elsker hvert eneste øjeblik jeg kigger på listen over bøger der er smuttet hjemmefra, og jeg vil være så uendelig taknemmelig hvis I læsere, der har købt bogen, har lyst til at skrive i kommentarfeltet hvad I tænker om bogen. Ros, ris, gode ideer til andre emner og ja – hvad nu end der falder én ind, når bogens sider vendes og vores ord får liv.

Til de af jer, der stadig venter på en bog, så kæmper vi en brav kamp og forsøger at komme rundt så hurtigt som overhovedet muligt. Så undskyld ventetiden, den skal nok komme

Kæmpe tak for opbakningen og alle de søde ord jeg har hørt på min vej rundt med bøgerne.

Kh Heidi

The post Spændingen er på højdepunktet first appeared on The greatness of running.

Først vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at værdsætte alle jer der læser med. Jammen så mange søde bemærkning og fantastiske input og ideer jeg fik, efter mit indlæg i lørdags. Det var en total genstart af min nedsmeltede hjerne, og så meget god karma, at jeg straks gik tilbage til restaffald og samlede mine løbesko op igen. .

Mandela sagde engang at alle rejser er vigtigt, og ingen rejse er umulig. Det syntes jeg rammer fuldstændig plet, og jeg har besluttet mig for, at min rejse igennem en transformation fra ”hurtigløber” til eventyr-løber for alvor skulle starte her i weekenden.

Jeg lagde ud i mandags med en beslutning om at spise mere antiinflammatorisk mad, og tog en kold kaffe-tyrker. (må man egentlig godt skrive en kold kaffe-tyrker i disse tider? – og for en sikkerhedsskyld vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg på ingen måde anser tyrkere for hverken kolde, eller kaffeagtige :D). I selvsamme ånd sendte jeg også alt sukker ud til evige jagtmarkeder, og fokuserede ugen igennem på at spise masser af grønt, nødder, fisk og groft tilbehør. Det gik helt fantastisk og ret let – måske fordi jeg følte jeg selv bestemte slagets gang, og hvem jeg ville kæmpe med. Det føltes godt at tage en beslutning og handle på den, og som ugen gik, blev jeg mere og mere bevidst om, at det jo i grunden handler om at gøre det, der føltes godt for krop og sind. At jeg jo ikke behøver leve op til noget som helst, og at I skønne fantastiske læsere jo har helt ret. Det er så meget mere i løb end at jagte hurtige tider.

En anden ting jeg er gået ombord i, her i ugens løb, er let udstrækning og mobilitetsøvelser efter hver løbetur. 20 minutters kvalitetstid hvor jeg arbejder stille og roligt med de muskler i ballen, som gennem måneder har været rustet sammen som en gammel skrotbunke. Det føltes helt godt, og da min nye rejse går ud på, at gøre alt det der føles godt, ja så er det blevet en rutine jeg vil holde fast i.

For mig er løb ubetinget det bedste jeg kan byde både min krop, men i høj grad også mit sind. Og efter en løbetur på stranden i går, hvor jeg i lidt over 2 timer samlede skrald på stranden og løb til – og fra skraldespand efter skraldespand, var jeg høj af løbeglæde og endorfiner. Sikke da en fantastisk formiddag. Solen skinnede, jeg løb for et godt formål, og jeg elskede hvert eneste sekund. Mageløst – intet mindre. Og da bedre halvdel og jeg sidst på dagen dappede på stranden og nød en solnedgang værd en oskarstatuette, sluttede jeg dagen af lykkelig og fuld at taknemmelig. Jeg kan jo stadig løbe om end det er på lidt andre præmisser.

I dag tog jeg næste skridt på vejen til at få min krop i balance igen, og fik lavet en test der skal afsløre hvor gode (eller dårlige) forhold min krop har, til at bekæmpe den inflammation der ubetinget boltrer sig i mit baglår og balle. Et lille prik i fingeren, lidt blod på udvalgte felter – og afsted med post til laboratoriet i Sverige. 14 dages ventetid, og jeg kan gå online og få syn for sagen. Det er sq genialt, intet mindre.

Der er en frihed i at handle og selv bestemme retningen. En frihed til selv at tolke kroppens signaler og navigere efter det, der mærkes godt og giver mening i mit hoved. Foran mig venter et besøg hos en osteopat, som forhåbentlig kan hjælpe mig med at skære min mobilitetsøvelser helt ind til benet – og så har jeg besluttet mig for, at mine baglår gerne vil have ugentlig massage.   

Denne uge har jeg ”kun” løbet 4 dage (og ikke de 6 dage som jeg plejer), i stedet har jeg kombineret mit løb med lækre gåture, og en cykeltur i skoven der lige nu famler trind om land. Hurraa for efteråret, for farverne og for de fuldstændige fantastiske sensommerdage. Hurraa for os løbere, og for alle de eventyr der venter forude. Jeg er ikke slået – jeg skifter bare fokus. Resten af 2020 vil jeg finde alle mulige former for eventyr som løb tilbyder og skrive om dem. De skæve løb, de sjove løb, de udfordrende løb, de sociale løb, de løb jeg ikke troede fandtes, og de løb hvor jeg farer vild i jagten på nye spor og sjove stier. Alt andet end de hurtige løb. Og tro det eller ej, jeg glæder mig som et lille barn.

Rigtig dejlig søndag aften.

The post Bitte små skridt first appeared on The greatness of running.

Det har været en lang tørkeperiode for mit vedkommende, så lang at jeg så småt begyndte at fortælle mig selv, at det var tid til at stoppe med det pjat. 42,2 kilometer syntes lang væk og fristede ikke på samme måde som for bare et år siden. Den magiske distance havde mistet magien og jeg famlede rundt i blinde for at finde ud af hvilken løber jeg så var, hvis ikke marathonløber. Sjovt hvordan noget man elsker pludselig, kan glide i baggrunden som en lille bagatel.

Ovenstående var min verden indtil der kom en lørdag, en lørdag som indledte starten af en ny måned –  august måned. Siden mit fantastiske løbeeventyr på Antarktisk har jeg haft umådeligt svært ved at finde gejsten til at løbe marathon. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske lidt for at holde det jeg oplevede på turen i starten af året, inden Covid-19 overtog verdenen, helligt. Jeg tænkte det ligefrem som et flot punktum for en forholdsvis lang Marathon karriere, og at 130 marathons på bogen måtte være et solidt slutnummer.

Tanken om at stoppe med at løbe marathon betød ikke, at jeg overvejede at stoppe med at løbe. På ingen måde. Jeg løb- og løber næsten lige så ofte og næsten lige så mange kilometer som vanligt, blot uden den store intensitet og uden de helt lange weekendture. Jeg elsker at løbe, og tænker det som noget jeg vil blive ved til jeg en dag stiller løbeskoene mæt af dage. Min store udfordring var bare at få defineret en ny udgave af løber-Heidi. En Heidi der løber noget andet end marathon.

Jeg legede med tanken det meste at Covid-19 nedlukningen, og endte med at kapitulere tilbage i midten af juni. Jeg havde været ude i små 3 uger med inflammation i skinnebenet, og besluttede mig for at løbe et marathon hvor jeg lod tid være tid, og i stedet koblede mig på de sødeste dejligste løbe-kvinder, som heldigvis godt gad have en pludregås som mig med på træk. Det var super hyggeligt, og et verdensklasse løb af dimensioner, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at det bare ikke gav mig det kick jeg plejer at få, når jeg padler rundt på de 42,2 km. Det var lidt for nemt, og føltes ikke rigtig som om jeg havde fortjent at få et marathon på bogen. Efter den oplevelse var jeg om noget, endnu mere desorienteret.

Vendepunktet kom i starten af juli hvor jeg løb sommer-challenge sammen med verdens bedste løbemakker Vagn. 53 km fra fyr til fyr – fra Hirtshals til Skagen med fudserne i vandkanten hele vejen. I guder det var en fed tur. 53 km. føltes på ingen måde som en vanskelig opgave, og jeg elskede hver en kilometer som var jeg helt spritny i gamet. Efter den tur besluttede jeg mig for at forsøge mig med endnu et marathon, et marathon hvor jeg ville løbe som i ”gamle” dage, presse mig selv og se hvor jeg egentlig var mentalt.

Løbet blev afholdt præcis den dag hvor sommeren tittede frem igen, efter ugers forklædning som efterår. løbet var arrangeret af den garvede løbsarrangør Jesper Eegholm, og blev afholdt på selvsamme rute som løbes hvert år til det legendariske Blokhus marathon. Som medarrangør havde Jesper slået pjalterne sammen med en lille lokal virksomhed. To familier som på bedste entreprenante vis har udnyttet de styrker de hver især har, og sammen udvikler en ny social sportsplatform til deling af konkurrenceresultater, mål, resultat-CV m.m. Produktet hedder vVITAS og forventes på markedet som app i løbet af en måneds tid. – Jeg elsker simpelthen at se passionerede mennesker og det drive der driver folk, når man finder noget man virkelig gerne vil have noget til at lykkedes. Det er så motiverende, og jeg glæder mig vildt meget til at se det produkt der springer ud af deres gode ideer.

I dagens anledning havde alle vi godt 30 løbere fået en rød singlet med i startnummeret. Singletten stod Lund Motion for, og herudover havde den gode hr. Eegholm sørget for kasser til hver eneste løber, kasser som vi i bedste corona-style fik fyldt med vores helt egne lækkerier, vand, cola og kakaomælk. (sørme om der ikke var en hel liter kakaomælk til hver en løber – det var dælme god stil :D)

Vi var så klar til at løbe ud i sommervarmen fra starten på stranden, mens biler med glade sommergæster kæmpede om de bedste strand-pladser omkring os. Ruten var 10,5x pr. omgang og skulle dermed forceres 4 gange inden medaljen kunne hænges om halsen. Jeg koblede mig på 4 seje løbere der lagde ud med et pace hvor jeg tænkte, jeg kunne være med. Snakken gik, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg absolut ikke er den eneste løber der for en stund mistede lysten til at løbe marathon. Det er vist mere udbredt end jeg gik og forestillede mig, og noget vi marathon-løbe-tosser alle må stå ansigt til ansigt med i løbet af et langt løberliv. Det gav mig på en eller anden måde en indre glæde, at høre andre havde det på samme måde, at jeg ikke sad i en singlesculler på et stort ocean, men i stedet i samme både som andre seje løbere.

Inden jeg gik ind til opgaven, vidste jeg godt, at mit niveau ikke helt er der hvor jeg gerne vil være. Jeg vidste godt at jeg ikke er helt så skarp som tidligere tiders storhed, og at jeg for alt i verden skulle sørge for at få et godt løb og en god oplevelse. Det betød at jeg hægtede mig på de 3 andre løbere, men også kendte min besøgstid da de skruede tempoet op på strandstykket på 2. omgang. I stedet fandt jeg mit eget cruise-tempo og forsøgte gævt at holde hovedet og varmen i skakt.

Det gik forbavsende godt. Jeg holdt ud i varmen og løb rundt i 3:38 – Ikke noget prangende for mig, men bestemt en tid jeg følte stod på mål med den træningsindsats jeg har lagt for døren hen over sommeren. Og bedst af alt, da jeg løb i mål med sommervarmen som en dyne omkring kroppen, var jeg så tilfreds med mig selv, som jeg sjældent har været. Jeg havde kæmpet mental med at holde mig i gang på sidste omgang, med ikke at bukke under for varmen, og holde på så meget jeg nu havde i de stive stænger. Jeg havde vundet den mentale kamp, og kunne med endorfiner boblende rundt i kroppen, spurte ned til afkøling i verdens lækreste badekar hvis du spørger mig – Vesterhavet.

Jeg var bare så glad i hele kroppen, da jeg sammen med bedre halvdel cyklede hjem. Tænk at jeg havde troet jeg var færdig med de 42,2. Tænk jeg overhovedet havde tænkt tanken om at stoppe med at løbe marathon. Altså hvor kan en kuldret sommerhjerne dog beslutte sig for mange skøre ting.

Løb kan altså bare noget helt særlig. Det der, der sker mentalt, når man når ud over sin komfortzone, er bare så vanvittigt spændende og fascinerende. Og hold op hvor er løb dog det mest fantastiske man kan bruge sin tid på.

The post vVitas Marathon og en genfødsel som marathonløber first appeared on The greatness of running.

Med jævne mellemrum deles vandene på de sociale medier, det sker især når samtaler snor sig rundt om emnet – regler for at løbe de såkaldte cannonball marathons der tæller som officielle – og dermed tæller som et klub 100 marathon.  Det er ofte ret ladet kommentarer der ryger frem og tilbage, og som regel er der næsten altid én fra den gamle skole, der blander sig i debatten og høster det sidste ord. Den ”gamle” skole er den officielle Klub 100 marathon Danmark, Klubben der har eksisterer i adskillige år og i skrivende stund har godt 300 klub 100 marathon medlemmer. De regler der oftest diskuteres, er regler som f.eks. hvor mange løbere skal stille til start – og gennemføre, for at det kan kaldes et officielt løb og om der må være forskudt starttid eller ikke. I Klub 100 Marathon Danmark er reglerne nedfældet, og står mejslet i runesten indtil foreningen vælger at tage dem op til genforhandling blandt klubbens medlemmer.

Klub 100 marathon Danmarks regler har været de regler der har stået i længst tid. De har været grundtanken bag forståelsen af officielle kontra uofficielle marathons i Danmark. Og bag dem står såmænd én af Danmarks klogeste løbere overhovedet. Tor Rønnow – eller skulle jeg måske nærmere tiltale den gode mand Dr. Tor Rønnow, Tor er nemlig tituleret med en doktorgrad i Kemi.

Tor har været med i gamet i en menneskealder, og har stadig den indre løbeild brændende som en skovbrand i kroppen. En ild drevet af lysten til eventyr, oplevelser og mødet med andre kulturer. En umættelig nysgerrighed, et vid uden lige og en humor med et kæmpe glimt i øjet. Tor Rønnow er ikke bare marathonløber eller rettere løbeentusiast som han kalder sig selv. Tor er en legende i dansk cannonball regi, både fordi han er foregangsmand for reglerne der står nedfældet i Klub 100 Marathon den dag i dag, men også fordi han med ukuelig energi laver billede-beretninger fra samtlige løb han løber – og har løbet, på hans blog Temperance.dk. Og så har han været med i en menneskealder, ja – nærmest siden ruderknægt var konge.

Det stod ikke rigtigt i kortene at Tor skulle være marathonløber. Han blev forældreløs som 7-årig og tilbragte hele hans ungdom på en kostskole i Bagsværd. Her var sport en stor del af livet på kostskolen, og løb var noget man gjorde rundt om Bagsværd sø, mest at alt for at blive mere udholdende i fodbold. Sommerferierne blev tilbragt i de norske fjelde, vandrende rundt med rygsæk sammen med bedsteforældre. At vandre blev hans første store passion, en passion han tog med sig ind i både ungdoms- og voksenlivet. Han elskede – og gør det stadigt – det at være i et med naturen, at opleve bjergtagende udsigter og presse sig selv på udholdenheden. 

Jeg mødte Tor på rejsen til Sydamerika og Antarktisk. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med manden man ubetinget føler sig i godt selskab sammen med fra første sekund.  Tor skulle også løbe de 4 marathons på 6 dage, og med en træningsindsats der fik min til at ligne en eliteløbers, var jeg mildest talt forundreret over, at han næsten uden piv gennemførte alle 4 marathons. Nu hvor han sidder på Sjælland og vi pga. Covid-19 må lave mit første online løbehelte-interview, binder han de løse ender sammen og fortæller hvordan vandringerne i fjelde, alper og på indlandsisen har lært ham at håndtere sult, manglende søvn, møgdårligt vejr og kunsten at udsætte sine behov – og at det nok i virkeligheden er her, han har det fra. Evnen til at udholde. Mix den evne med en overordentlig stærk portion stædighed, så løber man 4 marathons på 6 dage på en bund af meget meget meget lidt træning.

Løb blev for alvor en ting i Tors liv, da hans daværende arbejdsplads besluttede sig for at stille op til DHL stafetten. På det tidspunkt var Tor blevet far til 2 drenge og var – som han selv udtrykker det – blevet for fed. Han havde løbet lidt som studerende, på de samme ruter som han løber den dag i dag, men hverdagen tog over og pludselig fandt han sig selv med for mange kilo på kroppen, og en kondi som en slatten regnorm. I juli 2002 løb han 1½ km og gik hjem som første træning til DHL-stafetten. I august gennemførte han de 5 km og ilden var tændt. Hvorfor ikke bare fortsætte, tænkte Tor og stillede til start 2 uger efter til hans første halvmarthon i København. Også den blev gennemført, og de næste 1½ år løb han masser af 10 km. og halvmarathons, indtil han i 2004 fandt sig selv stående på startstregen til København Marathon.

Dagen forinden CPH Marathon løb af stablen, havde Tor set folkene fra Marathon Travel, det danske rejseselskab der sender utallige danske løbere ud i verden til løb år efter år, stå på Expo’en og reklamere for Berlin Marathon. Det løb spændende for den vordende debutant, at man kunne kombinerer rejselyst med løbeglæde. Og efter et succesfuldt løb gennem Københavns gader, købte Tor straks efter en plads på turen til Berlin. .

I Berlin det år fandt Tor sig selv liggende i sengen på hotellet dagen før løbet med en solid omgang Roskildesyge. Han spiste 4 knækbrød, drak en ½ liter cola og besluttede sig for, at nu havde han jo betalt for løbet, så hvorfor ikke give det en chance. Og således stillede han til start til hans første udenlandske marathon med sygdom i kroppen. Tor overlevede de første 11 km. og besluttede sig for, at siden han endnu ikke var død, så kunne han vel nok også gennemføre. Stædigheden og ukueligheden, jeg mødte i starten af året, var allerede dengang kendetegnet for Tor. Han gennemførte, og allerede 2 uger efter hjemkomsten fra Berlin løb han næste matahonløb, da han stillede til start til Odense Marathon.

”Jeg løb London, Stockholm, Amsterdam og Dublin året efter. Og tog til masser af små lokale løb. Her mødte jeg Anders og Claus, det blev startskuddet til vanviddet” fortæller Tor. Marathon efter marathon blev halet i land, 25 det ene år, 31 det næste år, 41 året efter igen, og i 2009 løb Tor hele 61 marathons på et år, inden han fik nok og stoppede op. Der var gået for meget taljagt i løbene, og han havde brug for at stoppe op, og finde ind til essensen igen. Fra da af blev løb transformeret fra taljagt til en jagt på egne grænser og begejstring. En nysgerrighed på, hvor langt kan man presse sig selv, kombineret med lysten til at udforske lande og dyrke nye venskaber blev grundsubstansen for de næste mange års løb. Det sidste er stadig den dag i dag, det der driver Tor ud i løbeskoene. Det er det spin of der følger med det at løbe. Alle oplevelserne, menneskerne og vennerne over hele verden som bringer nye dimensioner til Tors tilværelse.

Tor har p.t. løbet i 55 lande på 6 kontinenter, og ja – det syvende kontinent lokker, men er på ingen måde et absolut must. (At løbe marathons på alle 7 kontinenter er lige som 100 marathons en hel speciel milepæl). Han løber ikke for at jagte tider, og for ham står turen til Canada i 2011 sammen med løbevennen Vagn Kirkelund som noget helt specielt. Her løb han for første gang under de 4 timer på marathon distancen. Han er i dag gift med Maria, som han naturligvis mødte på en bus på vej til Hamburg Marathon, og som han deler passionen for løb med. De to har løbet adskillige løb sammen og selvfølgelig friede Tor da de to var på tur til Rom for at løbe marathon. .

Tor er lidt af en nørd på den gode måde. Han elsker skak, jazz- og klassisk musik, og det spirituelle univers. Og da han tilbage i 2007 besluttede sig for at arrangere et marathonløb (Rudersdal Marathon), og dermed for første gang selv stod i rollen som løbsarrangør, var det helt naturligt for ham at afsøge hvad det egentlig ville sige at afholde et marathonløb. Han fandt kriterierne fra IAAF (Det internationale atletikforbund), han diskuterede regler med manden der målte ruter op til alle de store internationale løb, og han lod sig inspirere at reglerne nedfældet i den tyske Klub 100 marathon Klub. Resultatet blev til et sæt nedskrevne regler som dannede grundlaget for afholdelse af Rudersdal Marathon. Det er de selv-samme regler der blev adopteret af Klub100 Marathon Danmark, og den dag i dag er normative (om end med lidt modifikationer gennem tiden) for afholdelse af de officielle ”cannoball” maratonløb. Med al respekt kan man altså henføre de fleste af de regler, som vi alle er underlagt når vi ”tæller” officielle løb, til den gode Tor Rønnow.

En anden af Tors nørderier er hans løbeside ”temperance.dk”. Her laver Tor løbsberetninger for hvert eneste løb han løber (han har samtlige løb på hans cv dokumenteret på siden), vel og mærket løbsberetninger bygget op af så mange billeder, at hvis man tog dem alle ud i en bunke og lod fingrene bladre igennem dem, ville man se en lille film af hele ruten – og af de seværdigheder og oplevelser Tor har taget med sig fra byen/stedet der huser løbet. Alt sammen krydret med en yderst raffineret humor. Tor fik ideen efter et løb i Sverige hvor han tog billeder undervejs for at mindes ruten. Han lavede en løbsberetning og fandt ud at, at det var en fantastisk måde at genopleve løbet på, samtidig med at han kunne dele ud af anbefalinger og gode råd til andre løbere. Tor besluttede sig for at gå tilbage i rækken af ”løbet løb” (på det tidspunkt 22 stk) og genbesøge dem alle, for at få et komplet kompendie. Det tog Tor et par år at få alle løb dokumenteret med billeder og beretning, og nu om dage bruger han rask væk 16-18 timer på hver eneste løbsbeskrivelse. Han løber løbet, sorterer og redigerer alle billeder, uploader – og skriver sjove og fine kommentarer til samtlige billeder. Den side er så absolut et besøg værd, især hvis du kære læser mangler inspiration til kommende marathons. Du finder ikke mere detaljerede beskrivelser af løbsruter noget andet sted. (Link i bunden af indlæg)

Tor er lidt af en legende i løber-verdenen. Han var med dengang da 100 marathons var så vild en bedrift at det gav genlyd over hele DK. Han var én af pionererne der startede hele den cannonball-bølge der sidenhen skyllede ind over landet, og den dag i dag, betyder at man nærmest hver evig eneste weekend kan finde et lille marathonløb et sted i Danmark. Han har løbet marathons udklædt som både Julemand, Spiderman og Blondine, han er tæt på at være Danmarks mest platfodet løber, og så er han ubetinget den klogeste løber jeg til dags dato har mødt.

Og trods så mange år i gamet, så er Tor stadig lige begejstret og nysgerrig hver eneste gang han stiller op til et løb. ”Jeg kommer aldrig til ikke at gide at løbe mere”, udbryder Tor da jeg spørger ham om han ikke er mæt. Tor er beviset på, at løb sagtens kan være en rød tråd gennem hele livet.

Tors fantastisk side med løbsberetninger du med garanti aldrig har set lignende: http://www.temperance.dk/blog/

Tor er endvidere med-skribent på den klassiske danske bog om løb “Elsk at løbe”, skrevet sammen med Bente Klarlund. En fantastisk bog om løb 🙂
https://www.saxo.com/dk/elsk-at-loebe-med-maratonbogen_tor-roennow_indbundet_9788799389407

The post Mine løbehelte part XXIV – Når løb er nørderi first appeared on The greatness of running.

I mandags var jeg på besøg hos min Kiropraktor Michael Feiner. Normalt går jeg hver 3. måned for at vedligeholde kroppen, og undgå diverse hold i nakken samt muskler der sætter sig fast. Det er noget jeg indførte for nogle år siden, og i perioden hvor jeg har besøgt Feiner med 3 måneders mellemrum, har jeg ikke haft skyggen af hold i nakken. Jeg havde en tid tilbage i april, men den kære Corona mente noget andet, og endelig efter godt 6 måneder lykkedes det, at få tid og behandling igen.  Det er ingen hemmelighed at de sidste mange måneder har været ret udfordrende for mig. Min krop har på én eller anden måde sagt fra, og det som jeg troede ALDRIG nogensinde ville ske, skete – jeg mistede lysten til løb. Simpelthen. Jeg havde bare slet ikke det drive jeg normalt finder frem, når snørebåndene snørers, og det er som om småskaderne er væltet ned over mig i en lang stribe af dumme uheld. Og sørme om ikke også jeg, for et par uger siden, vågnede op med… ja – hold i nakken. Det blev dét der afgjorde sagen. Det var for alvor tid til at besøge min helt egen mister Myagi. (Google Karate Kid hvis du ikke aner hvad jeg referer til, og slå dig selv for at have misset ungdomsfilm nummer uno tilbage i 80’erne 😀 😀 )

En seance hos Mr. Myagi aka Feiner tager sådan cirka 15 minutter. I det øjeblik man træder ind ad døren, scanner den gode mand ens krop, som var hans øjne en ultrascanning, og kort efter rykker han stille og roligt i led, og bruger hans egen vægt til at manipulere snirklede spaghetti-områder i kroppen tilbage i fineste orden. Det er slet ikke som andre kiropraktorer jeg har prøvet. Der er ingen voldsomme ryk for at knække kroppen, alt samme foregår i stille slowmotion præcis som selveste Mr. Myagi.

I Mandags kunne jeg godt fornemme, at det stod værre til end jeg troede. Den gode Kiropraktor måtte kæmpe mere med mine infiltrationer end vanligt, og da jeg forsøgte at tale om noget andet, blev jeg tysset på – det krævede koncentration af både mig, og den gode mand at få muskel-kabalen til at gå op.

Da jeg slap fri, fik jeg ordre på at tage den med ro resten af dagen, drikke rigeligt med vand og få sovet alt det jeg overhovedet kunne. Og så sagde han noget, jeg sidenhen har tænkt meget over. Han sagde, idet jeg var på vej ud ad døren, at jeg måtte love ikke at løbe eller træne i løbet af dagen. Kroppen skulle have ro, for det var vigtigt at hjernen fik lov til at indstille bevægelserne igen. Noget i den stil. (Jeg husker det desværre ikke ordret hvad den gode mand ytrede, men det var dælme klogt sagt ). Jeg tog hjem og som dagen gik, blev kroppen mere og mere tung og trætheden overmandede mig fuldstændigt.  

Dagen efter forsøgte jeg mig med en lille løbetur. Det gik slet ikke. Mine ben føltes som Egon Olsens da han stod med fudserne solidt plantet i cementblokken et sted i Jylland. Der var intet flow, og hele kadaveret var nærmeste i udu. Onsdag tog jeg en slapper – det samme torsdag. Fredag efter job skulle jeg op og se på ny cykel, og besluttede mig for at tage mine rosafarvede superhelte-sko på fødderne og løbe forbi cykelhandleren. På vej derop mødte jeg bedre halvdel, og fuld af energi satte jeg lidt tempo på. Det gik forbavsende fint. Ben var superfriske og jeg følte mig som en helt spritny løbe-udgave af mig selv. Det gik så fint, at jeg besluttede mig for at fortsætte videre ud i den store varme verden med små regndråber hængende som snefnug omkring mig, efter besøget hos cykelmanden (jeg fandt i øvrigt ikke lige det jeg søgte).

Et sted på turen besluttede jeg mig for at lave små lygtepæls-intervaller, 7-8 stykker. Andre stedet løb jeg tempo-løb præcis når det lige faldt over mig. Den sidste tempoblok løb jeg på vej tilbage gennem Gug city, og i tankerne havde jeg kun én ting. Et billede af mine monster-stærke terminatorben, lavet af stål og så stærke at selv Arnold Swarzenegger ville være misundelig. Det var årets bedste løbetur der faldt på en helt tilfældig fredag. Ikke skygge af smerter i skinneben. Jeg var fuldstændig blæst omkuld, endorfinerne cyklede rundt i mine blodbaner og selvom jeg godt kunne mærke, at der er et stykke vej til topformen, så var jeg simpelt hen så glad og fuld af energi over en løbetur, der efter så mange frustrationer, bare var helt igennem guddommelig oplevelse. Sådan en løbetur kan virkelig vaske skades-tavlen fuldstændig ren. Det er dét vi lærer som løbere. At være tålmodig og holde ud. At blive ved, og ved selvom lyset er svært at skimte forude. At stole på, at én dag så komme den. Løbeturen der gør det hele værd. 😀   

Jeg sender den største tak ud i universet til Mr. Myagi der fik min krop i flow igen. I går løb jeg igen, en stille 11 km. og sørme om ikke jeg neglede en marathon i dag. Jeg løb 42,2 lækre smovse-kilometer i den smukkeste del af Danmark, på den smukkeste rute overhovedet. Jeg er en ualmindelig glad løber lige nu. 😀

PS – Tak Pia Høgh for et verdensklasseløb i Tornby i dag, Tak til Hanne, Anne, Pia og Jesper Eegholm for at lade mig hygge med jer på turen rundt. Nøj det er fedt at være løber…

Tjek i øvrigt lige denne lille genialitet fra Pias løb i dag. Depotet var en pose fyldt med lækkerier og drikkelse til hver eneste løb. Alle Corona-konventioner overholdt til ug. 😀

The post En fabelagtig weekend :) first appeared on The greatness of running.

Jeg blev ramt af en let omgang skinnebensbetændelse for et par uger siden. Det kom lige pludseligt ud af det blå, og jeg aner ikke om det skyldtes at jeg afprøvede nye neutrale sko, (jeg løber ellers normalt i pronations-løbesko) eller om det skyldtes overgangen til sandaler i hverdagen – noget jeg hvert år skal bruge lidt tid til at omstille mine ben på. Hvad end det skyldtes, så er det første gang nogensinde jeg har prøvet de sindssyge smerter der pludselig dukker op foran på skinnebenet under løb. Av

Betændelsen betød at jeg måtte skyde en hvid pind efter løbetræningen, og acceptere at løbeskoene i entreen, i bedste corona-stil, måtte holde afstand og derfor stod ensomme tilbage med slatne snørebånd. Jeg havde frygtet et mentalt breakdown og et goddag til monstret der normalt dukker op, når jeg er skadet. Men det kom aldrig. Min krop og hjerne var forbavsende tilfredse med at udskifte løbetræningen med ture op til datters nyerhvervede krikke blandet med havearbejde, og lidt ekstra timer på mit daglige job i Jammerbugt Kommune.

For første gang nogensinde har jeg ikke været desperat for at komme i løbeskoene igen, nærmest tværtimod. Det føltes i stedet som en perfekt undskyldning for at trække stikket, og lade løb være en bi-ting i mit liv. Det er tankevækkende, og får mig til at tænke om jeg måske har været FOR optaget af det ugentlige kilometertal i FOR mange år. I al den tid jeg har løbet, har jeg kun holdt pauser når skader har sneget sig ind i min hverdag. Ellers har jeg troligt uge efter uge, løbet mine godt 75-85 kilometer – og oftest uden egentlig fokus på variation af underlag og intensitet.

Jeg ved at eliteløbere (det har jeg i hvert fald lært gennem de utallige podcasts jeg lytter til ) altid tager minimum 2 ugers pause fra løbetræningen hvert år. En slagt mental og fysisk restitution fra alt hvad der har med løb at gøre. Og jeg ved også, at det bedste man kan gøre som løber, er at variere sin træning både i forhold til intensitet og formål, men i den grad også i forhold til hvilket underlag man løber på. Det er bare så pokkers nemt at gøre præcis som man plejer. At hoppe i skoene og løbe præcis de samme ruter uge efter uge.

Måske er det min krop der lige nu fortæller mig, at det er på tide at stoppe lidt op. At finde tilbage til legen, og variation i mine træninger. Jeg har selv-behandlet min skinnebensbetændelse med en ibuprofenkur. Det er ikke smart, og det absolut ikke anbefalelsesværdig at selvmedicinere. Men det virker, og jeg er småt-løbende igen. Med skinnebensbetændelse er det kunsten at undgå asfalt, og starte ud på et blødere underlag. I hvert fald for mig. Og de sidste to dage er jeg lykkedes med at løbe et par fantastiske ture i skoven, og på stranden ved Blokhus. Nøj det har været fedt. Helt langsomme ture, hvor jeg har ladet benene bestemme præcis hvor de ville hen. En sjov lille sti, et vildnæs der lokkede med en dyreveksel eller en tur rundt på dele af mtb-ruten. Alt har været tilladt, blot det ikke har givet smerter i skinnebenet.

Det har været fuldstændigt fantastisk, og i går begyndte mit hoved at lege med nye mål. Med nye ideer til sjove løb jeg kunne løbe og en erkendelse af, at løb for mig er verdens 8. vidunder så længe det gøres for sjov. Hjemvendte fandt jeg frem til en løbeportal med tons af ruter i naturen. Og nu er jeg fyr og flamme for at drage ud i den vendsysselske natur, og afprøve nye sjove løberuter. Siden hedder www.alltrails.com og er en side, der crowdsourcer (som det så fint hedder) ruter i hele verden. Ruter, der indmeldes af alle mulige mennesker verden over, løbere, gående, cyklister, rulleskøjteløbere – you name it. Og med en lille søgning åbenbarer der sig et slaraffenland af ideer til løberuter, endda krydret med små fortællinger og gode råd. Tænk jeg anede slet ikke der fandtes sådan en guldgrube

Det bliver min sommerferieting to-do. At søge ruter frem og løbe dem. At glemme alt om pace, kilometer, og puls, og bare lege på stierne i det nordjyske (Skulle der sidde nogen der tænker, jammen hun skal da med mig en tur på stien hernede i det sønderjyske f.eks. – så er jeg så klar på at drage afsted på tur). Nå ja, det samme gælder selvfølgelig den anden vej. Hvis der er nogen der har lyst til at komme med på mine ture, så lad mig endelig vide. Jeg vil elske at få selskab, og giver gerne en is med på vejen – og alt foregå i et behageligt sludre slentre tempo.

Rigtig god søndag – PS Min bog om Stine Rex er sendt til min redaktør. Jammen hvor vildt er det ikke lige – tænk sig at jeg kan skrive “min redaktør” – Jeg føler mig som verdens heldigste……

The post Skinnebensbetændelse og opdagelse af en guldgrube first appeared on The greatness of running.